Filmen solgte over 50.000 billetter i biograferne herhjemme. Det er rigtig flot for et periodedrama om en midaldrende homoseksuel universitetsprofessor i selvmordstanker.
Jeg interviewede filmens stjerne, Colin Firth, på Venedig Filmfestival sidste år. Sad sågar klos op ad ham. Up close and personal var 'Mr. Darcy' nøjagtig så charmerende, beleven og veltalende, som mange hunkønsvæsener i min bekendtskabskreds drømmer om. Og så har han store hænder.
Den 49-årige britiske skuespiller var til lejligheden ekviperet i Tom Ford fra yderst til inderst og top til tå. Jeg diskede op med et cremefarvet jakkesæt skræddersyet i Hongkong. Colin Firth vandt.
Colin Firth in Venice 2009 | © photo by Brian Iskov. All rights reserved
INTERVIEW MED COLIN FIRTH:
Mr. Darcy bryder fri
Brian Iskov i Børsen (Venedig), 5. februar 2010
- om typecasting, fordelene ved at blive ældre og glæden ved dyre jakkesæt
Sjældent har så mange journalister følt sig så »underdressed«, som da holdet bag »A Single Man« mødte pressen i Venedig sidste sommer. Anledningen var, at modeskaberen Tom Ford debuterede som filminstruktør, og han benyttede naturligvis chancen til selv at ekvipere sine skuespillere på podiet.
Hovedrolleindehaveren, den høje Colin Firth med den dannede charme, tager sig også blændende ud i klassisk sort Ford-habit over en kridhvid skjorte, da Børsen møder ham dagen efter.
»Jeg elsker jakkesæt, selv om jeg sjældent går i dem. Jeg elsker følelsen af at have et skræddersyet sæt tøj på,« siger skuespilleren, der straks fornemmer, at han risikerer at lyde som en salgsrepræsentant for Tom Fords modehus. Han skynder sig derfor at tilføje:
»Men jeg holder lige så meget af at skifte ud af jakkesættet, når dagen er forbi.«
Man behøver ikke være en af Firths kvindelige beundrere for at konstatere, at den 49-årige brite bærer det hundedyre dress, som var han født i det. Men Colin Firth er selv den første til at påpege situationens ironi. Tilbage i 1970erne, da han som ung fløs promenerede ned ad strøget i Winchester med langt hår, piercede ører og svaj i bukserne, ville han hellere dø end at blive set i et jakkesæt.
»En af grundene til, at jeg blev skuespiller, var, at jeg ville have en karriere, hvor jeg ikke behøvede at gå i pænt tøj. Og se, hvor jeg er nu,« ler han og peger ned af sit fnugfri luksusensemble. (Prissedlen på en Tom Ford-habit lyder på omkring 11.500 kroner, red.)
På forhånd lignede det nærmest en naturlov, at en spillefilm signeret af en glamourøs haute couture- og parfumedesigner ville flyde over med overdådigt attraktive billeder. De udenlandske anmeldere har da også noteret sig, hvordan der kæles og kræses for hver en detalje i filmens genskabelse af Los Angeles anno 1962, men trods den markante stilsans er Ford æstetiker, ikke æsteticist, påpeger Colin Firth.
»Jeg opdagede hurtigt, at filmen ville blive smuk, men ikke på samme måde som et modemagasin er det. Jeg synes, Tom har fundet nogle visuelle udtryk for menneskelig isolation, der indrammer historien i en elegance uden at give køb på dens substans.«
 |
| Still fra "A Single Man" | SF Film/Filmcompagniet |
Skuespilleren beskriver »A Single Man« som »et portræt af en meget ensom mand«. Den 53-årige universitetsprofessor George Falconer er sunket stadig længere ned i mindernes dynd, efter hans mandlige partner gennem mange år døde i en bilulykke. Ritualer og rutiner holder George oprejst, men gnisten er slukket, og den mismodige akademiker beslutter sig for at lukke livets bog for enden af det døgn, som udgør filmens ramme.
I mange scener er George alene på lærredet, og skellet mellem den offentlige facade og den private George trækkes tydeligt op. Det er med andre ord en rolle, som favner dybt og giver skuespilleren lejlighed til at trække på hele registeret.
»Man ser George i ensom melankoli, man ser ham i en tilstand af mild irritation, hvor han ironiserer over tingene, og mere udadvendt, når han leverer en noget teatralsk forelæsning for sin klasse. I nogle scener er han beruset, i andre fredfyldt, og igen i andre bevidner man, hvordan han bryder sammen,« fortæller Colin Firth, som blandt andet sagde ja til rollen, fordi han kunne se dynamikken i det følelsesmæssige spænd.
»Demonstrativt skuespil fascinerer mig egentlig ikke så meget, men det er da klart tiltalende at få lov til at vise, hvad man kan en gang imellem – især når man, som jeg, mest bliver bedt om at spille temmelig reserverede personer,« erkender han.
 |
| Julianne Moore og Colin Firth i "A Single Man" | SF Film/Filmcompagniet |
For selv efter 25 års film-, tv- og teaterroller er det stadig især den romantiske drøm om Mr. Darcy, den mutte don juan fra BBC-serien »Stolthed og fordom«, der får kvinder i alle aldre til at sukke efter Colin Firth. Også i flere andre roller har han brilleret som den pæne, men lidt hæmmede mand, som set med kvindeøjne kun gør sig mere interessant ved at holde sine følelsesmæssige kort tæt ind til kroppen.
Derfor følte Firth det som en lettelse at slå gækken løs i den alt andet end tilknappede ABBA-musical »Mamma Mia!«, hvor han syngende dansede omkring i det græske øhav.
»Det var en meget usædvanlig oplevelse,« bekræfter han. »Selv om den film udadtil kan virke nok så overfladisk og pjanket, var »Mamma Mia!« et spring ud på det dybe for os. Det var ret skræmmende at give sig i kast med, men det tror jeg kun er sundt,« siger Colin Firth og illustrerer sin pointe med et yndlingscitat af jazzlegenden Miles Davis:
Spil ikke dét, du kan. Spil dét, du ikke kan.
»Dét er værd at stræbe efter i ethvert kunstnerisk fag, men skuespillere får sjældent lov til det,« fortsætter Colin Firth.
»Man bliver som regel hyret til at gøre, hvad producenterne har set én gøre hundrede gange før, og det er naturligvis, fordi de har mange penge ude at svømme på sådan en film. De tør ikke løbe risikoen. At nogen kommer og beder mig om at spille noget fuldstændig nyt, noget som ingen har haft fantasi til før, er derfor ekstremt usædvanligt.«
 |
| Colin Firth i "A Single Man" | SF Film/Filmcompagniet |
Selv inden Colin Firth vandt skuespilprisen på filmfestivalen i Venedig for »A Single Man«, lagde han mærke til, at de roller, han får tilbudt, bliver mere og mere interessante, efterhånden som han nærmer sig de 50. Så noget godt er der alligevel ved at blive ældre, konkluderer han med et skævt smil.
»I mine unge år så jeg ret anonym ud. Jeg kan huske, at jeg som 25-årig ønskede mig nogle rynker. Jeg arbejdede sammen med ældre skuespillere og tænkte: »Hvordan skal jeg kunne udtrykke noget som helst, før mit ansigt får noget karakter?« Mit fjæs var som et tomt lærred uden nogen tekstur.«
Ud over de rent fysiske attributter hjælper det også at have mere personlig erfaring at trække på, siger han.
»De roller, jeg får tilbudt nu, har mere emotionel bagage og en mere kompleks tilgang til deres problemer, fordi de enten er stødt på dem før, eller har indset, at de ikke magter at løse dem. Det svarer omtrent til, hvor jeg selv er i mit liv. Hvis jeg i dag skulle spille en overfladisk ung mand, der er forelsket for første gang, ville jeg ikke ane, hvordan jeg skulle gebærde mig.«
Trods succesen, der netop har ført til karrierens første oscarnominering, holder Colin Firth hovedet koldt, vel vidende at intet varer evigt – og da slet ikke i den ungdomsfikserede underholdningsbranche.
»Jeg talte med en ældre filmstjerne for nylig, som sagde, »Nyd det, mens det varer, min kære.« Man kan opbygge et godt moment, når man når den modne alder. Derefter begynder arbejdet at blive mindre interessant igen ...«
 |
| Nicholas Hoult og Colin Firth i "A Single Man" | SF Film/Filmcompagniet |
ANMELDELSE:
A SINGLE MAN
(Tom Ford, 2009)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 18. september 2009
Modeskaberen Tom Ford debuterede med bravur som spillefilmmager på Mostraen. Forlægget af Christopher Isherwood, "A Single Man" (da.: Enlig herre) fra 1964, regnes for en grundtekst i moderne homoseksuel litteratur. På festivalen gjorde Ford imidlertid en dyd ud af at underspille bøssetemaet. ”Det er en universel kærlighedshistorie,” betonede han.
George Falconer, en 53-årig britisk universitetsprofessor i Los Angeles, er sunket stadig længere ned i mindernes dynd, efter hans mangeårige partner omkom i en bilulykke. Ritualer og rutiner holder George oprejst, men gnisten er slukket, og han beslutter sig for at lukke livets bog for enden af det døgn, som tegner tidsrammen hos både Isherwood og Ford.
Selvmordsplanen er en af filmens veldisponerede nyskabelser. Ford, der også har skrevet drejebogen, oversætter romanens indre monolog til en serie af tilfældige møder, som får den mismodige akademiker på andre tanker. Tungen på vægtskålen er tilnærmelserne fra en mandlig elev. Han har gennemskuet lærerens dobbeltbundede ord om minoriteternes isolation. Som den æggende engel i angora ses Nicholas Hoult, den rundkindede dreng fra "About a Boy", nu skudt gevaldigt i vejret og med aftryk af en yngre, mindre selvtilfreds Tom Cruise i sit fotogene ansigt.
Filmatiseringens forgyldte anker er Colin Firth, der giver en diskret, raffineret og vittig præstation for fuldtonende register. Den britiske skuespiller var storfavorit til at hjemtage festivalens mandlige skuespilpris og vandt ubetalelige charmepoint på Lidoen ved at fremsige sin takketale på pletfrit italiensk.
Tom Ford, Julianne Moore, Colin Firth, Nicholas Hoult, Matthew Goode @ Venice 2009
Det lignede også en selvfølge, at en glamourøs haute couture- og parfumedesigner skulle levere den mest attraktivt udformede film på den 66. Mostra. Der kæles og kræses for hver en detalje i tidsbilledet fra 1962, og Wong Kar-wais ”In the Mood for Love” spøger i Eduard Graus sprøde luksusfotografering, der understøttes graciøst af et klassisk score med temaer af Wongs hofkomponist, Shigeri Umebayashi.
Filmens overdådige stilsans krystalliseres mest prægnant i de korte flash af skønhed, der genvækker Georges appetit på hverdagens simple, sensuelle glæder. Et oprigtigt smil; en barbrystet tennisspiller; duften af en nyvasket foxterrier (”som smør på ristet brød”).
I den brusende technicolor-glød, der optænder lærredet, når George inhalerer nuet, finder Ford et såre præcist filmisk udtryk for den frydefulde fortabelse i øjeblikket. Og det er netop sansernes beruselse af de flygtige momenter, som i sidste ende gør livet værd at leve.
Budskabet i Tom Fords udlægning af teksten er bestemt ikke synderlig originalt – faktisk ligger det snublende tæt på det banale – men der ligger alligevel en resonansbund under den udsøgte præsentation, som gør enhver forudanelse om hult overfladerytteri til skamme. Tom Ford er æstetiker, ikke æsteticist, og "A Single Man" står tilbage som en velskabt, letløbende filmatisering og en bevægende oplevelse i sin egen ret.
OPDATERING 22.07.2010:
"A Single Man" vises som gratis Open Air-forestilling i Ørstedsparken, København lørdag 24. juli kl. 21.45. Arrangementet hører under Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar