fredag den 20. januar 2012

"United 93": Interview med Paul Greengrass

DR2 viser "United 93" i aften, fredag 20. januar kl. 20.00.

Flyvevejret er perfekt den 11. september 2001. Først da en af passagerne får nys om angrebet på World Trade Center over mobilen, begynder rædslen at brede sig på Flight 93. Fire terrorister ændrer maskinens destination til Det Hvide Hus, imens de rejsende opbygger mod til en fælles revolte ...

Instruktøren Paul Greengrass (briten bag den ligeledes knusende ”Bloody Sunday”) lader begivenhederne i "United 93" (2006) udfolde sig i nuet og falder aldrig for fristelsen til at politisere. Her er heller ingen stødpuder i form af genkendelige stjernenavne – flyvelederen, der prompte lukker luftrummet over USA på jobbets første dag, spiller sig selv – og den magtfulde, metodiske realisme strammer løkken om tilskuerens hals, til nærværet når så ubærlige højder, at hver mand tvinges til at tage stilling. Så stærkt kan det gøres!



ARTIKEL:
United 93 – med døden som passager
Brian Iskov, TJECK Magazine nr. 177 (august 2006)

Da Flight 93 fra New Jersey blev kapret af terrorister, var den 11. september 2001 stort set forbi, og flyets 44 passagerer blev som de første tvunget til at tackle det nye verdensbillede. Biograffilmen ”United 93” rekonstruerer katastrofedagens begivenheder med rystende virkning. Vi giver ordet til filmens instruktør, Paul Greengrass:

– Jeg faldt for historien om Flight 93 på grund af dét skæbnens lune, som gjorde, at flyet først kom i luften tre kvarter senere end planlagt. Da kaprerne overtog cockpittet klokken 9.26, var World Trade Center blevet ramt en halv time forinden, og 11. september var praktisk talt overstået. Det betød, at passagererne om bord blev de første, som skulle forholde sig til verden efter 11/9. Og deres tragedie var, at uanset hvad de valgte at gøre, ville det betyde døden.

Mit mål var at rekonstruere dagen så nøgternt som muligt. Uden filmstjerner. Uden sentimentalitet. Uden at kontekstualisere, hvad der skete. Så man bagefter kan gå ud af biografen og stille sig selv de to eneste spørgsmål, man kan rejse i forbindelse med politisk vold: Hvordan kunne det ske? Og hvad gør vi ved det?


Derudover ville jeg vise det systematiske sammenbrud i Amerika. Man kan ikke forstå den dag uden at fatte, i hvor høj grad systemerne blev overvældet. Pointen er, at vi alle tror, vores regeringer har systemer, der tager sig af tingene. Ellers kunne vi for eksempel aldrig køre bil, for sæt nu, lyssignalerne ikke virkede, eller folk kørte mod færdselsretningen? Hele vores modernitet, vores demokrati afhænger af systemerne. Og det er samtidig vores store svaghed.

Derfor valgte jeg at klippe frem og tilbage mellem passagererne i Flight 93 og det kaos, som opstod hos flyveledelsen på jorden. For det var dér, systemet brød sammen. Hvad der end foregik højere oppe i hierarkiet hos præsidenten eller vicepræsidenten, var ikke til nogen hjælp, for kommandovejen var afbrudt. Dét er den enorme udfordring, som vi står over for efter 11/9: Erkendelsen af, at der ikke er nogen derude, som kan beskytte os.

Nogle vælger at søge tilflugt i sammensværgelsesteorier, fordi de luller én ind i den tro, at der findes omnipotente kræfter derude et sted, og hvis vi bare kunne få bugt med dem, ville vores systemer virke igen. For eksempel er der forbløffende mange, der mener, at United 93 blev skudt ned af militæret. Det ville bekræfte, at systemet fungerer. Men sandheden er langt mere skræmmende. Sandheden er, at det fly først blev opdaget, efter det var styrtet til jorden. Og der var kun fire militærfly, som havde missiler om bord den dag – fire i hele Nordamerika.

Paul Greengrass på settet til "United 93"

Kapringen af en religion
– Jeg har lavet flere film om terrorisme i Nordirland, blandt andet ”Bloody Sunday”, og selv om både IRA (den irske oprørshær, red.) og Al-Qaeda sværger til vold som løsningsmodel, er der væsentlige forskelle på de to. Unge mænd lod sig hverve til IRA i 1970’erne, fordi de mente, at de kunne skabe et forenet Irland gennem en væbnet konflikt. Deres kamp havde et politisk og praktisk sigte, og derfor kunne det munde ud i en forhandling. Ganske vist skulle der gå en generation, før de britiske og irske regeringer mødtes med provoerne for at løse tvisten, og de er ikke helt i mål endnu, men det går den rigtige vej. Al-Qaeda er anderledes. De har ingen politiske målsætninger, men fører krig på religion og kultur.

Min film om ”United 93” sætter navn på den anden form for kapring, som fandt sted 11/9: Nemlig kapringen af en religion. Jihadisterne mente selv, de repræsenterede islams sande ansigt, og at alle andre former for islam må tilbagevises med vold – det var, hvad de skrev i deres testamenter. Vores problem er, at vi har brugt en masse energi på at forhindre vores fly i at blive kapret igen, men det er den anden slags kapring, som udgør den virkelige trussel. For den bliver ved, og den stiller os et vanskeligt spørgsmål: Bliver fundamentalisternes kapring af islam værre eller bedre af de ting, vi vælger at gengælde med?

Mange har sagt: “Er det for tidligt at lave en film om 11/9”? Men spørger du de pårørende til ofrene fra United 93, svarer de: ”Det kan aldrig blive for tidligt”. Jeg har altid holdt på, at hvis man vil forstå politisk vold, må man tale med dem, der har været udsat for det. Hos dem vil du finde dybe sandheder og tankefulde svar – og mange vidt forskellige syn på sagen. Dog er de alle forenet i deres afvisning af den offerstatus, vi trækker ned over hovedet på dem. Hvad samfundet ønsker, er at stoppe op et øjeblik og udvise respekt, gå til begravelserne og kondolere overfor familierne, og så vil vi gerne have, at de forsvinder. Den rolle nægter de at tage på sig. Fordi deres liv er blevet decimeret, tænker de meget, meget grundigt over de to vigtige spørgsmål: Hvorfor sker det? Og hvad gør vi ved det? Og det gør dem enormt frustrerede, at vi bare vil have, livet skal fortsætte, som det plejer. For når vi spørger: ”Er det for tidligt?” mener vi i virkeligheden: ”Er det for tidligt for os”?


Vores fælles ansvar
– Der er stadig flere af os, som indser, at alle verdens store problemer hænger uløseligt sammen. De vil ikke forsvinde af sig selv, og de kræver vores opmærksomhed. Alligevel ønsker de fleste bare, at vores regeringer smider bomber over et fremmed land, og så skal det hele nok gå i orden. Vi vil så nødig gribe fat om nældens rod, for det vil kræve forandringer, som påvirker os alle sammen.

Første gang, jeg tog til Nordirland, var omkring 1980. Dengang rasede urolighederne for fuld styrke. Tager man derover i dag, vil man se, at hvert eneste hus enten er blevet renoveret, bygget om eller rejst på ny. En del af Storbritannien, som engang var helt ad helvede til, begynder at ligne et fornuftigt sted, fordi det er lykkedes to modstridende regeringer at rekonstruere Nordirlands økonomi over lang tid og med megen tålmodighed – og det er de britiske skatteydere, der har betalt for det.

Hvis vi skal få has på de globale problemer, vi står over for nu [2006], er det ikke bare Irak, men gigantiske dele af verden, vi skal bringe på ret køl. Vi kan ikke længere forvente, at vores statsledere tager sig af kriserne. Vi må selv til at tage et ansvar. Hver og en af os bliver nødt til at stemme på politiske partier, som er villige til at hæve vores skatter med mange procent for at finansiere den økonomiske genopbygning af verden. Vil vi gå med til det?

Khalid Abdallah som Ziad Jarrah i "United 93"

INTERVIEW:
Khalid Abdalla om "United 93"
(Britisk-egyptisk skuespiller; filmdebuterer som terroristen Ziad Jarrah i ”United 93”)

– Jeg er stolt af, at vores film ikke fremstiller terroristerne som uhyrer, men som mennesker af kød og blod. Det gør faktisk det hele mere skræmmende, for hvis man slår kapringen hen som en gal mands værk, er det lettere at undskylde. Siger man derimod, at en rigtig person stod bag, bliver man nødt til at forholde sig til situationen.

Ziad Jarrah, som jeg spiller, er dén af de fire terrorister fra Flight 93, man ved mest om. Han kommer fra en stor libanesisk familie, hans far er politiker, han gik på en kristen skole og havde en kæreste i Tyskland. Jeg har set en tv-dokumentar, hvor der er optagelser af Jarrah, der danser i januar 2001. Det var meget syret.

Det forvirrer folk, at jeg ligner en araber, selv om jeg er brite og født i Skotland. Efter premieren i New York kom en dame over til mig og sagde: ”Jeg synes, De bør vide, at da jeg stod i den anden ende af lokalet, følte jeg sådan en trang til at slå Dem ihjel. Men det er vel egentlig en anerkendelse af Deres skuespilpræstation, så derfor fortæller jeg Dem det.” Min kæreste stod ved siden af og udbrød: ”De må altså ikke slå ham ihjel, han er faktisk meget sød”. Damen gispede: ”Er De engelsk?”, og det måtte jeg jo bekræfte. Min kæreste fortalte hende, at vi havde mødt hinanden på universitetet i Cambridge. Damen tog en dyb indånding og sagde så: ”Jamen, så tilgiver jeg Dem” – hvilket var noget af det mest racistiske, hun kunne sige! Men generelt har amerikanerne faktisk været meget positive, og ofrenes familier var enormt taknemmelige over, at nogle havde turdet påtage sig rollerne som deres børns og ægtefællers mordere.

De fire af os, som spillede terrorister, blev holdt adskilt fra de andre skuespillere så længe som muligt. Vi følte os meget sårbare; vi var lidt dem ovre i hjørnet, som de andre ikke måtte lege med. Inden optagelserne brugte vores gruppe to uger på at gå detaljerne igennem. Ud fra passagerernes mobilsamtaler til deres familier og optagelserne fra den sorte boks i cockpittet, arbejdede vi os frem til en forståelse af, hvem der gjorde hvad og hvornår. Jeg tror, vi er nået ret tæt på sandheden, og filmens styrke er, at den ikke prøver at forklare noget, men blot viser, hvad der foregik. Det er i troværdigheden, at vores argument ligger. Når man ser, at alle om bord på Flight 93 var almindelige mennesker, opnår man en forståelse af begivenhederne, som ingen argumentationer nogensinde vil kunne frembringe.


Minut for minut:
Om bord på Flight 93

8.42, lokal New York-tid: United Airlines’ Flight 93 letter fra Newark International Airport med 41 minutters forsinkelse.
8.46: American Airlines’ Flight 11 fra Boston flyver ind i World Trade Centers nordlige tårn.
9.03: United Airlines’ Flight 175 rammer World Trade Centers sydlige tårn og eksploderer.
9.24: Flight 93 modtager en besked fra kontroltårnet: “Pas på evt. indtrængen i cockpittet”.
9.26: To kaprere bryder ind i cockpittet på Flight 93 og annoncerer over mikrofonen, at der er en bombe om bord.
9.27: Passager Thomas Burnett ringer til sin kone fra Flight 93 og fortæller, at flyet er blevet kapret. ”De har allerede stukket en mand ned. Ring til forbundspolitiet”. Det er det første af over 30 opkald fra passagererne til deres familier.
9.30: Flight 93 forsvinder fra flyveledelsens radar.
9.34: Tom Burnett ringer igen til sin kone. Hun fortæller om angrebet på World Trade Center.
9.35: Flight 93 skifter kurs og vender snuden mod Washington. Målet er sandsynligvis Det Hvide Hus.
9.36: I San Francisco, flyets oprindelige destination, modtager United Airlines’ servicecenter et opkald fra en stewardesse om bord. Hun bekræfter, at kaprere har overtaget styringen.
9.37: American Airlines’ Flight 77 brager ind i forsvarsministeriets administrationsbygning, Pentagon.
9.45: Al lufttrafik over USA indstilles. Det Hvide Hus bliver evakueret. Tom Burnett ringer til sin kone for tredje gang og fortæller, at nogle af passagererne er blevet enige om at tage kampen op med flykaprerne. ”Vi bliver nødt til at gøre noget”, siger han.
9.57: Passager Todd Beamer har haft telefonisk kontakt til en omstillingsdame i 13 minutter. Han afslutter samtalen, men lægger ikke på. Det sidste, hun hører ham sige, er: ”Er I klar? Så rykker vi.”
10.00: Den sorte boks i cockpittet opfanger larm og råb på engelsk og arabisk. Ziad Jarrah, flykaprernes pilot, begynder at rulle flyet fra side til side.
10.03: Flight 93 styrter ned i en mark nær Shanksville, Pennsylvania. Der er ingen overlevende.
11.26: United Airlines bekræfter, at de har mistet Flight 93.

Kilder: Filmens hjemmeside, Discovery Channel, CNN.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar