tirsdag den 7. februar 2012

Blu-ray-anmeldelse: "Crazy, Stupid, Love."

En glat scorekunstner tager en midaldrende hanrej under sine vinger i den usædvanligt velspillede romantiske komedie ”Crazy, Stupid, Love.”, der i dag er ude på dansk dvd og Blu-ray



AF BRIAN ISKOV

Man ville næppe fornærme Cal Weaver (Steve Carell) ved at kalde ham en anstændig gennemsnitsfyr. Den nogen-og-fyrreårige familiefar fra forstæderne har været gift med sin gymnasiekæreste, Emily (Julianne Moore), i et kvart århundrede. Men i dét sekund hustruen erklærer, at hun har været ham utro og vil skilles, skrider den trygge grund under Cals udtrådte hvide kondisko.

Forvist fra hjemmet lapper han sin sårede stolthed med vodka-tranebær-cocktails på den lokale bar. Dette sørgelige syn vækker medlidenheden i Jacob Palmer (Ryan Gosling), et noget yngre og anderledes skråsikkert handyr på rov. Som ekspert ud i kurmageriets kunst tilbyder Jacob at hjælpe med at genopdage den manddom, som Cal forlagde »engang omkring 1984«.

Steve Carell og Ryan Gosling i "Crazy, Stupid, Love."

Alsidige Ryan Gosling, som også er dvd-aktuel i »Drive«, er næsten absurd attraktiv som velplejet scorekunstner. Den glatte kynisme, som lurer i rollen, holder Gosling overlegent stangen med solidarisk charme, diskret komisk timing og et afgørende gran af sårbarhed. Steve Carell yder ham bravt og sympatisk modspil ved at understrege det standhaftige og reelle i sin akavede hanrej.

Mens Cals makeover sender ham i kløerne på bl.a. huntigeren Kate (Marisa Tomei), gør hans 13-årige søn utrætteligt haneben til sin fire år ældre babysitter. En yderligere sidehistorie følger den aspirerende advokat Hannah og hendes opgør med sin forlovede, den menneskelige valium Richard.

I en film så overskudsagtigt stjernespækket, at den kan henvise Kevin Bacon og Oscar-vinderen Tomei til andet geled, er fregnede Emma Stone som Hannah dén, der stjæler flest scener ved sin blotte tilstedeværelse. Hendes livfulde ansigt lyser klarest over for Gosling i en nøglescene, der ligesom sidste års franske kærlighedskomedie, »Heartbreaker«, trækker nostalgisk på mindet om »Dirty Dancing« og slipper heldigt fra det.

Emma Stone og Ryan Gosling i "Crazy, Stupid, Love."

Skuespillernes appeal er generelt et stort plus ved »Crazy, Stupid, Love.«, der i tidens tråd (jf. »Bollevenner«) forsøger at ruske op i den metaltrætte romantiske komedieskabelon. Tonen er relativt moden og afdæmpet, mens manuskriptet bestræber sig på at sætte genrens præfabrikerede moduler sammen på lidt mere sofistikeret vis, end det normalt ses.

Videogensynet afslører dog også svaghederne ved »Crazy, Stupid, Love.«, for i anden ombæring fremstår historiens konstruktion en tand for beregnende. Konfliktbehandlingen stikker da heller ikke dybere, end at finalen søger tilflugt i de vanlige grandiose fagter og gennemtyggede floskler om »den eneste ene«. Men man bærer over med det, netop fordi filmskaberne i det store og hele udviser lyst til fornyelse og forkæler os med skuespil, som ligger langt over gennemsnittet for genren.



Warners danske Blu-ray-udgivelse af "Crazy, Stupid, Love." er forsynet med sparsomt ekstramateriale: to korte featuretter, tolv minutters slettede scener samt en digital kopi af filmen.

"The Player Meets His Match" er rendyrket ligegyldig EPK-fluff stykket sammen af interviewbidder, mens der er lidt mere underholdningsværdi at hente i "Steve and Ryan Walk Into a Bar", der er optaget i en afslappet pause under optagelsen af barscenerne. Her byttes rollerne mellem mester og lærling så at sige rundt, idet Steve Carell improviserer fjollede svar til en række spørgsmål om filmen, mens Ryan Gosling sidder på barstolen ved hans side og forsøger at følge trop, så godt han kan.

Fraklippene er mestendels variationer over eller forlængelser af eksisterende scener i filmen, og nogle af de alternative replikriff er faktisk rigtig morsomme.

Crazy, Stupid, Love. . USA 2011. Instruktion: Glenn Ficarra og John Requa. Spilletid: 118 minutter. Dansk dvd- og blu-ray-udgivelse: 7. februar 2012. Distributør: Warner Home Video.

Dele af denne anmeldelse har tidligere været trykt i Børsen 8. september 2011.

Scorekunstneren Jacob har raffineret kurmageriet til en eksakt videnskab. Sidste års canadiske skuespilkomet, Ryan Gosling, udfylder rollen som dragende selvsikker player til perfektion i ”Crazy, Stupid, Love”. FOTO: Warner Home Video.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar