Det er heller ikke uforbeholden begejstring, der kendetegner de danske anmeldelser af filmen. Selv giver jeg tre stjerner til "Cowboys & Aliens" i Børsen i dag, hvor jeg bl.a. skriver:
"I sin iver efter at undgå det latent fjollede, som lurer i titlens miks af cowboydere og rummonstre, trækker instruktøren Jon Favreau (»Iron Man«) for langt over i den modsatte grøft. Morskaben er doseret med pipette, og der hviler noget næsten bodstynget over den respektfulde alvorstone – som om vi nødig skulle hygge os for meget."
> MIN ANMELDELSE AF "COWBOYS & ALIENS":
Spielberg-western mangler humor
Brian Iskov, Børsen 01.09.2011 (NB: kræver abonnement)
Tidligere på sommeren var jeg i London for at møde filmens to mandlige stjerner, Daniel Craig og Harrison Ford. Craig var munter og løssluppen, grænsende til det overgearede. Han snakkede blandt andet om sin første optræden i dametøj:
»Jeg tror, mænd altid er bange for, at de faktisk vil synes om at gå i dametøj, hvis de prøver det. Men så snart jeg fik kjolen på, tænkte jeg, »For helvede, det her er sgu langt ude!««
> MIT INTERVIEW MED DANIEL CRAIG:
Cowboy i højt humør
Brian Iskov, Børsen 25.08.2011 (NB: kræver abonnement)
Og så var der Harrison Ford. Han mumlede i skægget og skulede utilpas ud over sine bedstefarbriller under hele forløbet. Her er et typisk afsnit, som ikke fandt vej til den endelige artikel i Politiken:
Var det kombinationen af sci-fi og western, eller endda Indiana Jones og James Bond, som tiltrak dig ved 'Cowboys & Aliens'?
»Nej, nej. Harrison Ford som Indiana Jones over for James Bond, eh, overvejede jeg slet ikke. Jeg tænkte på potentialet for et bredt publikum. En rolle, jeg havde lyst til at spille. En instruktør, hvis arbejde jeg beundrer, og som jeg synes virker ambitiøs. Lejligheden til at arbejde med Daniel Craig tre måneder i Santa Fe, New Mexico, udendørs på en hest. Det er dén slags ting, som indgik i mine overvejelser.«
Hvad med muligheden for at dykke ned i datidens historie i dit arbejde med rollens baggrund?
»Ja, naturligvis, jeg måtte jo vide, hvad jeg talte om. Når det gjaldt slaget ved Antietam, for eksempel ...«
Som vi europæere ikke kender.
(irriteret) »Det var ikke vigtigt for dig; du spillede ikke rollen. Det gjorde jeg. At manipulere sproget, at stræbe efter klarhed og definition. De ting måtte jeg beskæftige mig med, fordi det var mig, der stod i køkkenet.«
I interviewet kom vi også ind på Harrison Fords aflyste samarbejde med Nicolas Winding Refn, "The Dying of the Light". Og til allersidst var jeg så heldig at byde ind med et spørgsmål, som fremkaldte noget, der næsten kunne ligne et smil under Harrison Fords stramme panderynker. Du finder spørgsmålet, og Fords svar, i linket herunder.
> MIT INTERVIEW MED HARRISON FORD:
"Nu kender I alle mine hemmeligheder"
Brian Iskov, Politiken Film 01.09.2011
Endelig talte jeg med Jon Favreau, som viste sig at være en meget behagelig og jordnær mand. Interviewet udviklede sig til en halv times intim masterclass i, hvilke overvejelser han har gjort sig som succesinstruktør i Hollywood. Særlig spændende er Favreaus diagnose af de mekanismer, som bestemmer, hvorfor filmudbuddet fra Hollywood ser ud, som det gør.
> MIT INTERVIEW MED JON FAVREAU:
En succesinstruktørs bekendelser
Brian Iskov, Morgenavisen Jyllands-Posten 01.09.2011 (NB: kræver abonnement)
I en anden interessant betragtning, som ikke kom med i artiklen, giver Jon Favreau et uventet bud på, hvorfor angreb fra andre planeter i stadig højere grad præger Hollywood-filmenes fjendebillede:
"Vi ser mange film om ruminvasioner for tiden, og det skyldes, at Hollywood ikke længere laver film til Amerika, men til hele verden. 70 procent af indtjeningen kommer i dag fra de internationale markeder, og det har aldrig før været tilfældet. Derfor kan man heller ikke fortælle en historie, hvor halvdelen af publikum holder med det ene hold, mens resten hepper på det andet. Men hvis et rumvæsen dukker op, så er alle lige pludselig på samme side!"
> Se Jon Favreaus egne EPK-interviews med Harrison Ford, Daniel Craig, Olivia Wilde, Steven Spielberg, Ron Howard og Brian Grazer på YouTube
Daniel Craig og instruktør Jon Favreau © Universal Studios |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar