Den newzealandske multikunnster Taika Waititi har skabt sig et navn ved at se verdens ulykker gennem galgenhumoristiske briller. Waititi spiller selv en barnagtig fantasiudgave af Adolf Hitler i sin film ”Jojo Rabbit”, der finder komik og patos i nazisternes indoktrinering af den tyske ungdom.
I tirsdags, 2. juni 2020, udkom "Jojo Rabbit" på dansk dvd, Blu-ray, 4K UHD og VOD. Komediedramaet, som Waititi også skrev det oscarvindende manuskript til, rører 2. verdenskrigs rædsler op med uærbødig satire, en morale om tolerance og en varm lovsang til enlige mødre. Ved gensyn er Waititis tumpede revy-Hitler det svage led i en ellers sjov og rørende film, som traileren ikke helt yder retfærdighed:
Tiårige Johannes (det britiske debutantfund Roman Griffin Davis) bor i Nazityskland. Hans mor (oscarnominerede Scarlett Johansson) ser bekymret til, mens ”Jojo” i mangel på faderskikkelse og fællesskab lader sig forblænde af Jungvolks uniformer og flammende indoktrinering. Et gryende venskab med en jødisk teenagepige (Thomasin McKenzie), som moderen holder skjult bag hjemmets vægge, nuancerer og ændrer Jojos udsyn.
Nå ja, så er der også Jojos bedste ven: en imaginær og pjattet udgave af Der Führer, som fra tid til anden manifesterer sig for at afstive drengens selvtillid. Fantasi-Hitler er Waititis egen, barokke tilføjelse til bogforlægget ("Caging Skies" af Christine Leunens). Han spiller som nævnt selv rollen. Vi lader lige billedet stå et øjeblik: En mørklødet halvjøde spiller Adolf Hitler i ”Jojo Rabbit”.
Roman Griffin Davis, Taika Waititi og Scarlett Johansson i "Jojo Rabbit" | pr-foto
”Kan man forestille sig nogen bedre fuckfinger til den fyr?” spurgte Waititi retorisk, da jeg interviewede ham på London Film Festival i oktober 2019.
”Jeg havde ingen planer om at spille Hitler realistisk, for jeg synes ikke, han fortjener det. Jeg vil ikke give ham tilfredsstillelsen af at studere ham og fange alle nuancerne i hans personlighed og den helt rigtige accent. Det har Bruno Ganz gjort. Så behøver ingen andre gøre det!”
I stedet gestaltede Waititi sin Führer som den naive Jojos flamboyante projektion af sig selv som voksen. ”En tiårig dreng i en voksen krop. Hvilket stort set beskriver mig. Så det var nemt.”
Du kan læse hele mit interview med Waititi på Politikens hjemmeside (kræver abonnement):
Engang var Julia Roberts verdens største kvindelige filmstjerne. Nu er hun 51 og trives bedst i rollen som mor for sine tre børn. Men familiedramaet “Ben is Back”, om tidens epidemiske misbrug af smertestillende piller, lokkede hende tilbage til det store lærred.
"Ben is Back", der har dansk biografpremiere i dag, er skrevet og instrueret af amerikaneren Peter Hedges ("Pieces of April", "Min brors kæreste", "Hva' så, Gilbert Grape?"). Jeg mødte både ham og Julia Roberts på sidste års Toronto Film Festival, hvor filmen havde verdenspremiere. Hedges lyste straks op og gispede begejstret, da han hørte, at jeg kom fra Danmark:
"'Festen' er den bedste film, der nogensinde er lavet! Det er den vigtigste film i mit liv. Jeg ser den om og om og om igen. Det eneste, jeg vil, er at lave én film i mit liv, der bare kommer i nærheden af den."
- Peter Hedges, manusforfatter og instruktør
Julia Roberts har høstet nogle af sin karrieres bedste anmeldelser for sin stærke og intense præstation som moderen Holly i "Ben is Back". Hun insisterede på, at Peter Hedges' egen 22-årige søn, Lucas, skulle spille titelrollen som den 19-årige Ben, der stikker af fra afvænningsklinikken efter 77 stoffri dage og opsøger sin familie på selve juleaftensdag.
Bens uventede hjemkomst udløser stærke, men meget forskellige reaktioner hos moderen, søsteren og stedfaderen. For som mange andre misbrugere er Ben ikke til at stole på. Især Holly er splittet mellem moderens betingelsesløse kærlighed til sit barn og en gryende erkendelse af, at selv dén muligvis ikke rækker til at redde sønnens liv.
Mit interview med Julia Roberts kan du læse i den aktuelle udgave af Ugebladet Søndag (nr. 6/2019).
Her på Bries Blog-O-Rama får du mit interview med Peter Hedges, der er en yderst sympatisk og let bevægelig herre på 56. Hedges senior fortæller om at instruere sin egen søn og taler engageret om den galopperende opioid-epidemi, der kræver 130 dødsfald dagligt alene i USA. Han deler også sine egne erfaringer med en alkoholiseret mor, der blev tørlagt i en moden alder.
Interviewet er på engelsk og har ikke været publiceret andre steder end Bries Blog-O-Rama.
"Jeg elsker at skrive,” siger Aaron Sorkin, manden bag filmmanuskripter som ”The Social Network”, ”Steve Jobs” og tv-serien "Præsidentens mænd" (The West Wing).
"Hvis jeg kunne leve flere liv, ville jeg være forfatter i dem alle. Jeg kan føle mig som en advokat, journalist eller politiker ved at beskrive dem i et romantisk og idealistisk lys.”
Den 56-årige amerikanske manuskriptforfatter er især berømt for sine slagfærdige, lynende intelligente og rytmisk velklingende replikskifter. Sidste år sprang han ud som instruktør med filmen "Molly's Game", der nu har fået dansk biografpremiere. Jeg overværede verdenspremieren på Toronto Film Festival i september 2017, hvor jeg også mødte Aaron Sorkin. Mit interview med ham kan læses i Børsen Weekend i dag, 23. februar 2018. Her på Bries Blog-O-Rama kan du læse nogle af de bidder, der ikke kom med i avisen.
Begyndelsen betyder alt
"Jeg kan bruge mange måneder på at vandre hvileløst omkring eller køre op og ned ad motorvejen, når jeg skal finde på den første scene i et nyt manuskript. Det er supervigtigt at komme rigtigt fra start,” har Aaron Sorkin udtalt.
Den amerikanske manusforfatter mestrer anslagets kunst som få andre. De første ni sider af Sorkins oscarbelønnede drejebog til ”The Social Network” skildrer to mennesker, der taler sammen i en bar – stik imod alle manuskriptskrivningsregler. Pingpongdialogen mellem Facebooks opfinder Mark Zuckerberg (Jesse Eisenberg) og hans kæreste (Rooney Mara) fylder fem minutter i filmen. Så rapt leverer skuespillerne de verbale maskingeværsalver fra Sorkins hånd.
I ”Molly's Game”, Aaron Sorkins biografaktuelle instruktørdebut, skyder han første akt fra rampen med en ligeledes fem minutter lang montagesekvens i turbotempo. Her river hovedpersonen Molly Bloom (Jessica Chastain) informationer af sig – om alt fra sit karaktersnit på Harvard til pukkelpisters hældning – så tilskueren er helt stakåndet.
Sorkins budskab til publikum er klart: De næste to timer kræver fuld koncentration. Ret jer op i sædet, og følg godt med.
*** SCROLL DOWN FOR ENGLISH *** I Bries Blog-O-Ramas række af interviews med internationale filmkomponister er turen nu nået til britiske Rolfe Kent (f. 1963).
Rolfe Kent (t.v.) og Alexander Payne (t.h.) | pr-foto: BMI
Komponisten Rolfe Kent har til dato lavet fem spillefilm sammen med den amerikanske instruktør Alexander Payne. Deres seneste samarbejde, ”Downsizing”, kan ses – og høres – i danske biografer fra i dag.
I den satiriske dramakomedie ”Downsizing” udvikler en gruppe norske videnskabsmænd (deriblandt Søren Pilmark) en sensationel metode, der kan skrumpe mennesker til miniaturestørrelse. I Omaha melder kontorslaven Paul Safranek (Matt Damon) sig som forsøgskanin. Han håber, at det vil forenkle hans stressede tilværelse at bo i et samfund, hvor alt er nedskaleret, og pengene derfor rækker meget længere. Desværre får hans kone (Kristen Wiig) kolde fødder før indgrebet, så 12 centimeter høje Paul må gebærde sig alene i sit uvante, nye lilleputliv.
Bries Blog-O-Rama talte med Rolfe Kent om ”Downsizing” og kunsten at skrive filmmusik, da vi mødte ham på Toronto Filmfestival i 2017.
Ud over musikken til Alexander Paynes film (”Citizen Ruth”, ”Election”, ”Rundt om Schmidt”, og den Golden Globe-nominerede ”Sideways”) har Rolfe Kent skrevet partiturer til en lang række komedier, bl.a. ”Mean Girls”, ”Kate & Leopold”, ”Blondinens hævn” (Legally Blonde), ”Wedding Crashers” og ”The Matador”.
Rolfe Kent arbejder også ofte sammen med instruktøren Jason Reitman (”Labor Day”, ”Up in the Air”, ”Thank You for Smoking”).
FOR FOREIGN READERS: ”Downsizing” (starring Matt Damon) marks the fifth collaboration between British composer Rolfe Kent and American director Alexander Payne. In this exclusive one-on-one interview for Bries Blog-O-Rama, Rolfe Kent talks about composing his score for Payne's fanciful satire, and answers our regular Composer's Questionnaire.
Ugens danske biografpremiere på ”Paris må vente” skiller sig ikke kun ud ved debutinstruktørens køn og alder (Eleanor Coppola, 80 år). Lige så usædvanligt skyldes filmens caféloungede lydspor hverken en Hans, Thomas, Clint, Michael eller John.
For komponisten hedder Laura Karpman.
Og selv om hun både har vundet Grammy- og Emmy-priser for andre af hendes værker, er Karpmans navn stadig forholdsvis ukendt i den offentlige filmdiskurs – blandt andet fordi kvinder aldrig får lov til at skrive lydsporet til blockbustere.
Laura Karpman | pressefoto
Sidste år leverede kvinder underlægningsmusik til 3 procent af filmene på den amerikanske top-250, oplyser Center for the Study of Women in Television and Film. De kvindelige komponisters manglende synlighed i film- og tv-branchen fik i 2015 Laura Karpman og to af hendes kolleger til at stifte Alliance for Women Film Composers (AWFC). I skrivende stund indeholder AWFCs medlemsdatabase 211 nye og etablerede filmkomponister af hunkøn.
I dagens Politiken FILM (21.09.2017) kan du læse, hvad Laura Karpman og hendes canadiske kollega, Lesley Barber, fortalte mig om deres kamp for ligestilling i faget, da jeg mødte dem på Toronto Film Festival 2016.
Jeg afprøvede ved samme lejlighed mit "Filmkomponisternes spørgeskema" på Laura Karpman. Resultatet kan du læse herunder.
THE MOVIE COMPOSER'S QUESTIONNAIRE with LAURA KARPMAN Written by Brian Iskov, TIFF 2016
What were the last projects you worked on?
I have two films here at TIFF this year: A documentary called "The Cinema Travellers". I co-scored that with my spouse [Nora Kroll-Rosenbaum]. I also scored "Paris Can Wait" which is Eleanor Coppola's feature debut.
”The Cinema Travellers” is this beautiful film about the death of the travelling cinema in Western India. It follows three men who travel around in trucks with heavy reels and take movies out to these remote places, and people love it. So it's this combination of the joy of cinema with the requiem to the analogue. Finally, they get a digital projector which is smaller than the huge multipound reels.
For that score, they [the directors, Shirley Abraham and Amit Madheshiya] wanted something very simple, elegaic, slow-moving, beautiful, almost sad music. Norah and I kept trying to put in rhythmic stuff and more music that comes from Western India, and we did a lot of research and recording, but ultimately they didn't want that. They wanted this simple Western score with little touches of elements from that region and just something that is kind of a sad ”Cinema Paradiso”.
The Eleanor Coppola film [”Paris Can Wait”] is also a travelling movie, about a woman whose husband is not the most generous and attentive man in the world. They are at the Cannes Film Festival, and she can't go with him to Budapest because she has an ache in her ear. So she winds up driving back to Paris with a colleague of his who decides to take this opportunity to show her every inch of France and every edible morsel between Cannes and Paris. It's this romance with France and with food and kind of between the two of them. It's also a small score but this one draws really from French jazz. Jean-Pierre Rampal, Claude Bolling ... there is something very specific about French jazz, like taking Debussy and bebop and putting it in the mixer and seeing what comes out.
That was a very fun score to do. There is a lot of sampling in it too, a lot of sound effects. We also brought in the great cabaret singer Ute Lemper who sang two of the songs that I arranged. They meld very well in the film. I also composed and produced all the source music, and I wanted to do that because I wanted the source and the score to float in and out of each other and become this kind of fluidity, just part of the journey so you don't really notice when the songs and the [Erik] Satie begins, or the Mozart then becomes a part of the groovy remix later and the hip French café. So it was a pleasure and a really gorgeous film to work on. I loved it.
Hele fire danske instruktører var i år inviteret til Toronto International Film Festival for at holde verdenspremiere på deres nyeste spillefilm. En måske endnu mere bemærkelsesværdig tendens er, at alle fire film er produceret uden for Danmark.
Toronto International Film Festival 2017 åbnede med Janus Metz Pedersens ”Borg”, der overvejende er svensk finansieret. Nogle dage senere lancerede Bille August sin engelsksprogede, tysk-belgisk producerede ”55 Steps” med Helena Bonham Carter og Hilary Swank.
Anders Walter var også i Toronto for at præsentere ”I Kill Giants”, en engelsk-amerikansk produktion, optaget i Irland med belgiske støttepenge. Og endelig har Michael Noer genindspillet Henri Charrières fængselsbiografi ”Papillon” i Serbien, Malta og Montenegro.
Bries Blog-O-Rama mødte de to sidstnævnte instruktører, Anders Walter og Michael Noer, på TIFF 2017. Herunder fortæller de lidt om deres oplevelser på filmene.
Anders Walter ”I Kill Giants” Anders Walter, der i 2014 vandt en oscar for kortfilmen ”Helium”, spillefilmdebuterede på Toronto Film Festival med ”I Kill Giants”. Hovedpersonen, teenagepigen Barbara (Madison Wolfe), er en temperamentsfuld enspænder, der bliver mobbet i skolen for at tro på kæmper og magi. Barbara forårsager også ballade derhjemme, hvor hendes voksne storesøster (Imogen Poots) kæmper for at holde sammen på familien. Efterhånden som skolepsykologen (Zoë Saldana) kommer ind på livet af Barbara, bliver det klart, at pigens fantasifulde korstog mod kæmperne bunder i nogle meget virkelige problemer. Filmen er baseret på tegneserien af samme navn af Joe Kelly og Ken Niimura, og Chris Columbus ("Alene hjemme", de to første Harry Potter-film) er executive producer. Anders Walter fortæller:
"Hollywood i dag foregår ikke i Hollywood. Vi optog filmen i Irland med flamske støttepenge. Vi har kun skudt enkelte plates (baggrundselementer, red.) på Long Island." "Vi har ingen danske penge i filmen, kun danske kræfter. Vi har ikke søgt om støtte hos Filminstituttet. Jeg har aldrig prøvet at lave en spillefilm i Danmark, så jeg har ikke rigtig noget at sammenligne med." "Budgettet endte på lige knap 100 millioner danske kroner. Det er stadig en lowbudget-film i forhold til den slags visuelle effekter, vi har med i filmen."
Madison Wolfe i Anders Walters "I Kill Giants" - photo courtesy of TIFF
"”I Kill Giants” er ikke købt til Danmark endnu. Vi har et kæmpe problem i form af den film, der hedder "A Monster Calls" (Syv minutter over midnat), som kom ud sidste år og kostede det firedobbelte af vores. Den fik fine anmeldelser, men satte sig totalt imellem to stole, og nogle mennesker tabte en masse penge på den. Vores historie har nogle af de samme tematikker og den samme tvivl hos indkøberne om, hvem den er til. Prøver vi at kaste den ud til et teenagepublikum, eller sælger vi den som sådan en halv arthousefilm? Den er svær at sælge. Men jeg håber, at folk vil fokusere på den stærke girlpower-historie. Det er jo ikke en film, hvor man skal sidde og have ondt af det her barn i to timer." "Der er sikkert nogle salgspersoner, der har håbet på et større actionbrag. Men jeg synes, at det fede netop er det stille og rolige gætteri, den langsomme åbenbaring af karakteren. Man skal være tålmodig. Især de asiatiske indkøbere siger: 'We love the film, but in China, we like it when films cut fast.'" "Joe Kelly (som både har skrevet tegneserien ”I Kill Giants” og manuskriptet til filmen, red.) hjælper mig med at skrive min kortfilm "9 meter" om til spillefilmmanus. Det projekt ligger hos filmkonsulenten lige nu."
Charlie Hunnam i Michael Noers "Papillon" - photo courtesy of TIFF
Michael Noer ”Papillon” Den første engelsksprogede film fra Michael Noer (”R”, ”Nordvest”) er en genindspilning af bogen ”Papillon”, hvori Henri Charrière beskrev sine elleve helvedesår i Djævleøens berygtede fængsel. Charlie Hunnam ("Pacific Rim") og Rami Malek ("Mr. Robot") spiller de to hovedroller, som blev inkarneret af hhv. Steve McQueen og Dustin Hoffmann, da Franklin J. Schaffner lavede den første filmversion af historien i 1973. Noer har instrueret filmen som en bestillingsopgave, men har dog castet sin danske maskot, skuespilleren Roland Møller, i en stor birolle. Michael Noer fortæller:
"Fordi det var et remake, var det en fed udfordring at gå tilbage til det oprindelige kildemateriale og tage de ting, vi syntes var gode, og bygge vores eget ind. Dalton Trumbo (der skrev drejebogen til filmatiseringen fra 1973, red.) gik jo tilbage til de samme bøger, vi brugte. Vi har øget tempoet, ikke for tempoets skyld, men fordi man kan. Dengang var der nogle begrænsninger for, hvor mange kameravinkler man kunne nå at lave, og hvor mange der kunne køre på samme tid, og skuespillerne skulle i højere grad overholde nogle mærker. Vi skruer ikke bare op for at gøre det til sådan noget ungdomspopcornfilm. Med højere tempo opnår vi en større grad af autenticitet, det er i hvert fald meningen. Jeg tror, mange vil se, at der er scener, der minder om noget fra 'Nordvest'." "Jeg er vant til at sidde i fire år med manuskriptforfattere og skulle researche materialet igennem. På min næste danske film sidder jeg og arbejder med en historiker på manus, og ellers har det været ungdomsklubber, fængsler, plejehjem. Så bruger man flere år på det og lærer de mennesker at kende. Så hvorfor tage herover og sidde i et skab med en researchbunke." "Jeg er kun 38, men jeg har lavet så mange dokumentar- og fiktionsfilm og ting til web. Nu skulle jeg prøve det her, som jeg aldrig nogensinde har drømt om. At stå med 500 statister og optage i 11 uger. Det er jo vildt, at det her er noget, man kan få ind under sit kunstneriske felt. På det punkt har tiderne ændret sig, og jeg synes, vi [danske filmfolk] alle skal prøve at lukrere på det. Roland [Møller] bliver stoppet på gaden herovre for at skrive autografer. Han er med i en film med Dwayne Johnson, altså, hvad fuck sker der? Der var ikke nogen af os på 'R', der havde drømt om, at Roland skulle få sådan en karriere. Jeg under Roland det, og han skal være med i alle mine film som min good luck charm. Men jeg tror, den eneste grund til, det her kan lade sig gøre, er, at det er noget, vi ikke har drømt om. Den form for arrogance kan amerikanerne godt lide."
Hverken ”I Kill Giants” eller ”Papillon” har i skrivende stund en dansk premieredato i biograferne.
Da John F. Kennedy, De Forenede Staters 35. præsident, besøgte Paris i juni 1961, fulgte hans hustru med. Jacqueline Kennedy tog franskmændene med storm, og deres jubel over førstedamen fik JFK til at indlede en pressekonference med ordene: ”Jeg er manden, der ledsagede Jackie Kennedy til Paris.”
”Jackie var glad for, at JFK var stolt af hende, for på valgturneen i 1960 havde hans stab gjort alt for at gemme hende af vejen. De mente, at hendes haute couture og touperede frisure ville fremmedgøre Amerikas kvinder, og at de ville opfatte hende som en elitær snob. Men så snart hun blev førstedame, elskede alle hendes stil og begyndte at efterligne den. De lærte fransk og fik sat håret ligesom hende,” fortalte Natalie Portman, da jeg interviewede hende på Toronto Filmfestival 2016.
Den israelsk-amerikanske skuespiller har hovedrollen i Pablo Larraíns biografaktuelle ”Jackie”, der følger fru Kennedy på tæt hold i dagene efter snigmordet på præsidenten i Dallas i november 1963. Filmen tegner et stærkt øjebliksbillede af en ikonisk kvinde, som midt i sit livs tragedie finder styrke til at træffe nogle svære beslutninger.
Som det altdominerende midtpunkt yder 35-årige Natalie Portman en stor præstation i en krævende rolle. Jackie Kennedy befinder sig i forskellige stadier af sorg gennem hele filmen, og kameraet forlader sjældent skuespillerens ansigt.
”Før havde jeg det samme billede af Jackie Kennedy som de fleste andre. Det handlede mest om hendes tøj, hendes hår, hende som et symbol på værdighed og elegance,” sagde Natalie Portman i Toronto. I arbejdet med rollen kunne Portman trække på sin BA i psykologi fra Harvard-universitetet, som hjalp hende til at forstå Jackies komplekse personlighed.
Natalie Portman i "Jackie" | pr-foto: Scanbox
Dette – og meget mere – kan du høre Natalie Portman fortælle om i Cinemajour 14, den seneste podcast fra Filmnørdens Hjørne. Podcasten, der udkommer i dag på filmens danske premieredato, torsdag 12. januar, indeholder nemlig adskillige eksklusive lydbidder fra mit interview med Portman i Toronto.
Nordamerikas største filmfestival foregår i Toronto i Canada. Den 41. årgang af TIFF sluttede i søndags, og Bries Blog-O-Rama var med i 9 ud af festivalens 11 døgn. Her er anden del af Brian Iskovs rapport fra Toronto International Film Festival 2016.
Adam Driver og Jim Jarmusch (t.h.) på TIFF 2016 | foto: Mike Windle, WireImageGetty
Stjernernes morgenmad
En af de stjerner, jeg interviewede under den nyligt afsluttede Toronto International Film Festival, var Adam Driver. Siden sin filmdebut for kun fem år siden i Clint Eastwoods "J. Edgar" har den lange, kejtede eks-marinesoldat været konstant efterspurgt af store instruktører som Martin Scorsese, Steven Spielberg, Joel & Ethan Coen, Jim Jarmusch (i den TIFF-aktuelle "Paterson") og snart Terry Gilliam (om alt går vel! Gilliams Don Quixote-projekt er berygtet for at være kuldsejlet flere gange de sidste 18 år).
På TIFF fortalte Adam Driver, at han prøver at bevare en flig af jordforbindelse ved at lave sin egen morgenmad hver dag, også når han er på filmoptagelse:
"Røræg, fordi det er det nemmeste. Seks æg med lidt salt, rørt sammen på en pande. I forhold til så mange andre ting, jeg kunne lave, er det ikke så slemt. Men hvem ved, måske er jeg ved at slå mig selv langsomt ihjel med kolesterol bare for at kunne bevare kontrollen over det ene ritual i mit liv."
"Paterson" har forventet dansk biografpremiere 5. februar 2017.
Nordamerikas største filmfestival foregår i Toronto i Canada. Den 41. årgang af TIFF sluttede i går, søndag, og Bries Blog-O-Rama var med i 9 ud af festivalens 11 døgn. Her er første del af rapporten fra Toronto International Film Festival 2016.
Folkets festival
Ingen af de bebudede hollywoodstjerner mødte op, da Canada fik sin første filmfestival i Toronto i oktober 1976. Storebroderen USA ignorerede slet og ret Festival of Festivals, og de lokale medier spåede fiasko.
Men arrangørerne lo sidst. 35.000 canadiere løste billet til premieren på Toronto International Film Festival (TIFF), som navnet har lydt siden 1994. I festivalens første år var der 127 film på plakaten.
Siden er publikumstallet mere end tidoblet, og dette års Toronto-program bød på 397 titler – 296 spillefilm og 101 kortfilm – fra 83 lande. Ser man fem titler om dagen under hele TIFF, vil man stadig gå glip af det meste.
Jeg nåede i år igennem 23 hele spillefilm og 5 halve (som jeg enten faldt i søvn til eller måtte gå fra). Desuden foretog jeg 7 interview og var til adskillige seminarer og Q&A's.
Brie på TIFF 2016 | privatfoto
Filmbranchen serviceres på festivalen med et marked for køb og salg af kommende film samt et ugelangt program af konferencer og masterclasses. Men først og fremmest er Toronto til for den menige biografgænger. Publikumsorienteringen giver TIFF en helt særlig, afslappet vibe af folkefest og inklusivitet.
De 3000 frivillige i orange T-shirts, som overalt sørger for gnidningsfri afvikling og kanalisering af menneskestrømmen, er indbegrebet af hjertelig imødekommenhed og hjælpsomhed. Man forstår, hvorfor den årlige introfilm, der hylder deres indsats, altid mødes af stormende klapsalver.
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
