"Hvis jeg kunne leve flere liv, ville jeg være forfatter i dem alle. Jeg kan føle mig som en advokat, journalist eller politiker ved at beskrive dem i et romantisk og idealistisk lys.”
Den 56-årige amerikanske manuskriptforfatter er især berømt for sine slagfærdige, lynende intelligente og rytmisk velklingende replikskifter. Sidste år sprang han ud som instruktør med filmen "Molly's Game", der nu har fået dansk biografpremiere. Jeg overværede verdenspremieren på Toronto Film Festival i september 2017, hvor jeg også mødte Aaron Sorkin. Mit interview med ham kan læses i Børsen Weekend i dag, 23. februar 2018. Her på Bries Blog-O-Rama kan du læse nogle af de bidder, der ikke kom med i avisen.
Begyndelsen betyder alt
"Jeg kan bruge mange måneder på at vandre hvileløst omkring eller køre op og ned ad motorvejen, når jeg skal finde på den første scene i et nyt manuskript. Det er supervigtigt at komme rigtigt fra start,” har Aaron Sorkin udtalt.
Den amerikanske manusforfatter mestrer anslagets kunst som få andre. De første ni sider af Sorkins oscarbelønnede drejebog til ”The Social Network” skildrer to mennesker, der taler sammen i en bar – stik imod alle manuskriptskrivningsregler. Pingpongdialogen mellem Facebooks opfinder Mark Zuckerberg (Jesse Eisenberg) og hans kæreste (Rooney Mara) fylder fem minutter i filmen. Så rapt leverer skuespillerne de verbale maskingeværsalver fra Sorkins hånd.
I ”Molly's Game”, Aaron Sorkins biografaktuelle instruktørdebut, skyder han første akt fra rampen med en ligeledes fem minutter lang montagesekvens i turbotempo. Her river hovedpersonen Molly Bloom (Jessica Chastain) informationer af sig – om alt fra sit karaktersnit på Harvard til pukkelpisters hældning – så tilskueren er helt stakåndet.
Sorkins budskab til publikum er klart: De næste to timer kræver fuld koncentration. Ret jer op i sædet, og følg godt med.
Pas på! Forfatteren arbejder!
Aaron Sorkins berømmede tv-serie ”Præsidentens mænd” (1999-2006), blev særlig kendt for de såkaldte walk and talk-scener, hvor kameraet følger præsident Bartlett (Martin Sheen) og hans rådgivere i ivrig diskussion, mens de skridter ned ad gangene i Det Hvide Hus. Det var seriens hovedinstruktør, Thomas Schlamme, der foreslog at lægge fysisk bevægelse ind i Sorkins alenlange dialoger for at skabe større visuel dynamik.
For Sorkin er det også et kropsligt anliggende at skrive manuskripterne. ”Jeg spiller alle rollerne, læser replikker højt, hopper op og ned og vandrer rundt i huset,” siger han. En af forfatterens yndlingsanekdoter handler om dengang, han under arbejdet på tv-serien ”The Newsroom” (2012-2014) blev så ivrig, at han brækkede sin egen næse.
”Jeg lå i min seng og fik en god idé. Jeg noterede den på en lap papir, men gik så ind på mit hjemmekontor for at skrive ideen ud som dialog. Det drejede sig om en komisk reaktion, hvor Jeff Daniels' figur gør udfald mod en kollega, han er vred på. Jeg løb scenen igennem foran spejlet på mit badeværelse, og da der ikke var nogen til at holde mig korporligt tilbage, smadrede jeg hovedet ind i spejlet, så min næse begyndte at hæve. Havde det været optagelserne til en Martin Scorsese-film, havde han sagt: ”Vi tager den igen, men med mindre blod”. Bagefter ringede jeg til en veninde, der kørte mig på skadestuen. Men først tvang jeg hende til at læse scenen, fordi jeg mente, at nu sad den lige i skabet!”
 |
| Aaron Sorkin (t.v.) og Jessica Chastain på TIFF 2017 | pr-foto: George Pimentel, WireImage |
Den danske forbindelse
”Jeg hører film, snarere end jeg ser dem”, siger Aaron Sorkin. Da han sprang ud som filminstruktør af sit eget manus til ”Molly's Game”, var han derfor afhængig af at kunne læne sig op ad en selvsikker og kompetent cheffotograf. Denne var såmænd sjællandske Charlotte Bruus Christensen.
"I de 25 år, jeg har arbejdet som professionel forfatter, har jeg ikke absorberet en eneste kundskab om, hvordan man laver film. Jeg aner ikke, hvordan et langt objektiv ser ud; jeg ved bare, at jeg kan lide det billede, man får med sådan et. Charlotte, som er forholdsvis ny i faget, er dansk og hyleskæg. Hun havde lige optaget "Fences" for Denzel [Washington], og før den "Kvinden i toget" for Tate Taylor og "Far from the Madding Crowd" [for Thomas Vinterberg, red.], da jeg holdt mit første møde med hende, og jeg forklarede hende min frygt. "Jeg ved intet om at lave film, og jeg ejer ingen visuel sans overhovedet. Jeg hører film snarere end ser dem for mig," forklarede jeg. Hun sagde, "Tag det roligt. Jeg har en håndholdt viewfinder, som jeg kan sætte et objektiv på, og så kan du kigge igennem den og se, om du kan lide resultatet." Og sådan gjorde vi. Jeg forklarede Charlotte, hvordan jeg gerne ville have, at scenen skulle se ud, og så sagde hun, "Jeg sætter en 60'er på," som om jeg anede, hvad hun snakkede om. "60, 61, 72, ja ja. Hvis du siger det."
Hovedrolleindehaveren i "Molly's Game", Jessica Chastain, sidder ved Sorkins side under interviewet i Toronto. Nu bryder hun ind og melder sig i Charlotte Bruus Christensens heppekor:
"Jeg er så glad for, at han valgte Charlotte, for jeg følte ikke på noget tidspunkt i denne film, at kameraet objektificerede Molly. Det kan jeg takke dig" – hun peger på Sorkin – "og Charlotte for. Med en figur som Molly ville man normalt få den der kamerabevægelse op ad hendes ben. Men Charlotte og Aaron sørger tilsammen for, at vi lytter til, hvem personen er, i stedet for bare at betragte personens krop."
"Jeg ville ønske, jeg kunne tage æren for det ikke-objektificerende blik," svarer Aaron Sorkin. "Eller jo, jeg kan godt tage æren for det, men ikke af de rigtige årsager! Grunden er, at filmen bliver fortalt af Molly. Det er hendes egen historie, og Molly ville aldrig fortælle den med den slags indstillinger, du nævner, hvor man glor op og ned ad hendes ben. Det er slet ikke der, hendes fokus ligger."
"Men det er netop den slags, man får, når man taler om "det mandlige blik"," fortsætter Jessica Chastain. "Og det undgår den her film. Så jeg giver dig faktisk en kompliment!"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar