I aften kl. 21.00 når "Bad Boys II" forbi TV 3 på sin kanalrundfart.
Sidst Michael Bays actionbørge fra 2003 flimrede over skærmen, fortalte jeg på bloggen om mit sammenstød med Martin Lawrence i Miami:
> Læs om Bries møde med Martin Lawrence
I dag gælder det filmens kakaofarvede babe, Gabrielle Union (fra bl.a. ”Bring It On” og tv-serien "Venner"), der udtaler sig om "general" Bays instruktion og kvindesyn ...
Gabrielle Union er efter eget udsagn en rigtig drengepige. Sådan en, der ved, hvor skabet skal stå og ikke er bleg for selv at flytte det. Da jeg mødte hende i Miami i 2003, fortalte den da 29-årige skuespillerinde:
– Når filmholdet på ”Bad Boys II” fyrede den af efter optagelserne, var det altid mig, som ville have flere shots. ”Will, skal du kun have én drink? Hvad er der med dig?” Og både Will (Smith, red.) og Martin var sådan helt: ”Ej, vi skal altså snart i seng, Gabrielle.”
At filmens instruktør, "general" Michael Bay, normalt går for at være en møgurimelig skrigeballon, prellede også fuldstændig af på hende.
– To af mine veninder var med, da Michael lavede ”Pearl Harbor”, og de gik grædende i seng hver aften. Men som gammel sportstøs er jeg vant til at blive råbt og skreget af dagen lang. Når Michael brøler op, lægger jeg dårlig nok mærke til det.
Som teenager spillede Gabrielle europæisk fodbold, og hun påstår hårdnakket, at hun er født med lidt for meget testosteron i kroppen. Det er nu svært at se, hvor dét skulle sidde, og Michael Bay benyttede enhver undskyldning til at dulle sin skuespillerinde op under indspilningen af ”Bad Boys II”.
– Michael har en meget ... hvad skal vi kalde det ... interessant måde at filme kvinder på. Den sorte Gucci-kjole, man ser i slutningen af filmen, gik egentlig ned over mine knæ til midt på læggene. Men da vi skulle optage scenen, var den pludselig ekstremt kort. ”Michael, altså, hun er narkotikaagent, ikke en ho! Hvad har du gang i?”
Gabrielle Union gestikulerer ivrigt lige under lysken for at antyde en kjolelængde, selv Austin Powers ville rødme af skam over.
– Han puttede mig også ned i et par Jimmy Choo-sko med ti centimeter høje stilethæle og fik mig til at spurte hen over en græsplæne. Der er altså en grund til, at man aldrig ser højhælede ludere løbe på græs!
Selv hendes bryster måtte have en hjælpende hånd for at tilfredsstille Michael Bays strenge kriterier. Instruktøren sørgede for, at Gab fik en kæmpe hylde af en udstoppet bh monteret i sin kjole.
– Men hey, der er jo heller ikke noget, der signalerer ”narkoagent” som en dobbelt d-skål, fniser Gabrielle Union.
Insinuerer hun dermed, at Michael Bay er lidt af en mandschauvinistisk gris?
– Jeg siger bare, at han har meget bestemte idéer om, hvordan kvinder skal portrætteres, lyder det diplomatisk fra Gabrielle Union ...
> Mere om Michael Bays kvindesyn (fra Los Angeles Times via The Hollywood Reporter)
> Se også ti blærede biljagter - inkl. "Bad Boys II"
søndag den 20. marts 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar