Det episodiske medley af stemninger og familieanekdoter lå tydeligvis Crowes humanistiske hjerte nær, men hans manglende vilje eller evne til at skære i materialet fik den lange film til at lande tungt i biograferne.
I det mindste gav "Elizabethtown" mig lejlighed til at møde Kirsten Dunst i Venedig, hvor jeg desværre måtte erfare, at hun ikke var helt så spændende at snakke med, som jeg havde drømt om. Men artiklen blev nu udmærket alligevel.
INTERVIEW
Kirsten Dunst om "Elizabethtown"
Brian Iskov (Venedig) i AOK/Berlingske Tidende, november 2005
Rollen som Claire i ”Elizabethtown” drager nytte af Kirsten Dunsts to stærkeste kort som skuespiller. Det første er hendes champagnebrusende optimisme; det andet den flertydighed, som altid ligger på lur i hendes lille smil og de blå øjnes evigt morgenblændede blik.
Sammen udløser de, hvad flere af hendes instruktører, deriblandt ”Elizabethtown”s Cameron Crowe, har døbt ”nærbilledets mirakel”. Han forklarer til damebladet Elle:
– Kirsten kan være meget sprudlende. Men hvis man betragter hende nærmere, vil man opdage omkring otte niveauer af dybde, der er i spil under overfladen, når hun ler.
I Kirsten Dunsts biografaktuelle film bærer ”Spider-Man”-stjernen stewardesseuniform, mens hun kampbager på en depri Orlando Bloom. Hun fortæller muntert til den fremmødte presse på filmfestivalen i Venedig:
– Min mor var stewardesse for Lufthansa i ti år, og hun har fortalt, hvordan hun og hendes veninde drak sig fulde i champagneresterne på Business Class. Hun kunne også finde på at sende bagagen til den forkerte destination, hvis passagerne var uhøflige over for hende!
Er Kirsten Dunst en lige så aggressiv flirt som Claire?
– Sådan grænsende til det utålelige? Nej. Jeg tror bare, Claire er opsat på at hjælpe ham, fordi han åbenlyst trænger til at blive trøstet. Og så gør det heller ikke noget, at han er lidt lækker ...!
Svaret får prompte rundbordets sladderdetektiver til at øjne en åbning til stjernens intimsfære. Håbefuldt søger de at opsnuse, hvem der i øjeblikket nyder den 23-årige Kirstens gunst. Men den tidligere barnestjerne har været i branchen så længe – hun debuterede i en tv-reklame som 3-årig – at hun har lært at ignorere sladderen.
Stik imod normen for Hollywoods teenagestjerner med vokseværk (ja, dig, Macaulay Culkin!) har Kirsten Dunst hidtil formået at styre karrieren gennem berømthedens minefelt uden at tage synlig skade [det blev så ikke ved, B.I.]. Også i Venedig virker hun som en forstandig, ung kvinde, der mestrer kunsten at løbe spidsrod mellem de mere indiskrete spørgsmål, der klæber til stjerneglimmeret som honning til sultne bjørnepoter.
– Jake Gyllenhaal, hvem er det? svarer Kirsten Dunst derfor blot med naiviteten smurt ekstra tykt på, da spørgsmålet om skuespillerindens kollega og ”måske, måske ikke”-kæreste bringes til torvs.
Mens Kirsten Dunst sidder i sin blomstrede sommerkjole og leder anstrengt efter et svar på, hvorfor hun engang har omtalt sig selv som en ”dork” (noget i retning af en ”tegning”), bliver der tid til at reflektere over, hvordan vi alle har kunnet følge hendes glidende udvikling fra barn til voksen på biograflærredet gennem seksten år.
Den bette tøs på Tom Hanks’ bagsæde i ”Forfængelighedens bål” fik teenageformer og blev heppekorsleder i ”Bring It On”, før hun som Peter Parkers kæreste svang ”Spider-Man” til tops med det smukkeste regnvejrskys i nyere filmhistorie. 16 år ud af et liv på 23, og vi havde billet til første række i hele perioden.
I dag kan Kirsten Dunst godt se, hvor unaturligt det er at gennemleve sin ungdom i offentlighedens rampelys, men hun fortryder intet:
– Almindelige mennesker har lige så mange problemer under deres opvækst som barnestjerner, konstaterer hun nøgternt.
Selv finder skuespillerinden det umanerlig kejtet at se sine gamle film. Billederne minder hende konstant om, hvad hun gik igennem som privatperson, mens optagelserne stod på, og det kan være svært at abstrahere fra, siger hun.
To favoritter har hun dog: Den krøllede ”Evigt solskin i et pletfrit sind” og Sofia Coppolas æteriske ”The Virgin Suicides”, der ændrede Kirsten Dunsts karriere for bestandig.
– Den sidste elsker jeg, fordi Sofia Coppola formåede at finde ind til mit sande jeg. Som regel opfatter folk mig som en sød og livlig pige, men hun fik øje på mørket i mig. Hun så, at jeg var trist såvel som glad, og hun respekterede mig som kvinde, hvor jeg var vant til, at instruktører mere betragtede mig som en slags marionet, forklarer Kirsten Dunst.
De to talentfulde kvinder arbejder sammen igen i kostumestykket ”Marie Antoinette”, som Sofia Coppola netop [nov. 2006] har optaget færdig i Versailles.
– Det var som en drøm, svømmer Kirsten Dunst hen og tilføjer:
– Altså bortset fra korsetterne. Lige så snart Marie Antoinette gik ind i sin Petit Trianon-fase, smed jeg korsettet så ofte, jeg kunne. Vi kalder det hendes hippie-Soho-partyperiode, fniser Kirsten og fortsætter med at skamrose sin medspiller, Jason Schwartzman. Han er den skønneste fyr, skulle vi hilse og sige. Han er såååå sød og sjov.
Og hvis du inden længe skulle se Kirsten Dunst og Jason Schwartzman flette fingre i ugebladenes fotoserier – om hun så har byttet Jake ud med Jason eller ej – skyldes det blot, at rygter om stjerner i brunst nu engang sælger bedre end kunst.
Også når det gælder Kirsten Dunst og hendes Mona Lisa-smil.
"Elizabethtown" vises på TV 2 onsdag 5. februar 2011 kl. 22:30.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar