Sider

torsdag den 28. november 2024

"Tidsrejsen 2": Bag om DR1's julekalender 2024

Traditionen tro dækker Bries Blog-O-Rama årets nye tv-julekalender på DR, som i 2024 hedder ”Tidsrejsen 2”. Her fortæller holdet bag serien om deres opfølger til decembersuccesen ”Tidsrejsen” fra 2014 og deler deres julekalenderminder.

Tekst: Brian Iskov, Bries Blog-O-Rama
Teksten må ikke gengives i sin helhed eller i uddrag uden tydelig kildeangivelse.

DR's presseafdeling beskriver ”Tidsrejsen 2” med disse ord:

”’Tidsrejsen 2’ handler om det umage par Romeo og Holly, der lærer hinanden at kende, da Holly starter i Romeos klasse. Romeo mener at have beviser for, at der tidligere i Dragør har foregået tidsrejser, og at det måske kan bringe ham tættere på at finde ud af, hvad der er sket med hans far, som han aldrig har mødt. Holly tilbyder Romeo sin hjælp, hvilket bliver starten på et hæsblæsende science-fiction juleeventyr.”


Bebiane Kreutzmann
gentager sin rolle som den tidsrejsende Sofie, der nu er blevet voksen folkeskolevikar. Hun bliver central for handlingen, idet seriens nye hovedperson, 13-årige Romeo Jensen (spillet af Frederik Thoft), har en begrundet mistanke om, at hans vikar bærer på nøglen til hans forsvundne fars skæbne. Romeos nye klassekammerat, Holly (Lærke Krabbe de Waal), er potentiel arving til sine forældres rejseselskab, og hendes slægt har ligget i strid med Romeos hotelfamilie gennem generationer – faktisk helt tilbage til middelalderen, viser det sig.

> Læs interviewet med Poul Berg om den første "Tidsrejsen" (2014)
> Læs om alle DR's julekalenderserier 1962-2024 på Bries Blog-O-Rama

Poul Berg, der var hovedforfatter på den første ”Tidsrejsen” i 2014 og senest stod bag ”Julehjertets hemmelighed” for DR i 2022, har skrevet og instrueret denne selvstændige fortsættelse sammen med sin skrivemakker Mikkel Bak Sørensen, der også var med på manusholdet i 2014. Bries Blog-O-Rama mødte dem og et udvalg af seriens skuespillere, da DR holdt pressedag i DR Byen den 6. november 2024.

Skuespillerne til DR1's pressemøde på "Tidsrejsen 2". Pr-foto: Thomas Taarsdahl/Ritzau Scanpix

Poul Berg fortalte pressen, at han har skruet op for virkemidlerne i toeren, der mikser sci-fi, mysterie, middelalderaction og romantisk komedie med inspiration fra Shakespeares ”Romeo & Julie" – dog ”uden den tragiske slutning”, lover han: ”Det bliver et ret vildt og voldsomt og gakket eventyr.”

Poul Berg var ved at færdiggøre ”Julehjertets hemmelighed”, da DR Dramas chef, Henriette Marienlund, sent i 2022 spurgte ham, om han havde mod på at lave en opfølger til ”Tidsrejsen”. Han og Mikkel Bak Sørensen havde ingen konkrete ideer til, hvad toeren skulle handle om. Men de vidste, at Sofie skulle være med.

”Vi har tit mødtes over et glas i Pouls baghave og snakket om, at det ville være sjovt at vende tilbage,” siger Mikkel Bak Sørensen. Da først nedtællingen til deadlinen begyndte at tikke, fik de to forfattere hurtigt hul på nødden.

”Man kan nå langt med helt elementær logik,” bemærker Poul Berg. ”Vi vidste, det skulle foregå i Dragør, og at Sofie er 24 nu. Vi vidste også, at vi formentlig skulle til 1990'erne, for det giver god mening, at hovedpersonerne møder deres forældre som jævnaldrende. Og så tænkte vi, 'Kunne det ikke være meget fedt, hvis den ene havde en mistanke om, at hans far var tidsrejsende?'.”

”Vi fandt også hurtigt noget, der rimede, i ideen med rejse og tidsrejse og rejsefirma. Altså sådan noget med kommercialisering af tidsrejser,” supplerer Mikkel Bak Sørensen.

”Og så ville vi have et modsvar til Romeo, som var Holly, der kommer fra den her meget kulørte familie,” fortsætter Poul Berg.

Da hovedpersonerne var på plads, strikkede forfatterne eventyret sammen ud fra spørgsmålet: Hvad er det, de unge mennesker længs efter? Hvad er deres mål?