Den engelske skuespillerinde har rollen som amerikanske Ella, hvis mand, den tidligere litteraturprofessor John (Donald Sutherland), er ved at forsvinde i Alzheimer-tåger. Men Ella nægter at lade sig slå ud. Hun ruller parrets støvede autocamper ud af garagen i Boston, så hun og John kan tage på en sidste ferie sammen. Deres 2600 km lange springtur til Ernest Hemingways museum i Key West bliver fuld af sjove møder og eftertænksomme stunder.
Privat har 73-årige Mirren stadig fuld fart på karrieren. Jeg interviewede hende på Toronto Film Festival i september 2017 om "Vores livs ferie". Artiklen, som du kan læse herunder, blev trykt i Ugebladet Søndag, da filmen nåede de danske biografer i marts 2018.
Materialet fra gruppeinterviewet er suppleret med citater fra en offentlig masterclass, som Mirren holdt på TIFF, og hidtil ubrugte citater fra mit første møde med Mirren. Det fandt sted på filmfestivalen Venedig i 2006, hvor hun lancerede sin senere oscarvindende rolle som dronning Elizabeth II i "The Queen".
> Læs mit interview med Helen Mirren fra 2006
INTERVIEW MED HELEN MIRREN:
Dronningens efterår
Brian Iskov i Toronto for Ugebladet Søndag, marts 2018
72-årige Helen Mirren om at have kameraskræk og alligevel smide tøjet, om at bryde igennem i en sen alder og om kvindernes vilkår i filmbranchen
Helen Mirren var kun 23 år og nybegynder på teatrets skrå brædder, da hun lod sig spå om sin fremtid.
I London-bydelen Golders Green fandt hun frem til en mandlig, indisk håndlæser, der tog imod i en nusset dagligstue. I næsten ti minutter studerede den clairvoyante mand tavst og intenst den unge kvindes hånd. Så begyndte han at tale.
De næste tyve minutter væltede ordene ud af spåmanden med en sådan hast, at Mirren havde svært ved at følge med.
Alt, hun bagefter huskede af profetien, var denne sætning:
”Du vil opnå din store succes, efter at du er fyldt 45.”
Prognosen fyldte Helen Mirren med forfærdelse. Hun tænkte: ”Så længe kan jeg da ikke vente!”
Men det kunne hun. Det skulle nemlig vise sig, at spåmanden havde ret. Helen Mirren var 46 år, da hun blev verdenskendt for en tv-rolle.
Den engelske skuespillerinde er en af fagets sjældne kvinder, som aldrig har prøvet at gå arbejdsløs. I dag kan Mirren som 72-årig prale af en bugnende trofæhylde, hvor Oscar, Emmy, BAFTA, Tony og Cannes-priser vejer tungest blandt hædersbevisningerne.
– Jeg mangler bare en Grammy. Måske burde jeg indspille en spoken word-plade, klukler Helen Mirren, da hun giver audiens på den internationale filmfestival i Toronto.
Mirren er bevidst om sin privilegerede position, især efter den aktuelle mediedebat, der har sat film- og teaterbranchens udbredte kønsdiskriminering i søgelyset. Hun erkender, at hendes mandlige kolleger stadig har flere og bedre roller at vælge imellem. Men det faste refræn om, at skuespillerinder i Hollywood overskrider sidste salgsdato, når de runder de 35 somre, nægter Helen Mirren at synge med på.
– Det er en myte, siger hun og vifter affærdigende med hånden.
– Måske var det sådan i 1940'erne, men hvis man ser på de største skuespillerinder i dag, er de alle omkring fyrre eller derover. Kate Winslet, Jessica Chastain, Nicole Kidman og så videre. Og som jeg altid har sagt: Efterhånden som kvinderne får flere betydelige poster i det virkelige liv – om det så er i politik, forretningsverdenen eller noget tredje – vil rollerne i fiktionen følge efter.
 |
| Helen Mirren og Donald Sutherland i "Vores livs ferie" | pr-foto (Scanbox) |
Netop nu er Helen Mirren aktuel i komediedramaet ”Vores livs ferie”, baseret på Michael Zadoorians roman ”En sidste ferie”. Her spiller Mirren pensionisten Ella, som er uhelbredeligt syg af kræft. Hendes mand, den forhenværende litteraturprofessor John (82-årige Donald Sutherland), har stadig klare øjeblikke, hvor hans brændende kærlighed til forfatteren Ernest Hemingway skinner igennem de skyer, som Alzheimers har trukket hen over hans sind.
I stedet for at sidde hjemme og hænge med hovedet vælger Ella at rulle parrets støvede autocamper ud af garagen i Boston for at tage sin mand på en sidste, 2600 km lang springtur til Hemingways museum i Key West.
Parrets voksne søn, Will, bliver rasende, da han opdager, at mor og far er stukket af hjemmefra uden at give dem besked. Han slår forældrenes senioreventyr hen som noget uansvarligt, umodent pjat og anerkender slet ikke Ella og Johns behov for selv at tage styringen over den smule livsbane, de har tilbage.
Privat føler Helen Mirren også, at vores moderne, vestlige samfund behandler ældre mennesker uværdigt. Vi har en trist tendens til at fratage pensionister deres selvstændighed, mener hun.
– Man bliver defineret gennem sine børn og børnebørn i en sådan grad, at det er svært at udrede, hvem man selv er, siger Mirren, der ikke selv har stiftet familie. Hun bryder sig ikke om, at mødre og fædre tiltales ”mor” og ”far” i stedet for deres fødenavne. Det samme gælder for bedsteforældre:
– De mister deres individualitet som mennesker. Vores film handler til dels om, hvordan man prøver at genvinde den individualitet, omend i en høj alder på tærsklen til døden, siger hun.
At tonen i ”Vores livs ferie” ofte er let og humoristisk trods det seriøse emne, finder Mirren ganske naturligt.
– Til de begravelser, jeg har deltaget i, er der altid sket noget sjovt. Noget pinligt, noget uventet. Sådan er livet. Tilværelsen er aldrig rendyrket tragisk eller komisk. Det er altid en blanding.
Vekselvirkningen mellem det letsindige og det melankolske genkender Helen Mirren i sin egen natur. Hun mener, at hendes sammensatte væsen skyldes hendes herkomst: Hendes far var af hviderussisk adelsslægt, hendes mor engelsk arbejderklasse.
– Jeg plejer at sige, at min nederste halvdel er russisk, ler Mirren, der blev født kun to måneder efter anden verdenskrigs ophør i 1945. Hendes dåbsattest bærer navnet Iljana Lydia Mironov.
– Min farfar kæmpede for tsaren i den russisk-japanske krig i 1904, fortæller hun.
– Han blev sendt på diplomatmission til London for at forhandle en våbenaftale med den britiske regering. Men da den russiske revolution brød ud i 1917, blev han og hans familie afskåret fra deres hjemland, deres slægtninge, deres penge. De mistede alt.
Farfaderen, Pjotr Vassilij Mironov, strandede i ufrivilligt eksil i Storbritanniens hovedstad, hvor han måtte tage job som taxichauffør for at brødføde sin familie. Det var en skammelig situation for den stolte, nationalistiske aristokrat.
– Min far reagerede ved at blive glødende socialist, fortsætter Helen Mirren.
– Som ung mand støttede han kommunisterne, til min farfars store forfærdelse, for han så jo kommunismen som roden til alt ondt. Konflikten mellem de to betød, at min fars lille familie blev stærkt sammentømret, siger Mirren, der er den mellemste af tre søskende. Hun husker følelsen i hjemmet af, at det var ”os mod de andre”.
Hendes far, Basil Mirren, fik politisk asyl i England, men han følte selv, at han led under at være indvandrer i, hvad der dengang var en meget homogeniseret britisk kultur.
– Som ung ønskede far at skjule, at han var fremmed. Han ville assimilere os, og derfor ændrede han familienavnet til Mirren, så snart han kunne. Jeg tror, han følte den samme frygt for at blive smidt ud, som mange indvandrere i Amerika føler i dag, siger Helen, der fik sit nye efternavn som syvårig.
– Mirren er egentlig et skotsk navn, så mange tror, at jeg er skotsk. Men jeg ville elske at hedde Mironov.
Fra et økonomisk synspunkt tilhørte Helen Mirrens familie så afgjort arbejderklassen. Til gengæld skabte forældrenes boheme-tendenser en åndelig modvægt til barndommens materielle knaphed.
– Både min far og min mor var højt begavede mennesker, selvom min mor ikke havde nogen uddannelse. Ofte sad vi rundt om spisebordet og førte intellektuelle diskussioner om politik, livet og kunsten. ”Findes sjælen?” og den slags.
Fandt de nogensinde et svar? Helen Mirren tænker længe, før hun replicerer med et skælmsk glimt i øjet:
– Nævningene voterer stadig.
 |
| Helen Mirren i "Vores livs ferie" | pr-foto (Scanbox) |
Da Mirren som voksen begyndte at grave i sin familiebaggrund, opdagede hun, at en forfader havde oprettet en af Ruslands første teaterscener i det 17. århundrede. Det bestyrkede kun hendes private teori om, at russerblodet i hendes årer var med til at føre hende ind på skuespillets bane.
– Der er noget sjælfuldt og selvransagende over russere, som egner sig til skuespilkunsten, siger hun og uddyber:
– Mange tror, at skuespillere er udadvendte, men de fleste er faktisk sky og introverte.
Ellers pegede intet i det Mirrenske hjem mod en glorværdig karriere inden for de udøvende kunstarter. Hendes familie ejede hverken bil, fjernsyn eller andre materielle goder.
– Ingen af os havde den fjerneste berøring med underholdningens verden. Vi gik aldrig i biografen eller i teatret, for det havde vi ikke råd til.
Mirren var teenager, da hun første gang oplevede en teaterforestilling i den sydøstengelske kystby Leigh-on-Sea. Hendes mor tog hende med til en amatøropsætning af ”Hamlet” på det lokale Palace Theater. Det ændrede hendes liv, fortæller hun.
– 13-14 år er den perfekte alder at blive introduceret til Shakespeare i. Man er som en svamp, der opsuger alt; fuld af fantasi, drømme og længsler.
Forestillingen var ikke engang særlig god. Men den transporterede hende ind i en verden, som hun husker som ”helt ny og vidunderlig”.
– Det var ikke sådan, at jeg med ét forstod Shakespeares utrolige poesi. Men jeg blev grebet af figurerne og den fantastiske historie. Forestil dig at se Hamlet for første gang uden at vide, hvad der sker undervejs!
Bagefter tog Mirren hjem og greb Shakespeares samlede værker ud af forældrenes bogreol. Og så begyndte hun at læse alle hans skuespil fra ende til anden. Historiske skæbner som Jeanne d'Arc og dronning Margaret foldede sig ud for den sultne teenagepige.
I collegeårene arbejdede Mirren som piccoline i en kunstbiograf i Hampstead, hvor hun iklædt sort uniform viste gæsterne på plads med en lommelygte. Hun kom gratis ind til alle forestilingerne og fik dermed et personligt lynkursus i filmhistoriens klassikere – fra Orson Welles' ”Den store mand” over de franske og italienske mesterværker. Blandt kvinderne på lærredet forgudede hun især den italienske diva Anna Magnani og engelske Maggie Smith (som Mirren siden kom til at spille sammen med i filmen ”Gosford Park” fra 2002).
– Filmmediets potentiale som kunstform åbenbarede sig for mig, husker Mirren.
– Men jeg var stadig låst fast i mit ønske om at erobre Shakespeare, fordi det er uhyre svært at spille og kræver megen øvelse. Jeg ville ikke lave film eller fjernsyn, før jeg følte, jeg var blevet en rigtig Shakespeare-fortolker.
På det tidspunkt vidste hun slet ikke, om hun overhovedet havde talent for faget. Hendes eneste teatererfaring bestod i grundskolens opførelse af ”Hans og Grete”, hvor hun var Grete, og en stum rolle som jomfru Maria, da hun var omkring 6 år gammel. Hun følte ikke noget naturligt anlæg for at stille sig op foran et publikum og var ”skrækslagen” over sin første hovedrolle i en skolekomedie.
– Samtidig følte jeg mig draget mod det og havde svært ved at stå imod, husker hun.
Et krybbespil på den katolske pigeskole, Mirren gik i som teenager, pegede frem mod det vovede image, som langt senere blev hendes kendemærke som skuespiller. Hun var synderinden Eva, der blev smidt ud af Edens Have. Mirren mindes tydeligt sit kostume fra krybbespillet:
– Det var et muggent, gammelt og ret ildelugtende stykke ægte leopardskind. Jeg var vild med det!
Efter nogle afklædte teaterroller i starten af 1970'erne profilerede en engelsk søndagsavis Mirren som ”Stratfords sexdronning”. Den overskrift hjemsøgte hende de næste mange år. Da hun optrådte i sit allerførste talkshow i 1975, lagde værten, BBC's populære Michael Parkinson, ud med at citere en anmelders ord om Mirrens ”tøjteagtige erotiske udstråling” og spurgte, om ikke hendes ”udstyr”, altså hendes barm, stod i vejen for, at hun kunne blive taget seriøst som skuespiller? Mirren tilgav aldrig Parkinson den velkomst.
> Se Michael Parkinson-interviewet med Helen Mirren (1975)
Samtidig med at Helen Mirren hadede sit ry som sexkilling, bar hun ved til bålet ved at optræde au naturel i en lang række roller, lige fra hendes første større filmjob som naturpige i den australske ”Pigen fra koraløen” (1968) til komedien ”Calendar Girls” så sent som i 2003. I dag vælger hun at se situationen fra den humoristiske side:
– For tyve år siden indspillede min mand (instruktøren Taylor Hackford, red.) filmen ”Djævlens advokat” i New York. Det foregik samtidig med Superbowl-finalen, og hans amerikanske filmhold løb hele tiden til og fra optagelserne for at se kampen på tv. Sidst på aftenen bemærkede Taylor, at færre og færre vendte tilbage fra tv-stuen. Da han gik ind for at hente dem, fandt han ud af, at kampen var forbi. I stedet sad de alle sammen og så ”Pigen fra koraløen”, hvor mit 24-årige jeg vimser splitternøgen rundt på en strand. Den slags ender altid med at vende tilbage og bide én i halen!
I 1980'erne vovede Helen Mirren sig i stadig højere grad væk fra teatret for at prøve kræfter med filmmediet. Men hun følte sig stadig ikke tryg foran kameralinsen og dens gennemborende blik.
– Jeg anede ikke, hvad jeg foretog mig, og jeg forstod intet af, hvad der foregik på en filmoptagelse, hvem alle de her mennesker var, og hvad de lavede. Mine instinkter bar mig igennem, og dybest set har jeg også en form for mod, som nok er typisk britisk, hvor jeg siger til mig selv: ”Gør det nu bare, Helen.” Men i mange år følte jeg mig vitterlig som en hjort fanget i forlygterne, når jeg indspillede film. Jeg var stivfrossen.
Først med rollen som den hårdkogte politikvinde Jane Tennison i tv-krimien ”Mistænkt” (1991) begyndte Helen Mirren at føle, at hun faktisk havde tjek på sagerne. Ud over en lang række tv-priser og nomineringer skaffede præstationen hende et længe ventet internationalt gennembrud.
– Hele ideen med at have en kvindelig kommissær som hovedfigur i en kriminalserie var ganske uhørt dengang. Men den rolle viste sig at betyde alt for mig, siger hun i dag.
Mirren endte med at spille Jane Tennison i syv miniserier over en periode på 15 år. Succesen åbnede Hollywoods øjne for Mirrens talent og den besnærende komplekse udstråling, som man også mærker, når man møder hende ansigt til ansigt. Hun kan charmere alle med sit overrumplende, slagfærdige vid (den tatovering, der titter op fra hendes håndled, fik hun i 70'erne, ”dengang, kun sømænd og Hell's Angels lagde sig under nålen”, som hun siger). Samtidig får hendes afvæbnende ligefremhed modspil af en sval, aristokratisk aura, der aftvinger respekt. Hun er også slået til ridder af prins Charles og kan smykke sig med ordenstitlen Dame, der svarer til mændenes Sir.
Med alderen blev dronninger da også Helen Mirrens speciale. Hun er så vidt vides den eneste, der har spillet både den første og anden dronning Elizabeth på film og tv, endda inden for samme år (2006)!
– Når vi holdt læseprøver på nye sæsoner af ”Mistænkt”, stod jeg ved døren og tog imod alle de nye skuespillere for at få dem til at slappe af og føle sig velkomne, fortæller hun.
– En af vores producere, Andy Harries, stod i den anden side af lokalet og betragtede mig, der hilste på skuespillerne. Det slog ham, at de alle behandlede mig, som om jeg var dronningen af England. Og faktisk syntes han, at jeg lignede hende lidt!
Harries' observation såede kimen til filmen ”The Queen”, som i 2007 skulle indbringe Helen Mirren hendes første Oscarstatuette for rollen som Elizabeth II. Til at begynde med følte hun stor angst over at påtage sig jobbet, fortæller hun.
– Spiller man en nulevende person, vil vedkommende altid være ti gange bedre til at være sig selv, uanset hvor godt man spiller rollen. Det er en umulig situation, og jeg er i forvejen ikke god til imitationer eller accenter.
Mirren fandt en løsning, da hun under forarbejdet til filmen studerede alle de mange portrætmalerier, som Storbritanniens monark havde rekvireret gennem sine indtil videre seks årtier på tronen.
– Jeg begyndte at tænke på min præstation ikke som en efterligning, men som et portræt i bevægelse. Selvfølgelig skal stemmen, gangarten og gestikken være i orden. Men som kunstner har jeg friheden til at tegne mit portræt af dronningen. Hun er den, hun er. Jeg spiller min fortolkning af hende. Da jeg først fandt frem til den tanke, føltes det meget befriende.
Skuespillerinden har aldrig fået bekræftet, om Elizabeth II har set filmen.
– Og det får jeg heller aldrig at vide. Men … det går jeg da ud fra, at hun har, siger Mirren og ler.
Til juli fylder Helen Mirren 73 år, og modsat Ella, hendes figur i “Vores livs ferie”, køber hun ikke fantasien om, at vores sjæle vandrer videre til et paradis fuld af milkshakes, når timeglasset rinder ud.
– Jeg tror ikke på et liv efter døden. Det gjorde mine forældre heller ikke. Den her tilværelse er, hvad vi har, og det gælder om at få det meste ud af det og gøre sit bedste, siger hun bestemt.
Måske derfor viser Mirren ingen tegn på at sætte tempoet ned. Hun har allerede indspillet tre spillefilm siden “Vores livs ferie” og er i skrivende stund ved at optage en fjerde. Hendes håb for karrierens efterår er, at flere eksperimenterende filmskabere vil opsøge hende, så hun kan få lov til at afsøge nye ekstremer i de mere kunstneriske hjørner af mediet.
Kun på ét punkt savner Helen Mirren de gamle dage, da hun var ny i faget:
– Før den digitale teknologi vandt indpas, måtte vi vente på at få filmrullerne fremkaldt, før vi kunne se, hvad vi havde optaget. Der var noget mystisk og magisk over den udfordring. I dag ser vi jo alt, hvad kameraet optager, direkte på en videomonitor uden forsinkelse. Men ellers er alt andet blevet bedre – også vilkårene for kvinder!
"Vores livs ferie" (The Leisure Seeker) er udgivet på dansk dvd og vod af Scanbox 26. juli 2018 under titlen "The Vacation of Our Lives". Der er intet ekstramateriale på dvd'en.
FAKTA: Dame Helen Mirren
- Født Iljana Lydia Mironov i London 26. juli 1945.
- Uddannet lærer ved New College of Speech and Drama i London, men har aldrig undervist.
- Skuespiller ved National Youth Theatre fra 1964. Professionel skuespiller ved Royal Shakespeare Company fra 1966.
- Filmdebut 1968.
- Kåret til bedste filmskuespillerinde på Cannes-festivalen i 1984 og 1995.
- Gennembrud på tv som Jane Tennison i ”Mistænkt” (1991).
- Vandt Oscar for rollen som dronning Elizabeth II I ”The Queen” (2006). Har været nomineret til Oscar yderligere tre gange.
- Vandt to Golden Globes i samme år (2007) for ”The Queen” og miniserien ”Elizabeth I”.
- Andre væsentlige filmroller i bl.a. “Kvinden i guld” (2015), ”Hitchcock” (2012), ”The Tempest” (2010), ”Calendar Girls” (2003), ”Gosford Park” (2001), ”Den gale kong George” (1994), ”Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker” (1989), ”Mosquitokysten” (1986), ”Cal” (1984), ”Excalibur” (1981), ”Farlig fredag” (1980), ”Pigen fra koraløen” (1969).
- Gift nytårsaften 1997 med den amerikanske filminstruktør Taylor Hackford, som hun mødte under indspilningen af ”Hvide nætter” i 1985. Dannede tidligere par med skuespilleren Liam Neeson.
- Adlet med titlen Dame Commander of the Order of the British Empire (DBE) i 2003.
- Taler flydende fransk, men ikke russisk.
- Har sin egen profil på Instagram, hvor hun lægger selfies op: www.instagram.com/helenmirren/
- Har som model for kosmetikfirmaet L'Oreal Paris betinget sig, at reklamebillederne af hendes ansigt ikke bliver retoucheret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar