lørdag den 27. marts 2010

Den skyldige bag "The Bounty Hunter" letter sit hjerte!

Vent et øjeblik. Hørte jeg forkert? Eller sagde instruktøren bag ”The Bounty Hunter” lige, at han ikke anser sin Will Smith-succes "Hitch" for at være ”en rigtig film”?

Andre er blevet stenet for mindre, men Andy Tennant var åbenbart i bekendelseshumør, da jeg interviewede den 50-årige amerikanske instruktør i Berlin i 2005. For Tennant, der har en fortid som danser i Grease-filmene, fortsatte med at skøjte ubekymret videre ud over glatisen.

"Sagen er den, at de ti højest placerede film i et givent år altid er noget med visuelle effekter eller rumvæsener. Det er dér, pengene ligger. Men jeg drømmer om at arbejde i mindre målestok. En realistisk, alvorlig film, hvor jeg kan koncentrere mig om skuespillerne i stedet for indtjeningen. Det er bare svært at få lov," nærmest undskyldte Tennant.


"Alle instruktører går med en lille, intim film i maven. Jeg har skrevet på et manuskript i tre-fire år, som er min ”Sidste forestilling”. Men det er ikke min tid endnu. Uanset hvad jeg tjener på at lave en film, tager det immervæk halvandet år af mit liv, og jeg har fire børn i privatskole," sluttede Andy Tennant dengang.

Han fulgte da også "Hitch" op med McConaughey/Hudson-stinkeren "Fool's Gold", der måtte listes ud på dvd i Europa. Og med denne uges premiere på "The Bounty Hunter" tegner han sig for en af årets hidtil værst anmeldte biograffilm.

Tilbage i 2005 trøstede Tennant sig med, at Clint Eastwood spillede over for en orangutang, da han rundede de 50 år. "Nu har Clinten instrueret tre fremragende film i træk, og han er nogen-og-halvfjerds. Så jeg skal nok nå det, jeg skal bare have smidt ungerne på college først!"

Og imens venter vi andre så med tilbageholdt åndedræt på, at Andy Tennant laver en "rigtig" film.

> Se traileren til "The Bounty Hunter" på Scope.dk (eller lad være)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar