Den nyproducerede julekalender på DR1 i 2022 er ”Julehjertets hemmelighed”. Bries Blog-O-Rama har talt med instruktør og hovedforfatter Poul Berg om DR's decemberserie, som for første gang siden 2003 skal konkurrere direkte mod TV 2, der også sender en ny julekalender, ”Tinka og sjælens spejl”, i år.
DR's officielle synopsis til ”Julehjertets hemmelighed” lyder således:
Interview: Brian Iskov for Bries Blog-O-Rama.dk, november 2022. Teksten må ikke gengives i sin helhed eller i uddrag uden tydelig kildeangivelse.
13-årige Karen er tjenestepige på en herregård i sidste halvdel af 1800-tallet. Hun glæder sig altid til jul, for så ser hun sin ven, nissen Rumle, igen. Men mørke kræfter overtager herregården og kommer imellem Karen og Rumle, og julens magi hænger i en tynd tråd."Julehjertets hemmelighed” er instrueret og skrevet af Poul Berg efter en idé af Thomas Glud og Mia Marie Borup. Poul Berg har tidligere skrevet ”Tidsrejsen” (DR 2014) og var desuden episodeforfatter på ”Absalons hemmelighed” (DR 2006). Bries Blog-O-Rama har interviewet Poul Berg om hans aktuelle 2022-julekalenderserie:
Hvorfra kom ideen til ”Julehjertets hemmelighed”?
Mia Marie Borup, som har produceret kalenderen, og Thomas Glud, som er en af medforfatterne, havde en ambition om at lave en klassisk julekalender, der foregik sidst i 1800-tallet på en herregård. Deres oplæg var at skildre klasseforskellene mellem herskab og tjenestefolk, tilsat noget eventyr og magi. Derudaf opstod en præmis om, at man aldrig skal stille sig tilfreds eller lade sig nøje med noget, som man ikke ønsker.
De to hovedpersoner, Karen og Marie Louise, står begge over for en skæbne, som er lagt ud foran dem, og som de i løbet af julekalenderen skal konfrontere, så de kan finde deres egen vej igennem tilværelsen i stedet for at leve op til, hvad omgivelserne og deres familie og forældre forventer af dem.
For Karen venter der en tilværelse som tjenestepige og til at leve et liv i forældrenes fodspor som herskabets undersåt. Marie Louise, frøkenen fra overklasseherskabet, skal giftes bort, for at slægten kan opretholde deres privilegier. Det er det tematiske kit, der holder historien sammen.
”Julehjertets hemmelighed” handler også for en stor del om overgangen fra barn til voksen, hvor nissen Rumle symboliserer den fantasi og barnetro, som Karen mere eller mindre ufravigeligt bliver nødt til at tage afsked med. Det ligger som et ur, der tikker, under fortællingen. Det er heller ikke tilfældigt, at voksne ikke kan se eller huske Rumle, medmindre de er i besiddelse af det magiske julehjerte, der gør nissen synlig.
Rumle (Thea Sofie Lundbak) og Karen (Karla Larsen Moltke) |pr-foto: Andreas Bastiansen/Mastiff |
Når jeg laver julekalender, prøver jeg at finde noget, der har universel gennemslagskraft og et budskab, som kan trænge igennem, uanset hvor og hvordan det er fortalt. I og med at ”Julehjertets hemmelighed” foregår i anden halvdel af 1800-tallet, må man finde noget i den fortælling, som giver mening for nutidens publikum. Min oplevelse er, at selvom man ikke er stuepige eller herregårdsdatter, kan man spejle sig i den situation, hvor man føler, at ens skæbne er lagt ud foran en. Mit endnu større håb er, at især de unge mennesker, som ser julekalenderen, vil lade sig inspirere af vores to stærke kvindelige hovedkarakterer.
Som noget nyt i DR-regi bliver julekalenderen fulgt op af en miniserie, der er programsat til påsken 2023. Hvordan opstod den idé at fortsætte historien i en påskekalender?
Påskeserien var ikke planlagt fra starten af, men var noget, der blev sat i gang, mens vi optog. DR var meget begejstrede over vores optagelser og blev hurtige enige om at lave en fortsættelse, der foregår om sommeren. Man kan sammenligne det med ”Emil fra Lønneberg”, hvor man også følger årets gang på Katholt.
Jeg har ikke haft noget med fortsættelsen at gøre, fordi jeg havde travlt med at lave julekalenderen færdig. Det er Jesper Nicolaj Christiansen, en af julekalenderens episodeforfattere, der har ført universet videre.
Jeg har ikke haft noget med fortsættelsen at gøre, fordi jeg havde travlt med at lave julekalenderen færdig. Det er Jesper Nicolaj Christiansen, en af julekalenderens episodeforfattere, der har ført universet videre.
Til rollerne i ”Julehjertets hemmelighed” har du i nogen grad valgt skuespillere, som vi ikke så tit ser i store roller på film og tv. Og hovedrolleindehaveren, Karla Larsen Moltsen, der var 13 år under optagelserne, er debutant. Hvilke tanker gjorde I jer om castingen?
Vi fik ret stor frihed til at caste, som vi havde lyst til. Der har ikke været nogen krav, heller ikke om regionale særpræg [serien foregår på Sjælland og er overvejende indspillet på Fyn, B.I.]. Det har gjort det muligt at række ud nogle steder, som man måske ikke har været før.
Castingprocessen er meget onlinebaseret i dag. Vi havde flere tusind igennem, som hver især lavede en kort præsentation af sig selv. Men allerede, da vi så Karen første gang, fangede hun vores interesse. Derefter indkaldte vi hende til prøvefilmning, for en bærende rolle kræver, at man kan mange ting. I julekalenderregi producerer man en hel del materiale hver dag, så de unge mennesker i rollerne skal også være gode til at lære en masse tekst. I mange af scenerne med herskabet skal Karla bare observere, hvad der foregår, og få nogle informationer igennem de samtaler, hun overhører. Det skal Karen formidle bare i hendes nærbilleder, og det syntes jeg, hun var virkelig god til. Hun har et meget naturligt nærvær.
Du har også castet en teenagepige med dværgvækst, Thea Sofie Lundbak, som nissen Rumle, der samtidig har et stort, rødt nisseskæg?
Fordi Rumle er et magisk væsen, syntes vi, det gav god mening at blande kønnene lidt. Vi har ikke lagt et stort budskab i nissens flydende køn, men omvendt har diskursen heller ikke stået i vejen for at lave det på den her måde.
Rumle er en ung nisse på omkring 213 år, der skal have et venskab med den 12-årige Karla. Dér fungerede det godt, at Thea, som spiller Rumle, er jævnaldrende med Karen. Det gav noget til fortællingen, og de er også efterfølgende blevet veninder i den virkelige verden. Det krævede så 3½ time i sminkestolen, hver dag Rumle skulle på.
Vi havde ikke en færdigklappet plan for, hvordan vi ville lave Rumle. Inden vi fandt Thea, afsøgte vi muligheden for at lave en fuldt animeret nisse, men det ville have været alt for dyrt. Det er tit begrænsningerne, der skaber magien. Uden sammenligning i øvrigt var ”Dødens gab” måske ikke være blevet så god, hvis Spielbergs mekaniske haj havde fungeret ordentligt. Men fordi de måtte nøjes med at vise finnen i havoverfladen det meste af filmen, kom der noget skønt ud af det.
Erik (Esben Dalsgaard), Karen (Karla Larsen Moltsen) og Gudrun (Ditte Ylva Olsen) | pr-foto: Andreas Bastiansen/Mastiff |
Hvor og hvornår foregik optagelserne til ”Julehjertets hemmelighed”?
Vi optog i vinteren 2021-22 og var færdige sidst i februar 2022. Mange af udendørsoptagelserne lavede vi i Den Fynske Landsby, der agerer nabolandsbyen til den fiktive landsby Lindestrup, hvor herregården ligger. Vi optog også en mindre del på Frilandsmuseet i Lyngby. Herregården, der er omdrejningspunktet for historien, hedder i virkeligheden Erholm Gods [beliggende mellem Odense og Middelfart, B.I.]. Og det damplokomotiv, der kører fra staden og til Lindestrup, fandt vi på Jernbanemuseet i Odense.
FilmFyn har støttet julekalenderen økonomisk, og mange af de locations, vi fandt på Fyn, gav enormt meget til seriens production design og udtryk. Universet bliver også foldet ud i flere udstillinger i december. Blandt andet har Møntergården en stor julekalenderudstilling, som de har gjort meget ud af med kostumer, sætstykker og videoer. Den Fynske Landsby holder åbent i december, så man kan komme på rundtur på vores locations og se Skovkonens hus og Nisseloftet. Stenstruphuset på Frilandsmuseet [tjenestefamiliens bolig, B.I.] holder også åbent, mens julekalenderen bliver vist.
”Julehjertes hemmelighed” markerer jo 60-årsjubilæet for Børnenes Julekalender på DR. Har der været nogen nervøsitet over, at de unge seere måske ikke ville bide på en julekalenderserie, der foregår i gamle dage?
Nej, det synes jeg ikke. Tværtimod synes jeg, vi oplever en trend i retning af kostumedramaer. ”Bridgerton”, som en af Netflix' største seriesucceser med stor appeal til et ungt publikum, foregår stort set i samme periode. Så jeg har ikke været bekymret for det – men det finder jeg jo ud af i løbet af december!
Ilter (Daniel Andreas Ørum Hansen) og Karen (Karla Larsen Moltsen) | pr-foto: Bastian Schiøtt/mastiff |
Din serie er også i direkte konkurrence med TV 2, der har valgt at sende deres seneste Tinka-julekalender klokken 20, klos op ad ”Julehjertets hemmelighed”, der starter klokken 19.30.
Jeg tror nu nærmere, at VM-fodbold er den rival, der mest kan påvirke, hvordan det vil gå os i december. Hvis man flytter kalenderne alt for meget rundt på skæve tidspunkter og nichekanaler, hver gang VM-kampene afvikles direkte, risikerer man, at seerne falder fra. Men mon ikke der er mange, der streamer afsnittene alligevel, selvom mange familier har tradition for at se julekalender sammen?
Der skal nok være nogle anmeldere og andre, der kaster sig ud i sammenlignende øvelser, men det er faktisk en af mine gode venner, Christian Grønvall, der har instrueret ”Tinka”, så det er måske mere et peronligt spørgsmål mellem ham og mig!
Flere af DR's nyere julekalendere har været for uhyggelige til de mindste seere. Hvor vil du sige, at den nedre aldersgrænse går for ”Julehjertets hemmelighed”?
Min mindste datter på seks ser gladelig med, så jeg håber, at den kan gå derned. Vi har jo både en nisse og nogle små brødre med i persongalleriet, så vi har tænkt en historie ind, der primært henvender sig til den yngste målgruppe.
Måske er starten lidt til den uhyggelige side, men jeg tror ikke, vi får problemer med noget, der bliver for mørkt eller skræmmende. Ambitionen har været, at selvom herregårdsfamilien skal gruelig meget igennem, før det kan blive den 24. december, ville vi fortælle det gennem en lys og varm optik, hvor der er håb for enden af det hele.
Pressen har haft lejlighed til at se de tre første afsnit forud for premieren. Er det digitale snefnug, der daler ned hele vejen igennem afsnittet den 1. december?
Ja, det er digitalt skabt. Længere fremme i serien fik vi rigtig sne. Det mest magiske, der overhovedet skete på optagelserne, var under en kæmpe udendørs scene i afsnit 24. Da vi optog den, styrtregnede det så meget, at vi var nødt til at holde en pause. Mens vi stod og ventede og vurderede, om vi skulle fortsætte eller pakke sammen, blev regnvejret ud af ingenting omkalfatret til et lokalt snevejr, som slet ikke var varslet den dag. Det stod simpelthen ned med kæmpe snefnug i 45 minutter. Så var det med at få det lange ben forrest. Vi endte med at få den her store afslutningsscene i kassen i rigtigt snevejr, som vi aldrig ville kunne have fået til at se lige så godt ud med effekter.
Til sidst: Hvordan oplevede du, at ”Tidsrejsen” blev modtaget tilbage ved premieren i 2014?
Den blev taget enormt godt imod både af anmeldere og publikum. I al beskedenhed var den relativt vellykket. Og jo, den var meget inspireret af ”Tilbage til fremtiden”, men ambitionen var mere at lave en hyldest eller hilsen end en kopi. Jeg synes også, når man ser ”Tidsrejsen”, at den står fint i sin egen ret, og den klarede sig også godt ved genudsendelsen sidste år. Selvom der også var nogle periodeafsnit i dén, var det stadig meget mere moderne end ”Julehjertets hemmelighed”, så på den måde var det ikke det samme.
”Julehjertets hemmelighed” sendes på DR1 fra 1. til 24. december klokken 19.30 (andre sendetidspunkter kan forekomme i forbindelse med direkte VM-fodboldkampe). Afsnittene kan også streames på dr.dk og i appen DRTV. Historien er desuden udgivet som filmroman, skrevet af Sophie Souid.
DR Ramasjangs julekalendertilbud til de yngste seere er i år genudsendelsen af ”Nissernes Ø” fra 2003, som sendes hver dag kl. 17 og ligeledes kan streames på dr.dk samt i appen DRTV.
LINKS TIL "JULEHJERTETS HEMMELIGHED":
Ingen kommentarer:
Send en kommentar