fredag den 17. juni 2011

Bries bundskrabere: Tag dén, skodfilm!

I dag skal det handle om anmeldelser af dårlige film. For det er svært at komme uden om, at en negativ kritik ofte huskes bedre af læseren end en ganske almindelig, jævnt positiv anbefaling – også selv om de to tekster nøgternt set måtte være lige velskrevne.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at mange anmeldere kaster sig over ofringen af et etstjernet værk med samme lystfyldte begejstring som børn i en hoppeborg. Af en eller anden grund har utilfredsstillende kulturoplevelser en evne til at fremprovokere en særlig høj grad af sproglig opfindsomhed hos den forulempede smagsdommer.

Nyd for eksempel den saftige og elegante perfiditet i følgende citat, hvor en anmelder fra en Seattle-avis stikker kniven i "Sex and the City 2" og drejer den grundigt rundt:

“Sex and the City 2 takes everything that I hold dear as a woman and as a human – working hard, contributing to society, not being an entitled cunt like it’s my job – and rapes it to death with a stiletto that costs more than my car. It is 146 minutes long, which means that I entered the theater in the bloom of youth and emerged with a family of field mice living in my long, white mustache. This is an entirely inappropriate length for what is essentially a home video of gay men playing with giant Barbie dolls.”
Lindy West, The Stranger


Anmeldergiganten Roger Ebert fra Chicago Sun-Times kan være temmelig ujævn i sin smag, men uanset om man bifalder hans kendelser eller ej, er hans tæft for kreative nedsablinger ganske legendarisk.

> Læs et udvalg af Roger Eberts giftigste filmanmeldelser

Ebert har til dato udgivet to bogsamlinger med udsøgt turnerede bredsider, "Your Movie Sucks" og "I Hated, Hated, Hated This Movie". Sidstnævnte titel refererer til de nul stjerner, Roger Ebert kastede i nakken på Rob Reiners "North" (Drengestreger) fra 1994:

“I hated this movie. Hated hated hated hated hated this movie. Hated it. Hated every simpering stupid vacant audience-insulting moment of it. Hated the sensibility that thought anyone would like it. Hated the implied insult to the audience by its belief that anyone would be entertained by it.”
Roger Ebert; synes ikke godt om "North"

Jeg kan også varmt anbefale bogen "My Year of Flops", som udspringer af en klumme på websitet The A.V. Club. I denne vittige og dybt vanedannende serie af essays tager skribenten Nathan Rabin nogle af filmhistoriens mere eller mindre obskure fiaskoer op til revision.

> Læs "My Year of Flops" online hos The A.V. Club

Somme tider lykkes det Rabin at si en "hemmelig succes" fra bundfaldet og dermed restituere en skævert, som rummer uretmæssigt oversete kvaliteter. Andre gange står det skærende klart, hvorfor en film har ry for at være en stinker, og så fosser de forrygende sarkasmer ud af Rabins glødende tastatur. Tjek bl.a. hans ustyrligt veloplagte lynchning af Princes "Under the Cherry Moon" fra 1985.

"I can imagine Prince's pitch. He'd look a mortified studio suit firmly in the eye and plead "Look, I know this whole black and white thing sounds risky, but if it's any consolation I'll be performing at most two or three songs. It'll be less about the music and more about dialogue and comedy. Cause when you think "hilarity," I'm the first name that springs to mind. Oh, and the soundtrack will be really weird and non-commercial and my character will be a total asshole. But that won't really matter because the woman I'm romancing–who'll be played a white, British unknown, incidentally–will be a raging bitch. Oh, and I die at the end. And I plan to direct it myself after the original director is fired. And film it almost entirely in France. In case you're worried that a hit soundtrack might accidentally fuel interest in the film, you should know I plan to give the soundtrack an entirely different name than the movie. I'll call it Parade and the film Under The Cherry Moon. Now may I please have $12 million for this can't-miss proposition?"
Nathan Rabin om Princes instruktørdebut ("in glorious Bad Idea-O-Vision!")


De sidste måneders lystlæsning af "My Year of Flops" online (ADVARSEL: en farlig overspringshandling!) inspirerede mig for nylig til at tage et dybt spadestik ned i mit arkiv af egne filmanmeldelser.

Allernederst på kistebunden fandt jeg en håndfuld kontante nekrologer over de værste et-stjernede ligegyldigheder, som jeg måtte udstå i min tid som biograf- og dvd-anmelder for TJECK og GEAR.

Og siden jeg jo fik løn for at tygge mig igennem anti-events som "Crocodile Dundee 3", måtte jeg i det mindste sørge for, at læserne a) blev advaret mod at spilde penge på det samme hø og b) forhåbentlig følte sig bedre underholdt af min anmeldelse, end jeg blev af filmen ...


BRIES BUNDSKRABERE
– et udvalg af etstjernede anmeldelser 2000-2006
Al tekst © Brian Iskov

Crocodile Dundee 3
(Simon Wincer, 2001)
Hvis "Crocodile Dundee 3" var et dyr, ville den hænge i et træ med hovedet nedad og snorke godmodigt. Mick Dundee (Paul Hogan), den jordbundne kanut fra Koalaland, er nu landet i Hollywood sammen med kæresten (Linda Kozlowski). Her får han job i et filmstudie, hvor han – sådan helt tilfældigt og uden større problemer – optrevler et kunsttyveri.
Hogans naturlige karisma er det eneste, der holder én vågen undervejs, for både historien og udførelsen er doven som en flaske Fosters, der har stået åben siden 1988. Vil de, som bad om en treer til denne serie, venligst række hånden i vejret? Ja, kom bare … op med hænderne … ingen? Et sted i det fjerne vifter Paul Hogan med sin solbrændte næve. Han ser meget alene ud.



My Boss’$ Daughter
(David Zucker, 2003)
Hvad kalder man en komedie uden et eneste morsomt øjeblik? Jeg kalder det en tragedie. Nordisk Film kaldte det ”My Boss’$ Daughter” og listede fadæsen ud på dvd efter tre gode år på arkivhylden.  
Ashton Kutcher overspiller febrilsk (kan han andet?) som den flinke Tom, der har et godt øje til chefens datter (Tara Reid). For at indsmigre sig siger han ja til at agere babysitter for bossens ugle (!) og passe på huset for en aften. Snart danser musene på bordene, bogstaveligt talt endda, mens et utal af ballademagere kigger forbi med kaos til følge.
Hver eneste scene stinker af desperation, men David Zucker er dén, som slår det største søm i sin egen kiste. Kan det virkelig være den samme mand, der stod bag den urkomiske klassiker ”Højt at flyve”? For så er han eddermame faldet dybt.



Cold Creek Manor
(Mike Figgis, 2003)
”Der er så dejligt ude på landet”, ved vi jo, og derfor flytter familien Tilson væk fra storbyens trængsel og alarm, da de finder en gammel "gør det selv"-herregård. Ingen af dem lader sig påvirke af ejendommens skumle navn, ”Cold Creek Manor”, eller det faktum, at husets tidligere ejer, en åbenlyst voldspsykopatisk bondeknold (Stephen Dorff), aldrig burde have været hyret som håndværker.
Selv den mest tungnemme tilskuer kan uden besvær overhale handlingen indenom i denne ualmindeligt spinkle thriller, som pligtskyldigt gennemfører sit kliché-bingo uden at trække en eneste overraskelse op af posen. Den ellers kapable instruktør Mike Figgis fortæller på dvd’ens ekstramateriale om genrens regel nr. 1, ”Publikum må aldrig vide mere end filmens hovedpersoner” – og dermed slår han sæsonens største selvhenter.



The Longest Yard
(Peter Segal, 2005)
Noget må være galt, når det eneste, man husker af en 108 minutter lang komedie, er Courteney Cox’ kavalergang fra filmens åbningsscene. Tredje og ringeste version af ”The Longest Yard” gider ikke engang gøre sig umage, men går kun efter jordstrygere og nemme points, og med goplen Adam Sandler ude at svømme som fejlcastet football-legende er der for alvor dømt fedtspil. Rugbykampen, hvor brummens barske børster udfordrer fangevogterne, bød på langt mere kant og integritet i originalen fra 1974 (”Det skrappe hold”), og dén kan stadig fås som Special Edition på dvd, så hvorfor vælge kopien?



xXx2: The Next Level
(Lee Tamahori, 2005)
Newzealænderen Tamahori var tæt på at skyde Bond-serien i sænk med den syntetiske ”Die Another Day”, og med sin næste film præsenterede han endnu et grelt eksempel på, hvordan computerspillets virkemidler endegyldigt har kontamineret actiongenren (se blot den ”danske” titel).
Det ene umulige CGI-optrin afløser det andet i ”xXx2”, og Vin Diesels vikar, den vrisne prop Ice Cube, er til grin som helten, der skal redde præsidenten fra et attentat. Er dét her virkelig, hvad de unge vil have? Åbenbart ikke, hvis man skal dømme ud fra ekkoet af tomme kasseapparater efter biografpremieren.



The Wicker Man
(Neil LaBute, 2006)
Nøgendans, religiøs paranoia og syret 70’er-stemning sikrede kultstatus til den britiske ”The Wicker Man” (Offerfesten, 1973). Kernen i Robin Hardys bizarre mareridtsgyser er mødet mellem en rettroende politimand og det hedenske øsamfund, hvor en lille pige er forsvundet. Remaket fra 2006 blæser højt og flot på pointen ved at afkristne betjenten og sætte ham op imod en matriarkalsk biavlerkreds!
Mislykket er for venligt et ord at hæfte på Neil LaButes meningsløse, søvngængersløve fejlskud, der er totalt blottet for spænding, hvad enten man kender originalen eller ej.
[Til gengæld har nyindspilningen siden premieren vundet hævd som en af 2000-tallets sjoveste ufrivillige komedier, takket være en legendarisk YouTube-montage af scener, hvor en dorsk Nicolas Cage graver sig endnu længere ned under karrierens gulvbrædder. Blandt de tvivlsomme højdepunkter: ”Oh no, not the bees! Not the bees, aaaaahh!”, "Killing me won't bring back your goddamn honey!", "Step away from the bike!" og, ikke mindst, ”How did it get burned, how did it get burned? Howdiditgetburned?! Howdiditgetburned!!?!?!”]



The Watcher
(Joe Charbanic, 2000)
En snedig seriemorder, der driver gæk med en udbrændt FBI-agent? Wow, det har vi aldrig set før. James Spader vifter med politiskiltet i "The Watcher", der starter fuldkommen håbløst og ikke bliver meget bedre hen ad vejen.
Her er alle de billige tricks: Slowmotion og kornede videobilleder. Dødssyg lommepsykologi. Eksploderende benzinstationer. Keanu Reeves i læderjakke. Ikke så underligt, at alle de medvirkende går rundt og ser frygtelig trætte ud. Spader har store, sorte poser under sine blanke øjne, hvilket trods alt giver mening, eftersom han skal forestille at være propfuld af traumer og smertestillende medicin. Reeves, seriemorderen, har derimod ingen undskyldning for at ligne en spand gammel fløde.
Apropos billige tricks: Sidste akt af "The Watcher" har de mest rådne special effects, man kunne opleve i biograferne i år 2000. Medmindre man altså holdt sig langt væk fra "The Watcher" og brugte sine surt optjente på at se en god film i stedet for.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar