I 2006 tog hun hjem fra festivalen med en Sølvløve for sit portræt af dronning Elizabeth II i "The Queen" (som DR2 og DR HD viser i aften).
Jeg havde dengang fornøjelsen af at møde den britiske stjerne, da hun holdt hof i haven på Hotel des Bains, og det er ikke for lidt at sige, at hendes forrygende udstråling tog os alle med ... storm!
Hendes Majestæt Helen Mirren
Interview med Helen Mirren, "The Queen"
Brian Iskov i AOK/Berlingske Tidende (Venedig), 3. november 2006
”Har I nogensinde set Dronningens bagdel?”, spørger Helen Mirren med et uartigt plirrende blik.
En svensk journalist, der skylder ti pund til en engelsk ven, har fået den vittige idé at lade skuespillerinden sætte sit navnetræk under dronning Elizabeths portræt på pengesedlen. Mirren, der fra i dag kan ses i biograferne som selv samme dronning, griber prompte lejligheden til at vise os et trick, hun lærte ”for mange år siden”.
Hun bukker målrettet sedlens ender ind over hinanden og lader den monetære origami gå bordet rundt til stor moro for alle, inklusive hende selv. Minsandten, om man lægger monarkens strenge kontrafej i lidt andre folder end sædvanligt, fremkommer der angiveligt et fruentimmers bagparti. Et fikst lille festnummer, lige så overrumplende slagfærdigt, som det er elegant turneret, og som sådan kendetegnende for Helen Mirrens besnærende komplekse udstråling.
AOK MØDER SKUESPILLERINDEN til filmfestivalen i Venedig, hvor den yderst velholdte 61-årige charmerer pressens herrer med en afvæbnende ligefremhed, der spiller virkningsfuldt op imod hendes svalt aristokratiske aura. På samme måde står Mirrens formfuldendte teaterdiktion i spøjs kontrast til den tatovering, der titter op fra håndleddet som et diskret levn fra dengang, »kun sømænd og Hell's Angels« lagde sig under nålen.
Titlerne i filmografien vidner ligeledes om en uforfærdet kunstnersjæl, der aldrig er stukket op for bollemælk. Alligevel var Helen Mirren efter eget udsagn frygtelig nervøs over at skulle portrættere Storbritanniens royale overhoved i Stephen Frears' »The Queen«. Hun vidste instinktivt, at hvert eneste skridt ville blive gransket nidkært af den britiske offentlighed, som ifølge Mirren nærer et »lettere skizofrent, men utrolig intenst« forhold til deres kongehus.
»I starten var jeg meget usikker på rollen, men så tænkte jeg: Hvorfor ikke kigge på portrætmalerier af dronningen? Hun har altid været meget large med at lade sig portrættere og blander sig aldrig i processen, end ikke i de mest radikale og udskældte tilfælde. Det fik mig til at indse, at min version af hende blot var endnu en fortolkning, ligesom hvert eneste maleri er udtryk for den enkelte kunstners opfattelse. Det frigjorde mig,« fortæller Helen Mirren, der få dage efter interviewet modtog den første, men næppe den sidste, pris for sin præstation som Elizabeth II i »The Queen«.
Selv er Helen Mirren opvokset i en familie af overbeviste anti-monarkister. Hendes forældre var glødende socialister og meget oprørte over klassedelingen i det britiske samfund, men deres kritik gik altid på kongehuset som institution, aldrig på personerne i tronsædet. Den unge Helen Mirren annekterede ganske naturligt forældrenes synspunkter og tillagde sig en »Sex Pistols-agtig« attitude overfor de kongelige og alt deres væsen (»selv da Prinsesse Diana døde, syntes jeg bare, de var irriterende, og at de kunne rende og hoppe,« fortæller hun).
Arbejdet med »The Queen« tvang imidlertid Helen Mirren til at reevaluere sit syn på monarkiets spillere og i særdeleshed Elizabeth II.
»For mig var hun lidt som Big Ben: Et ikon så velkendt, at man ville kunne tegne det med bind for øjnene. Men efter at have fordybet mig i detaljerne omkring hendes psykologi må jeg sige, at jeg - som mange andre republikanere - forelskede mig lidt i Dronningen som person,« indrømmer Helen Mirren.
SKUESPILLERINDEN BLEV adlet af prins Charles for tre år siden – hun er nu Dame, svarende til det mandlige Sir – men dronning Elizabeth har hun endnu kun mødt én gang. Det varede omtrent tyve sekunder og foregik under en polokamp, hvor hun og andre udvalgte kendisser var inviteret til audiens.
»Jeg og Chloë Sevigny – sikken et par, i øvrigt! – fik foretræde for dronningen i teltet, hvor hun sad og drak te. Jeg præsenterede os: »Ma'm, dette er Chloë Sevigny, som er kommet helt fra Californien for at møde Dem. Og jeg er Helen Mirren, jeg er kommet helt fra Battersea,« hvilket var lige rundt om hjørnet. Min lille vits,« siger Mirren og ler på nøjagtig den måde, man forventer af hende: Hjerteligt og forfinet på samme tid.
Dronningen viste sig at besidde en veludviklet sans for knastør ironi, og Mirren fremhæver kløgtigt regentens drilske side i begyndelsen af »The Queen«, før Dianas tragiske død sætter handlingen i skred. Resten af detaljerne i portrættet har Mirren enten måttet gætte sig til eller udlede af de officielle biografier, for Elizabeth II giver aldrig interview.
Trods mange års massiv eksponering af familien på Buckingham Palace forbliver dronningens privatliv en lukket bog, og med tanke på vores udadvendte Margrethe II og de danske partyprinser kan det synes svært at forstå, at de millioner af undersåtter, der hver dag lader tungen løbe op og ned af monarkens nakke på det britiske postvæsens frimærker, faktisk ved forsvindende lidt om hendes person.
Helen Mirren erkender paradokset:
»I en ideel verden vil vores monarki bevæge sig mere i retning af de danske og svenske, og jeg tror, det kommer, når Charles bliver konge. På den anden side er det også en slags triumf, at det er lykkedes vores regenter at være så velkendte og dog så private, når man tænker på tidens tendens til psykologisk sæbeopera, snagende presse og udkrængede følelser. Dronningen og hendes generation har holdt sig helt ude af det cirkus. Ikke fordi det ikke rager folket, hvordan de royale har det; jeg tror bare, de opfatter det som uhøfligt og selvsmagende at trække deres personlige traumer ned over andre mennesker. Det er ikke deres funktion. Deres job er at være disciplinerede, ansvarlige og pligtopfyldende.«
HELEN MIRREN FANDT yderligere nøgler til dronningens psykologi i hendes let løftede blik og den stoiske ro, hvormed monarken svæver over vandene.
»Den måde, hun iagttager verden på gennem sine øjne, minder mig om en sømand, der ser ud ad et koøje på et skib eller en ubåd. Helt nøgternt bevarer hun det kolde overblik og lader ligesom tingene ske omkring sig. Hun er fuldstændig afklaret med sin egen rolle.«
Som man vil se i »The Queen«, finder Helen Mirren ind til en særdeles troværdig kerne af overlegent stenansigt i sit portræt af Elizabeth II. Allerede under optagelserne mærkede skuespillerinden, at hun havde fat i noget af det rigtige: Hver gang hun kom anstigende i monarkens klæder, lagde en andægtig stilhed sig over filmsettet.
»Selv min assistent blev helt befippet, når jeg kiggede hende i øjnene som dronningen. Det blev for intimiderende for hende,« klukker Helen Mirren, der heller ikke selv kunne sige sig fri for at føle sig en smule forvirret.
Endnu engang sætter hun i en perlende latter, da hun beretter om eftervirkningerne af sin royale periode:
»Når jeg ser et billede af dronning Elizabeth nu, udbryder jeg: »Dér er jeg jo! Hvad laver jeg så i dag? Aha, jeg indvier et hospital!!««
ANMELDELSE:
The Queen (2006, Stephen Frears)
Brian Iskov i GEAR, februar 2007
Diana er død! Briternes landesorg vokser til et oprør, da nyheden om prinsessens tragiske endeligt mødes med rungende tavshed hos Elizabeth II, der aldrig har brudt sig om, endsige forstået, sin svigerdatter. Det er op til den nyindsatte Tony Blair at gyde olie på vandene ved at smoothtalke regenten ud fra sit skjul.
Stephen Frears’ udsøgte komediedrama skildrer vittigt mødet mellem den hvalpede premierminister og landets myndige moderskikkelse, for hvem unge Blair blot er ”nr. 10 i rækken”. Helen Mirrens kombination af drilsk sarkasme og stoisk stenansigt er ganske mageløs – hvis hun ikke har indkasseret en Oscar, når du læser disse linjer, står verden ikke længere! [Note: Hun fik Oscaren. /B.I.]
Ingen kommentarer:
Send en kommentar