Samtidig fik jeg lejlighed til at møde den formidable Tilda Swinton, som løftede sløret for de tanker, hun havde gjort sig om sin rolle i "Michael Clayton". Bortset fra et enkelt citat i Børsen har interviewet aldrig været publiceret, til trods for at Swinton året efter vandt en Oscar for netop denne rolle. Dette interview er derfor eksklusivt for BRIES BLOG-O-RAMA!
INTERVIEW:
Tilda Swinton om "Michael Clayton"
Brian Iskov, sept. 2007 – eksklusivt for Bries Blog-O-Rama
Ved "Michael Clayton"s verdenspremiere på Venedig-festivalen i 2007 lignede Tilda Swinton som altid et væsen fra en fortryllet anden verden, hvor gennemsigtig hud, rødt hår og blågrønne øjne er den vedtagne norm for skønhed. Derfor føltes det også "totalt eksotisk" for Swinton at spille rollen som den anonyme brunette Karen Crowder, der kunne falde i ét med tapetet i et hvilket som helst amerikansk kontorlandskab.
"Jeg venter bare på, at filmen kommer ud i Amerika, så pressen kan skrive: »Endelig ser Tilda Swinton fantastisk ud. Hun ligner ikke en freak!«" siger Swinton og griner hjerteligt.
Karens udseende var ikke defineret i manuskriptet, men Tilda Swinton greb chancen til at arbejde med en mere naturalistisk palet, end hun plejer.
"Karen føler sig utilpas i sin krop og i sit tøj. Hun har den forkerte makeup til hendes teint, den forkerte hårfarve; det hele er lidt skudt forbi. Jeg ser hende som en middelmådig skuespiller, der er fejlbesat i rollen. Eller som firmaets soldat, der trækker i en uniform, som ikke passer hende."
Allerede da hun læste Tony Gilroys manuskript til "Michael Clayton", bemærkede Tilda Swinton, at hendes rolle snildt kunne være udfyldt af en mand.
"Jeg spurgte Tony, hvorfor han havde valgt at skrive rollen til en kvinde, og han havde ikke rigtig noget svar på rede hånd. Jeg kom frem til, at hendes køn lægger et ekstra lag af pres på hende. Karen prøver desperat at imponere sin chef, og hun har lagt hele sin stolthed i at lukke den her sag og bevise sit værd som kvinde i forretningsverdenen. Derfor kan hun ikke indrømme, at hun er på dybt vand. Og hun kan ikke spørge sin chef om hjælp, selv om hun burde gøre det. Det sidste, hun ønsker, er at blive afsløret som en bluff. Hun er næsten afhængig af forestillingen om at lægge sine naturlige instinkter fra sig, og det er på en måde, hvad hele hendes fag går ud på. At lyve."
 |
| George Clooney i "Michael Clayton" (2007) | Pr-foto: SF Film/Filmcompagniet |
Anmeldelse: MICHAEL CLAYTON (2007)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 7. september 2007
1970’er-snittets renæssance i amerikansk film drives frem af en snæver, men magtfuld kreds af Hollywood-liberale med George Clooney som spydspids. Han er også en af arkitekterne bag "Michael Clayton", som blotlægger de menneskelige omkostninger i den tunge ende af erhvervsjuraen.
George Clooney spiller manden i titlen: advokatfirmaets »fikser«, som opererer bag kulisserne og fejer de løse ender ind under gulvtæppet. Tom Wilkinson leverer endnu en saftig birollepræstation som den garvede forsvarer, der efter seks års arbejde med et kollektivt søgsmål støder på et memorandum, som kan vælte hele processen. Det potente A4-ark placerer utvetydigt skylden hos hans klient – en landbrugskemisk virksomhed – og dilemmaet får Wilkinsons frønnede psyke til at folde sammen. Skyggemanden Clooney/Clayton står nu med den uønskværdige opgave at skulle redde et forlig, hvis udfald er designet til at give den skyldige part løbepas.
Bourne-filmenes manusforfatter, Tony Gilroy, debuterer overbevisende som instruktør med denne køligt intelligente thriller, der især gør sig bemærket ved at caste en kvinde, Tilda Swinton, som den store, stygge kemikalieindustris ansigt udadtil. Swinton bygger hele sin præstation op omkring private øjeblikke af den slags, som ligger nærmere på neorealismen end den gængse spændingsfilm. Minutterne før et vigtigt møde, hvor pulsen stiger og panikkens sved perler frem. Den nervøse repetition af forberedte replikker foran spejlet. Påføringen af den pansrede facade, som skjuler usikkerheden og præstationsangsten for omverdenen. Det usædvanlig nøgne og nuancerede fjendeportræt forlener Michael Claytons endelige genrejsning af moralen med en karsk ambivalens, der er typisk for outputtet fra Clooney og hans åndsfæller.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar