tirsdag den 27. marts 2012

Blu-ray-anmeldelse: Jean Dujardin i "Lucky Luke" (2009)

Vidste du, at Jean Dujardin før "The Artist" spillede med i hele to Lucky Luke-film? At han selv har skrevet manuskript til den ene film? Og at Michel Hazanavicius har skrevet den anden?

Jean Dujardin som "Lucky Luke" (2009) / © UGC Films

Ingen af Lucky Lukes hidtidige eventyr, og da slet ikke den uskyldige ”Lucky Kid”-tegneserie om cowboyheltens drengeår, har røbet blot det mindste hint om, at den fåmælte prærierytter skulle bære et tungt åg fra fortiden på sine skuldre.

Ikke desto mindre tager den seneste realspillefilm om ”Lucky Luke” sin begyndelse i Daisy Town, Utah, i det herrens år 1846 (klokken 11:50). Her leger lille John Luke indianer på verandaen, da et cowboyslæng med det uvederhæftige navn Snydebanden kommer anstigende på hesteryg. Gennem et knasthul i væggen må Luke overvære, hvordan banditterne koldblodigt nedslagter hans farmand og mor, som er squaw. Bang, instant traume.

Det brutale flashback er selvfølgelig til dels en fortsættelse af albumseriens leg med westerngenrens klicheer. Men grebet ligner mindst lige så meget et (ikke udpræget effektivt) forsøg på at give den endimensionelle Luke-skikkelse noget dramatisk dybde som filmfigur.


Teasertrailer

Der dvæles lovlig meget ved det dystre barndomsminde i James Huths ”Lucky Luke” fra 2009, hvor heltens primære dilemma er, at han aldrig kan få sig selv til at dræbe skurkene. Heller ikke, selv om de har gjort sig fortjent til døden.

Flashforward til 1885, hvor USA's præsident vil sikre sig, at jernbaneruten mellem New York og San Francisco står klar til brug inden hans genvalg. Uheldigvis skal sporene samles på midten i den berygtede røverrede Daisy Town. Præsidenten må derfor bede Lucky Luke (Jean Dujardin) om at skabe ro og orden i den lovløse by, hvor ”jorden er rød af 16 sheriffers blod”.

I Daisy Town mødes også et imponerende sammenrend af bifigurer fra 60 års Lucky Luke-tegneseriehistorie. Byens hersker er Pat Poker fra albummet ”Falskspilleren” (1953), her spillet af Daniel Prévost. Han indkalder den umodne tudeprins Billy the Kid (Michaël Youn) til at ondulere Luke, og da de i en fingeret duel narrer cowboyen til at tro, at hans kugle har dræbt Poker, smider vor helt sit revolverbælte og trækker sig tilbage til familiegården med den inciterende dansepige Belle (Alexandra Lamy, der er Jean Dujardins kone).

Alexandra Lamy og Jean Dujardin i "Lucky Luke" / pr-foto © Christine Tamalet

Noget overraskende viser undsætningen sig i form af den mandhaftige Calamity Jane (Sylvie Testud), der er hemmeligt lun på Luke, og den Shakespeare-citerende frikadelleskurk Jesse James (Melvil Poupaud). Deres fælles anstrengelser bringer Lucky Luke – og ”Lucky Luke” – tilbage på sporet efter en mellemakt, som klart er filmens svageste led. I sekvenserne, hvor helten opgiver sit kald, kammer tonen ofte over fra pastiche til rendyrket spoof, og de malplacerede Mel Brooks-agtige gags fjerner Lukefiguren yderligere fra forlægget.

Klimakset i ”Lucky Luke” falder også lidt uden for kanon, men tager sig dog flot ud i en fantasifuld scenografi, der er en Terry Gilliam-film værdig. Opgøret står nemlig i et gigantisk casino, der er plantet midt ude i ørkenen og udformet som en tyve etager høj enarmet tyveknægt.


Fuld trailer (fransk tale)

Modsat de tidligere forsøg på at gestalte Lucky Luke i kød og blod mærker man, at James Huth og hans hold gør sig umage med at skabe et overbevisende univers, og at de arbejder med et budget, som tillader dem at kæle for detaljerne. Især de gennemarbejdede, teksturrige kostumer springer i øjnene på den franske Blu-ray-udgivelse, hvor også de dødlækre locationoptagelser fra Patagoniens sletter strutter af overdådig billedkraft.

Bedst af alt er Jean Dujardin i titelrollen. Hans ydre lighed med den tegnede Lucky Luke er rent ud sagt slående, og Dujardins afslappede, men såre præcise og fysisk udtryksfulde spillestil rammer cowboyens nonchalante personlighed på kornet. Filmen indeholder desuden masser af fiffige visuelle og metatekstuelle gags, herunder jokes om Lukes rygestop, som tegneren Morris indførte i 1983 efter kritik fra læserne. Optrinnet, hvor Luke opdager, at hans trofaste ganger Jolly Jumper besidder talens gave – den kalder sin ejer for ”Lulu” – er trods scenens sketchagtige karakter et kosteligt lille stykke absurdisme.

Still fra "Lucky Luke" (2009) / © UGC Films

Albumforfatteren René Goscinnys barokke tegneserievid har til dato bedst ladet sig omsætte i levende billeder i Alain Chabats ”Asterix og Obelix: Mission Kleopatra” (2002). James Huths ”Lucky Luke” nærmer sig niveauet, men undgår ikke at slingre usikkert på sin vej mod målskiven. Lange stræk af filmen er bare ikke særlig sjove, og iscenesættelsens enøjede dyrkelse af stil og overflade sker ofte på bekostning af fortællingens fremdrift.

Men ”Lucky Luke” gør også mange ting rigtigt, og med en veloplagt, perfekt castet Jean Dujardin som den bærende kraft – han har også bidraget til manuskriptet – sætter ”Lucky Luke” overlegent den kummerlige ”Dalton Brødrene” i skammekrogen. Dér kan den passende få selskab af Terence Hills dovne tv-serie ”Lucky Luke” fra 1990 og den søvndyssende animerede udgave af ”Lucky Luke i Daisy Town” (1971).

> Læs min anmeldelse af ”Dalton Brødrene” (2004)
> Jean Dujardin og takketalens kunst

Lucky Luke. Frankrig/Argentina 2009. Instruktion: James Huth. Spilletid: 108 minutter. Udgivet på dvd og blu-ray (Region 2 med engelske undertekster) af UGC Films. Kan købes på amazon.fr. Ekstramaterialet (instruktørens kommentarspor, billedgalleri med kommentarer og effektgennemgang) er på fransk uden undertekster.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar