søndag den 12. februar 2012

"Young Adult": Videointerview med Patton Oswalt

Bries Blog-O-Rama præsenterer et eksklusivt videointerview med stand-up-komikeren Patton Oswalt, hvor han fortæller om sin rolle i "Young Adult" og fantaserer om at myrde George Lucas ved hjælp af en skovl og en tidsmaskine!


"Young Adult", der får dansk biografpremiere på torsdag den 16. februar, er signeret af den dynamiske duo bag "Juno", instruktør Jason Reitman og forfatter Diablo Cody. "Young Adult" er dog en noget mere syrlig affære, hvor Charlize Theron gør indtryk som den sexede, men ætsende sarkastiske og infamt selvoptagede ægteskabsbryder Mavis.

Over for Charlize Theron leverer stand-up-komikeren Patton Oswalt (Remys stemme i Pixars "Ratatouille") en lige så fremragende birollepræstation. Han spiller den ensomme nørd Matt, der var gymnasiets prygelknabe tilbage i Mavis' teenageår. Til forskel fra Mavis har Matt dog formået at bevare et vist mål af værdighed og empati i sit sølle voksenliv.

> Red Band-reklamespot for "Young Adult"

I november 2011 rejste jeg til New York for at lave interview på "Young Adult". Mit møde med Charlize Theron kan du læse om i næste måneds IN, men allerede nu er jeg umådelig stolt over at kunne præsentere det første videointerview nogensinde på Bries Blog-O-Rama: Brie vs. Patton Oswalt. Se, del og kommentér!

EKSKLUSIVT FOR BRIES BLOG-O-RAMA:
Videointerview med Patton Oswalt
om "Young Adult" og "Killing George Lucas"



I mit videointerview med Patton Oswalt fortæller han selvfølgelig om sin rolle i "Young Adult" og om sit venskab med Diablo Cody. Og så flipper han helt ud over det lækre røde silkefor i min skræddersyede habitjakke.

Sidst, men ikke mindst, runder Patton Oswalt sit personlige forhold til "Stjernekrigen" og i særdeleshed de udskældte Star Wars-prequels, som George Lucas belemrede verden med i perioden 1999 til 2005.

For ganske ligesom sin rolle i tv-serien "Kongen af Queens", hvor Patton Oswalt spillede Kevin James' nørdede ven Spencer, er Oswalt også science fiction- og tegneseriefanboy i virkeligheden. Og som stand-up-komiker har han begået, hvad der må være den sjoveste anti-George Lucas-rant nogensinde: "At Midnight I Will Kill George Lucas With A Shovel".

Eftersom "Star Wars: Episode I - Den usynlige fjende" netop nu er aktuel som 3D-repremiere i biograferne, kunne jeg ikke dy mig for at stille Patton Oswalt til regnskab for hans morbide fantasi om at plante et haveredskab i knolden på George Lucas ...


"At Midnight I Will Kill George Lucas With A Shovel"
(fra cd'en "Werewolves and Lollipops", © Sub Pop 2007)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar