I dag har Stephen Frears' komediedrama "Philomena" premiere i de danske biografer. Det er noget så sjældent som en morsom, rørende og intelligent feelgood-film, der finder en naturlig balance mellem sine komiske og seriøse elementer. Roserne bør ikke kun gå til Frears' drevne instruktørrutine, men også til komikeren Steve Coogan, som har produceret filmen og skrevet et velfungerende manuskript (sammen med Jeff Pope) ud fra virkelige begivenheder.
“Philomena” fortæller historien om Philomena Lee, en sød og lidt naiv irsk dame, som spilles til en sikker oscarnominering af Judi Dench. Som teenagepige i 1950’ernes Irland blev Philomena Lee gravid uden for ægteskabet, hvilket kastede skam over hendes katolske familie. Philomena måtte føde sin lille dreng på et lokalt kloster, men hun mistede sønnen igen, da de strikse nonner bortadopterede ham som treårig. Philomena holder sin private sorg hemmelig i halvtreds år, før en journalist opsnuser historien og hjælper hende med at undersøge, hvad der siden skete barnet.
Steve Coogan spiller selv den anden hovedrolle som journalisten Martin Sixsmith, hvilket han gør vittigt og med stor beherskelse. Under dette års filmfestival i Venedig fortalte Steve Coogan mig, at han havde længtes efter at få lov til at bevise, at han kunne andet og mere end at fjolle rundt i BBC's Alan Partridge-serier og være "den sjove englænder" i amerikanske filmkomedier. Men ingen turde caste ham i en seriøs rolle. Så Coogan måtte tage sagen i egen hånd:
"Jeg følte, at jeg trådte vande i Amerika, hvor jeg spillede birolle nummer tre i den ene komediefilm efter den anden. Det var på en måde interessant, men ikke rigtig tilfredsstillende. Jeg sad ikke i førersædet og havde ikke hjertet med i det - det var lidt for nemt. Derudover havde jeg længe følt mig hæmmet af Alan Partridge-figuren og forsøgt at distancere mig fra den. I et år eksperimenterede jeg med at gå til casting på usædvanlige roller, og jeg fik ikke en eneste af dem. "Jeg er vild med det, du laver, og det var en rigtig god audition, men til syvende og sidst er du kendt for at være komiker, og det vil vi ikke have med i vores film. Jeg vil have en seriøs skuespiller." Det hørte jeg fra castere og fra filmselskabschefer, og det begyndte at pisse mig af. Fuck det, jeg finder en film, jeg kan producere, og så giver jeg mig selv en god rolle, for jeg tror, at jeg vil kunne spille den. Hvis nogen anden havde produceret eller skrevet "Philomena", var jeg aldrig blevet tilbudt den rolle."
"I USA er man mere åbne over for, at komikere kan være gode karakterskuespillere. Men i Storbritannien hersker der stadig noget elitisme omkring det på grund af vores klassiske teatertradition. Der er en udbredt forestilling om, at komedie på en eller anden måde er mere overfladisk, trivielt eller nemt at gå til. I virkeligheden er det teknisk meget svært at spille godt komedie. Jeg er uddannet skuespiller, men blev suget ind i komedieverdenen. Jeg kan godt lide humor og gags, men det skal helst handle om noget. Efterhånden som man bliver ældre, kræver man mere substans i tingene. Selv god komik er ligesom fastfood: Man nyder det, men det giver ikke ordentlig næring. Man har brug for både at le og græde."
"Humor kan bruges som et korrektiv, hvis tingene bliver for sødladne eller sentimentale. Jeg ønskede at bruge kynisme som en del af Martin Sixsmiths personlighed i "Philomena", fordi kynisme er morsomt og underholdende, men kærligheden og håbet er nødt til at vinde over den. Vi måtte sætte os ud over kynismen. Det mest avantgardistiske, man kan gøre i dag, er at behandle kærlighed på en ikke-kynisk, uforstilt facon, hvor det ikke bare er noget, man bruger for at manipulere med publikum. Det er det sværeste af alt - at være oprigtig."
EXTRA - FOR FOREIGN READERS: Steve Coogan, actor/writer/producer, talks about "Philomena" at Venice Film Festival 2013
(English version)
"I was treading water in America, playing part number three in this and that comedy film. It was sort of interesting, but not really satisfying. I wasn't in the driving seat, I wasn't passionate about it - it was kind of easy. Also, I felt encumbered with the Alan Partridge character for many years and tried to move away from it. I experimented for a year auditioning as an actor for unusual parts, and I didn't get any of them. No director would give me that kind of serious part. "I love what you do, and you did a really good audition, but in the end, you do comedy, you're too known for that, and we don't want that in our film, I want a serious actor." I got that from casting agents, heads of studios, and it started to piss me off. Fuck it, I'll find a project to produce, I'll give myself a good role, I think I can do it well. If someone else had produced or written "Philomena", I would not have been offered that role."
"In America, there's a more open view towards [comedians being good character actors]. But in Britain, I find a certain elitism about that, because of our classical tradition. There's a notion that comedy is somehow lightweight or trivial or easy. In fact, good comedy is technically very hard. I trained as an actor, but got sucked into comedy. I like humor and gags, but I like things to be about something. As you get older, you want something with more substance. Even good comedy is like fast food: it's enjoyable, but you want real nourishment - you need to laugh AND cry."
"Humor can take the curse off things that are mawkish or sentimental. I wanted to use cynicism [as the Martin Sixsmith character in "Philomena"], because it's funny and enjoyable, but it has to lose the battle with love and hope. I am cynical sometimes, but I don't like to think that I'm full of hate. It had to be transcended. The most avant-garde thing you can do is to talk about love in an uncynical way and be genuine about it rather than trying to play a beat for an audience. That's the hardest thing, to be sincere."
Podcast 84 fra Filmnørdens Hjørne er netop udkommet. Det store emne er denne gang filmcensur: Hvem sidder egentlig og bestemmer, hvad vi som publikum må og bør se på film?
Casper og Brie - efter censuren
Fra 01:00 i podcasten kaster Casper og jeg os ud i censursnakken med udgangspunkt i mit besøg i Medierådet for Børn og Unge. Først fortæller en af de danske filmcensorer, Katrine Munch, om sit job og de overvejelser, hun gør sig, når hun får en film til gennemsyn. Som case gennemgår hun Steven Soderberghs "Mit liv med Liberace" helt ned i detaljen.
Vi får også besøg i studiet af censureksperten Thure Munkholm, programchef ved CPH PIX. Thure folder emnet ud ved at trække tråde tilbage i tiden til Statens Filmcensur, hvor man bl.a. slog hårdt ned på scener med pisk, dyrevold, lesbiske kys og indianere, der skød cowboydere i ryggen. Vi kigger desuden på, hvordan filmcensur foregår i andre lande - og især hvordan den forkætrede instans MPAA forvalter USA's filmcensur.
PS: Denne podcast indeholder langt over to forekomster af ordet "fuck" og ville dermed få censurgrænsen R (Restricted), hvis vi havde lavet den til det amerikanske marked ...
Hvis du vil grave endnu dybere i emnet filmcensur, kan du herunder læse meget mere udførligt om mit besøg hos Katrine Munch i Medierådet. God fornøjelse!
Med censoren på arbejde Brian Iskov i Politiken 26. august 2013
Syv eksperter i Medierådets vurderingsudvalg bestemmer suverænt aldersgrænserne på de film, der vises i Danmark. FILM kiggede censorerne over skulderen en tilfældig torsdag i august
Oven over Cinemateket i Filmhuset i det indre København ligger en hemmelig biograf, som offentligheden hverken har adgang eller kendskab til. Kun syv personer passerer jævnligt gennem 'Nåleøjet', der skjuler sig bag en undselig dør hos Medierådet for Børn og Unge på anden etage.
Katrine Munch er 36 år og uddannet skolelærer. På sin ugentlige fridag fra Børnerådet, hvor hun er kommunikationsmedarbejder, vurderer hun film i Medierådet. Da Politiken kigger forbi en torsdag morgen, sidder hun alene med kaffe, pen og A5-notesblok i et af Nåleøjets 18 blå kinosæder for at sætte dansk censurgrænse på to trailere og en spillefilm.
Filmenes respektive distributører betaler Medierådet 12,78 kr. per spilleminut for at få det indsendte materiale klassificeret. Tilsvarende bliver Katrine og hendes fem kolleger i vurderingsrådet aflønnet for hvert minut, de ser.
Naomi Watts spiller Lady Di i dagens første forfilm, 'Diana'. Et A i en cirkel på Katrines blok angiver, at traileren er udramatisk nok til at få den laveste aldersgrænse: »tilladt for alle«. Derimod beder hun om at få vist reklamen for Marvels superhelteepos 'Thor: The Dark World' en ekstra gang. Der sker ganske meget på trailerens få minutter, og Katrine har brug for at notere nogle detaljer, der kan indgå som eksempler i hendes vurderingstekst.
»Fantasy og eventyr med slåskampe og lettere dramatiske scener får tit 11,« oplyser hun. Ofte vil superhelte- og fantasygenren i sig selv være en formildende omstændighed, for som udgangspunkt føles det mindre uhyggeligt, hvis filmen foregår langt fra den verden, som børn selv kender.
»En trailer kunne man derfor godt give syv, men i dette tilfælde ser man mennesker, der lider eller bliver skudt med ild. Der er også nærbilleder af angste mennesker. Film til 7-årige må godt have drama, men når man ser konsekvenserne hos de personer, det går ud over – f.eks. i form af angst – bevæger aldersgrænsen sig opad,« forklarer Katrine. Thor-traileren får derfor mærkatet »tilladt over 11 år«.
Efter forfilmene ruller 'Mit liv med Liberace' over Nåleøjets lærred. Steven Soderberghs biografiske drama om 1970'ernes farverige showpianist og skabsbøsse er udadtil en relativt fredelig affære. Men selv om en film er fortalt i et behersket tempo, kan dens stemning udvikle sig i en retning, der bliver udslagsgivende for censorens endelige dom. Modsat vurderingssystemerne i mange andre lande tager Medierådet nemlig også filmens kontekst i betragtning.
»Vores engelske kolleger i BBFC krydser af i et skema, når der f.eks. er nogen i filmen, der skændes eller slås eller viser et nøgent bryst. Til sidst ryger dataene ind i en computer, som regner ud, hvilken vurdering filmen skal have. Derfor kan englænderne til tider undre sig over vores vurderinger, fordi de selv enten ligger meget højere eller lavere end os. Men det er fordi, vi vurderer filmens elementer inden for de rammer, de bliver præsenteret i, og vi kigger også på, hvordan modtagerne vil opleve det, der foregår på lærredet,« siger Katrine Munch.
Den galopperende (homo)seksualitet i Liberace-filmen udløser ingen advarselslamper hos det danske Medieråd:
»Filmen har kortvarige sexscener mellem mænd, og selv om man ikke ser nøgne kønsdele, kun overkroppe, er jeg nødt til at forholde mig til, at det er noget andet at se homo- end heteroseksualitet i film. Sex i det hele taget er grænseoverskridende for børn. Men her er det præsenteret så afdæmpet, at det ikke er nok til at udløse en 7-års grænse.«
Klassificeringen sniger sig først opad, da Liberaces unge elsker i filmens anden halvdel begynder at tage stoffer. Det gør stemningen mere knugende, mener Katrine Munch.
»Hen imod slutningen er der mange følelsesmæssige udbrud med nogle ret kraftige reaktioner, hvor mennesker er i deres følelsers vold. Og i de scener er filmens klipning og det nervøse, håndholdte kamera med til at underbygge, at den her mand er ude i tovene.«
Kombineret med et par detaljerede nærbilleder af ansigter, der kommer under plastikkirurgens skalpel, trækker det Katrine Munchs endelige dom op på »tilladt over 11«. At Matt Damons figur favoriserer det engelske sprogs mere saftige gloser, har derimod ingen betydning for vurderingen.
»I princippet kan man i Danmark sige 'fuck', så meget man vil, i en film for alle. Sproget bliver kun et problem, hvis det indgår i en nedgørende sammenhæng, men så vil det som regel være vold eller psykisk terror, som gør udslaget,« siger Katrine Munch.
Efter frokost stempler Medierådets formand ind. Anne Mette Thorhauge er hasteindkaldt fra sit fuldtidsjob som lektor på KUA for at tage sig af en akut ankesag. Ifølge loven har filmudlejerne mulighed for at klage over Medierådets vurderinger af deres film. I så fald ser rådsformanden filmen igennem med en anden censor for at afgøre, om aldersgrænsen skal sænkes eller bevares.
Den aktuelle sag gælder teenage-fantasyfilmen 'The Mortal Instruments: Dæmonernes by'. Den er vurderet til 15 år. Og det huer ikke udlejeren, SF Film.
»Ligesom 'Twilight' er den her film nøje målrettet til den amerikanske PG-13-klassificering, og den afprøver grænserne for, hvad et amerikansk publikum i den alder kan håndtere,« siger Anne Mette Thorhauge.
Problemet er, at det danske vurderingssystem – modsat USA – ikke har en 13-års grænse. »Vi ser flere og flere film, som lander lige midt imellem 11 og 15 år. Der er vi nødt til at tage hensyn til de yngste og sætte grænsen højere, end vi egentlig har lyst til. For der er meget stor forskel på at være 11 og 15 i dag,« siger Anne Mette Thorhauge.
I tilfældet 'The Mortal Instruments' er dæmonhunden, der tidligt i filmen angriber den unge heltinde, et særlig skærpende element.
»Det ender med at blive en meget langstrakt scene, fordi hunden lige kommer igen en ekstra gang, efter man tror, at pigen er i sikkerhed. Og den måde, hundens hoved flækker på, da den bliver til en dæmon, er vildt uhyggelig. Det er ren horror; det ligner noget fra 'The Thing',« siger Anne Mette Thorhauge.
Endelig hæfter hun sig ved, at den dystre scene optræder i filmens første akt, hvor historien stadig foregår i et genkendeligt hverdagsunivers med traditionelle mor-datter-scener.
Anne Mette Thorhauge understreger, at ingen af Medierådets censorer bryder sig om at udelukke målgruppen fra festen. Derfor har rådet anmodet Kulturministeriet om at få indført en 13-års klassificering for at kunne give børn og forældre mere retvisende vejledning.
»Dels er det et meget reelt problem for distributøren i forhold til, hvem de markedsfører filmen til. Der er jo mange penge på spil, når man afskærer de 11-årige fra at se 'The Mortal Instruments'. Desuden er det sådan en film, som 13-årige gerne vil se i biffen alene eller med deres veninder. Og de kan sagtens håndtere den film. Men som klassificeringen er nu, skal de tage deres forældre med ind og se den,« konkluderer Anne Mette Thorhauge – som ender med at fastholde filmens 15-års grænse.
Med jævne mellemrum nedsætter Medierådet børnepaneler, hvor skoleelever fra hhv. 1. og 4. klasse ser filmene sammen med censorerne. Blandt andet har 'Klovn the Movie' (2010) og den frimodige norske ungdomsfilm 'Ta' mig' (2011) været brugt som cases i børnepaneler med sex som tema. Målet var at finde bedre definitioner for, hvordan Medierådet vurderer seksuelt indhold i film.
»Vi fik mange klager fra forældre, efter at vi vurderede 'Klovn the Movie' til 11 år,« fortæller Katrine Munch.
»Efterfølgende kørte vi filmen for et 7. klassepanel, og de kunne sagtens klare at se den. Det kunne 5. klassepanelet også, men der kunne vi godt mærke, at vi pillede ved en grænse. Der sker bare noget med seksualitet, når man er 11. De synes faktisk, at det er grænseoverskridende på en måde, som kan være skadeforvoldende,« siger Katrine Munch, der ideelt ville have givet 'Klovn' en aldersgrænse på 13 år.
Også filmens humor viste sig at skille vandene, fortæller Anne Mette Thorhauge.
»Børnene syntes, det var sjovt, at Casper og Frank kæntrede i kanoen. De grinede også af replikker som »Jeg stikker en paraply op i røven på dig«. Men selve figurerne går simpelthen ikke ind hos 11-årige børn,« siger Anne Mette Thorhauge, som fremhæver, at grovkornet humor har kun en formildende effekt i det omfang, børnene forstår den.
»Det var tydeligt, at børnene tog afstand fra Casper og Franks lamme opførsel. Mange af dem spurgte, hvordan de overhovedet kunne tillade sig sådan noget, og hvordan de voksne kunne sidde og grine af den slags. Der havde børnene faktisk deres moralske kompas mere i orden end de voksne,« konstaterer Anne Mette Thorhauge.
Katrine Munch understreger, at Medierådets klassificeringer hverken må opfattes som en blåstempling eller en moralsk dom.
»11-årige har ikke nødvendigvis glæde af at se en film som 'Klovn'. Vi vurderer blot, at de ikke tager skade af det,« siger hun og indskærper, at forældrene stadig er suverænt bedst klædt på til at bedømme, om deres børn bør se en bestemt film eller ej.
Inden for Skandinavien er filmcensorerne som regel enige om, hvordan en film skal vurderes. Men især skildringer af sex kan skille vandene. Den løsslupne komedie 'Bollevenner' (Friends with Benefits) fra 2011 gjorde brug af stort set alle klassificeringer i de lande, den blev vist.
I Danmark og Norge blev filmen tilladt for alle, mens den fik 11-årscensur i Sverige og 12 år i Tyskland. Briterne satte grænsen til 15, mens filmen i sit hjemland, USA, nåede helt op på 17-årsgrænsen på grund af »seksuelt indhold og sprogbrug«.
Generelt er nøgenscener sjældent noget, der kan få de danske filmcensorer op af stolen, fortæller Katrine Munch fra Medierådet for Børn og Unge: »Det er nok meget skandinavisk, og det bliver vi også ålet for, når vi møder censorer fra andre lande.«
Medierådet for Børn og Unge er et offentligt, rådgivende organ, som hører under Dansk Filminstitut. Rådet, der blev nedsat af Kulturministeren i april 1997, afløste det tidligere Statens Filmcensur fra 1922.
Medierådets hovedopgave er at vurdere film og computerspils egnethed for børn og unge i forskellige aldersgrupper. Biograf- og videofilm vurderes ud fra de vejledende aldersgrænser tilladt for alle, 7, 11 og 15 år. Tidligere hed de øvre aldersgrænser 12 og 16 år. 7-års grænsen blev indført i 1980.
Alle film, der vises i biografen samt film, der sælges, lejes eller udlånes offentligt til børn skal være godkendt af Medierådet. Værker, der ikke indsendes til gennemsyn, får automatisk den højeste aldersgrænse (15 år). Ifølge den nuværende filmlov må børn over 7 år dog se alle biograf- og videofilm, så længe de er i selskab med en voksen.
Visninger på filmfestivaler, musikvideoer, reklame- og undervisningsfilm er ikke omfattet af Medierådets vurderinger.
Rådet udgøres af en formand og seks medlemmer, der er beskikket af kulturministeren. Vurderingsudvalget består af formanden samt to såkaldt børnesagkyndige, der har en pædagogisk eller psykologisk uddannelse.
Medierådet censurerer ikke film og kan heller ikke forbyde dem. Voksencensuren bortfaldt i Danmark i 1969.
Hvis et filmselskab er uenig med Medierådets vurdering af en film, kan de vælge at anke klassificeringen. Alternativt kan distributøren selv foretage censurklip (f.eks. i 'Gremlins 2: Det nye kuld' fra 1991) eller, mindre drastisk, skrue ned for særlig voldsomme lydeffekter. Sidstnævnte trick bragte Pixars 'Modig' og animationsfilmen 'Den kæmpestore bjørn' ned fra en 11- til 7 års-grænse i danske biografer.
Alle Medierådets klassificeringer af film kan læses på www.medieraadet.dk
Medierådets kategorier
A - Tilladt for alle
Typisk film fortalt i et roligt tempo og med få skift i intensitet. Korte, dramatiske hændelser forløses hurtigt med humor. Eks: Shrek-filmene, Far til fire-filmene, Before Midnight.
7 - Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år
Kan f.eks. indeholde lettere dramatiske og intense scener med chokeffekter som muligt skærpende element. Mange familiefilm, herunder animerede spillefilm, falder ind under denne kategori. Eks: Toy Story 1-3, Sådan træner du din drage, Blue Jasmine.
11 - Tilladt for børn over 11 år
Mange fantasy- og science fictionfilm, superheltefilm og andre relativt ublodige actionfilm. Kan indeholde skræmmende passager og dramatiske indslag, der ikke umiddelbart forløses. Eks: Twilight-sagaen, Ringenes Herre, Star Wars, de fleste James Bond-film, Spies & Glistrup.
15 - Tilladt for børn over 15 år
Horrorfilm og andre film med stærke og urovækkende fremstillinger af temaer som angst, vold, sex, krig, misbrug, liv og død, naturkatastrofer osv. Mærkatet gives desuden til alle spillefilm, som ikke indsendes til vurdering i Medierådet. Eks: World War Z, 3096 dage, Kvinden i buret, Kick-Ass 2.
