Årets udgave af filmfestivalen CPH PIX, der åbnede i onsdags, kæmper et bravt slag mod en uforudset fjende. Udfordreren er den slemme askesky, som den islandske vulkan ved Eyjafjallajökull har hostet op, og som både formørker luftrummet over Nordeuropa og festivalplanlæggernes i forvejen stressede sind.
Heldigvis er de gæve PIX-arrangører mønsterværdigt dygtige til at holde de udadrettede kommunikationslinjer åbne. Festivalens hjemmeside, Facebook-profil og nyhedsbrev opdateres konstant, så ingen behøver at gå forgæves til de berørte events.
For at hjælpe publikum med at finde hoved og hale i programmets vildtvoksende bredde, afprøver CPH PIX i år et spøjst online-legetøj, som de lidt uskønt har døbt 'tastefinder'. Ved at rykke i seks virtuelle skydeknapper, der repræsenterer forskellige aspekter af filmoplevelsen, skulle det være muligt at matche ens personlige præferencer til de mere end 180 titler i festivalkataloget.
Banker man helt op for 'tempo' og 'laughs', foreslår smagsautomaten, at man løser billet til blaxploitation-pastichen "Black Dynamite". Anti-superheltefilmen "Defendor" scorer maksimum på både 'thrills', 'sighs' og 'laughs', mens det kræver mere avancerede kombinationer at få skydeknapperne til at pege på festivalens to Werner Herzog-bidrag.
Jeg håbede også, at værktøjet ville fortælle mig, hvor jeg skal lede efter den tast, som er forsvundet fra pladsen mellem Å og RETUR på mit trådløse keyboard. Men dén service yder tastefinderen desværre ikke endnu ...
CPH PIX 2010 fortsætter indtil 25. april i udvalgte københavnske biografer. Til evt. inspiration finder du nedenfor mine anmeldelser af de af årets CPH PIX-film, som jeg allerede har skrevet om i andre sammenhænge.
CPH PIX 2010: ANMELDELSER
BAD LIEUTENANT: PORT OF CALL NEW ORLEANS (Werner Herzog, 2009)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 11.9.2009
MY SON, MY SON, WHAT HAVE YE DONE? (Werner Herzog, 2009)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 11.9.2009
I hænderne på den egensindige tysker Werner Herzog finder Nicolas Cage endelig et passende forum for sit patenterede overspil. Cages navn på en rolleliste har i nyere tid lignet et syndrom mere end en anbefaling, men som strømeren med det galopperende stof- og magtmisbrug driver han værket med sine impressionistiske jazzmanerer.
Vi befinder os i "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" langt fra det uforsonlige rendestensridt, som Abel Ferrara trak Harvey Keitel igennem i navnebroderen "Bad Lieutenant" (1992).
Katolsk skyldfølelse bragte en grædende Keitel i knæ, da Frelseren åbenbarede sig for den fortabte søn i et drømmesyn. Dagsordenen er en ganske anden hos Werner Herzog, der bedyrer, han aldrig har set Ferraras original. Hans autonome opfølger låner blot grundideen om den betændte politimand i frit spiralfald, overflytter reviret fra Manhattan til de lumre sydstater og malker løjtnantens vildtvoksende synderegister for bizar deadpan-humor.
Herzog får overraskende lidt ud af sin post-Katrina-kulisse, der syner flad og forvasket i den sært uengagerede fotografering. Som kompensation krydrer han løjerne med sin velkendte, bundløse nysgerrighed for den lokale faunas mere ejendommelige frembringelser.
I stedet for Guds søn hallucinerer Cage om leguaner og alligatorer, indfanget i deliriske ultranærbilleder, som instruktøren insisterede på selv at skyde gennem et fiberoptisk kabel. ”De ser så fabelagtigt absurde og stupide ud!” småjublede Werner Herzog om krybdyrene, da han hilste på pressen i Venedig.
”Ingen festival af denne størrelse vil være så forrykt at vise to film af samme instruktør i konkurrencen”, var Herzogs første tanke, og det er da også første gang i Mostraens historie, at en instruktør stiller op mod sig selv. Bonusbidraget – et rørsammen af Orestes-myten og instuktørens egne idiosynkrasier – er dog kun at regne for en excentrisk krusedulle i karrierens margen.
"My Son, My Son, What Have Ye Done" er født i slipstrømmen af Herzogs "Bad Lieutenant" under David Lynchs paraply. Begge de herrer syntes, verden manglede flere sære lavbudgetfilm, og selv om Lynch officielt intet kreativt input har haft, spøger slægtskabet både i rollebesætningen (med gamle kendinge som Brad Dourif og Willem Dafoe) og i den skævvredne absurdisme, som folder sig ud, når moderdyret Grace Zabriskie – endnu en Lynch-yndling – nidstirrer sønnen og hans kæreste i, hvad der synes som flere minutter.
Den retmæssige afsender røber sig, da flere mærkværdige dyr melder sig i koret. To levende flamingoer pryder forhaven hos hovedpersonen Brad, mens hans onkel opdrætter strudse og kagler henrykt over at se sine kæmpefugle bene af sted som ”eagles in drag”.
Brad, spillet af Michael Shannon fra "Revolutionary Road", falder naturligt ind i rækken af Herzogs grænsesøgende galninge: Hans evne til at skelne forstand fra afsind gik tabt, efter Gud talte til ham på en raftingtur i den peruvianske jungle. Indlagte flashbacks giver Herzog mulighed for at genbesøge floden, hvor Aguirre og Fitzcarraldo tidligere spejlede deres månesyge i strømhvirvlerne.
I filmens optakt omringer politiet Brad, der har forskanset sig i sit hjem efter at have kløvet sin mor i to med et sværd. Brad har dog stadig Herren ved sin side. Ude i køkkenet smiler hans hvidskæggede åsyn til Brad fra en æske med havregryn (af mærket ”Puritan Oatmeal”).
Huset med det flade tag er malet i samme pink pastelnuance som havens langhalsede tropiske kælefugle, og i det hele taget forstår man, hvorfor Shannon på festivalen karakteriserede San Diegos villakvarterer som ”den perfekte petriskål for opdyrkelsen af vanvid”.
"Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" vises på CPH PIX 20. april.
""My Son, My Son, What Have Ye Done?" vises på CPH PIX 18. og 25. april.
 |
| Michael Jai White i "Black Dynamite" | pr-foto |
BLACK DYNAMITE (2009, instr. Scott Sanders)
Brian Iskov i GEAR #78 (dvd), maj 2010
Sex, vold, funk og afrohår blæser ud over lærredet i "Black Dynamite", der parodierer stilen fra 70'ernes blaxploitation-film med skræmmende nøjagtighed. Den sorte dynamitstang sidder mellem benene på titlens seje supernigga, som pløjer sig gennem damernes bølgende barme, når han ikke afklapser skurkagtige kinamænd eller nakker Nixon med sin nunchaku! Joken føles ret spinkel i spillefilmlængde og kræver absolut kendskab til genren. Men ser man filmen i festligt lag, stiger karakteren tilsvarende – og mon ikke fnisegræs udløser yderligere et par stjerner!
Vises på CPH PIX 22., 24. og 25. april.
THE BOX (2008, instr. Richard Kelly)
Brian Iskov i GEAR #76 (dvd), marts 2010
Fans af ”X-Files” og ”Twilight Zone” vil have lyst til at kigge nærmere på ”The Box”, hvor en scary fætter (Frank Langella) tilbyder hr. og fru Lewis en gådefuld æske med en rød trykknap på. Aktiverer de knappen, får de 1 mio. $ skattefrit – og en fremmeds død på samvittigheden. Et pirrende moralsk dilemma, som Richard Kelly (”Donnie Darko”) gør sit yderste for at drukne i stadig mere surrealistiske forsiringer og søforklaringer. Meget mening giver det ikke, men teknisk set er det overlæssede mysterium nydeligt sat i scene, og især Cameron Diaz klarer sig pænt igennem en næsten umulig rolle.
Vises på CPH PIX 19. og 24. april.
DEFENDOR (2009, instr. Peter Stebbings)
Brian Iskov i GEAR #77 (dvd), april 2010
Vises på CPH PIX 17., 19. og 25. april.
> Læs mere om "Defendor" i min superhelteartikel i Børsen 15.04.2010.
KVINDER UDEN MÆND/Women Without Men (2009, instr. Shirin Neshat)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 18.9.2009
Agendaen er kønspolitisk snarere end realpolitisk hos den iranskfødte multikunstner Shirin Neshat, der vandt Guldløven på kunstbiennalen i 1999. På den seneste filmbiennale kunne hun føje en Sølvløve for bedste instruktion til familien.
I sin video- og fotokunst kredser Neshat om mellemøstlige kønsrollemønstre og især undertrykkelsen af kvindernes selvforståelse under islams åg. Flere af motiverne bærer hun direkte over i sin første spillefilm, der rekonfigurerer og udvider den multirumsinstallation (2004-08), der havde verdenspremiere på ARoS sidste år [2008].
"Women Without Men" henter brændstof i Shahrnush Parsipurs kortroman af samme navn fra 1989. Bogen har været bandlyst i Iran siden 1990'erne, hvor forfatteren blev arresteret for sin skildring af kvindelig seksualitet. I dag har hun status af politisk flygtning i USA, hvor også Neshat arbejder.
Af bogens og installationens fem skæbner har fire fundet vej til biografen. Den midaldrende Fakhri øjner en vej ud af sit triste ægteskab, da hun genser en gammel flamme. Unge Faezah drømmer om kærligheden, indtil hun mister sin dyrebare jomfruelighed under en voldtægt. Den prostituerede Zarin ser kun ansigtsløse dæmoner i de mænd, der bestiger hendes udmarvede krop på bordellet. Endelig trynes Munis' politiske vækkelse af hendes traditionsbundne bror. Hun vælger at svæve ud fra taget for at genopstå som vandrende ånd blandt gadens demonstranter.
Alle fire søger mod Fakhris nyerhvervede frugtplantage, et frodigt eksil spundet af piblende vandløb og solstrålernes spil i trækronerne. I dette Eden finder kvinderne kræfter og ro til at bryde fri af religionens maskuline dominans.
Parsipur udfoldede sin utopi på baggrund af den amerikansk-britiske operation, der i 1953 væltede Irans første demokratisk valgte premierminister, Dr. Mohammed Mossadegh. Hans ønske om at nationalisere landets oliekilder, der var under britisk administration, huede ikke Churchill. Heftig tumult brød løs i Teherans gader, da det første kupforsøg slog fejl. Kun to dage senere, den 19. august, var oprøret slået ned. CIA genindsatte shahen, mens kontrollen med olieresurserne kom på vestlige hænder. Et indgreb, der plantede kimen til den islamiske revolution i 1979 og Ayatollah Khomeinis fundamentalistiske styre.
Hvor Parsipur blot antydede dette samtidsbillede, sidestiller Neshat kvindernes frigørelse fra mændene med iranernes uafhængighedskamp mod briterne. Casablanca dublerer for 1950'ernes Teheran i de historiske rekonstruktioner, hvis bogstavelighed skurrer med den mysticisme, som Neshat overfører fra prosaens magiske realisme.
Man tør vanskeligt underkende "Women Without Men"s værdi som kønspolitisk traktat og religionskritisk samfundskommentar. I den narrative spillefilms regi trækker metaforikken dog mod det stift distancerende, ligesom de fire kvinder fremstår som allegoriske brikker, der aldrig får eget liv som rundede individer.
Det skal retfærdigvis nævnes, at Neshats festivalbidrag (en tysk-østrigsk-fransk produktion) havde sine flammende fortalere på Lidoen. Disse fandt også megen nydelse i filmens smagfuldt sepiatonede billeder, signeret af østrigeren Martin Gschlacht, som også havde komponeret "Lourdes" på årets Mostra.
Vises på CPH PIX 23. og 25. april.
> Min anmeldelse af "Miraklet i Lourdes"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar