Sider

mandag den 3. december 2012

50 år med DR's julekalender: Juleteatret (1965)

1. december 2012 er det 50 år siden, at DR viste sin første tv-julekalender. Hver dag indtil den 24. december fejrer Bries Blog-O-Rama ”Børnenes Julekalender” ved at se tilbage på et halvt århundredes dansk tv-historie med stangdukker, drillenisser, tagmus og provoer i jordhuler.

I DAG: NU MED BOB GOLDENBAUM & HANNE WILLUMSEN

Hanne Willumsen og Bob Goldenbaum laver "Juleteatret" i 1965 | © DR

”19.15 fortælles der i ”Børnenes julekalender” om Yemen, hvor mange mennesker lever i uhyggelig fattigdom og sygdom. Otte af ti børn dør, inden de er fyldt 16 år. Bagefter skal vi i ”Juleteatret” se, hvorledes Kasper og Lisette bliver hentet til det ydre rum for at bringe de flyvende tallerkner til orden.”
- synopse for "Juleteatret" 14.12.1965

Efter en indledende ulandsfilm blænder ”Juleteatret” over til en dukkemagers værksted. Her muntrer dukkerne Kasper og Lisette sig om natten med at opføre deres egne stykker i dukketeatret. Værkstedets andre beboere, såsom Bamse Blåtand, Uglen og hr. Kedelig-Karl, agerer publikum fra deres kommodeskuffer.

Med denne serie begyndte DR's BUS-afdeling så småt at lægge flere forståelseslag ind i ”Børnenes Julekalender”. For eksempel var Kasper og Lisettes stærkt omarbejdede opførelser af klassikere som ”Tryllefløjten” og ”Aladdin” garneret med diskrete, satiriske hib, der måtte forventes at gå hen over hovedet på de mindste seere. Om hængningen i ”Fyrtøjet” lød det: ”Hele familien var der og alle de fine, både dem fra Billed-Bladet og Se og Hør”.

Lisette: "Hør hvordan jeg gør".
Kasper: "Jeg er et stort øre."

”Juleteatret” vandt da også et bredere publikum end de forudgående kalenderprogrammer, som endnu mere entydigt var rettet mod førskolebørn. Dagbladenes tv-anmeldere begyndte desuden at tage notits af årets julekalender. Blandt andet erklærede Politiken sig ”imponerede af dukkernes enorme aktivitet, impulsivitet og særlige rytmiske bevægelser”.

SE KLIP FRA "JULETEATRET" (1965) PÅ DR.DK

”Børnenes daglige juleforestilling, der i år er bygget op som et kommodeteater, med alle tilskuerne anbragt i skuffer, er et glimrende påfund. [...] Derimod efterlader Kaspers ”morsomt friske” sprog børnene påfaldende uinteresserede.”
- Finn P. i Politiken, 5.12.1965

Bent ”Bob” Goldenbaum arbejdede egentlig som regissør i DR's BUS-afdeling, men med ”Juleteatret” fik han sin debut som dukkefører i en julekalender. Kaspers lettere hysteriske stemmeføring skyldtes skuespilleren Jørn Rose, og at den bramfri dukke benyttede sig af udtryk som ”han får bare no'en på skallen” faldt flere seere for brystet.

”Han er højtgearet friskfyragtig helt over i indlæggelsesområdet”, skrev Politiken den 12. december om den kække Kasper. Bob Goldenbaum husker dog julekalenderens sprogbrug som frisk, men urbant:
”Jeg vil mene, at vi var uangribelige på sproget,” fastholder han over for Bries Blog-O-Rama.

Også den 25-årige, skrædderuddannede Hanne Willumsen bidrog for første gang til DR's julekalendere med ”Juleteatret” i 1965. Hun førte hånddukken Lisette, der fik stemme af Jørn Roses kone, Inge Ketti (den senere Magnus Tagmus). Hanne Willumsen blev siden en af B&U's mest erfarne kræfter med hele tolv julekalendere (bl.a. ”Vinterbyøster” og ”Bamses julerejse”) på sit cv.

> Læs også Bries interview med Bob Goldenbaum om Tintin-hørespillene

For fjerde år i træk var Thok Søndergaard producer på Børnenes Julekalender i 1965, og fra nu af blev Danida fast ulandspartner på projektet. Som et lille raffinement blev slutteksterne til "Juleteatret" integreret i selve handlingen. Fornavnene på alle de medvirkende og produktionsholdet stod skrevet på balloner, og dem prikkede Lisette hul på i slutningen af hvert afsnit, når Kasper kørte hende tilbage til spånkurven, hvor hun boede.

JULETEATRET - KASPER OG LISETTE (1965)
(DR TV 19.15-19.30)
Producer: Thok Søndergaard
Dukkeførere: Bob Goldenbaum, Hanne Willumsen.
Medvirkende: Inge Ketti, Jørn Rose.
Årets overskud går til et ernæringsprojekt i Congo.

Kalenderkunstner: Fritz Bruzelius

Ingen kommentarer:

Send en kommentar