onsdag den 8. december 2010

Anmeldelse: "Miraklet i Lourdes"

Ugens biograftip for feinschmeckere er Jessica Hausners meget fine og drilske "Miraklet i Lourdes", som torsdag får premiere i Grand (København) og Øst for Paradis (Århus).

Jeg kan i forbifarten nævne, at franske Sylvie Testud vandt en European Film Award i sidste uge for sit fremragende spil i hovedrollen.



ANMELDELSE
Miraklet i Lourdes (2009, Jessica Hausner)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 11. september 2009

”Vi har alle forskellige filosofiske og religiøse overbevisninger. Jeg beder bare publikum om at tage åbent imod oplevelsen,” sagde den amerikanske instruktør Todd Solondz, da han præsenterede sin "Life During Wartime" i Venedig. Deri fik han støtte af østrigske Jessica Hausner, der i sit festivalbidrag, "Lourdes", leverer den mest kildrende flertydige diskussion af den gudstro, som løber gennem flere af konkurrencefilmene.

Med Carl Th. Dreyers "Ordet" som tematisk kilde undersøger "Miraklet i Lourdes" underet som fænomen. Jessica Hausners tilgang er mere filosofisk end religiøs, men trods det minimalistiske handlingsforløb og en formal elegance, der føres i strenge tøjler, tipper filmens air aldrig over i det fjerne eller kølige. For det lykkes Hausner at holde sin hårfine balance mellem saglighedens rene linjer og det drilske, uudgrundelige smil. "Miraklet i Lourdes" står pivåben for tolkninger – og kan bære dem alle. Det er så flot løst.


Titlen placerer os ved Pyrenæernes fod. Hvert år valfarter flere millioner til den undselige markedsby Lourdes i håbet om at blive rørt af de højere magter. Thi det var her, i en grotte, at Den Hellige Jomfru Maria tren frem i 1858. Siden observerede egnens katolske præster så mange uforklarlige helbredelser, at pave Pius X i 1905 oprettede et lægekontor, der skulle evaluere og autentificere de mulige underværker. Af de pludselige sundhedstegn, som hverken var forbigående eller kunne forklares ad medicinsk vej, har kirken til dato anerkendt 66 mirakler.

Dette katolicismens tivoli, fuld af velassorterede souvenirboder, indfanges af Jessica Hausner med formfuldendt billedsans og en beundringsværdig objektivitet. Selv hotellobbyens madonna med kridhvid neonglorie får lov at stå ukommenteret – også af Christine, der trilles frem og tilbage over marmorgulvet af johanitterordenens frivillige sygeplejersker. Hun lider af multipel sklerose og kan kun bevæge hovedet. Dét fejler til gengæld ikke det mindste, og det følelsesrige minespil, der pibler frem over Sylvie Testuds let betuttede, barnlige træk, udgør et lille under i sig selv.


Modsat de andre invalide på pilgrimsfærden ville Christine hellere besøge Rom frem for Lourdes; der er ”mere kulturelt”, som hun siger. Derfor vækker det ekstra opsigt, da forsynet – eller tilfældet? – en dag løfter stedets mest jordbundne skeptiker op af kørestolen. ”Hvorfor er det lige hende og ikke sådan en som Mr. Hruby, der blev helbredt?” spørger en utilfreds dame til kurstedets tilknyttede pastor, som må sno sig for at finde gyldige svar.

Jessica Hausner angiver selv kontrasten mellem det arbitrære og det meningsfulde som rygraden i sin film. Skønt det altid virker som halsløs gerning at gisne om favoritter inden Mostraens afslutning, vil det bestemt give god mening, hvis juryen under ledelse af sidste års triumfator, Ang Lee, skænker "Miraklet i Lourdes" et sæt løvepoter at gå videre på.

Ikke "Lourdes", men "Libanon" endte med at vinde Guldløven i Venedig 2009. Læs min anmeldelse af Samuel Maoz' krigsfilm her: 
"Libanon – Das Boot på larvefødder"


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar