ANMELDELSE
Mr. Nobody (2009, Jaco van Dormael)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 18. september 2009
Belgiske Jaco van Dormael er ude i et lignende ærinde [som "A Single Man"] med sin multinationale coproduktion "Mr. Nobody", der slår et dybfølt slag for de små ting i livet. Stilbevidstheden er lige så højt udviklet som hos Tom Ford og besættelsen af hverdagens rituelle detaljer endnu mere indædt (hvilket i Venedig udløste en teknisk pris til scenografen). Dermed ophører lighederne også.
> Mit interview med Colin Firth ("A Single Man")
Jaco van Dormael begejstrede cineasterne i 1991 med sin snurrige debut, "Totos bedrifter". Siden har han kun begået én film, "Den 8. dag" (1996). "Mr. Nobody" har altså været længe undervejs, og de nøgne tal taler deres klare sprog om det bagvedliggende engagement.
Manuskriptet krævede syv år af Dormaels liv. Optagelserne stod på i seks måneder, fordelt over tre lande, hvorefter otte klippere sled i femten måneder på at modellere det vældige materiale. Og så er den nuværende 135 minutters udgave endda kortere end den arbejdskopi, der i foråret blev afvist af Cannes-festivalens udvælgelseskomité.
Jared Leto som "Mr. Nobody"
"Mr. Nobody" falder ind under kategorien af umulige projekter, som forsøger at favne meningen med livet, universet og kærligheden i én gigantisk kraftanstrengelse. Man husker, hvordan Darren Aronofskys beslægtede "The Fountain" delte Lidoen i 2006.
Da vi møder Nemo Nobody, er han 118 år gammel og det sidste dødelige menneske på Jorden. Men han er også ni år ung og stillet over for et valg, som intet menneske burde træffe.
I et splitsekund vover han kigget ned i mulighedernes svimlende afgrund. En sky af modstridende scenarier hvirvles op af dybet og snor sig ind, ud og rundt om hinanden i koncentriske cirkelmønstre, der kan gøre enhver betragter rundtosset. Mosaikken rummer glimt af mellem ni og tolv potentielle livscyklusser. Dormael og hans hovedskuespiller, Jared Leto, er uenige om det eksakte antal.
Toby Regbo og Juno Temple i "Mr. Nobody"
Den lidt blanke Leto overskygges af sit yngre jeg, Toby Regbo, i afsnittet om Nemos altopslugende teenagekærlighed til sin papsøster (Juno Temple). Denne del af filmen vibrerer af ømhed, sanselig præcision og blussende farve i kinderne. Andre passager fordrer en høj tolerance over for Dormaels særlige type af vildtvoksende, organisk poesi og en vilje til at lade sig rive med af det fossende kildevæld af filosofiske ideer, der prøves af.
Jeg skal gerne tilkendegive mit bløde punkt for ethvert værk, der kaster sig ud i den dybe ende med en så insisterende nysgerrighed – og tilmed udviser en så lystfuld, legende verve i sin søgen efter livets emotionelle sandheder. Andre i Venedig fandt alverden at udsætte på "Mr. Nobody". Går man den i møde med krydsede arme, vil man korse sig over den frustrerende overgjorte, uformeligt flagrende og udmattende rodebutik af en film, Dormael har begået.
Det afhænger af øjnene, der ser. Begge synspunkter er absolut lige gyldige og underbygges fuldt ud af filmen. Egentlig falder den polyfoni af meninger, som "Mr. Nobody" genererede på Mostraen, smukt i tråd med Dormaels grundlæggende anskuelse. I hans optik er ingen af de valg, vi måtte træffe på vores vej mod døden, forkerte. Alle erfaringer er brugbare, og ethvert liv fortjener at blive levet. Den tanke er nok værd at tage med sig hjem.
Jaco van Dormael, Sarah Polley, Jared Leto,
Linh Dan Pham & Diane Krüger på Venedig-festivalen 2009
Ingen kommentarer:
Send en kommentar