Sider

fredag den 29. august 2014

"Zelly and Me" (1988): David Lynch som førsteelsker!

I 1988 overtalte skuespilleren Isabella Rossellini sin daværende kæreste, David Lynch, til at tage en birolle i familiedramaet "Zelly and Me", instrueret af Tina Rathborne. Indtil da havde Lynch holdt sig bag kameraet, bortset fra en cameooptræden i sin egen "Dune - Ørkenplaneten" (1984). Men han tog imod Rossellinis udfordring, da han mente, at oplevelsen ville få ham til at overvinde sin frygt for at spille skuespil.


I rollen som barnepigen Zellys bejler, den rare Willie, leverer David Lynch en uventet blid, sårbar og romantisk præstation. Han får sågar lejlighed til at demonstrere sine evner som illusionist, da Willie charmerer Zelly med et lille tryllenummer.

David Lynchs scener er absolut højdepunktet i "Zelly and Me", der ellers er en temmelig klæg historie om den forældreløse Phoebe, der terroriseres af sin strikse bedstemor på et stort landsted i Virginia. Filmen er aldrig udgivet på dvd eller blu-ray, og selv om den i øvrigt er fotograferet af danske Mikael Salomon, har den så vidt vides kun været vist én gang i Danmark.

DR1 programsatte "Zelly and Me" en søndag eftermiddag i 1990'erne (28. august 1994) under titlen "Stakkels rige pige", og ud fra en VHS-optagelse af denne visning har jeg nu sat alle Lynchs scener fra filmen sammen til en 15 minutters montage. Mine damer og herrer: David Lynch som førsteelsker!



Få år senere gengældte David Lynch tjenesten ved at lade Tina Rathborne instruere to afsnit af "Twin Peaks" (1989-91). Rathborne har aldrig lavet tv eller film siden, men Lynch blev åbenbart bidt af skuespillet. Han brillerede som agent Dale Coopers foresatte, den tunghøre FBI-chef Gordon Cole, i såvel "Twin Peaks" som spillefilmen "Laura Palmers sidste dage" (1992). Desuden kunne vi sidste år nyde ham i svidende topform som talkshowproduceren Jack Dahl over for Louis C.K. i komedieserien "Louie":

> Se David Lynch i afsnit 311 af tv-serien "Louie"

Du kan høre meget mere om David Lynch i den netop udgivne, fire timer lange podcast 94 fra Filmnørdens Hjørne, hvor Casper, Jesper, Mille og undertegnede går i dybden med Lynch og hans samlede værker:


MERE DAVID LYNCH PÅ BRIES BLOG-O-RAMA:

> ”Inland Empire”: Læs Bries interview med David Lynch
> Brie anmelder det nye ekstramateriale på ”Twin Peaks: The Entire Mystery”
> Brie anmelder bogen “Reflections – An Oral History of Twin Peaks”
> Fotoreportage fra Bries besøg i virkelighedens Twin Peaks
> Søde minder: Et tilbageblik på en skelsættende tv-oplevelse
> Tegneserien “Twin Pies" – og andre parodier
> Twin Peaks-merchandise fra Bries arkiver

torsdag den 7. august 2014

Boganmeldelse: "Reflections: An Oral History of Twin Peaks"

Det er ikke kun her på Bries Blog-O-Rama, at Twin Peaks-feberen er blusset op igen i forbindelse med blu-ray-udgivelsen af ”Twin Peaks: The Entire Mystery”. Denne sommer byder også på to spritnye bøger, der ser tilbage på Mark Frost og David Lynchs 24 år gamle tv-fænomen.

Ultimo august udkommer Andreas Halskovs bog ”Paradoksets kunst – David Lynch og hans film” på Turbine forlaget, hvor forfatteren anlægger en akademisk vinkel på ”Twin Peaks” og andre Lynch-værker. Men i dag skal det handle om den engelsksprogede bog "Reflections: An Oral History of Twin Peaks", som udkom den 15. juli på forlaget short/Tall press. Lad det være sagt med det samme: Brad Dukes' bog er et absolut must for alle Peaks-fans.


”Reflections: An Oral History of Twin Peaks” må være den hidtil grundigste og mest detaljerede krønike over ”Twin Peaks”-serien og dens tilblivelse. Gennem tre år har Brad Dukes utrætteligt opsøgt mere end 100 af de personer, der var med til at skabe serien foran og bag kameraet. Nogle af dem har endda stillet sjældne privatfotos fra optagelserne til rådighed for bogen.

Galleriet af interviewpersoner favner bredt, så både teknikere, talentagenter og tidligere network-folk kommer til orde. Alle væsentlige skuespillere pånær Lara Flynn Boyle og David Duchovny giver deres besyv med, og Brad Dukes har også været så priviligeret at få Mark Frost til at deltage i projektet. Ikke overraskende glimrer David Lynch ved sit fravær, men kender man Lynch ret, ville han næppe have sagt meget brugbart alligevel. (Ifølge et interview med Brad Dukes var Lynch tæt på at bide på krogen, men valgte altså i sidste ende at takke nej.)

> Læs interview med forfatteren Brad Dukes (Welcome to Twin Peaks.com)

De mange indsamlede udsagn er stykket sammen til en mosaik, som tegner et kronologisk billede af ”Twin Peaks” og seriens udvikling set indefra. Tidslinjen spænder fra det første møde mellem Mark Frost og David Lynch i 1985 til den drastiske implosion af seriens anden sæson i 1991. (Den efterfølgende spillefilm, ”Twin Peaks – Laura Palmers sidste dage”, som Lynch lavede uden Frost i 1992, berøres kun kursorisk.)

Bogens forfatter flankeret af Sheryl Lee (Laura Palmer) og Ray Wise (Leland Palmer) | pr-foto

I koret af stemmer i ”Reflections” aner man nogle gennemgående refræner, som alle synger med på. Ét af dem lyder, at det var en genistreg at sætte Mark Frost og David Lynch sammen.

Den erfarne tv-forfatter Mark Frost har alle dage stået i skyggen af Lynch, når talen faldt på ”Twin Peaks” (se bare, hvordan flere danske dagblade for nylig henviste Frost til en sølle parentes i deres omtaler af blu-ray-boksen). Derfor tjener det ”Reflections” til ære, at den netop fremhæver styrken af kombinationen Lynch og Frost. I mødet mellem de to opstod en unik synergi, hvor David Lynchs skæve ideer og Mark Frosts greb om tv-mediets fortællestrukturer berigede hinanden.

”I do credit Mark Frost for keeping David's genius accessible in that pilot and bringing him to earth a bit. I think that's a dance they did so brilliantly: their collaboration of grounding and extraordinary inspired weirdness.” 
- Todd Holland, episodeinstruktør på ”Twin Peaks”

”Reflections” sætter en fed streg under Mark Frosts væsentlige bidrag til ”Twin Peaks” som seriens medskaber og tovholder – det, man i dag ville kalde showrunner. Mange vil nok blive overrasket over at læse, at David Lynch var væk under størstedelen af første sæson, mens Frost var på settet hver dag for at holde opsyn med produktionen. Det var også Frost, der sikrede kontinuiteten ved at lave den sidste gennemskrivning af samtlige manuskripter.