onsdag den 29. september 2010

"Wall Street": Brie møder Oliver Stone

Oliver Stone træder vande med torsdagens biopremiere "Wall Street: Money Never Sleeps", en noget uformelig opfølger til hans egen "Wall Street" fra 1987. Michael Douglas' Oscarbelønnede præstation som børsens barskeste bisse, Gordon Gekko, kan i øvrigt genopleves på TV 2 fredag kl. 23.25 (med reprise søndag kl. 15.50).



Jeg mødte Oliver Stone i New York i 2006, hvor den iltre instruktør virkede tydeligt træt af sit image som Hollywoods evige urostifter. På spørgsmålet om, hvad han mente var den største misforståelse om ham, svarede han veloplagt:

– Hvor synes du, vi skal starte?

INTERVIEW MED OLIVER STONE (uddrag)
Ikke flere sammensværgelser!
Brian Iskov i TJECK, september 2006

”Velkommen til Oliver Stoneland, hvor jeg vil guide dig gennem virkeligheden – min virkelighed. I min forlystelsespark lægger du ikke realiteterne bag dig – du konfronterer dem. For her i Oliver Stoneland sår vi tvivl om autoriteterne.”

Citatet stammer fra en tv-sketch fra 1991, hvor en ung Ben Stiller tager tykt gas på det offentlige billede af Oliver Stone som et paranoidt brushoved, der smører konspirationshysteriet ud over biograflærredet med den bredest tænkelige pensel.

På det tidspunkt havde Oliver Stone netop pisket en stemning op i USA med ”JFK”, der propaganderede for, at mordet på en af århundredets mest populære præsidenter skete som et led i en omfattende sammensværgelse. Stones film fik høvl for at blande historiske begivenheder med ublu spekulation, så ingen længere kunne skelne ret fra vrang, men ”JFK” blev samtidig et kæmpe hit, som fik den amerikanske menigmand til at interessere sig for historiske og politiske forhold – og dermed var Stones mission med filmen fuldbragt.

Oliver Stone i Cannes 2010 – photo credit Brian Iskov

Siden blev hans seriemordersatire ”Natural Born Killers” (1994) kædet sammen med mindst 14 mord, hvor gerningsmændene bagefter havde citeret Stones film som deres store inspirationskilde. Hans delvist fiktive portræt af præsident Nixon påkaldte sig den tidligere udenrigsminister Henry Kissingers vrede, og de to beundrende dokumentarfilm, Oliver Stone har lavet om Fidel Castro, Cubas kommunistiske leder, har heller ikke ligefrem sat instruktøren på bedre fod med sine landsmænd.

Med ”World Trade Center” (2006) forsøgte en ydmyg Stone at gøre bod, efter eposet om krigerkongen ”Alexander” (2004) floppede stort i USA.
Filmen om tvillingetårnenes fald betrådte midten af vejen med så forsigtige kattepoter, at selv den magtfulde flanke af religiøse konservative i USA måtte bøje sig i patriotisk andagt. Alligevel udelod tv-reklamerne for filmen Oliver Stones navn, hvilket vidner om, at fordomme kan være svære at få has på.

Tingenes tilstand
– Om ”JFK” sagde man, at jeg havde fabrikeret et stykke historie, der hjernevaskede teenagere til at tro, at John F. Kennedy blev myrdet af nogle-og-halvtreds organisationer, drengespejderne inklusive, og Lyndon B. Johnson (Kennedys vicepræsident og efterfølger, red.) var en af de implicerede. Det er sgu da en fornærmelse over for filmen, der er langt mere kompleks og intelligent end som så. Men påstanden bliver gentaget, samlet op og givet videre i en uendelighed, indtil den bliver til sandhed. Hvad skal man stille op, sukker Oliver Stone og benytter lejligheden til at harcelere mod det ærkekonservative højre i USA.

– Deres taktik er at opfinde et problem og sige ”Det her er problemet”, hvorefter de går til angreb. De gjorde det også mod Gore og Clinton, og takket være højrefløjen har jeg fået ry for at se sammensværgelser over alt. Men hvor mange film har jeg lavet om konspirationsteorier? ”JFK”, en lille flig af ”Nixon” og en del af ”Alexander”, hvilket er historisk velfunderet. Så det er tre film ud af seksten. Det gør mig ikke til en konspirationsteoretiker, fastslår Stone, der heller ikke vil kaldes en politisk instruktør. Han er hurtig til at påpege, at han siden debuten i 1973 har instrueret både gysere, krigsfilm, satirer, sportsdramaer, krimier og finansthrillere.

– Når jeg ikke laver film, bliver jeg tit spurgt om min mening som privatperson, og måske siger jeg for meget eller råber for højt, men jeg er borger og har ret til at blive hørt. Hvorfor skulle jeg holde mund, bare fordi jeg er en såkaldt kendt person, siger han og konstaterer, at selvcensuren i USA har været ”forfærdelig” siden tragedien i 2001.
– Der er sket så meget i de sidste fem år, og ikke til det bedre. Mere død, mere krig, mere terror. Og hvad ellers … nå jo, det forfatningsmæssige sammenbrud i USA, udbryder Stone med et diabolsk glimt i øjet.

– Når man er befængt med en sådan cancer, må man hellere se at skrubbe til lægen og finde ud af, hvad man kan gøre ved det, siger han og sammenligner situationen med en voldtægt: På et tidspunkt bliver offeret nødt til at gå til psykiater og konfrontere den ubehagelige oplevelse, så livet kan gå videre.

Oliver Stone instruerer Stephen Dorff i "World Trade Center" (2006)

Duft til blomsterne
På nært hold er Oliver Stone en robust, karismatisk mand, der udstråler noget af det samme lidenskabelige engagement, som pøser benzin på bålet i hans film. Ikke overraskende er han godt skåret for tungebåndet, og hans hurtige, grundige respons vidner om et stort intellektuelt nærvær.

Samtidig skinner det igennem, at omverdenens evige kritik af hans film og synspunkter har sat sine spor. Stone indrømmer, at han nogle gange føler sig som en håndsky hund, der har fået for mange rap over snuden med søndagsavisen, og desuden turde han ikke tackle historien om ”World Trade Center” ud fra en politisk vinkel, fordi han endnu ikke forstod baggrunden godt nok.

– Konsekvenserne fra 2001 er så enorme, at det tager tid at bearbejde dem, og jeg tror desværre, at vi stadig har det værste til gode. Det udvikler sig hver eneste uge, siger Stone, der brugte 18 år på at fordøje Vietnam-krigen, før han lod sine oplevelser danne basis for gennembruddet ”Platoon” (1986).

Oliver Stones største ønske er, at hans film kan hjælpe verden til at lære af sine fejltagelser. Men håbet er spinkelt.
– Film er som skrøbelige blomster. Vi giver dem ud, og nogle folk dufter til dem – andre gør ikke, siger han og illustrerer sit eksempel med et skuldertræk:
– Jeg har lavet tre antikrigsfilm om Vietnam, og alligevel endte vi med at invadere Irak.

> Læs også mit interview med Nicolas Cage om "World Trade Center"

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar