Sider

onsdag den 28. april 2010

Min date med Scarlett - og Iron Man 2

I en nøddeskal: Isoleret set er "Iron Man 2" en superheltefilm over gennemsnittet. Den har humor og hjerne, er uhørt lækkert produceret og formår at rette op på etterens svageste led, actionscenerne, med en langt mere velsmurt og engagerende finaleakt.

Men samtidig virker filmens historie både overbroderet og underudviklet, og en stor del af forgængerens utvungne charme går tabt i anstrengelserne for at indfri publikums opskruede forventninger. Derfor mister dagens premiere en stjerne i forhold til den første "Iron Man", som jeg i sin tid belønnede med fire GEAR-knopper (i GEAR #58).

> Traileren til "Iron Man 2" (eksternt link)


De finere detaljer vil jeg overlade til min ærede kollega Casper Christensen alias Filmnørden, thi han har allerede formuleret de eksakt samme tanker, som jeg havde i mit hovede efter pressevisningen i tirsdags.

For eksempel kan jeg kun helhjertet tilslutte mig hr. Nørdens betragtninger om filmens toer-typiske tendens til supersizing - alt for meget plot, med for mange figurer i spil - og jeg må desværre også sekundere, at Scarlett Johanssons dobbeltrolle som Natalie Rushman/Black Widow er rent fyld, om end af den allermest bestikkende art. Hverken stramme business-nederdele eller tætsluttende læderheldragter har nogensinde siddet smukkere.

> Filmnørdens anmeldelse af "Iron Man 2" (eksternt link)


Nørden antyder desuden, at det snarere er de, øhhh, æstetiske kvaliteter ved vor kære Scarlett end hendes påståede skuespilevner, der har trukket læsset, efter hun storcharmede os og Bill Murray i "Lost in Translation". Og igen må jeg erklære mig enig.

Muligvis kan denne (for)dom være lettere farvet af, at min drømmedate med Scarlett Johansson - da den endelig gik i opfyldelse på Venedig-festivalen i 2004 - endte som det mest intetsigende, antiklimaktiske bunkepul, jeg hidtil har oplevet i min karriere som filmreporter.

Et dusin journalister af blandet køn fik allernådigst tildelt 16 ½ minut i gruppeaudiens hos den uklædeligt oversminkede Starlett. Under så håbløse vilkår må både pressens folk og "the talent" (pr-speak for "stjernen") virkelig stramme sig an for at få andet end floskler i nettet. Men alle spørgsmålene var dødssyge, og frøken Johansson havde lige så lidt at bidrage med.

Derfor var jeg tvunget til at lægge en kreativ vinkel på min lovede artikel til TJECK, hvis ikke bladets teenagelæsere skulle falde i søvn over skolebordet efter de første fem linjer. Jeg synes egentlig, jeg fik løst udfordringen ganske fint - men bedøm selv:



SCARLETT OG DE FEM HØNS
Interview med Scarlett Johansson
Brian Iskov i TJECK Magazine, juli 2005

Er Scarlett Johansson virkelig kun til ældre mænd? TJECK mødte stjernen fra ”A Love Song for Bobby Long” i Venedig

Los Angeles, 28. februar 2004. Op ad den røde løber glider en smaragdgrøn drøm af en kjole. Satinen smyger sig perfekt om Scarlett Johanssons bløde kurver. Hendes øjne funkler, og læberne smælder af rødt. Da nattens Oscar-fest er overstået, begynder rygterne at svirre: Var det ikke Scarlett, der delte hotellets elevator med skuespilleren Benicio Del Toro? Hvad lavede de derinde så længe?


Venedig, 9. september 2004. Scarlett er omringet. 11 journalister fra hele Europa sidder ved stjernens bord for at stille de sædvanlige, fantasiløse spørgsmål. Hvordan vælger hun sine roller? Det kommer an på instruktøren og manuskriptet. Jo, hun vil gerne selv instruere engang i fremtiden. Ja, hun er stadig med i den længe udskudte ”Mission: Impossible 3”.

Med så mange om buddet opgiver TJECK hurtigt at grave i hendes danske baggrund (hun har en dansk far, der hedder Karsten). I stedet for bruger bladets udsendte tiden på at iagttage den snakkende teenagepige fra New York. Hun virker rolig, afbalanceret og håndterer masseinterviewet præcis så selvsikkert, som man nu gør, når man er 19 og har været i branchen halvdelen af sit liv. Stemmen er dyb og rustfarvet, hendes kjole turkis. Hun har lidt mere makeup på end nødvendigt.

Flashback til Hollywood, juni 2004. Damebladet Elle nævner Del Toro i Scarletts påhør.
– Ja, vi har åbenbart snavet eller haft sex i elevatoren. Jeg synes nu ikke, det lyder særlig hygiejnisk, fniser Scarlett ubekymret. Hun ved endnu ikke, at fjeren bliver til fem høns, da bladet rammer kioskerne, og pludselig er Scarlett stemplet som Hollywoods hotte teenagebabe, der sluger ældre mænd på stribe. Det hører med til historien, at Benicio Del Toro er 38 og næsten dobbelt så gammel som Scarlett.
Men det var jo også hende, som gav Billy Bob Thornton et blæs i pomfritten i ”The Man Who Wasn’t There”! Og hun snoede Bill Murray om sin lillefinger i ”Lost in Translation”, så efterhånden tror flere og flere på, at den er god nok. At Scarlett kun vil have mænd over 30.

Denne måneds film [juli 2005], sydstatsmelodramaet ”A Love Song for Bobby Long”, teamer hende med 50-årige John Travolta, som (gudskelov!) skal forestille at være hendes far. I Venedig fortæller hun os, at hendes medspiller er helt fantastisk, en rigtig dejlig fyr. Imens sidder de mandlige journalister ved bordet sikkert og tænker på Del Toro og natten efter Oscar-uddelingen. Ingen tør spørge, om rygtet taler sandt. Men mon ikke de håber det.

A Love Song for Bobby Long (2004)
"A Love Song For Bobby Long" (2004, © Scanbox Entertainment)

Tre måneder senere brister illusionen.
– Jeg har fundet ud af, at det er farligt at være sarkastisk, for jeg bliver altid misforstået, siger Scarlett i et interview kort før jul og giver dermed dødsstødet til den sejlivede myte om hendes elevatoraffære samt hangen til faderskikkelser.
- Når jeg læser om mig selv, tænker jeg altid: ”Wow. Hun lyder som en rigtig frækkert”. Men mange af de mænd, jeg forbindes med i pressen, har jeg aldrig mødt.

Februar 2005. Scarlett er tilbage i Hollywood og sukker dybt. – Jeg ved ikke, hvorfor unge mænd ikke længere gider at snakke med mig, udtaler den nu 20-årige skuespiller til bladet Esquire.
– Siden de der rygter begyndte at cirkulere, er det kun halvskaldede fyre med ølmaver, som lægger an på mig. Nu siger jeg det rent ud: Unge mænd er velkomne til at prøve at forføre mig.

Og dén lader vi så stå et øjeblik.

tirsdag den 27. april 2010

3-D-guldfeber!

Her kunne jeg have skrevet om triple-dippets forbandelse, og om hvordan 20th Century Fox sjofler forbrugerne, når de i dag slipper "Avatar" fri i detailhandelen på en skrabet vaniljedisc uden så meget som skyggen af ekstramateriale. Dét frigiver Fox ikke før til november, hvor de spytter en Special Edition ud i armene på de hungrende masser. Og 3-D-versionen til hjemmebiffen, ja, den kan vi tidligst lægge vores fedtede fingre på engang i 2011.


Men nej. Dagens indlæg skal handle om en anden aktuel udfordring, som tallet tre, the magic number, står overfor.

I oktober 2009 skrev jeg en lovlig kæk artikel til GEAR om filmhistoriens tredje 3-D-bølge, som dengang bragte Pixars "OP" til vore breddegrader.

Af ren og skær glæde over endelig at se 3-D-effekten indgå i en harmonisk helhed som et fortællende element på linje med farver, musik og lyssætning, lod jeg mig rive med. Jeg proklamerede flot, at Hollywoods instruktører langt om længe havde lært at anvende stereoskopiens muligheder med omhu og omtanke.

> Min artikel om 3-D-film fra GEAR #70, oktober 2009:





”Avatar” fulgte i november, og den overvældende totaloplevelse af at suse gennem Pandoras flora sammen med de langhalede junglesmølfer, tromlede min sidste rest af tvivl fladere end Lolland. Men kapitulationen varede kun kort.

Ikke så snart havde James Cameraman vist, hvordan digital 3-D skulle skæres, før medløberne flokkedes om fadet, ivrige efter en bid af kagen. Derfor bliver jeg nu nødt til at nedjustere min tidligere begejstring. For med de uskønne lynkonverteringer, som har plaget biograflærrederne de seneste måneder, er filmbranchen godt på vej til at udhule 3-D-bølgen for tredje gang.

I 50' og 80'erne spændte producenterne ben for sig selv ved at knalde gimmicken på tarvelige B-film som smart staffage. I dag går det ud over blockbusters, der i al hast bearbejdes om til 3-D, selv om de er tænkt og optaget som gammeldags fladfilm.

Modsat "Avatar" vandt Tim Burtons "Alice i Eventyrland" ikke på at blive oplevet i 3-D - tværtimod syntes Underland at døje med permanent skydække takket være de polariserede brilleglas. Men helt galt gik det med skræmmeeksemplet ”Clash of the Titans”, der i ellevte time blev ophøjet til en 3-D-release. Filmens transformation fra 2-D blev gennemført på rekordværdige ti uger, og hastværket sås tydeligt på lærredet. Den påklistrede effekt lignede mest af alt en hybrid mellem en pop op-bog og et af de Viewmaster-billedhjul, man puttede i stereoskopiske legetøjskikkerter i forrige århundrede.


De to næste weekender bringer repremierer på Pixars ”Toy Story" og "Toy Story 2” i nylavet 3-D, og eftersom computeranimation i forvejen er skabt i et virtuelt rum og relativt nemt kan omkalfatres, ser resultatet absolut nydeligt ud. Her føjer effekten hverken fra eller til - men det ændrer ikke på, at 3-D stadig bare er glasur på toppen. For ingen af filmene er designet til at integrere dybdeaksen i fortællingen.

Ude i horisonten lurer de første tre Shrek-film i konverterede udgaver. Også Michel Gondry springer på vognen med "The Green Hornet", men den franske krøltop bedyrer dog, at han har komponeret alle scener med en eventuel 3-D-version for øje. Selv titaner som Ridley Scott, Martin Scorsese og Werner Herzog har for nylig meldt ud, at de planlægger deres kommende film i tre dimensioner.

Så måske er det endnu for tidligt at afskrive den seneste bølge af "rumfilm" på basis af en uheldig tendens. Som mit ydmyge bidrag til kvalitetskontrollen vil jeg hermed opfordre jer alle til at fravælge sjuskede konverteringer, næste gang I står ved billetlugen. Mod filmindustriens golddigger-mentalitet forslår kun én taktik: Den lukkede pengepungs aktivisme!

> Læs mere om 3-D-konverteringsproblemet hos The Hollywood Reporter

torsdag den 22. april 2010

Svindlers liste (fup og fiduser)

Med 14 dæknavne og en IQ på 169 løber Steven Jay Russell sjældent tør for ideer. Hans åleglatte fangeflugter foregår som regel fredag den 13. og er berømte for deres dristighed.

I 1993 spadserede Russell frejdigt ud ad fængslets porte i civilt kluns. I 1996 ringede ”dommer Hearn”, alias Russell, til distriktsadvokaten og forlangte sin egen kaution nedsat. Også dét lykkedes. Samme år farvede han sin fangedragt grøn, så den lignede lægernes kitler; igen vadede han ud for næsen af vagterne.

Steven Jay Russell har også med held foregivet at være aids-patient, advokat, millionær og FBI-agent!
Engelsk filmplakat til "I Love You Phillip Morris" (2009)

For sine serielle udbrydernumre afsoner Russell 144 års fængsel(!), men måske forsødes straffen en smule af, at han i den biografaktuelle komedie “I Love You, Phillip Morris” udødeliggøres af Jim Carrey. En oplagt rollebesætning, og Carrey lægger hele sit vilde hjerte i portrættet, hvad enten han spiller højt bluff eller kigger dybt i Ewan McGregors troskyldige blå øjne.

Russell er dog kun én af mange fusentaster og lurendrejere, som op igennem det 20. århundrede har udnyttet, at mennesker af natur er godtroende væsener – især når de står over for veltalende autoritetspersoner iført uniform og en flot titel. Og med det rette mål af sleben charme og stålsat pokerfjæs er der ikke grænser for, hvad man kan slippe af sted med af flabede ulovligheder.

Jeg har ved flere lejligheder underholdt læserne af Berlingske Tidende, TJECK Magazine og M! med uddrag fra fidusmagernes farverige generalieblade. Her er en række af de frækkeste fupnumre:



WILHELM VOIGT
Kaptajnen fra Köpenick

Et af det 20. århundredets første og mest navnkundige bluffnumre fandt sted den 16. oktober 1906 i den berlinske forstad Köpenick. Det er historien om Wilhelm Voigt – skomageren, der ikke blev ved sin læst. I stedet trak han i en ureglementeret militæruniform og marcherede ned til rådhuset, hvor han, under stort ståhej, arresterede borgmesteren og beslaglagde kommunens kassebeholdning. Alt sammen med hjælp fra en deling elitesoldater, han havde mødt på vejen, og som ikke et sekund betvivlede ”kaptajnens” ordrer.
Voigt blev afsløret ni dage senere, men Kejser Wilhelm følte sig øjensynligt så lamslået over skoflikkerens frækhed, at han valgte at benåde ham. Den dristige ”kaptajn”, som nu kunne føje ”folkehelt” til sin levnedsbeskrivelse, havde tidligere afsonet 27 år for rapseri og andre småkriminelle narrestreger.
Bonusinfo: Voigt udgav senere en bog, ”Hvorledes jeg blev kaptajn ved Köpenick”, hvor han spottede prøjsernes blinde autoritetstro. Hans levnedshistorie er filmatiseret i 1926, 1931, 1956 og endelig til tv i 1997.

Engelsk filmplakat til "Verden vil bedrages" (1961)

FERDINAND WALDO DEMARA JR.
Manden med de tusind navne
På dåbsattesten stod der Ferdinand Waldo Demara Junior, men hamskiftenes mester lystrede mange andre navne. Størst berømmelse vandt han under Koreakrigen i 1950’erne som dr. Joseph Cyr – kirurg i den kongelige canadiske flåde. Demara havde fotografisk hukommelse og kunne lære tykke fagbøger udenad. Derfor var det heller ikke noget problem for ham at operere en kugle ud af en såret mands brystkasse! Efter krigen opfandt Demara løbende nye personligheder, han kunne skærme sig bag, og inden sin død i 1982 lykkedes det ham også at blive præst, endda helt legalt.
Bonusinfo: Demara oplevede desuden at se Hollywood-versionen af sit lystløgnerliv, "Verden vil bedrages" (The Great Imposter, 1961) med Tony Curtis i hovedrollen. Men Demara var ikke tilfreds: Han mente, filmen fordrejede sandheden!

GERALD BARNBAUM
Skal vi lege doktor?
I 1976 stod farmaceuten Gerald Barnbaum og manglede et job. Han slog op i telefonbogen under rubrikken "Læger", og simsalabim, så hed han pludselig Gerald Barnes, nøjagtig ligesom en doktor i Californien, som ikke anede, han havde fået en dobbeltgænger. Uheldigvis stillede den nye Barnes en forkert diagnose til en diabetiker, som gik hen og døde. Barnbaum fik tre år i skyggen, og hvor ufatteligt det end lyder, åbnede han straks efter en ny praksis i Californien under samme, stjålne navn. Det har siden gentaget sig fire gange, og med sin seneste dom for fangeflugt oven i hatten må Barnbaum mugne i sin celle indtil 2019. "Han vil bare virkelig gerne være læge", udtaler en af de advokater, som har retsforfulgt ham.
Bonusinfo: Kvaksalveri er et udbredt problem i dagens USA. For eksempel nåede Dennis Roark fra Michigan at behandle over 1000 patienter og deltage i 200 amputationer og hjerteoperationer, før myndighederne opdagede, at han havde forfalsket sit lægebrev!

ARTHUR FERGUSON
Sælges: 1 stk. kongeslot, lettere brugt
Nogle mennesker er bare mere naive end andre. I 1920’erne betalte en glad amerikaner 6.000 pund for den berømte søjle i London, hvorfra søhelten Lord Nelson glor ud over Trafalgar Square. Søjlen står der selvfølgelig endnu, for bondefangeren Arthur Ferguson handlede aldrig med varer, han reelt havde råderet over. Big Ben ”solgte” han for 1000 pund, og kongeslottet Buckingham Palace gik for det dobbelte i forskud. Først da Ferguson prøvede at overtale en skeptisk australier til at købe Frihedsgudinden i New York, smækkede fængselsdøren bag ham.
Bonusinfo: Ferguson havde ikke monopol på salget af nationale monumenter i 20’erne. Bl.a. formåede en falsk greve ved navn Victor Lustig at sælge Eiffeltårnet to gange.

Engelsk filmplakat til "Catch Me If You Can" (2002)

FRANK WILLIAM ABAGNALE JR.
Fræk, frækkere, frækkest
I 1960’erne tilbagelagde Frank Abagnale Jr. over 3 millioner kilometer i luften, fordelt på 250 flyvninger. Og han betalte aldrig en øre: Han bildte Pan American Airlines ind, at han var pilot, og de gav ham til lov at rejse med som bisidder i cockpittet! Abagnale optrådte også som reservelæge og advokat uden at vide en døjt om medicin eller jura. Inden Frank Abagnale fyldte 21, havde han desuden ageret lærer, fængselsinspektør og FBI-agent samt forfalsket checks for 2,5 millioner dollar. Og ja, det var ham, der blev spillet af Leonardo DiCaprio i Steven Spielbergs ”Catch Me If You Can” (2002).
Bonusinfo: Frank Abagnale arbejder i dag som sikkerhedskonsulent for FBI!

”THIERRY HENRY” & ”WILLIAM GALLAS”
Falske fodboldstjerner fupper franskmænd
Man griber et kreditkort, går online og booker en stribe femstjernede suiter i Frankrig. Man beder hotelbarerne om at fragte sjældne årgangsvine over til en adresse i London. Så faxer man flotte, men forfalskede bankdokumenter og godkendelsespapirer til hotellerne – signeret ”Thierry Henry” og ”William Gallas”. Indtil videre (august 2007) har de uægte Arsenal-stjerner ribbet 15 franske hoteller for luksusvine til en samlet værdi af over 10 millioner kroner. Og dét uden at sætte et ben i Frankrig. Hurra for internettet!
Bonusinfo: Didier Drogba (Chelsea) og Louis Saha (Everton) har også fået misbrugt deres navne af de ukendte plattenslagere.



Bonusbedragere:

JØRGEN VASE SCHMIDT
Også vores eget lille kongerige har platugler i mosen. Mens Frank Abagnale duperede Amerika i 1960’erne, slog Danmarks største bedrager sine folder blandt den sjællandske overklasse. ”Marcel de Sade”, markis og millionærarving, inviterede borgerskabet til de mest guddommelige champagnefester i sin Gentofte-villa, hvor adelsherren præsiderede iført overdådige slængkapper af silke.
I virkeligheden var Jørgen Vase kasserer i et gødningsfirma. Og da hans arbejdsgiver opdagede et underslæb på 16.000 kroner, måtte Vase høfligt meddele, at det korrekte beløb snarere befandt sig i omegnen af 800.000 kroner. Denne indrømmelse kostede ham 4½ år i brummen, hvor han brugte tiden på at læse bøger og ordne fængslets regnskaber.

ELIAH ELLOUK
En israeler ved navn Eliah Ellouk tog til København, og her snørede han et anerkendt advokatfirma, thi han var talte godt for sin sag og havde så fine, falske papirer. Den eksotiske fremmede førte sig frem som milliardær og råvaremægler på Royal Hotel, og advokatkontoret betalte hele gildet – også da Ellouk bestilte to Ferrarier. Israeleren forsøgte at overtage to banker og halvdelen af et børsmæglerfirma, og han var netop ved at købe obligationer for en milliard, da han blev fældet. Ellouk ejede ikke en øre. Men hans advokatven havde to meget røde ører bagefter.

ALAN YOUNG
Hvis man ikke er berømt, kan man da bare lade som om. I San Francisco har den tidligere skraldemand Alan Young gjort det til en slags karriere at overtage berømte jazzmusikeres livshistorie.
Navnet skifter med jævne mellemrum, men metoden forbliver den samme. Young besnærer sine ofre med farverige anekdoter om det vilde jazzliv, og lover at donere spandevis af knitrende dollarsedler til deres galleri/fond/skole. Men ups, han har ”glemt” mappen med alle pengene, så kan de andre ikke lige lægge ud for måltiderne, limousinen, luderne og minibaren?
Næste morgen findes der ingen spor af Young. Kun en regning på størrelse med Empire State Building og en desorienteret massagepige efterladt på det seneste femstjernede luksushotel. Beviset på, at fede, grimme mænd med bumser i hele hovedet også kan bære en vellykket svindel i mål.

STEPHEN WEINBERG
En travl herre, der har optrådt som – hold nu godt fast – konsul, militærattaché, løjtnant i flåden, læge (dér var den igen), embedsmand i udenrigsministeriet, officer i flyvevåbnet, gesandt for den rumænske dronning og sidst, men ikke mindst, fængselsekspert!

tirsdag den 20. april 2010

Remake-mania: Hollywood køber dansk!

Under overskriften "Make it again, Sam!" præsenterer DFI's hjemmeside i dag en artikel om de efterhånden mange danske spillefilm, der bliver forsøgt genindspillet i USA.

Min ærede kollega Eva Novrup Redvall har blandt andet talt med Nikolaj Arcel ("Island of Lost Souls"), Henrik Ruben Genz ("Terribly Happy") og flere af de producere, der pt. arbejder på amerikanske remakes af deres egne film.

> Eva Novrup Redvalls artikel (DFI 20.04.2010)

Jeg iler med at tilføje, at jeg tidligere har skrevet en større, detaljeret artikel om dansk-amerikanske remakes for Børsen i december 2009. Her får du bl.a. listen over de danske titler, som er ved at blive kørt igennem Hollywoods kopimaskine. Der er flere, end man umiddelbart tror! [OPDATERING: Artiklen kan læses længere nede i dette indlæg.]

Desuden ser produceren Michael Obel tilbage på de fejl, han og Ole Bornedal begik, da de lavede deres amerikanske flop-version af "Nattevagten". Og endelig besvarer artiklen spørgsmålet: Hvilken dansk film er den eneste, der har hele to remakes i produktion - ét i USA og ét i Tyskland?


> Bonusmateriale for de tyskkyndige: Setvisit på remaket "Zimmer 205" (fra filmstarts.de)



ARTIKEL:
Danske film sælges til remake i udlandet
Brian Iskov for Børsen, december 2009

Mens biografpublikummet herhjemme fravælger de danske spillefilm, sælger danske producenter flere manuskripter til udlandet end nogensinde før. Et dusin danske filmhits er på vej til at blive genindspillet i USA, men hvordan gentager man egentlig en succes? Børsen har talt med en række branchefolk om deres erfaringer med »remakes«

AF BRIAN ISKOV

Hvis nogen synes, at biografernes kommende nytårspremiere »The First Time« minder mistænkelig meget om den ti år gamle komedie »Kærlighed ved første hik« – så har de fuldstændig ret. Producenten Regner Grasten har nemlig genindspillet sit danske manuskript scene for scene, linje for linje med amerikanske skuespillere i håb om at gøre »Anya & Victor« attraktive for et internationalt publikum.

I marts 2010 følger »Brothers«, en Hollywood-produktion, som ifølge anmelderne ligger meget tæt op ad forlægget, Susanne Biers drama »Brødre« fra 2004. Og i pipelinen ligger mindst 10 andre genindspilninger, eller »remakes«, af dansksprogede succestitler fra de sidste fem år.

Langt de fleste genindspilninger finder sted i USA, hvor det længe har været populært at opkøbe rettighederne, de såkaldte optioner, til europæiske filmmanuskripter med henblik på at dreje engelsksprogede versioner til det globale marked. Thomas Gammeltoft, producent og administrerende direktør i produktionsselskabet Fine&Mellow, bekræfter, at tendensen i øjeblikket er stigende.
»De amerikanske selskaber har hele afdelinger, der udelukkende beskæftiger sig med at kigge på remakerettigheder,« fortæller han.

Ifølge Thomas Gammeltoft er der bedst salg i de filmplot, der bærer stærke genretræk, og som har bevist deres værd i form af pæne salgstal på hjemmemarkedet. Michael Obel, producent og administrerende direktør i Thura Film, deler denne opfattelse:
»De amerikanske opkøbere er især interesseret i kvalitetsfilm, der har gode karakterer og universer, men som samtidig ejer en bred publikumsappeal. Altså originale fortællinger, der har noget mellem ørerne uden at være indadvendte.«

Ingen guldgrube
For Michael Obel og de andre danske producenter, der eksporterer deres allerede gennemprøvede historier til Hollywood, er selve handelen med optioner ikke just nogen guldgrube.
»Vores indtægt fra salg af remakerettigheder svarer til at afsætte en dansksproget film til distribution i et udenlandsk territorium,« vurderer Michael Obel. Det er hans erfaring, at danske film i udlandet betragtes som en feinschmeckervare, der ikke fylder mange biografer. Og det forhold afspejles i prisen, der ifølge Thomas Gammeltoft når op omkring 100.000 $ (ca. 500.000 DKK) i særlig gunstige tilfælde.

Mange planlagte genindspilninger løber på grund i udviklingsfasen. Men hvis filmen ender med at gå i produktion, kan der falde procenter af til historiens oprindelige ophavsmænd. Instruktøren Martin Barnewitz, hvis gyser »Kollegiet« er solgt til genindspilning i både USA og Tyskland, anslår, at et færdigt remake kan udløse 1,5 pct. af filmens samlede budget oven i indtægterne fra salget af optionen. Barnewitz har også et bud på, hvorfor udlandet i stigende grad kigger mod Danmark og andre europæiske lande for at finde stof til deres kommende film.

»Måske er vi blevet mere genrebevidste og professionelle til at skrive manuskripter, der har universel appeal,« siger Martin Barnewitz. Desuden bemærker han, at det er blevet sværere at rejse penge til nye projekter, efter den globale recession ramte filmindustrien.
»Der er mindre risikovillig kapital fra for eksempel Tyskland og Mellemøsten, end der før har været. Men med et remake kan producenterne i forvejen se, hvad de får for deres penge, fordi der allerede findes et filmet forlæg. Det sparer meget udviklingsarbejde, og det virker for dem som en god måde at lave forretning på,« mener Barnewitz.

Thomas Gammeltoft sekunderer: »Det hjælper enormt, at de har en færdig film at forholde sig til. De kan lettere vurdere resultatet og hvordan historien vil fungere, når den bliver omplantet til deres univers.«

Eksport af dansk kultur
Som en medvirkende årsag til remakeboomet nævner flere af de danske producenter, at rettighederne er blevet billigere i senere år. Men selv om beløbene er relativt små, kan handelen stadig betale sig for begge parter.
»Remakes er jo en anden måde at eksportere dansk kultur på,« mener Michael Obel. »Vi er et så lille sprogområde, at filmproduktionen simpelthen ikke hænger sammen økonomisk, hvis vi ikke får støtte fra staten eller indspiller på engelsk.«

Derfor har Michael Obel valgt at sætte to af Thura Films nyere produktioner op som genindspilninger hos Mandate Pictures i USA. »Kærlighed på film« bliver til »Just Another Love Story«, mens den nye udgave af »Vikaren« får titlen »The Substitute«. Sidstnævnte har en amerikansk instruktør tilknyttet og går sandsynligvis i produktion til næste sommer. Begge er oprindelig konciperet og instrueret af Obels faste filmmakker, Ole Bornedal.

Michael Obel hævder, at han og Bornedal ikke kalkulerer med remakemuligheder, når de vinkler historier til deres film. Ikke desto mindre er parret danske pionerer, når det gælder udenlandske genindspilninger af danske biografsucceser. Obel og Bornedal rejste i 1997 til Hollywood for at indspille »Nattevagten« på engelsk for selskabet Miramax. Det var ingen ubetinget succesoplevelse, blandt andet fordi de amerikanske producenter ikke havde forstået essensen af den historie, de havde købt.

»Mange ting skal gå op i en højere enhed. At transformere en historie til en anden kultur er en svær opgave, for man arbejder under anderledes markedsmekanismer, og det er vigtigt at sikre sig samarbejdspartnere, som er på samme frekvens,« siger Michael Obel i dag.

På »Just Another Love Story« og »The Substitute« har den danske producent igen valgt at beholde kontrollen med rettighederne. Obel har sikret et udviklingsbudget, så optionen på filmene ikke løber ud i sandet. Og som executive producer holder han hånd i hanke med begge genindspilninger hele vejen gennem forløbet.
»Vi har gjort meget ud af at snakke med Mandate Films og se dem i øjnene for at vide, at vi vil det samme,« siger Michael Obel.

Genrefilm står stærkt
Hos Fine&Mellow er Thomas Gammeltoft i gang med at sende »Frygtelig lykkelig« over Atlanten. Dels i form af Henrik Ruben Genz' oprindelige version, der er med i opløbet om en oscarnominering i kategorien »bedste udenlandske film«. Dels i form af en nyindspilning med titlen »Terribly Happy«, som Genz skal optage i det nordlige USA. Et færdigt manus forventes klar i januar, og derefter skal skuespillerne og finansieringen falde på plads, hvilket Gammeltoft vurderer kan tage resten af 2010.

Netop hjemvendt fra Los Angeles meddeler han, at det aktuelle billede af filmbranchen i USA er speget. Mange af de væsentlige spillere, der tidligere satsede på mellemlaget af kvalitetsfilm, har haft problemer under finanskrisen.
»Dramaer har det rigtig svært i USA lige nu, selv med store stjerner tilknyttet. Filmene skal helst have et stærkt koncept, og der er vi så heldige med ”Frygtelig lykkelig”, at den er meget genrebestemt,« siger Thomas Gammeltoft om filmen, der blander elementer af thriller, western og grotesk sort humor.

Ligesom Thura Film har Fine&Mellow valgt at fastholde rettighederne og indgå aktivt i produktionen, og det giver respekt hos de amerikanske samarbejdspartnere, mærker Thomas Gammeltoft.
»Vi stiller med en god film og har desuden samlet dygtige folk omkring os. Vores producer, Carol Poliakoff, har arbejdet i Europa, og hun forstår og anerkender den unikke tone i filmen. Hun vil gerne beskytte historiens integritet, og derfor er hun også glad for, at Genz har valgt at instruere remaket, så vi ikke ender med en »Nightwatch«,« siger Gammeltoft med henvisning til Obel og Bornedals oplevelser hos Miramax.

Han oplyser, at »Terribly Happy« langt fra bliver en kopi af »Frygtelig lykkelig«. Sammen med Genz stræber han efter at give genindspilningen en anden fremdrift, med mere intensitet og en dybere psykologi end originalen.
»Henrik (Ruben Genz, red.) føler, der er meget mere at udforske i historien. Vi vil fremdrage nogle ting, som lå underfortalt i den danske version, enten fordi vi ikke havde råd til at lave dem ordentligt, eller fordi vi siden har set, at de kunne trækkes tydeligere op,« siger Gammeltoft.

Solgt til USA og Tyskland
Også Martin Barnewitz udnytter chancen til at omskabe sin egen film, når han instruerer »Kollegiet« på amerikansk som »The Dorm«. Anden gennemskrivning af manuskriptet ligger klar, og Barnewitz håber, at produktionen går i gang i løbet af 2010.

»Vi laver mange ændringer i forhold til originalen. Jeg opfatter det som en ny historie, og det finder jeg langt mere interessant, end hvis man overførte filmen i forholdet 1:1,« siger Martin Barnewitz om sit involvement. Remaket giver ham samtidig mulighed for at prøve kræfter med et større budget. »The Dorm« vil koste 8 mio. $ (39 mio. kr) mod den danske films mere beskedne 1,2 mio. $ (6 mio. kr.)
»Det er et andet vindue at arbejde i. Rene genrefilm er svære at få igennem de danske og europæiske støttesystemer, for publikummet er ikke stort nok,« siger Barnewitz, som heller ikke havde tænkt remakemuligheden ind i projektet fra starten af.

Aftalen kom i stand, efter at Sam Raimis selskab, Ghost House Pictures, købte »Kollegiet« til amerikansk distribution og tilbød Barnewitz at instruere en billig direct to video-gyser, »Messengers 2: The Scarecrow«. Da de var tilfredse med resultatet, spurgte de, om han var interesseret i at genindspille »Room 205«, som »Kollegiet« hedder i USA.
Ganske usædvanligt har Nordisk Film også solgt gyseren til remake i Tyskland, hvor den snart går i produktion med et budget på omkring 3 mio. € (22 mio. kr.) under arbejdstitlen »Das erste Semester«.

Går efter internationalt potentiale
Blandt de danske producenter, der for tiden søsætter remakes, indrømmer kun Jonas Allen fra Miso Film, at han med »Kandidaten« gik målrettet efter at skabe en film med indbygget international appeal.
»Vores oplæg var at lave en superfed amerikansk thriller på dansk. Et remake var ikke et must, men vi har haft muligheden i baghovedet hele tiden, og at vi nu laver et remake sammen med Summit Entertainment og Temple Hill Productions i USA, ser jeg som en honorering af, at vores projekt lykkedes,« siger Jonas Allen.

Sammen med partneren Peter Bose forbliver han executive producer på genindspilningen, der forventes i produktion efter sommerferien 2010. Jonas Allen fortæller, at Summit Entertainment især hæftede sig ved filmens stærke mandlige hovedrolle, der medvirker i næsten alle scener.
»Det var enormt vigtigt, at vi kunne sælge projektet som en ”vehicle” (et udstillingsvindue, red.) for en mandlig stjerne,« fortæller Jonas Allen. I remaket overtager Sam Worthington (»Avatar«) den actionorienterede hovedrolle efter Nikolaj Lie Kaas.
Historien bliver ikke meget anderledes i »The Candidate«, men det gør budgettet, der vokser fra originalens 18,5 mio. kroner til 35 mio. $ (172 mio. kr). Miso Film arbejder samtidig på at sælge deres norske tv- og biografserie »Varg Veum« til remake i udlandet.



BONUSMATERIALE:
CASE STORY: FRA »NATTEVAGTEN« TIL »NIGHTWATCH«

Ole Bornedals stilfulde krimigyser »Nattevagten« (1994) indvarslede en ny genrebevidsthed i dansk film, og med 465.000 solgte billetter var den med til atter at gøre dansksprogede spillefilm til en attraktiv vare efter en række år, hvor det lokale produkt fandt ringe opbakning hos hjemmepublikummet.
»Nattevagten« vakte også opmærksomhed i udlandet, hvor det amerikanske selskab Miramax købte rettighederne til en genindspilning. Filmens producent, Michael Obel, valgte at bevare kontrollen med remaket i stedet for blot at sælge optionen. Beslutningen gav ham og Bornedal et års arbejde i Hollywood, hvor de opbyggede et kontaktnetværk og høstede en knowhow ud i international filmproduktion, som med Obels ord har været »guld værd«.

Men »Nightwatch« (1997) fandt hverken et publikum internationalt eller i Danmark. Set i bakspejlet vurderer Obel, at Miramax' bagmænd, brødrene Bob og Harvey Weinstein, var for hurtige på aftrækkeren, da de sikrede sig rettighederne til »Nattevagten«.
»De havde købt en historie, som de ikke helt forstod essensen af, og derfor var det svært at blive enige om, hvilken film vi var ved at lave.«

Ifølge Michael Obel så Weinstein-brødrene »Nightwatch« som en traditionel amerikansk thriller, men karaktertegningen i den oprindelige udgave var alt andet end sort-hvid, ligesom humoren hældte mod det morbide. Den danske producer måtte sande, at amerikanske filmfolk somme tider har sværere ved at arbejde med nuancer, end europæere har.
»Amerikanerne søger gerne det originale, men hvis det viser sig ikke at appellere til alle, bliver de nervøse. Dér har vi danskere mere tradition for at tage nogle risici og satse på overraskelsen,« mener Michael Obel. Han og Bornedal endte med at klippe »Nightwatch« om, efter testkørslerne gav brødrene Weinstein kolde fødder.

»Vi udvandede historien for at gøre den mere spiselig. Det var en kæmpe oplevelse at lave »Nightwatch«, og Ole og jeg bestod så at sige eksamen, men jeg deler den udbredte holdning, at den danske film fungerer bedre end remaket,« erkender Michael Obel.


Tidligere udenlandske remakes af danske film:

Solstice, USA 2008
(Midsommer, instr. Carsten Myllerup, 2003)

Catch That Kid, USA 2004
(Klatretøsen, instr. Hans Fabian Wullenweber, 2002)

The One and Only, Storbritannien 2002
(Den eneste ene, instr. Susanne Bier, 1999)

Nightwatch, USA 1997
(Nattevagten, instr. Ole Bornedal, 1994)

Olsenbanden; filmserie, Norge 1969-1998
Jönssonligan; filmserie, Sverige 1981-2000
(Olsen-banden, instr. Erik Balling/Tom Hedegaard, 1968-97)

Die Ente klingelt um halb acht, Vesttyskland-Italien 1968
(Vi er allesammen tossede, instr. Sven Methling, 1959)

Das haut einen Seemann doch nicht um, Vesttyskland-Danmark 1958
(En sømand går i land, instr. Lau Lauritzen jr, 1954)

søndag den 18. april 2010

Mere Kick-Ass tema: Real Life Superheroes på film

"Kick-Ass" er muligvis den festligste film til dato om Real Life Superheroes ... men det er ingenlunde den første!

Kick-Ass

I anledning af premieren på "Kick-Ass" har jeg kompileret følgende oversigt over andre velmenende, men aparte anti-superhelte, som har været med til at bane vejen for Dave Lizewskis stjernestund i biografen.

> Mit indlæg om virkelighedens Real Life Superheroes (16.04.2010)



DEFENDOR (2009, instr. Peter Stebbings)
Dette canadiske komediedrama, der fremhæver den melankolske side af fænomenet Real Life Superheroes, er især værd at se for Woody Harrelsons fine præstation som labil retfærdighedsrytter. Filmen udkommer på dansk dvd tirsdag 20. april og vises desuden på den igangværende CPH PIX-festival. Læs mere om "Defendor" i min artikel i Børsen (16.04.2010) og i mit blogindlæg om CPH PIX (17.04.2010).
> Trailer

WATCHMEN (2009, instr. Zack Snyder)
Kun én af de maskerede samfundsvogtere i gruppen Watchmen besidder superkræfter. De er til gengæld nærmest ubegribelige. Alan Moore og Dave Gibbons' grafiske roman fra 1986, der oprindelig udkom som "Vogterne" herhjemme, danner til sammen en af tegneseriehistoriens mest komplekse og litterære superheltesagaer. Zack Snyders ikke mindre ambitiøse filmatisering fra 2009 var forbavsende teksttro, og skønt filmen savnede bøgernes sorte humor, var den ædende pessimistiske stemning overført 1:1.

WATCHMEN © Warner Bros. Entertainment

YOUR FRIENDLY NEIGHBORHOOD HERO (2008, dokumentar, instr. Sybil Drew)
Fire amerikanske Real Life Superheroes lader sig portrættere i denne dokumentarfilm, som desværre bestyrker mange af de fordomme, man måtte have om baggrunden for disse menneskers kald. En lidt bedrøvelig beretning om knubbede skæbner, der forsøger at skabe et meningsfuldt ståsted i deres liv. Selve produktionen hylder emnets ånd ved at være påfaldende amatøragtig.
> IMDB

SPECIAL (2006, instr. Hal Haberman, Jeremy Passmore)
Endnu en godhjertet, men overset tegneserienørd springer ud som mentalt ustabil wannabe-helt i "Special". Michael Rapaport høstede pæn kritik for sin rolle som parkeringsvagten Les, der melder sig som forsøgsperson i et medicinsk eksperiment og begynder at tro, han kan levitere og gå igennem vægge. Sandheden om Les' evner er desværre noget mere prosaisk.
> Trailer

SIDEKICK (2005, instr. Blake Van de Graaf)
Superhelte på lavbudget! Den kuede it-medarbejder Norman øjner en chance for at udleve sine superheltefantasier, da han bliver mentor for en kollega, der viser sig at besidde telekinetiske kræfter. Norman ser frem til en karriere som sidekick for sin egen superhelt, men de to herrer har forskellige ideer om, hvad evnerne skal bruges til. Snart indser Norman, at han i sin iver efter at opdyrke en helt i stedet har skabt et monster.
> Trailer

"ZEBRAMAN" - pr-foto

ZEBRAMAN
(2004, instr. Takashi Miike)
TILFØJET 18.09.2010
Og så var der den om skolelæreren, som trynes af både sine elever i 3. klasse og sin familie, indtil skæbnen giver ham superkræfter! Stilfærdige Shinichi ved alt om den for længst glemte kult-tv-serie ”Zebraman” og har sågar syet sig et cosplay-kostume efter den stribede helt. Da Jorden angribes af knæhøje grønne aliens, går det op for Shinichi, at hændelserne i uhyggelig grad stemmer overens med handlingen i hans favoritserie – og at han må påtage sig rollen som 'Zeburaman' for at afslutte føljetonen og redde Tokyo!
”Striping evil!” lyder kampråbet i den rodede, men hyggelige og temmelig oversete komedie fra den japanske galning Takashi Miike, som ellers plejer at være totalt uegnet for børn. Den effektoverlæssede opfølger, ”Attack on Zebra City” (2010), er om muligt endnu mere usammenhængende fortalt.
> "Zebraman" trailer
> "Zebraman 2" trailer

THE SPECIALS (2000, instr. Craig Mazin)
Lige i halen på "Mystery Men" fulgte endnu en samspilsramt superheltegruppe, og at Rob Lowe spiller den sejeste på holdet, siger lidt om, hvor i superheltehierarkiet The Specials befinder sig. Fra instruktøren af "Superhero Movie" - og alligevel ser traileren næsten sjov ud.
> Trailer

MYSTERY MEN - pr-foto

MYSTERY MEN (1999, instr. Kinka Usher)
Trods sin farverige forsamling af miskendte og lidt ynkelige superhelte - heriblandt Ben Stiller som Mr. Furious, William H. Macy som The Shoveler og Hank Azaria som gaffeldomptøren The Blue Raja - hang "Mystery Men" ikke godt sammen, og filmen blev en fiasko ved sin premiere i 1999. Siden har den dog fundet ben at gå på som kultfænomen på dvd.
Grundideen stammer egentlig fra en undergrundstegneserie, som Bob Burden skabte i 1979. I "Flaming Carrot Comics" lancerede han en af alle tiders mest bizarre anti-superhelte, Flaming Carrot, der tager sit navn så bogstaveligt, at han spankulerer ned ad Palookavilles gader som en brændende gulerod. Selv om han umiddelbart ikke virker helt rask og kun ejer indbildte superkræfter, lykkes det ham jævnligt at afværge trusler fra rumvæsener, kommunister, besatte soldaterstøvler og andre syrede forekomster. Ved filmens premiere fik figurerne deres eget serieblad, "Bob Burden's Original Mysterymen", på forlaget Dark Horse.
> Trailer

BLANKMAN (1994, instr. Mike Binder)
Naiv gut tager kampen op mod det korrupte bystyre med sine selvopfundne gadgets. Damon Wayans spiller Blankman, og ... vent, hvor forsvandt I alle sammen hen?
> Trailer

MODEL BY DAY (1994, tv-film, instr. Christian Duguay)
... superheltinde om natten! En præ-"GoldenEye" Famke Janssen, skruet ned i en violet Catwoman-kopidragt, ser ud til at være den primære attraktion i denne cheesy tv-film om Lady X's meritter.
> Tv-spot

SUPERHELT PÅ SLAP LINE
(Hero at Large, 1980, instr. Martin Davidson)
Muligvis filmhistoriens tidligste eksempel på en Real Life Superhero? En mislykket skuespiller (John Ritter) afværger et røveri, mens han stadig bærer sit Captain Avenger-kostume.
Oplevelsen giver ham blod på tanden til at videreføre heltegerningen på fuld tid, men lige som sine senere efterfølgere må han erkende, at realiteterne sjældent slægter fiktionen på.
> Trailer + klip

lørdag den 17. april 2010

CPH PIX versus askeskyen

ANMELDELSER AF: Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans – My Son, My Son, What Have Ye Done? – Black Dynamite – The Box – Defendor – Kvinder uden mænd

Årets udgave af filmfestivalen CPH PIX, der åbnede i onsdags, kæmper et bravt slag mod en uforudset fjende. Udfordreren er den slemme askesky, som den islandske vulkan ved Eyjafjallajökull har hostet op, og som både formørker luftrummet over Nordeuropa og festivalplanlæggernes i forvejen stressede sind.


Flere af de indbudte instruktører og deres filmruller er nemlig fanget i lufthavnslimbo, mens alle venter på, at den brune fare driver over. Indtil videre har CPH PIX været nødt til bl.a. at aflyse en Q&A og flytte aftenens forevisning af "Metropolis" med liveakkompagnement til næste lørdag.

Heldigvis er de gæve PIX-arrangører mønsterværdigt dygtige til at holde de udadrettede kommunikationslinjer åbne. Festivalens hjemmeside, Facebook-profil og nyhedsbrev opdateres konstant, så ingen behøver at gå forgæves til de berørte events.


For at hjælpe publikum med at finde hoved og hale i programmets vildtvoksende bredde, afprøver CPH PIX i år et spøjst online-legetøj, som de lidt uskønt har døbt 'tastefinder'. Ved at rykke i seks virtuelle skydeknapper, der repræsenterer forskellige aspekter af filmoplevelsen, skulle det være muligt at matche ens personlige præferencer til de mere end 180 titler i festivalkataloget.

Banker man helt op for 'tempo' og 'laughs', foreslår smagsautomaten, at man løser billet til blaxploitation-pastichen "Black Dynamite". Anti-superheltefilmen "Defendor" scorer maksimum på både 'thrills', 'sighs' og 'laughs', mens det kræver mere avancerede kombinationer at få skydeknapperne til at pege på festivalens to Werner Herzog-bidrag.

Jeg håbede også, at værktøjet ville fortælle mig, hvor jeg skal lede efter den tast, som er forsvundet fra pladsen mellem Å og RETUR på mit trådløse keyboard. Men dén service yder tastefinderen desværre ikke endnu ...

CPH PIX 2010 fortsætter indtil 25. april i udvalgte københavnske biografer. Til evt. inspiration finder du nedenfor mine anmeldelser af de af årets CPH PIX-film, som jeg allerede har skrevet om i andre sammenhænge.



CPH PIX 2010: ANMELDELSER

BAD LIEUTENANT: PORT OF CALL NEW ORLEANS (Werner Herzog, 2009)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 11.9.2009

MY SON, MY SON, WHAT HAVE YE DONE? (Werner Herzog, 2009)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 11.9.2009

I hænderne på den egensindige tysker Werner Herzog finder Nicolas Cage endelig et passende forum for sit patenterede overspil. Cages navn på en rolleliste har i nyere tid lignet et syndrom mere end en anbefaling, men som strømeren med det galopperende stof- og magtmisbrug driver han værket med sine impressionistiske jazzmanerer.
Vi befinder os i "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" langt fra det uforsonlige rendestensridt, som Abel Ferrara trak Harvey Keitel igennem i navnebroderen "Bad Lieutenant" (1992).
Katolsk skyldfølelse bragte en grædende Keitel i knæ, da Frelseren åbenbarede sig for den fortabte søn i et drømmesyn. Dagsordenen er en ganske anden hos Werner Herzog, der bedyrer, han aldrig har set Ferraras original. Hans autonome opfølger låner blot grundideen om den betændte politimand i frit spiralfald, overflytter reviret fra Manhattan til de lumre sydstater og malker løjtnantens vildtvoksende synderegister for bizar deadpan-humor.
Herzog får overraskende lidt ud af sin post-Katrina-kulisse, der syner flad og forvasket i den sært uengagerede fotografering. Som kompensation krydrer han løjerne med sin velkendte, bundløse nysgerrighed for den lokale faunas mere ejendommelige frembringelser.
I stedet for Guds søn hallucinerer Cage om leguaner og alligatorer, indfanget i deliriske ultranærbilleder, som instruktøren insisterede på selv at skyde gennem et fiberoptisk kabel. ”De ser så fabelagtigt absurde og stupide ud!” småjublede Werner Herzog om krybdyrene, da han hilste på pressen i Venedig.

Bad Lieutenant Port of Call New Orleans
Herzog troede dårligt sine egne øren, da Mostraens kunstneriske leder, Marco Müller, inden festivalen forkyndte, han ville indlemme Herzogs anden nye film som en af hovedseriens unavngivne surprise-titler.
”Ingen festival af denne størrelse vil være så forrykt at vise to film af samme instruktør i konkurrencen”, var Herzogs første tanke, og det er da også første gang i Mostraens historie, at en instruktør stiller op mod sig selv. Bonusbidraget – et rørsammen af Orestes-myten og instuktørens egne idiosynkrasier – er dog kun at regne for en excentrisk krusedulle i karrierens margen.
"My Son, My Son, What Have Ye Done" er født i slipstrømmen af Herzogs "Bad Lieutenant" under David Lynchs paraply. Begge de herrer syntes, verden manglede flere sære lavbudgetfilm, og selv om Lynch officielt intet kreativt input har haft, spøger slægtskabet både i rollebesætningen (med gamle kendinge som Brad Dourif og Willem Dafoe) og i den skævvredne absurdisme, som folder sig ud, når moderdyret Grace Zabriskie – endnu en Lynch-yndling – nidstirrer sønnen og hans kæreste i, hvad der synes som flere minutter.
Den retmæssige afsender røber sig, da flere mærkværdige dyr melder sig i koret. To levende flamingoer pryder forhaven hos hovedpersonen Brad, mens hans onkel opdrætter strudse og kagler henrykt over at se sine kæmpefugle bene af sted som ”eagles in drag”.
Brad, spillet af Michael Shannon fra "Revolutionary Road", falder naturligt ind i rækken af Herzogs grænsesøgende galninge: Hans evne til at skelne forstand fra afsind gik tabt, efter Gud talte til ham på en raftingtur i den peruvianske jungle. Indlagte flashbacks giver Herzog mulighed for at genbesøge floden, hvor Aguirre og Fitzcarraldo tidligere spejlede deres månesyge i strømhvirvlerne.
I filmens optakt omringer politiet Brad, der har forskanset sig i sit hjem efter at have kløvet sin mor i to med et sværd. Brad har dog stadig Herren ved sin side. Ude i køkkenet smiler hans hvidskæggede åsyn til Brad fra en æske med havregryn (af mærket ”Puritan Oatmeal”).
Huset med det flade tag er malet i samme pink pastelnuance som havens langhalsede tropiske kælefugle, og i det hele taget forstår man, hvorfor Shannon på festivalen karakteriserede San Diegos villakvarterer som ”den perfekte petriskål for opdyrkelsen af vanvid”.
"Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" vises på CPH PIX 20. april.
""My Son, My Son, What Have Ye Done?" vises på CPH PIX 18. og 25. april.


Michael Jai White i "Black Dynamite" | pr-foto

BLACK DYNAMITE (2009, instr. Scott Sanders)
Brian Iskov i GEAR #78 (dvd), maj 2010
Sex, vold, funk og afrohår blæser ud over lærredet i "Black Dynamite", der parodierer stilen fra 70'ernes blaxploitation-film med skræmmende nøjagtighed. Den sorte dynamitstang sidder mellem benene på titlens seje supernigga, som pløjer sig gennem damernes bølgende barme, når han ikke afklapser skurkagtige kinamænd eller nakker Nixon med sin nunchaku! Joken føles ret spinkel i spillefilmlængde og kræver absolut kendskab til genren. Men ser man filmen i festligt lag, stiger karakteren tilsvarende – og mon ikke fnisegræs udløser yderligere et par stjerner!
Vises på CPH PIX 22., 24. og 25. april.

THE BOX (2008, instr. Richard Kelly)
Brian Iskov i GEAR #76 (dvd), marts 2010
Fans af ”X-Files” og ”Twilight Zone” vil have lyst til at kigge nærmere på ”The Box”, hvor en scary fætter (Frank Langella) tilbyder hr. og fru Lewis en gådefuld æske med en rød trykknap på. Aktiverer de knappen, får de 1 mio. $ skattefrit – og en fremmeds død på samvittigheden. Et pirrende moralsk dilemma, som Richard Kelly (”Donnie Darko”) gør sit yderste for at drukne i stadig mere surrealistiske forsiringer og søforklaringer. Meget mening giver det ikke, men teknisk set er det overlæssede mysterium nydeligt sat i scene, og især Cameron Diaz klarer sig pænt igennem en næsten umulig rolle.
Vises på CPH PIX 19. og 24. april.

DEFENDOR (2009, instr. Peter Stebbings)
Brian Iskov i GEAR #77 (dvd), april 2010
Defendor
Som en pudsig fodnote til ”Kick-Ass” kaster dette lille komediedrama fra Canada et mere vemodigt blik på samme tema: Almindelige mennesker, der trækker i trikot for at agere superhelte i den virkelige verden. Woody Harrelson er temmelig rørende som "Defendor", der med et gaffatapet 'D' på brystet kaster sig ud i kampen mod de lokale narkobagmænd. Den lidt sky og tilbagestående Arthur, som gemmer sig bag masken, ejer dog ingen andre superkræfter end et velmenende hjerte og et hoved fuld af vrangforestillinger.
Vises på CPH PIX 17., 19. og 25. april.
> Læs mere om "Defendor" i min superhelteartikel i Børsen 15.04.2010.

KVINDER UDEN MÆND/Women Without Men (2009, instr. Shirin Neshat)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 18.9.2009
Agendaen er kønspolitisk snarere end realpolitisk hos den iranskfødte multikunstner Shirin Neshat, der vandt Guldløven på kunstbiennalen i 1999. På den seneste filmbiennale kunne hun føje en Sølvløve for bedste instruktion til familien.
I sin video- og fotokunst kredser Neshat om mellemøstlige kønsrollemønstre og især undertrykkelsen af kvindernes selvforståelse under islams åg. Flere af motiverne bærer hun direkte over i sin første spillefilm, der rekonfigurerer og udvider den multirumsinstallation (2004-08), der havde verdenspremiere på ARoS sidste år [2008].
"Women Without Men" henter brændstof i Shahrnush Parsipurs kortroman af samme navn fra 1989. Bogen har været bandlyst i Iran siden 1990'erne, hvor forfatteren blev arresteret for sin skildring af kvindelig seksualitet. I dag har hun status af politisk flygtning i USA, hvor også Neshat arbejder.
Af bogens og installationens fem skæbner har fire fundet vej til biografen. Den midaldrende Fakhri øjner en vej ud af sit triste ægteskab, da hun genser en gammel flamme. Unge Faezah drømmer om kærligheden, indtil hun mister sin dyrebare jomfruelighed under en voldtægt. Den prostituerede Zarin ser kun ansigtsløse dæmoner i de mænd, der bestiger hendes udmarvede krop på bordellet. Endelig trynes Munis' politiske vækkelse af hendes traditionsbundne bror. Hun vælger at svæve ud fra taget for at genopstå som vandrende ånd blandt gadens demonstranter.
Alle fire søger mod Fakhris nyerhvervede frugtplantage, et frodigt eksil spundet af piblende vandløb og solstrålernes spil i trækronerne. I dette Eden finder kvinderne kræfter og ro til at bryde fri af religionens maskuline dominans.

Shirin Neshat, Venedig 2009

Parsipur udfoldede sin utopi på baggrund af den amerikansk-britiske operation, der i 1953 væltede Irans første demokratisk valgte premierminister, Dr. Mohammed Mossadegh. Hans ønske om at nationalisere landets oliekilder, der var under britisk administration, huede ikke Churchill. Heftig tumult brød løs i Teherans gader, da det første kupforsøg slog fejl. Kun to dage senere, den 19. august, var oprøret slået ned. CIA genindsatte shahen, mens kontrollen med olieresurserne kom på vestlige hænder. Et indgreb, der plantede kimen til den islamiske revolution i 1979 og Ayatollah Khomeinis fundamentalistiske styre.
Hvor Parsipur blot antydede dette samtidsbillede, sidestiller Neshat kvindernes frigørelse fra mændene med iranernes uafhængighedskamp mod briterne. Casablanca dublerer for 1950'ernes Teheran i de historiske rekonstruktioner, hvis bogstavelighed skurrer med den mysticisme, som Neshat overfører fra prosaens magiske realisme.
Man tør vanskeligt underkende "Women Without Men"s værdi som kønspolitisk traktat og religionskritisk samfundskommentar. I den narrative spillefilms regi trækker metaforikken dog mod det stift distancerende, ligesom de fire kvinder fremstår som allegoriske brikker, der aldrig får eget liv som rundede individer.
Det skal retfærdigvis nævnes, at Neshats festivalbidrag (en tysk-østrigsk-fransk produktion) havde sine flammende fortalere på Lidoen. Disse fandt også megen nydelse i filmens smagfuldt sepiatonede billeder, signeret af østrigeren Martin Gschlacht, som også havde komponeret "Lourdes" på årets Mostra.
Vises på CPH PIX 23. og 25. april.

> Min anmeldelse af "Miraklet i Lourdes"

fredag den 16. april 2010

Kick-Ass Tema: Real Life Superheroes!

I går kom den endelig: "KICK-ASS"!


Derfor kan du i dag i Børsens kultursektion læse om tegneserieforfatteren Mark Millar, som har leveret forlægget til den aktuelle filmatisering, og som selv flirtede med tanken om at springe ud som superhelt, da han var nørdet teenager i 80'ernes Skotland.

> SUPERHELTE SOM DU OG JEG (NB: kræver Børsen-abonnement)
Brian Iskov i Børsen, 16.04.2010

Og fordi jeg allerede nu godt tør vædde på, at "Kick-Ass" bliver den mest forrygende film, jeg kommer til at se i 2010, har jeg benyttet anledningen til at samle de fire artikler, jeg indtil videre har skrevet om fænomenet Real Life Superheroes.

For som bekendt har historien om Dave Lizewski, alias Kick-Ass, flere fortilfælde i den virkelige verden, hvor adskillige wannabe-superhelte render omkring i trikot på åben gade og spejder efter medborgere i nød.

No Wonder Woman, 2007. Photography by Tonje Eliasson

I september 2008 portrætterede jeg vores dengang eneste danske Real Life Superhero, den søde No Wonder Woman, i Ud & Se. Fotografen Ulrik Jantzen og jeg fulgte den farvestrålende fritidsheltinde på en af hendes missioner, og jeg tror aldrig nogensinde, jeg har fået så meget respons fra læserne som på netop dén reportage.

Nu hjalp det selvfølgelig også, at jeg tilsyneladende var den første journalist i Danmark, der fik øje på emnet og skrev om det. Samt at Ulrik Jantzen fangede en serie skønne portrætter af den cyklende mirakelkvinde i kostume på Langebro.

> NO WONDER WOMAN VS. STØVMIDEN
Brian Iskov i Ud & Se nr. 9, september 2008

No Wonder Woman har siden valgt at trække sig tilbage fra superheltenes rækker, men forinden nåede hun dog at arrangere en bingoturnering og indspille en velgørenhedsplade:

> SUPERHELTINDE UDDELER OVERSKUD
Brian Iskov i AOK, 20. november 2008

I december samme år fulgte jeg op med en artikel i Berlingske Magasin, hvor jeg anlagde en sociologisk vinkel på fænomenet. Flere udenlandske Real Life Superheroes bidrog med eksklusive citater til teksten, ligesom Emilia van Hauen og Marvel-Morten Søndergård kommenterede tidens behov for helteskikkelser:

> VÆR DIN EGEN SUPERHELT
Brian Iskov i Berlingske Magasin, 13.12.2008

Bonusmaterialet til Berlingskes artikel er desværre ikke kommet med i netversionen, så det får du her i stedet for!



HER KOMMER OBAMA-MAN!
Brian Iskov i Berlingske Tidende, 13.12.2008

»Barack Obama er på mange måder det tætteste, vi nogensinde er kommet på en superhelt: En, som har inspireret millioner af mennesker på én gang til at vige uden om frygten, tilsidesætte kynismen og forestille os, hvad vi kunne blive til, hvis vi nåede toppen af vort potentiale«.

Ovenstående lyder som udkastet til en tårevædet hyldesttale for den kommende præsident af De Forenede Stater. Men ordstrømmen er faktisk reklametekst for et nyt stykke legetøj fra firmaet Jailbreak Toys. Må vi præsentere »Barack Obama Superhero Action Figure«: En 15 cm høj pvc-dukke med otte bøjelige led, skabt i den nyvalgte landsfaders billede.

Allerede inden sin tiltrædelse fejres Barack Obama som en sekulær frelserskikkelse »med ekstraordinære kræfter og eksemplarisk idealisme« (citeret fra salgsmaterialet for en Obama-nikkedukke!). I kunstnermiljøer var man hurtige til at afbilde den næste præsident som en visionær redningsmand med blikket vendt mod horisonten.

T-shirts og plakater svøber politikeren fra Illinois i Supermans potente symbolsprog, mens Obama-fans lægger musik fra superheltefilm ind over hans taler på YouTube. Marvel-forlaget har sågar ladet Obama gæsteoptræde som præsidentkandidat i et alternativt »Spider-Man«-univers (hvor han dog blev slået på målstregen af tv-satirikeren Stephen Colbert). Men hvad siger hovedpersonen selv?

Et slående pressefoto fra Barack Obamas senatorperiode viser ham i heltepositur foran en Superman-statue i Metropolis, Illinois. Og at den kommende præsident – en erklæret tegneseriefan – besidder selvironi, viste han under en velgørenhedsmiddag i New York den 16. oktober i år, hvor han lod denne bombe falde:
»I modsætning til de rygter, I har hørt, blev jeg ikke født i en krybbe. Jeg blev faktisk født på Krypton og sendt hertil af min far, Jor-El, for at redde planeten Jorden.«

En sådan afsløring, om end fremsagt i spøg, er vand på de selvudnævnte Real-Life Superheroes’ mølle. »Vi er mange, der forgæves har søgt efter en sand og ubesmittet helt. Det er på tide, at vi får vendt udviklingen,« udtaler ’Geist’ fra Minnesota.
Og ’Entomo’ fra Italien siger til Berlingske Tidende: »I mine øjne er Obama en stor Real-Life Superhero – bare uden maske«.

VIRKELIGHEDENS SUPERHELTE (udvalg)
Brian Iskov i Berlingske Tidende, 13.12.2008

GEIST (Minneapolis, Minnesota, USA)
I maj sidste år [2007] solgte ’Geist’ sin seriehæftesamling for selv at yde en indsats som maskeret samfundstjener. Han har bl.a. doneret mad til dyreinternater og ryddet op efter oversvømmelserne i Minnesota i sommeren 2007. »Jeg vil opsøge de, som bliver overset af samfundet, og tilbyde min hjælp. Jeg kæmper for de glemte«, proklamerer han.

NO WONDER WOMAN (København, Danmark)
Skandinaviens første Real-Life Superhero tilbyder at hjælpe alle, som mangler energi til dagligdagens sure pligter. Men selv om ’No Wonder Woman’ på sin MySpace-profil nævner »overskud« som sin superkraft, afspejler gejsten sig ikke altid i heltindens private alter ego: »Jeg er ret meget et rodehoved i virkeligheden,« erkender hun. No Wonder Womans egen velgørenhedsvideo kan besigtiges på http://www.youtube.com/watch?v=636EQCsm-T4

SUPERHERO (Clearwater, Florida, USA)
Som fribryder optrådte Dale Pople allerede i superhelteantræk, før han begyndte at patruljere i sin hjemby. Bag rattet i sin knaldrøde Chevrolet Sting Ray spejder han efter medtrafikanter og andet godtfolk, der ser ud til at kunne bruge assistance. »Mit superheltearbejde består af 80 % kedsomhed, 15 % godgørenhed og 5 % rædsel,« anslår ’Superhero’, som er tidligere marinesoldat og vægtløfter.

© Real Life Superheroes


ENTOMO THE INSECT MAN (Napoli, Italien)
’Entomo’ deltog i kampen mod sommerens affaldskrise i Italien og hævder at besidde paranormale evner, som forbinder ham med insektverdenen og gør ham til en slags postmoderne åndemaner. Fetichen for bevingede væsener går igen i hans motto, der lyder: »Hør min summen, frygt mit bid. Jeg indsprøjter retfærdighed!«

CAPTAIN OZONE (Buffalo City, New York, USA)
Naturens egen forkæmper, Captain Ozone, ser det som sit kald at bekrige forurening, frelse truede dyrearter og fremme vedvarende energiformer. Den maskerede miljøaktivist påstår at være rejst tilbage i tiden fra 2039 for at redde os alle fra den visse undergang. Merchandise-varerne i hans internetbutik lader dog ikke til at være økologisk producerede ...

> Mere Kick-Ass-tema: Real-Life Superheroes på film!

onsdag den 14. april 2010

20 år med Twin Peaks - dag 5: Samlerobjekterne

Som afrunding på jubilæumstemaet har jeg valgt at dedikere dagens indlæg til den bunke af Twin Peaks-memorabilia, som jeg gravede ud af glemslens hjørner under ugens research. Noget af merchandiset står i høj kurs på samlers marked (f.eks. Coopers lydbånd), mens andre effekter må nøjes med at påberåbe sig en vis sentimental værdi (pandekagemiks).

Lad denne lille guirlande af udvalgte erindringer tjene til minde om, hvordan Mark Frost og David Lynch tryllebandt vore påvirkelige unge sind med deres raffinerede genreleg. Og hvordan "Twin Peaks" i sine ypperste øjeblikke knitrede af en ganske enestående fortættet og forførende atmosfære, der jog sine strømførende fangarme lige ind i rygmarven med et besættende greb, som selv efter 20 år ikke lader sig slække.




Simon & Schuster Audio, 1990
Coops diktafonbeskeder til sekretæren Diane, løftet direkte fra lydsporet til seriens første sæson, er her foldet ind i en række nyskrevne monologer, som Kyle MacLachlan indtalte til formålet (og efterfølgende skaffede ham en Grammy-nominering i kategorien "spoken word"!). Det hele varer en lille time, og selv om denne udgivelse i dag indtager en plads i Twin Peaks' raritetskabinet, er indholdet ikke helt ophidsende nok til at retfærdiggøre prisen. Du kan høre båndet her.


One Eyed Jacks: "Falling - The Twin Peaks Dance Mixes"
BMG Ariola, 1991
Dén havde jeg helt glemt. Kjeld Tolstrup laver tøffende hyggehouse af Julee Cruises titelsang "Falling", som til denne 12" blev genindsunget af Turid Christensen ("kendt" fra Dansk Melodi Grand Prix 1988). På to af de tre mix har Tolstrup desuden indføjet et mellemstykke, hvor MC Zipp - ham fra Cut'n'Move - rapper om "damn fine coffee" og "Laura Palmer on a disco biscuit". Der blev sågar lavet en musikvideo, som du kan se her!


Snoqualmie Falls Lodge Pancake & Waffle Mix.
Dét, der står på pakken. Primært købt på grund af det velkendte afbildede vandfald (selv om indholdet nok også har lokket).







Pioneer Books, 1990
Endnu en sjældenhed, men trods sin sjuskede opsætning er denne uautoriserede godbid værd at gå på jagt efter. Bogen indeholder interviews med en lang række nøglepersoner både foran og bag kameraet, og særlig interessant bliver den af at være skrevet inde fra orkanens øje, så at sige: Den udkom halvvejs igennem Twin Peaks' anden sæson, mens feberen endnu var på sit højeste.


"Twin Peaks Gazette" vol. 1, no. 3
Deep Woods Publications 1991, red.: Martha Knight
Indholdet i den officielle Tindernes Tidende var en løjerlig blanding af faktuelle nyheder om ABCs tv-serie og fingerede artikler fra byens fiktive univers. I nærværende apriludgave fra 1991, der sælges brugt for $125 på Amazon, har Hank Jennings, Normas uvederhæftige eks-mand, således indrykket en kronik på side 3. Andetsteds fortæller skuespilleren Ray Wise (den uforglemmelige Leland Palmer!), hvordan kongen og dronningen af Spanien beordrede en gesandt af sted efter et videobånd, da monarkerne missede et afsnit af deres yndlingsserie på tv. Måske var den skizofrene redaktionelle linje, med sin dans omkring den fjerde væg, en af årsagerne til, at avisen gik ind efter tre udgivelser.



 

Twin Peaks Productions, Inc. & Access Press 1991
NU bliver det nørdet. En detaljeret, 112 sider lang, rigt illustreret PARODI på en rejsebog, der beskriver EN FIKTIV BY FRA EN TV-SERIE. Nidkærheden strækker sig helt ned til mikroniveauet, hvor profilmønstrene på brædderne fra savværket beskrives indgående, og den komplette liste over de 80 sange i RR Dinerens jukeboks får lov at fylde en hel side.
Lynch, Frost og en Richard Saul Wurman står krediteret som ophavsmænd, men kolofonen lader røbe, at det nærmere er seriens episodeforfattere, der har muntret sig med at hælde obskure fabrikater ud over siderne. Man skal virkelig være ihærdig for at læse samtlige kapitler, men om ikke andet er det i denne bog - på opslaget om træsnitningens glæder, såmænd - at man finder svaret på det ultimative tv-quiz-spørgsmål:
Hvad er Dale Coopers mellemnavn?



af Scott Frost
Penguin Books 1991

Et af de få af seriens biprodukter, der blev fundet værdigt til det danske marked, var "Laura Palmers hemmelige dagbog", som Lindhardt & Ringhof udgav i oversættelse i 1991. Ifølge titelbladet var indholdet "fundet af" David Lynchs datter, Jennifer.
Samme år tilfaldt det Mark Frosts bror, Scott Frost, at "transskribere" samtlige af Dale Coopers lydbånd, da det viste sig, at den nærmest manisk grundige FBI-agent havde indspillet et løbende kommentarspor til sit eget liv, siden han som 13-årig drengespejder i 1967 fandt en Norelco-spolebåndoptager under juletræet.
Modsat Lauras incestuøse notater nåede "The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper" aldrig til Danmark, skønt den både som spin-off og selvstændig læseoplevelse er aldeles fremragende.
Med vittig sprogbeherskelse og en sikker fornemmelse for karakterens klarøjede logik indfanger Frost ikke blot de snurrige idiosynkrasier, som kendetegnede Kyle MacLachlans ikoniske tolkning af rollen. Det lykkes også at føje nye, pirrende lag til portrættet af den evigt undrende opdager, som gennem bogens spænd på 22 år gør sine dyrekøbte erfaringer med såvel kvindekønnet som det truende mørke, der løber gennem hans liv som en anelsesfuld understrøm.
Med nedenstående gengivelse af en af de mere humoristiske episoder fra Dale Coopers formative periode erklærer jeg hermed denne temauge for vel overstået.
This is me, Brie, signing off.



Fra "The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper"
(Part 3, Chapter 2, pp. 89-94)

December 27, 1973, 11 P.M. [Coopers 19. år]
Have decided that as long as I am home with some free time, I will use the time wisely and undertake to test certain limitations within the human body that I find bothersome.
The first is sleep. Roughly half of our life is spent in the quiet solitude of slumber. Outside of the obvious benefits of dreams and physical rest, I find it to be unacceptable that the same benefits cannot be achieved without such a commitment of time.
I am therefore going to attempt to establish two things. First, the duration for which my body can function effectively without sleep. And second, the minimum amount of sleep required to sustain a high level of operation. Log entries will be made on the hour beginning now.

December 28, 12 A.M.
Feel fine. Mental capacity functioning at a high level. Motor abilities suffering no impairment.

1 A.M.
The most challenging problem I anticipate facing is cutting the flow of coffee into my system. The intake of stimulants of any kind would render the exercise useless, so I have decided to forgo coffee for the sake of scientific accuracy. No greater sacrifice has ever been made before in the name of science. Should note that I feel fine and can shuffle one deck of cards in each hand with no loss of proficiency.

2 A.M.
Strong and alert.