Sider

søndag den 29. november 2020

"Julefeber" (2020): Interview med Natasha Arthy om DR's julekalender

Traditionen tro dækker Bries Blog-O-Rama årets nye tv-julekalender på DR. Tirsdag 1. december 2020 har DR1 og DRTV premiere på "Julefeber". Vi har interviewet seriens hovedinstruktør og medforfatter, Natasha Arthy.

De tre børn Frede, Gro og Bjørn fra "Julefeber". Foto: Christian Geisnæs. Grafik: Torsten Høgh Rasmussen.

DR beskriver selv handlingen i "Julefeber" med disse ord: 

13-årige Bjørn (Silas Cornelius Van) bor i Urbanplanen på Amager med sin juleglade far (Joachim Fjelstrup) og lillesøster Gro (Selma Sol í Dali). Far skylder penge og låner i ren desperation deres lejlighed ud til den skumle fyr, Slikpinden. Den lille familie må nu i al hemmelighed flytte ind på fars arbejdsplads, Det Kgl. Teater, hvor far arbejder i kantinen. Far er sikker på, at julen nok skal blive et hit, og at de snart vil komme hjem igen. Men det er loftet over Gamle Scene, der det meste af december måned bliver deres hjem. Bjørns lillesøster Gro er familiens lille hjælper. Hun forsøger at ordne alt lige fra familiens skrantende økonomi til at sætte blind dates op med deres intetanende far. 

Som december måned skrider frem, og julen for alvor nærmer sig, får Gro nok af at hjælpe sin far og Bjørn. Hun beslutter at forfølge sin egen hemmelige juledrøm, og det får skæbnesvangre følger. Heldigvis træder Bjørn i karakter, og med hjælp fra sin skøre mormor (Bodil Jørgensen) må Bjørn gennem december lære at omfavne den, han er - inderst inde. 

"Julefeber" er skabt af Natasha Arthy (f. 1969), der markerede sig som familiefilminstruktør med "Mirakel" i 2000. Hun har også stået bag bl.a. børneserien "Drengen de kaldte kylling" (1997), ungdomsfilmen "Fighter" (2007) og instrueret episoder af tv-serier som "Forbrydelsen III" (2012). Arthy har skrevet "Julefeber" sammen med Rune Schiøtt-Wieth og Mette Eike Neerlin og instrueret 17 af seriens afsnit.

Bries Blog-O-Rama har interviewet Natasha Arthy over mail om tankerne bag "Julefeber", hendes syn på julekalendergenren, casting af børneskuespillere og udfordringerne ved at filme en så stor produktion, mens Danmark var lukket ned pga. covid-19 i foråret 2020. 

De primære skuespillere fra "Julefeber" (fra venstre Maria Szigethy, Silas Cornelius Van, Peter Frödin, Bodil Jørgensen, Selma Sol í Dali, Joachim Fjelstrup) samt instruktør Natasha Arthy. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR.

Blog-O-Rama: Hvad mener du, julekalenderen kan som genre/format? 
Natasha Arthy: I Norden har vi en helt fantastisk kalendertradition, hvor man hver december aften hygger med sine børn og ser julekalender sammen. Julekalenderen fungerer tit som et samlingspunkt for hele familien - det er ret unikt. 

Hvad skal en god julekalender indeholde? 
Det er jo en smagssag, men for mit vedkommende synes jeg, at det er supervigtigt, at julekalenderen rammer både børn og voksne, forstået således at de voksne skal se med af lyst og ikke af pligt. Jeg kan rigtig godt lide, hvis julekalenderen beskæftiger sig med en problemstilling, man kan tale med sine børn om bagefter; at den med andre ord har noget på hjertet. En julekalender må meget gerne give stof til eftertanke. Derudover må den også meget gerne forholde sig til december måned og julen. 

Hvilke julekalendere husker du selv som noget særligt, og hvorfor? 
Som barn var jeg glad for "Jul i Gammelby" (1979) pga. Ove Sprogøe som nisse. Som voksen er min favorit helt klart "Pagten" (2009). Den havde noget på hjerte, og børnene spillede godt. Det allerbedste var, at min søn og jeg kunne snakke om den bagefter; det var superfedt. 

fredag den 5. juni 2020

"Jojo Rabbit": Interview med Taika Waititi, Roman Griffin Davis og Thomasin McKenzie

Den newzealandske multikunnster Taika Waititi har skabt sig et navn ved at se verdens ulykker gennem galgenhumoristiske briller. Waititi spiller selv en barnagtig fantasiudgave af Adolf Hitler i sin film ”Jojo Rabbit”, der finder komik og patos i nazisternes indoktrinering af den tyske ungdom.

I tirsdags, 2. juni 2020, udkom "Jojo Rabbit" på dansk dvd, Blu-ray, 4K UHD og VOD. Komediedramaet, som Waititi også skrev det oscarvindende manuskript til, rører 2. verdenskrigs rædsler op med uærbødig satire, en morale om tolerance og en varm lovsang til enlige mødre. Ved gensyn er Waititis tumpede revy-Hitler det svage led i en ellers sjov og rørende film, som traileren ikke helt yder retfærdighed:



Tiårige Johannes (det britiske debutantfund Roman Griffin Davis) bor i Nazityskland. Hans mor (oscarnominerede Scarlett Johansson) ser bekymret til, mens ”Jojo” i mangel på faderskikkelse og fællesskab lader sig forblænde af Jungvolks uniformer og flammende indoktrinering. Et gryende venskab med en jødisk teenagepige (Thomasin McKenzie), som moderen holder skjult bag hjemmets vægge, nuancerer og ændrer Jojos udsyn.

Nå ja, så er der også Jojos bedste ven: en imaginær og pjattet udgave af Der Führer, som fra tid til anden manifesterer sig for at afstive drengens selvtillid. Fantasi-Hitler er Waititis egen, barokke tilføjelse til bogforlægget ("Caging Skies" af Christine Leunens). Han spiller som nævnt selv rollen. Vi lader lige billedet stå et øjeblik: En mørklødet halvjøde spiller Adolf Hitler i ”Jojo Rabbit”.

Roman Griffin Davis, Taika Waititi og Scarlett Johansson i "Jojo Rabbit" | pr-foto

”Kan man forestille sig nogen bedre fuckfinger til den fyr?” spurgte Waititi retorisk, da jeg interviewede ham på London Film Festival i oktober 2019.

”Jeg havde ingen planer om at spille Hitler realistisk, for jeg synes ikke, han fortjener det. Jeg vil ikke give ham tilfredsstillelsen af at studere ham og fange alle nuancerne i hans personlighed og den helt rigtige accent. Det har Bruno Ganz gjort. Så behøver ingen andre gøre det!”

I stedet gestaltede Waititi sin Führer som den naive Jojos flamboyante projektion af sig selv som voksen. ”En tiårig dreng i en voksen krop. Hvilket stort set beskriver mig. Så det var nemt.”

Du kan læse hele mit interview med Waititi på Politikens hjemmeside (kræver abonnement):

> Mit interview med Taika Waititi

mandag den 30. marts 2020

"Le Mans '66": Interview med stuntkoordinator Robert Nagle, James Mangold og Christian Bale

I dag udkommer motorsportsfilmen "Le Mans '66" i Danmark på dvd, Blu-Ray, Blu-ray Steelbox og UHD.

"Le Mans '66" genskaber titlens klassiske bilvæddeløb næsten uden brug af computergrafik. Jeg deltog i filmens pressemøde på Toronto Film Festival 2019, hvor jeg havde mulighed for at stille instruktøren James Mangold og skuespilleren Christian Bale spørgsmål. Desuden interviewede jeg stuntkoordinatoren Robert Nagle over telefonen i efteråret.

Herunder kan du læse artiklen, som jeg skrev til Dagbladenes Bureau, hvor Mangold, Nagle og Bale fortæller om udfordringerne og glæderne ved at lave kørestunts med rigtige, fysiske racerbiler i en tid, hvor mange tyr til digitale effekter.



Bilfilm i høj hastighed

Tekst: BRIAN ISKOV, TIFF 2019

I en tid, hvor de fleste biobaskere smører lærredet ind i computereffekter og indsætter digitale stuntmænd til at udføre umulige bedrifter, går den biografaktuelle "Le Mans '66" tilbage til rødderne. Her er det rigtige biler, der kører rigtig stærkt forbi kameralinsen, når rivaliseringen mellem Ford og Ferrari udspiller sig for fuldt blæs på asfalten.

Væddeløbsfilmen, der har dansk premiere på torsdag, følger begivenhederne omkring det benhårde, franske 24-timersrace Le Mans i 1966. Matt Damon spiller racerkøreren Carroll Shelby, der vandt løbet seks år tidligere. Sygdom har tvunget ham til at opgive karrieren, men han får en ny chance for at vise sit værd, da den amerikanske automobilgigant Ford stiller ham en unik udfordring. Han skal designe den ultimative racerbil, som kan slå storfavoritten, det italienske Ferrari-hold, på banen i Le Mans. Med den temperamentsfulde brite Ken Miles (Christian Bale) som testkører, og mod alle odds, lykkes det Shelby at få den skelsættende Ford GT40 MKII klar til løbet i juni 1966.

Filmens instruktør, James Mangold, har før stået bag film som "Walk the Line" og "Logan". I "Le Mans '66" insisterede han på at snyde så lidt som muligt med virkemidlerne for at genskabe den autentiske 1960'er-oplevelse.

"Historien handler om mennesker, der kører rundt på en bane i en tynd aluminiumskal med en fart på over 320 km/t. Jeg ville skildre deres vovemod og det mirakel, at de kunne overleve under de forhold. Derfor skulle der være noget analogt og virkeligt og beskidt over filmen og de her sexede udyr på fire hjul. Man kan både høre og se boltene rasle rundt i bilens understel. Man kan mærke motorvibrationerne. Man forstår, hvor meget førerne presser køretøjet, og hvor tæt bilen er på at eksplodere," siger James Mangold.

tirsdag den 24. marts 2020

Hyldest til Asterix: Albert Uderzo 1927-2020

I nat døde Albert Uderzo, 92 år gammel. For at hylde den franske tegner og medskaber af Asterix, min favorit blandt de klassiske fransk-belgiske albumtegneserier, bringer jeg her det kapitel om Asterix-serien, som jeg skrev til "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - den store troldspejlsbog" i 2010.

OBS: DR Ramasjang viser tegnefilmen "Asterix indta'r Rom" fra 1976 i morgen onsdag den 25. marts klokken 8.30. Filmen kan efterfølgende ses online på dr.dk/ramasjang.

Forlaget Cobolt er pt. i gang med at genudgive alle Asterix-historierne i luksussamlebind med nyt ekstramateriale: cobolt.dk

ASTERIX: Det rene gallermatias

Tekst: Brian Iskov (med input fra Jakob Stegelmann) 2010
Må ikke gengives helt eller delvist uden forudgående aftale
Alle illustrationer © Les Éditions Albert-René; fra "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - den store troldspejlsbog" (Carlsen 2010)

Kalenderen viser år 50 før Kristi fødsel. Hele Gallien, det nuværende Frankrig og Belgien, er besat af romerne – altså italienerne, dem fra Rom – under Julius Cæsars kejserlige befaling. ”Men hersker der virkelig ro og nyordning overalt?”.

Sådan lød det retoriske spørgsmål, der med vanemæssig tryghed bød læseren velkommen på første side af ethvert nyt Asterix-album.

Og svaret lød i kor: Selvfølgelig gør der ikke det! Alle, der har læst Goscinny og Uderzos forrygende tegneserie vil vide, at der i det nordlige Bretagne, helt oppe ved Den Engelske Kanal, ligger en ukuelig lille landsby, som stædigt nægter at acceptere ”den historiske nødvendighed”.

Inde bag byens palisade bor en klynge uimponerede gallere i deres stråtækte stenhuse. Og de vil bare gerne have lov til at leve deres rustikke liv i fred og mag. Gå på vildsvinejagt i de omliggende skove. Kværulere over hørmen fra fiskehandlerens bod. Drikke, feste, slås og synge.


Men når nu Julle (som gallerne ynder at titulere Romerrigets leder) bliver ved med at pudse sine tropper på beboerne i den idylliske kystby, har de intet andet valg end at slå (dem) tilbage. Og det gør de så, endda med udelt succes og fornøjelse. For lokalpatriotisme afgør ikke modstandskampen alene.

I sin gyldne sejdkedel brygger druiden Miraculix den magiske drik, som sætter turbo på gallernes muskelkraft. Et rask slagsmål om dagen holder imperiet fra døren, og når et enkelt velrettet dask kan sende en legionær gennem skyerne, så fuglene skræpper forundret over den fremmede gæst, er de stakkels ydmygede romersoldater kun alt for vidende om, at deres mission for Cæsar er til grin.

Intrigen mellem gallerne og den såkaldte overmagt varieres kløgtigt fra album til album, som når Gøg og Gokke bygger hus, eller Tom sætter efter Jerry. Vi ved, hvad der skal ske – men glæder os til at opleve, hvordan det sker. Og forfatteren René Goscinnys evne til at bygge en situation op var helt eminent.

Han sørgede for en skummende strøm af tilbagevendende gags, som både boblede op på de mest indlysende steder, og hvor man mindst ventede det. Samtidig forviklede han plottet mere og mere for hver side, indtil alt forløstes i et lystigt brag af et bråvallaslag. Den rituelle uddeling af øretæver genoprettede tingenes (s)tilstand og sendte en utvetydig melding til magtens centrum i Rom: Den lille mand overgiver sig aldrig!