> Se trailer til "Frihedskæmperen Max Manus"
"Frihedskæmperen Max Manus" (2008) udkommer i dag på dansk enkelt-dvd, men holder man af god ramasjang og autentiske heltehistorier, tøver jeg ikke med at anbefale den bonusbugnende norske 2 Disc Collection, der sætter ansigter og stemmer på såvel den afdøde Manus som hans overlevende kammerater fra modstandsbevægelsen. (Også i denne udgave er filmen tekstet på dansk.)
Instruktørparret Joachim Rønning og Espen Sandbergs storsatsning er flot sat op med neglebider-suspense, troværdig tidskolorit og engageret spil af den lokale Mads Mikkelsen, Aksel Hennie. Sammenlignet med Ole Christian Madsens lidt spekulative danske slægtning falder "Max Manus" mere traditionelt ud som en robust drengebogsfilm af den gamle skole. Og jeg vil tillade mig at hævde, at jeg følte mig bedre underholdt af den norske blockbuster, som slog rekord i hjemlandet ved at trække over en million publikummer af huse.
For ikke at jokke i hælene på "Flammen og Citronen" tog "Max Manus" tilløb i over et år, før den nåede de danske lærreder – hvor den selvfølgelig forsvandt under radaren. Små 12.329 orkede at løse billet, trods fine anmeldelser, og denne ugidelighed over for selv overlegne film fra nord har desværre i lang tid været kendetegnende for det danske biografpublikum.
Men som man kan læse i flere af de artikler, jeg gennem årene har skrevet til forsvar for nabolandets filmoutput, er det altså længe siden, at norsk rimede på dorsk. Vi har blot været længe om at opdage det. Og selv efter Joachim Triers "Reprise" i 2007 prikkede et lille hul i danskernes forsvarsværker, er det de færreste titler fra den revitaliserede norske filmindustri, der vover – endsige overlever – turen sydover Skagerrak.
Den 2. september vil komedien "En ganske rar mand" (skrevet af Kim Fupz Aakeson) forsøge at indynde sig hos os stædige danskere. Til den tid bringer jeg interview med filmens svenske stjerne, Stellan Skarsgård.
Indtil da kan I varme op med min introduktionsartikel fra 2006, der giver et hurtigt overblik over, hvad de går og laver deroppe i Norge:
(Uddrag af artikel af Brian Iskov i TOTAL FILM, nr. 7/2006)
Prøv også denne stribe anbefalinger af nyere norske film. De fire første er i dansk dvd-handel og fortjener alle en chance.
MIG OG YNGVE
(Mannen som elsket Yngve, 2008, Stian Kristensen)
Brian Iskov i GEAR #58, oktober 2008
Muren smuldrer i Berlin, og i Stavanger oplever gymnasieeleven Jarle også nye strømninger i sit teenageliv. For der er noget ved klassens nye dreng, den blonde og følsomme Yngve, som pludselig får tennis og tøset synthpop til at virke sært tillokkende på Jarle, selv om han både har byens sødeste pigekæreste og et punkband at passe. Indtil den vage og vævende afslutning tegner ”Mig og Yngve” et fint, sjovt og sympatisk portræt af almengyldig senfirser-ungdom til tonerne af Joy Division og Roxette – samt selvfølgelig ”Fissesatan anarkistkommando” fra Jarles eget Mathias Rust Band!
REPRISE
(2006, Joachim Trier)
Brian Iskov i GEAR #52, april 2008
Barndomsvennerne Philip og Erik vil begge være forfattere. Philip får succes og går prompte ned med flaget, mens Erik må arbejde hårdt på sit gennembrud – og så er der også lige det med kærligheden ...
I en smidig, associerende stil, inspireret af fransk nybølge, fortæller "Reprise" både alvorligt og kækt om venskab, kunstneriske drømme og romantisk besættelse. Et frisk pust af filmisk forår med masser af uventede indskud og fed postpunk på lydsporet.
NEXT DOOR
(Naboer, 2005, Pål Sletaune)
Brian Iskov i GEAR #35, oktober 2006
John, der er nyslået single, lokkes ud på det dybe vand af de to grovflirtende søstre, som rumsterer i nabolejlighedens labyrintiske korridorer. Roman Polanski og David Lynch svæver over denne isnende, formstærke psykothriller, hvis provokerende nøglescene rusker godt op i selv hærdede biografvoyeurer (tip: det er noget med vold og sex). Et potent bevis på, at vores norske venner er ved at komme godt frem i filmskoene.
P.S.: Jyllands-Postens sognepræst Johs. H. Christensen hadede "Next Door". Bedre anbefaling kan jeg næsten ikke give den.
HAWAII, OSLO
(2004, Erik Poppe)
Brian Iskov i GEAR #21, august 2005
Klippelandets kulturelite har i lang tid skulet misundeligt syd over Skagerrak, men nu ser det endelig ud til, at de rykker deroppe. Sidste år [2003] ramte de norske film et niveau, der svarer til vores eget lige efter Dogme-tøbruddet, og det forstås, hvorfor naboerne var specielt stolte over ”Hawaii, Oslo”, for den er drittbra – labil som en afsikret håndgranat og knaldgodt spillet i alle led.
Multihistorien lægger sit snit efter ”Magnolia”-modellen, hvor skæbnens genveje binder en tue mennesker sammen på årets varmeste døgn. Udspændt i et dirrende limbo, hvor håb og desperation trækker lige stærkt i hver sin retning, sætter en fødsel, et biluheld og en begravelse tingene i skred.
Gu er det konstrueret, men mosaikken falder fortrinligt på plads, bortset fra en halvfesen antydning af noget metafysisk. Længes du efter en film, hvor du sjældent kan se rundt om næste hjørne, er Oslo-trippet på dvd lige, hvad lægen anbefaler.
... OG FAVORITTEN:
DEN BRYSOMME MANNEN
(2006, Jens Lien)
Komplet overrumplende surrealistisk fremtidskomedie om en stakkels mand, der føler sig fremmedgjort på de særeste måder. Den hårfine deadpan-satire lander et frydefuldt sted mellem Kaurismäkis minimalisme og Jeunets boblende idérigdom. Det er tæt på genialt og under alle omstændigheder fremragende forløst på et niveau, hvor ingen nulevende danske instruktører kan – eller tør – vove sig ud.
Jens Liens absurde perle er (naturligvis?) ikke i dansk distribution, men Sandrew Metronomes norske dvd-udgivelse er venligt forsynet med både norske og engelske undertekster.
(Opdateret trailer: Nu med engelske undertekster)
MERE OM NORSK FILM:
> Vi taler næsten dansk, del 2: Norsk film i topform
> Interview med Bent Hamer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar