Sider

tirsdag den 22. september 2015

50 år med "Sound of Music": Bjergene genlyder af sang

Alle tiders mest populære musicalfilm, Robert Wises "The Sound of Music”, runder de 50 år i år.

I sidste uge, den 17. september, fejrede Det Ny Teater premiere på den seneste danske opsætning af Rodgers & Hammersteins syngespil, og anmeldelserne var overstrømmende positive. I den anledning kan du her læse min 50-års jubilæumsartikel om filmversionen fra 1965, der gjorde Julie Andrews og Østrigs grønne bakketoppe til folkeeje.



Bjergene genlyder af sang
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, marts 2015

”The hiiills are aliiiive with the sound of muuuusic ...”

Mon ikke de fleste kan nynne med på ørehængere som ”Edelweiss”, ”Do-Re-Mi”, ”My Favorite Things”, ”Climb Every Mountain” og ”So Long, Farewell”? De stammer alle fra én og samme musical, ”The Sound of Music”, som i 1959 blev det sidste af mange broadwayhits for sangskriverduoen Richard Rodgers og Oscar Hammerstein II.

Siden urpremieren i New York er stykket blevet opført overalt i verden. Alene i Danmark kunne man sidste år (2014) opleve hele tre versioner af det folkekære syngespil.

”Den er jo blevet alle musicalers moder,” siger sangeren og skuespilleren Trine Gadeberg, der to gange i sin karriere har prøvet kræfter med hovedpartiet som Maria von Trapp.

”Når man ikke ved, hvad man skal sætte op på sit teater, kan man altid vælge ”The Sound of Music”. Den er et sikkert trækplaster,” fortsætter Trine Gadeberg, som bemærker, at det næppe skader, at handlingen finder sted i et alpint miljø a la ”Sommer i Tyrol”:

”Hvis der er noget, danskere kan lide, er det bjergene ved Harzen!”

Lady Gaga synger "The Sound of Music" til Oscaruddelingen 2015 | pr-foto: AMPAS

Rollen som Maria – den unge nonneaspirant, der som huslærer i mellemkrigstidens Østrig smelter en enkemands hjerte med sin omsorg og ukuelige livsglæde – vil dog for altid være forbundet med Julie Andrews. I den stort opsatte filmatisering fra 1965, som gjorde ”The Sound of Music” verdenskendt, gav den 29-årige brite sit definitive bud på rollen. Den nu 79-årige stjerne var også med på sidelinjen, da popkunstneren Lady Gaga ved det seneste Oscar-prisshow fremførte et medley over filmens sange for at markere dens 50-års jubilæum.

Virkelighedens Maria – thi ”The Sound of Music” er inspireret af en sand historie – var næppe helt så sorgløs som Andrews' inkarnation, der danser cirkler over Salzburgs grønne bakketoppe. Efter alt at dømme var dén baron Georg von Trapp, Maria giftede sig med i 1927, også langt mere kærlig end den strikse flådehelt og patriark, som Christopher Plummer portrætterer i filmen. I øvrigt flygtede familien heller ikke fra Hitlers regime i 1938 ved at vandre over bjergene til Schweiz i ly af natten. De steg på et tog til Italien ved højlys dag og fløj derfra videre til Amerika.

Men ellers er det ganske vist, at Trapp'erne og deres børneflok optrådte sammen som familiekor gennem mange år. I maj 1939 kunne odenseanerne således opleve The Salzburg Trapp Choir (senere The Trapp Family Singers) på scenen i Fyens Forum. Siden slog familien sig endegyldigt sig ned i USA, nærmere betegnet det landlige Vermont, hvor Maria Augusta von Trapp i 1949 nedfældede sine erindringer.

Hendes bog blev syv år senere filmatiseret med stor succes i Tyskland, og det var disse to biograffilm – ”Familien Trapp” (1956) og ”Familien Trapp i Amerika” (1958) – som leverede den direkte inspiration til Broadway-musicalen ”The Sound of Music”.

”Historiens autentiske baggrund går lige i hjertekulen,” mener Trine Gadeberg.

”Anden verdenskrig huskes stadig af mange, men hele krigselementet er jo stadig aktuelt i dag. Og så er der også en moderlighed og empati i Marias samspil med de syv børn, der vækker ens beskytterfølelser, så man næsten selv får lyst til at tage et forældreløst barn med hjem bagefter.”

Trine Gadeberg (t.h.) som Maria i "The Sound of Music" på Fredericia Teater (2009) | pressefoto

De færreste anmeldere nærede samme kærlighed til filmversionen, da den fik premiere i marts 1965.
”En indsukret løgn, som folk tilsyneladende gerne vil æde,” hvæsede den anerkendte, amerikanske kritiker Pauline Kael. Hun måtte senere ”æde” en fyreseddel fra sit magasin, efter at læserne gjorde oprør over hendes kontroversielle vurdering af filmen.

For folket elskede ”The Sound of Music”. Filmen voksede sig så stor ved mund til øre-metoden, at den gik uafbrudt i de amerikanske biografer i 4 ½ år. I dag regnes den for den mest populære musicalfilm og den tredjestørste biografsucces nogensinde i USA, når man justerer for inflation – hvorfor den i branchen vandt tilnavnet ”The Sound of Money”.

Herhjemme har filmen også fejret triumfer, i nyere tid ikke mindst som fast inventar i juledagenes tv-program. Kun i Tyskland og Østrig, der jo allerede havde deres egne, populære film om familien von Trapp, floppede den ved fremkomsten.

Verdenssuccesen gjorde filmens to relativt uprøvede hovedkræfter til stjerner. Den canadiske teaterskuespiller Christopher Plummer var kun 34, da han spillede Georg von Trapp, og fik indfarvet grå striber i håret for at se ældre ud. Plummer har aldrig lagt skjul på sit had til både rollen og filmen, som han ynder at kalde ”The Sound of Mucus” (lyden af slim, red.). Ligesom anmelderne nærede Christopher Plummer stærke betænkeligheder ved historiens sentimentale aspekter.

Christopher Plummer og Julie Andrews under optagelserne til "The Sound of Music" | pr-foto, public domain

”Der ligger en pænhed over musikken og handlingen i ”The Sound of Music”,” vedkender Trine Gadeberg. Da hun genoptog rollen som Maria på Fredericia Teater i 2009, stræbte hun efter at give opsætningen lidt mere kant:

”Vi var meget opmærksomme på at fremhæve de mere alvorlige aspekter af historien, såsom krigen, den uforløste kærlighed og hele stemningen omkring dét at skulle flygte, for at det ikke skulle blive til sødsuppe.”

Ved filmens optagestart havde Julie Andrews netop færdiggjort en anden familievenlig musical om en glad guvernante: Disney-hittet ”Mary Poppins”. Efter dén og ”The Sound of Music” følte hun sig i mange år sat i bås som et kernesundt, trallende tandsmil.

Også Trine Gadeberg har mærket typecastingen i sit videre virke. ”Det er måske derfor, jeg nu laver ”City Singler”,” siger hun med adresse til det grovkornede ensembleshow, hun turnerer rundt i landet med [marts 2015, B.I.].



Både Julie Andrews og hendes 85-årige kollega Christopher Plummer er stadig i vigør, omend Andrews ikke længere kan synge efter en mislykket halsoperation i 1997. Til gengæld stemmer biografgæsterne gerne i, når Maria hvirvler over bakketoppen oppe på lærredet.

Siden det første syng med-arrangement løb af stablen i London i 1999, har karaokevisninger af filmen grebet om sig. Det sangglade publikum er gerne klædt ud som figurer eller fænomener, der indgår i fortællingen – det være sig nonner, geder eller de ”pakker med snore og fint broderi” fra sangen ”My Favourite Things” (Hva' jeg særligt ka' li').

”Nej, hvor sjovt,” udbryder Trine Gadeberg, da hun hører, at ”The Sound of Music” har udviklet sig til et karaoke-kultfænomen. Musicalens partitur ligger ellers ikke lige til højrebenet for begyndere, noterer hun sig:

”Rollen som Maria kræver en god sopranstemme, som ikke må være for hård; den skal have noget sødme i sig. Den kræver også et stort register, for man kommer både dybt ned og højt op i løbet af de tre timer, musicalen varer. Og så er titelsangen også ret svær,” siger Trine Gadeberg og slår over i kvidrende skønsang, så man straks føler sig hensat til blå himmel og østrigsk alpelandskab:

”Fra bjergenes tååååårn strømmer skønne klaaange ...”

> Se filmen "Sound of Music" (1965) som VOD på SF-Anytime
> Se filmen "Familien Trapp" (1956) på YouTube med engelske undertekster


FAKTA:
Filmmusicalen "The Sound of Music"

Instruktøren Robert Wises filmatisering af musicalen "The Sound of Music" fik verdenspremiere i USA 2. marts 1965.

Sean Connery, Richard Burton og Bing Crosby blev overvejet til rollen som kaptajn von Trapp. Danske Victor Borge var på tale til at spille børnenes onkel, Max Detweiler.

Christopher Plummer synger ikke selv i filmen: hans sangstemme tilhører Bill Lee.

Under indspilningen af den klassiske åbningssekvens på bakketoppen blev Julie Andrews flere gange væltet omkuld af kamerahelikopterens kraftige nedstrøm.

Virkelighedens Maria von Trapp var fan af filmen og medvirker også i den som statist. Hun og hendes barnebarn går igennem billedets baggrund i den sekvens, hvor Julie Andrews synger ”I Have Confidence”.

Filmen "The Sound of Music" endte med at vinde fem oscarpriser, bl.a. for bedste film. Den afløste kortvarigt ”Borte med blæsten” (1939) som den mest indtjenende spillefilm i Nordamerika og regnes i dag for historiens største musicalfilmsucces.

Filmens soundtrackplade solgte mere end 11 millioner eksemplarer og lå øverst på den engelske hitliste fire år i træk (1965-1968).

Også i Danmark, hvor premieren blev lagt 2. juledag 1965, var tilstrømningen stor. I Grand-biografen i Odense kørte filmen "The Sound of Music" uafbrudt i mere end et år og trak tilskuere helt fra Nordjylland. En 70mm-version gik længe i Imperial Bio i København, hvor filmen fik repremiere i 1982 og 2008. CinemaxX-kædens danske biografer viste den i 2005 og 2009.

Man har anslået, at 70 % af al turisme i Salzburg, hvor filmens udendørsscener blev optaget, skyldes ”The Sound of Music”.

I december 2013 viste det amerikanske tv-netværk NBC en livetransmitteret opsætning med countrysangerinden Carrie Underwood som Maria. Det blev et seerhit og en kritikerfiasko.


FAKTA:
Teatermusicalen "The Sound of Music"

Den amerikanske teatermusical ”The Sound of Music” (1959) er en bearbejdelse af den populære tyske spillefilm ”Familien Trapp” (1956), som igen er baseret på baronesse Maria Augusta von Trapps erindringsbog, ”The Story of the Trapp Family Singers” (1949).

Musicalen blev skrevet af forfatterne Howard Lindsay og Russell Crouse og skulle oprindelig kun have indeholdt de sange, som virkelighedens Trapp Family Singers optrådte med. Komponisten Richard Rodgers og tekstforfatteren Oscar Hammerstein II (”South Pacific”, ”Kongen og jeg”, ”Oklahoma!”) endte med at levere lutter nye sange til stykket, der fik urpremiere 16. november 1959 i New York City. Med Mary Martin i hovedrollen som Maria blev ”The Sound of Music” en stor succes, der spillede 1443 gange på Broadway og vandt seks Tony-priser.

Siden er musicalen "The Sound of Music" opført over hele kloden, fra Sydkorea og Sydafrika til Australien og Puerto Rico. En opsætning i England i 1981 med Petula Clark slog rekorder og fik Maria von Trapp til at kalde den da 49-årige Clark for ”den bedste Maria nogensinde”. ”The Sound of Music” er også en hyppig gæst på danske egnsteatre og friluftsscener, hvor bl.a. Charlotte Guldberg og Trine Gadeberg har fået deres gennembrud som Maria.

Trine Gadeberg (f. 1969) spillede første gang Maria som amatør i Varde Sommerspil i 1992. Dengang havde hun, som hun siger, ”den rigtige alder til at spille en nonneaspirant i starten af 20'erne”. Friluftsopsætningen var en kæmpe succes, der satte publikumsrekord med 42.800 tilskuere og gjorde den unge Gadeberg ”landskendt i Jylland”. Da hun genoptog rollen i professionelt regi i 2009 på Fredericia Teater, var hun i mellemtiden blevet 40 år, men ”stadig lille og vims” nok til at agere ungmø. Dog spurgte Trine Gadeberg flere gange stykkets instruktør, om hun ikke skulle gå længere tilbage på scenen, så publikum ikke kunne se hendes rynker.

"The Sound of Music" opføres indtil 31. december 2015 på Det Ny Teater i København. Hovedrollerne som Maria og Georg von Trapp spilles af hhv. Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Jens Jacob Tychsen. Forestillingen er iscenesat af Daniel Bohr. Sangteksterne er fordansket af Karen Hoffmann.



FAKTA:
Virkelighedens von Trapp-familie

Baronesse Maria von Trapp (1905-1987) var født Maria Augusta Kutschera. Hun var skolelærer på Nonnbergklostret i Salzburg, da hun som 22-årig blev udsendt som huslærer for ét af de syv børn, som baron og flådekaptajn Georg Johannes von Trapp (1880-1947) var blevet alene med efter sin kones død.

Efter at Georg von Trapp friede til sine børns guvernante, giftede de sig i november 1927. Han og Maria fik tre egne børn sammen.

Von Trapp-familiekoret opstod i midten af 1930'erne af pengenød. Baronen og baronessen var gået fallit under den store depression og tog imod et forslag om at optræde med deres børn. Trapp Family Singers blev et populært koncertnavn i Skandinavien og siden i USA, hvor familien bosatte sig i 1940'erne. Koret opløstes i 1956.

Maria Franziska von Trapp, det sidste medlem af de originale Trapp Family Singers, døde sidste år i en alder af 99. Hun skildres i filmen ”The Sound of Music” under navnet Louisa.

Familiens hjem i Salzburg fra 1923 til 1938 er i dag Hotel Villa Trapp. Deres landejendom i Vermont er også omdannet til feriested under navnet The Trapp Family Lodges. Læs mere på hhv. http://www.villa-trapp.com og http://www.trappfamily.com.

Von Trapps historie er også blevet til en tegnefilmserie på japansk tv. I ”Trapp Ikka Monogatari” (1991) bærer alle børnene samme navne som deres virkelige forbilleder.

tirsdag den 8. september 2015

Pixar-tema: Med Pete Docter, podcast A116 og udstillingen "25 Years of Animation"

Mens Pixars seneste computeranimerede mesterværk, "Inderst inde" (Inside Out), fejrer triumfer i biograferne, har Casper Christensen og jeg gravet dybt i emnet Pixar ovre på Filmnørdens Hjørne.



Vores begejstrede nørderi er nu mundet ud i en episk, 4 timer og 49 minutter lang podcast, som udelukkende handler om Pixar. Vi følger selskabet fra deres spæde start som computervirksomhed, gennemgår deres hidtil 15 spillefilmsucceser, besvarer en masse af lytternes spørgsmål og forsøger undervejs at definere, hvad Pixar-magien består i. Som glasur på lagkagen har vi eksklusive interviews med nogle af folkene fra Pixar-banden!

Jeg har været så heldig at møde Pete Docter, instruktøren af "Inderst inde", og hans producer, Jonas Rivera, flere gange. Først i 2009 ved filmfestivalen i Cannes, hvor "OP" var åbningsfilmen, og siden i Svendborg, hvor jeg for nylig sikrede mig 15 minutters interview til Filmnørdens Hjørne.

Frygt (Brie) og Vrede (Pete Docter) i Svendborg | foto af Lars Høngaard Sørensen, 2015

Min Pixar-snak med Pete Docter og Jonas Rivera kan høres i sin helhed, hvis man spoler frem til tidskoden 03:30:55 i podcast A116.

Derudover får Hjørnet besøg af Pixar-kenderen Anders Høeg Nissen fra P1 Harddisken, ligesom selveste Pixar-høvdingen John Lasseter giver sit besyv med i form af interviewbidder fra dengang, jeg mødte ham i Cannes.

HØR PODCAST A116, "DEN OM PIXAR", HER:


Som lovet i podcasten kommer her min reportage fra London Science Museum i 2006, hvor jeg med åben mund og polypper gik på opdagelse i vandreudstillingen "Pixar: 25 Years of Animation".

Den højst anbefalelsesværdige udstilling kan pt. opleves i Ciudad de las Artes y las Ciencias i Valencia, Spanien indtil ultimo september 2015.



ARTIKEL:
På udflugt i Pixars arkiver
Brian Iskov, AOK/Berlingske Tidende 01.09.2006

I anledningen af Pixars 20 års jubilæum har animationsstudiet sat store dele af sit arkiv på hjul. En verdensomrejsende udstilling, som vi besøgte i London, illustrerer ideernes lange vej til lærredet og giver et sjældent indblik i den kreative proces bag de virtuelle kulisser.

Farvestudier/color scripts til "De Utrolige" (The Incredibles, 2004) af Lou Romano

Gennem tyve år har det californiske animationsstudie Pixar konstant hævet overliggeren for den computerskabte film. Men selv om den tredimensionelle, digitale animations muligheder haler ind på fremtiden med stormskridt, holder John Lasseter klogelig fast i de klassiske dyder. Firmaets kreative høvding og über-legeonkel er egentlig uddannet håndtegner fra Disney, og før Lasseters glade svende får lov at animere en eneste pixel, bliver der tegnet, malet, formgivet og diskuteret på livet løs – og mange af de grundige forberedelser foregår stadig i hånden.

Brainstormingen kaster en imponerende mængde biprodukter af sig, lige fra kunstfærdige olie- og akrylmalerier til tossede tegnerier med tuschpen. Alt dette forarbejde gemmes normalt af vejen for offentligheden i Pixars arkiver, men i anledning af jubilæet har studiet sendt et gavmildt tværsnit af deres skatte på verdensturné i udstillingen »Pixar: 20 Years of Animation«. [Pt. går udstillingen under navnet "Pixar: 25 Years of Animation" - B.I. 2015].


John Lasseters præsentationsvideo til Pixar-udstillingen i Paris, 2014

De velkendte figurer dukker op i et utal af permutationer på udstillingen, hvor Pixars karakteristiske humor udgør den samlende tråd i et hav af stærkt varierende stilarter og abstraktionsgrader. I et hjørne finder man helt simple blyantsskitser af blandt andre cowboyen Woody i en tidlig, tykhovedet inkarnation. Andre afdelinger er tilegnet modernistiske farvestudier, hvor inspirationskilder som Matisses litografier og russisk konstruktivisme skinner igennem lærredet.

Smukkest er de dramatiske og ekspressive malerier, der er opstået i et forsøg på at indkredse en overordnet visuel stil for hver ny film, såsom »Lysreflekser i vand« (»Find Nemo«) eller »Blades farvespil gennem årstiderne« (»Græs-rødderne«). Selv røntgenfotos af legetøjet fra »Toy Story« er indrammet og hængt op på væggen som et typisk eksempel på den legesyge udforskningstrang, der kendetegner Pixars arbejde.

Geofwee Boedoes koncepttegning til "Monsters, Inc.", signeret af Pete Docter og John Lasseter (privateje)

Tilsammen modbeviser de udstillede effekter enhver fordom om, at computertegnefilm ikke kræver kunstnerisk talent. Pastel, blyant, filtpen, trækul, akryl, collage, gouache, oliemaleri og kunststof deler plads med musen på Pixars værktøjshylde, og det største publikumshit på udstillingen – »zoetropen« – har heller intet med terabit og pixels at gøre, men vækker persongalleriet fra »Toy Story« til live gennem ældgammel mekanik.

På en stor drejeskive står alle filmens figurer linet op, hver af dem mangedoblet til en stribe plasticstøbte kloner i let adskilte positurer. Men når motoren starter, og det flimrende stroboskoplys efteraber lysets eksponering af enkeltbillederne på en filmstrimmel, eksploderer den roterende cirkusmanege i sprudlende action. Med ét ser pingvinerne ud til at hoppe rundt mellem de bedårende, treøjede rumvæsener i kåd kolbøtteleg, mens Buzz Lightyear balancerer på en bold, Jessie svinger sin lasso, og faldskærmstropper springer ud af deres plasticspand på toppen af kransekagen!



Det er et ældgammelt illusionsnummer i slægt med laterna magicaen, men det tager stadig lige så mange kegler, som man kunne forestille sig, det gjorde på vores tipoldeforældres tid. Både børn og voksne må samle undermunden op fra gulvet bagefter, og dermed afspejler zoetropen også den egentlige hemmelighed bag jubilantens unikke succeshistorie. For det er i virkeligheden underordnet, hvilket medie Pixars figurer udfolder sig i.

Så længe John Lasseter og hans medarbejdere fastholder deres oprigtige tro på den gode historie, den besjælede detalje og det bankende hjerte bag teknikken, vil deres fortællinger ramme bredere, end selv det mest nidkært målgruppetilrettede stykke spekulation nogensinde vil kunne gøre det.

> Minisite med eksempler fra udstillingen (eksternt link)

Her finder du rejseudstillingen "Pixar: 25 Years of Animation":
http://www.pixar.com/about/The-Exhibition

En bearbejdet udgave af denne artikel er publiceret i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - Den Store Troldspejlsbog" (Forlaget Carlsen 2010). Bogen er udsolgt fra forlaget, men kan købes direkte fra forfatteren så længe lager haves. 



MERE PIXAR PÅ BRIES BLOG-O-RAMA:
> John Lasseter: Vis mig dit klædeskab
> John Lasseter, Jonas Rivera og Pete Docter om brugen af stereoskopisk 3-D i "OP" (Up)
> Jakob Stegelmann om Pixars hemmelighed
> Jakob Stegelmann om sin cameorolle i "Toy Story 3"

torsdag den 3. september 2015

”Spionen fra U.N.C.L.E.”: Agent Solos danske mission

En af 1960'ernes tidligste James Bond-imitationer var “The Man from U.N.C.L.E” om et umage amerikansk/russisk spionpar. Den uhøjtidelige tv-serie kom aldrig til Danmark – men det gjorde til gengæld dens hovedpersoner, Napoleon Solo og Ilja Kuryakin, i en for længst glemt knaldroman fra 1967. Bries Blog-O-Rama har læst “Solo i København”

En amerikansk CIA-agent, Napoleon Solo, må modvilligt samarbejde med en russisk KGB-kollega, Ilja Kuryakin, under tressernes kolde krig. Hvordan det umage par løser deres første fælles mission, kan man opleve i filmen ”Spionen fra U.N.C.L.E.” (The Man from U.N.C.L.E.), der får dansk biografpremiere i dag.



Guy Ritchies noget uengagerende 60'er-pastiche er blot det seneste eksempel på en stort anlagt spillefilm bygget over en gammel amerikansk tv-serie, som de færreste i Danmark har set.

NBC's tv-serie ”The Man from U.N.C.L.E.” (1964-68) delte nemlig samme skæbne herhjemme som de samtidige ”Mission: Impossible” og ”Star Trek”, der alle blev vejet og fundet for let af det statslige danske monopolfjernsyn.

Tv-indkøberne i Sverige og Tyskland led ikke af denne berøringsangst over for ”underlødige” underholdningsserier. Derfor måtte danskerne vende deres stueantenner mod syd eller øst, hvis de ønskede at se ”Solo für O.N.C.E.L.” eller ”Mannen från UNCLE”.



Danmarks Radios bestræbelser kunne heller ikke forhindre ”The Man from U.N.C.L.E.” i at dukke op i andre medier herhjemme. Først kom otte spillefilm, der var klippet sammen af dobbeltepisoder fra tv-serien. Disse fik dansk biografpremiere fra 1964 til 1968.

Forlaget Interpresse udgav 12 numre af tegneseriehæftet ”Manden fra U.N.C.L.E.” mellem 1968 og 1970 i tæt samarbejde med et forlag i Sverige (hvor fænomenet jo var kendt fra tv). Disse tegneserier var oprindelig produceret til det amerikanske marked af Dell Comics.

Det danske "Manden fra U.N.C.L.E."-seriehæfte nr. 1 (Interpresse 1968)

Desuden blev ti ud af 23 kioskromaner fra Ace Books om ”Manden fra U.N.C.L.E.” oversat til dansk. Bøgerne udkom på Winthers forlag i 1966-67, og som et kuriosum hæfter man sig ved, at handlingen i en af bøgerne er henlagt til Danmark – et land, hvor Solo og Kuryakins tv-serie slet ikke gik på det tidspunkt!

”Hvis brintbomberne detonerer, så farvel Jylland ...” 

”Hvis brintbomberne detonerer, så farvel Jylland ...” lyder den æggende slaglinje på forsiden af ”Solo i København” (Winthers forlag 1967). ”The Copenhagen Affair”, som originaltitlen lyder, var seriens tredje bog på amerikansk og den syvende i rækken på dansk.

Det kulørte plot, som skyldes forfatteren John Oram Thomas (1906-1992), sender Napoleon Solo og Ilja Kuryakin af sted til Danmark, da ufoer bliver observeret over Jylland. Sporet leder naturligvis agenterne til den infame skurkeorganisation Thrush, der har skandinavisk base i Trørød. Det viser sig, at Thrushs lokale rådsmedlem fremstiller dødbringende flyvende tallerkener i en forladt kalkmine uden for Horsens!

Forsiden til "Solo i København" (Winthers forlag 1967)

“Solo i København” er mildest talt ikke velskrevet, og oversættelsen ved O. Hemmingsen byder på mangen en bedaget flovser a la “Rend mig med dit kørvel”. Men for stedlige læsere er der ikke ringe underholdningsværdi i Solo og Kuryakins møde med Dannevang anno midten af 1960'erne.

"Et pistolløb mod rygsøjlen virker yderst forskelligt på folk. Nu for eksempel filmstjerner - drenge med lakhår og den slags hud, der ligefrem indbyder til et par på snuden - de slår det hen i latter. En vits, en baglæns dobbeltsalto, boinng! Endnu en skurk må bide i gulvtæppet, og derefter er det farvel kammerat og af sted med bankdirektørens datter."
- citat fra "Manden fra U.N.C.L.E.: Solo i København" (1967)

Napoleon Solo og Ilja Kuryakins mission bringer dem først til filmselskabet Paramounts daværende kontor på Gammel Strand i København. Adressen tjener som dække for U.N.C.L.E.'s danske afdeling, ledet af “Mr. Jørgensen”.

I det lyssky Nyhavn får Solo tæv af de lokale gangstere Eiler, Ole, Per og Bjørn, før Kuryakin redder ham. Turen går videre til Århus, hvor taxachaufføren ævler løs om Rebild-festen, inden han sætter Solo af på La Tour, “et stilfærdigt, men fremragende motel”. Ved Solos ankomst til Den Gamle By går handlingen brat i stå, mens forfatteren bruger en halv side på at forklare konceptet bag friluftsmuseet. Først derefter kan Solo nyde en Ceres Pilsner med en gæv, gammel modstandsmand ved navn Sørensen.

Original amerikansk udgave (Ace Books, 1965)

Allerede i det første kapitel, inden Napoleon Solo og Ilja Kuryakin betræder den danske muld, når læseren at runde Kastrup Lufthavn (“uden konkurrence den venligste lufthavn nogetsteds”), Strøget (“Piccadilly, Bond Street og Fifth Avenue lagt efter hinanden”), restauranten Syv Nationer, en sømandsbule på Nyhavn og Hotel Excelsior på Colbjørnsensgade (“hvor maden selv efter Københavns høje standard var fortræffelig, og værelserne både hyggelige og nydeligt indrettede”).

Bogens walisiske forfatter, John Oram Thomas, har tydeligvis gjort sin research og besøgt de mange jyske og sjællandske lokaliteter, han fletter ind i handlingen. Det lykkes ham også at nævne digteren Kaj Munk i forbifarten, mens Solo og Kuryakin kører mod den underjordiske Thrush-base, der gemmer sig et sted ud ad Silkeborgvej.

Bagsideteksten til "Solo i København" (Winthers forlag 1967)

Hvorfor de ansvarlige bag “Manden fra U.N.C.L.E.” valgte at lade Napoleon Solo og Ilja Kuryakin besøge et land, som ikke engang viste deres tv-serie, kan man kun gisne om. John Oram Thomas skrev siden fagbogen “The Giant-Killers” (1975) om den danske modstandsbevægelse, som også spiller en væsentlig rolle i “Solo i København”. Så måske har forfatterens interesse for danske forhold haft indflydelse på valget af location?

Under alle omstændigheder er “Solo i København” en pudsig, lokal fodnote til “The Man from U.N.C.L.E.”-fænomenet – og set med danske øjne er bogen også et sjovere, mere autentisk cheesy nostalgitrip end Guy Ritchies aktuelle filmversion.



“Manden fra U.N.C.L.E.”-romaner udgivet på dansk:
  1. John Phillifent: Den gale videnskabsmand (The Mad Scientist Affair, da. 1966)
  2. Harry Whittington: Dommedag (The Doomsday Affair, da. 1966)
  3. John Oram: Kaos (The Stone-cold Dead in the Market Affair, da. 1966)
  4. Michael Avallone: Sagen om de tusinde kister (The Thousand Coffins Affair, da. 1966)
  5. Peter Leslie: Den radioaktive kamel (The Radioactive Camel Affair, da. 1966)
  6. Peter Leslie: Fingeren på himlen (The Finger in the Sky Affair, da. 1967)
  7. David McDaniel: Vampyren (The Vampire Affair, da. 1967)
  8. David McDaniel: Dagger komplottet (The Dagger Affair, da. 1967)
  9. John Oram: Solo i København (The Copenhagen Affair, da. 1967)
  10. David McDaniel: Fabelhjulet (The Monster Wheel Affair, da. 1967)

”The Man from U.N.C.L.E.”-spillefilm vist i Danmark:
  1. Spioncentralen W.A.S.P. (To Trap a Spy, 1964)
  2. Spionaktion U.N.C.L.E. (The Spy with My Face, 1965)
  3. U.N.C.L.E. slår til (One Spy Too Many, 1966)
  4. U.N.C.L.E., en spion savnes (One of Our Spies Is Missing, 1966)
  5. Spionen med den grønne hat (The Spy in the Green Hat, 1966)
  6. Håndkantdræberne (The Karate Killers, 1967)
  7. Helikopterspionerne (The Helicopter Spies, 1968)
  8. Med U.N.C.L.E. i hælene (How to Steal the World,1968)
  9. Spionen fra U.N.C.L.E. (The Man from U.N.C.L.E., 2015)



”Spionen fra U.N.C.L.E. (The Man from U.N.C.L.E.) - de hårde fakta
  • Under tressernes kolde krig parres en amerikansk hemmelig agent, Napoleon Solo (Robert Vaughn), med en russisk kollega, Ilja Kuryakin (David McCallum). Sammen bekæmper de skurke på vegne af den globale spionorganisation U.N.C.L.E. i tv-serien ”The Man from U.N.C.L.E.” (1964-68), som produceren Norman Felton udviklede for NBC.
  • De uhøjtidelige agenteventyr, hvis parodiske islæt blev stærkere i løbet af seriens 105 afsnit, var til dels baseret på en idé af James Bonds skaber, Ian Fleming.
  • Herhjemme blev ”The Man from U.N.C.L.E.” i sin tid fundet for let af DR (ligesom de samtidige ”Mission: Impossible” og ”Star Trek” i øvrigt). Danskerne måtte i stedet følge agentserien på svensk eller tysk fjernsyn.
  • En række spillefilm, klippet sammen af episoder fra serien, fandt vej til de danske biografer mellem 1964 og 1968. Disse kan, ligesom tv-serien, købes på dvd fra Storbritannien.
  • Tv-successen fik også en kortvarig lillesøster, ”The Girl from U.N.C.L.E.” (1966-67), hvor Stephanie Powers spillede agenten April Dancer.
  • Napoleon Solo og Ilja Kuryakin blev genforenet i tv-filmen ”The Return of the Man from U.N.C.L.E.” (1983).
  • Spillefilmen ”Spionen fra U.N.C.L.E.” af Guy Ritchie, er løseligt baseret på tv-serien. Filmen har dansk biografpremiere i dag, 3. september 2015.
  • Tv-seriens stjerner, Robert Vaughn (Solo) og David McCallum (Kuryakin), er i den aktuelle filmversion erstattet af hhv. Henry Cavill og Armie Hammer.
  • U.N.C.L.E. er et akronym for United Network Command for Law and Enforcement .