Foredrag: "Agent 007 til tiden" - James Bond contra virkeligheden

Verden ser meget anderledes ud i dag, end da James Bond filmdebuterede i 1962. Skiftende kulturelle og politiske vinde har truet Agent 007, som igen og igen er blevet erklæret død som fænomen.

Alligevel er Bond-franchisen efter 60 år så stærk som nogensinde. Englands mest berømte hemmelige agent har overlevet seks skuespillere i rollen, ti premierministre, den kolde krig, aids-epidemien, rødstrømpebevægelsen og moderne actionhelte som Jason Bourne. For ikke at nævne Blofeld og en snes andre, gale superskurke!


Filmseriens faste bagmænd har løbende formået at ajourføre James Bond, så figuren har holdt sig relevant og på omdrejningshøjde med samtiden – nogle gange endda lidt foran.

Det illustrerede foredrag ”Agent 007 til tiden” udforsker, hvordan Bond-franchisen trods mange udfordringer har bevaret sin succes fra 1962 og op til nu. Filmklip, fotos m.m. følger seriens udvikling i detaljer og viser, hvordan påvirkningen mellem 007-filmene og det omgivende samfund har bølget frem og tilbage.

Brian Iskov med George Lazenby, Malmø 2014

Foredragsholder er journalist, forfatter og Bond-kender Brian Iskov, der har fulgt James Bond og hans univers indgående, siden han som (00)7-årig så sin første Bond-film.

Brian Iskov bestyrer bloggen James Bond-O-Rama.dk og har siden 1995 skrevet en række artikler om Agent 007 til diverse medier. Han er desuden forfatter til bogen ”Jakob Stegelmanns Troldspejlet – den store troldspejlsbog” (2010) og holder foredrag om DR's tv-julekalendere fra 1962 til nu.

Vejl. bookingpris for arrangører (ny pris pr. 1.12.2021): 5.000 kr. plus transport uden for Københavnsområdet. 
Foredraget er berammet til ca. 90 minutter ekskl. pause og spørgetid. 
Indhold og varighed kan skræddersys efter ønske, f.eks. med quizzer og fokus på særlige underemner.

Kontakt:
Brian Iskov
Mail: brie [snabel-a] brygge [punktum] dk
Tlf.: +45 5190 2612

Anbefaling fra Ørestad Bibliotek, september 2021:
"Brian Iskov leverede en fascinerende rejse gennem James Bonds hårdkogte og testosteronpumpede univers. Publikum blev taget med på en drabelig mission, der gav indblik i figurens tilblivelse, udvikling og til tider afvikling. Alt fra reklamer til internationale kopier i afsindigt morsomme afskygninger, blev taget under kærlig og passioneret behandling. Samme tur fik kvinderne, ærkefjenderne, bilerne og urene samt de overraskende mange øl(!) , som Bond indtager. Det var kort sagt en herlig aften i skudlinjen!"

James Bond-O-Rama.dk: http://www.bond-o-rama.dk
Mere om Brian Iskov: http://brianiskov.blogspot.dk/p/mere-om-brie-brian-iskov.html

Stort James Bond 007-tema på Bries Blog-O-Rama:
http://brianiskov.blogspot.dk/search/label/James%20Bond

Ingen kommentarer:

Send en kommentar