Norsk film: Vi taler næsten dansk - del 2

Brie har røde ører. Han glemte nemlig fuldstændig at anbefale den herlige nazi-zombie-splattergyserkomedie "Død sne" (2008) i gårsdagens norske filmtema. Undskyld!

> Norsk filmtema: Vi taler næsten dansk! (1. del)

DØD SNE
(Død snø, 2008, Tommy Wirkola)
Brian Iskov i GEAR #68, juli 2009
Gæt én gang, om der er mobildækning i den isolerede skihytte, hvor fire kække nordmænd indlogerer sig uden at have hørt legenden om de nazister, som blev jaget op i bjergene efter 2. verdenskrig ...
”Død sne” lægger trægt ud med at krydse klichélisten af – den har sågar en nørd, som kan alle gyserfilm udenad. Men da først de sure nazizombier bryder gennem sneen, trykker filmen stålet i bund og sætter turbo på motorsaven. En forrygende festlig hyldest til klassiske splatterkomedier som ”Evil Dead II”, opfindsomt varieret i sit eskalerende amokløb og endda med effektive chok, som ikke altid falder, hvor man forventer det. Kjempegøy, som de siger deroppe.



Dagens artikel, der følger op på gårsdagens indlæg, giver et mere komplet billede af, hvordan norsk film har udviklet sig i nyere tid. Og som titlen røber – "Norsk film i topform" – havde jeg positivt nyt at berette i Børsen i 2008.

Det mindreværd, som tidligere plagede den norske filmbranche, var nemlig afløst af medvind op til gallapremieren på "Max Manus", og optimismen blev delt af både medier, politikere og det betalende publikum i hjemlandet. Udlandet, derimod - tjah ...

ARTIKEL:
Norsk film i topform
Brian Iskov i Børsen, 16.12.2008

Efter mange års mindreværd har norsk film endelig ramt guldåren. Succesen på hjemmemarkedet har dog stadig svært ved at forplante sig til nabolandene – herunder Danmark.

Man skal ikke mange år tilbage, før norsk film rimede på dorsk film i nordmændenes selvforståelse. Mens danskerne red højt på Dogme-bølgen anført af Lars von Trier, spændte manglende professionalisme og beskedent publikumstække ben for udviklingen i Norge.

Men nu er kurven knækket. Sæsonen 2008 tegner til at blive kulminationen på en målrettet politisk indsats, der i løbet af et årti har bragt den norske filmbranche på ret køl. Opblomstringen har samtidig genskabt publikummets tillid til en biograftur på deres modersmål.

Allerede den 1. november rundede årets norske filmudbud to millioner solgte billetter, og hertil kommer det lokale svar på »Flammen og Citronen«, modstandsdramaet »Max Manus«, der har premiere den 19. december.



»Hvis filmen om Max Manus lever op til forventningerne, regner vi med at nå den lokale markedsandel på 25 pct., der er sat som politisk mål«, siger Stine Oppegaard, som er udlandsansvarlig for spillefilm i Norsk filminstitutt. Dermed holder det norske filmår trit med det danske: Begge har i 2008 oplevet deres bedste nationale sæson i mere end 30 år.

Opskriften bag det norske filmboom spejler den udvikling, som Danmarks filmindustri gennemgik i 1990’erne. Flere og bedre film med bred appeal; en større genrespredning og et stabilt produktionsmiljø, hvor såvel garvede kræfter som unge, filmskoleuddannede talenter kan udfolde sig.
»Vi har en kulturminister, Trond Giske, som bakker op omkring norsk film. Og regeringspartierne har valgt at stå sammen om en strategisk, offensiv satsning på kvalitet og kvantitet«, forklarer Stine Oppegaard.

Et stortingsskrift fra marts 2007, »Veiviseren for det norske filmløftet«, formulerede konkrete målsætninger for branchens samordning og fortsatte vækst. Blandt andet vil den statslige støttepulje, som Norsk filmfond råder over, svulme til 315 mio. NOK i 2009 (mod 267 mio. i 2005).
Rapporten anbefalede desuden at sammenlægge de tre centrale, statslige filminstitutioner (Norsk filminstitutt, Norsk filmfond og Norsk filmutvikling).

Det nye Norsk filminstitutt, som blev etableret i april i år [2008], forventes at skabe bedre muligheder for en sammenhængende udviklingsindsats. En lignende helhedstanke lå bag, da institutdirektør Henning Camre for ti år siden fusionerede Det Danske Filminstitut med bl.a. Statens Filmcentral og Det Danske Filmmuseum.
»Henning Camre var konsulent på »vejviseren« og sidder i dag i bestyrelsen for Norsk filminstitutt. Så selvfølgelig ser vi på, hvordan I gør i nabolandene«, siger Stine Oppegaard.



Norsk films nye mangfoldighed viser sig blandt andet i tilkomsten af dynamiske genrestykker, der gør op med den tradition for velfriserede dramaer, som en lokal kritiker spydigt har benævnt »drikkeyoghurt«-film. Åbningen i 1997 af landets første formelle filmuddannelse, Den norske filmskolen i Lillehammer, har også sat sit præg på udbuddets professionelle niveau, hvilket har fået de prestigefyldte festivaler i Cannes og Berlin til at byde titler som »Reprise« og »Den brysomme mannen« inden for i varmen.

Men trods international hæder og positiv omtale halter et af de filmpolitiske mål endnu en smule: Nemlig ønsket om at fordoble eksporten af norsk film og tv-drama. Selv om deres bidrag til det danske biografrepertoire fylder mere end før, med hele fire tilbud på plakaten dette efterår, er afsætningen af norsk film til nabolandene stadig langt fra en rentabel forretning.

»Danskerne laver så gode film, at der ikke rigtig er plads til eller behov for vores produkt i jeres biografprogram«, siger Stine Oppegaard om de sløje salgstal, der også plager den seneste bejler fra nord, ungdomsfilmen »Mig og Yngve« (set af 1.953 danskere i biografen, B.I.).
Alligevel finder Peter Bendtsen fra Sunrise Film Distribution det relevant at satse på norsk film, efter 5.648 danskere løste billet til Joachim Triers »Reprise« sidste år.
»Hvis vi kan få en jævn strøm af norske film til landet, vil danskerne måske med tiden få øjnene op for, at de eksisterer«, håber Peter Bendtsen.



Med få undtagelser som »Elling« er de danske biografgængere sædvanligvis gået i en stor bue uden om norsksprogede titler. Modviljen synes dog generelt at gælde film fra alle andre lande end Danmark og USA, konstaterer Peter Bendtsen. Han tør heller ikke binde an med den aktuelle bølge af norske gysere og thrillere, som trækker fulde huse i hjemlandet (f.eks. "Rovdyr", "Fritt vilt" og "Død snø"):
»De fleste danskere gider kun se genrefilm, hvis der tales amerikansk«.

Derimod har Norges kommunale biografsystem gennem mange år vænnet nordmændene til at se film og tv på fremmede sprog, påpeger Stine Oppegaard.
Blandt andet derfor kunne Per Flys »Arven« lokke 87.000 nordmænd til billetlugerne, hvorimod interessen for norske film i Danmark oftest lider en stille død omkring de tusind billetter. Med nordmændenes nyvundne hjemmebanefordel ser billedet dog ud til at være vendt: Årets mest sete danske film, »Flammen og Citronen«, udløste kun 22.000 billetter i Norge.

»Der er ikke længere bud efter danske film i de norske biografer«, konstaterer Stine Oppegaard.
»Nu kan vi selv«.


NORSK FILM I FAKTA (pr. december 2008)

* Den norske filmindustri stiler efter en lokal markedsandel på 25 pct. samt en årlig produktion på 25 spillefilm. Kravene skal nås inden 2012. I 2007 havde 21 norske film premiere i hjemlandet med en samlet markedsandel på 16,4 pct.

* Dansk films lokale markedsandel har gennemsnitligt ligget på 26 pct. siden 1999 og er den næsthøjeste i Europa, kun overgået af Frankrig. I Sverige, hvor den politiske målsætning er 25 pct. ligesom i Norge, ligger markedsandelens gennemsnit i samme periode omkring 20 pct.

* Af de 150 norske biografspillefilm, som er produceret mellem 1. januar 2000 og 1. december 2008, har 20 film fået dansk biografpremiere. Yderligere 22 titler er udsendt direkte på dvd i Danmark.

* Alle tiders mest sete norske film, både ude og hjemme, er dukkefilmen »Bjergkøbing Grand Prix« fra 1975.

* Norge har aldrig vundet en Oscar i kategorien »bedste udenlandske spillefilm«. Rejsefilmen »Kon-Tiki« fik derimod Oscaren for bedste dokumentar i 1950 – men officielt gik prisen til filmens klipper, Olle Nordemar, som var svensker!