søndag den 19. september 2010

Venedig 2010: Brie hos Filmnørden!

I fredags ringede den ene halvdel af Filmnørdens Hjørne, Casper Christensen, til mig for at høre, om jeg havde noget fornuftigt at sige om mine filmoplevelser i Venedig. Og det havde jeg selvfølgelig!

Du kan høre mig blive interviewet om Venedig Filmfestival 2010 i Filmnørdens Podcast nr. 27 (jeg er med fra 27. til 34. minut):


Husk samtidig at gå på opdagelse i Filmnørdens Hjørne, hvor du evt. kan putte en håndfuld Flattr-mønter i deres virtuelle sparegris, hvis du kan lide det, du finder!

Venedig 2010: Juryformand Quentin Tarantino og festivalleder Marco Müller - pressefoto

I den seneste udgave af Weekendavisen, der også udkom i fredags (17. september), kan du læse anden og sidste del af min reportage fra Venedig Filmfestival 2010.

Denne gang handler det om Quentin Tarantinos telefonbog, bajadser i bersærkergang, barfodsafghanere i den kolde sne, talende dådyr i Tangdynastiet og plastikkirurgi via insekter i næsen!

Mine anmeldelser fra Venedig Filmfestival (Weekendavisen 17.-23. september 2010):



"Balada trista de trompeta" (Álex de la Iglesia, Spanien-Frankrig)
Stumfilmens gyserikon Lon Chaney Jr. er trædestenen – og takt og sordin absolut fraværende – i [Sofia Coppolas] "Somewhere"s antitese på festivalen, "Balada Triste de Trompeta". Hele to anerkendelser, for instruktion og manuskript, faldt overraskende af til Álex de la Iglesias voldssatire, der sætter Spaniens fascistiske fortid (1937-1973) ind i en ramme af nihilistisk cirkushorror.

»Hvis jeg ikke var klovn, var jeg morder,« understreger Sergio, den brutale og alkoholiske cirkusdirektør. »Også jeg,« svarer truppens nytilkomne hvide klovn, dydsmønstret Javier. Sergios smækre akrobatkone, Natalia, indtager rollen som Spanien: en masochistisk kastebold i spil mellem undertrykkende magthavere og vage kujoner.

Tonen er kradsbørstig og krigerisk i "Balada Triste de Trompeta", hvis stiliserede opkørthed bringer tankerne omkring Peter Jacksons tidlige kolbøtter eller Jean-Pierre Jeunet på crack.

Álex de la Iglesia trækker for alvor stopklodserne ud, da Javier – ansporet af amour fou og et løfte til sin afdøde far om at uddrive sin smerte gennem hævn – vansirer sit ansigt med kaustisk soda og strygejern. Umiddelbart før han forvandles til manisk leende dødsengel, indtræder filmens måske mest bizarre hændelse, da en oberst indfanger gøgleren og sætter ham i arbejde som retriever på sit landsted. Ingen ringere end general Franco deltager i fasanjagten, hvilket giver den stadig mere rabiate Javier mulighed for at skambide diktatorens hånd!

Iglesias' frådende feberdrøm om bajadser i bersærkergang vandt ikke mange fans uden for Tarantinos slæng, men konsekvensen og det vitale håndelag kan man dårligt frasige den.



"Attenberg" (Athina Rachel Tsangari, Grækenland)
Højst usædvanligt, men ganske opløftende, vrimlede det med seriøse kandidater til Coppa Volpi for bedste kvindelige præstation på årets Mostra, der på mange måder stod i hunkønnets tegn. Natalie Portman og Catherine Deneuve skilte sig ud som tidlige favoritter, mens den franske amatør Yahima Torrès efterlod et blivende indtryk som titelfiguren i Abdellatif Kechiches smertefulde "Black Venus" (om en frodig sydafrikansk kvinde, der lod sig udstille som eksotisk tivoliobjekt i 1800-tallets Europa).

Det blev dog en anden debutant, der bævende trådte ind i rampelyset for at løfte den tunge pokal. Franske Ariane Labed charmerede i den græske "Attenberg" som 23-årige Marina, et uerfarent og prikkent »søpindsvin«, der observerer sine nærmeste med zoologens distancerede blik. Den pudsige, plotløse film, iscenesat som absurdistisk deadpan af Athina Rachel Tsangari, fremviser samtidig et andet billede af Grækenland end de gængse turistpostkort. »Industrialiseret og grimt, som en fremmed planet,« småjublede Tarantino i sin motivation.

Titlen er i øvrigt afledt af BBC's navnkundige Sir David Attenborough, idet Marina og hendes kræftsyge far ynder at spejle sig i britens tv-dokumentarer om menneskeabers adfærd. Som i "Essential Killing" synes afstanden mellem homo sapiens og andre pattedyr forsvindende lille.



"Detective Dee and the Mystery of Phantom Flame", Tsui Hark (Kina)
Spindesiden hævdede sig også over for sværdsiden i Mostraens asiatiske indslag, som i år gik tomhændede fra prisfesten. Til gengæld skabte de balance i programmet som kærkomne oaser af kulørt ramasjang.

I "Detective Dee and the Mystery of the Phantom Flame" er det Kinas første kejserinde, den snu Wu Zetian, der sætter intrigen i skred, da hun udnævner sin gamle opponent Di Renjie som efterforsker i en særligt penibel sag. Detektiven spilles af Hongkong-idolet Andy Lau som Tang-dynastiets svar på William af Baskerville, og hans metodik fejer snart de mere irrationelle teorier af bordet, skønt bølgen af spontant selvantændende embedsmænd ikke umiddelbart indbyder til logiske løsninger.

Mikset af wuxia og whodunnit – martial arts-epos og mordmysterium – er ganske forfriskende, og den garvede Tsui Hark anvender hele farvepaletten til sit velproducerede periodeeventyr, der ikke stræber efter graviteten fra overdådigheder som "Den Forbudte By" og "Tiger på Spring, Drage i Skjul". Til gengæld kan "Detective Dee" byde på talende dådyr og dødbringende marionetter med indbyggede rundsave.



"13 Assassins" (Takashi Miike, Japan)
Kinesernes delegation fik følge af den afsindigt produktive japaner Takashi Miike, der ene mand har signeret i omegnen af 40 film siden årtusindskiftet. Ofte røber niveauet den hidsige arbejdsfrekvens, men i hans flot opsatte konkurrencebidrag, "13 Assassins", mærker man, at den tabusøgende Miike er gået til opgaven med større omhu og beherskelse, end han normalt har ry for.

Genindspilningen af Eiichi Kudos actionfilm fra 1963 er henlagt til feudalsystemets sidste dage omkring 1850, hvor samuraiernes sværd kun slipper skeden, når der skal snittes radiser.

Efterårsstemningen kaster et skær af melankoli over den første time, hvis langstrakte tilløb ikke undgår at virke blegt sammenlignet med den store finale. De sidste 45 minutters nonstop-bråvallaslag demonstrerer med eftertryk, at den ellers så løsslupne Takashi Miike også mestrer overblikket og den stramme klassicisme, når det kræves af ham.

LÆS OGSÅ ANMELDELSER AF:
"Reign of Assassins/Jianyu" (John Woo & Su Chao-Pin, Kina-Hongkong-Taiwan)
"Essential Killing" (Jerzy Skolimowski, Polen-Norge-Ungarn-Irland)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar