onsdag den 23. maj 2012

Filmanmeldelse: "Stormfulde højder" (2011)

På sidste års filmfestival i Venedig (2011) gik Osella-prisen for bedste fotografering til irske Robbie Ryan, der skaber mirakler med sit HD-kamera i instruktøren Andrea Arnolds version af "Stormfulde højder" (Wuthering Heights).

De håndholdte billeders dogmeagtige umiddelbarhed trækker kostumedramaet sprællende ind i nuet. Imens spøger Terrence Malick i den stofligt sansende registrering af flora og fauna i Yorkshires trøstesløse stenmarker.



De mange nærstudier af insekter, får, døde fugle, tidsler og tornblad, som Ryan indrammer i klaustrofobisk 1:1.33-beskæring, fremhæver råheden og elementernes tumult i det utæmmede landskab. Æstetikken blotlægger samtidig den understrøm af primitivitet og ondskab, som gennemsyrer stedsøskendeparret Cathy og Heathcliffs forskruede passioner i Emily Brontës romanforlæg (udg. 1847).

"Stormfulde højder" er tidligere filmatiseret, endog seværdigt, som klassisk melodrama af William Wyler og Robert Fuest, mens Jacques Rivette, Luis Buñuel og Kiju Yoshida har omplantet den nordengelske amour fou til hhv. Frankrigs provins, det katolske Mexico og feudaltidens Japan.


Robert Fuests version med Timothy Dalton (1970) - 1/8

Som de fleste af sine forgængere trækker Andrea Arnold ("Fish Tank") stikket ud efter de første 17 kapitler af bogen. Det er så også det eneste punkt, hvor den britiske instruktør følger konventionerne. Ved at definere tekstens »mørke« Heathcliff som afro-caribisk hittebarn flytter hun et lod fra klasseskellets vægtskål over på racismens.

Endvidere skræller Andrea Arnold alle udenomsværker bort, så kun det afpillede skelet står tilbage. Fraværet af musik og dialog dominerer det uhyggeligt tyste lydspor, hvor kun enlige hunde glammer op imod den skærende vind.

Kaya Scodelario i Andrea Arnolds "Stormfulde højder" (2011)
Det vovede eksperiment lykkes halvvejs, al den stund at ingen tidligere versioner har formået at indfange hårdheden i Brontës historie med samme eftertryk. Desværre modarbejder Andrea Arnold sin egen idé ved at insistere på amatørskuespillere i flere af de bærende roller.

Særlig James Howson, den voksne Heathcliff, er så fattig på udtryk og karisma, at figurens altopslugende lidenskab forbliver et ærgerligt uvedkommende postulat. Det følelsesmæssige tomrum slår hul i Andrea Arnolds vision og får hendes trodsige stræben efter anti-dramatik til at tage sig næsten pervers ud.


Stormfulde højder. Storbritannien 2011. Originaltitel: Wuthering Heights. Instruktion: Andrea Arnold. Spilletid: 128 minutter. Dansk biografpremiere: 24. maj 2012. Distributør: Miracle Film Distribution.

Dele af denne anmeldelse har tidligere været publiceret i Weekendavisen september 2011.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar