Dette lille guldkorn er blot ét af 23 møgbeskidte kneb, som demonstreres af Vinnie Jones' hold i fodbold- og fængselsfilmen "Mean Machine", som er denne fredag aftens plaster på såret fra DR1 til de danske roligans.
– Jeg bidrog selv med et par af idéerne til den scene, afslørede Vinnie Jones med et lillebitte smil, da jeg mødte ham på The Dorchester Hotel i London i 2002. Og jeg nærede ikke den fjerneste tvivl om, at han talte sandt. Hvem turde også andet? Vinnie Jones' fjortenårige karriere som professionel fodboldspiller har givet ham et rygte, der får vores egen Stig Tøfting til at ligne verdens blideste spejdersmølf.
Teknisk set var Vinnie Jones ikke noget specielt fremragende boldtalent, hvilket han heller aldrig selv har påstået. Men han gik op i kampene med et rasende engagement, og hans aggressive plæneklipper-taktik gjorde ham hurtigt berygtet som Englands mest brutale midtbanerebel.
”Nøddeknækker”-tricket, som er med i "Mean Machine", afprøvede Jones i 1987. Det gik ud over Paul Gascoigne fra Newcastles hold. Heldigvis trykkede en vaks fotograf på knappen i det helt rigtige sekund og indkasserede prisen for ”Årets bedste sportsfoto”. At dømme efter Gazzas trækninger i ansigtet var oplevelsen ikke helt smertefri.
Næste sæson kastede Jones sig ud i en uheldig tackling, som smadrede Tottenham-spilleren Gary Stevens’ knæ så eftertrykkeligt, at Stevens måtte indstille sin karriere. Vinnie Jones har tillige sat rekorden for hurtigste advarsel i en kamp (tre sekunder efter start!) og det højeste antal udvisninger for en engelsk fodboldspiller (tolv i alt).
Også uden for grønsværen har han leveret råstof til forsiderne. I 1997 kom han op at slås med en nabo og måtte afsone 140 timers samfundstjeneste til sladderavisernes store fryd.
Og jo, Vinnie kendte udmærket godt indersiden af en fængselscelle, før han begyndte på optagelserne til "Mean Machine". I sine unge dage brugte han samtlige weekender på at tage på pub, drikke sig tæskelam og komme i klammeri med hvem som helst, der var dumme nok til at provokere ham.
Men historien om Vinnie Jones er også historien om modsætninger. For sidder der en djævel på den ene skulder, finder man som regel også en engel på den anden – som han skriver i sin selvbiografi.
"Vinnie Jones halvt sidder, halvt ligger henslængt i en sofa på et femstjernet hotel i London. Han ligner hverken en bister slagterhund eller en succesfuld filmstjerne. Blot en lidt søvnig mand i mørkeblåt træningstøj. Vinnie Jones har i øvrigt bare tæer. Det har han næsten altid. Vinnie Jones kan ikke lide sokker."
- fra mit interview med Vinnie Jones, TJECK maj 2002
”Enormt cool, med en særlig aura omkring sig. Respekteret, men ikke en fyr, du har lyst til at blive uvenner med. Lidt ligesom fodboldspilleren Vinnie Jones.”
Sådan lød beskrivelsen af den voldelige inkassator, Big Chris, i manuskriptet til "Rub & stub & to rygende geværer". Så det var vel rimelig nærliggende at spørge Vinnie Jones, om han kunne tænke sig at spille rollen?
– Jeg gjorde det mest for sjov, indrømmer han. - Jeg havde ikke engang spillet skolekomedie før.
Guy Ritchies heftige krimikomedie blev, lidt overraskende, et massivt hit, og Jones’ knitrende karisma på lærredet tog fusen på mange af hans kritikere. Siden stak han sit barske, symmetriske fjæs frem i Ritchies opfølger, "Snatch", som Kugletand-Tony.
Vinnie Jones fortsatte i samme spor med små, hårdkogte gangsterroller, der mest adskiller sig fra hinanden ved deres farverige kaldenavne. The Sphinx havde én replik i den toptunede racerfilm "60 sekunder", for hvilken Jones scorede en halv million pund. I "Swordfish" hed han Marco og fik lov at jonglere med hele 49 ord. Hurtig hovedregning: Med en gage på to millioner pund bliver det næsten 500.000 danske kroner pr. ord!
Publikum labbede ham i sig, men pressen var stadig ude med riven. ”Jamen, han siger jo ikke noget! Og han spiller hele tiden hård banan! Hvad kan han egentlig?”
Derfor var Vinnie Jones’ første hovedrolle som Danny Meehan i ”Mean Machine” (2001) lidt af en knald eller fald-affære. En anledning til at bevise sit værd uden for grønsværen. Jones var nemlig træt af at blive sat i bås som ”ham eks-fodboldspilleren, der vil lave film”, proklamerede han dengang i interviewet. Han ønskede at blive taget alvorligt som skuespiller. Men hvorfor så medvirke i en film, hvor han skal forestille en eks-fodboldspiller med masser af bissetricks i buksebenet?
– Min rolle som Danny Meehan ligger meget langt fra min egen person, påstår Vinnie Jones uden rigtig at overbevise nogen af de tilstedeværende.
TJECKs udsendte undrer sig en smule. Men man har ikke lyst til at diskutere med en mand, som engang har bidt en sportsjournalist i næsen.
– Tror du virkelig, at den her film vil ændre dit image, spørger TJECK forsigtigt.
– Det håber jeg, svarer Vinnie Jones.
Pinlig stilhed.
- fra mit interview med Vinnie Jones, TJECK maj 2002
Vinnie Jones: Karrieren
Efter at have trillet lidt bold for amatørklubben Wealdstone kom den unge Vincent Jones i 1986 til Holmsund i Nordsverige. Her hjalp han det lokale 3. divisionshold til semifinalen, og ellers fik han tiden til at gå med at fiske laks og spille golf i 24 timers dagslys. En af hans dejligste sæsoner nogensinde, ifølge ham selv.
Hjemme igen blev han opsnappet af Wimbledon, et rebelsk outsiderhold, som rodede rundt i bunden af første division. Holdets løsslupne stemning fejlede ikke noget, og som en del af ”The Crazy Gang” – som de hurtigt kom til at hedde – holdt Jones sig ikke tilbage, når det gjaldt om at lave narrestreger. Blandt andet blev der tacklet juletræer i fine hotellobbyer, og tilskuerne på stadion risikerede at blive moonet inden kampene.
Højdepunktet kom, da undermålerne fra Wimbledon lammetævede Liverpool ved Englandsmesterskabet i 1988. Da havde Jones’ knusende tacklinger og ukontrollable opførsel hos Wimbledon allerede akkumuleret så meget dårlig omtale, at han flyttede til Leeds United, der tilbød ham det tredobbelte i løn. Masser af frynsegoder og en noget mere fredelig atmosfære gav Vinnie Jones lejlighed til endelig at slappe af og spille noget ordentlig bold - uden skandaler!
Han rykkede videre til Sheffield United i 1990, så til Chelsea og endelig tilbage til Wimbledon, der lokkede med den fyrstelige sum af £700,000 og en plads som anfører. Samtidig fik Jones lov til at spille på landsholdet for Wales, hvilket ikke var en ubetinget succes. I marts 1998 gik han over til klubben Queens Park Rangers som træner, men satte bremseklodserne i, da han stod nummer to i køen for at blive manager – og blev forbigået.
Siden har Jones kun spillet en venskabskamp for taberholdet Carlisle. Men i finalen af "Mean Machine" fik han atter lov til at vise, hvad han kan på en plæne – hvilket dog i praksis var mere frustrerende end sjovt.
– Vi optog kun små bitte stræk ad gangen, beklagede han.
– Dødssygt, faktisk.
Og hvad synes Vinnie Jones så om Peter Schmeichel?
– Kanon. Han skulle aldrig ha’ forladt Manchester United.
VINNIE JONES PÅ BANEN:
1986-89: Wimbledon
1989-90: Leeds United
1990-91: Sheffield United
1991-92: Chelsea
1992-98: Wimbledon
1998-99: Queens Park Rangers
Han var Englands største fodboldhåb. Men så snød han i en afgørende kamp mod Tyskland (af alle lande!!!) og blev smidt i spjældet. Nu er det tid for Danny Meehan (Vinnie Jones) til at genfinde sin manglende karakterstyrke. For inspektøren har arrangeret en kamp mellem vagterne og de indsatte i fængslet – en kamp, hvor alle kneb gælder.
Barry Skolnicks britiske "Mean Machine" er i store træk baseret på Robert Aldrichs amerikanske "The Longest Yard" fra 1974, en ret voldsom dramakomedie båret på eks-sportsstjernen Burt Reynolds' brede skuldre. I "Det skrappe hold", som originalversionen hed herhjemme, spillede man naturligt nok amerikansk fodbold – også kendt som rugby – og dét uden at lægge fingre imellem.
En tredje og helt igennem kummerlig version af "The Longest Yard" blev indspillet af Peter Segal i 2005. Du kan læse min anmeldelse af filmen her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar