Siden "La La Land" fejede benene væk under festivalpublikummet i Venedig og Toronto for et halvt år siden, har filmen samlet 14 oscarnomineringer, 7 Golden Globes og en bunke andre priser op på vejen hertil.
I dag når "La La Land" langt om længe de danske biografer. Jeg så den første gang i Toronto, og mine to efterfølgende gensyn på stort lærred har kun gjort mig mere smaskforelsket i Damien Chazelles brusende ode til drømme, jazz, romantik og gammeldags Hollywood-filmmagi.
“La La Land” hylder 1950'ernes luksuriøse MGM-musicaler, men bryder genren gennem den franske nybølges prisme, så man mærker et stik af knuste drømme under de overdådige primærfarver.
Store dele af filmen er optaget i lange, uklippede indstillinger med Steadicam og/eller kamerakraner. Det gælder også de koreograferede sang- og danseoptrin, som Ryan Gosling og Emma Stone øvede i tre måneder, inden optagelserne gik i gang.
”Damiens kærlighed til film og biografoplevelsen er smittende. Han taler meget om at ville lave film, som man har lyst til at se på det store lærred med et publikum.”
- Ryan Gosling om Damien Chazelle på TIFF 2016
Jeg var så heldig at få interview på Toronto Film Festival i september 2016 med instruktøren og forfatteren bag ”La La Land”, Damien Chazelle, samt begge filmens hovedrolleskuespillere, Emma Stone (Mia) og Ryan Gosling (Sebastian).
Alle tre er nominerede til oscarpriser for deres indsats, og Chazelle og Stone er i skrivende stund storfavoritter for hhv. bedste instruktion og kvindelige hovedrolle. Hvis Damien Chazelle vinder, bliver han som 32-årig den yngste oscarmodtager nogensinde i instruktørkategorien. Jeg kommenterer traditionen tro hele oscaruddelingen live sammen med Filmnørdens Hjørne, når showet afvikles natten til mandag 28. februar dansk tid.
Vi hører sjældent om dem, men de findes derude – de kvindelige filmkomponister. Bries Blog-O-Rama mødte nogle af dem på sidste års Toronto Film Festival. Her er det første interview i serien (på engelsk).
Canadiske Lesley Barber har senest komponeret underlægningsmusik til Kenneth Lonergans drama ”Manchester by the Sea”, som havde dansk biografpremiere torsdag 19. januar.
Selvom "Manchester by the Sea" ligger lunt i svinget til årets oscarnomineringer, er Lesley Barbers musik ikke med i opløbet. Det Amerikanske Filmakademi valgte at diskvalificere lydsporet, fordi det indeholder flere eksisterende stykker klassisk musik, der anvendes på linje med Barbers nykomponerede cues. (Diskvalificeringen skete, efter at det nedenstående interview fandt sted.)
Lesley Barber har tidligere skrevet musik til bl.a. Kenneth Lonergans ”You Can Count on Me” (2001), Mary Harrons ”The Moth Diaries” (2011) og Patricia Rozemas ”Mansfield Park” (1999). Uddrag fra mange af Lesley Barbers scores kan høres på hendes hjemmeside, lesleybarber.com.
FOR FOREIGN READERS: Canadian film composer Lesley Barber has written the music score for Kenneth Lonergan's recent Oscar contender "Manchester by the Sea" (2016) as well as Lonergan's "You Can Count on Me" (2001). Other works include Mary Harron's "The Moth Diaries" (2011) and Patricia Rozema's "Mansfield Park" (1999).
The following interview with Lesley Barber took place at Toronto Film Festival 2016, before Barber's score for "Manchester by the Sea" was deemed ineligible for Academy Award consideration by the Academy of Motion Picture Arts and Sciences (AMPAS).
På få år har det lille Viborg-firma Nørlum opnået international succes ved at levere håndtegnet animation til kvalitetstegnefilm, der vil andet og mere end sælge legetøj. Selskabet har en stor andel i den biografaktuelle "Sangen fra havet", som har chancen for at vinde en Oscar søndag nat.
Rygterne om den håndlavede tegnefilms bortgang har vist sig at være stærkt overdrevne.
Disney producerer ikke længere 2D-tegnefilm i spillefilmslængde, men heldigvis holder andre selskaber liv i det gode, gammeldags animationshåndværk. Hele to af de nominerede bidrag i dette års oscarkategori ”bedste animerede spillefilm” er således tegnet i hånden, men bærer ellers hver deres distinkte udtryk.
Den ene af de oscarnominerede tegnefilm er ”Sangen fra havet” (Song of the Sea) af Tomm Moore. Filmen, der får dansk biografpremiere i dag, er produceret af irske Cartoon Saloon, men delvist animeret i Viborg i Danmark.
(Den anden oscarnominerede 2D-tegnefilm, Isao Takahatas ”Fortællingen om prinsesse Kaguya” fra det hæderkronede japanske Studio Ghibli, følger i juni. Du kan høre mere om begge film i oscar-opvarmningspodcasten fra Filmnørdens Hjørne.)
Med den gribende, poetiske og grafisk smukke 'Sangen fra havet' er det viborgensiske animationsfirma Nørlum med til at bevise, at man sagtens kan fortælle vedkommende historier som klassisk, fuldanimeret tegnefilm i 2015.
Nørlum har produceret hele 36 minutters animation til den 93 minutter lange film. I spidsbelastede perioder sad der 22 tegnere og arbejdede på filmen i Nørlums lokaler i Viborg. Resten af filmens scener blev fordelt ud på fire andre animationsstudier i Irland, Luxemburg, Belgien og Frankrig.
»Oscarnomineringen til 'Sangen fra havet' bekræfter os i, at vi i Nørlum gør tingene på den rigtige måde, og at vi har fundet en troværdig formel på at producere kvalitet,« siger Frederik Villumsen, der er administrerende direktør i Nørlum.
Frederik Villumsen er en af de to ildsjæle, som grundlagde Nørlum i marts 2010. Dengang var Villumsen 25 og nylig dimitteret fra The Animation Workshop. Han havde oprindelig søgt ind på den jyske animationsskole, fordi han drømte om at gøre tegneriet til sit levebrød. Karriereplanen? At gå efter guldet og blive animator hos Disney i USA. Et selvstudium på uddannelsens tredje år fik ham på nye tanker.
»Jeg fandt ud af, at det var vigtigere for mig at arbejde på ambitiøse prestigeprojekter og fortælle fine historier, der ikke var pakket ind i salgbart merchandise,« formulerer Frederik Villumsen det i dag.
Figurskitse til "Sangen fra Havet" tegnet af Frederik Villumsen
Alle scenerne i "Sangen fra havet" er animeret ved ”digital håndtegning” på Wacom Cintiq-tegneplader. Den digitale pen overfører animatorens streger direkte til computeren. »Det føles meget som at arbejde med blyant på papir,« siger Frederik Villumsen.
Frederik Villumsens position som daglig kreativ leder af Nørlum giver ham ikke megen tid til selv at sidde ved det digitale tegnebræt. Kun ganske få scener i "Sangen fra havet" er animeret af ham personligt. »Mit job var primært at føre filmens vision igennem i Danmark samt at hjælpe animatorerne med at tegne de forskellige figurer rigtigt,« fortæller han.
Produktionsartwork fra "Longway North" | c Nørlum
Nørlum har senest bidraget med 36 minutters animation, præcis halvdelen af spilletiden, til den kommende fransk-danske tegnefilm "Longway North". De danske animatorer nåede i mål én dag før deadline og inden for budgettet, begge dele til Nørlum-chefen Frederik Villumsens udelte stolthed. »Professionalisme er supervigtigt for et godt ry i branchen,« understreger han. »Vi skal holde, hvad vi lover.«
De næste tre år handler for Nørlum om at smede firmaets fremtid og udnytte det aktuelle momentum. Selskabet har allerede sat deres første, egenudviklede spillefilm i søen. "Aether" (Æter, red.) lyder arbejdstitlen på projektet, der har den canadiske instruktør Jericca Cleland tilknyttet. Men filmen bliver ikke nødvendigvis animeret i hånden.
»Vi har ikke lagt os fast på kun at lave 2D-tegnefilm. Den form, vi vælger, afhænger helt af, hvilket udtryk der passer bedst til den historie, vi vil fortælle. Så selv om det er et privilegium at få lov til at lave håndtegnede spillefilm, ser vi ikke os selv som fanebærere for en uddøende kunstart,« understreger Frederik Villumsen.
Som en bonus for animationsnørder kan det nævnes, at Nørlum-chefens personlige forbillede inden for faget er Milt Kahl. Han var en af Disney-studiets legendariske ”nine old men”, dvs. den kernegruppe af chefanimatorer, som arbejdede på alle studiets film fra ”Snehvide og de syv dværge” i 1937 til ”Bernard og Bianca” i 1977, og som i vid udstrækning er artitekterne bag den særlige, skoledannende Disney-animationsstil.
”Milt Kahls animation er mindre blid end f.eks. Frank Thomas og Ollie Johnstons,” forklarer Frederik Villumsen. ”Men hans skitsetegninger havde så meget liv, og han var superprofessionel i den måde, han brugte sin teknik til at skabe imponerende skuespil. Det var det samme, som drev mig, da jeg læste på The Animation Workshop: At man ikke går på kompromis med selve tegningen, selvom det betyder, at man skal lave meget mere arbejde.”
Blandt Milt Kahls mest berømte animationspræstationer er Pinocchio i filmen af samme navn (1940), Shere Khan fra ”Junglebogen” (1967), sheriffen fra Nottingham i ”Robin Hood” (1973) og Medusa fra ”Bernard og Bianca” (1977).
"Sangen fra havet" har dansk biografpremiere over hele landet i dag.
> Mit fulde interview med Frederik Villumsen fra Nørlum kan læses i Politiken FILM i dag, torsdag 19. februar 2015.
> Den 87. Oscaruddeling finder sted natten til mandag (dansk tid) og transmitteres direkte på TV 2. Filmnørdens Hjørne (i samarbejde med Bries Blog-O-Rama) streamer livekommentarer under hele Oscarshowet natten til mandag 23. februar. Lyt med på http://mixlr.com/filmnørdens-hjørne
Grundlagt i marts 2010 af Frederik Villumsen og Jeanette Nørgaard. Firmanavnet er en sammensmeltning af navnene Nørgaard og Villumsen. I dag udgøres Nørlum af Villumsen (adm. direktør og partner) og Claus Toksvig Kjær (producer og partner).
Nørlum har leveret animation til de håndtegnede spillefilm 'Sangen fra havet' (en irsk-belgisk-fransk-dansk-luxemburgsk samproduktion) og den fransk-dansk finansierede 'Longway North', som får verdenspremiere senere i år.
Nørlum planlægger pt. sin første egenproducerede animationsfilm, 'Aether', med forventet biografpremiere i 2018.
Under banneret Team Generous producerer Nørlum hvert år en kort tegnefilm pro bono til velgørende formål. I år er modtageren Børnefonden. Se mere på www.teamgenerous.com
As all of you have probably heard by now, the visual effects (or VFX) industry is in dire straits.
The digital artists behind the visual effects magic in blockbuster films such as "Life of Pi" are continuously overworked and underpaid, as the six big Hollywood studios want more and more effects done, but cheaper and faster. This unhealthy business model is now threatening to drive the entire VFX industry into the ground.
On February 27th, I came across this cheeky photo collage created by Irish VFX artist Martin Moylan. With great visual flair and wit, Mr Moylan's picture demonstrates just how vital the Oscar-winning visual effects in Ang Lee's "Life of Pi" are to that film's success.
I shared the picture on my Blog-O-Rama Facebook page. In the course of 24 hours, Mr Moylan's striking illustration was viewed an astonishing 2,500 times.
Last week, I contacted Martin Moylan by e-mail to get his comments on the VFX industry's current situation. However, only a few of Mr Moylan's quotes made it into the piece that I wrote for Politiken's FILM section on March 7.
As a very special bonus feature exclusive to Brie's Blog-O-Rama, Mr Moylan has graciously allowed me to publish his thoughts on the VFX crisis in full. You can read Mr Moylan's piece below (Danish translation to follow soon).
EXCLUSIVELY FOR BRIE'S BLOG-O-RAMA: An insider's view of the VFX crisis by Martin Moylan
ILLUSTRATING THE PROBLEM Most of the pictures going around show an empty green screen behind an actor. The idea behind my picture was to have fun with the concept and contrast a cute puppet, the savageness of a live tiger with the beauty of the final Visual Effects. This is also to illustrate what the real alternatives to using visual effects are, and how valuable VFX is.
ROOT PROBLEMS IN BUSINESS RELATIONSHIPS
To understand what the current Visual Effects crisis is about, imagine a community of artist and sculptors who work to exhaustion and at a loss to fill an art gallery, but with the gallery owners making billions out of the exhibition.
How I see it, the root of the problems is not so much in the VFX industry itself, but rather the relationship between them and the Hollywood production companies. This comes down to carving out a business contract regarding production fees and deadlines.
However, the problems have already begun. A set deadline and fee goes to the lowest bidder, with no provision for overtime, or charging for additional VFX changes and no percentage return from the success of the film.
It is worth noting that most people working in TV and film don't have a wage, but freelance from one contract to the next. This is true of actors, directors, light riggers, carpenters etc.
Union camera crews can 'clock off' at the end of the day, but by contrast visual effects require large production teams working extensive hours, often through the night, to make the changes and deadline. All of this happens in a set budget, no residuals on profits, resulting in a loss making business, with no money left to pay the staff.
For the Hollywood production companies, this is a great deal. They have little exposure to risk, can make as many changes as they like to the originally agreed designs and keep all the profits.
The VFX industry has fantastic creative skills, are pioneers in technical achievements but desperately need a strong business voice to keep the entity stable and have the power to say 'no' when terms aren't honoured.
NEW TOOLS, NEW IDEAS
Why is all of this happening now?
Computers have revolutionized what can be achieved, but remember, the sharpest chisel is a blunt tool, if its not in the hand of a talented sculptor. Likewise, computers still require talented artists behind them to create amazing scenes.
The expectation of visual effects in film has changed a great deal. Before their task was seen as lazer beams, exploding spacecraft and extended landscapes. But these days the craft is so good and so highly technically skilled, you couldn't tell that the San Francisco exteriors in David Fincher's thriller "Zodiac", or the 20 square blocks of mid-town Manhattan in Marvel's "The Avengers", were computer generated art.
David Finchers "Zodiac" (2007) with no VFX | studiodaily.com
THE REAL STAR OF THE SHOW
It is also fair to say the visual effects actually are the real star of the show. We all lined up to see the hundred rampaging apes in "Rise of the Planet of the Apes", the monsters and Gollum in "Lord of the Rings", the giant Autobots in "Transformers", or the Incredible Hulk and Iron Man. These films could never get past the script stage without an effects team.
So in the same way that Tom Cruise gets 25 million dollars to star in each movie, these kind of visual effects playing key roles in a film deserve a better deal. They have the same pulling power as a star at the box office, some up to a billion dollars each movie, but right now are going for a meagre fee. SHUTTING DOWN AND LETTING GO
At the moment, Rhythm & Hues, who created the tiger and all the glorious visuals in "Life of Pi" are in the focus at the moment due to their bankruptcy and Oscar win. But they are one of many who are suffering right now.
Dr D Studios ("Babe" & "Happy Feet") shut down production, loosing 600 workers
Digital Domain ("Terminator 2" & "Pirates of the Caribbean") filed for bankruptcy & closed their Florida studio.
But what can be done about this? UNION & SHARES
One of the first steps to try and work out a solution to this is by getting all the Visual Effects houses to become part of a Union who would provide leverage in negotiating a fair deal. CEO of Digital Domain and effects veteran, Scott Ross, had proposed a union called AVEC (french for 'with') but never took off due to distrust between the studios.
Residuals in profits is another solution. George Lucas only succeeded in acquiring a share of the merchandise of "Star Wars" as they didn't expect the toys would do that well. The same was true with "Look Who's Talking" where Bruce Willis took a small fee and a percentage for his voice work, it became a surprise hit and made Bruce a fortune. But residuals is a precious mine for Hollywood, and they are not known to give that up readily.
WORKING IN EUROPEAN VFX
As an animator and VFX artist in Europe, I am very fortunate with the projects and clients I have had. Ireland is a close community in business and I worked with production teams who understood the value of creativity in the job and I always felt we were in it together when a deadline was pressing.
My future concern is many would work in VFX for free, for 'the honor' or addition to their Showreel and in turn, this could be continually taken advantage of, for free or low rate labour. Even if a union was set up, I would worry that film companies would hire only non-union artists, keeping industry wages and value low.
In my opinion, films core industry is entertainment and the visual effects industry has contributed to the bulk of that entertainment. They are often so good at what they do, we believe what we see is real and shot in camera, but therefore aren't noticed at all. But without VFX, there are fewer spectacles, fewer memorable moments and fewer interested in the movies.
It would be very bad business for Hollywood to overlook the significance of thousands of pioneers, artist and technicians who are attracting so many to the cinema. All should share equally and fairly in their success, otherwise, it's everyone's loss.
Martin Moylan | PR photo
ABOUT MARTIN MOYLAN and VFXREX Martin Moylan utilises his animation and graphic design background to work in both films and TV. He provided Visual Effects and Motion Titles for the science fiction film "Earthbound" starring Rafe Spall (from "Prometheus" & "Life of Pi"). He also has just completed work as Compositor & VFX artist on the cartoon "Planet Cosmo" teaching astronomy to kids. You can see a selection of his work and showreel on www.martinmoylan.com or www.vimeo.com/moylan
Hvilken berømt filminstruktør har "the wettest handshake in the world"? Hvor vigtigt er det at få sig en uddannelse? Hvad er fedest at optage på, celluloid eller digital? Hvad er problemerne med at se film i 3D og på Blu-ray? Hvordan hænger det sammen, at en skotte flytter til Danmark på grund af 27 sygeplejersker? Og hvorfor dømmer Lars von Trier sin egen filmfotograf til Helvede i "Breaking the Waves"?
Alt dette og meget mere kan du få svar på i den aktuelle podcast nr. 63 fra Filmnørdens Hjørne, hvor Casper, Jesper og Brie har Oscar-vinderen Anthony Dod Mantle som gæstestjerne i studiet!
I hele to tætpakkede timer fortæller den 57-årige, dansk bosatte filmfotograf Anthony Dod Mantle om sit spændende liv og karriereforløb. Den afslappede kaffesnak berører, blandt ovennævnte og mange andre ting, Anthony Dod Mantles stilskabende dogme-samarbejde med Thomas Vinterberg på "Festen" og hans faste parløb med Danny Boyle på bl.a. "28 dage senere" og "Slumdog Millionaire". Lyt med fra 01:35:08 (intro starter 01:28:40):
I løbet af podcasten kommer Anthony Dod Mantle også ind på de problemer, der opstod, da Danny Boyle insisterede på at sætte to filmfotografer sammen på "127 Hours". Som bonus kan du længere nede i dette indlæg høre (eller læse) Danny Boyles tanker om, hvad der lå bag det usædvanlige eksperiment.
Desuden giver Danny Boyle, Harmony Korine ("Julien Donkey Boy") og Lone Scherfig deres helt personlige bud på, hvad der gør Anthony Dod Mantle til noget ganske særligt som filmfotograf – og som menneske. Men allerførst får du som ekstramateriale Anthony Dod Mantles uddybende kommentarer til nogle af de film, vi snakker om i podcasten. God fornøjelse!
Anthony Dod Mantle om "Die Terroristen" (Phillip Gröning, 1990):
”Min første spillefilm [som DP, director of photography] lavede jeg for en tysk instruktør, Phillip Gröning, som jeg holder meget af. Han lærte mig meget om, hvad der er imellem to punkter. Det er meget tysk, en konceptkunst-tankegang. At det usynlige rum imellem to objekter er lige så interessant som selve de to objekter, man kigger på. Det er jeg så gået videre med i min udforskning af kamerabevægelser, og jeg har talt meget med Garrett Brown, som opfandt Steadicam, om det.”
Anthony Dod Mantle om "Menneskedyret" (Carsten Rudolf, 1995):
”Jeg begyndte som DP i dansk film med ”Menneskedyret”, som fik flere Roberter, end den havde publikummer. Men den gav mig en Robert, og det var en god start.”
Anthony Dod Mantle om "Festen" (Thomas Vinterberg, 1998):
”Jeg testede mere grundigt på ”Festen” end på nogen anden film. Vi testede alle former for elektroniske formater. Vi overvejede Super 8, 16 og 35 mm. Og pludselig kunne jeg mærke, de her små moderne, emotionelt håndterlige kameraer, det var dét. Og det har ligget meget dybt i mig, og det ligger meget dybt i ”Festen”. Den karakter, det kamera har, passer til historien. Man kunne sagtens have lavet det på en anden måde, det kunne lige så godt ikke have været en dogmefilm. Men det er godt, at det blev, hvad det blev. Et eller andet sted, så holder den i dag. Den har ramt folks hjerte. Fuck incest, det er ikke det, det handler om, men bare det, at man ikke hører efter. Man mærker ikke hinanden, før man dør. Så står man der ved begravelsen og er ked af det. Et liv er gået, og man har ikke været gode nok til at lytte til hinanden.”
Anthony Dod Mantle om "The Last King of Scotland" (Kevin Macdonald, 2006) [som skuespilleren Forest Whitaker vandt en Oscar for]:
”Det år var jeg tilfældigvis en af de få danskere, der havde noget som helst med Oscarpriserne at gøre. Mug'en, idioten her. Det er det samme med Lars (von Trier, red.) og Cannes. I mediernes øjne bouncer jeg ind og ud af det der ”han er dansker, han er ikke dansker”. Men jeg betaler for meget i skat, og det skal jeg takke Danmark for.”
"Vi optog on location i Uganda, som i øjeblikket er et af de afrikanske lande, som fungerer bedre. De oplever rigdom, men også stadig korruption i højeste grad. Mistænkelige unge politikere med Armani-jakkesæt på. Og dem, der er lidt ældre og erfarne og begynder at sige dem imod, de ryger ud. Det er lidt ligesom filmbranchen."
Anthony Dod Mantle om "Slumdog Millionaire" (Danny Boyle, 2008):
”Det var en fordel, at jeg havde boet i Mumbai. Jeg var forberedt. Men at filme i slummen er svært, for du er midt i folks liv, og de har måske et rum to gange større end det her bord, hvor de bor tre unger. De skider i poser og smider det ud over muren. Det er meget primitive forhold, som millioner af mennesker bor i. Og du sidder i det, du sidder i deres verden. Tyve millioner mennesker bor der. Det er ubegribeligt og ubeskriveligt. Når filmen rører så mange mennesker, er det sikkert også på grund af dét.”
Anthony Dod Mantle om at vinde en Oscar for "Slumdog Millionaire":
”Det er en meget abstrakt, hurtig oplevelse. Det er lige før, at nogle af dem, der kender mig bedst og fulgte det på tv, oplevede det på en mere ægte måde. Jeg ville måske opleve det bedre, hvis det havde været en af mine venner, som stod der. Det går så hurtigt.”
”Min hund på halvandet år er en af de ting, der bringer en tilbage på jorden. To dage efter Oscar-uddelingen stod jeg uden for naboens hus med sådan en sausage bag, en hundepose med hul i, og rodede rundt i regnvejret. Da min nabo så det, skreg han af grin.”
DANNY BOYLE (Trance, 127 Hours, Slumdog Millionaire, Millions, 28 dage senere, En sælger med sug i, Strumpet): "There's an old African saying that the best time to plant a tree is 20 years ago. And the next best time is now.
That's what it's like working with Anthony. We do our research, we share the images we have in our heads, or that we have torn from books and magazines, movies and museums; we have the perfect version of how everything should be. We talk of course (and Anthony can talk for ten) usually about celluloid – like all great cinematographers his preferred weapon of choice.
But then we look at each other and realise that version has already been done by people much better qualified than us 20 years ago.....and that the next best time is now.
So he drags himself back to the 'small and modest malignancy, wicked and bristling with dots' of digital cameras and screens and off we go. A modern eye on a modern world. All the classicism and perfection of celluloid is betrayed by his reach for the moment. Now means just that with Anthony."
HARMONY KORINE (Julien Donkey Boy):
anthony is a crazy mother fucker. he is a cinematic gangster. he does what needs to be done. he does not feel the need to have to articulate his intentions to me, he works more like a painter or a psychopath, he jumps around and hides out in the shadows or under beds or inside dirty closets, he finds spots that other people generally dont like to venture. nothing pertaing to the image is off limits, there is no reverence, there is an explosion of piss and poetry, there is an beautiful detachment, this is a great way to approach things, its something thats felt more then discussed, its inside rather than out, its restless and wild and fucked in the head, he follows the light, he bends the light and creates the rules, he understands the folly in things. he is one of the great ones.
LONE SCHERFIG (Hjemve, Kajs fødselsdag):
"Anthony har et meget stort kunstnerisk register. Han bruger kameraet, lyset og efterarbejdsprocessen til at formulere stof, tanker og stemninger, ingen andre vil kunne formidle på samme måde. Han er inspireret, nysgerrig, fornyende, stilsikker, feteret. Phileas Fogg møder Leslie Howard møder David Bowie, bare mere familiefar-kærlig."
Jean Dujardin. Smag på navnet. Han er charmant, ydmyg, skæg, elegant, musikalsk, sooooo very French, ligner et matinéidol, danser som en drøm, har et killer smile, et tiltalende kropssprog og mere udtryk i sit ene øjenbryn – "I'm sorry, they're independent" – end ti kvindelige hollywoodstjerner tilsammen kan vriste ud af deres frosne botoxmasker.
Om Dujardins talent stikker dybere og favner bredere end de forrygende pasticher, vi hidtil har set ham i, eller han om et par år er trasket ud i glemslens dis som en gallisk one trick pony forladt af Gud og Harvey Weinstein (som i dette tilfælde kan komme ud på ét) …? Man kan have sine bange anelser.
På den anden side er det svært ikke at håbe det bedste for 39-årige Jean Dujardins videre færd. I maj sidste år vandt han skuespilprisen for "The Arist" på Cannes-festivalen og kvitterede, naturellement, med lidt jubelstep. The Weinstein Company opsnappede rettighederne til "The Artist" – og så rullede lavinen.
De sidste seks måneders målrettede charmeoffensiv har bragt Jean Dujardin forbi ethvert tænkeligt talkshow og filmprisarrangement i den angelsaksiske verden. Dujardins sejrstogt nåede sin kulmination i nat, da ”The Artist” vandt fem tunge priser ved den 84. oscaruddeling. Og uanset om man heppede på Frankrig eller USA i kategorien bedste mandlige hovedrolle, var Dujardins begejstrede og bundsympatiske takketale – stiligt afrundet af et par henkastede dansetrin – et af showets højdepunkter.
Den første oscarbelønnede franske skuespiller nogensinde. At tænke sig: For et år siden talte manden ikke ét ord engelsk.
15. januar 2012: Jean Dujardin vinder Golden Globe
29. januar 2012: Jean Dujardin vinder SAG Award (Screen Actors Guild)
13. februar 2012: Jean Dujardin vinder BAFTA
26. februar 2012: Jean Dujardin vinder Oscar
Selvfølgelig er Jean Dujardin ikke kommet sovende til succesen. De sidste ti år har han gjort sig uundværlig hos sit hjemlands publikum, først som tv-komiker og siden med veloplagte hovedroller i diverse mere eller mindre parodiske komediefilm.
Størst succes har han haft i parløb med instruktøren af ”The Artist”, den ligeledes nyslåede oscarvinder Michel Hazanavicius, hvis navn forudsigeligt voldte de lingvistisk udfordrede amerikanersnuder pinligt mange problemer under hele oscarshowet ("Michel I Wanna Whiskysjus", Michael Douglas?)
Parrets to spooffilm om den chauvinistiske hemmelige agent OSS 117, der bærer sit franske snæversyn med stolthed, var kæmpe biografsucceser i Frankrig. Hverken "OSS 117: Le Caire nid d'espions" (2006) eller "OSS 117: Rio Ne Répond Plus" (2009) nåede nogensinde i dansk distribution, men kan skaffes på dvd med engelske undertekster. Helt ærligt, så er de retrofile spionløjer altså heller ikke sjovere end som så, om end udtrykket efteraber stilen fra midt-60'ernes agentfilmbølge ret præcist, og Dujardins lighed med en ung Sean Connery er i denne rolle mildest talt forbløffende.
Trailer: ”OSS 117: Lost in Rio” (2009)
Mindre kendt er det, at Jean Dujardin har medvirket i hele to filmatiseringer af tegneserien om Lucky Luke. I den nyeste og mest vellykkede af filmene, ”Lucky Luke” (2009), spiller Dujardin selv titelrollen som vestens cooleste cowboyhelt, og han har desuden skrevet med på manuskriptet. I den anden og langt ringere film, der kredser om Lucky Lukes ærkefjender, ”Dalton Brødrene” (2004), dukker Jean Dujardin op i en kort cameo som kæphøj cowboy. Hjernen bag manuskriptet hedder i dette tilfælde – trommehvirvel – Michel Hazanavicius.
Slutnote: Det kan vel ikke overraske nogen, at den eneste af Jean Dujardins film før "The Artist", der har fundet udgivelse på det danske marked ("Dalton Brødrene"), også er en af de absolut værste ...
Bries Blog-O-Rama præsenterer Oscar-opvarmning med triviaquiz på Facebook – vind fribilletter til "Shame"!
Så er der mindre end en uge, til alle vi glade filmnørder trodser tidszonetyranniet og holder øjnene åbne en hel nat for at følge livetransmissionen af The 84th Annual Academy Awards - på dansk Oscar-uddelingen 2012. I vores del af verden er klokken kl. 02:30 mandag morgen, når værten, Billy Crystal, byder velkommen til festen i L.A. Nogle af os kan heldigvis tage fri den 27. februar ...
Ligesom sidste år vil jeg på Oscar-natten være at finde i festligt lag hos Filmnørdens Hjørne. Vanen tro følger Casper I. Christensen & Co. slagets gang på skærmen med champagne på bordet og en mikrofon i hånden. Efter en minimal redigering bliver Filmnørdens Oscar-podcast lagt online samme mandag til fri fornøjelse for alle.
Modsat sidste år er jeg også at høre i den dugfriske Oscar-opvarmingspodcast, som Filmnørden netop har lagt på Hjørnet. Med en spilletid på tre timer og 26 minutter når vores gennemgang af årets nominerede lige akkurat at slå sidste års rekordlange opvarmning. Episk er ikke ordet!
Og så kommer vi til præsentationen af Oscar-quizzen!
Omkring 3:15-mærket i Filmnørdens Oscar-opvarmningspodcast reklamerer jeg for en lille daglig Oscar-triviakonkurrence, som jeg har valgt at køre på Blog-O-Ramas Facebook-side.
I ugen op til Oscar-uddelingen vil jeg med løs hånd dele ud af mere eller mindre obskure Oscar-triviaspørgsmål på Facebook. Og der er oven i købet præmier til de to af jer, som flest gange er hurtigst på aftrækkeren med de rigtige svar. Altså:
1) svar først og
2) svar rigtigt
3) på flest spørgsmål i løbet af konkurrencen.*
*Ved pointlighed vil der blive trukket lod om vinderne.
De heldige vindere vil blive belønnet med fribilletter til en af de film, som er blevet skammeligt forbigået af Oscar-akademiet i år: Steve McQueens "Shame" med en formidabel Michael Fassbender i hovedrollen.
Mine første tanker oven på nattens Oscar-show blev formuleret i denne opdatering på Facebook:
[Brie] bider alle løfterige ord om årets Oscar-værtspar i sig. Nul kemi at spore mellem en febrilsk Hathaway og en verdensfjern Franco i krampagtig kamp mod håbløst ringe materiale og en fornærmende fejlkonciperet leflen for "det unge publikum" (buzzword: internet!). Hjertelig tak til Melissa Leo, David Seidler, Randy Newman og Colin Firth for nærvær, lune og intelligens, der spredte lys i en formørket Oscar-nat.
Efter små tre timers søvn og en arbejdsdag bliver jeg dog stadig mere overbevist om, at den teori om James Francos mærkværdige optræden, som jeg luftede ud på de sene timer af Filmnørdens Hjørnes Oscar-podcast, kan have noget på sig.
For nok var showet pinligt og værterne kejtede, men man må ikke glemme, at James Franco hverken er en glat ung Hollywood-metervaredengse eller det stenede bonghoved, han til forveksling lignede på podiet i Kodak Theatre.
Tværtom går Franco for at være en egensindig multikunstner med en rebelsk åre. Han arbejder på sin ph.D. i creative writing på Columbia University og er desuden indskrevet på Rhode Island School of Design. Han har for nylig udgivet sin første novellesamling, "Palo Alto", og i Berlin kan man indtil 23. april se Francos multimedieinstallation "The Dangerous Book Four Boys". Et filmet bidrag til sidstnævnte projekt viser bl.a. Franco vandre omkring på Louvre-museet med en gummipik på næsen.
Også som skuespiller har James Franco ry for konstant at køre sit personlige kunstneriske projekt som et show-i-showet, hvad enten han overraskende dukker op som tomhjernet øjeguf i damebladsfilmen "Spis bed elsk" eller gennemfører en højst uventet gæsteoptræden som performancekunstneren Franco (nudge nudge) i hospitalssoap-serien "General Hospital".
Derfor er det nærliggende at gisne om, hvad der var James Francos egentlige motivation for at sige ja til Oscar-jobbet. Kan hans apatiske ikke-ageren være et (temmelig indforstået) forsøg på at lægge en skæv, personlig vinkel på showet? Et subtilt stykke undergravende performancekunst, der udspiller sig i hjertet af Hollywoods største, mest glamourøse og traditionsrige rygklapperfest?
Måske tændte James Franco netop på tanken om, at millioner af tv-seere verden over i dag enten tror, han er a) en talentløs nar eller b) den første vært, der gennemfører et Oscar-show i synligt påvirket tilstand. Han har i hvert fald vakt masser af debat, og uanset om vi nogensinde får at vide, hvad der skjulte sig bag hans selvfede Cheshirekat-smil i nat, er hans optræden som Oscar-vært gået over i historien.
Teorien får yderligere støtte af de 16(!) videoklip, som James Franco nåede at optage på sin smartphone og lægge på nettet i løbet af den direkte Oscar-transmission.
Som en af brugerkommentarerne på whosay.com lyder:
"No wonder Franco seemed so distracted during the show – he was directing his own backstage Oscars documentary and me thinks it was better than the real thing."
Bruger: "Fucking stop James, you are supposed to host the Oscars."
Oscar-showet set fra James Francos lomme. Det er frækt. Det er ungt. Det er kunst.
Og den måske mest afslørende:
Anne Hathaway: "You achieved history tonight. You did something original."
James Franco: "I tried."
Anne Hathaway og James Franco er værtsparret, der natten til mandag kl. 02:30 (dansk tid) uddeler Academy Awards til Colin Firth & Co.
Ikke alene har de talent og ser godt ud, både sammen og hver for sig; Hathaway (28) og Franco (32) er også de yngste værter i Oscar-uddelingens 83-årige historie. Til branchebladet The Hollywood Reporter afslører de to skuespillere, hvad vi kan forvente os af årets show, der bliver fornyet på flere områder:
Samme publikation bekræfter også den mistanke, vi alle har haft om, at det ikke nødvendigvis er kvaliteten af skuespillet, der afgør Oscar-statuettens ejerskab – men skuespillets volumen. > Will the Loudest Actors Win?
Hvis du vil være klædt på til at gætte, hvem der løber med hvilke statuetter, bør du besøge Kris Tapley og Guy Lodge på InContention.com, der er en af de grundigste Oscar-blogs: > InContention.com
Følg desuden med i bookmakernes senest opdaterede Oscar-odds: > Online Betting Guide
Helen Mirren har gjort det.
Og Judi Dench gjorde det før hende.
Begge de damer vandt en Oscar efter at have portrætteret britiske dronninger på det hvide lærred.
På søndag kan Helena Bonham Carter gøre dem kunsten efter. I succesfilmen ”Kongens store tale”, som får dansk premiere næste torsdag (3. marts), gestalter hun endnu en historisk Elizabeth – i dette tilfælde 1930'ernes dronning af Storbritannien.
Som hendes gemal, den talehandicappede kong George 6., ses Colin Firth, og hans præstation regnes for den uovertrufne favorit blandt de mandlige hovedroller, når årets Oscar-statuetter uddeles i Los Angeles natten til mandag.
Flere kommentatorer mener, at Helena Bonham Carters Oscar-chancer (for "bedste kvindelige birolle") har fået et løft af den afvæbnende ligefremhed, hvormed den 44-årige skuespillerinde har charmet sig igennem i de seneste måneders pr-kampagne. I lyset af den defensive imagepleje, som mange andre stjerner dyrker religiøst, udstråler den klejne brite en bramfri mangel på forfængelighed, som får hende til at virke meget menneskelig.
Jeg mødte for nylig Helena Bonham Carter på Berlinalen, hvor hendes fandenivoldske humør stadig ikke var slidt i bund af de mange samlebåndsinterviews. Da hun blev spurgt, om hun har nerver på inden Oscar-natten, udbrød hun: ”Det kan du lige tro. Man kan hurtigt gøre sig selv totalt til grin ("make a complete tit out of yourself") foran milliarder af tv-seere.”
I skrivende stund tror bookmakerne stadig mest på Melissa Leo (fra boksedramaet ”The Fighter”) som sejrskvinde i kategorien ”bedste kvindelige birolle”. Helena Bonham Carter erklærer sig udmærket tilfreds med at være løbets dark horse:
”Jeg vinder ikke, det vil jeg næsten vædde mit liv på. For jeg og Amy Adams (fra ”The Fighter”) har konstant tabt til Melissa ved alle de andre prisuddelinger. Vi har nærmest vores egen lille klub, og vi plejer at sige, at vi lige så godt kan blive hjemme, og så kan de give Melissa prisen med det samme. Det gør mig virkelig ikke noget.”
For to uger siden lykkedes det imidlertid Helena Bonham Carter at score det britiske sidestykke til Oscaren, BAFTA-prisen, for sin præstation i ”Kongens store tale”. Hun kvitterede med en uhyre morsom, frimodig og tilsyneladende improviseret talestrøm, som bliver svær at overgå såvel i løssluppen underholdningsværdi som i længde (tre et halvt minut).
”Hvis jeg alligevel ender med at vinde den Oscar, bliver jeg nødt til at fatte mig i korthed, og det er lidt af en udfordring for mig,” indrømmer hun. Hendes samlever, Tim Burton, er øjensynlig af samme mening:
”Tim siger altid, jeg snakker for meget. Til BAFTA-uddelingen kunne jeg se, at han sad nede i salen og gemte hovedet i sine hænder, fordi jeg bare blev ved med at ævle løs, ha ha!”
I en nøddeskal: Isoleret set er "Iron Man 2" en superheltefilm over gennemsnittet. Den har humor og hjerne, er uhørt lækkert produceret og formår at rette op på etterens svageste led, actionscenerne, med en langt mere velsmurt og engagerende finaleakt.
Men samtidig virker filmens historie både overbroderet og underudviklet, og en stor del af forgængerens utvungne charme går tabt i anstrengelserne for at indfri publikums opskruede forventninger. Derfor mister dagens premiere en stjerne i forhold til den første "Iron Man", som jeg i sin tid belønnede med fire GEAR-knopper (i GEAR #58).
De finere detaljer vil jeg overlade til min ærede kollega Casper Christensen alias Filmnørden, thi han har allerede formuleret de eksakt samme tanker, som jeg havde i mit hovede efter pressevisningen i tirsdags.
For eksempel kan jeg kun helhjertet tilslutte mig hr. Nørdens betragtninger om filmens toer-typiske tendens til supersizing - alt for meget plot, med for mange figurer i spil - og jeg må desværre også sekundere, at Scarlett Johanssons dobbeltrolle som Natalie Rushman/Black Widow er rent fyld, om end af den allermest bestikkende art. Hverken stramme business-nederdele eller tætsluttende læderheldragter har nogensinde siddet smukkere.
Nørden antyder desuden, at det snarere er de, øhhh, æstetiske kvaliteter ved vor kære Scarlett end hendes påståede skuespilevner, der har trukket læsset, efter hun storcharmede os og Bill Murray i "Lost in Translation". Og igen må jeg erklære mig enig.
Muligvis kan denne (for)dom være lettere farvet af, at min drømmedate med Scarlett Johansson - da den endelig gik i opfyldelse på Venedig-festivalen i 2004 - endte som det mest intetsigende, antiklimaktiske bunkepul, jeg hidtil har oplevet i min karriere som filmreporter.
Et dusin journalister af blandet køn fik allernådigst tildelt 16 ½ minut i gruppeaudiens hos den uklædeligt oversminkede Starlett. Under så håbløse vilkår må både pressens folk og "the talent" (pr-speak for "stjernen") virkelig stramme sig an for at få andet end floskler i nettet. Men alle spørgsmålene var dødssyge, og frøken Johansson havde lige så lidt at bidrage med.
Derfor var jeg tvunget til at lægge en kreativ vinkel på min lovede artikel til TJECK, hvis ikke bladets teenagelæsere skulle falde i søvn over skolebordet efter de første fem linjer. Jeg synes egentlig, jeg fik løst udfordringen ganske fint - men bedøm selv:
SCARLETT OG DE FEM HØNS
Interview med Scarlett Johansson Brian Iskov i TJECK Magazine, juli 2005
Er Scarlett Johansson virkelig kun til ældre mænd? TJECK mødte stjernen fra ”A Love Song for Bobby Long” i Venedig
Los Angeles, 28. februar 2004. Op ad den røde løber glider en smaragdgrøn drøm af en kjole. Satinen smyger sig perfekt om Scarlett Johanssons bløde kurver. Hendes øjne funkler, og læberne smælder af rødt. Da nattens Oscar-fest er overstået, begynder rygterne at svirre: Var det ikke Scarlett, der delte hotellets elevator med skuespilleren Benicio Del Toro? Hvad lavede de derinde så længe?
Venedig, 9. september 2004. Scarlett er omringet. 11 journalister fra hele Europa sidder ved stjernens bord for at stille de sædvanlige, fantasiløse spørgsmål. Hvordan vælger hun sine roller? Det kommer an på instruktøren og manuskriptet. Jo, hun vil gerne selv instruere engang i fremtiden. Ja, hun er stadig med i den længe udskudte ”Mission: Impossible 3”.
Med så mange om buddet opgiver TJECK hurtigt at grave i hendes danske baggrund (hun har en dansk far, der hedder Karsten). I stedet for bruger bladets udsendte tiden på at iagttage den snakkende teenagepige fra New York. Hun virker rolig, afbalanceret og håndterer masseinterviewet præcis så selvsikkert, som man nu gør, når man er 19 og har været i branchen halvdelen af sit liv. Stemmen er dyb og rustfarvet, hendes kjole turkis. Hun har lidt mere makeup på end nødvendigt.
Flashback til Hollywood, juni 2004. Damebladet Elle nævner Del Toro i Scarletts påhør.
– Ja, vi har åbenbart snavet eller haft sex i elevatoren. Jeg synes nu ikke, det lyder særlig hygiejnisk, fniser Scarlett ubekymret. Hun ved endnu ikke, at fjeren bliver til fem høns, da bladet rammer kioskerne, og pludselig er Scarlett stemplet som Hollywoods hotte teenagebabe, der sluger ældre mænd på stribe. Det hører med til historien, at Benicio Del Toro er 38 og næsten dobbelt så gammel som Scarlett.
Men det var jo også hende, som gav Billy Bob Thornton et blæs i pomfritten i ”The Man Who Wasn’t There”! Og hun snoede Bill Murray om sin lillefinger i ”Lost in Translation”, så efterhånden tror flere og flere på, at den er god nok. At Scarlett kun vil have mænd over 30.
Denne måneds film [juli 2005], sydstatsmelodramaet ”A Love Song for Bobby Long”, teamer hende med 50-årige John Travolta, som (gudskelov!) skal forestille at være hendes far. I Venedig fortæller hun os, at hendes medspiller er helt fantastisk, en rigtig dejlig fyr. Imens sidder de mandlige journalister ved bordet sikkert og tænker på Del Toro og natten efter Oscar-uddelingen. Ingen tør spørge, om rygtet taler sandt. Men mon ikke de håber det.
Tre måneder senere brister illusionen.
– Jeg har fundet ud af, at det er farligt at være sarkastisk, for jeg bliver altid misforstået, siger Scarlett i et interview kort før jul og giver dermed dødsstødet til den sejlivede myte om hendes elevatoraffære samt hangen til faderskikkelser.
- Når jeg læser om mig selv, tænker jeg altid: ”Wow. Hun lyder som en rigtig frækkert”. Men mange af de mænd, jeg forbindes med i pressen, har jeg aldrig mødt.
Februar 2005. Scarlett er tilbage i Hollywood og sukker dybt. – Jeg ved ikke, hvorfor unge mænd ikke længere gider at snakke med mig, udtaler den nu 20-årige skuespiller til bladet Esquire.
– Siden de der rygter begyndte at cirkulere, er det kun halvskaldede fyre med ølmaver, som lægger an på mig. Nu siger jeg det rent ud: Unge mænd er velkomne til at prøve at forføre mig.
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
