Men samtidig virker filmens historie både overbroderet og underudviklet, og en stor del af forgængerens utvungne charme går tabt i anstrengelserne for at indfri publikums opskruede forventninger. Derfor mister dagens premiere en stjerne i forhold til den første "Iron Man", som jeg i sin tid belønnede med fire GEAR-knopper (i GEAR #58).
> Traileren til "Iron Man 2" (eksternt link)
De finere detaljer vil jeg overlade til min ærede kollega Casper Christensen alias Filmnørden, thi han har allerede formuleret de eksakt samme tanker, som jeg havde i mit hovede efter pressevisningen i tirsdags.
For eksempel kan jeg kun helhjertet tilslutte mig hr. Nørdens betragtninger om filmens toer-typiske tendens til supersizing - alt for meget plot, med for mange figurer i spil - og jeg må desværre også sekundere, at Scarlett Johanssons dobbeltrolle som Natalie Rushman/Black Widow er rent fyld, om end af den allermest bestikkende art. Hverken stramme business-nederdele eller tætsluttende læderheldragter har nogensinde siddet smukkere.
> Filmnørdens anmeldelse af "Iron Man 2" (eksternt link)
Nørden antyder desuden, at det snarere er de, øhhh, æstetiske kvaliteter ved vor kære Scarlett end hendes påståede skuespilevner, der har trukket læsset, efter hun storcharmede os og Bill Murray i "Lost in Translation". Og igen må jeg erklære mig enig.
Muligvis kan denne (for)dom være lettere farvet af, at min drømmedate med Scarlett Johansson - da den endelig gik i opfyldelse på Venedig-festivalen i 2004 - endte som det mest intetsigende, antiklimaktiske bunkepul, jeg hidtil har oplevet i min karriere som filmreporter.
Et dusin journalister af blandet køn fik allernådigst tildelt 16 ½ minut i gruppeaudiens hos den uklædeligt oversminkede Starlett. Under så håbløse vilkår må både pressens folk og "the talent" (pr-speak for "stjernen") virkelig stramme sig an for at få andet end floskler i nettet. Men alle spørgsmålene var dødssyge, og frøken Johansson havde lige så lidt at bidrage med.
Derfor var jeg tvunget til at lægge en kreativ vinkel på min lovede artikel til TJECK, hvis ikke bladets teenagelæsere skulle falde i søvn over skolebordet efter de første fem linjer. Jeg synes egentlig, jeg fik løst udfordringen ganske fint - men bedøm selv:
SCARLETT OG DE FEM HØNS
Interview med Scarlett Johansson
Brian Iskov i TJECK Magazine, juli 2005
Er Scarlett Johansson virkelig kun til ældre mænd? TJECK mødte stjernen fra ”A Love Song for Bobby Long” i Venedig
Los Angeles, 28. februar 2004. Op ad den røde løber glider en smaragdgrøn drøm af en kjole. Satinen smyger sig perfekt om Scarlett Johanssons bløde kurver. Hendes øjne funkler, og læberne smælder af rødt. Da nattens Oscar-fest er overstået, begynder rygterne at svirre: Var det ikke Scarlett, der delte hotellets elevator med skuespilleren Benicio Del Toro? Hvad lavede de derinde så længe?
Venedig, 9. september 2004. Scarlett er omringet. 11 journalister fra hele Europa sidder ved stjernens bord for at stille de sædvanlige, fantasiløse spørgsmål. Hvordan vælger hun sine roller? Det kommer an på instruktøren og manuskriptet. Jo, hun vil gerne selv instruere engang i fremtiden. Ja, hun er stadig med i den længe udskudte ”Mission: Impossible 3”.
Med så mange om buddet opgiver TJECK hurtigt at grave i hendes danske baggrund (hun har en dansk far, der hedder Karsten). I stedet for bruger bladets udsendte tiden på at iagttage den snakkende teenagepige fra New York. Hun virker rolig, afbalanceret og håndterer masseinterviewet præcis så selvsikkert, som man nu gør, når man er 19 og har været i branchen halvdelen af sit liv. Stemmen er dyb og rustfarvet, hendes kjole turkis. Hun har lidt mere makeup på end nødvendigt.
Flashback til Hollywood, juni 2004. Damebladet Elle nævner Del Toro i Scarletts påhør.
– Ja, vi har åbenbart snavet eller haft sex i elevatoren. Jeg synes nu ikke, det lyder særlig hygiejnisk, fniser Scarlett ubekymret. Hun ved endnu ikke, at fjeren bliver til fem høns, da bladet rammer kioskerne, og pludselig er Scarlett stemplet som Hollywoods hotte teenagebabe, der sluger ældre mænd på stribe. Det hører med til historien, at Benicio Del Toro er 38 og næsten dobbelt så gammel som Scarlett.
Men det var jo også hende, som gav Billy Bob Thornton et blæs i pomfritten i ”The Man Who Wasn’t There”! Og hun snoede Bill Murray om sin lillefinger i ”Lost in Translation”, så efterhånden tror flere og flere på, at den er god nok. At Scarlett kun vil have mænd over 30.
Denne måneds film [juli 2005], sydstatsmelodramaet ”A Love Song for Bobby Long”, teamer hende med 50-årige John Travolta, som (gudskelov!) skal forestille at være hendes far. I Venedig fortæller hun os, at hendes medspiller er helt fantastisk, en rigtig dejlig fyr. Imens sidder de mandlige journalister ved bordet sikkert og tænker på Del Toro og natten efter Oscar-uddelingen. Ingen tør spørge, om rygtet taler sandt. Men mon ikke de håber det.
"A Love Song For Bobby Long" (2004, © Scanbox Entertainment)
Tre måneder senere brister illusionen.
– Jeg har fundet ud af, at det er farligt at være sarkastisk, for jeg bliver altid misforstået, siger Scarlett i et interview kort før jul og giver dermed dødsstødet til den sejlivede myte om hendes elevatoraffære samt hangen til faderskikkelser.
- Når jeg læser om mig selv, tænker jeg altid: ”Wow. Hun lyder som en rigtig frækkert”. Men mange af de mænd, jeg forbindes med i pressen, har jeg aldrig mødt.
Februar 2005. Scarlett er tilbage i Hollywood og sukker dybt. – Jeg ved ikke, hvorfor unge mænd ikke længere gider at snakke med mig, udtaler den nu 20-årige skuespiller til bladet Esquire.
– Siden de der rygter begyndte at cirkulere, er det kun halvskaldede fyre med ølmaver, som lægger an på mig. Nu siger jeg det rent ud: Unge mænd er velkomne til at prøve at forføre mig.
Og dén lader vi så stå et øjeblik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar