Sidste års julegave fra lille mig til alle jer var historien om det traditionsrige "Disneys Juleshow" på DR. Også denne jul har indlægget, hvor Jakob Stegelmann med flere fortæller om det elskede program, været flittigt besøgt på Bries Blog-O-Rama, hvilket luner blogbestyrerens hjerte ikke så lidt endda.
I år følger så et kig på det andet Disney-juleshow: dét, der fandtes i Danmark, længe før fjernsynet kom til verden. Jeg hentyder selvfølgelig til det årlige "Metropols Juleshow" – en hæderkronet decemberforlystelse, som mange københavnere over 40 stadig tænker tilbage på med nostalgisk våde øjne.
Glædelig jul!
METROPOLS JULESHOW – hvor traditionen fødtes
I en tid, hvor såvel kommercielle som statslige tv-stationer stopfodrer nationens poder med samlebåndstegnefilm hver eneste morgen, kan det være svært at fatte, hvor eksklusiv en luksus "Disneys Juleshow" udgjorde i sendefladen, da programmet fik sin debut i dansk fjernsyn den 23. december 1967.
Endnu mere tåget bliver billedet, hvis vi bladrer længere bagud i kalenderen, til dengang bedstemor var teenager – selv om ordet endnu ikke var opfundet – og Cartoon Network, Disney Channel og Fox Kids kun eksisterede som ondsindede fantomer i de kulturradikales nattesøvn.
Dengang måtte man gå i biografteatret for at se korte tegnefilm.
Strøgbiografen Metropol i hovedstadens midte var det første forum for Walt Disney-studiets tegnefilm i Danmark. Traditionen med at samle seks til otte animationsperler til et juleshow blev udklækket af biografdirektør Jørgen S. Jørgensen i 1934, og for københavnere, der er gamle nok til at huske Metropol, står oplevelserne fra den overfyldte foyer stadig som det bedste juleminde af alle.
DR's Jakob Stegelmann har selv stået i kø rundt om hjørnet og ventet utålmodigt på at blive lukket ind i det forjættede land sammen med alle de andre snotnæsede purke og deres forældre.
– Lige fra annoncen kom på i avisen, så man frem til dagen, hvor man skulle se showet. Det var en fast del af det årlige juleindkøb, så forældrene var egentlig også meget glade for det lille afbræk, selvom der var en skrækkelig ballade inde i salen, erindrer Jakob Stegelmann.
Stegelmann fortæller begejstret i sin bog ”Walt Disney” fra 1989 om følelsen af at stå foran Metropols magiske porte: ”Når dørene endelig åbnedes og fødderne af de sidste publikummere kunne skimtes på vej ud i kulden, følte man et sug. Nu skete det – og pludselig forsvandt tidsfornemmelsen.”
De efterfølgende halvtreds minutter var et kaos af fortumlet krampelatter og varierende grader af jublende gensynsglæde, alt efter hvilket hoved der tonede frem ved kortfilmens start. Pluto mødtes med behersket skuffelse. Men var det Anders And, tog euforien ingen ende.
Avisoverskrift, 1980
Tiden efter Metropol
Jakob Stegelmann konkluderer i sin bog om Disney, at juleforestillingerne i Metropol lagde kimen til en hel generations kærlighed til Disney-tegnefilm. Biografen lukkede og slukkede i 1980 efter flere magre år, hvor forvalterne ud over det faste juleshow måtte ty til et repertoire af pornofilm for at holde skindet på næsen. I dag residerer tøjbutikken New Yorker bag jugend-facaden på hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet.
Et tilsvarende juleshow med korte Disney-tegnefilm har siden forsøgt at finde fodfæste i bolsjefabrikken Palads på Axeltorv, men ønsker man at genopleve den specielle stemning fra decemberdagene i Metropol, må man bænke sig foran fjerneren juleaftensdag, invitere et par hujende børnehaveklasser, bede dem om at vente i entreen en times tid og så ellers kaste slik op ad væggene og bedstemor, hver gang Anders And viser sit næbbede fjæs på skærmen.
DR1 viser igen i år "Disneys Juleshow" den 24. december kl. 16.00.
Reportage fra releasefesten på dvd'en og soundtrack-lp'en "The Golden Age of Danish Pornography" – (Husets Biograf, København 2. november 2011)
Hvor tit får en italiensk soundtrack-entusiast chancen for at sætte musik til en række glemte danske pornostrimler fra start-70erne? Alex Puddu gik i kødet på opgaven bevæbnet med lumre Hammond-riffs og inspiration fra sit hjemlands seje B-film.
Hvis vi nu siger: stumfilm med musikalsk akkompagnement. Så tænker du nok 'Metropolis' for fuldt symfoniorkester. Eller Asta Nielsen med klaverbokser i Cinemateket.
Men sådan spiller kinoorglet ikke i Husets Biograf. Her i kultdyrkelsens københavnske højborg går de stumme strimler anderledes kontant til værks.
På en ellers fredelig oktoberaften i 2011 fyldes lærredet af lutter nøgne, kridtblege kroppe, der gantes foran stormønstrede gardiner og reklameplakater for Valash appelsinvand. Også damernes bløde former og herrernes respektindgydende bakkenbarter – for ikke at tale om de vildtvoksende buskadser af hår på begge(s) køn – daterer indspilningstidspunktet til engang mellem 1970 og '74.
Ved bunden af lærredet kærtegner Alex Puddu sine trommeskind, mens hans blanke isse strejfes af slaskende legemsdele fra fremviserens lyskegle. Omkring ham groover en cool musikertrio, sammensat af en halvnapolitaner og to sardiniere med Tarantino-fjæs.
»De ligner et par rigtige 70'er-scumbags,« gnægger Puddu tilfreds efter den vel overståede pornokoncert.
Seancen markerer udgivelsen af 'The Golden Age of Danish Pornography', en dvd-opsamling af tolv sjældne 8mm-optagelser fra fotografen Freddy Weiss' studie. Bag projektet står Another World Entertainment, der håndplukkede den herboende italiener Alex Puddu til at komponere et originalt lydspor til dvd'en. Han præsenterede femten musikalske skitser for distributøren og vurderede derefter, hvilke numre der passede til de forskellige kortfilm i bunken.
På det ledsagende soundtrackalbum trakterer Puddu selv et utal af instrumenter med den rette 70'er-klangfarve, herunder wahwah-guitar og Wurlitzer-elpiano. Den lumre stemning får yderligere et løft af Peter Peter på elektrisk sitar, mens organisten fra The Blue Van, Søren Christensen, masserer Hammond-tangenterne, så kropssveden emmer fra højttaleren.
»De har ramt tidsånden og stilen virkelig godt,« vurderer en ekspert ud i 1970'ernes kultdyrkede filmmusik. Anders Arentoft fletter gerne Puddus sovekammertoner ind i sit sæt, når han vender obskure retroplader under navnet DJ Curious. Han har dog heller aldrig overværet en pornovisning med liveband før.
»Kun de færreste Super 8-sexfilm havde lydspor, og hvis de havde, kostede de let over 400 af datidens kroner. Så det har mest været en liebhaverting,« vurderer Arentoft.
Til gengæld blev der ofte skrevet ledsagemusik til 70'ernes erotiske spillefilm, og dér gik komponisterne direkte til makronerne.
»Oftest var det instrumental beat eller rock, gerne orgelbaseret og garneret med tværfløjte og stønnelyde,« fortæller Anders Arentoft, der både samler på vintage-erotica og sælger det i raritetsbutikken Curious Corner i København.
Alex Puddu
For Alex Puddu ligger interessen ikke så meget i det pornografiske aspekt. Han finder den stempelfaste ”lige på og hårdt”-genre uerotisk, indrømmer han. Til gengæld tænder han på periodens æstetik og især den lo-fi-lyd, der prægede musikken til hans hjemlands kulørte genrefilm i 70'erne.
»Mange krimier og thrillers havde superfede soundtracks, som ofte var mere interessante end filmene selv. Datidens italienske filmkomponister blandede rock, groove, jazz og soul med klassiske instrumenter, og de tog arbejdet meget seriøst,« fortæller Alex Puddu. Han tilføjer, at han indimellem chiller til filmene fra sine romerske teenageår kun for at nyde musikken, tøjmoden og designet.
Fordi 1960'ernes og 70'ernes italienske B-film var beregnet på eksport, lånte musiksnedkerne frit fra samtidens amerikanske rytmik. »Da filmene kom til udlandet, mente mange, at italienerne måtte være superfunky,« ler Alex Puddu.
På trods af titlen 'The Golden Age of Danish Pornography' klinger hans soundtrack også langt mere italiensk-amerikansk end dansk, erkender han:
»Min musik ville passe lige så godt til en italiensk krimi fra 1971. I Danmark gik smagen på det tidspunkt mere i retning af Burnin' Red Ivanhoe.«
Såfremt Another World Entertainment gør alvor af deres planer om at udsende flere af Freddy Weiss' erotiske klenodier, leverer Alex Puddu gerne endnu et pornopartitur.
»Men så skal musikken trækkes i en mere dansk retning,« understreger han:
»Røde Mor-psykedelia med blokfløjte og vibrafon!«
Alex Puddu har selv udgivet soundtrackalbummet 'The Golden Age Of Danish Pornography' på nummereret vinyl i Danmark. Pladen kan købes hos Route 66 i København. Januar 2012 udsender italienske Schema Records pladen i 16 lande som cd, lp og download. Dertil kommer et begrænset 180 g luksusvinyloplag med det ”frække” danske baghyler-omslag.
Hvor finder man pladerne?
Det kræver mange søvnløse nætter på eBay at opbygge en solid samling af vintage-filmmusik, erfarer Alex Puddu: »Mange af de soundtracks er enten umulige at finde eller meget dyre.«
Ifølge Anders Arentoft har københavnerbutikken Sort Kaffe & Vinyl dog et overraskende godt udvalg af genudgivelser og opsamlinger fra de mindre lødige genrer.
Du kan høre Brie give den som Mr. Filmnews fra 05:03 til 14:50:
Til sidst i indslaget nævner jeg, at jeg lige har været i New York City for at se Muppet-udstillingen "Jim Henson's Fantastic World" på filmmuseet Museum of the Moving Image, der ligger i den fredelige bydel Astoria.
Ud over flere af de legendariske hånddukker fra "The Muppet Show", "Sesam, luk dig op" og "Fragglerne" rummer udstillingen et væld af rekvisitter, tidlige figurudkast og kruseduller, sjældne kort- og reklamefilm, plakatdesign og storyboards fra Jim Hensons arkiver. Alt sammen for en entrépris på beskedne 12 dollars (ca. 66 kroner, eller knap to københavnske cafe latte).
"Jim Henson's Fantastic World" løber indtil 16. januar 2012 (OBS! Nu forlænget til 4. marts) og kan varmt anbefales til alle barnlige voksne.
Jeg har set en rigtig Kermit! Godt nok var den kære frø spærret inde i en glasmontre, for at nostalgiske Muppet-fans som undertegnede ikke skulle falde for fristelsen til at lade fingrene befamle den grønne filt.
Den udstillede Kermit-dukke på MoMI er den autentiske model, som Jim Henson førte i midten af 1970'erne. Til Hensons første prototype af frøen, som han lavede i 1955, ofrede han sin mors forårsfrakke. Kermits øjne tilvirkede Jim Henson ud af en overskåret bordtennisbold.
En af mine yndlingsmupper, pianisten Rowlf, her i udgaven fra "The Muppet Show" anno 1976. På udstillingen forbløffes man over, hvor store dukkerne er i virkeligheden – men de skal selvfølgelig også have en hel menneskearm oppe i måsen.
"Fragglerne" fylder desværre ikke meget på Jim Henson-udstillingen i New York. Dog lærte jeg, at de gæve fragglevæsener nær var kommet til at hedde "The Woozles", og at "Fraggle Rock" var den første amerikanske tv-serie, der blev vist bag jerntæppet i Sovjetunionen. Ganske passende for et børneprogram, der havde til hensigt at promovere global forståelse og kommunikation på tværs af forskelle. Her ses Gobo med trubaduren Cantor.
Jæs! The Snouths – også kendt som juhu-pigerne bag ham her:
Mahna Mahna! :-D
OPDATERING 26.01.2012: Spillefilmen "The Muppets" får ikke dansk biografpremiere 23. februar, men udkommer på Region 1 Blu-ray 20. marts. Først den 4. juni 2012 får danskerne lov til at købe filmen på Blu-ray/dvd. Det er en skandale, Disney!!!
Forleden ringede telefonen på Bries kontor. Den venlige stemme tilhørte såmænd tilrettelæggeren af DR2's program "TV!TV!TV!", der var i gang med researche et indslag om julekalenderserier til den næste "TV!TV!TV!"-udsendelse.
Og fordi hun havde googlet sig frem til, at jeg skulle være en af Danmarks få eksperter i tv-julekalendere – hvilket jeg i al beskedenhed hævder på Blog-O-Ramas side om mig selv – ville hun gerne stille mig en masse spørgsmål om denne unikke danske fiktionsgenre.
Ud over at det var hyggeligt at kunne agere julekalenderkilde for en journalistkollega, mindede seancen mig også om, at vi allerede i dag skriver 1. december, og at det dermed atter er tv-julekalendertid.
Årgangens nye elever er TV 2's familiekalender "Ludvig og Julemanden", skrevet af Philip LaZebnik, og DR2's voksenkalender "Hjælp ... det er jul" med Thomas Bo Larsen og Mette Horn som parret Niels og Helle (fra "Hjælp, min kone er skidesur"). DR Ramasjang har desuden importeret den svenske "Hotel Krølle på halen" (Hotell Gyllene Knorren) fra 2011 og givet serien dansk tale.
Ellers står den på genbrug, når DR1 spiser de yngre seere af med den tredje reprise af "Nissebanden i Grønland" (1989), ligesom TV 2 for gud ved hvilken gang tærsker langhalm på De Nattergales "The Julekalender" (1991) hver aften indtil den 24. december.
I denne ånd genoptrykker jeg her den baggrundsartikel om voksenjulekalendere, som første gang stod at læse i Berlingske Tidendes juletillæg i 2004. I min artikel fortæller tv-nobiliteter som Mikael Bertelsen og Mads Brügger om satiriske julekalendere for voksne – en TV 2-specialitet, som siden er blevet annekteret med succes af både DR og vore nabolande.
Bevis nr. 1: De norske og finske genindspilninger af "The Julekalender" fra hhv. 1994 og 1997!
"The Julekalender" på dansk, norsk og finsk
ARTIKEL: De voksnes julekalender Brian Iskov i Berlingske Tidende, 25. november 2004
Hvad står øverst på lille Puttes ønskeseddel? Hvis du gætter på en pony eller fred i verden, så prøv igen. Det rigtige svar er et par silikonebryster.
Onkel Stewart fra stenbroen stiller sig gerne tilfreds med mindre. Så længe pakkekalenderen lokker med en daglig alkoholprocent på 7,2, har han det godt.
Velbekomme, og velkommen til de voksnes julekalender, hvor sneen enten er gul eller sort – aldrig hvid. Her vendes højtiden på vrangen, vrides op og hænges til tørre som modgift til gaveræset og glansbilledernes forløjede eventyridyl. Opskriften er 100% dansk, og seertallene taler deres eget frostklare sprog: En julekalender for voksne slår sjældent fejl.
Gran i håret
- Alle i vores generation har fulgt ”Børnenes Julekalender” på DR, dengang vi var små. Det var et fast ritual op igennem december, og jeg tror, at glæden ved den barndomsoplevelse stadig sidder i vores underbevidsthed, filosoferer DR2’s programchef Mikael Bertelsen. Han fortsætter:
- Derfor er det sjovt tænkt at lægge den kendte struktur fra julekalenderserierne ned over et udpræget voksent univers.
På Kvægtorvet sidder Bo Damgaard ved sit skrivebord, og TV 2’s programchef virker behørigt stolt over den populære nyskabelse, som voksenjulekalenderen har vist sig at være.
- Genren ligger et sted mellem satiren, tv-dramaet og den danske folkekomedie. Specielt satiren er svær at få til at fungere på de landsdækkende kanaler nu til dags, fordi den sjældent rammer særlig bredt. Men i december måned er seerne generelt meget modtagelige. De får lyst til at tage papnæser på og putte gran i håret, og derfor kan vi slippe af sted med at lave seriel dramatik, som ellers ville falde igennem på andre tidspunkter af året, forklarer Bo Damgaard.
Satirens tradition Gunhild Agger holder så meget af fjernsynets årlige julespas, at hun har forenet kalenderlågernes åbning med sit daglige virke som lektor på Aalborg Universitet.
- Man kan sige, at voksenkalenderen tilbyder et frirum, hvor man kan tage afstand til hele decemberhysteriet og grine lidt ad det, mener Gunhild Agger, som i øjeblikket venter spændt på en bog om dansk tv-dramatik, hvortil hun selv har skrevet et afsnit om voksenkalendere. Hun ser Onkel Stewart og alle hans slægtninge som det seneste led i genoplivningen af den gamle julesatire. En tradition, som kan spores helt tilbage til Ludvig Holbergs tid.
- Holbergs ”Julestuen” fra 1724 er lidt i samme ånd, fortæller Gunhild Agger. Hun tilføjer, at Johan Ludvig Heibergs parodiske ”Julespøg og nytårsløjer” fandt vej til landets fjernsynsstuer så tidligt som 1963. DR forsøgte sig senere med otte afsnit af ”Julekalender for voksne” i 1978, men det blev TV 2, der efter monopolbruddet videreudviklede formatet og skabte en frisk, levedygtig genre.
Og som Gunhild Agger siger: - Hvis man skal bedømme ud fra originalitetskriterier, så er voksenjulekalenderen TV 2’s største bidrag til dansk tv-dramatik.
En lovende start
Da DR søsatte storsatsningen ”Nissebanden i Grønland” som årets familiejulekalender i 1989, var klejnekassen ved at være tom. De næste fem år bød kun på hengemte krummer fra DR’s tidligere julesucceser. Dermed stod døren vidt åben for den nye landsdækkende konkurrent, TV 2, som gik i luften i 1988 og hurtigt formåede at lægge sin decemberkane i overhalingssporet.
Fra starten fik TV 2 den kvikke idé at dele julekalenderen op i to selvstændige programmer. Et for børn og et for voksne. Så undgik man at skulle tilfredsstille alle målgrupper på samme tid. Det viste sig snart, at det alligevel var lykkedes for Odense-stationen at ramme bredt med de voksnes kalendere: Om aftenen var børnepublikummet lige så stort som om eftermiddagen. Det er bår’ dejli’, som Oluf Sand senere så mindeværdigt formulerede det.
TV 2 lovede ”overrumplende satire og dybt deprimerende crazy-komik” i foromtalen, og så var tonen ligesom slået an for deres første voksne julekalender. Stress og sære frustrationer fik frit løb i ”Jul i den gamle trædemølle” (1990), hvor Poul Glargaards spritnisse dryssede højtidsstemning og hyggefims ud over ægteparret Flemming og Berits dagligstue.
Jamen, Be-rit!
Seriens humor lagde sig tæt op ad revytraditionen, og det kværulerende ægtepar var da også startet som et sketchindslag i stationens fredagsflagskib, ”Eleva2ren”. Her fik de succes som den enlige juleflue i et ellers satireløst tv-landskab, og det fik Hans Morten Rubin fra Nordisk Film til at spørge TV 2’s redaktør Mogens Kløvedal: Hvad vil der mon ske, hvis Flemming og Berit (Peter Schrøder og Søs Egelind) bliver sluppet løs i en julekalender?
Svaret fik vi året efter, hvor eksperimentet blev modtaget som en kærkommen fornyelse: ”En julekalender, som er dejlig gal, men ikke helt tosset”, skrev denne avis [Berlingske] blandt andet. De tætte bånd mellem Søs Egelind, Peter Schrøder og forfatteren Carl-Erik Sørensen betød et klart plus for ”Trædemøllen”, og værdien i at benytte allerede sammentømrede hold er siden blevet udnyttet maksimalt i TV 2’s voksenkalendere. Tænk blot på ”Juletestamentet” (1995), hvor de københavnske teaterdarlings fra Dr. Dante stod foran og bag kameraet. Eller komikerduoen John & Aage, der i 1997 var skyld i politiserie-parodien ”GUFOL-Mysteriet”. Dén vender vi tilbage til.
Også ”Andersens Julehemmelighed” (1993) var en kvik ”jule-kriminal-lystspil-komedie”, hvor de fem teatersportsfyre fra ”Så hatten passer” udfyldte samtlige roller – deriblandt de kvindelige. Med seertal, der flere gange rundede de gyldne to millioner, blev det et af stationens største julehits nogensinde.
It's good to be a nissemand
”Andersens” er stadig et godt bud på en arketypisk TV 2-voksenkalender: Højspændt dramatik, men med tungen i kinden, og umådeligt fjollede roller spillet med dødeligt seriøs mine. Hvem husker ikke Frits – Julemand 39’s assistent, der går undercover som vvs-mand hos familien Andersen og forelsker sig hovedløst i Putte med fletningerne?
Som læseren måske fornemmer, er det sjældent den klassiske, letfattelige fortælling, der trækker læsset i de voksne kalendere. Det er snarere personkarakteristikken, en absurd dialog og skæve omstændigheder, som udgør genrens kerne, og alle tre elementer fandt man til overflod i ”Det er bar’ dejli’ – The Julekalender” (1991), hvor De Nattergale knoklede sig igennem dobbeltrollerne som jysk-engelske nisser versus kartoffelavlere. Oluf, Gertrud, Benny … bob-bob-bob. Need we say mere?
Nattergalenes eventyr blev fulgt af en tredjedel af Danmarks tv-husstande, og trioen fulgte succesen op i 2001 med ”CWC/Canal Wild Card”, en lammende udlevering af dansk lokalfjernsyn, når det er værst. Stationsleder Finn Nissens faste udtryk spredte sig i befolkningen som gløder i et tørt grantræ, og også pressen lod sig villigt påvirke til at skrive ”knaldhamrende” og ”skråstreg” i hver anden sætning.
Morskaben kulminerede, da finansminister Thor Pedersen udtalte sig om et ”knaldhamrende godt forlig”. Spidsfindig selvironi eller bevidstløs papegøjeteknik?, spurgte websitet Danske Nyheder. En mere serveringsklar soundbite til 19-Nyhederne er i al fald svær at tænke sig.
Mysteriet om den forsvundne titel
Nissen & Co. fortsatte deres stivnakkede løjer i 2003, men det nye, ”globale” format med showglitter og jingleorkester fik aldrig julometeret op at ringe hos det brede publikum, og ”CWC World” endte som en af genrens få, om end milde skuffelser. Den stolte seertalskurve knækkede for første gang i 1997 med ”GUFOL-Mysteriet”, som ikke desto mindre hives frem af gemmerne i [december 2004]. For at øge mystikken har serien nu skiftet navn til ”Station 7-9-13”. Prøver TV 2 at sløre en glemt fiasko ved at svøbe den i nyt indpakningspapir?
- Det er faktisk den originale titel, bedyrer Bo Damgaard. Han føler, at ”Station 7-9-13” rammer tonen i historien langt mere præcist end den gamle titel, som forfatteren Carl-Erik Sørensen hægtede på projektet i sidste time.
Jul på stenbroen ... igen
Hos DR2 nærer redaktionen samme følelser for deres uægte genresøn, ”Jul på Vesterbro”. Anders Matthesens social(u)realistiske satire smides på fadet igen i [december 2004], sølle elleve måneder efter førstevisningen. Nogle vil måske føle, at DR’s genbrugspolitik malker Andens vældige popularitet en tand for hårdt. Men ikke Mikael Bertelsen, der som programredaktør tager kritikken med vanlig, skælmsk sindsro.
- Juleaften, da det sidste afsnit blev vist, havde vi en seerandel på 30,6 %. DR2 var med andre ord den mest sete tv-station i Danmark i de femten minutter, og det er ikke noget, vi oplever særlig tit, fortæller Mikael Bertelsen. Han afslører også, at det potentielle publikum viste sig at være endnu større.
- Der skete desværre det, at udsendelsen blev forsinket på grund af en eller anden julekoncert med nogle samer, der spillede på horn. Vi endte med at få en masse klager fra folk, som havde sat videoen til at optage og ikke fik andet på båndet end de her finske samer. Det er jo en meget god grund til at sende kalenderen igen.
Er den virkelige forklaring ikke bare et gement spørgsmål om, at DR ville udnytte genudsendelsesrettighederne?
- Jo, men den historie er ikke nær så underholdende, pointerer Mikael Bertelsen.
Ikke flere voksenkalendere
Den i forvejen allestedsnærværende Anders Matthesen spiller elleve roller i ”Jul på Vesterbro”, og så kan genrens fysiske rammer heller ikke strækkes meget længere. At skuespillerne optræder i mange inkarnationer, ofte i samspil med sig selv, er langtfra noget nyt. Vi har set det før i gamle ugerevyer som DR’s ”Uha” og ”Hov-hov”, men Bo Damgaard fra TV 2 erkender, at der ud over traditionsbevidstheden indgår en anden væsentlig faktor i ligningen.
- Det er simpelthen billigere på den måde. Det er meget dyrt at producere både familie- og voksenkalendere, understreger Bo Damgaard, der desværre må skuffe genrens mange fans med en trist nyhed.
Fremover bliver der ikke råd til flere voksenkalendere. Heller ikke selv om TV 2’s julerier i forhold til DR’s familietilbud ofte er endt med at have flere seere for færre penge. Så må man trøste sig med, at deres hidtidige bidrag til genren snildt kan tåle indtil flere gensyn. Og hånden på hjertet: Hvor mange kan i dag gå under en mistelten eller stå bøjet over en foodprocessor uden at føle trangen til at bræge ”Ooooooooluuuuuuf!”?
BONUSARTIKEL: Efterligning er den bedste ros TV 2’s voksenkalenderidé har sat sine spor hos DR, og resten af Skandinavien følger trop Brian Iskov i Berlingske Tidende, 25. november 2004
Siden Gallup introducerede Tv-meter-målingerne i 1992 har kun én af DR’s familiejulekalendere – genudsendelsen af ”Nissebanden i Grønland” – [indtil 2004] været i stand til at true TV 2’s position på området. Så det siger næsten sig selv, at den gamle monopolstation før eller siden ville begive sig ud på voksenkalenderens forjættede is.
Gyngemosens første livtag med en aftenkalender i 24 afsnit hed ”Jule-X-tra” (1995). Her kunne seerne opleve videopostkort fra de danskere, som havde gjort sig uheldigt bemærket i årets løb.
- Vi fik blandt andre Erik Ninn Hansen og Pedal-Ove til at lave hver sit indslag. Der var også en narkopusher fra Ghana med i programmet, fortæller DR’s Mads Brügger, der selv var klædt ud som Jesper Fårekylling og husker "Jule-X-tra" som ”en ret pæn succes”.
DR2’s første forsøg ud i genren, ”Jul i hjemmeværnet” (2001) og ”Jul på Vesterbro” (2003), lignede til forveksling konkurrentens kalendere, blot i endnu mere skrabet udgave. Godt fire millioner kostede ”Vesterbro”, eller som Mikael Bertelsen proklamerede ved premieren: Det samme som 347.826 poser pebernødder til standardpris. Med Anders Matthesen i alle væsentlige roller, og hans sprogblomstrende bolværkskaptajn Stewart Stardust som midtpunkt for seriens respektløse lavbudget-komik, var der dømt kulthit fra starten. ”Jul på Vesterbro” genudsendtes allerede året efter og havde pr. 1. november 2004 solgt 25.000 eksemplarer på dvd.
Effekten af TV 2’s pionérarbejde har desuden spredt sig til Norge, hvor De Nattergale genindspillede ”The Julekalender” ord for ord med en lokal underholdningstrio, Travellin' Strawberries, i 1994. Det norske publikum kvitterede med en tilslutning på 800.000 seere i snit, hvilket gjorde eksportsuccesen til en kendsgerning. Som Oluf Sand siger deroppe: ”Det er berre lekkert”.
I 1997 fulgte "The Joulukalenteri" på finsk MTV3 med Trio Saletti i samtlige roller:
"Yeah, it's hard to be a tonttu" fra "The Joulukalenteri" (1997)
Det endegyldige bevis på, at ”the Xmas calendar from Denmark” er slået an i udlandet, leverede TvNorge i 2001 med den yderst vellykkede reality-parodi ”Nisserne – det endelige opgør”. Både Sveriges Kanal 5 og TvDanmark købte serien året efter, og [julen 2004] forsøger Femman sig på egen hånd med endnu en fingeret doku-soap, ”Julbocken”, hvor den kære Jullemand dater sig igennem 24 smukke singlekvinder for at finde den helt rigtige nissemor. Afsenderne lover masser af ”vulgær-hyggelig højtidsstemning” med blinkende lygter og kunstig sne i sprøjten. Voksent lyder det unægtelig.
Den stilsikre auteur Bent Hamer er en af de filminstruktører fra Norge, der i længst tid har nydt bevågenhed på internationale festivaler som Cannes og Berlin.
Hamers to seneste studier i underfundighed kan i disse dage ses i Cinemateket i København: "Hjem til jul" fra 2010 (hver dag til og med 27. november) og "O'Horten" fra 2007 (onsdag 23. november).
Gennem seks spillefilm har Bent Hamer perfektioneret en underdrejet, lakonisk humor, der hviler lunt i den skæve detalje. Hans pertentlige deadpan kan minde om en mere generøs (læs: mindre søvndyssende) variant af Kaurismäki-brødrenes forfrosne minimalisme.
Selv kalder Bent Hamer sin stil for "poetisk humor", hvilket han fortalte mere om i mit interview i Politiken 17. november 2011. Artiklen kan læses her:
Som bonusmateriale får du herunder Bent Hamers egne ord om sine spillefilm:
Æg (Eggs, 1995)
Bent Hamer var en relativt erfaren kortfilminstruktør, da han som 38-årig brød igennem med sin debutfilm. I "Æg" tusser to piberygende brødre, Moe og Far, omkring i deres ternede sutsko, da en umælende ægsamler installerer sig som husgæst og sår splid mellem de gamle gubber.
”Vi var sikre på, at vi selv kunne lide den, men meget usikre på, hvad andre ville synes. Jeg viste en arbejdskopi for Cannes-festivalens udvælgelseskomite i Paris. Kopien var utekstet, så franskmændene måtte læse den oversatte dialog fra et ark papir, mens de så filmen. Derfra tog vi videre til Christa Saredi i Zürich. Hun var en kendt arthouse-agent, som bl.a. havde opdaget Jim Jarmusch, Michael Haneke og Kaurismäki-brødrene. Jeg simultantolkede replikkerne i hendes øre. Men både hun og Cannes-folkene købte den, så jeg fik en flyvende start som spillefilmsinstruktør."
"Æg" vandt siden priser i Toronto og Moskva.
En dag til i solen (1997)
Samme held oplevede Bent Hamer ikke med sin svære toer, der i stemning og stil lå langt fra debuten.
"Jeg ønskede at søge væk fra Norge for at lave en film om sømænd i land - for jeg mener, det er i land, at de bliver allermest sømænd. Vi optog i byen Vigo i Galicia, som ligger på den spanske vestkyst nord for Portugal. Det er ikke et sted, man normalt ser på film. Jeg havde Buñuel-stjernen Francisco Rabal og Nicholas Hope fra "Bad Boy Bubby" på rollelisten."
"Såvel "En dag til i solen" som "Æg" er svære at komme til at se i dag. Jeg ville gerne udgive dem som dvd-bokssæt, men der er nogle rettighedsproblemer, der skal udredes først."
Salmer fra køkkenet (2003)
Bent Hamers bedste er også den af hans spillefilm, som flest danskere (21.000) har løst billet til. Ligesom i "Æg" får en aldrende ungkarl en husgæst mod sin vilje: Denne gang flytter en svensk forsker ind i hans køkken for at kortlægge dagligdagens gænge fra sin tennisdommerstol i hjørnet!
"Jeg fik ideen, efter jeg på et loppemarked købte ”Hjemmet og vi”. Det er en bog, som udkom i 1955 i serien ”Skikk og bruk”. På side 500-noget fandt jeg et diagram, der bestod af krimskramsstreger i forskellige tykkelser. Linjerne viste en svensk husmors bevægelsesmønstre over køkkengulvet og var baseret på data, som en observatør fra det svenske Hemmets Forskningsinstitut havde indsamlet over seks uger."
"De bøger er fantastisk læsning. Over 2000 siders vejledning i, hvordan man skal møblere, lave mad, sylte, reparere tøj, vaske tøj og så videre. En opskrift på det gode, accepterede liv."
"Den positivistiske hang til at organisere alting var typisk for efterkrigstidens Skandinavien. Man ville blandt andet kvantificere kvindens rolle i hjemmet. Selvfølgelig med det formål at holde hende i køkkenet!”
Ud over synet af den svenske funktionær på sin køkkenpiedestal rummer ”Salmer fra køkkenet” også det mindeværdige billede af ti Volvo PV'er med påhængsvogne, der rykker ind fra øst som en stramt organiseret militær invasion.
”I 1950'erne kørte svenskerne stadig i venstre side af vejen. Da køkkenforskerne krydser grænsen til Norge, må hele bilkortegen lægge sig over i højre side. Det var en effektiv visuel måde at fremhæve svenskernes fremmedhed på. Som min egen producer brugte jeg en temmelig stor del af filmens budget på at bygge ti identiske campingvogne."
Factotum (2005)
Bent Hamers ode til beatgenerationens yndlingsbums, Charles Bukowski, blev optaget i Minneapolis med stjernenavne som Matt Dillon og Marisa Tomei. Mange troede derfor, filmen var en Hollywood-produktion. Pengene kom imidlertid fra den norske stat og fra forsalg til Frankrig, Tyskland og Italien.
"På "Factotum" lærte jeg meget om amerikansk filmproduktion, som jeg håber aldrig at få brug for. For at få sådan en film på benene, skal man have stjerner fra øverste hylde, og selv da er det svært at få noget som helst finansieret i USA."
"Jeg havde to gange tidligere forsøgt at rejse penge til "Factotum", og begge gange faldt projektet fra hinanden. Det gjorde mig så fortvivlet, at jeg satte mig ned og skrev et helt andet manuskript på en bølge af spontan energi. Det blev til "Salmer fra køkkenet"."
O'Horten (2007)
I den anden af månedens Hamer-film i Cinemateket, ”O'Horten”, brillerer norskfødte Baard Owe i en sjælden hovedrolle som pensioneret lokofører (og en af Hamers mange piberygere).
"Jeg huskede Baard Owe fra Lars von Triers tv-serie ”Riget” og tænkte: ”Han ligner arketypen på en distanceret onkel”."
"Han fik megen ros for ”O'Horten”, da filmen fik premiere i USA. Der var flere kritikere, der sammenlignede ham med Buster Keaton. Det er noget med den måde, han holder følelserne tilbage på. Når dialogen er så knap, er det også vigtigt at vælge en skuespiller med et ansigt og en udstråling, som publikum gider se på i halvanden time.”
"Owe var 72 år, da vi indspillede filmen. Han er jo en positiv og legesyg herre, foruden utrolig adræt og veltrænet. Han stod tit på hænder mellem optagelserne, og han havde også en mani med at give andre stød, når han gav hånd. Han gemte sådan en buzzer i håndfladen, og den var virkelig kraftig!"
Som den lokale tobakshandler, der forsyner O'Horten med en ny Lillehammer GL-pibe, ses en af Owes medspillere fra ”Riget”. Hamer insisterede på at flyve Ghita Nørby til Norge for en kort gæsteoptræden i to scener.
Hjem til jul (2010)
Hamers bud på en juleensemblefilm er, ikke uventet, temmelig melankolsk anlagt. Som norsk P3 sagde om filmen: ”Når tusinder af julelys tændes, falder der også skygger”.
"Min kone læste novellesamlingen af Levi Henriksen og tænkte, at det lige var noget for mig. Henriksen skriver ofte om udsatte mennesker, men altid med glimt af håb. Egentlig ville jeg have foretrukket at give filmen titlen på Levi Henriksens foregående novellesamling: "Snø vil falle over snø som har falt”."
"Selv om handlingen foregår i Norge, måtte vi optage det meste af filmen i Sverige, for vi havde selvfølgelig ikke sne derhjemme, da vi skulle bruge det til optagelserne".
I Östersund fandt vi en by, der både havde den rigtige størrelse og tilbød snegaranti. Kommunen gemmer simpelthen et lag sne hvert år på en fodboldbane. De lægger en dyne af træflis ovenpå og kører den gamle sne ud på løjperne, hvis der ikke falder nyt. Det er deres måde at sælge byen til friluftsmennesker på."
"Problemet var, at da vi optog i november 2009, skulle Östersund være vært for VM i skiskydning. Men det var for varmt til at bruge snekanoner. Fordi vi hele tiden skovlede sneen op og ud på gaderne, svandt VM-banerne ind, så der til sidst kun var et par smalle kokainstriber tilbage. Til sidst måtte jeg sende nogle chauffører op i fjeldet med nogle trailere for at hente mere sne."
"Vi skød kun en enkelt togscene i Norge. Vi måtte ikke føre et norsk tog over grænsen til Sverige."
Blandt de enorme forladte bygningsmasser i Tysklands Ruhr-område fandt Hamer et nedlagt Krupp-storværk og en smadret kirkeruin. Begge dublerer for Kosovo i de første scener af "Hjem til jul".
”Vi behøvede slet ikke gøre noget ved kirkerummet; ruinen tog sig ud, som man ser den i filmen, da vi fandt den. Kirken var oprindelig bygget som munkekloster og blev siden brugt som internatskole for børnene på en britisk flybase. Under krigen gjorde nazisterne forsøg med udviklingshæmmede børn. De fjernede dem fra deres forældre i Bayern og testede, hvor længe børnene kunne overleve uden medicin, næringsstoffer osv. Omme bag kirken lå en kæmpe kirkegård. Det var en virkelig mærkelig stemning at arbejde i, og en stærk kontrast til den norske julehygge.”
BENT HAMER
Norsk filmmager, født 1956 i Sandefjord. Han læste oprindelig jura i Oslo, men skiftede til filmteori og litteratur på Stockholm Universitet (dengang kunne man slet ikke læse filmvidenskab i Norge). Han lærte sig håndværket ved at instruere en række kortfilm, inden han fik sin relativt sene spillefilmsdebut i 1995 som 38-årig. Desuden har Bent Hamer været sejlbådsskipper.
I denne måned har Cinemateket i København sat fokus på ny norsk film i serien Norwave. De syv udvalgte smagsprøver er generelt fine i sig selv, men som helhed giver kavalkaden desværre et temmelig misvisende indtryk af norsk films aktuelle tilstand.
Programmets overvægt af halvgode ensembledramaer og deadpan-komedier med tavse mænd risikerer at fasttømre danskernes fordomme om norsk film. Det er ekstra ærgerligt, netop fordi de seneste biografsæsoner i den grad har påvist alsidigheden og bredden i vort broderlands produktion. Alene sidste år spændte udbuddet fra smalle indie-film som "Fjellet" over solide storsatsninger ("Kongen av Bastøy") til originale, skæve genrestykker ("Troldjægeren", "Norwegian Ninja").
Troldjægeren (2011) - ikke med i Norwave-serien
Og som instruktøren Hans Petter Moland tidligere har påpeget i et af mine interviews med ham: »De film, som udløste den norske bølge på Cannes-festivalen i 2006, var netop nogle, der satte sig ud over at være hyggelige og norske.«
(Cannes-filmene var Jens Liens absurde genistreg "Den brysomme mannen", Stefan Faldbakkens politidrama "Uro" og Christopher Nielsens depri animationsfilm "Free Jimmy").
Eirik Smidesang Slåen fra det fremragende norske filmwebsite Montages.no savner også mere spræl og flere nye stemmer i Cinematekets serie.
»Det er påfaldende, hvor meget de etablerede filmskabere fylder i programmet,« fortalte han mig, da jeg snakkede med ham i forbindelse med denne artikel i Politiken:
Anmeldelse + interview med instruktøren Jonathan Demme og skuespilleren Anne Hathaway
På den ellers skuffende Venedig-filmfestival i 2008 var jeg så heldig at opleve en stor, hovedkulds forelskelse. I en film, vel at mærke.
Jonathan Demmes "Rachel Getting Married" deltog i hovedkonkurrencens sidste dage, og oven på den første festivaluges lange række af fusere føltes Demmes sanseligt vibrerende familiedrama som et livgivende kindkys fra en huldsalig brise.
Desværre vandt "Rachel Getting Married" ikke andet i Venedig end mit hjerte, ligesom den blev slemt forbigået ved Oscar-uddelingen året efter, hvor kun Anne Hathaway opnåede at blive nomineret for sin indsats. Men jeg kan anbefale at kigge med i aften, lørdag 19. november kl. 23.15, når TV3 viser en af de senere års mest oversete amerikanske filmperler.
Titlens Rachel (Rosemarie DeWitt fra "Mad Men") er ph.d.-studerende i psykologi, som har gaflet en charmerende afroamerikansk musikertype (Tunde Adebimbe). Hendes familie sætter alle sejl til for at gøre brylluppet på slægtens smukke landsted til en lykkelig begivenhed.
Men det bliver lillesøsteren Kym (Anne Hathaway), der løber med opmærksomheden, da hun ankommer fra afvænningsklinikken for at sprede dårlig samvittighed med samme indædte kraft som en tornado. Snart stiger lastens lig op til overfladen med højlydte skvulp.
Anne Hathaway står i blomst som seriøs voksenskuespiller i den flerstrengede hovedrolle, mens Debra Winger gør indtryk i en kort, om end væsentlig optræden, der var hendes første i fire år. Men den egentlige stjerne er instruktøren Jonathan Demme (”Ondskabens øjne”, "Vild og blodig"), som efter nogle år i glemslen fik lov til at spille på samtlige af sine forcer som iscenesætter. Med "Rachel Getting Married" hentede han sig et gevaldigt kunstnerisk comeback, der parrer dokumentargenrens håndholdte spontanitet med den vitale og varmhjertede humanisme fra hans bedste spillefilm.
Som frisindet musikelsker med evigt receptive antenner kan Demme heller ikke dy sig for at væve et eklektisk boblende væg til væg-tæppe af diegetisk musik under billederne. Her er alt, hvad et lydhørt øre kan begære af improviseret jazz, rå rock, sitrende samba, svedig crunk og vemodige violintoner: det hele spillet live på settet af instruktørens venner (bl.a. Robyn Hitchcock og Zafer Tawil).
Still fra "Rachel Getting Married" (2008) - Sony/Universal
Selv om Jonathan Demme begejstret erklærede, at han havde tyvstjålet den organiske og spontane stil fra de danske dogmefilm og især Susanne Biers ”Efter brylluppet”, måtte vi vente ufattelig længe på at få "Rachel Getting Married" til Danmark.
Cinemateket endte med at samle titlen op, et halvt år efter Sony Pictures havde sneget filmen ubemærket ud på videohylderne herhjemme. Hvorfor Demmes smukke, vittige og bevægende værk måtte lide en så krank skæbne i sit "andet hjemland", kan du læse mere om her:
Bonusinfo: Manuskriptet til "Rachel Getting Married" er skrevet af Jenny Lumet, der er datter af den nu afdøde instruktør Sidney Lumet. Til daglig ernærer Jenny Lumet sig som skolelærer for 7.-8. klassetrin. Desuden er hun entertaineren Lena Hornes barnebarn.
Ekstra bonusinfo: Filmen bar arbejdstitlen "Dancing with Shiva". Og Jonathan Demme ville oprindelig have haft sin instruktørkollega Paul Thomas Anderson ("Magnolia", "There Will Be Blood") til at spille Sydney: "Paul er charmerende, utrolig sympatisk og ser godt ud, så jeg tænkte, han ville være perfekt i rollen," fortalte han i Venedig. Demme endte dog med at caste sangeren Tunde Adebimpe fra musikgruppen TV on the Radio som Rachels brudgom.
Her følger mit interview med Jonathan Demme fra Venedig 2008 - plus nogle aldrig før udgivne citater fra mit møde med Anne Hathaway.
Jonathan Demme under indspilningen af "Rachel Getting Married" - pr-foto
"RACHEL GETTING MARRIED": INTERVIEW MED JONATHAN DEMME Comeback med danske aner Brian Iskov i Børsen, 15. april 2009
I 2000 fejrede Cannes-festivalen en af sine bedre sæsoner, og i slutspurten satte Lars von Trier trumf på, da han rullede sin avantgarde-musical “Dancer in the Dark” ud i hovedkonkurrencen.
”Den blæste os alle omkuld”, husker filminstruktøren Jonathan Demme, som sad i juryen det år, hvor von Trier vandt De Gyldne Palmer. Også deres franske kollega, juryformanden Luc Besson, måtte bøje sig i støvet for det danske bidrag.
”Da vi gik ud af biografen, sagde Luc: "Du godeste, det føles som om, vi alle sammen spæner af sted, og alligevel kan vi kun se Lars von Triers ryg. Han er så langt foran os alle sammen." Og Luc Besson er altså ikke kendt for at være ydmyg,” klukker Jonathan Demme med sit karakteristiske, lune glimt i øjet.
Selv er den venlige amerikaner beskeden nok til at mene, han aldrig vil være i stand til at nå von Trier. ”Men det er skægt at jagte ham lidt,” smiler Jonathan Demme.
Den 65-årige filmveteran har ellers ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe. Branchefolk og cineaster har gennem tre årtier hyldet Jonathan Demme som ”en alsidig og skarpsindig iagttager af Amerikas multikulturelle landskab” – som Cinemateket skrev i omtalen af deres Demme-kavalkade [april 2009].
Jonathan Demme instruerer "Rachel Getting Married" - pr-foto
Med sin seneste kritikersucces, ”Rachel Getting Married”, går Jonathan Demme bogstavelig talt Lars von Trier i bedene. For det var tre danske film, der tændte Jonathan Demmes kreative gnist og gav ham lysten til at lave spillefilm tilbage, efter han egentlig havde lagt sin Hollywood-karriere brak.
”Jeg viste "Dancer in the Dark", Thomas Vinterbergs “Festen” og Susanne Biers ”Efter brylluppet” for mit filmhold,” røber Demme, da Børsen møder ham på filmfestivalen i Venedig. Særlig ”Efter brylluppet” satte dybe aftryk i newyorkerens sensible sjæl.
”Jeg synes, Biers film er pragtfuld. Den føles så spontan, som om kameraerne tilfældigvis befandt sig det rette sted på det rette tidspunkt, og skuespillerne virker fuldstændig frie og uinstruerede. Jeg tænkte, ”hvis vi kan ramme den stemning og det look, vil jeg blive meget glad.”
Still fra "Rachel Getting Married" (2008) - Sony/Universal
Med den tilnærmede dogmestil i ”Rachel Getting Married” forsøger Jonathan Demme med egne ord ”at lade publikum tænke og føle selv i stedet for at manipulere deres reaktioner frem.” Flere udenlandske anmeldere regner Demmes eksperiment for særdeles vellykket og mener, at instruktøren virker mærkbart revitaliseret af sin leg med det smidige, håndholdte kamera.
Men faktisk havde Jonathan Demme, trods Oscar-hæder for thrilleren ”Ondskabens øjne”, meldt sig ud af systemet. Træt af at slås mod nævenyttige producenter og dovne distributører trak han sig i 2004 tilbage fra mainstreamen for at dyrke den faktabaserede filmfortælling.
”Det er hårdt arbejde at lave spillefilm, og med tiden blev jeg stadig mere frustreret over, at filmselskaberne aldrig lægger lige så mange kræfter i projektet, som filmskaberne gør. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, "Den oplevelse må jeg ikke udsætte mig selv for igen". Så jeg holdt bogstavelig talt op med at læse manuskripter.”
Demme snublede første gang ind på faktavejen i 1986, da han besøgte Haïti. Et land, som han intet vidste om, men som forbløffede ham så meget, at han fik lyst til at fastholde sine rejseindtryk i levende billeder. ”Den britiske tv-station Channel 4 gav mig lov, og jeg elskede det. At lave dokumentarfilm føltes som at holde ferie,” husker han.
På portrætfilmen ”Cousin Bobby” (1990) arbejdede Jonathan Demme for første gang sammen med kameramanden Declan Quinn. Deres parløb gav instruktøren smag på mere dokumentarisme, og efter den politiske spændingsfilm ”The Manchurian Candidate” fra 2004 traf han beslutningen om at lægge fiktionen bag sig for altid.
Først da kollegaen Sidney Lumet stillede ham et tilbud, han ikke kunne afslå, øjnede Demme en mulighed for at kombinere de to udtryksformer, så de kunne krydsbestøve hinanden.
”Sidney ringede til mig og sagde, "Min datter [Jenny Lumet] har skrevet et manuskript, som du burde instruere." For at gøre Sidney en tjeneste læste jeg det, og til min store skræk elskede jeg, hvad Jenny havde skrevet! Intet andet manuskript havde kunnet få mig til at forlade dokumentargenren igen,” understreger Demme.
Anne Hathaway og Rosemarie DeWitt i "Rachel Getting Married" - Sony/Universal
”Rachel Getting Married” blev skudt på high definition-video over seks uger, hvilket er ca. halvdelen af den tid, det normalt tager at indspille en amerikansk spillefilm. Jonathan Demme fortæller, hvordan han denne gang drog fordel af sin og filmfotografens dokumentariske erfaring:
”Da jeg viste manuskriptet til Declan Quinn, sagde jeg, "Måske kan vi styrke den visuelle tilgang til filmen, hvis vi prøver at få det til at ligne en – meget, meget smuk – hjemmevideo. Hvis vi kan skabe den fornemmelse af sandfærdighed, som vi føler, når vi ser vores egne eller vore venners hjemmevideoer, vil tilskueren føle sig mere involveret." Og Declan svarede, "Hvorfor lader vi ikke bare, som om vi optager en dokumentar? Uden at øve?"”
Og sådan blev det. Fotografen besluttede sig for at lyssætte alle rummene, så han kunne bevæge sig frit og pege videokameraets linse i enhver retning, han måtte ønske. På samme måde, som hvis filmen havde været en registrering af virkelige hændelser, forklarer Jonathan Demme.
”Vi måtte løbende forholde os til, hvad der skete. End ikke skuespillerne vidste, hvordan indstillingen så ud, for vi vidste det heller ikke. Der var ikke én planlagt kameraindstilling. Og jeg er overbevist om, at vi ikke kunne have tilrettelagt dem bedre end, hvad Declan skabte i øjeblikket.”
Den håndholdte stil viste sig at komplementere filmens historie, på samme måde som brugen af billige videokameraer passede perfekt til stemningen i Thomas Vinterbergs dogmesensation ”Festen” fra 1998 – som Demme altså også har nærstuderet.
”Jeg elsker dogmefilmene, og jeg ved, hvor svært det ville være for os under disse omstændigheder at forblive kyske gennem hele indspilningen. Men vi havde meget sjov ud af at prøve at være så "dogme" som muligt … og det var FANTASTISK!” småjubler en synligt glad Jonathan Demme.
Still fra "Rachel Getting Married" (2008) - Sony/Universal
BONUS: Jonathan Demme og musikken Brian Iskov, Venedig 2008 - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama
”Jeg er barn af radiogenerationerne," siger Jonathan Demme, der altid har haft pulsen på tidens toneklang: hør blot de vidtfavnende lydspor til film som "Vild og blodig" (Something Wild, 1986) og "Gift med mafiaen" (Married to the Mob, 1988).
"Min første kilde til underholdning var den musik, jeg hørte i radioen, før vi fik fjernsyn. Jeg forelskede mig vildt og voldsomt i musik som lille dreng, og da tv kom, blev jeg også vild med dét,” fortæller Demme.
Som filmmager fandt han et medium, hvor han kunne parre sine to store lidenskaber. Musikken i "Rachel Getting Married" udgør da også næsten en karakter i sig selv.
”Jeg har altid gerne villet lave en film, hvor musikken opstod i øjeblikket. Denne historie gav mig den perfekte lejlighed til at prøve eksperimentet, for eftersom Sidney er musiker, vil mange af hans venner også være kreative mennesker – selv brudens far er i musikbranchen. Så det vil være helt normalt, at der færdes mange musikere i huset, og at der ligger instrumenter og flyder rundt omkring.”
Til sin portrætfilm om fhv. præsident Jimmy Carter, "Man from Plains" (2007), fandt Demme en gruppe mellemøstlige musikere, der havde base i New York. De samme musikere slap han fri på settet, da kameraet rullede på ”Rachel Getting Married”.
”Vores violinist er palæstinenser, vores trompetist er fra Irak, og en af sangerne er egypter. Vi opfordrede dem til at spille, imens skuespillerne var på. Somme tider sad de i rummet ved siden af, andre gange sad de udenfor med deres instrumenter og jammede. Og lige så stille begyndte et partitur at vokse frem.”
Anne Hathaway i "Rachel Getting Married" (2008) - Sony/Universal
BONUSINTERVIEW: Anne Hathaway om "Rachel Getting Married" Brian Iskov, Venedig 2008 - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama
"Jonathan [Demme] and I had spent a year talking about the character and the film. Every few weeks or so, we would just get on the phone and catch up and see where the other person was at, if we’d had any realizations or been inspired by something, or read a book that had anything to do with it, or heard an album."
"I was particularly protected in this movie, because I was acting with professional theatre actors who are used to blocking out a thousand people and having intimate moments in front of people watching and coughing, and cell phones going off … And I got to be around that level of focus and professionalism. And I’m a trained theatre actress, but I don’t do a lot of theatre, unfortunately. But I was able to kind of get back to my training, in that sense. But I prefer it, to be honest. I prefer this style of filmmaking. It’s spontaneous, and it’s chaotic, but it’s really focused, purposeful chaos."
"We’re far more complex than movies usually let us be. Life is so short. And we have so much potential. And we don’t give each other enough credit. The thing I love about this movie is, I think it really highlights the fact that there are heroes walking around in this world that are totally unacknowledged, and that you would never think of them as heroic, but I think Kym is one of them."
Vises 8. og 11. november på CPH DOX-festivalen i København.
I triptykonets form dykker den østrigske filmmager Michael Glawogger med sin dokumentar "Whores' Glory" ned i tre prostitutionsmiljøer i hhv. Thailand, Bangladesh og Mexico. Sammenstillingen fremhæver slående kontraster i de fysiske rammer, værdisæt og religiøse forudsætninger, som hver især præger udøvelsen af verdens ældste erhverv.
Trailer til "Whores' Glory"
I Bangkok ligger Akvariet, en præsentabel hybrid af bar og massageklinik, hvor middelklassemænd tager fri fra deres ægteskaber for at »købe lidt lykke«. Bag glasvæggen sidder et geled af fnisende nummerpiger i beredskab. Som i en anden fiskerestaurant udpeger kunden fra den anden side af ruden, hvilken menu han ønsker serveret. Omgangstonen er gemytligt serviceminded. Udenfor fanger Michael Glawoggers kamera et sammenrend af kopulerende gadekøtere.
Næste stop er Faridpur og den illusorisk døbte Glædens by. Den labyrintiske ghettos trange korridorer rummer 600 indvånere – heraf flere generationer af mødre og endog meget unge døtre, der konkurrerer indbyrdes om klientellets gunst. Vi er vidne til afhændelsen af en mut pubertetspige. Bordelmutter er ikke imponeret over kvaliteten og købslår om prisen. En kvinde, højst på tærsklen til tyverne, beretter lavmælt om sin dagligdag, da en nødvendig tilføjelse trænger sig på. »Vi kvinder er faktisk ganske ulykkelige væsener,« observerer hun forsigtigt.
Fatalismen er endnu mere udtalt i Reynosa, hvor det lovløse reservat La Zona befolkes af udtjente sexarbejdere med ansigter hærdet af årenes fylde. I ledige stunder udveksler kvinderne grove anekdoter og ryger crack. Her, og kun her, får Glawogger lov at tage et kig bag de lukkede døre under selve kønsakten. Instruktøren fortæller i pressematerialet, at det krævede fire år at opbygge den tillid, som gjorde optagelserne mulige.
Hele vejen abstinerer "Whores' Glory" mønsterværdigt fra ethvert tilløb til domfældelse. Den møder sit komplekse emne med respekt og klarøjet objektivitet, så både modstandere af og fortalere for købesex vil kunne finde værdi i fremstillingen. Filmen er desuden teknisk velproduceret uden at forskønne sine motiver. Alt i alt en opsigtsvækkende bedrift.
Whores' Glory (Tyskland/Østrig, 2011). Instruktør: Michael Glawogger. Spilletid: 110 minutter. Ikke i dansk distribution. Originalversionen af denne filmanmeldelse blev bragt i Weekendavisen 9. september 2011.
Som man kunne læse i indlægget om Tintin på film, har Hergés kække helt haft mange danske stemmer gennem årene. Men er man som jeg barn af 1970'erne, er der kun én dansk Tintin, der dur. Og han hedder Bob Goldenbaum.
Bob de Moors specialtegnede LP-omslag til "Alle tiders Tintin" (1981)
Bent ”Bob” Goldenbaum indtalte Tintins stemme i de 14 hørespil, som blev udsendt på LP og MC af Johnny Reimars pladeselskab, Starbox, mellem 1972 og ca. 1983. Det faste hold af skuespillere talte også stemmespecialisterne Peter Kitter og Jørn Rose, som delte de fleste biroller imellem sig.
Jeg var i denne uge så heldig at få kontakt til Bob Goldenbaum, som nu atter kalder sig ved sit fødenavn Bent Goldenbaum. Manden med den evigunge røst står stadig til rådighed som stemmeskuespiller, men ønsker ikke at få afsløret sin alder af professionelle hensyn (hans fødselsår står dog opført på Wikipedia).
Ligeledes er det næsten umuligt at opdrive et billede af Bob Goldenbaum, idet han gennem hele sin karriere har foretrukket at holde sit ansigt skjult og lade stemmen stjæle rampelyset. Her er dog et foto fra 1973 – bemærker man en flygtig lighed med Tintin?
Bent "Bob" Goldenbaum, 1973
EKSKLUSIVT INTERVIEW MED BENT "BOB" GOLDENBAUM Brian Iskov for Bries Blog-O-Rama, oktober 2011
Ud over serien af Tintin-hørespil har du mest arbejdet med marionetter og handskedukker i børne-tv. Hvad er din professionelle baggrund?
Jeg har blandt andet lavet en del Mester Jakel-teater. Jeg er ikke uddannet skuespiller. Jeg læste hos kongelig skuespiller Ejnar Juhl som elev, men så kom jeg ind til fjernsynet, først som regissør og siden dukkefører, og så kørte det ligesom i andre baner.
Hvordan blev du Tintins danske stemme?
Jeg blev indkaldt til stemmeprøve blandt andre unge mennesker. Peter Kitter og Jørn Rose valgte så mig. De kendte mig i forvejen fra tv. [NOTE: Jørn Rose var en meget brugt stemmeskuespiller og lydbogsindtaler i 1960'erne. Han havde tidligere arbejdet sammen med Bob Goldenbaum på DR's julekalenderserier, bl.a. ”Kender du Decembervej?” med Magnus Tagmus.]
Hvordan foregik indspilningerne af Tintin-hørespillene?
Vi mødtes i et lille studie; vi brugte flere forskellige i Københavnsområdet. Vi var et lille, sammentømret hold af skuespillere, som kendte hinanden godt. Jeg tror højst, vi har været fem i studiet på samme tid. Manuskripterne var delt op i sektioner, som svarede til de forskellige scener, og så indtalte vi historien efter stopursprincippet. Foran os kørte en tæller, som på minutter og sekunder viste os, præcis hvor replikkerne skulle falde.
Det kunne tage det meste af en dag at optage en historie, nogle gange en halv dag. Vi var ret skrappe, der var sjældent noget, der skulle tages om. Faktisk var stemmerne så meget i orden, at vores producer, Bruno Henriksen, mødte Tintin-tegneren, Hergé, den ene gang han besøgte København, og spillede vores hørespil for ham. Hergé forstod selvfølgelig ikke et ord af det danske, men han blev så imponeret over kontrasten mellem Tintins og kaptajn Haddocks stemmer, at han sagde, det var den bedste indtaling af Tintin, han havde hørt. Og i Sverige, hvor man også lavede Tintin-bånd, ændrede de på stemmerne, efter de havde hørt vores version.
Peter Kitter spillede jo ikke bare kaptajn Haddock. Han indtalte også Dupond og Dupont, Nestor og et hav af mindre roller, og hver gang hans figurer optrådte i samme scene, måtte han føre dialoger med sig selv. Lavede han alle de stemmeskift i realtid, eller måtte I snyde og klippe optagelserne sammen?
Nej, Peter Kitter var et naturtalent. Han var fantastisk til at imitere stemmer. Jeg sagde engang til ham: ”Jeg kan godt forstå, at du har en eller to stemmer, til nød tre [i samme scene]. Men når de begynder at skændes indbyrdes, står jeg af”. Nogle gange, hvis Haddock og Dupond og Dupont spillede over for hinanden, var det jo som om, der stod en masse mennesker i studiet. Det var eventyrligt, hvad han kunne. Og Jørn Rose, når han lavede Tournesol med den der knækkende stemme – ihhh! Han lød virkelig som en gal professor. Jeg var så imponeret.
En ofte fremsat kritik af Tintin-figuren lyder, at han som hovedperson er et lovlig renskuret dydsmønster. Hvordan sikrer man sig, at en så lastefri helt ikke går hen og bliver fersk?
Tintin kan i hvert fald nemt komme til at virke for voksen. Man skal kunne fornemme aldersforskellen mellem ham og de andre figurer. Jeg har været sidst i 30'erne, da jeg begyndte som Tintin, men min stemme har altid lydt så ungdommelig, at jeg har spillet unge springfyre gennem hele mit voksenliv. [NOTE: Selv i dag lyder Bent Goldenbaums stemme nøjagtig lige så drenget, som da han lavede Tintin for 30 år siden.]
Det var albumoversætteren Jørgen Sonnergaard, der stod for mange af bearbejdelserne til hørespil, og han fornemmede hurtigt, hvordan vi skuespillere fungerede sammen. Så det blev ofte meget humoristisk, og vi lagde mange jokes ind.
Jeg husker også, at vi lavede en helt ny Tintin-julehistorie, hvor figurerne mødtes på Møllenborg, og til sidst sang vi alle sammen ”Højt fra træets grønne top”! [NOTE: Der er sandsynligvis tale om sangen ”Julestemning med Tintin”, skrevet af Bruno Henriksen og udgivet på kassettebåndet ”Jul med børnenes favoritter”.] Det var jo ikke Hergés værk, men noget, som Peter Kitter og måske Bruno Henriksen skrev. Det var nemt at holde tonen, når man var færdig med en god dramatisering. Så flød teksterne.
I et album som ”Den sorte ø” er Hergés fortælling i høj grad båret af billederne. Det må være en af de historier, hvor I har måttet tilføje mest ny dialog, for at handlingen overhovedet skulle give mening for lytteren?
Det var den med gorillaen, ja. Der røg i hvert fald en finke eller to af panden dér. Hvad var det nu … På et tidspunkt siger jeg, at det ikke var en ond abe, men en ”go' rilla”. Dén opstod lige pludselig under indspilningen, og så måtte vi altså holde en pause for at grine. Det siger også noget om det intime sammenspil, vi havde, at vi kunne tillade os den slags.
Vi dramatiserede jo historierne; det var ikke bare indtaling. Vi gjorde dem til hørespil, så man kunne tage dem og spille dem som radioteater, hvis det skulle være. Det gav dem en værdi. Vores plader havde da også mange voksne fans, og de må have solgt godt, eftersom vi fik lov at lave så mange.
Jeres indspilning af ”Det hemmelige våben” lå i hvert fald på top 30 i 1974.
Virkelig? Se, det vidste jeg ikke.
Guldplade for den svenske LP-udgave af "Det hemmelige våben" (1981)
Tintin-hørespillene er så vidt vides aldrig blevet udgivet på cd. Har du nogen idé om, hvor de oprindelige optagelser befinder sig i dag?
Jeg ved det desværre ikke. Sådan nogle masterbånd bliver jo solgt videre, hver gang et firma går ned, og til sidst ved ingen, hvor de er endt. Men jeg kan da se på min årlige liste over Koda-indtægter, hvordan interessen for Tintin er gået op og ned. Jeg står også noteret for 25 numre i bibliotekernes opgørelse, så der må stadig være nogen, der låner Tintin-båndene og hører dem. På et tidspunkt fandt min lokale kioskejer ud af, hvem jeg var. Han kunne fortælle mig meget mere om Tintin, end jeg selv nogensinde har vidst. Han ejer samtlige albums. Og nu er pladerne jo blevet samlerobjekter.
Har du selv Tintin-pladerne derhjemme?
Desværre ikke, jeg har givet dem væk. Det var jo en fin julegave, ikke? Med omslaget signeret af mig – og Tintin!
Uden for Tintin-regi er Bent "Bob" Goldenbaum bedst kendt for at give røst og liv til dukken Lillebror fra børne-tv-klassikeren ”Ingrid og Lillebror”. Den friskfyragtige marionet med de flove ordspil dannede værtspar med pædagogen Ingrid Skovgaard Raben i programmet ”Kikkassen” fra 1966 til 1976.
Siden fik Lillebror på egen hånd et forsinket voksen-comeback, da Mikael Bertelsen inviterede ham i studiet som flabet debattør i DR2's ”De uaktuelle nyheder” (2002). I dette årtusinde har Lillebror også optrådt i en Carlsberg-reklame sammen med en vellignende Ingrid-kopi.
Som forfatter er Bob Goldenbaum desuden ophavsmanden til Magnus Tagmus, der var 1960'ernes mest populære figur i ”Børnenes Julekalender” på DR. Goldenbaum skrev manuskript og komponerede musikken til ”Kender du Decembervej?” (1967), hvorfra man stadig husker den iørefaldende melodi ”På toppen af vort tag” og Magnus Tagmus' temasang.
Bob Goldenbaum bidrog desuden til julekalenderserierne ”Juleteatret” (1965), ”Besøg på Decembervej” (1968) og ”Hos Ingrid og Lillebror” (1971). Siden førte han dukken Trolderik i tre julekalendere for TV 2, ”Trolderik og nisserne” (1990), ”Trolderiks julekalender” (1991) og ”Trolderiks posthule” (1992). Disse serier var ligesom Tintin-hørespillene produceret på Johnny Reimars foranledning.
