I Børsen i dag (18. august) forklarer Nikolaj Lie Kaas, hvorfor han ingen berøringsangst havde over for rollen, som alle andre mente var næsten umulig at spille. Kaas fortæller også om, hvad han opdagede, da han dykkede ned i Dirchs personlighed, og hvordan hans egen måde at være sjov på adskiller sig fra Dirch Passers.
LÆS INTERVIEWET MED NIKOLAJ LIE KAAS:
> Detektivarbejde var nøglen til Dirch
Brian Iskov i Børsen, 18. august 2011 (NB: kræver abonnement)
BONUSMATERIALE:
Nikolaj Lie Kaas om at forme Dirch
– fortalt til Brian Iskov
»Jeg var meget opsat på, at filmen og personerne skulle ligne, og Martin [Zandvliet] har været ret ligeglad med det. Han har været interesseret i at lave en historie om en mand, der falder. Alt det med Dirch har han overladt til mig. Jeg tror ikke engang, han har tænkt over, at der skulle være noget, man kunne genkende.«
»I arbejdet med rollen har jeg tillagt mig de typiske greb, som Dirch brugte i sin mimik, og jeg håber, det kan få publikum til at glemme mig i rollen. Jeg tænkte meget over de ting i processen op til indspilningen, men for at det skal være ægte, må man tillægge sig manererne, før man begynder at skabe sig med dem. Det er ligesom at lære en solo udenad på klaver. Man skal ikke sidde og øve sig til koncerten. Når man sidder og improviserer, vil soloen dukke op, hvis den ligger under huden. Derfor er det vigtigt, at man gør et godt stykke forarbejde. Jeg er alt for analog til at kunne trække »udtryk nr. 2« op af hatten på kommando.«
 |
| Nikolaj Lie Kaas som Dirch Passer i "Dirch" (2011) |
Om Dirch Passers brug af overdrivelse:
»Nogle gange kan jeg se, når Dirch trækker sit udtryk helt ned, at han lige gør nogle ting, der afslører, at det er umuligt for ham at være så afdæmpet. Han føler ikke, at det er nok at tænke tanken; i stedet føler han, »jeg skal vise for folk, hvad der gik op for mig dér.« Han laver altid en ting med øjenbrynet og mundvigen, når han tænker sig om på film. Jeg tror ikke, der sker så meget inde bagved, men fordi han skruer så stort op for det, bliver det skægt at se på.«
Om Dirch Passers udstråling:
»Jo mere jeg har dyrket Dirch, jo mere tør jeg sige, at manden var et geni, der kunne have klaret sig på verdensplan. Han havde en sårbarhed, som folk kunne relatere til. Pigerne var jo også vilde med ham, hvilket aldrig før har strejfet mig. Jeg har altid tænkt om Dirch, »hold da kæft, der er meget kød i det ansigt«. Men samtidig var han pissecharmerende, og i kombination med sårbarhed, selvironi og et knivskarpt komisk udtryk gav det altså pote.«
Om filmens rekonstruktioner af revysketcherne "Tømmerflåden" og "Skolekammerater":
»En ting er at prøve at efterligne noget, der virkelig sad i skabet, men samtidig var Kjeld og Dirch heller ikke bedre end deres publikum. Det man hører på bånd og har set med dem er noget, der har kørt i lang tid. Jeg har hørt flere versioner af sange, som Dirch har optaget ved premieren og så to måneder senere. Det er ikke rigtig fedt i starten, det sidder ikke rigtig. Siden kommer der så meget til, at det virkelig spiller. Vi [Lars Ranthe og Nikolaj Lie Kaas] havde én dag til det. Vi har ikke prøvet det med publikum 300 gange. På det tidspunkt, man hører "Skolekammerater" [med Kellerdirk], har de spillet den over 200 gange, og så ved man også godt, hvilke knapper man skal trykke på. Det skal vi kopiere på en formiddag, og det er svært.«
> Læs også Nikolaj Lie Kaas' tanker om comedy op til årets Zulu Comedy Galla – kun på Bries Blog-O-Rama!
 |
| Lars Ranthe & Nikolaj Lie Kaas som Kjeld & Dirch (Foto: Bjørn Bertheussen) |
BAGGRUNDSARTIKEL:
Kjeld og Dirch – et essay
© Brian Iskov, 2011
Hver for sig var de store på en scene.
Sammen blev de enestående.
Kjeld Petersen og Dirch Passer fandt hinanden ”som to hundehvalpe i leg om en tot træuld”. Den kompakte Petersen nåede omtrent ”sofitskraberen” Passer til næsetippen, men i syn og sind kompletterede de hinanden perfekt, og deres mandlige stormforelskelse – en bromance på nutidsdansk – brusede frydefuldt over i et indforstået selvsving, som resten af Danmark også fik glæde af.
Kellerdirk Bros. på ABC Teatret var et guddommeligt match: to stjerner smeltet sammen til én blændende supernova. Efter kun tre år og en enkelt aftens dacapo var det forbi, men vi husker dem endnu, som om vi selv havde været der. For Kellerdirks sublime tosomhed hævede sig over tiden; ophævede den, satte den ud af kraft i en åndeløs legato af latter, som man ønskede aldrig ville tone ud.
Når ”dobbeltdyret” Kellerdirk indtog Stig Lommers diminutive scene på det gamle Montmartre, dirrede teatersalen som en trykkoger: saunavarm, sveddryppende og eksplosionsagtigt bristefærdig. Øjenvidner beretter om publikummer, der trillede ud af de skumgummipolstrede sæder for at overgive sig til henrykkelsens kramper mellem bænkeraderne.
”Det var surf-riding på bølger af gråd”, sagde Dirch Passer senere om knockout-stemningen på ABC. Selv kritikerne slog knuder på sproget og sig selv for at finde gloser, der syntes panegyriske nok til at yde Kellerdirks kunst retfærdighed. En af bivånerne, Frederik Dessau, gav duoen dette smukke eftermæle:
”Man blev et lykkeligere menneske af at være med i legen.”
 |
| Dirch Passer (t.v.) og Kjeld Petersen i hopla |
Indtil lukningen i 1990'erne funklede ABC Teatret som morskabsjuvelen på ”forlystelsernes allé” i Frederiksberg. Teaterkøbmanden Stig Lommer vidste præcis, hvad folk ville have, og var aldrig bleg for at give dem netop dét. Han tryllede den lavloftede barak om til sin egen lomme af Paris; et ødselt underholdningsmekka, der falbød lagkagevarieteer og langlemmede dansemus til det københavnske borgerskab.
Dirch var 29 og Kjeld 35, da Lommer importerede Petersen fra Apollorevyen og klædte sine nyslåede brødre i ens citrongule smokingsæt og høje hatte. Den 19. januar 1955 slap han Kellerdirk Bros. løs foran ABC-revyens 600 publikummer.
Timingen kunne ikke være mere i øjet. Klemt inde mellem 40'ernes tungsind og 60'ernes opsving oplevede danskerne 1950'erne som et tidehverv af skuffelser. Priserne steg, humøret faldt, militæret oprustede. Aviserne skrev om atombomber, Korea-krig og Suez-krise. Og i Ungarn (der jo næsten lå i Europa, eller i al fald lige om hjørnet) døde studenterne som fluer under den store opstand.
Herhjemme drev industrialiseringen folket fra landet og ind mod byerne. Boligmangel og smalhals fordrede små armbevægelser. Man syede tøjet om og stuvede sig tæt sammen i baggårdene.
Intet under, at Morten Korch og Far til Fire fyldte biograferne med nationalromantisk bondeidyl og lindrende solstrejf til folkesjælen. En ør og forvirret nation tørstede efter en flugtvej fra frustrationerne, og Lommer gav os befrielsen: gruppeterapi med Kellerdirk.
På ABC's trange intimscene, kun 1 ½ meter dyb og 17 meter lang, blev Kellerdirks optrædener i perioden 1955-58 en rekreativ oase for almenvellet. Deres balstyriske stormvind af vanvid lutrede sindet og blæste bekymringerne til himmels.
Parrets revolutionerende crazy-humor, rablende og dog sofistikeret, var i sig selv et spejl af industrisamfundets brølende fremmarch. Danskerne var dødtrætte af dagsordener, meningsrevyer og revsende satire. Kellerdirk omfavnede i stedet tidens fragmentering og gjorde den menneskelig. I deres tekster blev alt, der smagte af politik og samfundskritik, bandlyst til fordel for det skære nonsens. Dét gav ilt til akvariet.
Stilen lånte inspiration fra bl.a. svenske Povel Ramel, men pegede også bagud mod Marx Brothers, Gøg & Gokke og ”Hellzapoppin'” – og fremad mod Monty Python, ”Højt at flyve” og ”Casper & Mandrilaftalen”.
Samtidig kunne det fabulerende anarki på ABC-scenen snildt hamle op med absurditeterne i et moderne stykke af Ionesco eller Beckett. Når Kjeld og Dirch (og deres forfattere!) vendte vrangen ud på hverdagens smalltalk, eller tålmodigt og metodisk dekonstruerede deres egne numre indefra, fór de gerne vild halvvejs mod pointen. Hvis der da var én.
De kunne også opløse rammerne ved fysisk at inddrage salen i en rask pudekamp. Og nådig være dén sent ankomne tilskuer, som beskæmmet måtte lunte på plads efter forestillingens start med Kellerdirks drilske fornærmelser regnende ned over sin dukkede nakke.
Kellerdirk Bros. var et produkt af tiden, men forblev et tidløst produkt. Ligesom Marilyn Monroe og designermøbler i teaktræ synes de aldrig at gå af mode: Alene inden for de seneste to år har to nye bøger om Dirch og Kjeld fundet vej til reolerne. Stand-up-stjernerne af i dag hylder indirekte fortidens revy-fyrtårne, når TV 2 sender skæve sketcher ”live fra Bremen”. Og på Nørrebro Teater kunne man i foråret 2011 møde genfærdene af Passer og Petersen (Anders Matthesen og Jonatan Spang), der arm i arm fødte guirlander af kældermænd ved bardisken i det hinsides.
Men hvor meget vi end anstrenger os, i ord eller gerning, for at formidle egenarten af ”brødrenes” kærlige sparring, musikaliteten i deres timing og den intense forbindelse mellem publikum og scene, vil vi aldrig kunne bringe øjeblikkets magi fra ABC Teatret tilbage til live.
Dirch og Kjelds kemi var et unikum. Derfor kommer der, modsat sporvogne og piger, aldrig en Kellerdirk til.
Kilder:
Brian Iskov & Kristoffer Hegnsvad: "Store Danskere" (DR Multimedie, 2007)
Jesper Gaarskjær: "Kjeld og Dirch" (People's Press, 2011)
Bent Grasten (red.): "Nej, Kjeld, le vil de le, og det er lige så stort" (Arena, 1962)
Malin Lindgren: "Kære Dirch" (Borgens Forlag, 1981)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar