I dag får Marvels "The Avengers: Age of Ultron" verdenspremiere - og for første gang i Danmark også i IMAX 3D, intet mindre. I den forbindelse optager Filmnørdens Hjørne en særlig podcast om emnet superheltefilm, hvor Casper, Jesper og Mille bl.a. anmelder Joss Whedons nye Avengers-epos. Jeg bidrager til podcasten med et historisk overblik over superheltefilm fra 1930 til 1980 - selvfølgelig med masser af kuriøse og obskure eksempler.
Hør Bries gennemgang af superheltefilmenes tidlige historie fra 0:42:14 til 1:20:14:
Imens vender Bries Blog-O-Rama blikket tilbage mod den første "The Avengers"-film fra 2012. Jeg lavede junket på filmen i London, og det endte med artikler i Politiken og Dagbladenes Bureau, et indlæg på denne blog samt interviewindslag i Filmnørdens Hjørnes podcast 98.
Herunder kan du nu læse, hvad Tom Hiddleston, Clark Gregg og Jon Favreau (i et uddrag fra min "Cowboys and Aliens"-junket) i 2012 havde at sige om superheltegenrens mytologiske egenskaber, og hvad vi som publikum kan lære om helte, skurke og os selv ved at se superheltefilm.
ARTIKEL OM "THE AVENGERS": Bag superskurkens maske Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, april 2012
På filmplakaten poserer en supergruppe af tegneseriehelte – med navne som Iron Man, Captain America, Black Widow og Thor – iklædt spandex, kapper og kropsnær læder. Det ligner til forveksling en fastelavnsfest for hollywoodstjerner, når Marvel-studiets superhelte holder generalforsamling i den biografaktuelle ”The Avengers”. Men to af filmens skuespillere hævder, at man kan lære en masse om vores samtids helteidealer, fjendebilleder og menneskets psykologi, hvis man kigger bag om de spraglede kostumer.
I ”The Avengers” gentager britiske Tom Hiddleston sin gennembrudsrolle som den lumske Loke fra Marvels udgave af ”Thor” (2011). Den 32-årige skuespiller mener ikke, at en film som ”The Avengers” savner tyngde, blot fordi det er kulørt underholdning:
– Superhelte appellerer til vores fantasi, og hele ideen med at have fantasi er, at man kan flygte ind i den. Og virkelighedsflugt er stadig en stor del af, hvad filmmediet handler om. Men superhelte er samtidig en slags moderne mytologi, der kan sætte billeder på vores drømme, mareridt og fælles forhåbninger på tværs af sociale og religiøse skel.
Også den amerikanske skuespiller Clark Gregg kan takke Marvel for sin karrieres største løft. Fordi fansene elskede hans birolle som den sarkastiske agent Phil Coulson i ”Iron Man” (2008), har figuren nu optrådt som fast element i fire Marvel-film. Privat har den 50-årige Gregg alle dage haft øje for de dybere lag i science fiction-historier og superheltetegneserier:
– Mange bøger og film i den fantastiske genre bliver ikke værdsat nok for det, de kan. Genren kan give os et satirisk udsyn på verden ved at vise den fra et fremtidsperspektiv, som spejler os selv længere fremme ad den sti, vi er slået ind på – eller måske viser en spændende afvigelse fra stien.
Clark Gregg påpeger, at superhelteserier lige siden 1940'erne har fungeret som et barometer for, hvad det vil sige at være en helt i den samtid, som historierne blev skabt i.
– Heltene i vores udgave af ”The Avengers” er meget anderledes end de patriotiske helte, man havde i 40erne og 50ernes krigsramte Amerika. Især efter 11/9-angrebene har superheltene udviklet sig i retning af det mere selvbevidste, ufuldkomne og ironiske, siger Gregg. Han finder det særlig inspirerende, at hans figur, en almindelig dødelig, vælger at kæmpe side om side med de mægtige halvguder i ”The Avengers”, hvor det endelige slag mod ondskaben udspiller sig i – af alle byer – New York City.
Tom Hiddleston som Loke i "The Avengers" (2012) | pr-foto Marvel
Og apropos ondskab: Hvad ville superhelte være uden superskurke til at yde dem værdigt modspil? Efter at have portrætteret den magtsyge og komplicerede Loke i to film, har Tom Hiddleston gjort sig en del tanker om, hvorfor skurke handler, som de gør. Han nåede frem til, at Loke ligesom flere af verdenshistoriens mest berygtede tyranner er motiveret af sårede følelser.
– Loke voksede op i Asgård som Odins kronprins og forventede at blive udnævnt til konge. Men i ”Thor” fandt han ud af, at hele hans livs fortælling var en stor løgn. Han viste sig at være den uægte søn af en jætte, forladt af sit biologiske ophav og siden forrådt af sine adoptivforældre. Loke er en skadet sjæl, hvis hjertekvaler med tiden er hærdet til en destruktiv blanding af storhedsvanvid, forfængelighed og hovmod. Derfor håber jeg, publikum trods alt føler lidt med ham.
I en tankevækkende scene fra ”The Avengers” angriber Loke den tyske by Stuttgart og befaler folket på gaden at knæle for sig. Kun en enkelt ældre herre nægter at parere ordre. Han husker en lignende situation fra 1939. Tom Hiddleston opfatter denne scene som et sindbillede på de psykologiske mekanismer, som fascistiske ledere også i dag er dygtige til at udnytte.
Stuttgart-scenen fra "The Avengers" (2012) | pr-foto Marvel
– Vi mennesker finder tryghed i at blive ledet af andre. Det er derfor, vi er så fascinerede af nye politiske lederskikkelser, der udstråler selvtillid. Nogle mennesker kan lide at følge andre, mens nogle er skabt til at føre an. Somme tider kan en stærk leder forene folket til alles bedste. Andre gange går det frygtelig galt. Winston Churchill var en fremragende lederskikkelse under 2. verdenskrig, og briterne følte sig trygge ved at følge hans forbillede og hans instinkter. Adolf Hitler ejede en tilsvarende karisma og appellerede til den samme sensibilitet, men han manipulerede groft med instinktet. Det er lidt det samme, Loke gør i ”The Avengers”, når han siger: ”Den usagte sandhed om menneskeheden er, at I higer efter underkastelse.”
Tom Hiddleston er dog helt med på, at langt de fleste blot vil nyde ”The Avengers” som et stykke storladen eskapisme. At han spiller en jætte med overnaturlige kræfter og en hær af rumvæsener i sin magt, siger også lidt om, hvordan tidens amerikanske underholdningsfilm i stigende grad forlader sig på fantasifulde metaforer i deres valg af fjendebilleder. Årsagen skal bl.a. findes i den stigende globalisering af markedet, udtaler Jon Favreau, der instruerede de første to ”Iron Man”-succeser for Marvel.
– Hollywood laver ikke længere film til Amerika, men til hele verden. 70 procent af branchens indtjening stammer i dag fra lande uden for USA, hvilket er et relativt nyt fænomen. Det betyder også, at man ikke kan sælge en historie, hvor halvdelen af kloden holder med det ene hold, mens resten hepper på det andet. Men hvis et rumvæsen dukker op, er alle på samme side. Det er derfor, at vi i dag ser flere og flere store film, hvor heltene slås mod invaderende rumvæsener eller superskurke fra tegneserier. Det er de eneste politisk korrekte fjendebilleder, der er tilbage.
Clark Gregg som agent Phil Coulson i "The Avengers" (2012) | pr-foto Marvel
Jon Favreaus betragtning får Clark Gregg til at fundere over, om vi netop nu oplever en periode, hvor amerikanerne gør op med de vante stereotyper og arbejder på at forstå deres omverden bedre:
– Personlig er jeg stolt over at se, hvordan et så patriotisk og geografisk isoleret land som USA har bearbejdet 11/9-angrebene gennem de sidste ti år. I USA er der altid nogen, der ønsker at dæmonisere vores fjender, men jeg fornemmer også en modsatrettet holdning, hvor man ikke ønsker at skære andre folkeslag eller trosretninger over én kam. Eller også er det bare mig, der er voldsomt naiv!
For syvende år i træk har filmfestivalen CPH PIX indtaget Københavns biografsale. Fra 9. til 22. april vises 130 spillefilm, hvoraf mange ikke er købt til dansk biografdistribution. CPH PIX er med andre ord den eneste chance for at se disse film på et stort lærred i Danmark.
En af de eksklusive danmarkspremierer på dette års CPH PIX er "The Daily Show"-værten Jon Stewarts instruktørdebut, "Rosewater", fra 2014. Jeg så filmen på Toronto Filmfestival i september sidste år, hvor jeg også interviewede Jon Stewart og journalisten Maziar Bahari.
Maziar Bahari sad i 2009 fem måneder i et iransk torturfængsel under anklage for spionage. Det eneste, han havde gjort, var at medvirke i et satirisk indslag i Jon Stewarts "The Daily Show". Bahari spilles i filmen af Gael Garcia Bernal. Som hans forhørsleder ses Kim Bodnia.
Hvad der kom ud af mine møder med Jon Stewart og Maziar Bahari, kan du læse i hhv. Politiken, Soundvenue og nu også her på Bries Blog-O-Rama.
I Politikens dobbeltinterview går Jon Stewart og Maziar Bahari i detaljer med omstændighederne omkring Irans præsidentvalg i 2009, og hvorfor det er vigtigt at anerkende den absurditet, som er en del af alle totalitære regimer:
"Aftenen før jeg forlod Iran, inviterede min forhørsleder og hans chef mig på café. Vi fik kage og te, og han fortalte mig: »Når du forlader Iran, vil vi følge dit mindste skridt. Du kommer ikke til at fortælle nogen om, hvad der skete i fængslet, for så henter vi dig tilbage i en ligpose«. Da min Newsweek-redaktør hentede mig i Heathrow Lufthavn, røg det ud af mig: »De motherfuckere. Jeg fortæller det hele«.
– Maziar Bahari
I Soundvenues solointerview med Jon Stewart causerer han veloplagt over sit første forsøg ud i instruktørfaget. Han forklarer også, hvorfor i alverden han valgte en dansker - Kim Bodnia - til rollen som iransk torturudøver:
SOLOINTERVIEW MED JON STEWART > "Jeg er Hollywood, baby" Brian Iskov i Soundvenue Magazine april 2015
BONUSMATERIALE MED JON STEWART OG MAZIAR BAHARI
- eksklusivt for Bries Blog-O-Rama
Hvorfor valgte du at tage orlov fra "The Daily Show" for at lave "Rosewater" som spillefilm?"
Jon Stewart: Jeg har haft det samme arbejde i 16 år. Dag ud og dag ind. Jeg var fyren, der lavede doughnuts, og så kom der nogen og spurgte: "Har du lyst til at lave en pizza"?"
Og hvordan udviklede processen sig derfra?
Jon Stewart: "Det forløb meget organisk. Efter at Maziar blev løsladt [i oktober 2009] mødtes vi ofte over morgenmad – han spiste havregrød, jeg fik mysli og stempelkandekaffe – for at hygge os og snakke om hans bog ["Then They Came for Me"]. Han spurgte, om jeg ville hjælpe ham med at bearbejde den til film, og jeg tænkte: ”Han er ikke fra Hollywood. Jeg stikker ham en plade.” Så jeg svarede: ”Helt sikkert! Jeg er en af de førende film … mager … ister.”"
Maziar Bahari: "Vi kontaktede en række forfattere, producere og instruktører. I 2012, da bogen havde været ude i et år, nåede vi begge til det punkt, hvor vi sagde, ”Fuck det, nu laver vi den”. Jon skrev manuset, og efter at have lagt så megen energi, tid og lidenskab i projektet, havde han ikke lyst til at give det videre til en anden instruktør."
"Aktuel humor er underholdningsbranchens æggesalat. Uanset hvor meget man gør sig umage med at lave en god æggesalat, vil folk efter tre dage sige: ’Hvad fanden er dét?’«"
– Jon Stewart
Jon Stewart: "Før jeg besluttede mig for selv at skrive manuskriptet, var planen at indspille filmen på farsi med en besætning, som udelukkende bestod af persiske skuespillere. Det var Maziar, som sagde: ”Det har jeg virkelig ikke lyst til at gøre. Jeg vil have, at filmen skal være på engelsk, og at den bliver så universel som overhovedet mulig. For de her problemer bør opfattes som universelle. De bør placeres i den bredest mulige kontekst.” Og efter at have talt om det var jeg overbevist om, at han havde ret. I sidste ende må jeg også forholde mig til, hvem jeg er. Jeg er ikke Ashgar Farhadi. Jeg er en jødisk fyr fra New York."
"Rosewater" er en overvejende alvorlig film om et alvorligt emne. Har dét at skrive og instruere denne film givet dig en form for tilfredsstillelse, som du ikke får fra "The Daily Show" og fra stand-up?
Jon Stewart: "Det tilfredsstillede mig på en måde, der ikke har noget med modsætningen mellem komedie og seriøsitet at gøre. Grunden er, at satire er en proces, der hjælper idioter som mig med at klare sig. Jeg anser ikke det, vi laver [i ”The Daily Show”], for at være useriøst. Vi gør grin, men vi gør det, fordi jeg ikke helt ved, hvad vi ellers skal gøre. At ens land invaderer et andet land af årsager, som ingen rigtig er sikre på, er dødsens alvorligt. En følelse af ansvar over for verden, af skam. Vores program håndterede den skam på samme måde, som vi håndterer alt andet, nemlig at finde den iboende absurditet. For mig at se er det ikke useriøst. Det er den dybeste form for seriøsitet, som jeg kunne udforske inden for det emne."
Maziar Bahari: "Helt fra starten af ønskede jeg at gøre det klart, at det her ikke bare er min historie. Tusindvis af journalister og borgerretsforkæmpere over hele verden har oplevet noget lignende."
Det iranske styre har, måske ikke overraskende, fordømt "Rosewater". De hævder, at du er finansieret af CIA og den zionistiske lobby ...
Jon Stewart: "Jøder har som bekendt meget svært ved at blive enige om noget som helst. Den zionistiske lobby meldte klart ud: ”Vi vil have, at dét her skal være grønt”, og så sagde CIA: ”Det er blåt”. Det er ikke let at træffe beslutninger, når man har to herrer."
Hvordan forholder du dig til den slags beskyldninger?
Jon Stewart: "Jeg fniser indvendig. Og nogle gange laver jeg en lille dans [og synger] ”Jeg er i Mos-saaad, jeg er i CIA-A-A ...”. Jeg anser det som en æresdoktorgrad. Den er helt igennem ufortjent, men den ser fantastisk ud på cv'et."
"Det er umuligt at værne sig mod den slags kritik. Man kan kun styre sin integritet, sin intention og hvordan den udføres. Mit budskab med denne historie er: ”Hvordan får man dogmatikere til at holde op med at hakke på én?” Alle, der har været til julemiddag hos familien, ved, at det ikke kan lade sig gøre. Jeg håber, at jeg er åben nok til stadig at kunne tage imod konstruktiv og interessant kritik. Men hvis nogen har tænkt sig at fodre mig med dogmer som sandhed, kan de rende mig i røven."
"Hvis nogen har tænkt sig at fodre mig med dogmer som sandhed, kan de rende mig i røven."
– Jon Stewart
Du har lavet ”The Daily Show” i 16 år. Hvornår indså du, at det var mere end bare et tv-program, og at I faktisk havde indflydelse på den politiske debat? Og at jeres show er et bedre nyhedsprogram end for eksempel dem på FOX Network?
Jon Stewart: "Nu er overliggeren jo ikke særlig høj. Det er et produkt af nødvendigheden af daglig bullshit 24 timer i døgnet. Maskinen har brug for indhold, og den er tørstig og umættelig. Alle, der leverer regelmæssigt indhold, får lov til at melde sig i koret. Det har man ingen kontrol over. Til gengæld kan man kontrollere integriteten af sine bidrag og håbe på, at dét taler for sig selv."
Havde du nogensinde troet, at ”The Daily Show” ville blive så stort, at I kunne få nogen arresteret?
Jon Stewart: "Det har ikke noget med programmets størrelse, kvalitet eller væsentlighed at gøre, men kun om det iranske styres desperation. De anholdte Maziar, fordi de gik i panik, da folket gjorde oprør i gaderne efter valget. Den slags foregår over hele verden, ikke bare i Mellemøsten. Alle regimer – også USA og vores allierede – benytter pressionsmidler for at tilbageholde oplysninger, som de ikke ønsker at gøre gennemskuelige. I nogle lande er det bare institutionaliseret på en mere autoritær måde."
Maziar, du bor i London med kone og barn. Frygter du for din familie og dine venner i Iran?
Maziar Bahari: "Jeg siger altid til folk, som fører kampagner for fanger i Iran, at de skal skaffe situationen så meget omtale, de overhovedet kan, for at gøre forseelserne imod fangerne så kostbare som muligt for regeringen. Da jeg blev løsladt og begyndte at snakke, chikanerede regimet mine familie og venner. Så tav jeg, fordi jeg tænkte, at jeg ville forværre situationen ved at tale om det. Men efter tre-fire måneder var jeg i tv og skrev også en artikel om, hvordan revolutionsgarden truede min familie, og så holdt de op. At skrive en bog og lave en film har gjort mig mere beskyttet i stedet for mere udsat."
"Jeg følte et ansvar, og det gør jeg stadig. Hver morgen, når jeg vågner, hører jeg om en kollega, en ven eller en bekendt i Iran, som er blevet anholdt, torteret, truet. Efter fem år har folk heldigvis lært at udtale mit navn, men der er så mange iranere, hvis navne folk hverken kender eller kan udtale. Jeg er nødt til at være deres stemme."
En stor del af filmen følger dine 118 dage i isolationsfængsel, hvor du bliver udspurgt af forhørslederen Rosewater. Der gik meget lang tid, før du overhovedet anede, at USA's udenrigsminister Hillary Clinton og andre arbejdede på at få dig løsladt. Hvordan holdt du dig oppe i fængslet?
Maziar Bahari: "Det vigtigste for autoritære regimer og de folk, der arbejder for dem, er at holde folk under kontrol, og det gør man bedst ved at berøve én sine sanser. De giver én bind for øjnene og sætter én i enecelle i en stille del af byen, så man hverken kan høre noget, tale med nogen eller mødes med nogen. Den eneste kommunikationsvej med omverdenen går gennem forhørslederen. Det lykkedes mig at tænke på min familie, min kultur, sangene, filmene, romanerne, digte, som jeg kendte, og de minder tilfredsstillede på en eller anden måde mit behov for at kommunikere med resten af verden. Samtidig led jeg ofte af vrangforestillinger, fordi jeg sad i isolation. Jeg gik også med selvmordstanker på et tidspunkt."
"Det ville være meget nemt at skildre forhørslederen i ’Rosewater’ som et sadistisk monster. Men fundamentalistiske regimer er menneskelige, og vi er nødt til at se dem i dét lys for at forstå dem bedre."
– Jon Stewart
"Det smukke ved det iranske styre er, at det prøver at være et diktatur ligesom Nordkorea eller Nazityskland, men det er ikke muligt på grund af den iranske geografi, befolkningsgruppernes diversitet og diverse huller i systemet. I et iransk fængsel bliver fangerne fulgt til forhørslokalet af en vagt, og disse vagter er normale mennesker. Jeg ved ikke, hvordan de hverver dem, men jeg plejede at sludre med dem på vores fem minutters gåtur, og jeg kom på venskabelig fod med nogle af dem. Selv om jeg havde bind for øjnene, lærte jeg dem at kende gennem den måde, de holdt min hånd på, eller deres måde at tale på. Én af dem blev jeg ven med ved at fortælle sjofle vittigheder. Jeg indså for længe siden, at uanset om man arbejder på Wall Street, bor i en favela i Rio de Janeiro eller sidder i fængsel i Teheran: Hvis man er mand, kan man lide sjofle vittigheder. Og jeg hørte mange af dem som teenager."
"Den samme vagt hentede mig en dag i min celle med ordene: ”Rejs dig op, mr. Hillary Clinton”. Som om jeg var Hillary Clintons mand. Jeg var chokeret og anede ikke, hvorfor han kaldte mig det. Men så gik det op for mig, at nogen havde startet en international kampagne for at få mig løsladt, og at USA's udenrigsminister talte om mig, selv om jeg ikke engang var amerikansk statsborger. Det var nok min bedste dag i fængslet, og jeg fortalte vagten den mest beskidte vittighed nogensinde. Jeg har ikke tænkt mig at genfortælle den hér!"
Jon Stewarts "Rosewater" kan ses på CPH PIX den 11., 18. og 22. april 2015.
I juni 2009 rejste Newsweeks journalist Maziar Bahari til Iran for at dække det første demokratiske præsidentvalg i den islamiske republik. Folkets håb om en moderat, vestligtsindet leder i form af udforderen Mir Hossein Mousavi blev imidlertid knust, da den siddende, reformfjendtlige præsident, Mahmoud Ahmadinejad, sejrede stort over oppositionen. Mistanker om valgsvindel førte til optøjer i Teherans gader, men regimets sikkerhedsstyrker slog hårdt ned på ”den grønne bevægelse”. Mindst 36 civile blev dræbt og over 4000 fængslet i månederne efter valget.
Kort forinden havde den iranskfødte canadier Bahari medvirket i et indslag i Jon Stewarts satiriske nyhedsprogram ”The Daily Show” på den amerikanske kabelkanal Comedy Central. Da de iranske myndigheder fik fat i en kopi af udsendelsen, anholdt de Bahari og spurgte ham, hvorfor han mødtes med ”en amerikansk spion” (Stewarts programmedarbejder Jason Jones - som er canadier - iklædt spionkostume). De forstod ikke ironien.
Fra juni til oktober 2009 sad Maziar Bahari i enecelle i Teherans Evin-fængsel uden kontakt til andre end sine vogtere og forhørslederen, der udsatte ham for psykologisk tortur. En international kampagne anført af USA's daværende udenrigsminister Hillary Clinton lagde pres på det iranske præstestyre. Efter 118 dage blev Bahari løsladt.
Efter at Maziar Bahari besøgte ”The Daily Show” for at fortælle om sit fangenskab, blev han og Jon Stewart enige om at filmatisere historien. Af nød begyndte Stewart selv at arbejde på manuskriptet i weekenderne, mens han lavede ”The Daily Show” i hverdagene. Tv-stjernen endte med at tage tre måneders orlov i sommeren 2013 for selv at instruere filmen – hans første i denne kapacitet.
"ROSEWATER": FAKTA
Jon Stewart (Jonathan Stuart Leibowitz, f. 1962)
Amerikansk satiriker, tv-vært, instruktør, forfatter, skuespiller og stand-up-komiker af jødisk familie.
Debuterede som klubkomiker i 1987 efter at have taget en collegegrad i psykologi.
Første talkshow i eget navn på MTV i 1993. Sporadiske biroller i komediefilm 1994-2002.
Fast vært for 'The Daily Show' på Comedy Central siden 1999 (herhjemme først sendt på DR2). Det satiriske aktualitetsprogram har modtaget 19 Emmypriser og vundet anerkendelse for sine skæve vinkler på nyhedsformidling. Siden Politikens interview fandt sted, har Stewart bebudet sin afgang som showets ankermand inden nytår.
Har været vært for Grammy-uddelingen og Oscar-showet to gange hver.
Debuterede i 2014 som spillefilminstruktør med 'Rosewater', som han også er manusforfatter og producer på.
Maziar Bahari (f. 1967)
Iranskfødt journalist og dokumentarfilmskaber.
Flyttede fra Iran til Canada i 1988 for at studere film og samfundsvidenskab.
Er i dag canadisk statsborger, men bosat i London i England med sin kone, advokat Paola Gourley, og deres datter.
Iran-korrespondent for magasinet Newsweek fra 1998 til 2011.
Sad i isolation i Teherans Evin-fængsel fra 21. juni til 20. oktober 2009, anklaget for at være CIA-spion.
Skrev bogen "Then They Came for Me: A Family's Story of Love, Captivity, and Survival" (udgivet 2011) om sine 118 dage i isolation og sin families mange sammenstød med myndighederne. Baharis far og søster har begge siddet i fængsel, hhv. under shahens styre i 1950'erne og ayatollah Khomeinis regime i 1980'erne.
"Rosewater" (2014)
Efter at have medvirket i et satirisk indslag i 'The Daily Show' bliver journalisten Maziar Bahari (Gael Garcia Bernal) arresteret af det iranske regime i juni 2009. I fem måneder holdes han isoleret fra omverdenen og udspørges af forhørslederen Rosewater (Kim Bodnia) om sit formodede forhold til CIA og zionistbevægelsen. Den psykologiske tortur til trods kan Bahari ikke undgå at se det absurde i situationen.
Jon Stewart har skrevet, produceret og instrueret filmatiseringen af Maziar Baharis selvbiografiske bog. Optagelserne fandt sted i Jordan og USA sommeren 2013.
"Rosewater" fik amerikansk biografpremiere i november 2014, men er endnu ikke indkøbt til dansk distribution.
Søndagens film på DR1 er Susanne Biers romantiske komedie "Den skaldede frisør" fra 2012.
Filmen fik verdenspremiere på festivalen i Venedig, hvor jeg udnyttede chancen til at interviewe den mandlige hovedrolleindehaver, Pierce Brosnan, og dermed trykke endnu en agent 007-skuespiller i næven.
Den da 59-årige Brosnan kunne fortælle, at rollen som James Bond var en spændetrøje, men at mødet med Susanne Bier og hendes danske skuespillerstab blev en befriende oplevelse for den irske filmstjerne – også selv om han måtte trække på sin egen erfaring som kræftenkemand i "Den skaldede frisør".
[NOTE: Året efter dette interview døde Pierce Brosnan og Cassandra Harris' datter, Charlotte Brosnan, også af kræft, 42 år gammel.]
INTERVIEW MED PIERCE BROSNAN, "DEN SKALDEDE FRISØR" Fra Bond til Bier Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, september 2012
»Tak«. »Tusind tak«. Og »du er smuk«.
I sin glansrolle som agent 007 har Pierce Brosnan taget livet af Ulrich Thomsen og fået enetimer i »skandinaviske tungemål« hos Cecilie Thomsen. Men da vi møder den irskfødte gentleman på filmfestivalen i Venedig, erkender Brosnan blankt, at hans danske ordforråd kun rækker til de tre ovenstående fraser.
Blandt andet derfor sad nerverne uden på skjorten, da den 59-årige skuespiller sidste år [2011] rejste til København for at forberede sig på sin første hovedrolle nogensinde i en dansk film: Susanne Biers biografaktuelle »Den skaldede frisør«.
– Jeg var meget nervøs over at møde alle de her danske skuespillere, som havde kendt hinanden i mange år og været venner, elskere, kolleger, fortæller Pierce Brosnan i Venedig.
– Tag sådan en fyr som Kim Bodnia. Han har enormt meget power. Når han sidder på den anden side af bordet, kan man godt blive bange for, at han vil springe på én!
Men Bodnia viste sig at være »virkelig sjov«, tilføjer Pierce Brosnan, som slet ikke havde behøvet at bekymre sig. Lige fra starten tog alle danskerne på holdet imod deres fremmede kollega med åbne arme.
– De optog mig i deres stamme, beskyttede mig og lo kærligt ad mig, når jeg forsøgte at tale sproget, siger han med sin bløde, lavmælte røst.
– Heldigvis gav det mening i forhold til filmens historie, at min figur (en britisk forretningsmand bosat i Danmark, red.) beholdt sit modersmål, så jeg slap for at lære dansk.
Pierce Brosnan, Paprika Steen, Trine Dyrholm og Molly Blixt Egelind i "Den skaldede frisør"
pr-foto: Duane Gregory
Pierce Brosnans manglende nordiske sprogkundskaber opvejes dog af hans viden om dansk kultur. Den ellers så milde og distingverede skuespiller virker næsten lidt fornærmet, når man spørger ham, om han har fulgt udviklingen i vores hjemlige filmbranche.
– Selvfølgelig har jeg det. Jeg har lavet film i 30 år, og når man støder på et fænomen som dogme, vil man da gerne vide, hvad det går ud på. Jeg så »Festen« (af Thomas Vinterberg, red.) og Lars von Triers »Breaking the Waves« og tænkte: »Shit. Wow. Hvad har de gang i?« De film var så energiske, så levende i deres udtryk, og man kunne tydeligt mærke, hvor befriende det var for skuespillerne at arbejde på den måde. Jeg fik lyst til at være en del af det.
Den følelse af frihed, som Pierce Brosnan fornemmede i de danske dogmefilm, mindede ham om karrierens spæde start på Londons eksperimenterende teaterscener. Her slog den nyuddannede skuespiller sine folder sidst i 1970'erne, inden han brød igennem som gentlemandetektiv i den populære tv-serie »Remington Steele«.
– Alting er så rigidt, når man indspiller film, siger han.
– »Stille. Værsgo. Tak. En gang til.« Der er noget sløvende og hæmmende ved den stop-start-rytme, som gør, at jeg somme tider kan føle mig fastlåst.
Optagelserne med Biers danske filmhold i det solrige Syditalien, hvor cheffotografen Morten Søborg dansede ind og ud mellem skuespillerne med sit kamera og filmede løs i lange, ubrudte stræk, blev derfor »en berusende og frigørende oplevelse« for den irske hollywoodstjerne.
Trine Dyrholm og Pierce Brosnan i "Den skaldede frisør" | pr-foto: Duane Gregory
Pierce Brosnan var i forvejen fan af Susanne Bier og hævder at have set alle hendes film. Det skulle vise sig, at interessen gik begge veje. Den danske succesinstruktør forsøgte faktisk at få Brosnan med i sin forrige film, »Hævnen«, men andre forpligtelser gjorde, at han måtte afslå tilbuddet.
– Godt det samme, for hun fandt en anden skuespiller, som passede langt bedre til den rolle, lyder det selvudslettende fra Pierce Brosnan, som dog ikke vil røbe, hvilken rolle der var på tale.
Hans ønske om at arbejde sammen med Susanne Bier gjorde, at han efterfølgende sagde ja til »Den skaldede frisør«, allerede inden han læste manuskriptet og opdagede, at det romantiske komediedrama rummede stærke paralleller til hans eget liv.
I filmen spiller Pierce Brosnan den melankolske Philip, som satte sit hjerte på standby, da han mistede sin kone i en ulykke mange år tilbage. Først da Philip under en bryllupsfest i Italien møder Ida (Trine Dyrholm), en humørfyldt dansk frisør med brystkræft, begynder han at få farve i kinderne igen.
Pierce Brosnan og Trine Dyrholm i "Den skaldede frisør" | pr-foto: Duane Gregory
Privat kender Pierce Brosnan også kun alt for godt til enkemandens sorg. Han mistede sin første kone, skuespillerinden Cassandra Harris, til livmoderkræft i 1991.
– Som en engel kom hun ned ad en trappe og ind i mit liv, og 17 år senere forsvandt hun ud af mit liv igen som en engel, fortæller han stille.
I årene efter hustruens død kæmpede den ombejlede filmhelt for at genfinde fodfæstet som alenefar til tre børn.
– Kvinder og løse forhold var begyndt at hænge mig langt ud af halsen. Men alt ændrede sig en dag i 1994, da jeg sad i Mexico og så den her gudesmukke kvinde, Keely [Shaye Smith], gå rundt om hjørnet. Nu, 17 år senere, er vi gift og har en søn sammen. Så jeg har været heldig med kærligheden, siger Pierce Brosnan, der hævder, at det modsatte køn ikke altid har stået i kø ved hans dør.
– Jeg kan ikke påstå, at jeg var særlig god til at samle piger op, da jeg var yngre. Det gik sjældent særlig glat. Når jeg gik i byen med mine kammerater, var det som regel en af mine venner, som fik pigernes telefonnumre. Jeg var mere høflig og tilbageholdende.
Pierce Brosnan nævner Cary Grant, Sean Connery, Steve McQueen og Spencer Tracy som nogle af de maskuline filmidoler, der inspirerede ham til at finde sin egen stil. Med årene forvandlede den irske ungersvend sig til indbegrebet af en glatsleben og charmerende verdensmand. Det elegante ladykiller-image blev slået fast med nul-nul-syv-tommersøm, da han i 1994 fik tjansen som den femte James Bond-skuespiller.
Efter en smertefuld falsk alarm i 1986 – hvor en tv-kontrakt tvang Pierce Brosnan til at give 007-stafetten videre, før han overhovedet kom i gang – endte han med at udfylde rollen som verdens mest berømte hemmelige agent i fire film.
– Bond kommer til at følge mig resten af mit liv, og det har jeg det fint med. Det er på grund af ham, at jeg nu sidder her og er med i en Susanne Bier-film, understreger Pierce Brosnan.
Men selv om han ser tilbage på sin tid som agent 007 med taknemmelighed, har han aldrig lagt skjul på, at han også nærede sine forbehold over for rollen.
– Det var en fantastisk chance at få lov at spille James Bond, og jeg nød det, mens det stod på. Samtidig er Bond også lidt af en spændetrøje, som vejer tungt over skuldrene. Der er nogle klare begrænsninger for, hvor meget man kan påvirke figuren. Og man vil nødig være den, der bryder magien.
Endnu i dag trækker Pierce Brosnans læber sig sammen i et jag af bitterhed, når han mindes den telefonsamtale i 2004, hvor Bond-producerne meddelte ham, at han var færdig som 007 efter ni år i rollen.
– Den dør blev smækket i på et meget sent tidspunkt i forløbet, siger Brosnan. Han havde gerne givet Bond en femte og sidste tur i manegen. Men bagmændene ønskede at genstarte filmserien med Daniel Craig som en yngre Bond. Der var ikke noget at stille op.
– På en måde vidste jeg godt, at der var nogle ændringer under opsejling. Jeg blev bare meget vred og forurettet over måden, de håndterede det på, forklarer han.
At Bond-serien i næste måned fejrer 50-års jubilæum efter alle kunstens regler, når den 23. film i rækken, »Skyfall«, får premiere, lader ikke til at optage Brosnan synderlig meget.
– Det er Daniels problem, konstaterer han med et lille, skævt smil.
Derimod tænker Pierce Brosnan en del over en kommende milepæl i hans eget liv. Han fylder 60 til maj næste år [2013], og for ham er det ikke bare endnu et tal i rækken, men et skarpt hjørne, som maner til eftertanke.
– Jeg strøg ind over 50-års grænsen i flyvende stil. 51 og 52 gik også fint. Omkring de 53 begyndte jeg at mærke en smule turbulens. I kroppen, i sindet, i min indstilling til livet. Jeg blev bevidst om, at uret tikker. Jeg er mere opmærksom på at være til stede i nuet med mine børn og mere lidenskabelig omkring at være i live. Og så føler jeg mig lidt mindre nervøs over at spille skuespil – om end nerverne aldrig helt forsvinder, slutter Pierce Brosnan.
Trine Dyrholm og Pierce Brosnan i "Den skaldede frisør" | pr-foto: Duane Gregory
Pierce Brosnan om Susanne Bier:
– Susanne er blændende, sexet, livfuld og smuk. Som filmmager er hun begavet med fremragende øjne og ører. Hun kan somme tider være krævende, kommanderende, påståelig og voldsomt irriterende. Samtidig er hun temmelig dejlig og lidt af en forførerske, så hun kan slippe af sted med hvad som helst!
Susanne Bier om Pierce Brosnan:
– Pierce udstråler altid enormt meget værdighed. Han har en djævelsk humor. Som skuespiller er han mindst lige så modig som Trine (Dyrholm, red.). Og så ser han vildt godt ud!
Trine Dyrholm om Pierce Brosnan:
– Pierce er den mest charmerende gentleman, man kan tænke sig. Jeg var meget nervøs for at møde ham, fordi han er sådan en stor stjerne. Men til vores første læseprøve på filmen greb han min hånd, kiggede mig dybt i øjnene og begyndte at læse højt fra manuskriptet. Han inviterede mig ind i sit »rum«, og det fik mig til at slappe fuldstændig af. Han er helt nede på jorden, meget generøs, begavet og morsom. Det er ikke svært at falde for ham, hvilket jeg tror, at samtlige kvinder på filmholdet gjorde. Og vist også nogle af mændene!
BLÅ BOG: Pierce Brendan Brosnan
Irsk skuespiller og filmproducer, født 16. maj 1953.
Uddannet fra Drama Centre London i 1975. Filmdebut i 1980.
Gift med journalist Keely Shaye Smith i 2001. Har sønnen Sean fra et tidligere ægteskab med skuespilleren Cassandra Harris (1980-91).
Bosat i Californien og Hawaii, hvor han ynder at male i sin fritid.
Er ambassadør for UNICEF og aktiv i en række miljø- og kræftorganisationer.
Jeg har flere gange på Bries Blog-O-Rama sat fokus på danske filmundertekster. En af grundene er, at jeg selv jævnligt arbejder som oversætter (dog ikke af film) og interesserer mig for sprog.
En anden grund er, at den hæderkronede tradition for kvalificerede, danske tekster på film og tv har været under pres i en del år pga. kynisk kassetænkning og manglende forståelse for, hvor stor betydning en præcis oversættelse kan have på den samlede filmoplevelse.
Det seneste, chokerende eksempel på, at kyndige undertekster langtfra er en selvfølge, oplevede jeg i sidste uge under en biografvisning af David Cronenbergs "Maps to the Stars", som fik dansk premiere den 26. marts.
Kvaliteten af filmens danske biografundertekster er rent ud sagt en skandale og øjensynlig begået af en amatør, som hverken kan stave, sætte tegn, kondensere, researche fagudtryk, ramme de rigtige taster eller kende forskel på majuskler og minuskler.
Trailer - uden danske undertekster
Her er et udvalg af bommerter fra de danske biograftekster til "Maps to the Stars":
sønikke (sønnike) vansirret (vansiret) brænd (brand) mig ven (min ven) min replikker (mine replikker) mind kufferter (mine kufferter) de give dig (de giver dig) øjblikke (øjeblikke) pretentiøs (prætentiøs) Florida kørekørt (Florida-kørekort) Gary Marshall (Garry Marshall) Tatum O'Neill (Tatum O'Neal) TVT (TNT) Limo (limo) "dual diagnosis" (dobbeltdiagnose) cameo (stunt casting = opsigtsvækkende casting) dumt (ghoulish = uhyggeligt) rumaber (space soap = rumsæbeopera)
Selskabet Mis.Label distribuerer "Maps to the Stars" i Danmark. Eftersom de kun har sendt filmen ud i sølle fire kopier (til Vester Vov Vov, Øst for Paradis, Café biografen og Biffen Nordkraft), kunne man nemt mistænke dem for at bruge filmens smalle appeal som et påskud for at skære udgiften til en professionel oversætter væk. Det ville i hvert fald være den mest plausible forklaring på et så grelt opbud af fejl og til tider regulært meningsforstyrrende vås. Hvis jeg ikke havde set filmen til en pressevisning, havde jeg nok forlangt mine billetpenge tilbage.
Bries Blog-O-Rama har gjort produktchef Kim Bjerring fra Mis.Label opmærksom på de uacceptable tekster til "Maps to the Stars". Han erkender i en svarmail, at det "selvfølgelig [er] langt fra godt nok", og han forsikrer, at selskabet "ikke bruger samme oversætter igen".
Derfor skal der også lyde en opfordring til alle betalende publikummer, som oplever lignende sjusketekster på andre produkter: Skriv til distributøren og klag. Jo flere der stiltiende accepterer dårlig kvalitet, jo hurtigere risikerer vi, at den gode undertekst en skønne dag ikke bare er truet, men uddød.
.jpg)
