Werner Herzogs balstyrige noir-komedie er blot den seneste i rækken af seværdige film, der føres uden om biografdistributionsleddet i Danmark. Årsagerne bag dette fænomen vil jeg undersøge nærmere i et senere indlæg med arbejdstitlen: "Hvorfor fanden kom den ikke i biografen?"
> Læs også temaet "Hvorfor fanden kom den ikke i biografen?"
Indtil da må I nøjes med min anmeldelse af "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans", skrevet til Weekendavisen fra sidste års Venedig-festival:
ANMELDELSE:
BAD LIEUTENANT: PORT OF CALL NEW ORLEANS
(Werner Herzog, USA 2009)
Brian Iskov i Weekendavisen, 11. september 2009 (Venedig)
I hænderne på den egensindige tysker Werner Herzog finder Nicolas Cage endelig et passende forum for sit patenterede overspil. Cages navn på en rolleliste har i nyere tid lignet et syndrom mere end en anbefaling, men som strømeren med det galopperende stof- og magtmisbrug driver han værket med sine impressionistiske jazzmanerer.
Vi befinder os i "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" langt fra det uforsonlige rendestensridt, som Abel Ferrara trak Harvey Keitel igennem i navnebroderen "Bad Lieutenant" (1992).
Katolsk skyldfølelse bragte en grædende Keitel i knæ, da Frelseren åbenbarede sig for den fortabte søn i et drømmesyn. Dagsordenen er en ganske anden hos Werner Herzog, der bedyrer, han aldrig har set Ferraras original. Hans autonome opfølger låner blot grundideen om den betændte politimand i frit spiralfald, overflytter reviret fra Manhattan til de lumre sydstater og malker løjtnantens vildtvoksende synderegister for bizar deadpan-humor.
Herzog får overraskende lidt ud af sin post-Katrina-kulisse, der syner flad og forvasket i den sært uengagerede fotografering. Som kompensation krydrer han løjerne med sin velkendte, bundløse nysgerrighed for den lokale faunas mere ejendommelige frembringelser.
I stedet for Guds søn hallucinerer Cage om leguaner og alligatorer, indfanget i deliriske ultranærbilleder, som instruktøren insisterede på selv at skyde gennem et fiberoptisk kabel. ”De ser så fabelagtigt absurde og stupide ud!” småjublede Werner Herzog om krybdyrene, da han hilste på pressen i Venedig.
To år forinden skrev jeg hjem fra Venedig om Brian De Palmas knap så vellykkede Irak-film, "Redacted". Den udkom også på dvd i tirsdags (8. juni 2010).
ANMELDELSE:
REDACTED
(Brian De Palma, USA/Canada 2007)
Brian Iskov i Weekendavisen, 7. september 2007 (Venedig)
Den nutidige vinkel på krigstematikken leveres lidt overraskende af to etablerede Hollywood-instruktører, der tackler situationen i Irak fra et fælles udgangspunkt, men med forskelligt facit.
I sit konkurrencebidrag, "Redacted", belyser Brian De Palma nogle af konfliktens mindre flatterende aspekter, som ifølge instruktøren bliver syltet af de etablerede nyhedsmedier i USA. Centralt i "Redacted" (»bortretoucheret af censuren«) står en episode fra 2004, hvor amerikanske soldater voldtog og satte ild til en 14-årig irakisk pige. Den historie har Brian De Palma måttet opstøve på internettet. »Det er her, sandhederne fra Irak findes, og ikke i vore gængse nyhedsmedier, der alle har store konglomerater i ryggen«, udtalte han til filmens pressemøde i Venedig.
Det opbragte dokudrama låner tilmed sin form fra de digitale medier. Filmens HD-skudte kludetæppe er stykket sammen af videodagbøger, mobilkameraoptagelser og YouTube-klip, alle sammen fingerede, men først da Brian De Palma runder af med en serie autentiske fotografier af krigens civile ofre, rammer "Redacted" en følsom nerve. At instruktøren, meget mod sin vilje, har måttet sløre identiteten af de afbildede lig med sorte bjælker hen over ansigterne, må henregnes under bitter ironi.
Har først netop set den "gamle" med Keitel og glæder mig meget til at få set den nye, da mange snakker om en Cage er "tilbage".
SvarSlet