Sider

onsdag den 12. december 2012

50 år med DR's julekalendere: Jul i Gammelby (1979)

1. december 2012 er det 50 år siden, at DR viste sin første tv-julekalender. Hver dag indtil den 24. december fejrer Bries Blog-O-Rama ”Børnenes Julekalender” ved at se tilbage på et halvt århundredes dansk tv-historie med stangdukker, drillenisser, tagmus og provoer i jordhuler.

I DAG: BØRNENES JULEKALENDER - NU OGSÅ MED BØRN!

Lene Maimu i "Jul i Gammelby" (1979) | © DR

I 1979 hævede DR endnu engang niveauet for ”Børnenes Julekalender”. Årets kalenderserie, ”Jul i Gammelby”, var genrens første store realfilmsatsning: en regulær, dramatisk føljeton i 24 dele.

Seriens overvældende succes støbte fundamentet til en ny slags tv-julekalender. Fremover havde (næsten) alle nyproducerede julekalendere på DR det til fælles, at de var dyrt opsatte udstyrsstykker med masser af kendte skuespillere, fængende melodier og appeal til hele familien.

”Jul i Gammelby” var samtidig en svendeprøve for DR's filial i Århus, Provinsafdelingen, der for første gang skulle prøve kræfter med en julekalenderproduktion. DR havde lagt opgaven i Provinsafdelingens hænder allerede i december 1977, og de satte alle sejl til med den nostalgiske julehistorie om en dansk købstad i 1800-tallet.

SE 1. AFSNIT AF "JUL I GAMMELBY" (1979/1983) på dr.dk

Borgmesteren i Gammelby (Lars Lohmann) har mistet lysten til at fejre jul, fordi hans handelsskib ”Håbet” ikke er vendt tilbage med varer fra de fjerne lande. Med hjælp fra hans børn, Mads og Mette, forsøger nisserne på loftet tappert at ændre den julefjendske borgmesters humør til det bedre i løbet af december.

”Der bliver ingen julefest i år.”
- Gammelbys borgmester i "Jul i Gammelby"

Blandt navnene på den omfattende rolleliste sås Lene Maimu, instruktøren Hans Chr. Ægidius' kone, som den overbærende borgmesterfrue. De folkekære Ove Sprogøe og Karen Lykkehus agerede nisser, mens Poul Glargaard leverede sin karrieres glansrolle som købmandsgårdens butikssvend Severinsen.

De to unge hovedrolleaktører, Mads-Ole Erhardtsen og Mette-Line Erhardtsen, var utroligt nok de første rigtige børn, der spillede væsentlige roller i "Børnenes Julekalender" siden starten i 1962. Deres far var skuespilleren Aksel Erhardtsen, som dog ikke selv medvirkede i ”Jul i Gammelby”, men i den noget senere efterfølger, ”Hallo, det er jul!” (1995). Mads-Ole Rode Erhardtsen er siden blevet professionel skuespiller og musiker. Hans søster, Metteline Lavallée, arbejder i dag som kursistadministrator.

Lars Lohmann, Mette-Line Erhardtsen og Mads-Ole Erhardtsen i "Jul i Gammelby" (1979) | © DR

Seriens miljø var direkte inspireret af det århusianske købstadmuseum Den Gamle By, der består af bevarede huse fra det 16. til det 20. århundrede. Eftersom det viste sig for besværligt og kostbart at optage serien on location, endte det med, at kun den stemningsfulde introsekvens med kælkende børn og markedshandel blev skudt i Den Gamle By.

I stedet foregik indspilningen af ”Jul i Gammelby” i studiedekorationer, som Provinsafdelingen byggede op i Marselisborghallen. Deres kopi af borgmestergårdens krambod fra Den Gamle By blev senere udstillet på rådhuset i Århus.

Programværten Poul Thomsen (kendt fra ”Dus med dyrene”) indledte hvert afsnit med at åbne dagens låge i en overdimensioneret version af Per Illums kalendermotiv. Ledsaget af sin trofaste Balder, en gammel dansk hønsehund, besøgte Poul Thomsen dernæst et hus i Den Gamle By. Her fortalte Poul Thomsen om et gammelt håndværk, der havde forbindelse til handlingen i dagens episode, eller andre aspekter af jule- og hverdagslivet i datidens Danmark.

Ove Sprogøe og Karen Lykkehus i "Jul i Gammelby" (1979) | © Tvarc

”Jul i Gammelby” blev overordentligt vel modtaget af publikum, måske mest på grund af den gode gammeldags julestemning, som seerne havde efterlyst i tidligere kalenderudsendelser (såsom ”Kikkebakke Boligby” fra 1977).

”Julekalenderen er den bedste i mange år,” skrev Annelise Vestergaard i Jyllands-Posten 23.12.1979. ”Både børn og voksne kan nyde den, fordi den indeholder en skånsom blanding af virkelighed, fantasi og ægte julehygge. Julestemningen er ikke overdrevet, der er intet sentimentalt eller overlæsset ved forberedelserne, og Poul Thomsen får de gamle ting på museet til at fungere, så det forstås, at der virkelig er tale om næsten endnu brugbare redskaber.”

Senere gensyn med serien har dog fået flere til at se på ”Jul i Gammelby” med mindre milde øjne. ”Atmosfæren er lidt bleg”, erkendte Michael Blædel i Berlingske Tidende ved julekalenderens første reprise i 1983:

”Ligner en produktion med gode hensigter. Der er ofret på udstyret, og det hele er meget respektabelt. Næsten for respektabelt.”
- Michael Blædel, Berlingske Tidende 08.12.1983

Ulla Hjorth Nielsen lagde heller ikke fingrene imellem, da hun i 1989 så tilbage på ”Jul i Gammelby”:
”En gumpetung, forloren og klichéfyldt serie om julen i samfundets top. Hvis skuespillerne havde spillet bedre, havde meget været reddet, og især børnene er en katastrofe. De gamle nisser … er dog en formildende omstændighed; de er underholdende og synger nogle sjove sange.”

JØRN BIRKEHOLM MINDES ”JUL I GAMMELBY” I DR2 TEMALØRDAG 22.12.2001

Historien til ”Jul i Gammelby” skyldtes de tre jyske børnebogsforfattere Franz Berliner, Jørn Birkeholm og Robert Fisker. Provinsafdelingen havde bedt dem hver især om at komme med et oplæg til en tv-julekalender, men Franz Berliner foreslog, at de tre forfattere arbejdede sammen om fortællingen i stedet. En bearbejdet udgave af deres originalmanuskript udkom som roman i 1980.

Leon Feder og Bina Hjort omskrev i 1990'erne ”Jul i Gammelby” til en musikalsk juleforestilling, som siden har været opført med stor succes på Folketeatret og Nørrebro Teater (begge København) samt i Odense, Aalborg og Hobro.

I 2009 – 30 år efter premieren – genudsendte DR Ramasjang serien under titlen ”Shane viser Jul i Gammelby”. Shane Brox, det nutidige svar på salig Jørgen Clevin, stod for rammesekvenserne, hvor han klippede julepynt og fortalte sin egen historie om nisserne i Puklepakkedal.

Bonusinfo: Sandrew Metronome udgav ”Jul i Gammelby” på VHS i 2002 (med hele ”Kender du Decembervej?” fra 1967 som ekstramateriale) og på dvd i 2005.

> Grundig artikel om "Jul i Gammelby" på Den Gamle Bys hjemmeside

Kalenderkunstner: Per Illum (1979)

JUL I GAMMELBY (1979 + 1983, 1994 samt 2009 på DR Ramasjang)
Produktionsselskab: Danmarks Radio (Provinsafdelingen).
Instruktion: Hans Chr. Ægidius.
Manuskript: Franz Berliner, Jørn Birkeholm og Robert Fisker.
Musik: Hans Chr. Ægidius, Tage Elmholt, Thyge Thygesen.
Medvirkende: Lars Lohmann, Lene Maimu, Mads-Ole Erhardtsen, Mette-Line Erhardtsen, Poul Glargaard, Birthe Mariat, Ove Sprogøe, Karen Lykkehus m.fl. 
Årets overskud går til bygning af børnehaver i Lesotho – Tanzania.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar