LÆS TEMAARTIKLEN
> Hollywoods visuelle effekter har masser af magi - men ingen penge
(Politiken 7. marts 2013)
De digitale kunstnere, som leverer den visuelle magi til succesfilm som "Life of Pi", er konstant overbebyrdede og underbetalte, fordi de seks store filmselskaber i Hollywood kræver flere og flere effekter, som skal laves hurtigere og billigere. Den usunde forretningsmodel har allerede fået flere velrenommerede effektfirmaer til at dreje nøglen om.
Den 27. februar faldt jeg over den nedenstående fotocollage, som er skabt af den irske VFX-kunstner Martin Moylan. Med flabet humor og visuel gennemslagskraft illustrerer Moylans billede, i hvor høj grad Ang Lees "Life of Pi" står i gæld til sine visuelle effekter (forkortet VFX).
© Martin Moylan/VFXrex |
Siden kontaktede jeg Martin Moylan pr. e-mail for at få hans syn på VFX-branchens krise. Desværre blev der kun plads til nogle få citater i den artikel om visuelle effekter, som jeg skrev til Politikens FILM-tillæg den 7. marts.
Til gengæld har Martin Moylan meget venligt givet tilladelse til, at jeg offentliggør hans uforkortede kommentarer til VFX-krisen her på Bries Blog-o-Rama som eksklusivt ekstramateriale.
> Read Martin Moylan's insider's view on the VFX crisis in English
EKSKLUSIVT FOR BRIES BLOG-O-RAMA:
VFX-branchens krise set indefra
af Martin Moylan
KONFLIKTEN ANSKUELIGGJORT
De fleste VFX-billeder, der cirkulerer på nettet, viser en tom, grøn skærm bag en skuespiller. Tanken bag mit billede var at lave lidt sjov med konceptet og vise kontrasten mellem en nuttet dukke, en levende tigers vildskab og skønheden i de færdige visuelle effekter. Dette illustrerer også, hvad de reelle alternativer til brugen af visuelle effekter er, og hvor værdifulde VFX er.
> Før og efter: Et kig på effekterne i "Life of Pi" (Empire Magazine)
> Bill Westenhofer om effekterne i "Life of Pi" (FX Guide)
DET GRUNDLÆGGENDE PROBLEM
For at forstå hvad den aktuelle krise i VFX-branchen går ud på, kan man forestille sig en gruppe kunstnere og skulptører, som knokler sig selv halvt fordærvet, og med forventet underskud, for at fylde et kunstgalleri, hvor ejerne tjener millarder på udstillingen.
Sådan som jeg ser det, ligger problemets kerne ikke i selve VFX-industrien, men snarere i forholdet mellem VFX-firmaerne og Hollywoods produktionsselskaber. Problemerne begynder allerede, når en fastlagt deadline og ditto betaling går til den lavestbydende leverandør.
Kontrakterne tager ikke højde for overarbejde, ligesom VFX-firmaerne heller ikke modtager yderligere betaling for de ændringer, de bliver bedt om at lave undervejs, eller får nogen andel i overskuddet fra filmens indtjening.
Tigeren i "Life of Pi" uden VFX | © Fox 2000 Pictures |
Det er værd at nævne, at de fleste tv- og filmmedarbejdere ikke får fast løn, men går fra den ene freelanceopgave til den næste. Dette gælder for skuespillere, instruktører, lysmænd, tømrere osv.
Et kamerahold, som er medlem af en fagforening, kan stemple ud ved fyraften. Men visuelle effekter kræver, at store hold arbejder i mange timer, ofte til langt ud på natten, for at implementere ændringer og nå deres deadline. Alt dette sker indenfor en fastlagt budgetramme, som ikke giver effektfirmaet procenter af filmens overskud. Derfor ender leverandøren ofte med at tabe penge på opgaven, så de ikke er i stand til at give deres ansatte løn.
Denne model passer Hollywood-selskaberne storartet. De minimerer deres risikoeksponering; de kan forlange så mange ændringer af de aftalte design, som de har lyst til, og de kan beholde hele overskuddet selv.
VFX-industrien besidder utrolige kreative færdigheder og er pionerer inden for tekniske landvindinger. Men de har desperat brug for en stærk, fælles stemme, hvis branchen skal blive stabil og kunne tillade sig at sige "nej" til utilfredsstillende vilkår.
NYE VÆRKTØJER, NYE IDEER
Hvorfor sker alt dette lige nu?
Computere har gjort det umulige muligt, men man bør huske på, at selv den skarpeste mejsel er et stumpt instrument, hvis den ikke svinges af en dygtig skulptør. På samme måde kræver computere fortsat at blive betjent af talentfulde kunstnere for at skabe forbløffende scener.
Forventningerne til visuelle effekter i film har ændret sig meget. Tidligere dækkede deres arbejdsområde laserstråler, eksploderende rumskibe og forlængede horisonter. Men i dag er håndværket så godt og af en så høj teknisk kvalitet, at de færreste bider mærke i, at San Franciscos gader i David Finchers "Zodiac" og de 20 Manhattan-karreer i Marvels "The Avengers" var skabt på computer.
Og selv om Ang Lee antydede noget andet i sin Oscar-takketale, gav valget af VFX åbenlyst en kæmpe besparelse i forhold til, hvad det ville have kostet at optage disse scener på rigtige locations.
David Finchers "Zodiac" (2007) uden VFX | studiodaily.com |
DE EGENTLIGE STJERNER
Det virker også rimeligt at udnævne visuelle effekter til at være storfilmenes egentlige trækplaster. Vi stod alle i kø for at se hundredvis af aber gå amok i "Abernes Planet: Oprindelsen", monstrene og Gollum i "Ringenes Herre", de enorme Autobots i "Transformers" for ikke at tale om Hulk og Iron Man. Ingen af disse film ville nogensinde være sat i produktion uden et effekthold.
Og når Tom Cruise får 25 millioner dollars for at medvirke i en film, bør de visuelle effekter, som spiller tilsvarende store roller, også belønnes efter fortjeneste. VFX har samme tiltrækningskraft ved billetlugen, som filmstjerner har - nogle effektfilm indtjener op imod en millard dollars - men de bliver spist af med usle honorarer.
DE LUKKER OG SLUKKER
I øjeblikket falder opmærksomheden på det konkursramte Rhythm & Hues, som vandt en Oscar for at skabe tigeren og mange af de overdådige billeder i "Life of Pi". Det er dog kun et af mange VFX-selskaber, som har det svært for tiden:
- Dr D Studios ("Babe den kække gris" og "Happy Feet") har drejet nøglen om og afskediget 600 medarbejdere
- DreamWorks Animation ("Shrek" og "Ice Age") afskediger 350 ansatte
- Matte World Digital ("Titanic" og "Hugo") nedlægger sin filial i Californien
- Digital Domain ("Terminator 2" og "Pirates of the Caribbean") har indgivet konkursbegæring og lukket deres filial i Florida
ORGANISATION OG PROCENTER
Det første, der må gøres for at finde en løsning, er at samle alle visual effects-firmaer i en fagforening, som kan give branchen forhandslingsstyrke. Den erfarne VFX-mand Scott Ross, adm. direktør i Digital Domain, foreslog at oprette en brancheorganisation ved navn AVEC (det franske ord for "med"), men på grund af mistillid selskaberne imellem blev det aldrig til noget.
> VFX Solidarity International på Facebook
En anden løsning vil være at give VFX-firmaer andel i filmenes overskud. George Lucas havde kun held til at få procenter af merchandisesalget fra "Star Wars", fordi ingen forventede, at legetøjet ville sælge godt. Det samme var tilfældet, da Bruce Willis nøjedes med et beskedent honorar og nogle procenter af overskuddet for sin indtaling af babyens stemme i "Det er mig der snakker". Men fordi filmen blev et overraskende hit, tjente Willis stort på den. Imidlertid er procenter en guldgrube for Hollywood-selskaberne, som de kun nødig giver slip på.
VFX-ARBEJDE I EUROPA
I min hverdag som animator og VFX-kunstner i Europa har jeg været meget heldig med de opgaver og kunder, som jeg har haft. I Irland er branchen tæt sammentømret, og de produktionshold, jeg har arbejdet sammen med, har altid udvist forståelse for den kreativitet, der ligger i effekterne, og for at hjælpe hinanden, når vi har haft presserende deadlines.
Mine bekymringer for fremtiden går på, at mange gerne vil arbejde gratis for at komme ind i branchen eller få noget på deres Showreel (cv af filmscener, red.). Jeg frygter, at nogen vil udnytte situationen til at få billig eller gratis arbejdskraft. Selv hvis det lykkes at starte en fagforening, risikerer vi, at filmselskaberne kun vil ansætte VFX-kunstnere, som ikke er medlemmer, for at holde branchens lønniveau nede.
Efter min mening er film en underholdningsindustri, og visual effects-branchen har bidraget til størstedelen af den underholdning. VFX-kunstnerne er tit så dygtige til deres arbejde, at vi som publikum slet ikke bemærker effekterne, fordi vi tror, at det, vi ser på lærredet, eksisterer i virkeligheden. Men uden VFX får vi færre spektakulære oplevelser, færre mindeværdige filmøjeblikke og færre, der vil være interesseret i at gå i biografen.
Det vil være en utrolig dårlig forretning for Hollywood, hvis de overser betydningen af de tusinder af pionerer, kunstere og teknikere, som får så mange til at gå i biografen. Alle bør få ligelig del i successen. Hvis ikke, vil vi allesammen mærke tabet.
Martin Moylan | PR-foto |
Martin Moylan er uddannet indenfor animation og grafisk design.
Han har leveret visuelle effekter og titler til science fiction-filmen "Earthbound" med Rafe Spall (fra "Prometheus" og "Life of Pi").
Senest har han arbejdet som compositor og VFX-kunstner på "Planet Cosmo", en tegnefilm for børn om astronomi.
Et udvalg af Martin Moylans eksempler kan ses på www.martinmoylan.com eller www.vimeo.com/moylan
MERE OM VISUELLE EFFEKTER:
> Interview: Scott Squires om Hollywoods VFX-krise (Empire Magazine)
> Before VFX (billeder fra optagelserne til diverse effektfilm)
> VFX Soldier (VFX-industriens blog)
> VFXSoldier@Twitter