Bries Blog-O-Rama - Af Brian Iskov

Spionagens psykologi: Bag om "Dame, konge, es, spion"

2012-02-09T14:47:00.024+01:00

Fra i dag, den 9. februar, kan Tomas Alfredsons filmatisering af John le Carrés spionklassiker "Dame, konge, es, spion" (Tinker Tailor Soldier Spy) langt om længe ses i de danske biografer. (Filmen er allerede ude på dvd og blu-ray i Storbritannien).

> Læs min anmeldelse af "Dame, konge, es, spion"

Jeg var så heldig at opleve Alfredsons "Dame, konge, es, spion" ved Venedig-premieren sidste sommer, hvor jeg også interviewede nogle af mændene bag filmen: birolleskuespillerne Colin Firth og John Hurt, instruktøren Tomas Alfredson og den Oscarnominerede manusforfatter Peter Straughan.

"»Dame, konge, es, spion« er ikke en spionthriller. Den handler om venskab, forræderi og loyalitet. Og om en mand med et knust hjerte."
– Tomas Alfredson

I Morgenavisen Jyllands-Postens søndagstillæg Indblik fra 5. februar kan du i min artikel "Spionagens psykologi" bl.a. læse filmholdets bud på nogle af de særlige personlighedstyper og faldgruber, der gemmer sig i spionfaget.

"Jeg tror, at de færreste mennesker egner sig til at være spioner. Hemmelighedskræmmeriet er enormt. De må ikke engang fortælle deres kærester og samlevere, hvad de beskæftiger sig med. De fører et liv inden i et liv."
– manusforfatter Peter Straughan

"Man behøver knap nok forstå intrigen for at fornemme, hvad filmen handler om. Alle kender til ensomhed og sårbarhed."
– Colin Firth om "Dame, konge, es, spion"

Artiklen fra JP er desværre ikke tilgængelig på nettet, men noget af mit efterretningsarbejde fra mission Venedig har fundet vej til den seneste podcast fra Filmnørdens Hjørne i form af små listige spionoptagelser.

Indslaget om "Dame, konge, es, spion" varer fra 29:54 til 39:49. Og når du alligevel er på krogen, kan du også lige snuppe Bries filmnyheder fra 06:47 til 18:52:

FILMNØRDENS HJØRNE - podcast 52

I Venedig sagde John Hurt desuden om den kolde krig:
”Man kunne have ønsket sig, at alle satte sig ned omkring et bord og sagde, ”Hvori består vores uenigheder? Vi tilhører grundlæggende den samme stamme og burde, idealistisk set, være i stand til at løse problemerne uden at skabe fjendebilleder«. Men det synes at være menneskets kår. Hvis vi ikke har en fjende at slås imod, opfinder vi én. Det er ganske trist.«

71-årige John Hurt er den eneste af skuespillerne i "Dame, konge, es, spion", der er gammel nok til at huske den kolde krig – og den ”varme”, for den sags skyld. Hurt var nyudklækket skuespiller i England, da »sort-hvid blev til technicolour« i 1960'erne.

Han erindrer også, da den britiske efterretningsofficer Kim Philby i 1963 skandaløst blev afsløret som russisk dobbeltagent:
»Jeg kendte hans søn ganske godt. Han lignede sin far i foruroligende grad. De havde begge en vidunderlig stemme, fuld af autoritet og resonans. Kim Philby kunne snildt have været russer med den stemme.«

OBS! BBC's føljeton "Spionen, der kom ind i kredsen" fra 1979, hvor Alec Guinness spiller spionchefen George Smiley, kan ses i sin fulde længde den 19. februar i Cinemateket i København. Filmhuset har desuden en række udvalgte John le Carré-filmatiseringer på programmet hele februar måned.

Filmanmeldelse: "Dame, konge, es, spion"

2012-02-09T13:13:00.003+01:00

Instruktøren er svensk. Franske og tyske penge har betalt gildet. Og alligevel fremstod Tomas Alfredsons fortættede spiondrama "Dame, konge, es, spion" (Tinker Tailor Soldier Spy) som essensen af britiskhed ved sin verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig sidste år.

Da den tidligere MI6-spion David Cornwell, alias John le Carré, i 1960erne startede sin romanserie om den anonymt askegrå George Smiley, skete det som modreaktion til Ian Flemings fantastiske superagent, James Bond. Hos le Carré er spionerne forborgne embedsmænd, der kæderyger i lydtætte rum og fører et ensomt liv i skyggerne.

I seriens femte bog, "Dame konge es spion" (1974), har en russisk »muldvarp« – KGB's term for en infiltreringsagent – boret sig ind i hjertet af det smuldrende britiske imperiums efterretningstjeneste. Tekstens illusionsløse realisme stiller »det ældste af alle spørgsmål: hvem kan udspionere spionerne?«

Alec Guinness brillerede i en sen signaturrolle som den usmilende Smiley, da John Irvin i 1979 filmatiserede samme bog for BBC. Herhjemme lagde føljetonen gaderne øde under navnet "Spionen, der kom ind i kredsen". I 2010 udkom de syv afsnit på dansk dvd under en tredje titel, "Muldvarpen", i tandem med efterfølgeren, "Smiley's People".

Alec Guinness som George Smiley (© BBC 1979)

I le Carrés galleri af socialt isolerede, midaldrende nørder finder Tomas Alfredson igen en frugtbar klangbund for den melankolske outsiderempati, han udfoldede så smukt i sin forrige film, "Lad den rette komme ind". Ved at genfortælle "Dame, konge, es, spion" som periodestykke bevarer han den oprindelige 1970'er-atmosfære af fugtige cottoncoats og koldkrigsparanoia. Til gengæld er tempoet strammet op og den omstændelige intrige kogt ind til en saftig suppeterning. Man savner hverken tv-udgavens beklumrethed eller bogens mudrede plotslyngninger.

Filmens magnetiske centrum, Gary Oldman, griber chancen for at skrue ukarakteristisk langt ned for alle knapper. Slank og kantet ligger hans Smiley umiddelbart fjernt fra bøgernes »lille, fedladne og i bedste fald midaldrende« protagonist og tv-seriens lettere livstrætte onkel Guinness. Men Oldman tilsætter en lurende farlighed til antiheltens sindsro, så man dårlig tør fjerne blikket fra ham.

En distingveret luksusbesætning af engelske karakterskuespillere giver skakbrættets brikker fylde: Toby Jones, Colin Firth, John Hurt, Mark Strong, Tom Hardy. I kredsen af brune habitter ses desuden dansk-svenske David Dencik som »den ungarske giftdværg« Toby Esterhase.

David Dencik i "Dame, konge, es, spion"

Dame, konge, es, spion. Frankrig-Storbritannien-Tyskland 2011. Originaltitel: Tinker Tailor Soldier Spy. Instruktion: Tomas Alfredson. Spilletid: 127 minutter. Dansk biografpremiere: 9. februar 2012. Udgiver: SF Film.

> Læs også Spionagens psykologi: Bag om "Dame, konge, es, spion"

Blu-ray-anmeldelse: "Crazy, Stupid, Love."

2012-02-07T22:54:00.001+01:00

En glat scorekunstner tager en midaldrende hanrej under sine vinger i den usædvanligt velspillede romantiske komedie ”Crazy, Stupid, Love.”, der i dag er ude på dansk dvd og Blu-ray

AF BRIAN ISKOV

Man ville næppe fornærme Cal Weaver (Steve Carell) ved at kalde ham en anstændig gennemsnitsfyr. Den nogen-og-fyrreårige familiefar fra forstæderne har været gift med sin gymnasiekæreste, Emily (Julianne Moore), i et kvart århundrede. Men i dét sekund hustruen erklærer, at hun har været ham utro og vil skilles, skrider den trygge grund under Cals udtrådte hvide kondisko.

Forvist fra hjemmet lapper han sin sårede stolthed med vodka-tranebær-cocktails på den lokale bar. Dette sørgelige syn vækker medlidenheden i Jacob Palmer (Ryan Gosling), et noget yngre og anderledes skråsikkert handyr på rov. Som ekspert ud i kurmageriets kunst tilbyder Jacob at hjælpe med at genopdage den manddom, som Cal forlagde »engang omkring 1984«.

Steve Carell og Ryan Gosling i "Crazy, Stupid, Love."

Alsidige Ryan Gosling, som også er dvd-aktuel i »Drive«, er næsten absurd attraktiv som velplejet scorekunstner. Den glatte kynisme, som lurer i rollen, holder Gosling overlegent stangen med solidarisk charme, diskret komisk timing og et afgørende gran af sårbarhed. Steve Carell yder ham bravt og sympatisk modspil ved at understrege det standhaftige og reelle i sin akavede hanrej.

Mens Cals makeover sender ham i kløerne på bl.a. huntigeren Kate (Marisa Tomei), gør hans 13-årige søn utrætteligt haneben til sin fire år ældre babysitter. En yderligere sidehistorie følger den aspirerende advokat Hannah og hendes opgør med sin forlovede, den menneskelige valium Richard.

I en film så overskudsagtigt stjernespækket, at den kan henvise Kevin Bacon og Oscar-vinderen Tomei til andet geled, er fregnede Emma Stone som Hannah dén, der stjæler flest scener ved sin blotte tilstedeværelse. Hendes livfulde ansigt lyser klarest over for Gosling i en nøglescene, der ligesom sidste års franske kærlighedskomedie, »Heartbreaker«, trækker nostalgisk på mindet om »Dirty Dancing« og slipper heldigt fra det.

Emma Stone og Ryan Gosling i "Crazy, Stupid, Love."

Skuespillernes appeal er generelt et stort plus ved »Crazy, Stupid, Love.«, der i tidens tråd (jf. »Bollevenner«) forsøger at ruske op i den metaltrætte romantiske komedieskabelon. Tonen er relativt moden og afdæmpet, mens manuskriptet bestræber sig på at sætte genrens præfabrikerede moduler sammen på lidt mere sofistikeret vis, end det normalt ses.

Videogensynet afslører dog også svaghederne ved »Crazy, Stupid, Love.«, for i anden ombæring fremstår historiens konstruktion en tand for beregnende. Konfliktbehandlingen stikker da heller ikke dybere, end at finalen søger tilflugt i de vanlige grandiose fagter og gennemtyggede floskler om »den eneste ene«. Men man bærer over med det, netop fordi filmskaberne i det store og hele udviser lyst til fornyelse og forkæler os med skuespil, som ligger langt over gennemsnittet for genren.

Warners danske Blu-ray-udgivelse af "Crazy, Stupid, Love." er forsynet med sparsomt ekstramateriale: to korte featuretter, tolv minutters slettede scener samt en digital kopi af filmen.

"The Player Meets His Match" er rendyrket ligegyldig EPK-fluff stykket sammen af interviewbidder, mens der er lidt mere underholdningsværdi at hente i "Steve and Ryan Walk Into a Bar", der er optaget i en afslappet pause under optagelsen af barscenerne. Her byttes rollerne mellem mester og lærling så at sige rundt, idet Steve Carell improviserer fjollede svar til en række spørgsmål om filmen, mens Ryan Gosling sidder på barstolen ved hans side og forsøger at følge trop, så godt han kan.

Fraklippene er mestendels variationer over eller forlængelser af eksisterende scener i filmen, og nogle af de alternative replikriff er faktisk rigtig morsomme.

Crazy, Stupid, Love. . USA 2011. Instruktion: Glenn Ficarra og John Requa. Spilletid: 118 minutter. Dansk dvd- og blu-ray-udgivelse: 7. februar 2012. Distributør: Warner Home Video.

Dele af denne anmeldelse har tidligere været trykt i Børsen 8. september 2011.

Scorekunstneren Jacob har raffineret kurmageriet til en eksakt videnskab. Sidste års canadiske skuespilkomet, Ryan Gosling, udfylder rollen som dragende selvsikker player til perfektion i ”Crazy, Stupid, Love”. FOTO: Warner Home Video.

Filmanmeldelse: "Carnage"

2012-02-01T00:30:00.021+01:00

Roman Polanskis sædekomedie "Carnage" tager sit udspring i Yasmina Rezas enakter "Blodbadets gud" (Le Dieu du carnage) fra 2006. Filmversionen udspiller sig i realtid på en januardag i New York. En dreng skubber til en anden ved legepladsen i Brooklyn Bridge Park. Gengældelsen falder prompte: en svirpende kæp lige i tandsættet.

Over æble- og pæretærte samles slagsbrødrenes respektive forældre for at finde en mindelig udgang på suppedasen. Jodie Foster er selvgod humanist og initiativtager til den udglattende gestus. Hendes mand, John C. Reilly, sælger husholdningsartikler og er selskabets plebejiske element. I deres sirligt kultiverede lejlighed, som udgør filmens kulisse, sørger sofabordets kunstbøger og hollandske tulipaner for at udstråle det rette smagfulde overskud.

Jodie Foster og John C. Reilly i "Carnage"

Ind i stuen træder Kate Winslet, investeringsmægler, og Christoph Waltz, erhvervsadvokat med konstant bimlende mobil limet fast til øret. Godt hjulpet på vej af en skotsk singlemaltwhisky udarter forsoningsmødet til en bitter, firfløjet infight, der høvler den tynde fernis af middelklassens civiliserede selvforståelse.

Med sine kun fem kvarters spilletid fremstod "Carnage" som en muntert-syrlig adspredelse i konkurrenceprogrammet, da den fransk-tysk-spansk-polske coproduktion havde verdenspremiere i Venedig sidste år. 78-årige Roman Polanski manøvrerer smidigt og veloplagt omkring i gruppedynamikkens afgrænsede arena. Stykkets sociale satire undgår ikke at virke lettere bedaget, og at personinstruktionen er moduleret i teaterscenens skingre register, får til tider det ellers voldsomt underholdende stjernespil til at virke unødigt manieret. Men det er indvendinger i småtingsafdelingen.

Christoph Waltz og Kate Winslet i "Carnage"

Carnage. Frankrig-Tyskland-Spanien-Polen 2011. Instruktion: Roman Polanski. Spilletid: 79 minutter. Dansk biografpremiere: 2. februar 2012. Distributør: Midget Entertainment gennem United International Pictures.

Filmanmeldelse: "Sound of Noise"

2012-01-25T00:30:00.007+01:00

Allerførst – hvis du aldrig har set kortfilmen ”Music for an Apartment and Six Drummers” (2000), så nyd den lige her:

Denne kultdyrkede svenske niminutters perle fik i 2010 en efternøler i spillefilmslængde, ”Sound of Noise”. Verdenspremieren fandt sted i Cannes' festivalserie ”Semaine de la Critique” (Critics' Week), der ellers ikke er forvænt med komedier. Absurditererne i den svensk-fransk-danske coproduktion blev da også modtaget med taknemlighed af Cannes-publikummet som en kærkommen modvægt til programmets spleenramte teenagere og furede panderynker.

I morgen (torsdag) dukker "Sound of Noise" temmelig forsinket op på det danske biografrepertoire – og som altid, når det gælder titler fra distributøren Sunrise Film, sker det pludseligt og uden synligt varsel eller hørbare fanfarer. Men tænder man på pudseløjerlig nordisk deadpanhumor og/eller håndspillet trommerytmik, er "Sound of Noise", trods sine mangler, værd at opsnuse.

Der er spor af såvel Jacques Tati som Olsen-banden i den skæve historie om seks musikalske guerilla-terrorister, der laver ravage ved at opføre en reallydssymfoni i fire satser på udvalgte steder i Malmö. Hver happening er nøje udtænkt og tilrettelagt som en løjerlig hybrid mellem konceptkunst og hærværk, og alt fra højspændingsledninger til korpulente herremaver indgår i de polyrytmiske surpriseangreb, der efterlader deres intetanende publikum med kæben på gulvet. Desværre er filmens to første satser klart de sjoveste.

De to svenske instruktører kæmper desuden en smule med at strække plottet til 98 minutter, men man morer sig ofte kongeligt over deres snurrige udnyttelse af lyd – og fraværet af samme. For i slagtøjsorkanens øje står den hårdt prøvede kriminalkommissær Amadeus Warnebring: Den eneste af sin hæderkronede musikerslægt, som er født tonedøv og bare ønsker at leve sit liv i absolut stilhed! Tv-skuespilleren Bengt Nilsson er uhyre sympatisk og troværdig i rollen og får også lov at bære filmen over flere vadesteder med sin udsøgte komiske timing.

Bonusinfo: David Owe er krediteret som stuntmand på filmen.

> Se flere klip fra ”Sound of Noise” i Bries webcast fra Cannes 2010

Sound of Noise. Sverige-Danmark-Frankrig 2010. Instruktion: Johannes Stjärne Nilsson & Ola Simonsson. Spilletid: 98 minutter. Dansk biografpremiere: 26. januar 2012. Udgiver: Sunrise Film Distribution.

"United 93": Interview med Paul Greengrass

2012-01-20T00:10:00.003+01:00

DR2 viser "United 93" i aften, fredag 20. januar kl. 20.00.

Flyvevejret er perfekt den 11. september 2001. Først da en af passagerne får nys om angrebet på World Trade Center over mobilen, begynder rædslen at brede sig på Flight 93. Fire terrorister ændrer maskinens destination til Det Hvide Hus, imens de rejsende opbygger mod til en fælles revolte ...

Instruktøren Paul Greengrass (briten bag den ligeledes knusende ”Bloody Sunday”) lader begivenhederne i "United 93" (2006) udfolde sig i nuet og falder aldrig for fristelsen til at politisere. Her er heller ingen stødpuder i form af genkendelige stjernenavne – flyvelederen, der prompte lukker luftrummet over USA på jobbets første dag, spiller sig selv – og den magtfulde, metodiske realisme strammer løkken om tilskuerens hals, til nærværet når så ubærlige højder, at hver mand tvinges til at tage stilling. Så stærkt kan det gøres!

ARTIKEL:
United 93 – med døden som passager
Brian Iskov, TJECK Magazine nr. 177 (august 2006)

Da Flight 93 fra New Jersey blev kapret af terrorister, var den 11. september 2001 stort set forbi, og flyets 44 passagerer blev som de første tvunget til at tackle det nye verdensbillede. Biograffilmen ”United 93” rekonstruerer katastrofedagens begivenheder med rystende virkning. Vi giver ordet til filmens instruktør, Paul Greengrass:

– Jeg faldt for historien om Flight 93 på grund af dét skæbnens lune, som gjorde, at flyet først kom i luften tre kvarter senere end planlagt. Da kaprerne overtog cockpittet klokken 9.26, var World Trade Center blevet ramt en halv time forinden, og 11. september var praktisk talt overstået. Det betød, at passagererne om bord blev de første, som skulle forholde sig til verden efter 11/9. Og deres tragedie var, at uanset hvad de valgte at gøre, ville det betyde døden.

Mit mål var at rekonstruere dagen så nøgternt som muligt. Uden filmstjerner. Uden sentimentalitet. Uden at kontekstualisere, hvad der skete. Så man bagefter kan gå ud af biografen og stille sig selv de to eneste spørgsmål, man kan rejse i forbindelse med politisk vold: Hvordan kunne det ske? Og hvad gør vi ved det?

Derudover ville jeg vise det systematiske sammenbrud i Amerika. Man kan ikke forstå den dag uden at fatte, i hvor høj grad systemerne blev overvældet. Pointen er, at vi alle tror, vores regeringer har systemer, der tager sig af tingene. Ellers kunne vi for eksempel aldrig køre bil, for sæt nu, lyssignalerne ikke virkede, eller folk kørte mod færdselsretningen? Hele vores modernitet, vores demokrati afhænger af systemerne. Og det er samtidig vores store svaghed.

Derfor valgte jeg at klippe frem og tilbage mellem passagererne i Flight 93 og det kaos, som opstod hos flyveledelsen på jorden. For det var dér, systemet brød sammen. Hvad der end foregik højere oppe i hierarkiet hos præsidenten eller vicepræsidenten, var ikke til nogen hjælp, for kommandovejen var afbrudt. Dét er den enorme udfordring, som vi står over for efter 11/9: Erkendelsen af, at der ikke er nogen derude, som kan beskytte os.

Nogle vælger at søge tilflugt i sammensværgelsesteorier, fordi de luller én ind i den tro, at der findes omnipotente kræfter derude et sted, og hvis vi bare kunne få bugt med dem, ville vores systemer virke igen. For eksempel er der forbløffende mange, der mener, at United 93 blev skudt ned af militæret. Det ville bekræfte, at systemet fungerer. Men sandheden er langt mere skræmmende. Sandheden er, at det fly først blev opdaget, efter det var styrtet til jorden. Og der var kun fire militærfly, som havde missiler om bord den dag – fire i hele Nordamerika.

Paul Greengrass på settet til "United 93"

Kapringen af en religion
– Jeg har lavet flere film om terrorisme i Nordirland, blandt andet ”Bloody Sunday”, og selv om både IRA (den irske oprørshær, red.) og Al-Qaeda sværger til vold som løsningsmodel, er der væsentlige forskelle på de to. Unge mænd lod sig hverve til IRA i 1970’erne, fordi de mente, at de kunne skabe et forenet Irland gennem en væbnet konflikt. Deres kamp havde et politisk og praktisk sigte, og derfor kunne det munde ud i en forhandling. Ganske vist skulle der gå en generation, før de britiske og irske regeringer mødtes med provoerne for at løse tvisten, og de er ikke helt i mål endnu, men det går den rigtige vej. Al-Qaeda er anderledes. De har ingen politiske målsætninger, men fører krig på religion og kultur.

Min film om ”United 93” sætter navn på den anden form for kapring, som fandt sted 11/9: Nemlig kapringen af en religion. Jihadisterne mente selv, de repræsenterede islams sande ansigt, og at alle andre former for islam må tilbagevises med vold – det var, hvad de skrev i deres testamenter. Vores problem er, at vi har brugt en masse energi på at forhindre vores fly i at blive kapret igen, men det er den anden slags kapring, som udgør den virkelige trussel. For den bliver ved, og den stiller os et vanskeligt spørgsmål: Bliver fundamentalisternes kapring af islam værre eller bedre af de ting, vi vælger at gengælde med?

Mange har sagt: “Er det for tidligt at lave en film om 11/9”? Men spørger du de pårørende til ofrene fra United 93, svarer de: ”Det kan aldrig blive for tidligt”. Jeg har altid holdt på, at hvis man vil forstå politisk vold, må man tale med dem, der har været udsat for det. Hos dem vil du finde dybe sandheder og tankefulde svar – og mange vidt forskellige syn på sagen. Dog er de alle forenet i deres afvisning af den offerstatus, vi trækker ned over hovedet på dem. Hvad samfundet ønsker, er at stoppe op et øjeblik og udvise respekt, gå til begravelserne og kondolere overfor familierne, og så vil vi gerne have, at de forsvinder. Den rolle nægter de at tage på sig. Fordi deres liv er blevet decimeret, tænker de meget, meget grundigt over de to vigtige spørgsmål: Hvorfor sker det? Og hvad gør vi ved det? Og det gør dem enormt frustrerede, at vi bare vil have, livet skal fortsætte, som det plejer. For når vi spørger: ”Er det for tidligt?” mener vi i virkeligheden: ”Er det for tidligt for os”?

Vores fælles ansvar
– Der er stadig flere af os, som indser, at alle verdens store problemer hænger uløseligt sammen. De vil ikke forsvinde af sig selv, og de kræver vores opmærksomhed. Alligevel ønsker de fleste bare, at vores regeringer smider bomber over et fremmed land, og så skal det hele nok gå i orden. Vi vil så nødig gribe fat om nældens rod, for det vil kræve forandringer, som påvirker os alle sammen.

Første gang, jeg tog til Nordirland, var omkring 1980. Dengang rasede urolighederne for fuld styrke. Tager man derover i dag, vil man se, at hvert eneste hus enten er blevet renoveret, bygget om eller rejst på ny. En del af Storbritannien, som engang var helt ad helvede til, begynder at ligne et fornuftigt sted, fordi det er lykkedes to modstridende regeringer at rekonstruere Nordirlands økonomi over lang tid og med megen tålmodighed – og det er de britiske skatteydere, der har betalt for det.

Hvis vi skal få has på de globale problemer, vi står over for nu [2006], er det ikke bare Irak, men gigantiske dele af verden, vi skal bringe på ret køl. Vi kan ikke længere forvente, at vores statsledere tager sig af kriserne. Vi må selv til at tage et ansvar. Hver og en af os bliver nødt til at stemme på politiske partier, som er villige til at hæve vores skatter med mange procent for at finansiere den økonomiske genopbygning af verden. Vil vi gå med til det?

Khalid Abdallah som Ziad Jarrah i "United 93"

INTERVIEW:
Khalid Abdalla om "United 93"
(Britisk-egyptisk skuespiller; filmdebuterer som terroristen Ziad Jarrah i ”United 93”)

– Jeg er stolt af, at vores film ikke fremstiller terroristerne som uhyrer, men som mennesker af kød og blod. Det gør faktisk det hele mere skræmmende, for hvis man slår kapringen hen som en gal mands værk, er det lettere at undskylde. Siger man derimod, at en rigtig person stod bag, bliver man nødt til at forholde sig til situationen.

Ziad Jarrah, som jeg spiller, er dén af de fire terrorister fra Flight 93, man ved mest om. Han kommer fra en stor libanesisk familie, hans far er politiker, han gik på en kristen skole og havde en kæreste i Tyskland. Jeg har set en tv-dokumentar, hvor der er optagelser af Jarrah, der danser i januar 2001. Det var meget syret.

Det forvirrer folk, at jeg ligner en araber, selv om jeg er brite og født i Skotland. Efter premieren i New York kom en dame over til mig og sagde: ”Jeg synes, De bør vide, at da jeg stod i den anden ende af lokalet, følte jeg sådan en trang til at slå Dem ihjel. Men det er vel egentlig en anerkendelse af Deres skuespilpræstation, så derfor fortæller jeg Dem det.” Min kæreste stod ved siden af og udbrød: ”De må altså ikke slå ham ihjel, han er faktisk meget sød”. Damen gispede: ”Er De engelsk?”, og det måtte jeg jo bekræfte. Min kæreste fortalte hende, at vi havde mødt hinanden på universitetet i Cambridge. Damen tog en dyb indånding og sagde så: ”Jamen, så tilgiver jeg Dem” – hvilket var noget af det mest racistiske, hun kunne sige! Men generelt har amerikanerne faktisk været meget positive, og ofrenes familier var enormt taknemmelige over, at nogle havde turdet påtage sig rollerne som deres børns og ægtefællers mordere.

De fire af os, som spillede terrorister, blev holdt adskilt fra de andre skuespillere så længe som muligt. Vi følte os meget sårbare; vi var lidt dem ovre i hjørnet, som de andre ikke måtte lege med. Inden optagelserne brugte vores gruppe to uger på at gå detaljerne igennem. Ud fra passagerernes mobilsamtaler til deres familier og optagelserne fra den sorte boks i cockpittet, arbejdede vi os frem til en forståelse af, hvem der gjorde hvad og hvornår. Jeg tror, vi er nået ret tæt på sandheden, og filmens styrke er, at den ikke prøver at forklare noget, men blot viser, hvad der foregik. Det er i troværdigheden, at vores argument ligger. Når man ser, at alle om bord på Flight 93 var almindelige mennesker, opnår man en forståelse af begivenhederne, som ingen argumentationer nogensinde vil kunne frembringe.

Minut for minut:
Om bord på Flight 93

8.42, lokal New York-tid: United Airlines’ Flight 93 letter fra Newark International Airport med 41 minutters forsinkelse.
8.46: American Airlines’ Flight 11 fra Boston flyver ind i World Trade Centers nordlige tårn.
9.03: United Airlines’ Flight 175 rammer World Trade Centers sydlige tårn og eksploderer.
9.24: Flight 93 modtager en besked fra kontroltårnet: “Pas på evt. indtrængen i cockpittet”.
9.26: To kaprere bryder ind i cockpittet på Flight 93 og annoncerer over mikrofonen, at der er en bombe om bord.
9.27: Passager Thomas Burnett ringer til sin kone fra Flight 93 og fortæller, at flyet er blevet kapret. ”De har allerede stukket en mand ned. Ring til forbundspolitiet”. Det er det første af over 30 opkald fra passagererne til deres familier.
9.30: Flight 93 forsvinder fra flyveledelsens radar.
9.34: Tom Burnett ringer igen til sin kone. Hun fortæller om angrebet på World Trade Center.
9.35: Flight 93 skifter kurs og vender snuden mod Washington. Målet er sandsynligvis Det Hvide Hus.
9.36: I San Francisco, flyets oprindelige destination, modtager United Airlines’ servicecenter et opkald fra en stewardesse om bord. Hun bekræfter, at kaprere har overtaget styringen.
9.37: American Airlines’ Flight 77 brager ind i forsvarsministeriets administrationsbygning, Pentagon.
9.45: Al lufttrafik over USA indstilles. Det Hvide Hus bliver evakueret. Tom Burnett ringer til sin kone for tredje gang og fortæller, at nogle af passagererne er blevet enige om at tage kampen op med flykaprerne. ”Vi bliver nødt til at gøre noget”, siger han.
9.57: Passager Todd Beamer har haft telefonisk kontakt til en omstillingsdame i 13 minutter. Han afslutter samtalen, men lægger ikke på. Det sidste, hun hører ham sige, er: ”Er I klar? Så rykker vi.”
10.00: Den sorte boks i cockpittet opfanger larm og råb på engelsk og arabisk. Ziad Jarrah, flykaprernes pilot, begynder at rulle flyet fra side til side.
10.03: Flight 93 styrter ned i en mark nær Shanksville, Pennsylvania. Der er ingen overlevende.
11.26: United Airlines bekræfter, at de har mistet Flight 93.

Kilder: Filmens hjemmeside, Discovery Channel, CNN.

Movie Battle 2012: Slip din indre gyserinstruktør fri

2012-01-06T13:44:00.002+01:00

Brian Iskov i Politiken, 22.12.2011

Den filmskoleuddannede instruktør Shaky González er ophavsmanden til Movie Battle, der i april 2012 kommer under CPH PIX' vinger. I kortfilmdysten får vækstlaget af uafhængige danske filmskabere plads til at prøve kræfter med de kulørte genrer – og du kan også være med.

Har du en vild og blodig filminstruktør sprællende i maven? Så er det tid til at sætte fødslen i gang. Terminen er 1. februar, Movie Battle står for barselshjælpen, og CPH PIX holder dåbsfest den 18. april, hvor den fjerde udgave af kortfilmkonkurrencen finder sted i Palads-biografen.
Armbevægelserne er unægtelig noget bredere end dengang i 2004, da Shaky González barslede med ideen til en intern dyst, der skulle udfordre kredsen af danske undergrundsinstruktører.

»Vi var alligevel en masse filmnørder, der rendte rundt og lavede kortfilm for få eller ingen penge. Jeg tænkte, at hvis vi afholdt en konkurrence, kunne flere komme i gang med at lave film i stedet for bare at gå og snakke om det,« fortæller Shaky González, der er genrefilmfan og uddannet instruktør fra Filmskolen.

"Connected" (fra Movie Battle 2010)

Siden den første beskedne Movie Battle har konkurrencen tilbudt et frirum, hvor vækstlaget af danske filmskabere kan dyrke deres yndlingsgenrer. Chancen for at få finansieret en spillefilm, der helhjertet bekender sig til action-, horror- eller thrillerformen, er nemlig stort set ikke-eksisterende i Danmark, mener Shaky González.

»Nogle af de nye instruktører som Nicolas Winding Refn ('Drive') og Christian E. Christiansen ('I:DA') er ved at ændre klimaet lidt, men vil man lave en genrebevidst film på dansk – action, thriller, horror – kræver det, at man har nogle biografsucceser bag sig. Debuterende eller uprøvede instruktører har ikke en chance i støttesystemet,« beklager den 45-årige González.

Han er en af de få i kredsen af guerilla-instruktører, som har en uddannelse fra Filmskolen under bæltet. Alligevel er han i ti år blevet afvist, hver gang han har henvendt sig til konsulenterne på Det Danske Filminstitut med et projekt. De fire spillefilm, González til dato har signeret, er alle uafhængigt produceret og finansieret med hjælp fra velvillige filmdistributører.
»Hvis man kommer med en god idé og har lavet et solidt forarbejde, er distributørerne langt mere interesserede end Filminstituttet i at prøve noget nyt,« erfarer Shaky González.

Shaky González

Vinderen af den allerførste Movie Battle var da også ham, der havde fundet på den bedste idé, husker González. Filmen hed ”Eksmanden”, og instruktøren gik under navnet Jimmy Nonose:
»Et døgn for deadline skrottede han sit oprindelige projekt og begyndte forfra. Næste dag kl. 12 stillede Jimmy med en ny film, som han havde optaget og klippet i løbet af natten!«

Reglerne i 2004 var simple: Lav en fem minutters kortfilm med valgfrit emne. Af de syv film, som blev færdige til tiden, viste de seks sig at være komedier. Det gjaldt også González' eget bidrag, 'Once Upon a Time in Hvidovre', om »en forstadsfyr, der tror, han er cowboy«. Kun en 70'er-agtig hævnthriller skilte sig ud fra flokken.

Eftersom González' egen hybel var for lille, endte en ven i Hvidovre med at lægge lejlighed og projektor til begivenheden. De godt 60 ildsjæle, som havde produceret filmene på nulbudget, sørgede for fest i stuen, mens et lille dommerpanel bestående af skuespilleren Erik Holmey og to instruktører fra Filmskolen (herimellem Shakys lillebror, Stefano González) kårede Nonose som aftenens sejrherre.

I 2007 fik 70'ernes slammede B-film en renæssance, takket være Quentin Tarantinos lurvede grindhouse-hyldest 'Death Proof'. Shaky González & Co. greb chancen til at afholde endnu en Movie Battle, men denne gang under strammere rammer. Filmene måtte højst vare 10 minutter, og de skulle ose af 1970'er-stemning og blaxploitation-gejl.

"Tony Venganza" (fra Movie Battle 2007)

Otte bidrag blev vist for 150 mennesker i lånte lokaler hos en ungdomsklub i Hvidovre. Shaky González tog førstepræmien med den festlige pastiche 'Tony Venganza', som han ene mand indspillede over en weekend. Publikumsprisen gik til Philip Th. Pedersens 'The Fro'. Begge har siden været på festivalrejse ude i den store verden og har bl.a. vundet priser i USA, oplyser González. Som årets vinder fik han lov at bestemme emnet for den næste Movie Battle. Han pegede på en af sine yndlingsgenrer: den postapokalyptiske film.

Arrangementet fortsatte med at vokse i 2010, hvor Movie Battle fyldte et selskabslokale i Vanløse med 500 tilskuere. Ni film blev vist på et kæmpe lærred. JVC sponsorerede en videoprojektor. Men såvel film som fest blev stadig drevet af knofedt og velvilje.
»Der er jo ingen penge i Movie Battle, så det har været noget med at ringe rundt til f.eks. restauranter og høre, om de ville give gavekort som præmie,« forklarer Shaky González.

Også juryen voksede i omfang og anseelse. Skuespillerne Thure Lindhardt og Jonas Schmidt, producer Lene Børglum, manuskriptforfatter Lars Detlefsen og filmekspert Nicolas Barbano udnævnte Shaky González til vinderen for hans Mad Max-agtige 'The Last Warrior' (hvor den sidste mand i en verden af amazoner viser sig at være Thomas Eje).
»Og Philip Th. Pedersen fik publikumsprisen, så der er sikkert nogen, der er lidt trætte af, at vi to skiftes til at vinde,« klukker González.

Trailer til "Eastern Army" (fra Movie Battle 2010)

I 2010 havde arrangørerne desuden budt en filmdistributør med til ballet.
»Jan Schmidt fra Another World Entertainment elsker genrefilm og undergrund, og han endte med at udgive filmene på dvd,« siger Shaky González.
Siden delte Jan Schmidt sin begejstring med arrangørerne af CPH PIX, og således gik det til, at den københavnske filmfestival i april 2012 bliver vært for den 4. Movie Battle – nu i en rigtig biograf.

Emnet, ”supernatural horror”, er igen bestemt af González, som selvfølgelig agter at forsvare sin titel. I år har han opgraderet til et professionelt filmhold, og han skyder sit 20 minutters bidrag på et avanceret digitalt RED-kamera, som han har lejet til en fordelagtig pris. Ingen af de deltagende får løn, men Shaky González kan godt mærke, at krisen kradser i filmbranchen.

»Det var helt klart nemmere at lave film på nulbudget for ti år siden. I dag er det svært at låne grej i weekenden og få folk til at arbejde gratis i længere tid,« siger González, der derfor har flere forskellige filmfotografer tilknyttet projektet. Derudover er det tophemmeligt, hvad han og medkombattanterne i den kommende Movie Battle går og pusler med.

»Vi ser alle sammen filmene første gang på premiereaftenen, så vi er meganysgerrige. Jeg tror, der bliver gjort noget ekstra ud af kvaliteten i år, fordi filmene skal vises i Palads. Men håndholdt video hjemme fra stuen er også velkommen. Det er ideerne og manuskriptet, der er afgørende,« understreger Shaky González igen.

Han håber også, at Movie Battle 2012 i CPH PIX-regi vil give flere etablerede instruktører lyst til at være med næste gang: »Jeg hører fra mange i branchen, at de savner muligheden for at lave genrefilm, og hvis de kan få lov til at gøre det i kort format, er det nok nemmere at kaste sig ud i det.«

MOVIE BATTLE 2012
Undergrundsfilmdysten Movie Battle 2012 finder sted i Palads, København den 18. april 2012.
Alle kan indsende deres egen film, så længe de holder sig til emnet ”supernatural horror” og varer højst 27 minutter. Deadline er 1. februar kl. 12, og bidragene sendes på dvd eller Blu-ray, med dialogliste og artwork vedlagt, til:

Another World Entertainment
Wilders Plads 9A, 3. sal
1403 Kbh. K.

Da arrangøren, CPH PIX, forventer mange indsendte bidrag, vil en jury screene filmene og udvælge de bedste til konkurrencen. Jan Schmidt håber at have en dvd med de deltagende film til salg allerede på premiereaftenen.

> Movie Battle på Facebook

Alle konkurrencebidragene fra Movie Battle 2010 er udgivet på dvd af Another World Entertainment under titlen 'Wasteland Tales'.

"Walt Disney præsenterer": Metropols juleshow

2011-12-23T11:00:00.001+01:00

Sidste års julegave fra lille mig til alle jer var historien om det traditionsrige "Disneys Juleshow" på DR. Også denne jul har indlægget, hvor Jakob Stegelmann med flere fortæller om det elskede program, været flittigt besøgt på Bries Blog-O-Rama, hvilket luner blogbestyrerens hjerte ikke så lidt endda.

> Læs eller genlæs historien om "Disneys Juleshow"

I år følger så et kig på det andet Disney-juleshow: dét, der fandtes i Danmark, længe før fjernsynet kom til verden. Jeg hentyder selvfølgelig til det årlige "Metropols Juleshow" – en hæderkronet decemberforlystelse, som mange københavnere over 40 stadig tænker tilbage på med nostalgisk våde øjne.

Glædelig jul!

METROPOLS JULESHOW –
hvor traditionen fødtes

I en tid, hvor såvel kommercielle som statslige tv-stationer stopfodrer nationens poder med samlebåndstegnefilm hver eneste morgen, kan det være svært at fatte, hvor eksklusiv en luksus "Disneys Juleshow" udgjorde i sendefladen, da programmet fik sin debut i dansk fjernsyn den 23. december 1967.

Endnu mere tåget bliver billedet, hvis vi bladrer længere bagud i kalenderen, til dengang bedstemor var teenager – selv om ordet endnu ikke var opfundet – og Cartoon Network, Disney Channel og Fox Kids kun eksisterede som ondsindede fantomer i de kulturradikales nattesøvn.

Dengang måtte man gå i biografteatret for at se korte tegnefilm.

Strøgbiografen Metropol i hovedstadens midte var det første forum for Walt Disney-studiets tegnefilm i Danmark. Traditionen med at samle seks til otte animationsperler til et juleshow blev udklækket af biografdirektør Jørgen S. Jørgensen i 1934, og for københavnere, der er gamle nok til at huske Metropol, står oplevelserne fra den overfyldte foyer stadig som det bedste juleminde af alle.

DR's Jakob Stegelmann har selv stået i kø rundt om hjørnet og ventet utålmodigt på at blive lukket ind i det forjættede land sammen med alle de andre snotnæsede purke og deres forældre.
– Lige fra annoncen kom på i avisen, så man frem til dagen, hvor man skulle se showet. Det var en fast del af det årlige juleindkøb, så forældrene var egentlig også meget glade for det lille afbræk, selvom der var en skrækkelig ballade inde i salen, erindrer Jakob Stegelmann.

Stegelmann fortæller begejstret i sin bog ”Walt Disney” fra 1989 om følelsen af at stå foran Metropols magiske porte: ”Når dørene endelig åbnedes og fødderne af de sidste publikummere kunne skimtes på vej ud i kulden, følte man et sug. Nu skete det – og pludselig forsvandt tidsfornemmelsen.”

De efterfølgende halvtreds minutter var et kaos af fortumlet krampelatter og varierende grader af jublende gensynsglæde, alt efter hvilket hoved der tonede frem ved kortfilmens start. Pluto mødtes med behersket skuffelse. Men var det Anders And, tog euforien ingen ende.

Avisoverskrift, 1980

Tiden efter Metropol
Jakob Stegelmann konkluderer i sin bog om Disney, at juleforestillingerne i Metropol lagde kimen til en hel generations kærlighed til Disney-tegnefilm. Biografen lukkede og slukkede i 1980 efter flere magre år, hvor forvalterne ud over det faste juleshow måtte ty til et repertoire af pornofilm for at holde skindet på næsen. I dag residerer tøjbutikken New Yorker bag jugend-facaden på hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet.

> Se Metropol-bygningen på Google Street View

Et tilsvarende juleshow med korte Disney-tegnefilm har siden forsøgt at finde fodfæste i bolsjefabrikken Palads på Axeltorv, men ønsker man at genopleve den specielle stemning fra decemberdagene i Metropol, må man bænke sig foran fjerneren juleaftensdag, invitere et par hujende børnehaveklasser, bede dem om at vente i entreen en times tid og så ellers kaste slik op ad væggene og bedstemor, hver gang Anders And viser sit næbbede fjæs på skærmen.

DR1 viser igen i år "Disneys Juleshow" den 24. december kl. 16.00.

Alex Puddu: Lyden af erotica

2011-12-19T17:33:00.007+01:00

Reportage fra releasefesten på dvd'en og soundtrack-lp'en "The Golden Age of Danish Pornography" – (Husets Biograf, København 2. november 2011)

Hvor tit får en italiensk soundtrack-entusiast chancen for at sætte musik til en række glemte danske pornostrimler fra start-70erne? Alex Puddu gik i kødet på opgaven bevæbnet med lumre Hammond-riffs og inspiration fra sit hjemlands seje B-film.

Hvis vi nu siger: stumfilm med musikalsk akkompagnement. Så tænker du nok 'Metropolis' for fuldt symfoniorkester. Eller Asta Nielsen med klaverbokser i Cinemateket.
Men sådan spiller kinoorglet ikke i Husets Biograf. Her i kultdyrkelsens københavnske højborg går de stumme strimler anderledes kontant til værks.

På en ellers fredelig oktoberaften i 2011 fyldes lærredet af lutter nøgne, kridtblege kroppe, der gantes foran stormønstrede gardiner og reklameplakater for Valash appelsinvand. Også damernes bløde former og herrernes respektindgydende bakkenbarter – for ikke at tale om de vildtvoksende buskadser af hår på begge(s) køn – daterer indspilningstidspunktet til engang mellem 1970 og '74.

Ved bunden af lærredet kærtegner Alex Puddu sine trommeskind, mens hans blanke isse strejfes af slaskende legemsdele fra fremviserens lyskegle. Omkring ham groover en cool musikertrio, sammensat af en halvnapolitaner og to sardiniere med Tarantino-fjæs.
»De ligner et par rigtige 70'er-scumbags,« gnægger Puddu tilfreds efter den vel overståede pornokoncert.

Seancen markerer udgivelsen af 'The Golden Age of Danish Pornography', en dvd-opsamling af tolv sjældne 8mm-optagelser fra fotografen Freddy Weiss' studie. Bag projektet står Another World Entertainment, der håndplukkede den herboende italiener Alex Puddu til at komponere et originalt lydspor til dvd'en. Han præsenterede femten musikalske skitser for distributøren og vurderede derefter, hvilke numre der passede til de forskellige kortfilm i bunken.

På det ledsagende soundtrackalbum trakterer Puddu selv et utal af instrumenter med den rette 70'er-klangfarve, herunder wahwah-guitar og Wurlitzer-elpiano. Den lumre stemning får yderligere et løft af Peter Peter på elektrisk sitar, mens organisten fra The Blue Van, Søren Christensen, masserer Hammond-tangenterne, så kropssveden emmer fra højttaleren.

»De har ramt tidsånden og stilen virkelig godt,« vurderer en ekspert ud i 1970'ernes kultdyrkede filmmusik. Anders Arentoft fletter gerne Puddus sovekammertoner ind i sit sæt, når han vender obskure retroplader under navnet DJ Curious. Han har dog heller aldrig overværet en pornovisning med liveband før.
»Kun de færreste Super 8-sexfilm havde lydspor, og hvis de havde, kostede de let over 400 af datidens kroner. Så det har mest været en liebhaverting,« vurderer Arentoft.

Til gengæld blev der ofte skrevet ledsagemusik til 70'ernes erotiske spillefilm, og dér gik komponisterne direkte til makronerne.
»Oftest var det instrumental beat eller rock, gerne orgelbaseret og garneret med tværfløjte og stønnelyde,« fortæller Anders Arentoft, der både samler på vintage-erotica og sælger det i raritetsbutikken Curious Corner i København.

Alex Puddu

For Alex Puddu ligger interessen ikke så meget i det pornografiske aspekt. Han finder den stempelfaste ”lige på og hårdt”-genre uerotisk, indrømmer han. Til gengæld tænder han på periodens æstetik og især den lo-fi-lyd, der prægede musikken til hans hjemlands kulørte genrefilm i 70'erne.

»Mange krimier og thrillers havde superfede soundtracks, som ofte var mere interessante end filmene selv. Datidens italienske filmkomponister blandede rock, groove, jazz og soul med klassiske instrumenter, og de tog arbejdet meget seriøst,« fortæller Alex Puddu. Han tilføjer, at han indimellem chiller til filmene fra sine romerske teenageår kun for at nyde musikken, tøjmoden og designet.

Fordi 1960'ernes og 70'ernes italienske B-film var beregnet på eksport, lånte musiksnedkerne frit fra samtidens amerikanske rytmik. »Da filmene kom til udlandet, mente mange, at italienerne måtte være superfunky,« ler Alex Puddu.
På trods af titlen 'The Golden Age of Danish Pornography' klinger hans soundtrack også langt mere italiensk-amerikansk end dansk, erkender han:
»Min musik ville passe lige så godt til en italiensk krimi fra 1971. I Danmark gik smagen på det tidspunkt mere i retning af Burnin' Red Ivanhoe.«

Såfremt Another World Entertainment gør alvor af deres planer om at udsende flere af Freddy Weiss' erotiske klenodier, leverer Alex Puddu gerne endnu et pornopartitur.
»Men så skal musikken trækkes i en mere dansk retning,« understreger han:
»Røde Mor-psykedelia med blokfløjte og vibrafon!«

Alex Puddu har selv udgivet soundtrackalbummet 'The Golden Age Of Danish Pornography' på nummereret vinyl i Danmark. Pladen kan købes hos Route 66 i København. Januar 2012 udsender italienske Schema Records pladen i 16 lande som cd, lp og download. Dertil kommer et begrænset 180 g luksusvinyloplag med det ”frække” danske baghyler-omslag.

SEXEDE SOUNDTRACKTIPS

Anders Arentoft anbefaler:

'Vampyros Lesbos' (Jesús Franco m.fl., 1971)

'Lialeh' (Bernard ”Pretty” Purdie, 1974)

'Black Emanuelle' (Nico Fidenco, 1975)

Alex Puddu anbefaler:

'Così dolce ... così perversa' (Riz Ortolani, 1969)

'The Devil in Miss Jones' (Alden Shuman, 1973)

'New York Ripper' (Francesco De Masi, 1982)

Hvor finder man pladerne?
Det kræver mange søvnløse nætter på eBay at opbygge en solid samling af vintage-filmmusik, erfarer Alex Puddu: »Mange af de soundtracks er enten umulige at finde eller meget dyre.«
Ifølge Anders Arentoft har københavnerbutikken Sort Kaffe & Vinyl dog et overraskende godt udvalg af genudgivelser og opsamlinger fra de mindre lødige genrer.

Muppets i New York: "Jim Henson's Fantastic World"

2011-12-06T16:16:00.014+01:00

Mandag i denne uge debuterede jeg som fast nyhedsoplæser i den 48. udgave af Danmarks bedste filmpodcast, Filmnørdens Hjørne.

Du kan høre Brie give den som Mr. Filmnews fra 05:03 til 14:50:

Til sidst i indslaget nævner jeg, at jeg lige har været i New York City for at se Muppet-udstillingen "Jim Henson's Fantastic World" på filmmuseet Museum of the Moving Image, der ligger i den fredelige bydel Astoria.

Ud over flere af de legendariske hånddukker fra "The Muppet Show", "Sesam, luk dig op" og "Fragglerne" rummer udstillingen et væld af rekvisitter, tidlige figurudkast og kruseduller, sjældne kort- og reklamefilm, plakatdesign og storyboards fra Jim Hensons arkiver. Alt sammen for en entrépris på beskedne 12 dollars (ca. 66 kroner, eller knap to københavnske cafe latte).

"Jim Henson's Fantastic World" løber indtil 16. januar 2012 (OBS! Nu forlænget til 4. marts) og kan varmt anbefales til alle barnlige voksne.

Jeg har set en rigtig Kermit! Godt nok var den kære frø spærret inde i en glasmontre, for at nostalgiske Muppet-fans som undertegnede ikke skulle falde for fristelsen til at lade fingrene befamle den grønne filt.

Den udstillede Kermit-dukke på MoMI er den autentiske model, som Jim Henson førte i midten af 1970'erne. Til Hensons første prototype af frøen, som han lavede i 1955, ofrede han sin mors forårsfrakke. Kermits øjne tilvirkede Jim Henson ud af en overskåret bordtennisbold.

En af mine yndlingsmupper, pianisten Rowlf, her i udgaven fra "The Muppet Show" anno 1976. På udstillingen forbløffes man over, hvor store dukkerne er i virkeligheden – men de skal selvfølgelig også have en hel menneskearm oppe i måsen.

"Fragglerne" fylder desværre ikke meget på Jim Henson-udstillingen i New York. Dog lærte jeg, at de gæve fragglevæsener nær var kommet til at hedde "The Woozles", og at "Fraggle Rock" var den første amerikanske tv-serie, der blev vist bag jerntæppet i Sovjetunionen. Ganske passende for et børneprogram, der havde til hensigt at promovere global forståelse og kommunikation på tværs af forskelle. Her ses Gobo med trubaduren Cantor.

Jæs! The Snouths – også kendt som juhu-pigerne bag ham her:

Mahna Mahna! :-D

OPDATERING 26.01.2012: Spillefilmen "The Muppets" får ikke dansk biografpremiere 23. februar, men udkommer på Region 1 Blu-ray 20. marts. Først den 4. juni 2012 får danskerne lov til at købe filmen på Blu-ray/dvd. Det er en skandale, Disney!!!

Julekalendere for voksne - det æ bår' dejli

2011-12-01T13:21:00.005+01:00

Forleden ringede telefonen på Bries kontor. Den venlige stemme tilhørte såmænd tilrettelæggeren af DR2's program "TV!TV!TV!", der var i gang med researche et indslag om julekalenderserier til den næste "TV!TV!TV!"-udsendelse.

Og fordi hun havde googlet sig frem til, at jeg skulle være en af Danmarks få eksperter i tv-julekalendere – hvilket jeg i al beskedenhed hævder på Blog-O-Ramas side om mig selv – ville hun gerne stille mig en masse spørgsmål om denne unikke danske fiktionsgenre.

Thomas Bo Larsen i "Hjælp, det er jul" (© DR2 2011)

Ud over at det var hyggeligt at kunne agere julekalenderkilde for en journalistkollega, mindede seancen mig også om, at vi allerede i dag skriver 1. december, og at det dermed atter er tv-julekalendertid.

Årgangens nye elever er TV 2's familiekalender "Ludvig og Julemanden", skrevet af Philip LaZebnik, og DR2's voksenkalender "Hjælp ... det er jul" med Thomas Bo Larsen og Mette Horn som parret Niels og Helle (fra "Hjælp, min kone er skidesur"). DR Ramasjang har desuden importeret den svenske "Hotel Krølle på halen" (Hotell Gyllene Knorren) fra 2011 og givet serien dansk tale.

> Se "Ludvig og Julemanden" på YouTube
> Se "Hjælp ... det er jul" på DR2's website

Ellers står den på genbrug, når DR1 spiser de yngre seere af med den tredje reprise af "Nissebanden i Grønland" (1989), ligesom TV 2 for gud ved hvilken gang tærsker langhalm på De Nattergales "The Julekalender" (1991) hver aften indtil den 24. december.

I denne ånd genoptrykker jeg her den baggrundsartikel om voksenjulekalendere, som første gang stod at læse i Berlingske Tidendes juletillæg i 2004. I min artikel fortæller tv-nobiliteter som Mikael Bertelsen og Mads Brügger om satiriske julekalendere for voksne – en TV 2-specialitet, som siden er blevet annekteret med succes af både DR og vore nabolande.

Bevis nr. 1: De norske og finske genindspilninger af "The Julekalender" fra hhv. 1994 og 1997!

"The Julekalender" på dansk, norsk og finsk

De voksnes julekalender
Brian Iskov i Berlingske Tidende, 25. november 2004

Hvad står øverst på lille Puttes ønskeseddel? Hvis du gætter på en pony eller fred i verden, så prøv igen. Det rigtige svar er et par silikonebryster.
Onkel Stewart fra stenbroen stiller sig gerne tilfreds med mindre. Så længe pakkekalenderen lokker med en daglig alkoholprocent på 7,2, har han det godt.

Velbekomme, og velkommen til de voksnes julekalender, hvor sneen enten er gul eller sort – aldrig hvid. Her vendes højtiden på vrangen, vrides op og hænges til tørre som modgift til gaveræset og glansbilledernes forløjede eventyridyl. Opskriften er 100% dansk, og seertallene taler deres eget frostklare sprog: En julekalender for voksne slår sjældent fejl.

Gran i håret
- Alle i vores generation har fulgt ”Børnenes Julekalender” på DR, dengang vi var små. Det var et fast ritual op igennem december, og jeg tror, at glæden ved den barndomsoplevelse stadig sidder i vores underbevidsthed, filosoferer DR2’s programchef Mikael Bertelsen. Han fortsætter:
- Derfor er det sjovt tænkt at lægge den kendte struktur fra julekalenderserierne ned over et udpræget voksent univers.

På Kvægtorvet sidder Bo Damgaard ved sit skrivebord, og TV 2’s programchef virker behørigt stolt over den populære nyskabelse, som voksenjulekalenderen har vist sig at være.
- Genren ligger et sted mellem satiren, tv-dramaet og den danske folkekomedie. Specielt satiren er svær at få til at fungere på de landsdækkende kanaler nu til dags, fordi den sjældent rammer særlig bredt. Men i december måned er seerne generelt meget modtagelige. De får lyst til at tage papnæser på og putte gran i håret, og derfor kan vi slippe af sted med at lave seriel dramatik, som ellers ville falde igennem på andre tidspunkter af året, forklarer Bo Damgaard.

Satirens tradition
Gunhild Agger holder så meget af fjernsynets årlige julespas, at hun har forenet kalenderlågernes åbning med sit daglige virke som lektor på Aalborg Universitet.
- Man kan sige, at voksenkalenderen tilbyder et frirum, hvor man kan tage afstand til hele decemberhysteriet og grine lidt ad det, mener Gunhild Agger, som i øjeblikket venter spændt på en bog om dansk tv-dramatik, hvortil hun selv har skrevet et afsnit om voksenkalendere. Hun ser Onkel Stewart og alle hans slægtninge som det seneste led i genoplivningen af den gamle julesatire. En tradition, som kan spores helt tilbage til Ludvig Holbergs tid.

- Holbergs ”Julestuen” fra 1724 er lidt i samme ånd, fortæller Gunhild Agger. Hun tilføjer, at Johan Ludvig Heibergs parodiske ”Julespøg og nytårsløjer” fandt vej til landets fjernsynsstuer så tidligt som 1963. DR forsøgte sig senere med otte afsnit af ”Julekalender for voksne” i 1978, men det blev TV 2, der efter monopolbruddet videreudviklede formatet og skabte en frisk, levedygtig genre.

Og som Gunhild Agger siger: - Hvis man skal bedømme ud fra originalitetskriterier, så er voksenjulekalenderen TV 2’s største bidrag til dansk tv-dramatik.

En lovende start
Da DR søsatte storsatsningen ”Nissebanden i Grønland” som årets familiejulekalender i 1989, var klejnekassen ved at være tom. De næste fem år bød kun på hengemte krummer fra DR’s tidligere julesucceser. Dermed stod døren vidt åben for den nye landsdækkende konkurrent, TV 2, som gik i luften i 1988 og hurtigt formåede at lægge sin decemberkane i overhalingssporet.

Fra starten fik TV 2 den kvikke idé at dele julekalenderen op i to selvstændige programmer. Et for børn og et for voksne. Så undgik man at skulle tilfredsstille alle målgrupper på samme tid. Det viste sig snart, at det alligevel var lykkedes for Odense-stationen at ramme bredt med de voksnes kalendere: Om aftenen var børnepublikummet lige så stort som om eftermiddagen. Det er bår’ dejli’, som Oluf Sand senere så mindeværdigt formulerede det.

TV 2 lovede ”overrumplende satire og dybt deprimerende crazy-komik” i foromtalen, og så var tonen ligesom slået an for deres første voksne julekalender. Stress og sære frustrationer fik frit løb i ”Jul i den gamle trædemølle” (1990), hvor Poul Glargaards spritnisse dryssede højtidsstemning og hyggefims ud over ægteparret Flemming og Berits dagligstue.

Jamen, Be-rit!
Seriens humor lagde sig tæt op ad revytraditionen, og det kværulerende ægtepar var da også startet som et sketchindslag i stationens fredagsflagskib, ”Eleva2ren”. Her fik de succes som den enlige juleflue i et ellers satireløst tv-landskab, og det fik Hans Morten Rubin fra Nordisk Film til at spørge TV 2’s redaktør Mogens Kløvedal: Hvad vil der mon ske, hvis Flemming og Berit (Peter Schrøder og Søs Egelind) bliver sluppet løs i en julekalender?

Svaret fik vi året efter, hvor eksperimentet blev modtaget som en kærkommen fornyelse: ”En julekalender, som er dejlig gal, men ikke helt tosset”, skrev denne avis [Berlingske] blandt andet. De tætte bånd mellem Søs Egelind, Peter Schrøder og forfatteren Carl-Erik Sørensen betød et klart plus for ”Trædemøllen”, og værdien i at benytte allerede sammentømrede hold er siden blevet udnyttet maksimalt i TV 2’s voksenkalendere. Tænk blot på ”Juletestamentet” (1995), hvor de københavnske teaterdarlings fra Dr. Dante stod foran og bag kameraet. Eller komikerduoen John & Aage, der i 1997 var skyld i politiserie-parodien ”GUFOL-Mysteriet”. Dén vender vi tilbage til.

Også ”Andersens Julehemmelighed” (1993) var en kvik ”jule-kriminal-lystspil-komedie”, hvor de fem teatersportsfyre fra ”Så hatten passer” udfyldte samtlige roller – deriblandt de kvindelige. Med seertal, der flere gange rundede de gyldne to millioner, blev det et af stationens største julehits nogensinde.

It's good to be a nissemand
”Andersens” er stadig et godt bud på en arketypisk TV 2-voksenkalender: Højspændt dramatik, men med tungen i kinden, og umådeligt fjollede roller spillet med dødeligt seriøs mine. Hvem husker ikke Frits – Julemand 39’s assistent, der går undercover som vvs-mand hos familien Andersen og forelsker sig hovedløst i Putte med fletningerne?

Som læseren måske fornemmer, er det sjældent den klassiske, letfattelige fortælling, der trækker læsset i de voksne kalendere. Det er snarere personkarakteristikken, en absurd dialog og skæve omstændigheder, som udgør genrens kerne, og alle tre elementer fandt man til overflod i ”Det er bar’ dejli’ – The Julekalender” (1991), hvor De Nattergale knoklede sig igennem dobbeltrollerne som jysk-engelske nisser versus kartoffelavlere. Oluf, Gertrud, Benny … bob-bob-bob. Need we say mere?

Nattergalenes eventyr blev fulgt af en tredjedel af Danmarks tv-husstande, og trioen fulgte succesen op i 2001 med ”CWC/Canal Wild Card”, en lammende udlevering af dansk lokalfjernsyn, når det er værst. Stationsleder Finn Nissens faste udtryk spredte sig i befolkningen som gnister i et tørt grantræ, og også pressen lod sig villigt påvirke til at skrive ”knaldhamrende” og ”skråstreg” i hver anden sætning.

Morskaben kulminerede, da finansminister Thor Pedersen udtalte sig om et ”knaldhamrende godt forlig”. Spidsfindig selvironi eller bevidstløs papegøjeteknik?, spurgte websitet Danske Nyheder. En mere serveringsklar soundbite til 19-Nyhederne er i al fald svær at tænke sig.

Mysteriet om den forsvundne titel
Nissen & Co. fortsatte deres stivnakkede løjer i 2003, men det nye, ”globale” format med showglitter og jingleorkester fik aldrig julometeret op at ringe hos det brede publikum, og ”CWC World” endte som en af genrens få, om end milde skuffelser. Den stolte seertalskurve knækkede for første gang i 1997 med ”GUFOL-Mysteriet”, som ikke desto mindre hives frem af gemmerne i [december 2004]. For at øge mystikken har serien nu skiftet navn til ”Station 7-9-13”. Prøver TV 2 at sløre en glemt fiasko ved at svøbe den i nyt indpakningspapir?
- Det er faktisk den originale titel, bedyrer Bo Damgaard. Han føler, at ”Station 7-9-13” rammer tonen i historien langt mere præcist end den gamle titel, som forfatteren Carl-Erik Sørensen hægtede på projektet i sidste time.

> Se et afsnit af "GUFOL-mysteriet" på YouTube

Jul på stenbroen ... igen
Hos DR2 nærer redaktionen samme følelser for deres uægte genresøn, ”Jul på Vesterbro”. Anders Matthesens social(u)realistiske satire smides på fadet igen i [december 2004], sølle elleve måneder efter førstevisningen. Nogle vil måske føle, at DR’s genbrugspolitik malker Andens vældige popularitet en tand for hårdt. Men ikke Mikael Bertelsen, der som programredaktør tager kritikken med vanlig, skælmsk sindsro.
- Juleaften, da det sidste afsnit blev vist, havde vi en seerandel på 30,6 %. DR2 var med andre ord den mest sete tv-station i Danmark i de femten minutter, og det er ikke noget, vi oplever særlig tit, fortæller Mikael Bertelsen. Han afslører også, at det potentielle publikum viste sig at være endnu større.

- Der skete desværre det, at udsendelsen blev forsinket på grund af en eller anden julekoncert med nogle samer, der spillede på horn. Vi endte med at få en masse klager fra folk, som havde sat videoen til at optage og ikke fik andet på båndet end de her finske samer. Det er jo en meget god grund til at sende kalenderen igen.
Er den virkelige forklaring ikke bare et gement spørgsmål om, at DR ville udnytte genudsendelsesrettighederne?
- Jo, men den historie er ikke nær så underholdende, pointerer Mikael Bertelsen.

Ikke flere voksenkalendere
Den i forvejen allestedsnærværende Anders Matthesen spiller elleve roller i ”Jul på Vesterbro”, og så kan genrens fysiske rammer heller ikke strækkes meget længere. At skuespillerne optræder i mange inkarnationer, ofte i samspil med sig selv, er langtfra noget nyt. Vi har set det før i gamle ugerevyer som DR’s ”Uha” og ”Hov-hov”, men Bo Damgaard fra TV 2 erkender, at der ud over traditionsbevidstheden indgår en anden væsentlig faktor i ligningen.
- Det er simpelthen billigere på den måde. Det er meget dyrt at producere både familie- og voksenkalendere, understreger Bo Damgaard, der desværre må skuffe genrens mange fans med en trist nyhed.

Fremover bliver der ikke råd til flere voksenkalendere. Heller ikke selv om TV 2’s julerier i forhold til DR’s familietilbud ofte er endt med at have flere seere for færre penge. Så må man trøste sig med, at deres hidtidige bidrag til genren snildt kan tåle indtil flere gensyn. Og hånden på hjertet: Hvor mange kan i dag gå under en mistelten eller stå bøjet over en foodprocessor uden at føle trangen til at bræge ”Ooooooooluuuuuuf!”?

Efterligning er den bedste ros
TV 2’s voksenkalenderidé har sat sine spor hos DR, og resten af Skandinavien følger trop
Brian Iskov i Berlingske Tidende, 25. november 2004

Siden Gallup introducerede Tv-meter-målingerne i 1992 har kun én af DR’s familiejulekalendere – genudsendelsen af ”Nissebanden i Grønland” – [indtil 2004] været i stand til at true TV 2’s position på området. Så det siger næsten sig selv, at den gamle monopolstation før eller siden ville begive sig ud på voksenkalenderens forjættede is.

Gyngemosens første livtag med en aftenkalender i 24 afsnit hed ”Jule-X-tra” (1995). Her kunne seerne opleve videopostkort fra de danskere, som havde gjort sig uheldigt bemærket i årets løb.
- Vi fik blandt andre Erik Ninn Hansen og Pedal-Ove til at lave hver sit indslag. Der var også en narkopusher fra Ghana med i programmet, fortæller DR’s Mads Brügger, der selv var klædt ud som Jesper Fårekylling og husker "Jule-X-tra" som ”en ret pæn succes”.

> Se alle afsnit af "Jul i hjemmeværnet" på DR Bonanza

DR2’s første forsøg ud i genren, ”Jul i hjemmeværnet” (2001) og ”Jul på Vesterbro” (2003), lignede til forveksling konkurrentens kalendere, blot i endnu mere skrabet udgave. Godt fire millioner kostede ”Vesterbro”, eller som Mikael Bertelsen proklamerede ved premieren: Det samme som 347.826 poser pebernødder til standardpris. Med Anders Matthesen i alle væsentlige roller, og hans sprogblomstrende bolværkskaptajn Stewart Stardust som midtpunkt for seriens respektløse lavbudget-komik, var der dømt kulthit fra starten. ”Jul på Vesterbro” genudsendtes allerede året efter og havde pr. 1. november 2004 solgt 25.000 eksemplarer på dvd.

Effekten af TV 2’s pionérarbejde har desuden spredt sig til Norge, hvor De Nattergale genindspillede ”The Julekalender” ord for ord med en lokal underholdningstrio, Travellin' Strawberries, i 1994. Det norske publikum kvitterede med en tilslutning på 800.000 seere i snit, hvilket gjorde eksportsuccesen til en kendsgerning. Som Oluf Sand siger deroppe: ”Det er berre lekkert”.

I 1997 fulgte "The Joulukalenteri" på finsk MTV3 med Trio Saletti i samtlige roller:

"Yeah, it's hard to be a tonttu" fra "The Joulukalenteri" (1997)

Det endegyldige bevis på, at ”the Xmas calendar from Denmark” er slået an i udlandet, leverede TvNorge i 2001 med den yderst vellykkede reality-parodi ”Nisserne – det endelige opgør”. Både Sveriges Kanal 5 og TvDanmark købte serien året efter, og [julen 2004] forsøger Femman sig på egen hånd med endnu en fingeret doku-soap, ”Julbocken”, hvor den kære Jullemand dater sig igennem 24 smukke singlekvinder for at finde den helt rigtige nissemor. Afsenderne lover masser af ”vulgær-hyggelig højtidsstemning” med blinkende lygter og kunstig sne i sprøjten. Voksent lyder det unægtelig.

Norsk film: Bent Hamer

2011-11-22T14:17:00.004+01:00

Den stilsikre auteur Bent Hamer er en af de filminstruktører fra Norge, der i længst tid har nydt bevågenhed på internationale festivaler som Cannes og Berlin.
Hamers to seneste studier i underfundighed kan i disse dage ses i Cinemateket i København: "Hjem til jul" fra 2010 (hver dag til og med 27. november) og "O'Horten" fra 2007 (onsdag 23. november).

> Min kritik af "Norwave"-serien i Cinemateket

Gennem seks spillefilm har Bent Hamer perfektioneret en underdrejet, lakonisk humor, der hviler lunt i den skæve detalje. Hans pertentlige deadpan kan minde om en mere generøs (læs: mindre søvndyssende) variant af Kaurismäki-brødrenes forfrosne minimalisme.

Selv kalder Bent Hamer sin stil for "poetisk humor", hvilket han fortalte mere om i mit interview i Politiken 17. november 2011. Artiklen, "Melankolien er saltet til ægget", findes desværre ikke online.

Til gengæld får du herunder, som bonusmateriale, Bent Hamers egne ord om sine spillefilm.

Æg (Eggs, 1995)
Bent Hamer var en relativt erfaren kortfilminstruktør, da han som 38-årig brød igennem med sin debutfilm. I "Æg" tusser to piberygende brødre, Moe og Far, omkring i deres ternede sutsko, da en umælende ægsamler installerer sig som husgæst og sår splid mellem de gamle gubber.

”Vi var sikre på, at vi selv kunne lide den, men meget usikre på, hvad andre ville synes. Jeg viste en arbejdskopi for Cannes-festivalens udvælgelseskomite i Paris. Kopien var utekstet, så franskmændene måtte læse den oversatte dialog fra et ark papir, mens de så filmen. Derfra tog vi videre til Christa Saredi i Zürich. Hun var en kendt arthouse-agent, som bl.a. havde opdaget Jim Jarmusch, Michael Haneke og Kaurismäki-brødrene. Jeg simultantolkede replikkerne i hendes øre. Men både hun og Cannes-folkene købte den, så jeg fik en flyvende start som spillefilmsinstruktør."

"Æg" vandt siden priser i Toronto og Moskva.

En dag til i solen (1997)
Samme held oplevede Bent Hamer ikke med sin svære toer, der i stemning og stil lå langt fra debuten.
"Jeg ønskede at søge væk fra Norge for at lave en film om sømænd i land - for jeg mener, det er i land, at de bliver allermest sømænd. Vi optog i byen Vigo i Galicia, som ligger på den spanske vestkyst nord for Portugal. Det er ikke et sted, man normalt ser på film. Jeg havde Buñuel-stjernen Francisco Rabal og Nicholas Hope fra "Bad Boy Bubby" på rollelisten."
"Såvel "En dag til i solen" som "Æg" er svære at komme til at se i dag. Jeg ville gerne udgive dem som dvd-bokssæt, men der er nogle rettighedsproblemer, der skal udredes først."

Salmer fra køkkenet (2003)
Bent Hamers bedste er også den af hans spillefilm, som flest danskere (21.000) har løst billet til. Ligesom i "Æg" får en aldrende ungkarl en husgæst mod sin vilje: Denne gang flytter en svensk forsker ind i hans køkken for at kortlægge dagligdagens gænge fra sin tennisdommerstol i hjørnet!

"Jeg fik ideen, efter jeg på et loppemarked købte ”Hjemmet og vi”. Det er en bog, som udkom i 1955 i serien ”Skikk og bruk”. På side 500-noget fandt jeg et diagram, der bestod af krimskramsstreger i forskellige tykkelser. Linjerne viste en svensk husmors bevægelsesmønstre over køkkengulvet og var baseret på data, som en observatør fra det svenske Hemmets Forskningsinstitut havde indsamlet over seks uger."

"De bøger er fantastisk læsning. Over 2000 siders vejledning i, hvordan man skal møblere, lave mad, sylte, reparere tøj, vaske tøj og så videre. En opskrift på det gode, accepterede liv."
"Den positivistiske hang til at organisere alting var typisk for efterkrigstidens Skandinavien. Man ville blandt andet kvantificere kvindens rolle i hjemmet. Selvfølgelig med det formål at holde hende i køkkenet!”

Ud over synet af den svenske funktionær på sin køkkenpiedestal rummer ”Salmer fra køkkenet” også det mindeværdige billede af ti Volvo PV'er med påhængsvogne, der rykker ind fra øst som en stramt organiseret militær invasion.
”I 1950'erne kørte svenskerne stadig i venstre side af vejen. Da køkkenforskerne krydser grænsen til Norge, må hele bilkortegen lægge sig over i højre side. Det var en effektiv visuel måde at fremhæve svenskernes fremmedhed på. Som min egen producer brugte jeg en temmelig stor del af filmens budget på at bygge ti identiske campingvogne."

Factotum (2005)
Bent Hamers ode til beatgenerationens yndlingsbums, Charles Bukowski, blev optaget i Minneapolis med stjernenavne som Matt Dillon og Marisa Tomei. Mange troede derfor, filmen var en Hollywood-produktion. Pengene kom imidlertid fra den norske stat og fra forsalg til Frankrig, Tyskland og Italien.
"På "Factotum" lærte jeg meget om amerikansk filmproduktion, som jeg håber aldrig at få brug for. For at få sådan en film på benene, skal man have stjerner fra øverste hylde, og selv da er det svært at få noget som helst finansieret i USA."
"Jeg havde to gange tidligere forsøgt at rejse penge til "Factotum", og begge gange faldt projektet fra hinanden. Det gjorde mig så fortvivlet, at jeg satte mig ned og skrev et helt andet manuskript på en bølge af spontan energi. Det blev til "Salmer fra køkkenet"."

O'Horten (2007)
I den anden af månedens Hamer-film i Cinemateket, ”O'Horten”, brillerer norskfødte Baard Owe i en sjælden hovedrolle som pensioneret lokofører (og en af Hamers mange piberygere).
"Jeg huskede Baard Owe fra Lars von Triers tv-serie ”Riget” og tænkte: ”Han ligner arketypen på en distanceret onkel”."
"Han fik megen ros for ”O'Horten”, da filmen fik premiere i USA. Der var flere kritikere, der sammenlignede ham med Buster Keaton. Det er noget med den måde, han holder følelserne tilbage på. Når dialogen er så knap, er det også vigtigt at vælge en skuespiller med et ansigt og en udstråling, som publikum gider se på i halvanden time.”
"Owe var 72 år, da vi indspillede filmen. Han er jo en positiv og legesyg herre, foruden utrolig adræt og veltrænet. Han stod tit på hænder mellem optagelserne, og han havde også en mani med at give andre stød, når han gav hånd. Han gemte sådan en buzzer i håndfladen, og den var virkelig kraftig!"
Som den lokale tobakshandler, der forsyner O'Horten med en ny Lillehammer GL-pibe, ses en af Owes medspillere fra ”Riget”. Hamer insisterede på at flyve Ghita Nørby til Norge for en kort gæsteoptræden i to scener.

Hjem til jul (2010)
Hamers bud på en juleensemblefilm er, ikke uventet, temmelig melankolsk anlagt. Som norsk P3 sagde om filmen: ”Når tusinder af julelys tændes, falder der også skygger”.
"Min kone læste novellesamlingen af Levi Henriksen og tænkte, at det lige var noget for mig. Henriksen skriver ofte om udsatte mennesker, men altid med glimt af håb. Egentlig ville jeg have foretrukket at give filmen titlen på Levi Henriksens foregående novellesamling: "Snø vil falle over snø som har falt”."

"Selv om handlingen foregår i Norge, måtte vi optage det meste af filmen i Sverige, for vi havde selvfølgelig ikke sne derhjemme, da vi skulle bruge det til optagelserne".
I Östersund fandt vi en by, der både havde den rigtige størrelse og tilbød snegaranti. Kommunen gemmer simpelthen et lag sne hvert år på en fodboldbane. De lægger en dyne af træflis ovenpå og kører den gamle sne ud på løjperne, hvis der ikke falder nyt. Det er deres måde at sælge byen til friluftsmennesker på."

"Problemet var, at da vi optog i november 2009, skulle Östersund være vært for VM i skiskydning. Men det var for varmt til at bruge snekanoner. Fordi vi hele tiden skovlede sneen op og ud på gaderne, svandt VM-banerne ind, så der til sidst kun var et par smalle kokainstriber tilbage. Til sidst måtte jeg sende nogle chauffører op i fjeldet med nogle trailere for at hente mere sne."
"Vi skød kun en enkelt togscene i Norge. Vi måtte ikke føre et norsk tog over grænsen til Sverige."

Blandt de enorme forladte bygningsmasser i Tysklands Ruhr-område fandt Hamer et nedlagt Krupp-storværk og en smadret kirkeruin. Begge dublerer for Kosovo i de første scener af "Hjem til jul".
”Vi behøvede slet ikke gøre noget ved kirkerummet; ruinen tog sig ud, som man ser den i filmen, da vi fandt den. Kirken var oprindelig bygget som munkekloster og blev siden brugt som internatskole for børnene på en britisk flybase. Under krigen gjorde nazisterne forsøg med udviklingshæmmede børn. De fjernede dem fra deres forældre i Bayern og testede, hvor længe børnene kunne overleve uden medicin, næringsstoffer osv. Omme bag kirken lå en kæmpe kirkegård. Det var en virkelig mærkelig stemning at arbejde i, og en stærk kontrast til den norske julehygge.”

BENT HAMER
Norsk filmmager, født 1956 i Sandefjord. Han læste oprindelig jura i Oslo, men skiftede til filmteori og litteratur på Stockholm Universitet (dengang kunne man slet ikke læse filmvidenskab i Norge). Han lærte sig håndværket ved at instruere en række kortfilm, inden han fik sin relativt sene spillefilmsdebut i 1995 som 38-årig. Desuden har Bent Hamer været sejlbådsskipper.

Norsk film: Norwave i Cinemateket

2011-11-22T14:13:00.003+01:00

I denne måned har Cinemateket i København sat fokus på ny norsk film i serien Norwave. De syv udvalgte smagsprøver er generelt fine i sig selv, men som helhed giver kavalkaden desværre et temmelig misvisende indtryk af norsk films aktuelle tilstand.

Programmets overvægt af halvgode ensembledramaer og deadpan-komedier med tavse mænd risikerer at fasttømre danskernes fordomme om norsk film. Det er ekstra ærgerligt, netop fordi de seneste biografsæsoner i den grad har påvist alsidigheden og bredden i vort broderlands produktion. Alene sidste år spændte udbuddet fra smalle indie-film som "Fjellet" over solide storsatsninger ("Kongen av Bastøy") til originale, skæve genrestykker ("Troldjægeren", "Norwegian Ninja").

Troldjægeren (2011) - ikke med i Norwave-serien

Og som instruktøren Hans Petter Moland tidligere har påpeget i et af mine interviews med ham: »De film, som udløste den norske bølge på Cannes-festivalen i 2006, var netop nogle, der satte sig ud over at være hyggelige og norske.«
(Cannes-filmene var Jens Liens absurde genistreg "Den brysomme mannen", Stefan Faldbakkens politidrama "Uro" og Christopher Nielsens depri animationsfilm "Free Jimmy").

Eirik Smidesang Slåen fra det fremragende norske filmwebsite Montages.no savner også mere spræl og flere nye stemmer i Cinematekets serie.
»Det er påfaldende, hvor meget de etablerede filmskabere fylder i programmet,« fortalte han mig, da jeg snakkede med ham i forbindelse med denne artikel i Politiken:

> Norsk film vrister sig løs af lillebrorrollen
Brian Iskov i Politiken, 27. oktober 2011

Cinematekets Norwave-serie består af følgende film:

"Kvinden flytter ind" (Tatt af kvinnen, 2007, Petter Næss)
"Nord" (2009, Rune Denstad Langlo)
"Cold Lunch" (Lønsj, 2008, Eva Sørhaug)
"O'Horten" (2007, Bent Hamer)
"Upperdog" (2009, Sara Johnsen)
"Englen" (2009, Margreth Olin)

Desuden vises Bent Hamers "Hjem til jul" som Månedens film til og med 27. november.

> Brie interviewer Bent Hamer om hans film (november 2011)
> Mere om norsk film: Vi taler næsten dansk! (juli 2010)
> Mere om norsk film: Norsk film i topform (juli 2010)

Kvinden flytter ind (2007) - den sjoveste i Norwave-serien

Overset filmperle: "Rachel Getting Married"

2011-11-19T17:36:00.006+01:00

VISES PÅ TV3 LØRDAG 19. NOVEMBER 2011 KL. 23:15

Anmeldelse + interview med instruktøren Jonathan Demme og skuespilleren Anne Hathaway

På den ellers skuffende Venedig-filmfestival i 2008 var jeg så heldig at opleve en af mit livs største hovedkulds forelskelser. I en film, vel at mærke.

Jonathan Demmes familiedrama "Rachel Getting Married" deltog i hovedkonkurrencens sidste dage, og oven på den første festivaluges lange række af fusere føltes den sanseligt vibrerende "Rachel" som et livgivende kindkys fra en huldsalig brise.

Desværre vandt Demmes film ikke andet i Venedig end mit hjerte, ligesom den blev slemt forbigået ved Oscar-uddelingen året efter, hvor kun Anne Hathaway opnåede at blive nomineret for sin indsats. Men jeg kan anbefale at kigge med i aften, lørdag 19. november kl. 23.15, når TV3 viser en af de senere års mest oversete amerikanske filmperler.

Titlens Rachel (Rosemarie DeWitt fra "Mad Men") er ph.d.-studerende i psykologi, som har gaflet en charmerende afroamerikansk musikertype (Tunde Adebimbe). Hendes familie sætter alle sejl til for at gøre brylluppet på slægtens smukke landsted til en lykkelig begivenhed.
Men det bliver lillesøsteren Kym (Anne Hathaway), der løber med opmærksomheden, da hun ankommer fra afvænningsklinikken for at sprede dårlig samvittighed med samme indædte kraft som en tornado. Snart stiger lastens lig op til overfladen med højlydte skvulp.

Anne Hathaway står i blomst som seriøs voksenskuespiller i den flerstrengede hovedrolle, mens Debra Winger gør indtryk i en kort, om end væsentlig optræden, der var hendes første i fire år. Men den egentlige stjerne er instruktøren Jonathan Demme (”Ondskabens øjne”, "Vild og blodig"), som efter nogle år i glemslen fik lov til at spille på samtlige af sine forcer som iscenesætter. Med "Rachel Getting Married" hentede han sig et gevaldigt kunstnerisk comeback, der parrer dokumentargenrens håndholdte spontanitet med den vitale og varmhjertede humanisme fra hans bedste spillefilm.

Som frisindet musikelsker med evigt receptive antenner kan Demme heller ikke dy sig for at væve et eklektisk boblende væg til væg-tæppe af diegetisk musik under billederne. Her er alt, hvad et lydhørt øre kan begære af improviseret jazz, rå rock, sitrende samba, svedig crunk og vemodige violintoner: det hele spillet live på settet af instruktørens venner (bl.a. Robyn Hitchcock og Zafer Tawil).

Selv om Jonathan Demme begejstret erklærede, at han havde tyvstjålet den organiske og spontane stil fra de danske dogmefilm og især Susanne Biers ”Efter brylluppet”, måtte vi vente ufattelig længe på at få "Rachel Getting Married" til Danmark.
Cinemateket endte med at samle titlen op, et halvt år efter Sony Pictures havde sneget filmen ubemærket ud på videohylderne herhjemme. Hvorfor Demmes smukke, vittige og bevægende værk måtte lide en så krank skæbne i sit "andet hjemland", kan du læse mere om her:

> "Rachel Getting Married": Hvorfor fa'en kom den aldrig i biografen?

Bonusinfo: Manuskriptet til "Rachel Getting Married" er skrevet af Jenny Lumet, der er datter af den nu afdøde instruktør Sidney Lumet. Til daglig ernærer Jenny Lumet sig som skolelærer for 7.-8. klassetrin. Desuden er hun entertaineren Lena Hornes barnebarn.

Ekstra bonustrivia: Filmen bar arbejdstitlen "Dancing with Shiva". Og Demme ville oprindelig have haft sin instruktørkollega Paul Thomas Anderson ("Magnolia", "There Will Be Blood") til at spille Sydney: "Paul er charmerende, utrolig sympatisk og ser godt ud, så jeg tænkte, han ville være perfekt i rollen," fortalte han i Venedig.
Demme endte dog med at caste sangeren Tunde Adebimpe fra gruppen TV on the Radio som Rachels brudgom.

Her følger mit interview med Jonathan Demme fra Venedig 2008 - plus nogle aldrig før udgivne citater fra mit møde med Anne Hathaway!

"RACHEL GETTING MARRIED": INTERVIEW MED JONATHAN DEMME
Comeback med danske aner
Brian Iskov i Børsen, 15. april 2009

I 2000 fejrede Cannes-festivalen en af sine bedre sæsoner, og i slutspurten satte Lars von Trier trumf på, da han rullede sin avantgarde-musical “Dancer in the Dark” ud i hovedkonkurrencen.

”Den blæste os alle omkuld”, husker filminstruktøren Jonathan Demme, som sad i juryen det år, hvor von Trier vandt De Gyldne Palmer. Også deres franske kollega, juryformanden Luc Besson, måtte bøje sig i støvet for det danske bidrag.

”Da vi gik ud af biografen, sagde Luc: "Du godeste, det føles som om, vi alle sammen spæner af sted, og alligevel kan vi kun se von Triers ryg. Han er så langt foran os alle sammen." Og Luc Besson er altså ikke kendt for at være ydmyg,” klukker Jonathan Demme med sit karakteristiske, lune glimt i øjet.

Selv er den venlige amerikaner beskeden nok til at mene, han aldrig vil være i stand til at nå von Trier. ”Men det er skægt at jagte ham lidt,” smiler Jonathan Demme.

Den 65-årige filmveteran har ellers ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe. Branchefolk og cineaster har gennem tre årtier hyldet Jonathan Demme som ”en alsidig og skarpsindig iagttager af Amerikas multikulturelle landskab” – som Cinemateket skrev i omtalen af deres Demme-kavalkade [april 2009].

Med sin seneste kritikersucces, ”Rachel Getting Married”, går Jonathan Demme bogstavelig talt Lars von Trier i bedene. For det var tre danske film, der tændte Demmes kreative gnist og gav ham lysten til at lave spillefilm tilbage, efter han egentlig havde lagt sin Hollywood-karriere brak.

”Jeg viste "Dancer in the Dark", Thomas Vinterbergs “Festen” og Susanne Biers ”Efter brylluppet” for mit filmhold,” røber Demme, da Børsen møder ham på filmfestivalen i Venedig. Særlig ”Efter brylluppet” satte dybe aftryk i newyorkerens sensible sjæl.

”Jeg synes, Biers film er pragtfuld. Den føles så spontan, som om kameraerne tilfældigvis befandt sig det rette sted på det rette tidspunkt, og skuespillerne virker fuldstændig frie og uinstruerede. Jeg tænkte, ”hvis vi kan ramme den stemning og det look, vil jeg blive meget glad.”

Med den tilnærmede dogmestil i ”Rachel Getting Married” forsøger Demme med egne ord ”at lade publikum tænke og føle selv i stedet for at manipulere deres reaktioner frem.” Flere udenlandske anmeldere regner Demmes eksperiment for særdeles vellykket og mener, at instruktøren virker mærkbart revitaliseret af sin leg med det smidige, håndholdte kamera.

Men faktisk havde Jonathan Demme, trods Oscar-hæder for thrilleren ”Ondskabens øjne”, meldt sig ud af systemet. Træt af at slås mod nævenyttige producenter og dovne distributører trak han sig i 2004 tilbage fra mainstreamen for at dyrke den faktabaserede filmfortælling.
”Det er hårdt arbejde at lave spillefilm, og med tiden blev jeg stadig mere frustreret over, at filmselskaberne aldrig lægger lige så mange kræfter i projektet, som filmskaberne gør. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, "Den oplevelse må jeg ikke udsætte mig selv for igen". Så jeg holdt bogstavelig talt op med at læse manuskripter.”

Demme snublede første gang ind på faktavejen i 1986, da han besøgte Haïti. Et land, som han intet vidste om, men som forbløffede ham så meget, at han fik lyst til at fastholde sine rejseindtryk i levende billeder. ”Den britiske tv-station Channel 4 gav mig lov, og jeg elskede det. At lave dokumentarfilm føltes som at holde ferie,” husker han.
På portrætfilmen ”Cousin Bobby” (1990) arbejdede Jonathan Demme for første gang sammen med kameramanden Declan Quinn. Deres parløb gav instruktøren smag på mere dokumentarisme, og efter den politiske spændingsfilm ”The Manchurian Candidate” fra 2004 traf han beslutningen om at lægge fiktionen bag sig for altid.

Først da kollegaen Sidney Lumet stillede ham et tilbud, han ikke kunne afslå, øjnede Demme en mulighed for at kombinere de to udtryksformer, så de kunne krydsbestøve hinanden.
”Sidney ringede til mig og sagde, "Min datter [Jenny Lumet] har skrevet et manuskript, som du burde instruere." For at gøre Sidney en tjeneste læste jeg det, og til min store skræk elskede jeg, hvad Jenny havde skrevet! Intet andet manuskript havde kunnet få mig til at forlade dokumentargenren igen,” understreger Demme.

”Rachel Getting Married” blev skudt på high definition-video over seks uger, hvilket er ca. halvdelen af den tid, det normalt tager at indspille en amerikansk spillefilm. Jonathan Demme fortæller, hvordan han denne gang drog fordel af sin og filmfotografens dokumentariske erfaring:
”Da jeg viste manuskriptet til Declan Quinn, sagde jeg, "Måske kan vi styrke den visuelle tilgang til filmen, hvis vi prøver at få det til at ligne en – meget, meget smuk – hjemmevideo. Hvis vi kan skabe den fornemmelse af sandfærdighed, som vi føler, når vi ser vores egne eller vore venners hjemmevideoer, vil tilskueren føle sig mere involveret." Og Declan svarede, "Hvorfor lader vi ikke bare, som om vi optager en dokumentar? Uden at øve?"”

Og sådan blev det. Fotografen besluttede sig for at lyssætte alle rummene, så han kunne bevæge sig frit og pege videokameraets linse i enhver retning, han måtte ønske. På samme måde, som hvis filmen havde været en registrering af virkelige hændelser, forklarer Demme.
”Vi måtte løbende forholde os til, hvad der skete. End ikke skuespillerne vidste, hvordan indstillingen så ud, for vi vidste det heller ikke. Der var ikke én planlagt kameraindstilling. Og jeg er overbevist om, at vi ikke kunne have tilrettelagt dem bedre end, hvad Declan skabte i øjeblikket.”

Den håndholdte stil viste sig at komplementere filmens historie, på samme måde som brugen af billige videokameraer passede perfekt til stemningen i Thomas Vinterbergs dogmesensation ”Festen” fra 1998 – som Demme altså også har nærstuderet.
”Jeg elsker dogmefilmene, og jeg ved, hvor svært det ville være for os under disse omstændigheder at forblive kyske gennem hele indspilningen. Men vi havde meget sjov ud af at prøve at være så "dogme" som muligt … og det var FANTASTISK!” småjubler en synligt glad Jonathan Demme.

BONUS:
Jonathan Demme og musikken
Brian Iskov, Venedig 2008 - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama
”Jeg er barn af radiogenerationerne," siger Jonathan Demme, der altid har haft pulsen på tidens toneklang: hør blot de vidtfavnende lydspor til film som "Vild og blodig" (Something Wild, 1986) og "Gift med mafiaen" (Married to the Mob, 1988).
"Min første kilde til underholdning var den musik, jeg hørte i radioen, før vi fik fjernsyn. Jeg forelskede mig vildt og voldsomt i musik som lille dreng, og da tv kom, blev jeg også vild med dét,” fortæller Demme.

Som filmmager fandt han et medium, hvor han kunne parre sine to store lidenskaber. Musikken i "Rachel Getting Married" udgør da også næsten en karakter i sig selv.
”Jeg har altid gerne villet lave en film, hvor musikken opstod i øjeblikket. Denne historie gav mig den perfekte lejlighed til at prøve eksperimentet, for eftersom Sidney er musiker, vil mange af hans venner også være kreative mennesker – selv brudens far er i musikbranchen. Så det vil være helt normalt, at der færdes mange musikere i huset, og at der ligger instrumenter og flyder rundt omkring.”

Til sin portrætfilm om fhv. præsident Jimmy Carter, "Man from Plains" (2007), fandt Demme en gruppe mellemøstlige musikere, der havde base i New York. De samme musikere slap han fri på settet, da kameraet rullede på ”Rachel Getting Married”.

”Vores violinist er palæstinenser, vores trompetist er fra Irak, og en af sangerne er egypter. Vi opfordrede dem til at spille, imens skuespillerne var på. Somme tider sad de i rummet ved siden af, andre gange sad de udenfor med deres instrumenter og jammede. Og lige så stille begyndte et partitur at vokse frem.”

BONUSINTERVIEW:
Anne Hathaway om "Rachel Getting Married"
Brian Iskov, Venedig 2008 - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama

"Jonathan [Demme] and I had spent a year talking about the character and the film. Every few weeks or so, we would just get on the phone and catch up and see where the other person was at, if we’d had any realizations or been inspired by something, or read a book that had anything to do with it, or heard an album."

"I was particularly protected in this movie, because I was acting with professional theatre actors who are used to blocking out a thousand people and having intimate moments in front of people watching and coughing, and cell phones going off … And I got to be around that level of focus and professionalism. And I’m a trained theatre actress, but I don’t do a lot of theatre, unfortunately. But I was able to kind of get back to my training, in that sense. But I prefer it, to be honest. I prefer this style of filmmaking. It’s spontaneous, and it’s chaotic, but it’s really focused, purposeful chaos."

"We’re far more complex than movies usually let us be. Life is so short. And we have so much potential. And we don’t give each other enough credit. The thing I love about this movie is, I think it really highlights the fact that there are heroes walking around in this world that are totally unacknowledged, and that you would never think of them as heroic, but I think Kym is one of them."

CPH DOX-anmeldelse: Whores' Glory

2011-11-08T01:00:00.036+01:00

Vises 8. og 11. november på CPH DOX-festivalen i København.

I triptykonets form dykker den østrigske filmmager Michael Glawogger med sin dokumentar "Whores' Glory" ned i tre prostitutionsmiljøer i hhv. Thailand, Indien og Mexico. Sammenstillingen fremhæver slående kontraster i de fysiske rammer, værdisæt og religiøse forudsætninger, som hver især præger udøvelsen af verdens ældste erhverv.

Trailer til "Whores' Glory" - © Richard Lormand

I Bangkok ligger Akvariet, en præsentabel hybrid af bar og massageklinik, hvor middelklassemænd tager fri fra deres ægteskaber for at »købe lidt lykke«. Bag glasvæggen sidder et geled af fnisende nummerpiger i beredskab. Som i en anden fiskerestaurant udpeger kunden fra den anden side af ruden, hvilken menu han ønsker serveret. Omgangstonen er gemytligt serviceminded. Udenfor fanger Michael Glawoggers kamera et sammenrend af kopulerende gadekøtere.

Still fra "Whores' Glory", © Richard Lormand

Næste stop er Faridpur og den illusorisk døbte Glædens by. Den labyrintiske ghettos trange korridorer rummer 600 indvånere – heraf flere generationer af mødre og endog meget unge døtre, der konkurrerer indbyrdes om klientellets gunst. Vi er vidne til afhændelsen af en mut pubertetspige. Bordelmutter er ikke imponeret over kvaliteten og købslår om prisen. En kvinde, højst på tærsklen til tyverne, beretter lavmælt om sin dagligdag, da en nødvendig tilføjelse trænger sig på. »Vi kvinder er faktisk ganske ulykkelige væsener,« observerer hun forsigtigt.

Klip fra "Whores' Glory" - © Richard Lormand

Fatalismen er endnu mere udtalt i Reynosa, hvor det lovløse reservat La Zona befolkes af udtjente sexarbejdere med ansigter hærdet af årenes fylde. I ledige stunder udveksler kvinderne grove anekdoter og ryger crack. Her, og kun her, får Glawogger lov at tage et kig bag de lukkede døre under selve kønsakten. Instruktøren fortæller i pressematerialet, at det krævede fire år at opbygge den tillid, som gjorde optagelserne mulige.

Klip fra "Whores' Glory" - © Richard Lormand

Hele vejen abstinerer "Whores' Glory" mønsterværdigt fra ethvert tilløb til domfældelse. Den møder sit komplekse emne med respekt og klarøjet objektivitet, så både modstandere af og fortalere for købesex vil kunne finde værdi i fremstillingen. Filmen er desuden teknisk velproduceret uden at forskønne sine motiver. Alt i alt en opsigtsvækkende bedrift.

Whores' Glory (Tyskland/Østrig, 2011). Instruktør: Michael Glawogger. Spilletid: 110 minutter. Ikke i dansk distribution. Originalversionen af denne filmanmeldelse blev bragt i Weekendavisen 9. september 2011.

Tintin taler: Eksklusivt interview med Bob Goldenbaum!

2011-11-01T16:16:00.005+01:00

Som man kunne læse i indlægget om Tintin på film, har Hergés kække helt haft mange danske stemmer gennem årene. Men er man som jeg barn af 1970'erne, er der kun én dansk Tintin, der dur. Og han hedder Bob Goldenbaum.

> Læs meget mere om Tintin-hørespillene fra Starbox

Bob de Moors specialtegnede LP-omslag til "Alle tiders Tintin" (1981)

Bent ”Bob” Goldenbaum indtalte Tintins stemme i de 14 hørespil, som blev udsendt på LP og MC af Johnny Reimars pladeselskab, Starbox, mellem 1972 og ca. 1983. Det faste hold af skuespillere talte også stemmespecialisterne Peter Kitter og Jørn Rose, som delte de fleste biroller imellem sig.

Jeg var i denne uge så heldig at få kontakt til Bob Goldenbaum, som nu atter kalder sig ved sit fødenavn Bent. Manden med den evigunge røst står stadig til rådighed som stemmeskuespiller, men ønsker ikke at få afsløret sin alder af professionelle hensyn (hans fødselsår står dog opført på Wikipedia).

Ligeledes er det næsten umuligt at opdrive et billede af Bob Goldenbaum, idet han gennem hele sin karriere har foretrukket at holde sit ansigt skjult og lade stemmen stjæle rampelyset. Her er dog et foto fra 1973 – bemærker man en flygtig lighed med Tintin?

Bent "Bob" Goldenbaum, 1973

EKSKLUSIVT INTERVIEW MED BENT "BOB" GOLDENBAUM
Brian Iskov for Bries Blog-O-Rama, oktober 2011

Ud over serien af Tintin-hørespil har du mest arbejdet med marionetter og handskedukker i børne-tv. Hvad er din professionelle baggrund?
Jeg har blandt andet lavet en del Mester Jakel-teater. Jeg er ikke uddannet skuespiller. Jeg læste hos kongelig skuespiller Ejnar Juhl som elev, men så kom jeg ind til fjernsynet, først som regissør og siden dukkefører, og så kørte det ligesom i andre baner.

Hvordan blev du Tintins danske stemme?
Jeg blev indkaldt til stemmeprøve blandt andre unge mennesker. Peter Kitter og Jørn Rose valgte så mig. De kendte mig i forvejen fra tv.
[NOTE: Jørn Rose var en meget brugt stemmeskuespiller og lydbogsindtaler i 1960'erne. Han havde tidligere arbejdet sammen med Bob Goldenbaum på DR's julekalenderserier, bl.a. ”Kender du Decembervej?” med Magnus Tagmus.]

Hvordan foregik indspilningerne af Tintin-hørespillene?
Vi mødtes i et lille studie; vi brugte flere forskellige i Københavnsområdet. Vi var et lille, sammentømret hold af skuespillere, som kendte hinanden godt. Jeg tror højst, vi har været fem i studiet på samme tid. Manuskripterne var delt op i sektioner, som svarede til de forskellige scener, og så indtalte vi historien efter stopursprincippet. Foran os kørte en tæller, som på minutter og sekunder viste os, præcis hvor replikkerne skulle falde.

Det kunne tage det meste af en dag at optage en historie, nogle gange en halv dag. Vi var ret skrappe, der var sjældent noget, der skulle tages om. Faktisk var stemmerne så meget i orden, at vores producer, Bruno Henriksen, mødte Tintin-tegneren, Hergé, den ene gang han besøgte København, og spillede vores hørespil for ham. Hergé forstod selvfølgelig ikke et ord af det danske, men han blev så imponeret over kontrasten mellem Tintins og kaptajn Haddocks stemmer, at han sagde, det var den bedste indtaling af Tintin, han havde hørt. Og i Sverige, hvor man også lavede Tintin-bånd, ændrede de på stemmerne, efter de havde hørt vores version.

Peter Kitter spillede jo ikke bare kaptajn Haddock. Han indtalte også Dupond og Dupont, Nestor og et hav af mindre roller, og hver gang hans figurer optrådte i samme scene, måtte han føre dialoger med sig selv. Lavede han alle de stemmeskift i realtid, eller måtte I snyde og klippe optagelserne sammen?
Nej, Peter Kitter var et naturtalent. Han var fantastisk til at imitere stemmer. Jeg sagde engang til ham: ”Jeg kan godt forstå, at du har en eller to stemmer, til nød tre [i samme scene]. Men når de begynder at skændes indbyrdes, står jeg af”. Nogle gange, hvis Haddock og Dupond og Dupont spillede over for hinanden, var det jo som om, der stod en masse mennesker i studiet. Det var eventyrligt, hvad han kunne. Og Jørn Rose, når han lavede Tournesol med den der knækkende stemme – ihhh! Han lød virkelig som en gal professor. Jeg var så imponeret.

En ofte fremsat kritik af Tintin-figuren lyder, at han som hovedperson er et lovlig renskuret dydsmønster. Hvordan sikrer man sig, at en så lastefri helt ikke går hen og bliver fersk?
Tintin kan i hvert fald nemt komme til at virke for voksen. Man skal kunne fornemme aldersforskellen mellem ham og de andre figurer. Jeg har været sidst i 30'erne, da jeg begyndte som Tintin, men min stemme har altid lydt så ungdommelig, at jeg har spillet unge springfyre gennem hele mit voksenliv. [NOTE: Selv i dag lyder Bent Goldenbaums stemme nøjagtig lige så drenget, som da han lavede Tintin for 30 år siden.]

Det var albumoversætteren Jørgen Sonnergaard, der stod for mange af bearbejdelserne til hørespil, og han fornemmede hurtigt, hvordan vi skuespillere fungerede sammen. Så det blev ofte meget humoristisk, og vi lagde mange jokes ind.

Jeg husker også, at vi lavede en helt ny Tintin-julehistorie, hvor figurerne mødtes på Møllenborg, og til sidst sang vi alle sammen ”Højt fra træets grønne top”! [NOTE: Historien hedder ”Julestemning med Tintin” og findes på kassettebåndet ”Jul med børnenes favoritter”.] Det var jo ikke Hergés værk, men noget, som Peter Kitter og måske Bruno Henriksen skrev. Det var nemt at holde tonen, når man var færdig med en god dramatisering. Så flød teksterne.

I et album som ”Den sorte ø” er Hergés fortælling i høj grad båret af billederne. Det må være en af de historier, hvor I har måttet tilføje mest ny dialog, for at handlingen overhovedet skulle give mening for lytteren?
Det var den med gorillaen, ja. Der røg i hvert fald en finke eller to af panden dér. Hvad var det nu … På et tidspunkt siger jeg, at det ikke var en ond abe, men en ”go' rilla”. Dén opstod lige pludselig under indspilningen, og så måtte vi altså holde en pause for at grine. Det siger også noget om det intime sammenspil, vi havde, at vi kunne tillade os den slags.

Vi dramatiserede jo historierne; det var ikke bare indtaling. Vi gjorde dem til hørespil, så man kunne tage dem og spille dem som radioteater, hvis det skulle være. Det gav dem en værdi. Vores plader havde da også mange voksne fans, og de må have solgt godt, eftersom vi fik lov at lave så mange.

Jeres indspilning af ”Det hemmelige våben” lå i hvert fald på top 30 i 1974.
Virkelig? Se, det vidste jeg ikke.

Guldplade for den svenske LP-udgave af "Det hemmelige våben" (1981)

Tintin-hørespillene er så vidt vides aldrig blevet udgivet på CD. Har du nogen idé om, hvor de oprindelige optagelser befinder sig i dag?
Jeg ved det desværre ikke. Sådan nogle masterbånd bliver jo solgt videre, hver gang et firma går ned, og til sidst ved ingen, hvor de er endt. Men jeg kan da se på min årlige liste over Koda-indtægter, hvordan interessen for Tintin er gået op og ned. Jeg står også noteret for 25 numre i bibliotekernes opgørelse, så der må stadig være nogen, der låner Tintin-båndene og hører dem. På et tidspunkt fandt min lokale kioskejer ud af, hvem jeg var. Han kunne fortælle mig meget mere om Tintin, end jeg selv nogensinde har vidst. Han ejer samtlige albums. Og nu er pladerne jo blevet samlerobjekter.

Har du selv Tintin-pladerne derhjemme?
Desværre ikke, jeg har givet dem væk. Det var jo en fin julegave, ikke? Med omslaget signeret af mig – og Tintin!

© 2011 Brian Iskov for Bries Blog-O-Rama
Gengivelse kun tilladt efter aftale

FAKTA: BENT (BOB) GOLDENBAUM

Bob Goldenbaum som Lillebror i "Ingrid og Lillebror", © DR

Uden for Tintin-regi er Bob Goldenbaum bedst kendt for at give røst og liv til dukken Lillebror fra børne-tv-klassikeren ”Ingrid og Lillebror”. Den friskfyragtige marionet med de flove ordspil dannede værtspar med pædagogen Ingrid Skovgaard Raben i programmet ”Kikkassen” fra 1966 til 1976.

Siden fik Lillebror på egen hånd et forsinket voksen-comeback, da Mikael Bertelsen inviterede ham i studiet som flabet debattør i DR2's ”De uaktuelle nyheder” (2002). I dette årtusinde har Lillebror også optrådt i en Carlsberg-reklame sammen med en vellignende Ingrid-kopi.

> Se klip med ”Ingrid & Lillebror” på DR Bonanza

Som forfatter er Bob Goldenbaum desuden ophavsmanden til Magnus Tagmus, der var 1960'ernes mest populære figur i ”Børnenes Julekalender” på DR. Goldenbaum skrev manuskript og komponerede musikken til ”Kender du Decembervej?” (1967), hvorfra man stadig husker den iørefaldende melodi ”På toppen af vort tag” og Magnus Tagmus' temasang.

Bob Goldenbaum bidrog desuden til julekalenderserierne ”Juleteatret” (1965), ”Besøg på Decembervej” (1968) og ”Hos Ingrid og Lillebror” (1971). Siden førte han dukken Trolderik i tre julekalendere for TV 2, ”Trolderik og nisserne” (1990), ”Trolderiks julekalender” (1991) og ”Trolderiks posthule” (1992). Disse serier var ligesom Tintin-hørespillene produceret på Johnny Reimars foranledning.

> Se uddrag af ”Trolderiks julekalender” (1991)

Tintin på bånd: Husker du hørespillene fra Starbox?

2011-11-01T16:13:00.010+01:00

Fra 1972 til 1983 udsendte Johnny Reimars selskab Starbox en række Tintin-hørespil baseret på Hergés tegneseriealbummer. "Tintin's eventyr" udkom både på vinylplader og datidens smarte kassettebånd. Sidstnævnte lånte jeg igen og igen fra Odense Centralbibliotek i mine drengeår, og yndlingsbåndene spillede jeg så tynde, at jeg efter 25 år stadig kan citere flere af dialogerne ordret.

Bob Goldenbaum med den karakteristiske lyse stemme indtalte rollen som Tintin i samtlige 14 hørespil. Over for ham leverede revyskuespilleren Peter Kitter en uforglemmelig kaptajn Haddock, mens lydbogsspecialisten Jørn Rose gav professor Tournesol en manisk smiskende manér. Det faste hold Kitter og Rose delte desuden historiernes mange biroller nogenlunde ligeligt imellem sig.

> Læs Bries eksklusive interview med Tintins stemme, Bob Goldenbaum!

Samme hold dubbede også Belvisions tidlige serie af Tintin-tegnefilm til dansk tv i 1970'erne. Denne versionering findes desværre ikke bevaret, hvorfor filmene fra dengang siden har måttet indtales på ny af andre skuespillere.

Tintin-hørespillene fra Starbox var sporadisk krydret med dåse-lydeffekter fra arkiverne. For eksempel lød gorillaens brølen i "Den Sorte Ø" præcis som yetiens klageråb i "Tintin i Tibet". Musikeren og kapelmesteren Bruno Henriksen stod for produktionen af serien, før slagersangeren Henning Vilén overtog teknikken på de sidste udgivelser.

Herover ses MC-omslaget til det sagnomspundne "glemte" album, "Alle tiders Tintin" fra 1981. Forsiden er specialtegnet til det danske marked af Hergés assistent, Bob de Moor. Denne udgivelse er reelt et clip show bestående af højdepunkter fra de tidligere hørespil. Uddragene er kittet sammen af nyskrevne bindesekvenser, hvor Tintin og Haddock sidder foran den knitrende pejs på Møllenborg Slot og mindes deres mange fælles eventyr. For "grammofonbearbejdelsen" stod Tintins datidige albumoversætter, Jørgen Sonnergaard.

Her kan du høre en smagsprøve fra starten af side 1:

"TINTIN's EVENTYR" - DE DANSKE HØRESPIL

1. De syv krystalkugler og Soltemplet (1972)
2. Det hemmelige våben (1974)
3. Flight no. 714 til Sydney (1974)
4. Krabben med de gyldne kløer (1975)
5. Enhjørningens hemmelighed (-)
6. Rackham den rødes skat (1976)
7. Tintin og picaroerne (1977)
8. Den mystiske stjerne (1978)
9. Den sorte ø (-)
10. Tintin i Tibet (1980)
11. Koks i lasten (1980)*
12. Alle tiders Tintin (1981)
13. Månen tur-retur, 1. del (1982)
14. Månen tur-retur, 2. del (1983)
Uden for nummer: Jul med børnenes favoritter - inkl. "Tintin i julestemning" (-)

[* fejlagtigt angivet som nr. 13 på label]

Listen senest opdateret 11.11.2011 – Gengivelse kun tilladt med tydelig kildeangivelse

Stemmer:
Bob Goldenbaum: Tintin m.fl.
Peter Kitter: Kaptajn Haddock, Dupond & Dupont, Nestor, Alcazar, Oldie, Rastapopoulos m.fl.
Jørn Rose: Professor Tournesol, Max Bjævermose, Allan, Omar Ben Salaad, Profeten, Puchov, Müller, Carreidas, Sakarin, Fugl m.fl.
Inge Ketti: Madame Castafiore, radiospeaker, Peggy m.fl.
Kate Mundt: Madame Castafiore (11)
Svend Bjerre: Sherpa Tharkey, Tchang, Professor Tournesol (12-14) m.fl.
Henning Vilén: Fortæller (11)
Poul Glargaard: Fortæller m.fl. (13-14)
Lykke Nielsen: Stewardesse (13-14)

Produceret af Bruno Henriksen (1-9), Henning Vilén (10-14)
Dansk version: Jørgen Sonnergaard (1, 2)
Grammofonbearbejdelse: Peter Kitter (5-9), Jørgen Sonnergaard (10-14)

De tre første hørespil blev oprindelig udgivet på Phonocord/Philips. Serien er siden genudgivet på MC i 1987 af selskabet Fairytale. Nogle bånd findes desuden under firmanavnene Litas og Select.

"Månen tur-retur" og "Jul med børnenes favoritter" er så vidt vides aldrig udgivet på LP.

En stor tak til Poul Spærhage Frøkjær for hjælp til kompilering af listen.

Tintin på film

2011-10-26T17:52:00.008+02:00

En af Tintins største amerikanske fans er Steven Spielberg. Lige siden en anmelder i starten af 1980’erne nævnte, at Indiana Jones' eventyr bar stærke ligheder med en vis europæisk tegneseriehelt, har Spielberg puslet med planer om at filmatisere nogle af Hergés legendariske Tintin-album.

Nu lykkes det endelig Steven Spielberg at opfylde sit ønske. Med Peter Jackson som producer har han bragt den strithårede belgiske reporter til live via performance capture-teknik i filmen ”Tintin: Enhjørningens hemmelighed”, der har dansk biografpremiere i morgen (27. oktober).

Jamie Bell lægger bevægelser og originalstemme til Tintin, mens kongen af mo-cap, Andy Serkis, giver en veloplagt kaptajn Haddock i Spielbergs flot producerede, om end temmelig hektiske hyldest til Hergés skabning.

Men faktisk tittede Tintin allerede ud gennem biografforhænget i 1947: Nemlig som håndanimeret dukke i en stopmotion-udgave af ”Krabben med de gyldne klosakse”. Den timelange sort-hvide film er animeret af belgieren Claude Misonne og følger tegneserien temmelig nøje.

Historiens midtersektion, hvor Tintin møder kaptajn Haddock for første gang, indgår også i Steven Spielbergs film, der sammenskriver elementer fra tre album. Selv for ikke-franskkyndige fans kan det være skægt at sammenligne Spielberg-versionen med denne langt mere rudimentære, men ganske charmerende urversion af samme sekvens:

Fra "Le crabe aux pinces d'or" (1947, instr. Claude Misonne)

Den ukendte Jean-Pierre Talbot trak i plusfoursene som en ganske vellignende ”Tintin på skattejagt” i 1961, der ligesom efterfølgeren ”Tintin og de blå appelsiner” (1964) befolkede slottet Møllenborg med skuespillere af kød og blod. Historierne var skrevet direkte til filmmediet, men uden Hergés deltagelse.

Da de to film i sin tid fik dansk biografpremiere, talte Tintin med Per Wikings stemme. Det forlyder, at Cinemateket i København agter at hive deres gamle danske kopier op af arkivet til vinterferien 2012. I mellemtiden kan begge film erhverves på dvd med original fransk tale samt svenske eller engelske undertekster. Her er en herlig trailer for "Tintin på skattejagt", versioneret til tysk (og jeg beklager på forhånd evt. anmassende parfumereklamer før klippet):

Tintin har også to tegnede biografspillefilm på sit cv, dog ikke af imponerende kvalitet. ”Tintin og Soltemplet” fik premiere i 1969, ”Tintin og Hajsøen” i 1972. Sidstnævnte var et nyskrevet eventyr signeret af Hergés ven og kollega, Greg (Michel Regnier). Historien udkom året efter som ”filmalbum”, hvor tegningerne var affotograferet fra filmen.

Tintin: Claus Ryskjær. Haddock: Carl Ottosen.

Tintin: Claus Ryskjær. Haddock: Karl Stegger.

Mange af os husker desuden Belvisions tv-tegnefilmserie (1958-62), som trods sin tidstypisk slatne gummianimation blev vist i den bedste sendetid på DR's lørdagsflade helt op i 1980’erne. Tintins stemme i det nedenstående videoklip tilhører Jess Ingerslev. En tidligere DR-versionering med Bob Goldenbaum, kendt fra Starbox' serie af Tintin-hørespil, er desværre gået tabt.

"Den sorte ø" (Belvision 1961, dansk versionering)

En række nye og bedre tegnefilmversioner af Tintins eventyr, produceret af Nelvana i Canada, fik premiere i 1991. Denne serie, som er lavet med stor kærlighed til figurerne og respekt for de oprindelige album, kan fås samlet i en dvd-boks. Den danske dub har Søren Sætter-Lassen i rollen som Tintin over for Kjeld Nørgaards Haddock.

"Enhjørningens hemmelighed": Et uofficielt mash-up af Spielbergs trailer og den tegnede 90'er-udgave

BONUS: En designkyndig fan, James Curran, har skabt denne uofficielle fortitelsekvens til "Tintin: Enhjørningens hemmelighed", der elegant fletter elementer fra samtlige 23 Tintin-album ind i ét minuts animation. Nicely done!

"Tintin: Enhjørningens hemmelighed" kan ses i danske biografer i diverse kombinationer af 2-D, 3-D, originalversion og dansk dub. Cyron Melville er Tintins nye danske stemme, og som Haddock høres Tom Jensen.

> Læs også Bries interview med Bob Goldenbaum, 1970'ernes Tintin-stemme

Læs meget mere om Tintin i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - den store Troldspejlsbog" fra forlaget Carlsen.

Filmplakater #6: Key Art Awards

2011-10-20T16:04:00.003+02:00

I går afholdt branchebladet The Hollywood Reporter for 40. gang deres årlige Key Art Awards.

Festen er marketingverdenens svar på Oscar-uddelingen, hvor det ikke er årets bedste film, der hyldes, men de reklamekampagner, som skal sælge filmene til publikum. Priserne går med andre ord til skaberne af de bedste trailere, plakater, annoncer, standees og multimediefremstød.

Herunder ser du nogle af de filmplakater, som i år gjorde sig fortjent til Key Art Awards i den trykte kategori. Man bemærker, at de fleste vindere enten går retro-ruten eller læner sig op ad den nye minimalisme, som har vundet indpas blandt uofficielle plakatdesignere:

> Sjov med filmplakater #5: Ny minimalisme

"Black Swan" International Teaser Campaign (Key Art Award, bronze)

"Super" (Key Art Award, bronze)

"Peter Plys" Theatrical One Sheet (Key Art Award, sølv)

"Buried": Coffin (Key Art Award, bronze)

"For Colored Girls": Tears (Key Art Award, sølv)

"Cars 2" World Grand Prix Vintage Posters (Key Art Award, bronze)

"Toy Story 3" Academy Award Print Campaign (Key Art Award, bronze)

> Læs mere om Key Art Awards 2011

Som faste læsere af Bries Blog-O-Rama vil vide, kan der i vore dage være endog meget langt imellem filmplakater, som skiller sig positivt ud fra mængden af bevidstløse plagiater og ugudelige Photoshop-rædsler.

> Sjov med filmplakater #1: Komedier
> Sjov med filmplakater #2: Ufrivillige tvillinger

Det britiske filmmagasin Empire samler ligefrem på filmplakater, der er så talentløst stykket sammen i Photoshop, at man undrer sig over, hvordan nogen har kunnet godkende de horrible resultater til brug i verdensomspændende reklamekampagner:

> Empire's New And Improved Collection Of Badly Photoshopped Movie Posters

Ligesom Bries Blog-O-Rama har også Empire opdaget, at plakatkategorien "romantiske komedier" er særlig svært ramt af ideernes armod:

> The 7 Romantic Comedy Movie Poster Clichés

Dvd-anmeldelse: "Essential Killing"

2011-10-14T13:52:00.002+02:00

I tirsdags udkom den minimalistiske thriller "Essential Killing" på dansk dvd og Blu-ray:

"Essential Killing" af polske Jerzy Skolimowski markerede sig på sidste års Venedig-festival som en udpræget kropslig snarere end intellektuel oplevelse. Juryen kvitterede med en specialpris til den 72-årige instruktørveteran, der modtog tilsvarende hæder for "Fyrskibet" 25 sæsoner tilbage.

Skolimowski fostrede ideen til sit aktuelle værk, da det kom frem, at CIA angiveligt holdt terrormistænkte i skak på et hemmeligt black site kun 20 km fra instruktørens hus i de polske skove. Ud af dette spandt han et fiktivt scenarie, hvor en afghaner (Vincent Gallo) indfanges af amerikansk militær i sit hjemland og fragtes til Europa, blot for at undslippe, da konvojen skrider af vejen og ruller ned af en sneklædt skrænt.

Trods udgangspunktet viger "Essential Killing" uden om entydige politiske statements. Er Mohammed terrorist? Vi får aldrig svar, for baggrunden fortoner sig bevidst i grumsede konturer. Hans blinde flugt gennem den ubarmhjertige vinter bliver i stedet en studie i primal livsopholdelsesdrift, hvor vores ambivalens over for den vildfremmede antihelt sættes op imod den empati, vi refleksivt føler for hans situation.

Vincent Gallo i "Essential Killing"

Jerzy Skolimowski skræller effektfuldt historien ned til det nøgne skelet, men troværdigheden og det tætte fokus svigter flere steder i den ujævne actionthriller. Scenen, hvor Mohammed omringes af et kobbel glammende hunde, der materialiserer sig i driverne som ildevarslende fantomer, rummer dog et dragende, drømmende sug: Her udviskes den tynde grænse mellem menneske og dyr.

Filmens ordløse hovedrolle blev en slags oprejsning – hvis De undskylder udtrykket – for Vincent Gallo, der stadig siges at ømme sig efter sin herostratiske Cannes-maveplasker "The Brown Bunny" fra 2003. Det var dén, hvor han instruerede Chloë Sevigny til at yde oralsex på ham for rullende kamera.

Under Venedig-festivalen i 2010 luskede den newyorkske multikunstner og knudemand omkring på Lidoen og nægtede pure at tale med pressen eller vise sig til offentlige arrangementer.
»Vincent, where are you? Come on out, be brave,« drillede Jerzy Skolimowski, da han modtog en Coppa Volpi på sin skuespillers vegne ved at takke instruktøren, forfatteren og produceren – som alle er Skolimowski selv.

Essential Killing. Polen-Norge-Irland-Ungarn 2010. Instruktion: Jerzy Skolimowski. Spilletid: 83 minutter. Dansk dvd- og Blu-ray-premiere: 12. oktober 2011. Udgiver: Atlantic Film.

Filmanmeldelse: "Norwegian Wood"

2011-10-05T16:50:00.003+02:00

Torsdag er der dansk biografpremiere på filmatiseringen af Haruki Murakamis skelsårsroman "Norwegian Wood" fra 1987.

Efter "Duften af den grønne papaja" (1993) og "Midt om sommeren" (2000), der balancerede graciøst i det usagte, bestyrker instruktøren Tran Anh Hung med "Norwegian Wood" sin position som en overlegen sensualist.

Tran Anh Hung vandt Venedig-festivalens guldløve for "Rickshaw" i 1995. Den fransk-vietnamesiske instruktør har gjort det til et kendemærke at lade sine motiver marinere i et bad af udstrakt tid, så han som en alkymist kan uddrage korn af overjordisk skønhed fra de såre dagligdags fænomener, han skildrer.

Fotografen Mark Lee Ping-bin ("In the Mood for Love") tegner sig for billedsiden, der i taktil HD indfanger og forstørrer flygtige strejf – fra fingerspidser mod træ til gardiners dans i luftningen. Den raffinerede, sanselige nydelse finder sin mage i filmens rige lyddesign, vævet af vindkysset løv, hvislende cikader og fjerne fuglekald.

Som i forlægget lader Tran Anh Hung sin love story udspille i 1960'ernes Tokyo. I samråd med Haruki Murakami har han dog strømlinet teksten ved at skrive overbygningen, hvor den voksne hovedperson skuer tilbage, ud af manus. Tilbage står 18-årige Watanabe, den retningsløse universitetsstuderende, opslugt af kærlighed til den smukke Naoko.

En forbindelse brister i Naokos indre, da hendes og Watanabes nære ven, Kizuki, som 17-årig vælger at spole fast forward gennem resten af sit liv. ”Intet kan hele tabet af en elsket,” lyder Naokos mismodige refræn, og Rinko Kikuchi, der blev Oscarnomineret som døv pige i "Babel", skærer klart og rent i sit portræt af den bundløse sorgs fortvivlelse.

Naoko indlogerer sig på en uforstyrret mentalklinik i skovbrynet, hvor hun fortrækker ind i sig selv. Imens glider pigen Midori over skolens gulv og ind på Watanabes himmel som en orange sol. Han søger trøst i hendes positive strålekrans, men længslen efter Naoko slipper ikke grebet om hans hjerte.

"Norwegian Wood" lyser stærkest, når Tran Anh Hung sætter skyklapper på kameraet og går så tæt på Watanabe og Naokos øjeblikke af tosomhed, at resten af verden forsvinder i periferien som et teoretisk koncept. Her indkapsles ungdommens overvældende, rå følelsesintensitet i koncentrat. Hver en berøring er bristefærdig af betydning, og livet og døden rummes i ét enkelt blik.

På det lange stræk – 133 minutter – overdoserer filmen desværre den sindige traurighed, som får svært ved at bundfælde sig hos tilskueren i Trans delikate indpakning. Efter verdenspremieren i Venedig sidste år gav flere kritikere udtryk for, at de savnede den underdrejede humor fra Murakamis prosa og nuancerne i hans personfremstilling.

Selv har Murakami blåstemplet filmversionen.

Tran Anh Hung, instruktøren af "Norwegian Wood"

Norwegian Wood (Japan, 2010). Instruktør: Tran Anh Hung. Originaltitel: Noruwei no mori. Baseret på Haruki Murakamis roman fra 1987. Spilletid: 133 minutter. Danmarkspremiere: 8. oktober 2011.

Blu-ray-anmeldelse: "Thor"

2011-10-01T00:11:00.007+02:00

I sidste uge blev Kenneth Branaghs Marvel-film "Thor" udgivet i Danmark i fire formater (dvd, Blu-ray, dvd/Blu-ray-combo, 3D superset dvd/Blu-ray-combo med digital kopi). Blu-ray'en lammetæver ikke blot dvd'en på overlegen billedkvalitet, men også når det gælder mængden af ekstramateriale:

"Thor" Blu-ray:

Kommentarspor ved Kenneth Branagh
11 slettede eller udvidede scener med valgfri kommentarspor (24 min)
7 featuretter (44 min)
"Marvel One-Shot: The Consultant" kortfilm (4 min)
"Road to the Avengers" featurette (3 min)
4 trailere

Af disse indeholder dvd'en kommentarsporet, fire af de slettede scener (6½ min), trailerne og "Avengers"-featuretten.

Den bedste bonus er så afgjort Kenneth Branaghs nonstop-snakkespor, som udmærker sig ved at være stimulerende, informationstæt og velformuleret i helt usædvanlig grad. Faktisk kan jeg umiddelbart kun komme i tanke om én anden instruktør, som gør sig lige så umage med at levere lytteværdige kommentarspor til sine film, og dét er Robert Rodriguez.

Fra første til sidste billede holder Kenneth Branagh knap nok pause for at trække vejret. Han gennemgår hver eneste tænkelige detalje, og han har tydeligvis skænket dem alle den samme mængde omhu i sine overvejelser. Branagh runder bl.a. filmens brug af 3-D, rollebesætningen, designet af asegudernes hjelme og hvad de mange manusforfattere og skuespillere (især Stellan Skarsgård) hver især har bidraget med til det endelige produkt.

Undervejs i kommentarsporet husker instruktøren også at fodre nørderne med gavmilde håndfulde trivia. Nu kender jeg f.eks. det eksakte antal af visuelle effektskud i "Thor". Der er 1309.

Kasseret designudkast til Asgård (screendump fra "Thor" Blu-ray)

Endelig gør Kenneth Branagh en dyd ud af at fremhæve den skandinaviske inspiration, som bl.a. spejles i Asgårds gyldne, himmelstræbende arkitektur.

Lidt ærgerligt er det dog, at hans agtpågivenhed over for detaljen ikke har fanget denne sjuskede rekvisit: Da Jane Foster (Natalie Portman) bladrer i en bog om asemyter, er det norske tekstafsnit i nærbilledet tydeligvis maskinoversat fra engelsk, med deraf følgende fejl i bøjninger, syntaks, tegnsætning og ordopdelinger. "Meget sen, ble gitt Mjolnir til Thor, etter måling seg verdig ..."??.

Det ligner norsk. Men det er sludder. (Screendump fra "Thor" Blu-ray)

Kenneth Branagh ynder ellers at hævde, at han betragter sig selv som en slags æresskandinav. Han har f.eks. spillet prins Hamlet af Danmark på Kronborg. Og i senere år har vi set ham som Ystad-betjenten Kurt Wallander i BBC's miniserie over Henning Mankells krimibøger.

Eksklusivt for Bries Blog-O-Rama fortæller Kenneth Branagh her, hvad han elsker ved vores nordiske sindelag:

»Med fare for at generalisere oplever jeg hos skandinaverne en ret absurd og surrealistisk form for humor. Et skævt blik på tingene, som kan være ganske excentrisk, men ofte også meget morsomt. Der gik en rum tid, før jeg fandt ud af, hvornår mine skandinaviske venner drillede mig, for de er virkelig gode til pokerfjæs, når det gælder komedie.«

»Jeg nyder også, at mange skandinaver tilsyneladende tør at være poetiske i deres dagligdag, hvilket minder mig om min irske baggrund. De besidder modet til at føre filosofiske samtaler om store, vedkommende emner, hvor vi briter har en tendens til at være lidt stramme i betrækket omkring den slags, som om det ikke rigtig sømmer sig.«

»Endelig elsker jeg landskabet. Jeg er fascineret af de dele af verden, hvor næsten alle bor tæt ved kysten og klumper sig sammen mod syd, mens der nordpå findes vidtstrakte områder, hvor der er plads til, at der kan ske sære ting.«

Du kan læse meget mere om Marvels "Thor" i mit tidligere indlæg om filmen. Her finder du også begge de interviews, som jeg i marts 2011 lavede med Kenneth Branagh til Politiken og DR's Troldspejlet:

> "Thor": Brie møder Kenneth Branagh

Svenske Stellan Skarsgård, der spiller dr. Erik Selvig i "Thor", kan du desuden opleve i højt humør i disse interviewcitater:

> Stellan Skarsgård – på slap line!

"Kald mig ikke Herman": Danske undertekster

2011-09-22T09:08:00.012+02:00

I store dele af Europa eftersynkroniserer man spillefilm fra andre lande, mens vi skandinaver gudskelov har tradition for at se importerede film med undertekster.

De fleste af os bemærker kun teksterne, når vi fanger åbenlyse fejl i oversættelsen. Som når "make-up sex" bliver til "sminkesex", eller en "Vietnam vet" forvandles til dyrlæge. Men faktisk er det lidt af en kunst at bearbejde replikker på fremmedsprog til et præcist, flydende og mundret dansk.

Jeg forsøgte engang – udelukkende for eksperimentets skyld – at skrive danske tekster til Michael Manns "Ali". En to en halv time lang film, dog uden særlig megen dialog. Til gengæld indeholdt den både boksejargon og referencer til amerikansk politik i 1960'erne. Det trak overraskende mange tænder ud at gøre opgaven færdig.

Henrik Thøgersen fra Scandinavian Text Service er en af landets flittigste (og dygtigste) tekstere af spillefilm. Det er f.eks. ham, der har oversat de danske biografkopier af "Juno", "Twilight"-serien, "Avatar" og den premiereaktuelle "Bollevenner" (se trailer ovenfor).

I det interview, jeg har lavet til Politiken i dag (22. september 2011), fortæller Henrik Thøgersen om de sproglige udfordringer og faldgruber, han møder i sit arbejde som filmtekster. Bered dig på skinkelyn, pandefrost og, til sidst, en rigtig RASMUS.

INTERVIEW MED FILMOVERSÆTTER HENRIK THØGERSEN:
> Skinkelyn? Slangoversættelser er en kompliceret affære
Brian Iskov, Politiken 22. september 2011

Juno (2007): "When I see them all running like that, with their things bouncing around in their shorts, I always picture them naked even if I don't want to. All I see is pork swords."

Tv-tekstning af Henrik Thøgersen

Henrik Thøgersen var en af de første billedmedieoversættere i Danmark, som tog ordet "fuck" til sig og brugte det i sine tekster. Dog valgte han at nedtone Frank Booths monomane verbale referencer til kønsakten, da han i 2005 tekstede dvd-udgaven af David Lynchs "Blue Velvet".

Blue Velvet (1986): "Get ready to fuck! You fucker's fucker! You fucker!"

"Who's that fuck?"

Den oprindelige biograftekstning fra 1986 bøjede sig derimod bagover for at finde pendanter til "fuck", der dengang var et fremmedord på dansk:

Biotekstning, 1986 (anonym)

Af rettighedsmæssige årsager kan den samme film risikere at blive oversat flere gange til hhv. bio, tv og video. En sammenligning af de forskellige versioneringer afslører, at de samme replikskifter kan fortolkes på mange måder – især, hvis dialogen indeholder ordspil.

Airplane!/Højt at flyve (1980):
"Surely you can't be serious."
"I am serious. And don't call me Shirley."

TV 2-tekstning af Niels Søndergaard

TV 2-tekstning fra programmet "Helt til grin"

Dvd-tekstning (anonym)

OPDATERING: Henrik Thøgersen og Niels Søndergaard er begge blandt de nominerede til Teksterprisen, som FBO (Foreningen af Danske Billedmedieoversættere) uddeler torsdag 29. september 2011 ved et arrangement i København. Adgangen er gratis, og alle kan melde sig til på foreningens website:
> Årets uddeling af Teksterprisen

MERE OM TEKSTNING

”Jeg tager mikken i hånden og ordspiller den af!” rappede Eminem i sin debutfilm ”8 Mile” fra 2003. Dengang var det sangskriveren Kenneth Thordal, der påtog sig den svære opgave at formidle filmens slangfyldte battles i danske undertekster. Han fortæller om udfordringen her:
> Kenneth Thordal: Kunsten at oversætte "8 Mile"

Titlevisions berømte samling af tekstningsbøffer, kaldet Bøfsiden, er en (næsten) uudtømmelig kilde til ufrivillig komik:
> http://www.titlevision.dk/boeuf.htm

Bøfsiden er nu også kommet på Facebook:
> https://www.facebook.com/Boeufsiden?sk=wall#!/Boeufsiden

Firmaet Subline står bag denne pædagogiske indføring i tekstningens gåder. God at blive klog af:
> http://www.subline.dk/subonline/ordbog.html

Gennem FBO's hjemmeside kan du klage over de fejl, du måtte finde i undertekster på tv, dvd eller i biografen:
> http://fbo-dj.dk/Seerklager/klager/

Alle, der mener, at de kan gøre et bedre stykke arbejde end de professionelle tekstere, bør dog først prøve kræfter med nedenstående test. Thi der er mange parametre, man skal tage højde for, når man oversætter dialog til billedmedier:
> http://elkan.dk/artikler/oversaette_tekster_film.asp

En udmærket artikel fra Journalisten.dk (2001):
> Tekstens vilde Vesten

Og i denne artikel fra Politiken (december 2000) giver oversætter Mette Curdt sit besyv med om tv-teksternes faldende standard:
> "Mit luftpudefartøj er fuldt af ål"

Jeg har selv tidligere begået følgende tekst til Børsen om nogle af de udfordringer, som truer kvaliteten af de danske billedmedieoversættelser:

Krav om fartgrænse for tv-tekster
Brian Iskov i Børsen, 2. december 2008

Som danske tv-seere er vi så vant til undertekster, at de sorte blokke nederst på skærmen er den mest læste form for skriftlig dansk.
Men kvaliteten af tv-teksterne er for nedadgående, advarer Kirstine Baloti fra specialgruppen Forum for Billedmedieoversættere (FBO):
»Vi kan se, værdierne skrider, og det er seerne, der bliver tabere.«

Hun peger især på eksponeringstiden af de enkelte tekstblokke som et område, hvor politikerne bør gribe ind og sikre læsevenligheden. Kulturministeriets udvalgsrapport »Sprog til tiden« fik i april [2008] kritik for at ignorere tv-tekstningen og dens betydning for sprogdannelsen. I et høringssvar, som Kirstine Baloti nu har indgivet på vegne af Dansk Journalistforbund og FBO, anbefaler hun at indføre et loft over det antal af bogstaver, som seerne skal afkode hvert sekund.

DR’s uskrevne regler foreskriver, at en dobbeltlinjet tekstblok skal stå på skærmen i seks sekunder, for at seeren kan afkode den.
Men de kommercielle kanaler lægger sig tættere på den internationale standard på kun to sekunder pr. tekst. Og når bogstaverne skiftes ud, før øjet når at registrere ordenes mening, tabes de sprogsvage seere i farten.
»Det store flertal af befolkningen, som ikke beskæftiger sig professionelt med sprog, stresser over, at de ikke kan følge teksternes opskruede tempo. Hvis de heller ikke forstår det fremmedsprog, som tales i udsendelsen, er de fortabte,« mener Kirstine Baloti.

Allerede i 2004 skrev FBO forgæves til daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) for at gøre opmærksom på problemet med teksternes fartgalskab. Nu anmoder FBO igen politikerne om at sikre niveauet af public service- stationernes oversættelser.
For selv om DR og TV 2 primært benytter veletablerede tekstere, ser Kirstine Baloti en tendens til, at begge stationer lægger opgaver ud til »discountfirmaer« af ringere kvalitet.

Hun håber, at en lovbestemt standard vil smitte af på de kommercielle kanaler, som ikke er underlagt samme politiske regulering, og som i højere grad kritiseres for at bruge »skabelontekster« (ukondenserede andenoversættelser, red.) fra billige, udenlandske selskaber.

»De ansætter midlertidige svingdørstekstere, som får en så lav hyre, at de er tvunget til at arbejde ekstra hurtigt. Nogle af under byderne lønner deres freelancere med helt ned til 50 pct. af den normale sats, og det afspejler sig i dårlige, jappede tekster«, siger Kirstine Baloti.

Kulturministeriet er i øjeblikket ved at bearbejde de over 30 modtagne høringssvar på rapporten og ønsker ikke at kommentere konkrete detaljer, før de sprogpolitiske forhandlinger starter efter nytår [2009].

Venedig 2011: Vinderne

2011-09-10T20:40:00.004+02:00

Leone d'Oro, Guldløven:
Aleksandr Sokurov, "Faust" (Rusland)

Leone d'Argento, bedste instruktion:
Shangjun Cai, "People Mountain People Sea" / "Ren Shan Ren Hai" (Kina-Hongkong)

Osella for bedste manuskript:
Yorgos Lanthimos, "Alpis" (Grækenland)

Coppa Volpi for bedste skuespiller:
Michael Fassbender, "Shame" (Storbritannien)

Coppa Volpi for bedste skuespillerinde:
Deanie Yip, "A Simple Life" / "Tao jie" (Kina-Hongkong)

"Marcello Mastroianni"-prisen for bedste unge skuespiltalent:
Shota Sometani & Fumi Nikaido, "Himizu" (Japan)

Osella for bedste fotografering:
Robbie Ryan, "Wuthering Heights" (Storbritannien)

Michael Fassbender, vinder af Coppa Volpi for "Shame" / Foto © Brian Iskov 2011

De forventede frontløbere på den 68. Venedig Filmfestival fordelte de tunge priser imellem sig ved lørdag aftens prisuddeling. Russiske Aleksandr Sokurov leverede kunstfilm i højt gear med sin hektisk myldrende udgave af "Faust"-myten. Den græske kritikerdarling "Alpis" (af teamet bag "Dogtooth") tog manusprisen. Og Steve McQueens hypnotisk hårdtslående "Shame" kastede en skuespilpris af til irsk-tyske Michael Fassbender, der leverer en uforglemmelig mesterpræstation som den sexafhængige Brandon.

Michael Fassbender spillede også en af hovedrollerne - som den unge Carl Jung - i David Cronenbergs "A Dangerous Method", der gik tomhændet fra prisfesten. Hverken Fassbender eller jeg havde endnu set "Shame", da vi mødtes i festivalens tidlige dage for at snakke om Cronenberg-filmen. Men ét turde den irske charmetrold godt love, dagen inden den allerførste visning af "Shame" for verdenspressen:
"It will certainly wake you up at 9 A.M. in the morning."

Ellers snakkede vi faktisk mest om, at Michael Fassbender holder ferie resten af året efter at have indspillet "A Dangerous Method", "X-Men: First Class", "Shame", "Haywire" og den kommende "Jane Eyre" i streg. Sammen med sin far rejser den irsk-tyske skuespiller kontinentet tyndt på motorcykel. Køretøjet er en nyerhvervet BMW 1200 Adventure, som han købte i London. ("Den har en fantastisk balanceevne," roser Fassbender). Han og farmand startede med at tage til Bosnien med stop ved Sarajevo Filmfestival. Derfra gik turen til filmfestival i Venedig, hvor han lader kværnen stå, mens han hopper på et fly til filmfestivalen i San Sebastian ... Dét er altså, hvad en af Europas hotteste skuespillere kalder "ferie"!

I Weekendavisen fra 9. september kan du læse mine anmeldelser af følgende film fra den 68. Venedig Filmfestival:
"Shame" (Steve McQueen)
"A Dangerous Method" (David Cronenberg)
"Alpis" (Yorgos Lanthimos)
"Whores' Glory" (Michael Glawogger, vist i sidekonkurrencen Orizzonti)
"The Ides of March" (George Clooney)

I næste uges Weekendavisen (16.-23. september) følger mine omtaler af:
"Dame, konge, es, spion" / Tinker, Tailor, Soldier, Spy (Tomas Alfredson)
"Carnage" (Roman Polanski)
"Wuthering Heights" (Andrea Arnold)
"Faust" (Aleksandr Sokurov)

Tema: "Cowboys & Aliens"

2011-09-01T15:09:00.011+02:00

I dag får Jon Favreaus genreblanding "Cowboys & Aliens" dansk biografpremiere. Den 163 mio. dollar dyre Steven Spielberg-produktion har ikke levet op til forventningerne i USA, hvor den til dato kun har hentet 93,5 mio. af budgettet hjem.

Det er heller ikke uforbeholden begejstring, der kendetegner de danske anmeldelser af filmen. Selv giver jeg tre stjerner til "Cowboys & Aliens" i Børsen i dag, hvor jeg bl.a. skriver:

"I sin iver efter at undgå det latent fjollede, som lurer i titlens miks af cowboydere og rummonstre, trækker instruktøren Jon Favreau (»Iron Man«) for langt over i den modsatte grøft. Morskaben er doseret med pipette, og der hviler noget næsten bodstynget over den respektfulde alvorstone – som om vi nødig skulle hygge os for meget."

> MIN ANMELDELSE AF "COWBOYS & ALIENS":
Spielberg-western mangler humor
Brian Iskov, Børsen 01.09.2011 (NB: kræver abonnement)

Tidligere på sommeren var jeg i London for at møde filmens to mandlige stjerner, Daniel Craig og Harrison Ford. Craig var munter og løssluppen, grænsende til det overgearede. Han snakkede blandt andet om sin første optræden i dametøj:

»Jeg tror, mænd altid er bange for, at de faktisk vil synes om at gå i dametøj, hvis de prøver det. Men så snart jeg fik kjolen på, tænkte jeg, »For helvede, det her er sgu langt ude!««

> MIT INTERVIEW MED DANIEL CRAIG:
Cowboy i højt humør
Brian Iskov, Børsen 25.08.2011 (NB: kræver abonnement)

Og så var der Harrison Ford. Han mumlede i skægget og skulede utilpas ud over sine bedstefarbriller under hele forløbet. Her er et typisk afsnit, som ikke fandt vej til den endelige artikel i Politiken:

Var det kombinationen af sci-fi og western, eller endda Indiana Jones og James Bond, som tiltrak dig ved 'Cowboys & Aliens'?

»Nej, nej. Harrison Ford som Indiana Jones over for James Bond, eh, overvejede jeg slet ikke. Jeg tænkte på potentialet for et bredt publikum. En rolle, jeg havde lyst til at spille. En instruktør, hvis arbejde jeg beundrer, og som jeg synes virker ambitiøs. Lejligheden til at arbejde med Daniel Craig tre måneder i Santa Fe, New Mexico, udendørs på en hest. Det er dén slags ting, som indgik i mine overvejelser.«

Hvad med muligheden for at dykke ned i datidens historie i dit arbejde med rollens baggrund?

»Ja, naturligvis, jeg måtte jo vide, hvad jeg talte om. Når det gjaldt slaget ved Antietam, for eksempel ...«

Som vi europæere ikke kender.

(irriteret) »Det var ikke vigtigt for dig; du spillede ikke rollen. Det gjorde jeg. At manipulere sproget, at stræbe efter klarhed og definition. De ting måtte jeg beskæftige mig med, fordi det var mig, der stod i køkkenet.«

I interviewet kom vi også ind på Harrison Fords aflyste samarbejde med Nicolas Winding Refn, "The Dying of the Light". Og til allersidst var jeg så heldig at byde ind med et spørgsmål, som fremkaldte noget, der næsten kunne ligne et smil under Harrison Fords stramme panderynker. Du finder spørgsmålet, og Fords svar, i linket herunder.

> MIT INTERVIEW MED HARRISON FORD:
"Nu kender I alle mine hemmeligheder"
Brian Iskov, Politiken Film 01.09.2011

Endelig talte jeg med Jon Favreau, som viste sig at være en meget behagelig og jordnær mand. Interviewet udviklede sig til en halv times intim masterclass i, hvilke overvejelser han har gjort sig som succesinstruktør i Hollywood. Særlig spændende er Favreaus diagnose af de mekanismer, som bestemmer, hvorfor filmudbuddet fra Hollywood ser ud, som det gør.

> MIT INTERVIEW MED JON FAVREAU:
En succesinstruktørs bekendelser
Brian Iskov, Morgenavisen Jyllands-Posten 01.09.2011 (NB: kræver abonnement)

I en anden interessant betragtning, som ikke kom med i artiklen, giver Jon Favreau et uventet bud på, hvorfor angreb fra andre planeter i stadig højere grad præger Hollywood-filmenes fjendebillede:

"Vi ser mange film om ruminvasioner for tiden, og det skyldes, at Hollywood ikke længere laver film til Amerika, men til hele verden. 70 procent af indtjeningen kommer i dag fra de internationale markeder, og det har aldrig før været tilfældet. Derfor kan man heller ikke fortælle en historie, hvor halvdelen af publikum holder med det ene hold, mens resten hepper på det andet. Men hvis et rumvæsen dukker op, så er alle lige pludselig på samme side!"

> Se Jon Favreaus egne EPK-interviews med Harrison Ford, Daniel Craig, Olivia Wilde, Steven Spielberg, Ron Howard og Brian Grazer på YouTube

Daniel Craig og instruktør Jon Favreau © Universal Studios

Nikolaj Lie Kaas: Mr. Comedy & Co.

2011-08-28T01:00:00.041+02:00

Foto: TV 2

Mens Nikolaj Lie Kaas fylder biograferne som Dirch Passer i filmen om selvsamme Dirch, kan han i aften (28. august) opleves live på scenen i Operaen, hvor han for tredje år i træk præsenterer landets bedste stand-uppere i Zulu Comedy Galla.

> Interview: Nikolaj Lie Kaas om rollen som Dirch Passer

"Grundlaget for min værtsrolle er bare, at jeg skal være morsom. Men det kan jeg ikke," fortæller Nikolaj Lie Kaas, da jeg interviewer ham til Børsen. "Jeg har ikke funny bones på dén måde. Jeg bliver nødt til at tage en vinkel til selve min situation og set-uppet og kommentere det på en eller anden måde."

Da jeg påpeger, at han da klarede værtsjobbet for Zulu Comedy Galla vældig fint i både 2009 og '10, svarer Nikolaj Lie Kaas:
”Ja ja, men jeg kan love dig for, der var mange ildebrande, der skulle slukkes. Jeg fik så meget materiale, hvor jeg tænkte, "hvis jeg laver det her, så vil det stinke, så I slet ikke begriber det".”

I år skriver skuespilleren derfor sine replikker selv sammen med en partner, som deler hans humoristiske smag.
”Det er så svært at kommunikere, hvad der er sjovt og ikke sjovt,” funderer Nikolaj Lie Kaas, der i sit arbejde med tv-reklamer for hårde hvidevarer har erfaret, at det morsomme sjældent ligger i indholdet eller plottet.
”Det, jeg selv husker bedst fra diverse reklamer, er jo de steder, hvor man ikke prøver at sælge en vare.”

”Folk, der stiller sig op og skaber sig tosset, har nok et mere selvoptaget behov end de fleste andre,” reflekterer Nikolaj Lie Kaas videre om komikerens drivkraft.
”Jeg tror, de fleste har oplevet et sølvbryllup, hvordan nogen prøver at holde tale uden nogensinde at nå dertil, hvor det bliver sjovt. Men det er da klart et kick at prøve at være morsom.”

Tilsyneladende ejer Kaas selv en rem af huden. En lidt for lang pause i vores samtale gør ham rastløs, og ud af det blå sætter han i en længere improvisation over den kødret, han lige har hentet i Nordisk Films kantine: ”Tænk, hvis det var kattekød. Har alle husket at få noget af den marinerede mjavkat?”, småråber han ud i luften til et imaginært klientel. Han kan heller ikke dy sig for at joke, da en filmproducents hundehvalp planter forpoterne på vores bord og snuser nysgerrigt til den tomme tallerken. ”Det er en lille rottweiler,” konstaterer Nikolaj Lie Kaas bagefter med tryk på lille. ”Den har været kogevasket.”

> Zulu Comedy Galla på Facebook

Zulu Comedy Galla afholdes i aften i Operaen i København. Showet sendes på TV 2 Zulu næste søndag, den 4. september.

Nikolaj Lie Kaas anbefaler:
Mænd med "funny bones"

»Will Farrells film er jeg ikke fan af, men hans komik fungerer sindssygt godt live. Du kan se et klip på YouTube, hvor han kommer ind som vært for Harvards sommerfest til kæmpe musik og synger, ”Welcome to the ship and boat show!”. Han har kaptajnshat og sømandstøj på og er helt tydeligt gået forkert, men fyrer den helt af. Folk forstår ikke helt, hvad der foregår; de er bare glade for, at han er der. Han kører den rigtig længe med det her boat show, og det er skidegodt tænkt. Han er sat til at komme og være Will Ferrell, og folk vil være glade, bare han skider på en avis. Men for at han selv kan holde det ud, bliver han nødt til at lave den overbygning, hvor han siger, ”Jeg er gået forkert, og den vinkel insisterer jeg på”. Så er det, at det bliver sjovt.«

»Jeg har meget let til grin. Sådan en som Søren Pilmark rammer min humoristiske nerve, så jeg tit ikke kan komme igennem en scene, hvis han står over for mig.
På ”Blinkende Lygter” kunne jeg slet ikke se Søren i øjnene. Efter en uges optagelse fik jeg et tape-kryds at spille over for. Der var Ulrich Thomsen, Mads Mikkelsen og et stykke tape. Og så en anden, der leverede Sørens replikker til mig. Da er det, man kigger på filmholdet og tror, de har det lige så sjovt som én selv. Men de står alle sammen og tripper, fordi de skal hente unger i børnehaven og bare venter på, at du tager dig sammen.«

»Det er dejligt befriende, når man kan se, at skuespilleren selv synes, han er morsom, som f.eks. Steve Carrell i ”The 40-Year-Old Virgin”. Normalt hader jeg, når en skuespiller står på scenen og har en fest med sig selv, men i komik kan det være fantastisk smittende. Ofte har jeg oplevet det ved folk, som jeg kender godt. Da vi indspillede ”De Grønne Slagtere”, kunne jeg se, at Mads Mikkelsen havde kæmpe optur over sig selv. Udenpå var han alvorlig og sagde en masse lort, men jeg kunne se, hvordan hans øjne glimtede. Han syntes selv, han var pissemorsom, og jeg tror, den energi trænger igennem til publikum.«

»Thomas Bo Larsen er så konsekvent og ihærdig. Han kan ikke gøre noget, som han ikke har inde under huden. Det er virkelig hårdt at spille over for ham. Vi havde en scene sammen i ”Solkongen”, som var umulig at komme igennem. Hvis man ved det, kan man se i halvtotalerne, at jeg bevæger mig rigtig meget og kigger væk for at skjule, at jeg har svært ved at holde masken.«

»Axel Strøbye er det eneste, der lyser i de gamle ”Min søsters børn”. Når han f.eks. skal ned og bede om en ble på tysk: ”Blei. Blei? Bleeh ...” [i "Min søsters børn på bryllupsrejse"]. Det bliver så absurd, når han kaster sig ud i sådan nogle situationer, eller når han ikke kan fuldføre en sætning og i stedet dyrker gentagelsen af de samme fire halve replikker.«

»Fraklippene fra "The Office" er det sjoveste i verden. De ting, Ricky Gervais flipper over, er præcis de samme ting, som jeg selv døde over.«

Nikolaj Lie Kaas: "Dirch"

2011-08-18T06:53:00.002+02:00

Fra og med næste torsdag, den 25. august, kan man i biograferne opleve Nikolaj Lie Kaas som "Dirch". Det er duoen bag "Applaus", instruktør Martin Zandvliet og forfatter Anders August, der står bag denne første filmbiografi om Dirch Hartvig Passer (1926-1980), Danmarks vel nok mest folkekære skuespiller nogensinde.

I Børsen i dag (18. august) forklarer Nikolaj Lie Kaas, hvorfor han ingen berøringsangst havde over for rollen, som alle andre mente var næsten umulig at spille. Kaas fortæller også om, hvad han opdagede, da han dykkede ned i Dirchs personlighed, og hvordan hans egen måde at være sjov på adskiller sig fra Dirch Passers.

LÆS INTERVIEWET MED NIKOLAJ LIE KAAS:
> Detektivarbejde var nøglen til Dirch
Brian Iskov i Børsen, 18. august 2011 (NB: kræver abonnement)

BONUSMATERIALE:
Nikolaj Lie Kaas om at forme Dirch
– fortalt til Brian Iskov

»Jeg var meget opsat på, at filmen og personerne skulle ligne, og Martin [Zandvliet] har været ret ligeglad med det. Han har været interesseret i at lave en historie om en mand, der falder. Alt det med Dirch har han overladt til mig. Jeg tror ikke engang, han har tænkt over, at der skulle være noget, man kunne genkende.«

»I arbejdet med rollen har jeg tillagt mig de typiske greb, som Dirch brugte i sin mimik, og jeg håber, det kan få publikum til at glemme mig i rollen. Jeg tænkte meget over de ting i processen op til indspilningen, men for at det skal være ægte, må man tillægge sig manererne, før man begynder at skabe sig med dem. Det er ligesom at lære en solo udenad på klaver. Man skal ikke sidde og øve sig til koncerten. Når man sidder og improviserer, vil soloen dukke op, hvis den ligger under huden. Derfor er det vigtigt, at man gør et godt stykke forarbejde. Jeg er alt for analog til at kunne trække »udtryk nr. 2« op af hatten på kommando.«

»Nogle gange kan jeg se, når Dirch trækker sit udtryk helt ned, at han lige gør nogle ting, der afslører, at det er umuligt for ham at være så afdæmpet. Han føler ikke, at det er nok at tænke tanken; i stedet føler han, »jeg skal vise for folk, hvad der gik op for mig dér.« Han laver altid en ting med øjenbrynet og mundvigen, når han tænker sig om på film. Jeg tror ikke, der sker så meget inde bagved, men fordi han skruer så stort op for det, bliver det skægt at se på.«

Om filmens rekonstruktioner af revysketcherne "Tømmerflåden" og "Skolekammerater":
»En ting er at prøve at efterligne noget, der virkelig sad i skabet, men samtidig var Kjeld og Dirch heller ikke bedre end deres publikum. Det man hører på bånd og har set med dem er noget, der har kørt i lang tid. Jeg har hørt flere versioner af sange, som Dirch har optaget ved premieren og så to måneder senere. Det er ikke rigtig fedt i starten, det sidder ikke rigtig. Siden kommer der så meget til, at det virkelig spiller. Vi [Lars Ranthe og Nikolaj Lie Kaas] havde én dag til det. Vi har ikke prøvet det med publikum 300 gange. På det tidspunkt, man hører "Skolekammerater" [med Kellerdirk], har de spillet den over 200 gange, og så ved man også godt, hvilke knapper man skal trykke på. Det skal vi kopiere på en formiddag, og det er svært.«

> Læs også Nikolaj Lie Kaas' tanker om comedy op til årets Zulu Comedy Galla – kun på Bries Blog-O-Rama!

Lars Ranthe & Nikolaj Lie Kaas som Kjeld & Dirch (Foto: Bjørn Bertheussen)

Kjeld og Dirch – et essay
© Brian Iskov, 2011

Hver for sig var de store på en scene.
Sammen blev de enestående.

Kjeld Petersen og Dirch Passer fandt hinanden ”som to hundehvalpe i leg om en tot træuld”. Den kompakte Petersen nåede omtrent ”sofitskraberen” Passer til næsetippen, men i syn og sind kompletterede de hinanden perfekt, og deres mandlige stormforelskelse – en bromance på nutidsdansk – brusede frydefuldt over i et indforstået selvsving, som resten af Danmark også fik glæde af.

Kellerdirk Bros. på ABC Teatret var et guddommeligt match: to stjerner smeltet sammen til én blændende supernova. Efter kun tre år og en enkelt aftens dacapo var det forbi, men vi husker dem endnu, som om vi selv havde været der. For Kellerdirks sublime tosomhed hævede sig over tiden; ophævede den, satte den ud af kraft i en åndeløs legato af latter, som man ønskede aldrig ville tone ud.

Når ”dobbeltdyret” Kellerdirk indtog Stig Lommers diminutive scene på det gamle Montmartre, dirrede teatersalen som en trykkoger: saunavarm, sveddryppende og eksplosionsagtigt bristefærdig. Øjenvidner beretter om publikummer, der trillede ud af de skumgummipolstrede sæder for at overgive sig til henrykkelsens kramper mellem bænkeraderne.

”Det var surf-riding på bølger af gråd”, sagde Dirch Passer senere om knockout-stemningen på ABC. Selv kritikerne slog knuder på sproget og sig selv for at finde gloser, der syntes panegyriske nok til at yde Kellerdirks kunst retfærdighed. En af bivånerne, Frederik Dessau, gav duoen dette smukke eftermæle:
”Man blev et lykkeligere menneske af at være med i legen.”

Indtil lukningen i 1990'erne funklede ABC Teatret som morskabsjuvelen på ”forlystelsernes allé” i Frederiksberg. Teaterkøbmanden Stig Lommer vidste præcis, hvad folk ville have, og var aldrig bleg for at give dem netop dét. Han tryllede den lavloftede barak om til sin egen lomme af Paris; et ødselt underholdningsmekka, der falbød lagkagevarieteer og langlemmede dansemus til det københavnske borgerskab.

Dirch var 29 og Kjeld 35, da Lommer importerede Petersen fra Apollorevyen og klædte sine nyslåede brødre i ens citrongule smokingsæt og høje hatte. Den 19. januar 1955 slap han Kellerdirk Bros. løs foran ABC-revyens 600 publikummer.

Timingen kunne ikke være mere i øjet. Klemt inde mellem 40'ernes tungsind og 60'ernes opsving oplevede danskerne 1950'erne som et tidehverv af skuffelser. Priserne steg, humøret faldt, militæret oprustede. Aviserne skrev om atombomber, Korea-krig og Suez-krise. Og i Ungarn (der jo næsten lå i Europa, eller i al fald lige om hjørnet) døde studenterne som fluer under den store opstand.

Herhjemme drev industrialiseringen folket fra landet og ind mod byerne. Boligmangel og smalhals fordrede små armbevægelser. Man syede tøjet om og stuvede sig tæt sammen i baggårdene.
Intet under, at Morten Korch og Far til Fire fyldte biograferne med nationalromantisk bondeidyl og lindrende solstrejf til folkesjælen. En ør og forvirret nation tørstede efter en flugtvej fra frustrationerne, og Lommer gav os befrielsen: gruppeterapi med Kellerdirk.

På ABC's trange intimscene, kun 1 ½ meter dyb og 17 meter lang, blev Kellerdirks optrædener i perioden 1955-58 en rekreativ oase for almenvellet. Deres balstyriske stormvind af vanvid lutrede sindet og blæste bekymringerne til himmels.

Parrets revolutionerende crazy-humor, rablende og dog sofistikeret, var i sig selv et spejl af industrisamfundets brølende fremmarch. Danskerne var dødtrætte af dagsordener, meningsrevyer og revsende satire. Kellerdirk omfavnede i stedet tidens fragmentering og gjorde den menneskelig. I deres tekster blev alt, der smagte af politik og samfundskritik, bandlyst til fordel for det skære nonsens. Dét gav ilt til akvariet.

Stilen lånte inspiration fra bl.a. svenske Povel Ramel, men pegede også bagud mod Marx Brothers, Gøg & Gokke og ”Hellzapoppin'” – og fremad mod Monty Python, ”Højt at flyve” og ”Casper & Mandrilaftalen”.
Samtidig kunne det fabulerende anarki på ABC-scenen snildt hamle op med absurditeterne i et moderne stykke af Ionesco eller Beckett. Når Kjeld og Dirch (og deres forfattere!) vendte vrangen ud på hverdagens smalltalk, eller tålmodigt og metodisk dekonstruerede deres egne numre indefra, fór de gerne vild halvvejs mod pointen. Hvis der da var én.

De kunne også opløse rammerne ved fysisk at inddrage salen i en rask pudekamp. Og nådig være dén sent ankomne tilskuer, som beskæmmet måtte lunte på plads efter forestillingens start med Kellerdirks drilske fornærmelser regnende ned over sin dukkede nakke.

Kellerdirk Bros. var et produkt af tiden, men forblev et tidløst produkt. Ligesom Marilyn Monroe og designermøbler i teaktræ synes de aldrig at gå af mode: Alene inden for de seneste to år har to nye bøger om Dirch og Kjeld fundet vej til reolerne. Stand-up-stjernerne af i dag hylder indirekte fortidens revy-fyrtårne, når TV 2 sender skæve sketcher ”live fra Bremen”. Og på Nørrebro Teater kunne man i foråret 2011 møde genfærdene af Passer og Petersen (Anders Matthesen og Jonatan Spang), der arm i arm fødte guirlander af kældermænd ved bardisken i det hinsides.

Men hvor meget vi end anstrenger os, i ord eller gerning, for at formidle egenarten af ”brødrenes” kærlige sparring, musikaliteten i deres timing og den intense forbindelse mellem publikum og scene, vil vi aldrig kunne bringe øjeblikkets magi fra ABC Teatret tilbage til live.
Dirch og Kjelds kemi var et unikum. Derfor kommer der, modsat sporvogne og piger, aldrig en Kellerdirk til.

Kilder:
Brian Iskov & Kristoffer Hegnsvad: "Store Danskere" (DR Multimedie, 2007)
Jesper Gaarskjær: "Kjeld og Dirch" (People's Press, 2011)
Bent Grasten (red.): "Nej, Kjeld, le vil de le, og det er lige så stort" (Arena, 1962)
Malin Lindgren: "Kære Dirch" (Borgens Forlag, 1981)

John Lasseter: Vis mig dit klædeskab

2011-08-04T15:38:00.003+02:00

John Lasseter er kendt for at være Pixar-høvdingen bag "Toy Story", "Græs-rødderne", "Biler" og senest "Biler 2", som har dansk biografpremiere i dag:

Næsten lige så kendt er Lasseter for at være chefen, der sværger til hawaiiskjorten som beklædningsgenstand. Han ejer over tusind forskellige spraglede skjorter med tryk, hvoraf 374 er i "aktiv rotation". Det er mere end en skjorte til hver dag i kalenderåret.

De fleste af Lasseters tekstiler bærer specialfremstillede designs, og han vælger tøj hver morgen ud fra, hvilket tema hans arbejde lægger op til netop dén dag. Da jeg mødte Lasseter i Cannes, hvor "OP" havde verdenspremiere i 2009, lignede han en omvandrende reklame for Pixars bagkatalog. Spændt ud over hans torso var en collage af farverige, fransksprogede logoer for samtlige af selskabets film til dato: "Là-Haut", "Les Indestructibles", "1001 Pattes" osv.

Kun én journalist har fået lov at stikke snuden i John Lasseters bugnende garderobeskab. Peter Hartlaub fra San Francisco Chronicle troppede op hos familien Lasseter den 1. april i år og fik en guidet rundvisning i skjortesamlingen.

Bemærk datoen: Den kommer til at spille en afgørende rolle i indslagets ubetalelige anden halvdel.

En passant var Lasseter så venlig at signere denne skønne koncepttegning fra "Monsters, Inc.", kreeret af Geofwee Boedoe, da jeg traf Pixar-slænget i Cannes:

Læs meget mere om John Lasseter i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet – Den Store Troldspejlsbog" fra forlaget Carlsen.

> Troldspejlets Jakob Stegelmann fortæller om sit besøg hos Pixar (fra Ekko)

"Senna": Han kørte med Gud

2011-07-26T01:00:00.003+02:00

»Senna havde en aura om sig. Når han sagde noget, lyttede folk. Også fordi han gav så meget af sig selv. Man vidste, at når han satte sig i en racerbil, præsterede han 110 % hver gang,« siger den danske motorekspert Rainer Bambino om Ayrton Senna.

Den brasilianske Formel 1-helt døde bag rattet i 1994. Nu er Ayrton Senna atter aktuel, idet han er emnet for en særdeles vellavet dokumentarfilm, "Senna", som Universal Pictures udgav på dvd og Blu-ray i Danmark i sidste uge (19. juli).

Begge formater er udstyret med et interessant kommentarspor, der belyser, hvordan filmmagerne – udelukkende ved brug af arkivmateriale – har lagt en dramatisk effektiv treakts-struktur over Sennas liv, samt en lidt cheesy reklamespot for hans filantropiske virke.

Blu-ray-udgivelsen indeholder også en Special Extended Version, som fletter knap en time nye filminterviews med bl.a. Ayrton Sennas holdmakker og rival, Alain Prost, ind i filmforløbet. Endelig får Blu-ray-køberne et 38 minutter langt radiointerview og et sammenklip af Senna-familiens hjemmevideoer.

Forstand på Formel 1 er slet ikke et krav for at nyde Asif Kapadias "Senna", der tegner et medrivende portræt af den karismatiske, gudfrygtige stræber, som blev Brasiliens lysende folkehelt. Jeg smuglyttede til reaktionerne i baren efter filmens danske premiere, der fandt sted i Cinemateket i juni 2011.

REPORTAGE OM DOKUMENTARFILMEN "SENNA"
"I det øjeblik, man bliver den hurtigste, er man enormt skrøbelig"
Brian Iskov, Politiken Film 9. juni 2011

Blandt de mange velklædte eksilbrasilianere, der oven på aftenens film dupper deres blanke øjne, mens de med slet skjult bevægelse nedsvælger en dulmende caipirinha, rager en høj dansker op.

Manden er teknisk konsulent ved FDM. Engang var han mekaniker for Thorkild Thyrring. Selv bærer han det prægtige, Bjergkøbing-klingende navn Rainer Bambino.
Den energiske motorentusiast behøver kun ét stikord for at tryllebinde de omkringstående i Cinematekets Asta Bar.
Ordet er Senna. Som i Ayrton Senna, tredobbelt verdensmester i Formel 1.

»Han dansede på grænsen til det mulige. Tænk bare på Interlagos (Brasiliens grandprix i 1991, red.), hvor hans gearkasse sætter ud, og han tilbagelægger de sidste syv omgange i sjette gear på en våd bane. Enhver anden var kørt i pit og havde sagt »tak for i dag«. Men ikke Senna. Han holder føringen og er nærmest besvimet, da han kører i mål,« beretter Bambino med smittende indlevelse.

'Senna' er også navnet på den britiske dokumentarfilm, som denne tidlige juniaften fejrer dansk premiere i Cinemateket. Filmhuset i Gothersgade viser Asif Kapadias film yderligere to gange, inden den når dvd-hylderne i [juli] måned.
Hovedpersonen døde 17 år tilbage, men takket være rigtholdigt arkivmateriale og aldrig før sete klip kan Ayrton Senna selv viderebringe sin historie på lærredet.

Som få andre sportsmænd var Senna veltalende, tankefuld og filosofisk omkring sin lidenskab, og for sine landsmænd blev han et ideal i ordets egentlige forstand. Et forbillede, hvis stråleglans fyldte folkets hjerter med troen på, at det ikke kun var lutter nedtur og dårligdom at være brasilianer. Sydamerikas største land kastede militærdiktaturets åg af sig i 1980'erne, kun for at drukne i hyperinflation og korruption i stedet. Ayrton Senna udgjorde i årene efter Pelé det enlige lyspunkt, der bragte nationen sammen.

Senna var ingen gadedreng, der rejste sig fra slummen som en knejsende føniks. Tværtom voksede han op med sølvske i munden og pedaler under sålerne. Som fireårig fik han sin første hjemmebyggede minigokart af sin far, en velhavende landbesidder.

Til gengæld donerede den voksne Senna millioner af sin formue til bekæmpelse af fattigdom. Han stiftede Instituto Ayrton Senna for at hjælpe de gadebørn, der så op til ham, med at få en uddannelse – en gestus, som generationer af brasilianere vil huske ham for. Mønsterkatolik var han også, hvilket næppe heller har skadet eftermælet. »Intet kan adskille mig fra Guds kærlighed«, lyder Sennas gravskrift på São Paulos Morumbi-kirkegård.

Superraceren nåede tilmed at få sit eget opbyggelige tegneserie-alter ego i juniorstørrelse, 'Senninha', kort inden han forulykkede som 34-årig i det uheldssvangre San Marino Grand Prix 1994.
»Han ville bare være den hurtigste, koste hvad det ville. Gennem hele sin karriere knoklede han for at perfektionere han sin kørestil. Han udfordrede konstant sig selv og kunne presse middelmådige biler til at yde over evne,« forklarer Rainer Bambino.

Samtidig havde Senna blik for sin besættelses lumske understrøm: »I det øjeblik, man bliver den hurtigste, er man enormt skrøbelig,« erkendte han. »For det kan forsvinde på et splitsekund. Det hele.«

De sidste dage af april 1994 gengiver filmen med en nærved ubærlig grundighed. På den italienske Imola-bane mister Sennas elev og landsmand, Rubens Barrichello, kontrollen under fredagens træning. Han slår to kolbøtter i sin Jordan, men slipper med skrækken. Dagen derpå rammer østrigeren Roland Ratzenberger muren frontalt. Han er død på stedet.

Enestående optagelser fra løbets kulisser viser en indadskuende Senna i dyb splid med sig selv. Skal han fortsætte? Indstille karrieren? Hvor meget er en førsteplads værd?

Næste morgen, søndag 1. maj, taler Senna i versaler på et lukket møde, hvor han og kollegerne plæderer for stramninger af sportens sikkerhedsregulativer. Han sætter sig bag rattet i den Williams, hvis avancerede computerteknik har drillet ham og teknikerne hele weekenden. På syvende omgang skraber bunden af bilen kortvarigt mod asfalten i den frygtede Tamburello-kurve. Gnister fyger. Vejgrebet glipper. Da Senna vædrer betonbarrieren, viser speedometeret 217 km/t.

13 år og utallige retssager senere, i 2007, placerede den italienske appeldomstol skylden for Ayrton Sennas dødsulykke på en defekt rataksel, dårligt design og slet udførte modifikationer i Williams-bilen.
»Sikkerheden inden for motorsport er mangedoblet siden den weekend,« påpeger Rainer Bambino.
»Man har indført chikaner (S-sving, red.) på mange baner for at nedsætte hastigheden, ligesom der nu er faste lægeteams og hospitalsfaciliteter ved anlæggene. I bilerne får kørerne spændt et sikkerhedssystem på nakke og hjelm, og kraftige sideskørter er nu påkrævet i cockpitterne.«

Han minder om, hvad der skete, eller rettere ikke skete, da australieren Mark Webber sidste år strejfede en forankørende bil ved det europæiske grandprix i Valencia.
»Webbers bil flippede 180 grader baglæns i luften, landede på snuden og tippede om på hjulene, inden den ramte barrieren. Og alligevel trådte Webber uskadt ud af vraget. For 20 år siden havde han aldrig overlevet det styrt,« fastslår den danske ekspert.

Ayrton Senna er den 24. og til dato sidste kører, der er omkommet på en Formel 1-bane. Da lægerne erklærede Senna død, forkyndte den brasilianske regering tre dages landesorg. 17 år efter, på den anden side af kloden, formår hans skæbne endnu at animere sindene. Koret af snøftende herrer vokser til et hulkende crescendo i Cinematekets sal, efterhånden som filmens sidste akt malker San Marino-grandprixet for tragisk suspense.

Bambino fortæller, at han på tiårsdagen for Sennas død besøgte Imola med en FDM-gruppe. En af dem draperede et medbragt brasiliansk flag over det hegn, hvorfra Sennas mindesmærke skuer ud mod den forbandede kurve. Senere samme dag kom gruppen tilbage. Flaget hang der endnu.
Hundreder af fans havde respektfuldt skrevet deres navnetræk hen over stoffet.

EKSKLUSIVT BONUSMATERIALE FOR BRIES BLOG-O-RAMA:
SENNA vs. PROST – MIN BEDSTE FJENDE

Da Ayrton Senna skriver kontrakt med McLaren i 1988, kommer han på hold med franske Alain Prost, som på det tidspunkt er nummer ét på verdensplan.
»Prosts kørestil var klog og analytisk kalkulerende. Hvis han kun behøvede en tredjeplads for at vinde et løb, kørte han efter tredjepladsen. Senna var mere her og nu; for ham gjaldt det kun om at køre stærkt og om at vinde,« fortæller Rainer Bambino fra FDM.

Med så to store egoer på samme team, hvor de begge konkurrerede om at blive verdensmester, måtte det gå galt. I 1989 puffer Prost sin holdmakker ud af banen ved det japanske grandprix. Året efter giver Senna igen med samme mønt allerede i første kurve. Begge diskvalificeres.

Den indædte rivalisering mellem verdens to bedste F1-kørere eskalerer over flere år, hvor deres kontroverser rydder forsiderne. En pr-mæssig gave til motorsporten. Men da Senna bisættes i 1994, bærer Alain Prost kisten i processionen som nummer to i rækken.

Fakta: AYRTON SENNA

Brasiliansk væddeløbskører, født 21. marts 1960 i São Paulo, død 1. maj 1994 i Imola, Italien.
Deltog i sit første gokart-løb som 13-årig.
Formel 1-debut i 1984 for Toleman-Hart.
Kørte 1985-87 for Lotus-Renault.
Fra 1988-1993 holdkammerat til (og rival med) franske Alain Prost hos McLaren-Honda.
Skiftede i 1994 til Williams-Renault, men omkom samme år i en eneulykke under San Marino Grand Prix, kun 34 år gammel.
Blev verdensmester i 1988, 1990 og 1991. Vandt i alt 41 sejre på 162 grandprixer.
Fra 1989 til 2006 holdt han rekorden for flest pole positions (65 startpositioner som nr. 1).
Kåret som århundredets største sportsmand i Brasilien og som alle tiders bedste F1-kører i en afstemning blandt 217 kolleger.
Kun to væddeløbskørere (Michael Schumacher og Alain Prost) har vundet flere løb end Ayrton Senna.

"Brudepiger": Kønskampen på komedie

2011-07-21T10:18:00.003+02:00

Ganske tilfældigt har min seneste arbejdsuge formet sig som en slags feministisk temauge om humor. I søndags (17. juli) skrev jeg i Jyllands-Posten om fraværet af kvindelige stand-up-komikere i Danmark. Anledningen var TV 2 Zulus sommerserie "Vild med comedy", der lader otte kendisser af hunkøn komme til comedy-fadet.

Mit interview med Anne Kejser og Carsten Bang om stand-up:
> Sjove, sjove piger
Brian Iskov i Morgenavisen Jyllands-Posten 17. juli 2011 (NB! kræver JP-abonnement)

I dag, torsdag 21. juli, kan jeg så bryste mig af at være forsideleverandør til såvel 1. som 2. sektion af Politiken, hvor jeg sætter luppen over dagens biografpremiere, "Brudepiger". Det Judd Apatow-producerede surprise-hit markerer et gennembrud for Hollywoods sjove, grove hunkøn.

Min hovedartikel i kultursektionen går i dybden med den aktuelle "brudepigefeber", som har sat skub i ligestillingen inden for den amerikanske filmindustri:

> Kønskampen på komedie (flash/pdf)
Politiken 21. juli 2011 (NB: Søg på "brian iskov")

Den kortere 'teaser' fra 1. sektion kan du både læse herunder og på politiken.dk:

Platte brudepiger åbner nye døre for kvinder
Brian Iskov, Politiken.dk 21. juli 2011

Indtil de grovkornede ’Brudepiger’ flyttede hegnspælene i skellet mellem mande- og kvindekomedier, nærede den amerikanske filmindustri en udtalt berøringsangst over for film med sjove kvinder i hovedrollerne.

Men instruktøren Paul Feigs ensemblekomedie, som får dansk premiere i dag, er blevet sommerens toneangivende hit i hjemlandet.

I skrivende stund har de amerikanske biografgængere indsat 161,5 millioner dollar på brudepigernes konto, hvilket vipper de hidtidige box office-dronninger fra ’Sex and the City’ af pinden.

Lige så vigtigt i filmselskabernes øjne er den åbenbaring, at mænd også griner med, når denne tøseflok gør dem rangen stridig i vulgaritet, seksuel ligefremhed, begær, sårbarhed og kampdruk.

Kvindelige komiske talenter får det lettere
Succesen har åbnet dørene for filmbyens kvindelige komiske talenter, som med ét er kommet i så høj kurs, at man i branchen taler om fænomenet ’brudepigeeffekten’.

Stjernen i og hjernen bag ’Brudepiger’, Kristen Wiig, har netop fået grønt lys til at realisere sit drømmeprojekt, ’Imogene’: en sort komedie om en kvinde, som foregiver at tage sit liv for at fange sin ekskærestes opmærksomhed.

Wiigs medforfatter på ’Brudepiger’, Annie Mumolo, har solgt en idé til Paramount sammen med filmens bramfri tykke dame, Melissa McCarthy, der desuden avancerer til hovedrollen i Paul Feigs næste komedie.

Forfatterne af "Brudepiger": Kristen Wiig (t.v.) og Annie Mumolo

Kan være vendepunkt for feminisme og filmkomik
Flere håber, at den gryende interesse for kvindernes perspektiv ikke blot vil hjælpe ligestillingen i komediegenren, men også i selve Hollywood, hvor 24 procent af alle film- og tv-manuskripter i 2009 var signeret af kvindelige forfattere.

Som Time Magazine erklærer: »Dette kan være et vendepunkt for feminisme og filmkomik«.

Webmagasinet salon.com svinger sig højere op: »De kvindelige filmkomediers svar på den første farvede præsident«.

»Det er mere grænseoverskridende«
Genren har ellers længe været drengerøvenes legeplads, med ’Tømmermænd i Thailand’ som den aktuelle målestok. Den danske skuespiller Louise Mieritz, der i 2005 selv prøvede kræfter med en bryllupskomedie i filmen ’Den store dag’, har flere gange testet grænserne for kvindehumor med kabaretgruppen Emmas dilemma.

Hun vurderer, at den traditionelle børneopdragelse, der giver hankønnet mere plads til at udfolde sig frit, stadig præger vores opfattelse af humor som et maskulint domæne:

»Piger får point for at være pæne og artige, mens drenge får klap på skulderen for at opføre sig frækt. Derfor bliver det en større satsning for en kvinde at udstille grimhed og utjekkethed. Det er mere grænseoverskridende« siger Mieritz.

EKSKLUSIVT BONUSMATERIALE MED LOUISE MIERITZ:
Rapport fra andedammen

Såvel i Dannevang som i Hollywood graver filmkomedierne gerne de samme grøfter dybere – med shopping og tøsefnidder ('Nynne'), humorforladte karrierekvinder ('Simon & Malou') og bryllupshurlumhej ('Den store dag') – når pigerne tager kampen op mod drengerøvenes dominans.

Louise Mieritz modtog i 2005 anmelderroser for sin hovedrolle i 'Den store dag', en arketypisk romantisk bryllupskomedie efter amerikansk snit. Men publikum mødte ikke op til festen. De 51.179 billetter, som Morten Arnfreds film solgte, blegnede især i forhold til Tomas Villum Jensens 'Solkongen', der fik premiere en måned tidligere. Dén komedie trak 348.304 danskere af huse.

»'Solkongen' havde det fortrin, at den udsprang af et mandeperspektiv. Hvorimod en mand ikke ville synes, det var cool at møde på arbejde om mandagen og sige, han havde brugt weekenden på at se 'Den Store Dag',« erkender Louise Mieritz i bakspejlet.

Så sent som i februar 2011, da hun og Ditte Hansen forestod uddelingen af årets Bodil-filmpriser, måtte hun sande, at fordommene over for kvinder i komisk regi stadig lever i bedste velgående.
»Vi mødte flere, som ikke troede på, at vi selv havde skrevet vores materiale,« fortæller Mieritz, der så sig selv og sin kollega beskrevet i pressen som 'det østrogene makkerpar': »De ville jo ikke skrive det modsatte, hvis vi havde været mænd.«

Louise Mieritz i "Den store dag" (Foto: Jens Juncker-Jensen)

Sagt om kvinder og komik

»Ingen mand bryder sig om at få sin historie fulgt op af en bedre og friskere fra en kvindes læber.«
– Kate Sanborn i bogen 'The Wit of Women', skrevet i 1885(!)

»På sin vis ønsker mænd ikke, at kvinder er morsomme. De ser dem helst som publikum, ikke som rivaler. Og der findes et enormt, bristefærdigt reservoir af mandlige bekymringer, som kvinder ville have for nemt ved at udnytte.«
– Christopher Hitchens, forfatter, i magasinet Vanity Fair

»Mænd føler sig truet af morsomme kvinder. De spørger mig, 'Har du også tænkt dig at lave sjov i sengen?'«
– Joan Rivers, amerikansk stand-up-komiker

»Hver gang en dårlig kvindelig stand-up-komiker går på scenen, sidder der en eller anden idiotisk blogger, som kan udlede deraf, at kvinder ikke er sjove.«
– Tina Fey, skuespiller og forfatter, i sin bog 'Bossypants'

»Vores kulturelle værdier er mandlige. Når en kvinde siger, at en mand er sjov, svarer det til, at en mand siger, en kvinde er smuk.«
– Fran Lebowitz, forfatterinde, i Vanity Fair

»Der var engang, i 1930'erne og 40'erne, hvor koner (og eks'er) var morsomme, f.eks. i romantiske lystspil som 'Sensationen' og 'Den frygtelige sandhed', hvor mænd og kvinder forhandlede kønnenes nye lighed på plads omgivet af ordspil og falden på halen. Blev kvinder mindre morsomme af at opnå større lighed? Eller får nutidens mandlige komedieforfattere det bare til at se sådan ud?«
– Manohla Dargis, filmkritiker i The New York Times (om forårets drengerøvskomedie 'Alt tilladt')

»Det er okay for mænd at opføre sig naragtigt. Når kvinder forsøger sig, regnes de for aggressive og påståelige.«
– Madeline Kahn, skuespiller, 1975

One take: Steadicam-blær og dolly-lir

2011-07-13T23:33:00.069+02:00

Af to grunde så jeg enormt meget frem til "Hanna": engelske Joe Wrights bud på en intelligent actionthriller, som lidt forsinket nåede de danske biografer i sidste uge.

Den ene grund var Saoirse Ronan. Bare 17 år, men allerede så sej og stærk og fin og sitrende i sit nærvær, at der skal en Cate Blanchett til at yde hende kvalificeret modspil. Uden Ronan i titelrollen havde jeg næppe givet lige så lang snor til "Hanna", hvis historie og stil i sidste ende bliver lovlig fortænkt og distanceret.

Den anden grund var forventningen om en flere minutter lang Steadicam-sekvens, som ifølge rygterne skulle være helt på højde med Joe Wrights svimlende kameratur blandt soldaterne på Dunkirk-stranden i "Soning" (hvori Saoirse Ronan også brillerede).

I "Hanna" gælder kunststykket et ubrudt take, der følger Hannas far (Eric Bana) fra en berlinsk busstation, gennem byens gader og ned i en undergrundsstation, hvor han egenhændigt nedlægger en flok angribende agenter i brutal nævekamp, inden han tager flugten og forsvinder op ad trappen.

Jeg gentager: et ubrudt take. DET HELE SKER I ÉN INDSTILLING.

Og til forskel fra Brian De Palmas aggressive "se-mig!"-rundtosseri i film som "Snake Eyes", eller Alfonso Cuaróns virtuose showstopper-sekvenser fra "Children of Men", har Wright ikke snydt det mindste i klipperummet. Scenen er optaget, ganske som du ser den i filmen.

"I do really love the bravado of [that kind of shot]," fortæller Joe Wright i et interview på Ain't It Cool.

"I only had one day to do this sequence because of the budget, so it's a kind of all-or-nothing gamble. With that short window of shooting, you rehearse for seven hours and then have maybe a three- or four-hour window of shooting at the end of the day. And also it's about catching the light; it's about catching the magic hour."

Det perfekte take, som ses i "Hanna", er ifølge Eric Bana nummer to ud af syv. Sejt er kun et fattigt ord.

Du må gå i biffen for at nyde "Hanna"s mest blærede scene, for klippet findes endnu ikke på nettet. Men det gør til gengæld en lang række andre af filmhistoriens mest imponerende Steadicam- og dolly-ture. Vær klar til at tabe næse og mund:

Soning
(Atonement, 2007, Joe Wright)
Cheffotograf: Seamus McGarvey
Steadicam-operatør: Peter Robertson
Bag kulisserne: http://youtu.be/3uytGHDRPYg

Children of Men
(2006, Alfonso Cuarón)
Cheffotograf: Emmanuel Lubezki
Bag kulisserne: http://youtu.be/EjNk-nxHjfM

GoodFellas
(1990, Martin Scorsese)
Cheffotograf: Michael Ballhaus
Steadicam-operatør: Larry McConkey
Bag kulisserne: http://youtu.be/yCYwcObxl78

Hard Boiled
(1992, John Woo)
Cheffotograf: Wong Wing-Hung

The Player
(1992, Robert Altman)
Cheffotograf: Jean Lépine

Oldboy
(2003, Chan-wook Park)
Cheffotograf: Chung-hoon Chung

Soy Cuba
(1964, Mikhail Kalatozov)
Cheffotograf: Sergej Urusevskij

BRIES LINKS OG ANVISNINGER TIL MERE ONE TAKE-GUF:

Brian De Palma: stort set alle film
Juan José Campanella: Øjnenes hemmelighed
Andrej Tarkovskij: Solaris, Spejlet
Michelangelo Antonioni: Profession reporter (klip fra 01:00)
Aleksandr Sokurov: Russian Ark (hele filmen er ét take)
Linda Wendel: One Shot (ditto – jævnfør titlen)
Bela Tarr: Werckmeister Harmonies
Alfred Hitchcock: Rebet
Gus Van Sant: Elephant
Jean-Luc Godard: Weekend
Gaspar Noe: Irreversible, Enter the Void
Kenneth Branagh: Hamlet, Much Ado About Nothing (klip fra 04:48-07:29)
Paul Thomas Anderson: Boogie Nights, Magnolia
... føj selv flere til i kommentarfeltet!

FLERE ARTIKLER OM BLÆREDE TRACKING SHOTS:

> The Long Take – the greatest long tracking shots in cinema @bspcn.com
> History of long tracking shots rolls in film lore @latimes.com

"Shanghai Knights": Brie møder Jackie Chan

2011-06-30T01:00:00.044+02:00

Jackie Chan-fans har to tilbud at vælge imellem på dansk tv i aften. På TV 2 Zulu kl. 21:50 fjoller Jackie rundt med Chris Tucker i "Rush Hour 3", en af de mest overflødige og gumpetunge sequels, jeg længe har set.

Så vil jeg meget hellere anbefale, at man slår over på 3+, hvor "Shanghai Knights" starter ti minutter senere. I den muntre actionkomedie fra 2003 følger Jackie Chan og Owen Wilson op på deres parløb fra "Shanghai Noon". (Læs anmeldelsen nederst i indlægget.)

Jeg sad til bords med Jackie Chan i London i sommeren 2003, hvor jeg bl.a. hæftede mig ved, at den kinesiske superstjerne konsekvent udtalte sin makkers navn "Åge".

I blogindlægget "Jackie Chan vs. alderdommen" (juli 2010) fik du en lille forsmag på mit møde med actionhelten. Enkelte citater indgik også i det afsnit om Jackie, jeg skrev til bogen "Jakob Stegelmanns Troldspejlet – Den Store Troldspejlsbog" sidste år.

Herunder kan du imidlertid læse det fulde interview, som blev trykt i TJECK Magazine for snart mange år siden.

Interview med Jackie Chan, "Shanghai Knights"
Brian Iskov i TJECK Magazine, 2003

Der er 1,2 milliarder mennesker i Kina, men kun én Jackie Chan.
– Jeg tænker ikke på mig selv som en stor stjerne. Jeg går i det samme tøj og spiser stegte ris med æg som alle andre. Men jeg bliver nødt til at værne om mit privatliv. En af mine kvindelige fans kastede sig engang ud foran et tog, fordi jeg fik en kæreste. En anden tog gift foran mit kontor. Det passer, det er ingen joke. Så jeg har et ansvar overfor min familie. Privatlivet må holdes privat, siger Jackie Chan og anlægger en alvorlig mine.

Den slanke kineser bærer sine 49 år med stil. Under det runde ansigt vibrerer en kompakt, toptrænet krop, fuld af rastløs energi, som venter på at blive sluppet løs. Arme og hænder kører rundt i luften, når Jackie Chan forsøger at sidde stille under interviewet. Springende og snublende, men med stor indlevelse går han i nærkamp med det engelske sprog. Somme tider mister han os i svinget. Andre gange bliver han så ivrig, at han selv taber tråden.

– Efter ”Shanghai Knights” laver vi en treer, ”Shanghai Dawn”. Måske i Sydafrika. Owen siger i Egypten, men jeg? Nej. Egypten er for mig og Chris Tucker. ”Rush Hour 3”, Chris Tucker siger Afrika, han er allerede sort. Egypten, godt for mig. Afrika, godt for mig og Owen.

Tyve sekunder senere stiller en anden journalist præcis det samme spørgsmål. Han forstod ikke et ord af Jackies svar.

Træt af at slås
Jackie ser yngre ud i virkeligheden end på film. Men indvendig har årene sat sine spor, og det kan ikke engang verdens største actionstjerne løbe fra. Prøv næste gang at lægge mærke til, hvordan han løber. Han ligner en, der har siddet lidt for længe på en hest. Det er fordi, han næsten ikke har mere brusk tilbage i knæene.

– Jeg er ikke ung længere, og jeg har bestemt ikke lyst til at blive tvunget på pension i en rullestol. Det der med at lave superstunts og hoppe fra bygning til bygning, det er jeg holdt op med. I totalbilleder bruger jeg stand-ins. I nærbillederne er det stadig mig, for det betyder noget for mine fans, at de kan se, det er mig deroppe på lærredet.

Jackie foretrækker at koordinere alle actionscener selv. Hver gang han besøger en ny kulisse, går han en runde med sine stuntfolk, samler ting op, vender og drejer dem, og kommer tilbage næste dag med en plan. Efter 30 år i branchen bliver det dog stadig sværere at finde på nye idéer.

– Jeg er træt af at slås. Jeg har ligesom prøvet det nu. Jeg vil hellere danse, synge, spille romantiske roller, lave andre ting. Når folk siger mit navn, fægter de altid med hænderne: ”Jackie Chan!!!”. En dag håber jeg, de vil holde op med det og opfatte mig som skuespiller i stedet for actionstjerne.

Special effects smagte han på i ”The Tuxedo” (2002), men det var en skuffelse.
– Jeg bryder mig ikke om at arbejde med effekter, for jeg ved ikke, hvordan det kommer til at se ud i den færdige film. Jackie Chan-stilen, dén kender jeg. Den er unik.

Rejsen til Amerika
Som så ofte før, når amerikanerne får øje på noget unikt, bestemte de sig for at hente Jackie Chan til USA. Det første, de gjorde, var selvfølgelig at pille det unikke af ham og forsøge at gøre ham mere amerikansk.
– Da jeg kom til Amerika i 1980’erne, ville de bare have en ny Bruce Lee. Eller sådan en Clint Eastwood-type, som slår skurken én gang, før han ligger ned. Men sådan er min stil slet ikke. Jeg hader vold og blod. Jeg vil meget hellere lave humoristiske kampscener.

Efter ”Kineseren” (Battle Creek Brawl, 1980), hvor han måtte finde sig i at modtage instrukser fra stuntmænd uden forstand på kung fu, forsøgte Jackie sig igen med ”The Protector” (1985). Her spillede han indfødt newyorker, selv om han på det tidspunkt talte det mest umulige, halsbrækkende pseudo-engelsk (det er blevet lidt bedre siden). Først med ”Rush Hour” (1998) lod han sig atter lokke til USA.

– Amerikanerne har et godt system, men det er ikke for mig. Instruktøren bestemmer ikke i Hollywood, så jeg må tage til Hong Kong for at lave film, jeg selv er tilfreds med, forklarer han.
Det er derfor, vi europæere skiftevis får tilbudt en amerikansk Jackie-film i biografen og en asiatisk Jackie-film på video. Han pendler simpelthen mellem Øst og Vest for at holde alle gryderne i kog.

”Shanghai Knights” er klart den mest actionprægede af Jackies vestlige udflugter. Men når man sammenligner med hans film fra hjemlandet, er der bogstaveligt talt en verden til forskel. Selv en nyere videopremiere som ”Mr. Nice Guy” (1997) indeholder mere action end alle fire ”Rush Hour” og ”Shanghai Noon”-film tilsammen.

Jackies asiatiske eventyr kværner afsted over stok og sten, så man dårligt tør blinke af frygt for at gå glip af noget. Her er stuntsene meget vildere, lavkomikken virkelig lavkomisk, og mådehold en by på den anden side af Rusland. Alting er skruet op i overdrive, og når historierne ikke hænger bedre sammen end en spedalsk i en vindtunnel, kan det være en temmelig skizofren oplevelse for sagesløse vesterlændinge at skulle kapere de bratte gearskift.

Modsat virker Jackies amerikanske film ofte lidt tamme, som om man ikke har gjort sig særlig megen umage med at vise, hvad han kan. Og resultatet er hverken asiaternes eller Jackies kop te. Da vi spørger ham, indrømmer han uden tøven, at han ikke kan lide ”Rush Hour”.
– Jeg forstår ikke de afroamerikanske jokes. Det siger mig ikke noget. Første gang, jeg mødte Chris Tucker, fattede jeg ikke et ord. ”Shanghai Knights” har ti gange bedre stunts end ”Rush Hour”, og vitserne er også sjovere, synes jeg.

Alligevel bliver ”Rush Hour 3” snart sat på samlebåndet, for varen skal jo leveres. Uden fansenes fulde tilfredshed ville Jackie Chan ikke være Jackie Chan. Det ved han.
– Hvis folk kan lide filmene, kommer der en fortsættelse. Og så længe publikum bliver ved med at le, bliver jeg ved med at lave film, slutter manden med det gyldne halvmånesmil.

Verdens største actionstjerne har talt.

JACKIE KAN OGSÅ VÆRE BANGE
Til sidst i ”Shanghai Knights” kommer en scene, hvor Jackies figur springer ud fra en bro og lander på en pram et godt stykke længere nede. Den vågne actionfan vil bemærke, at hoppet er sat sammen i klippebordet af fire små bidder. Der er med andre ord blevet snydt.

I gamle dage ville Jackie have lavet stuntet uden kameratricks og sikkerhedsline, og vist det i sin fulde udstrækning fra flere forskellige vinkler, så alle kunne se, han vitterlig havde været sindssyg nok til at gøre det selv. Da der ikke findes nogen forsikringsfirmaer i Kina, der tør have Jackie Chan som kunde, har han kunnet tillade sig at lave langt farligere ting derovre. Amerikanerne er mere forsigtige, og det kan Jackie godt forstå.

– Vi lavede ”Shanghai Knights” i Prag, hvor de også indspillede ”xXx”. Og på selv samme bro, hvor vi filmede springet, var der en stuntmand, som døde under optagelserne til ”xXx”. Han ramte ind i bropillen og var færdig på stedet. Så vi skulle ikke nyde noget.

ANMELDELSE:
Shanghai Knights (2003, David Dobkin)
Brian Iskov i TJECK Magazine, 2003

Detaljerne er for så vidt uvæsentlige. En kinesisk rebel vil myrde Englands dronning Victoria. Jackie Chan og Owen Wilson skal stoppe ham. Duoen fra ”Shanghai Noon” får hjælp af Wangs kampdygtige lillesøster (Fann Wong – uha, hun er køn!) samt en ivrig detektiv fra Scotland Yard (skægt spillet af Thomas Fischer, som en reinkarnation af salig Graham Chapman fra ”Monty Python”).
”Shanghai Knights” kan ikke matche forgængerens afslappede charme, men prøver i stedet at kompensere med flere actionscener, end man nogensinde før har set i Jackies amerikanske film. Der er stadig lang vej til hans asiatiske klassikere, men i hvert fald et af optrinnene – en smuk og elegant akrobatisk ballet på en markedsplads – er det hele værd.

Bries bundskrabere: Tag dén, skodfilm!

2011-06-17T00:36:00.013+02:00

I dag skal det handle om anmeldelser af dårlige film. For det er svært at komme uden om, at en negativ kritik ofte huskes bedre af læseren end en ganske almindelig, jævnt positiv anbefaling – også selv om de to tekster nøgternt set måtte være lige velskrevne.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at mange anmeldere kaster sig over ofringen af et etstjernet værk med samme lystfyldte begejstring som børn i en hoppeborg. Af en eller anden grund har utilfredsstillende kulturoplevelser en evne til at fremprovokere en særlig høj grad af sproglig opfindsomhed hos den forulempede smagsdommer.

Nyd for eksempel den saftige og elegante perfiditet i følgende citat, hvor en anmelder fra en Seattle-avis stikker kniven i "Sex and the City 2" og drejer den grundigt rundt:

“Sex and the City 2 takes everything that I hold dear as a woman and as a human – working hard, contributing to society, not being an entitled cunt like it’s my job – and rapes it to death with a stiletto that costs more than my car. It is 146 minutes long, which means that I entered the theater in the bloom of youth and emerged with a family of field mice living in my long, white mustache. This is an entirely inappropriate length for what is essentially a home video of gay men playing with giant Barbie dolls.”
— Lindy West, The Stranger

Anmeldergiganten Roger Ebert fra Chicago Sun-Times kan være temmelig ujævn i sin smag, men uanset om man bifalder hans kendelser eller ej, er hans tæft for kreative nedsablinger ganske legendarisk.

> Læs et udvalg af Roger Eberts giftigste filmanmeldelser

Ebert har til dato udgivet to bogsamlinger med udsøgt turnerede bredsider, "Your Movie Sucks" og "I Hated, Hated, Hated This Movie". Sidstnævnte titel refererer til de nul stjerner, Roger Ebert kastede i nakken på Rob Reiners "North" (Drengestreger) fra 1994:

“I hated this movie. Hated hated hated hated hated this movie. Hated it. Hated every simpering stupid vacant audience-insulting moment of it. Hated the sensibility that thought anyone would like it. Hated the implied insult to the audience by its belief that anyone would be entertained by it.”
– Roger Ebert; synes ikke godt om "North"

Jeg kan også varmt anbefale bogen "My Year of Flops", som udspringer af en klumme på websitet The A.V. Club. I denne vittige og dybt vanedannende serie af essays tager skribenten Nathan Rabin nogle af filmhistoriens mere eller mindre obskure fiaskoer op til revision.

> Læs "My Year of Flops" online hos The A.V. Club

Somme tider lykkes det Rabin at si en "hemmelig succes" fra bundfaldet og dermed restituere en skævert, som rummer uretmæssigt oversete kvaliteter. Andre gange står det skærende klart, hvorfor en film har ry for at være en stinker, og så fosser de forrygende sarkasmer ud af Rabins glødende tastatur. Tjek bl.a. hans ustyrligt veloplagte lynchning af Princes "Under the Cherry Moon" fra 1985.

"I can imagine Prince's pitch. He'd look a mortified studio suit firmly in the eye and plead "Look, I know this whole black and white thing sounds risky, but if it's any consolation I'll be performing at most two or three songs. It'll be less about the music and more about dialogue and comedy. Cause when you think "hilarity," I'm the first name that springs to mind. Oh, and the soundtrack will be really weird and non-commercial and my character will be a total asshole. But that won't really matter because the woman I'm romancing–who'll be played a white, British unknown, incidentally–will be a raging bitch. Oh, and I die at the end. And I plan to direct it myself after the original director is fired. And film it almost entirely in France. In case you're worried that a hit soundtrack might accidentally fuel interest in the film, you should know I plan to give the soundtrack an entirely different name than the movie. I'll call it Parade and the film Under The Cherry Moon. Now may I please have $12 million for this can't-miss proposition?"
– Nathan Rabin om Princes instruktørdebut ("in glorious Bad Idea-O-Vision!")

De sidste måneders lystlæsning af "My Year of Flops" online (ADVARSEL: en farlig overspringshandling!) inspirerede mig for nylig til at tage et dybt spadestik ned i mit arkiv af egne filmanmeldelser.

Allernederst på kistebunden fandt jeg en håndfuld kontante nekrologer over de værste et-stjernede ligegyldigheder, som jeg måtte udstå i min tid som biograf- og dvd-anmelder for TJECK og GEAR.

Og siden jeg jo fik løn for at tygge mig igennem anti-events som "Crocodile Dundee 3", måtte jeg i det mindste sørge for, at læserne a) blev advaret mod at spilde penge på det samme hø og b) forhåbentlig følte sig bedre underholdt af min anmeldelse, end jeg blev af filmen ...

BRIES BUNDSKRABERE
– et udvalg af etstjernede anmeldelser 2000-2006
Al tekst © Brian Iskov

Crocodile Dundee 3
(Simon Wincer, 2001)
Hvis "Crocodile Dundee 3" var et dyr, ville den hænge i et træ med hovedet nedad og snorke godmodigt. Mick Dundee (Paul Hogan), den jordbundne kanut fra Koalaland, er nu landet i Hollywood sammen med kæresten (Linda Kozlowski). Her får han job i et filmstudie, hvor han – sådan helt tilfældigt og uden større problemer – optrevler et kunsttyveri.
Hogans naturlige karisma er det eneste, der holder én vågen undervejs, for både historien og udførelsen er doven som en flaske Fosters, der har stået åben siden 1988. Vil de, som bad om en treer til denne serie, venligst række hånden i vejret? Ja, kom bare … op med hænderne … ingen? Et sted i det fjerne vifter Paul Hogan med sin solbrændte næve. Han ser meget alene ud.

My Boss’$ Daughter
(David Zucker, 2003)
Hvad kalder man en komedie uden et eneste morsomt øjeblik? Jeg kalder det en tragedie. Nordisk Film kaldte det ”My Boss’$ Daughter” og listede fadæsen ud på dvd efter tre gode år på arkivhylden.
Ashton Kutcher overspiller febrilsk (kan han andet?) som den flinke Tom, der har et godt øje til chefens datter (Tara Reid). For at indsmigre sig siger han ja til at agere babysitter for bossens ugle (!) og passe på huset for en aften. Snart danser musene på bordene, bogstaveligt talt endda, mens et utal af ballademagere kigger forbi med kaos til følge.
Hver eneste scene stinker af desperation, men David Zucker er dén, som slår det største søm i sin egen kiste. Kan det virkelig være den samme mand, der stod bag den urkomiske klassiker ”Højt at flyve”? For så er han eddermame faldet dybt.

Cold Creek Manor
(Mike Figgis, 2003)
”Der er så dejligt ude på landet”, ved vi jo, og derfor flytter familien Tilson væk fra storbyens trængsel og alarm, da de finder en gammel "gør det selv"-herregård. Ingen af dem lader sig påvirke af ejendommens skumle navn, ”Cold Creek Manor”, eller det faktum, at husets tidligere ejer, en åbenlyst voldspsykopatisk bondeknold (Stephen Dorff), aldrig burde have været hyret som håndværker.
Selv den mest tungnemme tilskuer kan uden besvær overhale handlingen indenom i denne ualmindeligt spinkle thriller, som pligtskyldigt gennemfører sit kliché-bingo uden at trække en eneste overraskelse op af posen. Den ellers kapable instruktør Mike Figgis fortæller på dvd’ens ekstramateriale om genrens regel nr. 1, ”Publikum må aldrig vide mere end filmens hovedpersoner” – og dermed slår han sæsonens største selvhenter.

The Longest Yard
(Peter Segal, 2005)
Noget må være galt, når det eneste, man husker af en 108 minutter lang komedie, er Courteney Cox’ kavalergang fra filmens åbningsscene. Tredje og ringeste version af ”The Longest Yard” gider ikke engang gøre sig umage, men går kun efter jordstrygere og nemme points, og med goplen Adam Sandler ude at svømme som fejlcastet football-legende er der for alvor dømt fedtspil. Rugbykampen, hvor brummens barske børster udfordrer fangevogterne, bød på langt mere kant og integritet i originalen fra 1974 (”Det skrappe hold”), og dén kan stadig fås som Special Edition på dvd, så hvorfor vælge kopien?

xXx2: The Next Level
(Lee Tamahori, 2005)
Newzealænderen Tamahori var tæt på at skyde Bond-serien i sænk med den syntetiske ”Die Another Day”, og med sin næste film præsenterede han endnu et grelt eksempel på, hvordan computerspillets virkemidler endegyldigt har kontamineret actiongenren (se blot den ”danske” titel).
Det ene umulige CGI-optrin afløser det andet i ”xXx2”, og Vin Diesels vikar, den vrisne prop Ice Cube, er til grin som helten, der skal redde præsidenten fra et attentat. Er dét her virkelig, hvad de unge vil have? Åbenbart ikke, hvis man skal dømme ud fra ekkoet af tomme kasseapparater efter biografpremieren.

The Wicker Man
(Neil LaBute, 2006)
Nøgendans, religiøs paranoia og syret 70’er-stemning sikrede kultstatus til den britiske ”The Wicker Man” (Offerfesten, 1973). Kernen i Robin Hardys bizarre mareridtsgyser er mødet mellem en rettroende politimand og det hedenske øsamfund, hvor en lille pige er forsvundet. Remaket fra 2006 blæser højt og flot på pointen ved at afkristne betjenten og sætte ham op imod en matriarkalsk biavlerkreds!
Mislykket er for venligt et ord at hæfte på Neil LaButes meningsløse, søvngængersløve fejlskud, der er totalt blottet for spænding, hvad enten man kender originalen eller ej.
[Til gengæld har nyindspilningen siden premieren vundet hævd som en af 2000-tallets sjoveste ufrivillige komedier, takket være en legendarisk YouTube-montage af scener, hvor en dorsk Nicolas Cage graver sig endnu længere ned under karrierens gulvbrædder. Blandt de tvivlsomme højdepunkter: ”Oh no, not the bees! Not the bees, aaaaahh!”, "Killing me won't bring back your goddamn honey!", "Step away from the bike!" og, ikke mindst, ”How did it get burned, how did it get burned? Howdiditgetburned?! Howdiditgetburned!!?!?!”]

The Watcher
(Joe Charbanic, 2000)
En snedig seriemorder, der driver gæk med en udbrændt FBI-agent? Wow, det har vi aldrig set før. James Spader vifter med politiskiltet i "The Watcher", der starter fuldkommen håbløst og ikke bliver meget bedre hen ad vejen.
Her er alle de billige tricks: Slowmotion og kornede videobilleder. Dødssyg lommepsykologi. Eksploderende benzinstationer. Keanu Reeves i læderjakke. Ikke så underligt, at alle de medvirkende går rundt og ser frygtelig trætte ud. Spader har store, sorte poser under sine blanke øjne, hvilket trods alt giver mening, eftersom han skal forestille at være propfuld af traumer og smertestillende medicin. Reeves, seriemorderen, har derimod ingen undskyldning for at ligne en spand gammel fløde.
Apropos billige tricks: Sidste akt af "The Watcher" har de mest rådne special effects, man kunne opleve i biograferne i år 2000. Medmindre man altså holdt sig langt væk fra "The Watcher" og brugte sine surt optjente på at se en god film i stedet for.

"Paul": Hvad ville du sige til en alien?

2011-06-09T01:08:00.019+02:00

EKSKLUSIVT MATERIALE MED HOLDET BAG "PAUL": Simon Pegg, Nick Frost, Sigourney Weaver, Jason Bateman, Joe LoTruglio og Greg Mottola

I dag har science fiction-komedien "Paul" dansk biografpremiere. Simon Pegg og Nick Frost ("Shaun of the Dead") står bag manuskriptet, og de herrer spiller selv to britiske ufo-nørder, der samler en vaskeægte rum-alien op på deres road trip gennem USA.

Paul (overbevisende gestaltet som CGI-figur med stemme af Seth Rogen) viser sig heldigvis at være en godmodig slacker med hang til pot og dåsebajere.

I Morgenavisen Jyllands-Posten sidste søndag (5. juni) skrev jeg om tidens tendens til improviserede komedier. Danske Rasmus Heide ("Alle for én") og Jonas Elmer ("Nynne") giver deres besyv med i artiklen, ligesom instruktøren af "Paul", Greg Mottola, fortæller om sine erfaringer med Judd Apatows impro-baserede stil, som han prøvede på "Superbad".

Hvorfor Simon Pegg og Nick Frost valgte ikke at følge Apatows metode i "Paul", finder du svar på i dette uddrag:

»Der er noget tilfredsstillende ved at bruge kræfter på at skrive et gennemarbejdet manus, som er tæt pakket med vitser,« forklarer Nick Frost, og Simon Pegg sekunderer:
»En komedie, hvor alle scenerne er rystet ud af ærmet, kan nemt komme til at føles lovlig løs i kødet. Desuden bliver det svært at skabe kontinuitet fra scene til scene, når man finder på tingene undervejs. Så ender publikum med at sidde og se på en række usammenhængende sketches.«
»Ved at improvisere så meget sætter man også sin lid til, at skuespillerne reelt skriver manuskriptet for én,« tilføjer Nick Frost og tænker højt:
»Jeg tror, det er et biprodukt af den typiske Hollywood-situation, hvor manuskriptet måske ikke ligger klar, men finansieringen er på plads, og så tænker producenterne, at så kan de lige så godt gå i gang med at filme.«

Simon Pegg anerkender, at ”Paul” ikke er fri for at tage sig nogle udflugter undervejs.
»Men grundlæggende er historien stramt fortalt, og filmen holder et rapt tempo. Så snart en komedie bevæger sig ud over to timers spilletid, kommer man på glatis,« siger Pegg med et slet skjult hib til Judd Apatow, hvis tre hidtidige film som instruktør er hhv. 116, 129 og 146 minutter lange.

Læs hele artiklen om improviserede filmkomedier:
> Skæve hjerner scorer kassen
NB! Kræver JP-abonnement

Til filmens pressedag i London mødte jeg også selveste Sigourney Weaver, sci-fi-nørdernes dronning. Den elegante Weaver fortalte bl.a. om rollen som Ellen Ripley i "Alien" og at gå undercover på fanmessen Comic-Con. Dét interview kan læses i Børsen fredag 10. juni.

Men lige nu og her kan du læse, hvad holdet bag filmen ellers delte i London af fjollede og filosofiske tanker om rumvæsener, kosmos og danske besværgelser. Eksklusivt for Bries Blog-O-Rama i Danmark!

I interviewet medvirker:
Simon Pegg, spiller Graeme Willy i "Paul", har skrevet manus sammen med Nick Frost
Nick Frost, spiller Clive Gollings i "Paul", har skrevet manus sammen med Simon Pegg
Jason Bateman, spiller agent Zoil i "Paul"
Sigourney Weaver, spiller The Big Guy i "Paul"
Kristen Wiig, spiller Ruth i "Paul"
Joe LoTruglio, spiller O'Reilly og agerede Pauls stand-in på optagelserne
Greg Mottola, har instrueret "Paul"

Hvad er dit yndlings-filmrumvæsen?

Jason Bateman: Pyh, må jeg svare sidst? Paul er mit yndlingsrumvæsen! Må jeg ikke svare Paul? (tænker sig om) The Stay Puft Marshmallow Man [fra "Ghostbusters"]. Han er et spøgelse, et monster – tæller det ikke? Det er altså mit svar, for pokker.
Joe LoTruglio: Jeg er purist, så jeg vælger Alien. Den originale.
Greg Mottola: Jeg må nok sige Yoda.
Kristen Wiig: Det ville jeg have sagt! Er Chewbacca et rumvæsen? (de andre ryster på hovedet) Det her går rigtig godt.
Simon Pegg: I "Starship Troopers", i den scene hvor de angriber basen, er der en fyr fem rækker bagude til venstre. Han giver den bare lidt mere end de andre. Han har noget kørende. Ikke at jeg har set ham i noget andet sidenhen, underligt nok.
Sigourney Weaver: Jeg har altid godt kunnet lide "the pod people" [fra "Stjålne kroppe"]. Den udgave af dig selv, som er fuldstændig humorforladt, uden at din ægtefælle opdager forskellen.
Nick Frost: Min ægtefælle ville opdage det.
Weaver: Det er tegn på et godt ægteskab.
Frost: Eller et dårligt! Jeg vil svare E.T., ham er der ingen andre, der har nævnt. Eller de skønne vandvæsener fra "The Abyss", de virker flinke.

Tror du på rumvæsener?

Simon Pegg: Jeg tror fuldt og fast på rumvæsener. Når man tænker på antallet af planeter, solsystemer og galakser, er chancen for, at der findes liv derude, større end det modsatte. Så spørgsmålet er ikke så meget, om de findes, som hvor de findes. Jeg tror dog ikke nødvendigvis, at de ville komme og besøge os. Vi ville nok vide det, hvis de havde været forbi. De ville næppe komme til Jorden uden at fortælle os det. Det ville være sært.
Nick Frost: Det er ret storsnudet at forestille sig, vi skulle være de eneste. Det er typisk mennesket at tænke sådan.
Simon Pegg: Måske besøger de os ikke, fordi de heller ikke tror, der findes liv andre steder. En anden teori går på, at deres evolution er sket sideløbende med vores, så vi alle sidder på vores planeter og tænker, "hvorfor er der ikke nogen derude", men ingen af os har midlerne til at tage af sted.

Hvis du mødte rumvæsener, hvad ville du så sige til eller gøre ved dem?

Simon Pegg: Gøre ved dem!?
Sigourney Weaver: Efter vi rektalundersøger dem?
Nick Frost: Selvfølgelig er der liv derude, men hvem siger, det ser ud som os? Det kunne være en slags kim eller bakteriekultur, og i så fald ville jeg ikke sige noget til dem, for de ville ikke kunne forstå mig. Men måske "Halløj! Er du ok? Har du spist?" Og så kunne vi sætte os og få et dejligt måltid. Jeg ville kokkerere. Hvis ikke han åd mig i stedet.

Hvorfor ønsker folk at tro på rumvæsener?

Sigourney Weaver: Jeg tror, vi nærer et ønske om at nå hinsides de verdslige brud og skænderier for at se det store billede. Det, mener jeg, er en af grundene til, at science fiction er populært. Desuden har jeg altid ment, at hvis man virkelig vil løse verdens problemer, skal man iscenesætte en invasion. Så spiller det ingen rolle, om du er muslim, kristen eller noget helt tredje. Alle med ét hoved, to arme, to ben og ingen hale skulle nok komme fint overens.
Jason Bateman: Teknologien lader os vide, hvor små vi er, og hvor stort universet er. Alene matematikken i dét forhold indikerer, at der må være noget andet derude, for vi er bare ét korn på en strand fuld af sand.
Weaver: Jeg kendte engang en berømt astronom på Harvard, som virkelig mente, at chancen for, at betingelserne for skabelsen af liv var til stede derude, var så lille, at han reelt udelukkede det. Den udmelding syntes jeg var ret nedslående, og jeg omgås ham faktisk ikke længere, he! Men jeg er glad for, at vi finder stadig flere steder, der ligner Jorden, efterhånden som teleskoperne bliver bedre. Jeg tror bare, det er et spørgsmål om tid, før vi får besøg eller en vision, og jeg håber, det sker i min levetid.
Bateman: Eller også skal vi bare begynde at lede på en anden måde. Måske ligner det slet ikke os, men en pind. Og de her pinde tænker og kommunikerer i et leje, som vi ikke kan opfange. Måske opdager vi en dag, at de har været her hele tiden, og at vi bare ikke vidste, hvor vi skulle kigge efter dem.

BONUSSPØRGSMÅL:

Hvad sker der for de bizarre bandeord, Kristen Wiigs karakter fyrer af i "Paul"?

Simon Pegg: Hendes karakter, Ruth, er kristen fundamentalist og har intet begreb om, hvordan man bander. Så hun sætter bare urelaterede ord sammen og lærer det undervejs.
Kristen Wiig: Vi havde mange seriøse diskussioner om alternative eder.
Nick Frost: Hvordan var det nu ... "Baby with a hard-on" [spædbarn med stådreng]?
Simon Pegg: Nej, "baby boner" [babykæp].
Jason Bateman: Det hedder mit produktionsselskab!
Simon Pegg: En af mine favoritter fandt du på, Kristen: "tit boogers" [patbussemænd]. En anden god én er "get away from me, you stupid vagina"!
Nick Frost: I Storbritannien har vi en stolt tradition for bandeord, så hvorfor ikke benytte sig af det i filmen. Jeg spurgte engang en af mine danske venner, hvad er den værst tænkelige fornærmelse, man kan sige på dansk? Han tænkte længe over det, og så meldte han tilbage med svaret: "Det værste danske udtryk er "din langhårede kommunistbøsse"." Det var det mest sårende, han kunne komme i tanke om, og det er jo ingenting!

"Spurven": Brie møder Marion Cotillard

2011-05-30T17:13:00.006+02:00

Man må lide for kunsten, hedder et klassisk mundheld, og dét gjorde Edith Piaf så eftertrykkeligt, at hun ved sin død som 47-årig så ud til at være mindst 70. Historien om den franske sangfugl, der lagde koncerthusene ned med sin gjaldende røst, mens hun væltede sig i mænd, stoffer og skandaler, blev i 2007 en pæn biografsucces under titlen ”Spurven – La vie en rose". Olivier Dahans spraglede biopic er i aften DR2's filmperle til tv-seerne.

Tilbage i 2007 var jeg så heldig at tilbringe min 31-års fødselsdag på Berlinalen i yderst behageligt selskab med Marion Cotillard ("Inception"), som siden fik sig et gevaldigt gennembrud – og en Oscar – for sit spil som Piaf.

INTERVIEW MED MARION COTILLARD, "SPURVEN – LA VIE EN ROSE"
Ingen dans på roser
Af Brian Iskov (Berlin), ALT for damerne #15, 2007

Selv om det er mere end 40 år siden, at Edith Piaf kvad sit sidste vers, kan også yngre generationer stadig nikke genkendende til den ærkefranske sangerindes karakteristiske røst, når de støder på ”Non, je ne regrette rien”, ”Milord” eller ”La vie en rose”. Slidstærke evergreens båret af en dyb og smældende vibrato, hvis fjeldstyrke står i grel kontrast til den klejne krop, som gemte sig bag mikrofonstativet.
Billedet af en spinkel sangfugl, der kvidrer inderligt om sorg og hjertekvaler, gav hende øgenavnet ”Spurven” – ”La Môme Piaf” – og når hun vred teksternes mini-tragedier til sidste, blødende dråbe, trak Piaf ofte på egne, smertelige erfaringer.
Faderen var cirkusartist, moderen en fordrukken og ustabil strejfer. Lille Edith var derfor ofte overladt til sig selv, og gennem resten af sin korte levealder jagtede Piaf den omsorg og tilbedelse, hun havde savnet i barndomsårene. Hendes selvdestruktive forbrug af mænd og stoffer gjorde hende til forsidemagnet – hun var ”sex, drugs & rock’n’roll”, før begrebet overhovedet fandtes – og hun bidrog selv til mange af de myter og halve sandheder, som stadig omgærder legenden.

Et uventet valg
Både fiktion og fakta har fundet vej til den stort opsatte ”Spurven – La vie en rose”. Olivier Dahans film tegner sit eget kulørte billede af en ildsjæl, der kunne være lige så usikker og skrøbelig, som hun var tyrannisk og temperamentsfuld.
Den stærke lim, der holder sammen på portrætmosaikken, er den 31-årige skuespiller Marion Cotillard, som senest fik Russell Crowe til at vælge Provence frem for Londons højfinans i ”A Good Year”. Vi har tidligere set den kønne brunette som tålmodig kæreste i de tre ”Taxi”-film og, i den modsatte grøft, som hævnende engel i ”En lang forlovelse”. Hun har sågar oplevet at blive hentet til Hollywood af en af sine helte, Tim Burton, i ”Big Fish”.
Men da den unge Dahan fortalte Cotillard, at hun var den eneste, der kunne udfylde rollen som Edith Piaf i hans næste film, måtte hun alligevel bede om sine himmelblå.

- Jeg sagde til mig selv: “Hvem er den tosse, der vil have mig til at spille Piaf – og så helt fra teenageårene og op til hendes død?”, husker Marion Cotillard, der erkender, at hun ikke ligefrem er den første person, der springer ind på lystavlen, når man tænker ”Le Môme”.
Selv med filmen i frisk erindring kræver det en aktiv fantasi at få billedernes krumryggede, 47-årige kræftpatient til at stemme overens med det slanke, blåøjede parisernips på 31, som sidder på den anden side af bordet i Berlin. At det lykkes for Marion Cotillard at overbevise så eftertrykkeligt som Edith Piaf oppe på lærredet, må derfor regnes for et mindre mirakel ud i skuespilkunst og dygtig makeup.
- Jeg blev ved med at sige, ”Tror I ikke, I burde finde en ældre skuespillerinde og sminke hende yngre?”. Men jeg var også spændt, og jeg tvivlede aldrig rigtig, for jeg kunne se i Oliviers øjne, at han var fuldkommen sikker i sin sag. Han ville lave filmen med mig, og kun mig, fortæller hun på sit hæst drævende engelsk.

Academy Awards 2008: Marion Cotillard accepts her Oscar

Ét med rollen
Franskmændene nærer et næsten religiøst forhold til deres ”Môme Piaf”. Hun er et nationalt symbol på linje med Eiffeltårnet, og selv om Marion Cotillard er for ung til selv at have oplevet legenden, spillede Piaf alligevel en indirekte rolle i hendes opvækst.
- Uden at jeg var klar over det, har hun været en del af mit liv i lang tid. Min bedstemor var 1,47 meter høj, nøjagtig ligesom Piaf. Og min mor fortalte mig, da jeg begyndte på filmen: ”Din bedstemor sagde altid: ’Jeg ville gerne have været sanger, men pladsen var optaget – der var jo allerede Spurven’”.

Skuespillerinden opdagede Piafs sange, da hun som 20-årig begyndte at lytte til førkrigstidens chansons réalistes – melodramatiske viser, som emmer af død, ulykke og knuste forhåbninger.
- Men der var altid noget moderne over Piaf, og hun fortolkede sine numre med så megen indlevelse, at folk, der normalt ikke lytter til den slags musik, også bliver grebet om hjertet, mener Marion Cotillard.
Hun har før brugt Piafs sange til at sætte den rette stemning inden optagelsen af en følelsesladet scene, men denne gang skulle der mere til for at blive ét med den krævende rolle. I tre måneder sugede Marion Cotillard til sig af Spurvens lyd og ånd. Hun lyttede til musikken dag og nat; hun så de film, Piaf havde medvirket i. Men hun nægtede at eksperimentere med stemmen og kropssproget før det øjeblik, hun trådte ind foran kameraet på første optagedag.
- Det var risikabelt og bestemt ikke den klassiske måde at gribe det an på, men jeg ville gerne opnå mere end bare en efterligning, siger skuespilleren, der med få undtagelser ikke selv synger i filmen. En professionel Piaf-imitator tager over på lydsiden, så snart orkestret går i gang, men som Marion Cotillard siger:
- Det er i forvejen svært nok at mime til playback, uden at publikum i biografen lægger mærke til det!

Jo sværere, jo bedre
Efter fire måneder i Spurvens gigtplagede legeme tog det nogle uger for Marion Cotillard at ryste alle rollens små særheder af sig.
- Men så længe man er bevidst om, at ens stemme, humør og opførsel er en andens, er der ingen grund til bekymring, forsikrer skuespillerinden, der også følte sig en kende uattraktiv efter at have barberet øjenbrynene og noget af håret væk for sin kunst. Men hun fortryder intet – for nu at citere en af Piafs største klassikere.
- Jeg er aldrig før blevet bedt om at gennemspille et helt liv. Det var en drømmerolle, dels fordi Edith Piaf virkelig har eksisteret, og dels fordi hun ligger så langt fra min egen person. Jo sværere rollen er, jo mere nyder jeg det. Og når jeg spiller en helt anden type end mig selv, bliver det endnu sværere, siger Marion Cotillard.

”SPURVEN” FRA VUGGE TIL GRAV:

1915: Edith Giovanna Gassion fødes den 19. december – ikke under en gadelampe, som legenden lyder, men på et hospital i Paris
1922-23: Som 7-årig bliver hun fjernet fra hjemmet af faderen og sat i pleje hos bedstemoderen, der er kok på et bordel i Normandiet. Øjenbetændelse gør Edith periodisk blind, dog næppe i tre år, som hun senere hævder (i visse versioner af historien bliver hun mirakuløst kureret ved en helgens mellemkomst!)
1923-24: Ediths skjulte vokale talent åbenbarer sig, da hun optræder på gaden med sin akrobatfar for at tjene til føden
1933: Føder en datter, Marcelle, som 17-årig, men mister barnet til meningitis allerede efter to et halvt år
1935: Opdages som 19-årig på et gadehjørne i Pigalle af cabaretejeren Louis Leplée, der hyrer hende som sangerinde og finder på kunstnernavnet ”Piaf” (parisisk slang for spurv). Samme år skyder en skinsyg kæreste på Edith, men strejfer hende kun
1936: Leplée findes dræbt i sin lejlighed, og Piaf mistænkes kortvarigt for mordet
1946: Indspiller sin signaturmelodi, ”La vie en rose”
1947: På sin første turne i USA møder Piaf bokseren Marcel Cerdan, der – trods kone og tre børn – bliver hendes nye elsker
1949: Cerdan er på vej til en date med Piaf i New York, da hans fly styrter ned over Azorerne. Sorgen kaster Piaf ud i et alkoholmisbrug; sangen ”L’hymne à l’Amour” er efter sigende tilegnet Cerdan
1951: Efter hun brækker to ribben i et biluheld, bliver den heftigt drikkende Piaf tillige afhængig af morfin
1952: Gifter sig med sangeren Jacques Pills i et bryllup arrangeret af Marlene Dietrich. Parret bliver skilt i 1956
1959: Hitter over hele Europa med sangen ”Milord” og kollapser på scenen i New York
1960: Indspiller kæmpehittet ”Non, je ne regrette rien”
1962: Ægter en tyve år yngre græker, Théo Sarapo
1963: Flyder ind og ud af koma, indtil hun udånder på den franske riviera den 10. oktober. Hendes begravelsesoptog skaber kaos i Paris’ gader

Filmplakater #5: Ny minimalisme

2011-05-20T02:03:00.004+02:00

Tænk hvis en mester som Saul Bass stadig designede filmplakater.

Så var "Inception" måske blevet præsenteret på denne måde i biografer og aviser:

Cool, ikke sandt?

Jeg er i al fald ikke den eneste, som finder Bass' geometriske 50'er-modernisme langt mere laber og opsigtsvækkende end de fantasiløse collager og retoucherede rædsler, som nu til dags skal gøre det ud for filmplakater (se bare del 1 og del 2 af plakattemaet her på Bries Blog-O-Rama).

For den minimalistiske filmplakat er heldigvis på vej tilbage. Ganske vist ikke fra officielt hold, men hvem turde også forvente, at Hollywoods marketingrobotter pludselig vågnede op af deres komité-fremkaldte koma og skreg: "Fuck Photoshop! Nu skal vi igen lave smukke, originale, tankevækkende, kunstneriske plakater! De kommer til at sparke røv som i gamle dage!"

Næh, som alle ordentlige revolutioner tager minimalismens renæssance sit udspring i folkedybet. Designkyndige filmelskere over hele kloden er begyndt at udfordre hinanden online. Sporten går ud på at kreere alternative plakater til eksisterende film ud fra devisen: Less is more.

De brugerskabte filmplakater skærer alt overflødigt fedt fra og koger temaerne ind til essensen. Resultaterne er, for det meste, slående stærke og kildrende opfindsomme i deres nøgne symbolsprog.

For en designskole-dropout som mig, der er flasket op på Peter Saville og Mark Farrows pladeomslag fra 1980'erne, føles det næsten som juleaften at falde over en blog som Minimal Movie Posters, hvorfra disse eksempler er håndplukket:

Flere eksempler på cool plakat-minimalisme:
> Olly Moss: 2010's Alternative Movie Posters (Empire Magazine)
> A Big Gallery of Minimal Movie Posters (Cool Material)
> 70 Powerful Examples of Minimal Movie Poster Designs (InspirationFeed)
> 10 Magnificently Minimal Stephen King Movie Posters (My Modern Met)

Halløj på titelkontoret 2: Rend mig i filmtitlen

2011-05-10T02:15:00.016+02:00

Så er der igen høj titelføring på Bries Blog-O-Rama. Med kun et lille halvt års forsinkelse kommer her flere eksempler på, hvilke tosserier de danske (og europæiske) filmselskaber gennem tiden har rodet sig ud i, når de vælger at udstyre deres produkter med nye titler!

> Læs første del af "Halløj på titelkontoret" (okt. 2010)

Selvfølgelig måtte "Futureworld" (1976) have en fiks dansk titel ...

"Danske distributører har aldrig haft ry for følsomhed, hvad danske titler angik," skrev filmhistorikeren Poul Malmkjær i 1986. I sin fortrinlige lommebog om Gøg & Gokke førte han bevis for, at flade danske titler absolut ikke er nogen ny foreteelse. Se bare dette udpluk af Gøg & Gokke-titler fra 1930'erne:

Busy Bodies → Pip i savværket
Pardon Us → Gøg & Gokke i spjældet
Come Clean → Gøg & Gokke dummer sig
Thicker Than Water → Gøg & Gokke til auktion
Me and My Pal → Gokke skal giftes
Their Purple Moment → De to fedtsyle

Poul Malmkjær måtte følgelig konstatere, at "hvor originaltitlerne udtrykker fantasi, poesi og underfundighed, der udtrykker de danske titler nemhed, plathed og dumhed." Hvilket ledte ham til spørgsmålet: "Var det danske publikum dummere end det amerikanske?"

ENGLISH IS MY BEST

Én særlig tåkrummende tendens kunne i hvert fald tyde på, at filmselskaberne nærer ringe tiltro til det danske publikums intelligens. Hvorfor skulle de ellers insistere på at sexe videohyldernes sekundavarer op med "smarte" engelske titler af egen (ind)avl?

Et uddrag af filmdistributørernes engelsk/"engelsk"-ordbog (med originaltitlerne til venstre):

Beaches → Friends
For Keeps? → Maybe Baby
Tiger Warsaw → Dirty Tiger
Frankenstein Unbound → Frankensteins Evil Eye
Eve of Destruction → Total Destruction
Strapped → City Warrior
The Basketball Diaries → Streets of New York
Die Hard with a Vengeance → Die Hard – Mega Hard
The Prophecy → God's Secret Army
Demolition High → Terror on High School
Dreams for an Insomniac → Blue Eyes
Cruel Intentions → Sex Games
Stir of Echoes → The Secret Sense
A Man Apart → Payback Time
Johnny Skidmarks → Pay Back Time
Equilibrium → Cubic
The Switch → Baby Surprise

Ironisk nok måtte den første "Die Hard" ikke hedde "Over mit lig" på dansk som først planlagt, mens treeren partout skulle forsynes med en tåbelig bastardtitel både her og i nabolandene. Sådan døde John McClane "with a vengeance" i Sverige:

ONDSKABENS DØDBRINGENDE BEGÆR

Som overskriften på temaet antyder, gik det bl.a. hårdt ud over komediegenren i første del af "Halløj på titelkontoret". Men også horrorfilm og erotiske thrillers har længe lidt under manglende opfindsomhed fra titelskræddernes side. Hvor mange film kaldet "Ondskabens hus" har vi egentlig brug for?

Ondskabens sæd (The Bad Seed, 1956)
Ondskabens slot (The Fall of the House of Usher, 1960)
Ondskabens kloster (Flavia – the Heretic, 1974)
Ondskabens hus (The Evil, 1978)
Ondskabens hotel (The Shining, 1980)
Ondskabens børn (The Unborn, 1988)
Ondskabens hus (Night of the Demons, 1988)
Ondskabens kirkegård (Pet Semetary, 1989)
Ondskabens øjne (The Silence of the Lambs, 1991)
Ondskabens imperium (Mobsters, 1991)
Ondskabens baggård (Beyond Bedlam, 1993)
Ondskabens skygger (In the Shadow of Evil, 1995)
Ondskabens hus (House on Haunted Hill, 1999)
Dødbringende våben (Lethal Weapon, 1987)
Dødbringende viden (Q&A, 1990)
Dødbringende kontakt (Hideaway, 1995)
Dødbringende deadline (Greenmail, 2002)
Farligt begær (Fatal Attraction, 1987)
Grænseløst begær (White Palace, 1990)
Ju dou – flammende begær (Ju dou, 1991)
Iskoldt begær (Basic Instinct, 1992)
Vildt begær (Unlawful Entry, 1992)

De danske udlejere af spoof-filmen "Fatal Instinct" (1993) forpassede i øvrigt en oplagt chance for endelig at krydse "Dødbringende begær" af titellisten. Eller hvad med det endnu saftigere "Begærligt begær"?

Til gengæld var der en vaks oversætter, der kendte sin besøgelsestid, da "Wrongfully Accused", en parodi på bl.a. "Flygtningen", nåede vore breddegrader. Filmen bærer på tv den stolte titel "Dødelig dødsensfarlig død"!

En gang imellem rammer de plet. ("Silence of the Hams", 1994)

WE HAFF WAYS OF MAKING YOU CRINGE!

Det er retfærdigvis ikke kun herhjemme, at den svære oversættelsesdisciplin volder kvaler. Vore naboer i Tyskland har tradition for at være mindst lige så hårdhændede i deres titelsnedkeri. Og i særdeleshed, når det gælder farcer:

Animal House (Deltakliken)
Ich glaub’ mich tritt ein Pferd!
= Jeg tror, en hest sparker mig!

Airplane! (Højt at flyve)
Die unglaubliche Reise in einem verrückten Flugzeug
= Den utrolige rejse i en forrykt flyvemaskine

Ruthless People (Hvem snører hvem?)
Die unglaubliche Entführung der verrückten Mrs. Stone
= Den utrolige bortførelse af den forrykte fru Stone

The Man Who Knew Too Little (Manden der vidste for lidt)
Agent Null Null Nix - Bill Murray in hirnloser Mission
= Agent Nul Nul Niks – Bill Murray på hjernedød mission

Mr. Ricco
Was nützt dem toten Hund ein Beefsteak?
= Hvilken nytte har den døde hund af en beefsteak?

Ja, det hedder toeren sgu i Norge! ("Austin Powers: The Spy Who Shagged Me", 1999)

JAPANSK FILM-HAIKU

De kære japanere vælger snarere at under- end oversætte titlerne på de film, de importerer fra USA:

Army Of Darkness → Kaptajn Supermarked
The Horse Whisperer (Hestehviskeren) → Holdt af vind i Montana
Mr. Holland’s Opus → Det solbeskinnede klasselokale
Jersey Girl (Storbydrømme) → Jeg elsker min far, den bedste i verden
Being John Malkovich → Malkovichs hul

BILL MURRAY PÅ SEKS SPROG

Somme tider er originaltitlen så intetsigende, at en ny titel er tvingende nødvendig. Man har dog ikke indtrykket af, at oversætterne kom på overarbejde, da soldaterfarcen "Stripes" (1981) med Bill Murray skulle omdøbes til det europæiske marked:

Dansk (bio): Røven af 4. division
Dansk (DR TV): Basser og bisser
Norsk: Rekrutter på ville veier
Svensk: Lumparkompisar (Soldaterkammerater)
Spansk: El pelotón chiflado (Den skøre deling)
Tysk: Ich glaub' mich knutsch ein Elch (Jeg tror, en elg nusser mig)
Finsk: Natsat (Striber)

ISRAEL DØR AF GRIN

Til slut en lille overraskelse. Vores egen mani med at omdøbe spoof-film til noget med "høj X-føring" har tilsyneladende en pendant i – af alle steder – Israel!

The Naked Gun (Høj pistolføring)
Pistolen dør af grin

Camouflage
Detektiven dør af grin

George of the Jungle (George den gæve liansvinger)
Junglen dør af grin

Wrongfully Accused (Dødelig dødsensfarlig død)
Flygtningen dør af grin

"Evigt solskin i et pletfrit sind" var åbenbart en lovlig poetisk titel i italiernes øjne, så de døbte filmen HVIS DU FORLADER MIG, SLETTER JEG DIG. Dét er da til at forstå.

Links til mere sjov med filmtitler:

> Blogbogstaver.dk
> Mega Dødbringende Halløj
> Morten Brunbjergs Blog

Remake-mania: Asien genbruger Hollywood

2011-05-03T14:41:00.003+02:00

Tidens store dille i Asien er at genindspille amerikanske succesfilm med orientalske stjerner. På torsdag får biografgængere i København, Århus og Odense chancen for at se, hvad der sker, når Kinas mest anerkendte instruktør vender en af Coen-brødrenes film på vrangen.

Zhang Yimous aktuelle sorte komedie, "En kvinde, en pistol og en nudelbar" (2009), er nemlig et remake af "Blood Simple" (1984) – omplantet fra nutidens Texas til en vejkro i det feudale Kina.

»Mit mål var at ændre historien så meget, at Coen-brødrene ikke længere ville kunne genkende den,« fortalte Zhang Yimou mig på sidste års Berlinale.
Efter premieren på Zhangs remake modtog han da også en e-mail fra Joel og Ethan Coen, som var imponerede over, hvor anderledes hans gakkede kinesiske version var blevet.

I deres mail fremhævede Coen-brødrene bl.a. den virtuose scene i "En kvinde, en pistol og en nudelbar", hvor vejkroens tre kokke jonglerer med nudeldej.
»Og så holdt de meget af den tykke tåbe med kaninfortænderne," fortalte Zhang Yimou.

Du kan læse meget mere om Zhang Yimous kuriøse remake i min artikel fra sidste søndags Jyllands-Posten (01.05.2011), hvor jeg også skriver om mange andre asiatiske genindspilninger af Hollywood-hits.

For eksempel er den indiske "The Italian Job" lige på trapperne, mens "Ghost" og "Sideways" allerede foreligger på japansk. Er du også træt af Mel Gibson, kan du nu vælge at se "What Women Want" med de kinesiske superstjerner Andy Lau og Gong Li i stedet for Gibbo og Helen Hunt.

"What Women Want" (Kina 2011) vs. "What Women Want" (USA 2000):

"Ghost: In Your Arms Again" (Japan 2010) vs. "Ghost" (USA 1990):

"Sideways" (Japan-USA 2009) vs. "Sideways" (USA 2004):

FRA ASIEN TIL AMERIKA (udvalg)
Dæmonernes port (Japan 1950) → Halvblods (USA 1964)
De syv samuraier (Japan 1954) → Syv mænd sejrer (USA 1960)
Godzilla (Japan 1954) → Godzilla (USA 1998) / Godzilla (USA 2012)
Livvagten (Japan 1961) → Last Man Standing (USA 1996)
Nankyoku Monogatari (Japan 1983) → Eight Below (USA 2006)
Spis drik mand kvinde (Taiwan-USA 1994) → Tortilla Soup (USA 2001)
The Ring (Japan 1998) → The Ring (USA 2002)
Bangkok Dangerous (Thailand 1999) → Bangkok Dangerous (USA 2008)
Siworae (Sydkorea 2000) → The Lake House (USA 2006)
Pulse (Japan 2001) → Pulse (USA 2006)
Infernal Affairs (Hongkong 2002) → The Departed (USA 2006)
The Eye (Hongkong-Singapore 2002) → The Eye (USA 2008)
Dark Water (Japan 2002) → Dark Water (USA 2005)
Ju-On: Forbandelsen (Japan 2003) → Forbandelsen (USA 2004)
A Tale of Two Sisters (Sydkorea 2003) → The Uninvited (USA 2009)

FRA AMERIKA TIL ASIEN (udvalg)
Den hårde måde (USA 1991) → Main Khiladi Tu Anari (Indien 1994)
Mrs. Doubtfire (USA 1993) → Avvai Shanmugi (Indien 1996) / Chachi 420 (Indien 1998)
Fight Club (USA 1999) → Fight Club: Members Only (Indien 2006)
Final Call (USA 2004) → Speed (Indien 2007) / Connected (Hongkong-Kina 2008)
Sideways (USA 2004) → Saidoweizu (USA-Japan 2009)
Blood Simple – et nemt offer (USA 1984) → En kvinde, en pistol og en nudelbar (Kina 2009)
Ghost (USA 1990) → Ghost: In Your Arms Again (USA-Korea-Japan 2010)
Stepmom (USA 1998) → We Are Family (Indien 2010)
What Women Want (USA 2000) → What Women Want (Kina 2011)
The Italian Job (USA 2003) → Players (Indien 2011)

"Thor": Brie vs. Branagh

2011-04-28T16:52:00.004+02:00

I dag får Marvel-filmatiseringen "Thor" premiere i mere end 60 danske biografer. Og jeg kan med nogen lettelse konstatere, at når man først ser, hvad Kenneth Branagh har fået ud af Stan Lees måske mest bizarre superhelt, undrer man sig ikke længere over, at Mr. Shakespeare har valgt at instruere en blockbuster om en blond tordengud og hans boomerang-hammer.

Takket være Branaghs sikre hånd og et engagerende hold skuespillere (anført af Anthony Hopkins, Natalie Portman og Stellan Skarsgård) rammer tonen i "Thor" den helt rigtige, hårfine balance. Filmen er behørigt grandios og dramatisk, som et epos om guder bør være. Samtidig er "Thor" et overraskende morsomt superhelteeventyr, der viser overskud og glimt i øjet uden at tippe over i ironi eller kitsch, hvilket tegneserien ellers indbyder rigeligt til.

I denne uges filmtillæg i Politiken (28. april) kan du læse mit interview med Kenneth Branagh, som jeg mødte i London. Den yderst veltalende og karismatiske brite går bl.a. i detaljer med, hvordan man holder fokus, når man arbejder på en kæmpe superheltefilm.

INTERVIEW MED KENNETH BRANAGH:
> Mellem Shakespeare og superhelte
Brian Iskov i Politiken Film, 28. april 2011

Det er også mig, der har tilrettelagt det indslag om "Thor", som DR's "Troldspejlet" viser fra på lørdag (30. april). Her røber Chris Hemsworth (Thor) sin fortid som kikset fastelavns-Robin, mens Tom Hiddleston (Loke) mindes, hvordan han sad og nørdede over oplysningerne på sin barndoms superheltekort: "Galactus var sej, han kunne spise verdener!"

VIDEO:
> Se Troldspejlets THOR-indslag

Som bonusmateriale kan du nedenfor læse Kenneth Branaghs svar på, hvorfor han sagde nej til at optage "Thor" i 3D, men i stedet valgte at konvertere filmen bagefter:

I didn't want to shoot in 3D. We explored it. I'm not clever enough yet to shoot in 3-D, perhaps I never will be. It's two enormous cameras [along with] the grading, the analysis of the parallax, the depth curve, the retinal rivalry and everything else that is the technical jiggery-pokery.

To do the physics of lining up for a shot is so time-consuming, I said to Marvel, "We should convert. If we shoot in 3D, I'll never have time to do all this work on the acting that I want to do, so let's convert and render as many of the effects in 3D as we possibly can".

We were planning [the 3D] while we were shooting, and we finished last May, nearly a year ago. We've been doing 3D reviews twice a week for the last year. At Comic-Con last year, we ran five minutes of 3D material, and it was the first understanding of how to make it work.

Lots of times, it's to do with offering up a kind of sculpted depth in the shot, whether it's trying to maximize the sense of the occasion when Thor is in the foreground, and Odin's up there, three people are at the sides and on the stairs. All that gives a sense of the magnificence of Asgard.

Sometimes it's to do with how you lay out the depth in the interior shots with Chris and Natalie in the van, driving to the S.H.I.E.L.D. camp, trying to put people more in the desert. Sometimes it's to do with the full experience of going through space, like our little end title sequence, where we go on a journey through Yggdrasil.

So it took a long time, and a lot of orchestrating, but we're really proud of the specifics of the 3D.

> Læs også Bries Blu-ray-anmeldelse af "Thor"

Taglines!

2011-04-22T12:27:00.002+02:00

Så er Bries Blog-O-Rama nået til det foreløbig sidste indslag i serien "Sjov med filmplakater". I dag skal det handle om taglines eller slaglinjer: de slogans af mere eller mindre opfindsom art, som filmselskaberne sætter på plakaterne for at lokke os til at købe billet.

Du kan læse meget mere om taglines i den artikel, jeg har skrevet til Politikens filmtillæg i denne uge:

> Taglines! – kommer snart på en filmplakat nær dig
Brian Iskov i Politiken, 21. april 2011

Som bonusmateriale får du nedenfor en udvidet samling af taglines – nogle mere fantasifulde end andre.

Sidder du og brænder inde med fantastiske eksempler på gode eller gyselige taglines fra de sidste 110 års filmhistorie, så tilføj dem endelig i kommentarfeltet eller på Bries Blog-O-Ramas Facebook-side!

KLASSISKE TAGLINES
Bonnie & Clyde (1967): They’re young … they’re in love … and they kill people.
The Graduate (1967): This is Benjamin. He’s a little worried about his future.
Jaws (1975): Don’t go in the water.
Monty Python and the Holy Grail (1975): Makes 'Ben Hur' look like an epic.
Star Wars (1977): A long time ago in a galaxy far, far away ...
Jaws 2 (1978): Just when you thought it was safe to go back in the water.
Alien (1979): In space no one can hear you scream.
The Shining (1980): All work and no play make Jack a dull boy.
The Thing (1982): Man is the warmest place to hide.
The Fly (1986): Be afraid. Be very afraid.
Apollo 13 (1995): Houston, we have a problem.
Godzilla (1998): Size does matter.
There's Something About Mary (1998): Love is in the hair.
Shaun of the Dead (2004): A romantic comedy. With zombies.
Død snø (2009): Ein Zwei Die!

KNAP SÅ KLASSISKE TAGLINES
Jaws the Revenge (1987): This time, it's personal.
Above the Law (1988): He was a covert agent trained in Vietnam. He has a master 6th degree black belt in Aikido ... and family in the Mafia. He's a cop with an attitude.
Cool as Ice (1991): When a girl has a heart of stone, there's only one way to melt it. Just add Ice.
Clash Of The Titans (2010): Titans Will Clash.

BEDRE END NOGEN ANDEN FILM!
Gone with the Wind (1939): The most magnificent picture ever!
Ben-Hur (1959): The Entertainment Experience of a Lifetime!
Spartacus (1960): More titanic than any story ever told!
Cleopatra (1963): The motion picture the world has been waiting for!

DON'T MESS WITH THE GOVERNATOR:
Commando (1985): Somewhere, somehow, someone's going to pay.
Raw Deal (1986): The system gave him a Raw Deal. Nobody gives him a Raw Deal.
The Running Man (1987): It is the year 2017. "The Running Man" is a deadly game no one has ever survived. But … Schwarzenegger has yet to play.

PRISBELØNNEDE TAGLINES*:
The 40-Year-Old Virgin (2005): The longer you wait, the harder it gets.
Talladega Nights (2006): The story of a man who could only count to #1.
W. (2008): A life misunderestimated.
Crank: High Voltage (2009): He was dead ... But he got better.

(*Prisen for ”Best Copy Line” uddeles ved branchebladet Hollywood Reporters årlige fest, Movie Marketing Key Art Awards)

CPH PIX: Brie møder John Woo

2011-04-20T09:52:00.012+02:00

”En filminstruktør er en drømmer, som får drømmene til at gå i opfyldelse.«

– John Woo

I aften (20. april) kan du opleve Hongkong-veteranen John Woos seneste værk, "Reign of Assassins", instrueret i samarbejde med hans taiwanske elev Su Chao-Pin. Den fortryllende Michelle Yeoh er stjernen i det muntre martial arts-periodestykke, som vises i Empire kl. 20.00 som en del af festivalen CPH PIX.

Jeg talte med John Woo om hans karriere, da han sidste år modtog en æresløve på festivalen i Venedig. Manden bag nyklassiske actionperler som "The Killer", "Hard-Boiled" og "Face/Off" viste sig at være en lavstammet bedstefartype, rundhovedet og mild, og trods sine seksten år i Hollywood noget vaklende i sin beherskelse af det engelske tungemål. For eksempel omtaler han konsekvent sin nyeste film som "Reign of Assassin" i ental.

Mit interview med John Woo kan læses på dagbladet Informations hjemmeside:

INTERVIEW MED JOHN WOO
> Øst, vest – hjemme bedst?
Brian Iskov i Information, 13. april 2011

Her er nogle af de John Woo-bidder, som jeg ikke fik plads til i artiklen:

WOO OM DE HVIDE DUER

[Note: Woo er kristen, opdraget på lutheransk skole og ville oprindelig have været præst.]
»Duerne i mine film symboliserer kærlighed, fred, uskyld og renhed. Duen kan være en budbringer fra Gud, som overleverer et positivt budskab til folket. I "The Killer" (1989) kom de to hovedpersoner fra hver deres verden – den ene var kriminel, den anden buddhist. Men i deres hjerter var de gode mennesker, der kæmpede for retfærdighed, og begge ønskede at finde en form for frelse. Da jeg optog en scene i en kirke, fik jeg den idé at lade en hvid due flyve op over et stearinlys. Når heltene i filmen bliver skudt, klipper jeg til duen for at vise den sande ånd i deres hjerter. Det fungerede så godt, at jeg har brugt det lige siden. Men den hvide due kan betyde mange ting afhængig af, hvad scenen handler om, og hvordan man bruger den.«

REIGN OF ASSASSINS-HOLDET OM JOHN WOO

Michelle Yeoh, filmens kvindelige stjerne:
»Fordi John er så legendarisk, havde alle kæmpe forventninger til, hvad han ville sige og gøre, når han viste sig på settet. Men han holdt faktisk meget lav profil. Han er lidt som solen, han skinner på os alle og bringer det bedste frem i os. Han fortalte os aldrig, hvordan vi skulle gøre tingene, men stolede fuldt på, at vi ville bidrage med det rigtige.«

Medinstruktør Su Chao-Pin:
»John kunne træffe de store beslutninger, som da vi blev ramt af dårligt vejr med regn, sne og kulde. Han fik ideen til at flytte slutningen inden for i et studie, hvilket lettede presset for hele holdet.«

Jung Woo-sung, koreansk skuespiller i den mandlige hovedrolle:
»John stod tit bagved Su og betragtede scenen, som regel uden at sige ret meget. Hvis han var tilfreds, forlod han settet ganske stille. Så vidste vi, at den var i kassen. Hvis han ikke var tilfreds, ville han blive stående og kigge på. Han er også ydmyg: Hvis han vil have kaffe, laver han den selv i stedet for at få en assistent til det.«

"Reign of Assassins" (Jianyu) får dansk dvd-premiere efteråret 2011.

CPH PIX-ANMELDELSE
Reign of Assassins
(Kina 2010, John Woo & Su Chao-Pin)
Actionkongen John Woos seneste titel, "Reign of Assassins", snyder på vægten, hvad krediteringen angår. Den såre traditionelle wuxia er reelt instrueret af Woos taiwanesiske elev, Su Chao-Pin, under mentorens overopsyn.
Man genkender elementer af "Mr. & Mrs. Smith" og traditionel folkekomedie i den letfodede historiske sag, hvor amorinerne flagrer mellem en butiksejer og en kurer – begge lykkeligt uvidende om, at jagten på en magisk urne vil afsløre deres sande identitet som svorne ærkefjender.
Til ingredienserne i det uhøjtidelige plot hører en snigmorderske ved navn Finregn, hvis signaturmanøvre tæller 41 hug med klingen, samt plastikkirurger, der praktiserer deres hverv ved at indsætte giftige insekter i klienternes næsebor!
Mest besnærende blandt alle filmens special effects er dog Michelle Yeoh, hvis balletagtige gratie og milde, imødekommende træk alt for sjældent illuminerer de danske biograflærreder. Hendes dobbeltrolle som kærlig kone og kontant kungfu-mester stod om noget som en værdig repræsentant for kvindekønnets flersidighed på sidste års Venedig-festival.
"Reign of Assassins" vises på CPH PIX 20. og 26. april.

> Læs flere CPH PIX-anmeldelser