torsdag den 31. marts 2011

Bill Murray: Ironikeren der blev voksen

De færreste filmskuespillere kan som Bill Murray få ingenting til at se ud af meget. Den 60-årige komiker er biografaktuel som bedemand i den fine indiefilm "Get Low" (premiere i dag).

Senere på weekenden kan Murray opleves på tv-skærmen i "The Royal Tenenbaums" som læge med læderlapper (3+, fredag nat) samt i yngre, gakket soldateraftapning, når TV 2 Film viser "Røven af 4. division" lørdag.



PORTRÆT AF BILL MURRAY:
Ironikeren der blev voksen
Af Brian Iskov, baseret på artikel i AOK/Berlingske Tidende 1. december 2006

”Hvis man forventer noget af Bill, er man selv ude om det, for man får altid det modsatte af ham”, siger skuespilleren Judge Reinhold – og med Bill mener han kollegaen Bill Murray, som i en velvoksen alder skiftede titel fra ”regerende mester i ironi” til ”tragikomisk stenansigt”. Forskellen er ikke så stor, som den synes.

Den improvisationstrænede komiker har gjort oprør mod normerne, siden han legede sig igennem 1980’ernes farcer med forsoren charme og en påtaget troskyldighed så hujende falsk, at den reelt modsiger hans figurers passivitet.

Efterhånden som talentet modnedes, pillede Murray lagene af sin distancerende og selvbeskyttende humor. Da en ny generation af indie-instruktører fandt ind til hans seriøse side i 1990’erne, afdækkede rollerne en afgrundsdyb ensomhed bag ironikerens facade.


Rejsen fra ansvarsforflygtigende anarki til melankolsk resignation træder tydeligt frem, når man sammenligner Bill Murrays tidlige film med hans nyere. Også i den aktuelle "Get Low" er det slående at opleve, hvor god og sikker en skuespiller, den tidligere Saturday Night Live-stjerne har udviklet sig til.

Hans filmografi demonstrerer endvidere, hvordan Murray har skabt sig en niche som outsidernes talsmand i opposition til omgivelsernes begrænsninger. En filosofi, skuespilleren også vedkender sig som privatperson.

Den vrangvillige stjerne
Helt fra begyndelsen har de løse rammer været altafgørende for talentets udfoldelse. Bill Murrays særlige komik fungerer bedst, når den omgives af kaos, og selv på en kostbar produktion som ”Ghostbusters”, med sit tunge opbud af special effects, udgjorde drejebogen mest et springbræt for de spilopper, som scenestjæleren Murray ubesværet rystede ud af ærmet hver dag.

Den voldsomt populære scifi-komedie fra 1984 befæstede Bill Murrays superstjernestatus, som han – typisk egenrådigt – reagerede på ved at vende ryggen til showbiz i fire år. Han studerede fransk på Sorbonne, hyggede om sin nyfødte søn, fordybede sig i bøger og holdt sig generelt langt væk fra Hollywood. Retræten vidner om en principfast integritet hos skuespilleren, der fortsat værner om sin personlige frihed ved at leve en skyggefuld tilværelse, frigjort fra managere, oppassere og andre forstyrrende udenomsværker.

Branchens eneste kontakt til den vrangvillige stjerne går gennem en sjældent aflyttet telefonsvarer, hvor tilbud om nye roller ofte ligger ubesvaret i månedsvis. Sofia Coppola måtte således indtale mere end 100 beskeder, før Murray sagde ja til det skræddersyede – og senere Oscar-nominerede – hovedparti i hendes ”Lost in Translation” (2003).



Golfbanen er Murrays foretrukne refugium i hans selvvalgte pauser mellem filmopgaverne, måske fordi det fredfyldte spil tillader enegængeren at kombinere det bedste af to verdener. På greenen kan han både lægge afstand til filmbyens ståhej og få afløb for sine klovnerier foran turneringernes taknemmelige publikum.

Imens kan Hollywood blot trille tommelfingre, indtil stjernen beslutter sig for at arbejde igen, for ligesom den dvaske hankat Garfield, hvis film han lægger amerikansk stemme til, kan ingen tvinge Bill Murray til at gøre noget, som ikke passer ham. Heller ikke ulig Garfield er hans foretrukne syssel, næst efter golf, at foretage sig absolut ingenting.

Ikke til at skyde igennem
Også på lærredet gør Bill Murray en dyd ud af at træde et skridt tilbage fra begivenhederne snarere end at deltage aktivt. Ingen kan som ham holde omgivelserne ud i arms længde og betragte dem med fornøjeligt underspillet mistro, og især i karrierens begyndelse er det ofte hans patenterede deadpan-reaktioner, der bærer filmene, når han punkterer systemernes rigide regelsæt med vittigt turnerede sarkasmer og et blik, der tilkendegiver, at han står højt hævet over omgivelsernes himmelråbende idioti.

Murray forholder sig endog meget frit til manus i f.eks. sommerlejr­komedien ”Med røven i vandskorpen” (omkring 1979 skulle alle sjove film hedde noget med ”røv” på dansk). Hans veludviklede evne til at associere frit for rullende kamera redder også den sløsede soldaterfarce ”Røven af 4. division” (dér var den igen!) fra at falde fra hinanden.



I begge tilfælde leverer han sit spydige – og mestendels improviserede – kommentarspor fra sidelinjen med et strejf af ugidelighed, som dygtigt camouflerer de dybe reservoirer af galskab, der ulmer under hans ludende ydre.

Den Unge Murray går enhver hurdle i møde med urokkelig ro, og selv om hans snuhed konstant undervurderes af modstanderne, der fejltolker hans nonchalante attitude som dovenskab, er der ingen tvivl om, hvem der i praksis er ovenpå. Heller ikke over for kvinder er hans selvtillid til at skyde igennem, trods den åbenlyse mangel på konventionel sexappeal i Murrays hvalpede Søren Brun-ansigt: Humor er nu engang et af verdens bedste elskovsmidler!

Karrierens anden ungdom
Allerede i 1984 begyndte frygten for at blive sat i bås at melde sig hos Bill Murray. Som betingelse for sin medvirken i ”Ghostbusters” stillede han derfor, at han fik hovedrollen i en ny filmversion af Somerset Maughams ”Knivens æg”.

Men måske var Murray endnu ikke opgaven voksen, og måske var verden ikke parat til at acceptere den kronisk uoprigtige komiker som krigsveteran på spirituel odyssé i Nepal. Den dundrende fiasko slog et smertende hul i Murrays ambition om at blive anerkendt som dramatisk skuespiller, og der skulle gå næsten ti år, før han atter dyppede tæerne i den dybe ende med ”Pigen i midten” (1993), hvor både Robert De Niro og Murray spillede pirrende imod deres vante image.

Den halvseriøse gangsterrolle betød startskuddet til Den Modne Murrays æra. Hvor Den Unge Murray syntes ude af stand til at tage sig selv alvorligt, bliver filurens ironiske distance nu tonet ned til et stadig mere subtilt leje. Mest bevægende i genistregen ”Rushmore” og den ømme nyklassiker ”Lost in Translation”, hvor verdens kvaler trænger igennem Murrays teflon-belægning og blotlægger den understrøm af sårbarhed, som førhen blev holdt i skak af sarkasmen.



I Jim Jarmuschs bittersøde ”Broken Flowers” fra 2005 fuldtones Bill Murrays minimalisme i en sådan grad, at gummiansigtet er hærdet til en urokkelig maske. Teknikken er dog stadig deadpan, blot sat i en anden kontekst, og dermed er cirklen sluttet.

Bill Murray har nået sit mål: at blive respekteret på sine egne præmisser som seriøs filmstjerne. At han samtidig fandt sin karrieres anden ungdom uden at forfalde til den flødebollesentimentalitet, som efterhånden har drejet hans jævnaldrende 70’er-desperadoer, Steve Martin og Robin Williams, adskillige knapper, kan man kun bifalde.

"Get Low" (2009) har dansk biografpremiere i dag, torsdag 31. marts.
"The Royal Tenenbaums" (2001) vises på 3+ fredag 1. april kl. 01.55 (natten til lørdag).
"Røven af 4. division" (Stripes, 1981) vises på TV 2 Film lørdag 2. april kl. 13.40.

OPDATERING: "Røven fuld af penge" (Caddyshack, 1980) vises på TV3 tirsdag 12. april kl. 03.25 (natten til onsdag).

> Læs også GQ's fremragende interview med Bill Murray fra 2010



BLÅ BOG: BILL MURRAY

  • William James Murray er født 21. september 1950 i Wilmette, Illinois, USA som den midterste i en børneflok på ni. Er selv far til seks sønner.
  • Fik sit komiske gennembrud i sketch-programmet ”Saturday Night Live” (1975-), der også har udklækket talenter som Eddie Murphy, Will Farrell og John Belushi.
  • Største filmhit målt i indtjening er ”Ghostbusters” (1984).
  • Blev Oscar-nomineret i 2004 for ”Lost in Translation”, men vandt ikke.

HEY, ER DET IKKE HAM FRA ”GHOSTBUSTERS”?

Efter rygter om samarbejdsvanskeligheder på ”Charlie’s Angels” (2000) tegnede der sig i branchen et billede af skuespilleren Bill Murray som en vanskelig kværulant, men man hører lige så ofte den lunefulde enspænder omtalt som et venligt og generøst menneske, der nyder at skabe spontan glæde omkring sig, når impulsen opstår.
Under arbejdet med ”Ghostbusters” tømte han en hæveautomat for flere tusind dollar i små sedler, som han delte ud til de hjemløse i New Yorks gader, og for nogle år siden fik en gruppe norske udvekslingsstuderende deres livs overraskelse, da stjernen under en golfturnering i Skotland stak hovedet inden for til de unge menneskers fest – og endte med at tage opvasken.



ANMELDELSE:
The Royal Tenenbaums – en familie af sorte får
(Wes Anderson, 2001)
Brian Iskov i TJECK Magazine, april 2002 
Gener og genier hører sammen hos familien Tenenbaum. Desværre vokser husets tre vidunderbørn – en finanshaj, en forfatter og en tennisstjerne – op til at blive seriøst forkvaklede knude-mennesker. Og hvis skyld er det? Alle peger på faderen Royal (Gene Hackman), en taktløs snøbel, som nu prøver at møve sig ind i familien igen efter mange års fravær.

Det ironiske tonefald kunne nemt have været en tand for selvbevidst smart, men instruktøren Wes Anderson holder klart af sine snurrige særlinge. Med lidt stille vemod som ekstra krydderi bliver ”The Royal Tenenbaums” en lille triumf af skæv humor, spøjse detaljer og - ikke mindst - smagløs tøjsmag.

Måske rummer den ikke helt så meget hjerte som ”Rushmore”, Andersons forrige filmperle. Til gengæld er familien Tenenbaum genialt rollebesat, med uforlignelige Hackman som farmand for Gwyneth Paltrow, Ben Stiller og Luke Wilson. En sand original, med alt hvad det indebærer af charmerende knaster.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar