Det skete under en pressejunket, hvor jeg som eneste danske journalist fik audiens hos både Will Smith, som var loose, imødekommende og karismatisk på den der ekstremt Will Smith-agtige måde, og hans filmmakker, Martin Lawrence, som var ... det modsatte.
Magasinet, jeg var sendt af sted for, turde dog ikke trykke min oprindelige udgave af artiklen, så her kommer for første gang den ucensurerede, uforkortede historie om mit tåkrummende møde med en af Amerikas usjoveste komikere:
INTERVIEW: "BAD BOYS II"
Brie vs. Martin Lawrence
Brian Iskov, juli 2003, upubliceret version
Hvor meget tror du, Martin Lawrence tjener på sin medvirken i ”Bad Boys II”? Vi kan godt give dig et hint: Det er rigtig mange penge.
Han tjener lige så meget som Will Smith, nemlig tyve millioner dollars. For det beløb kan man købe en turistrejse i det ydre rum eller 130 millioner Margrethe-mønter. Martin Lawrence har øjensynligt valgt at investere sin gage i et prangende armbåndsur, som sidder på hans håndled, da jeg møder ham i Miami. Besat med tusindvis af glitrende stene truer det flere gange med at stjæle opmærksomheden fra sin ejermand.
Mens charmetrolden Will spreder fede hygge-vibes med sin joviale stil, giver Lawrence snarere indtryk af at være konstant på vagt overfor de fremmødte journalister. Ikke helt uden grund, skal det tilføjes.
En hollandsk reporter føler sig for fin til at synes noget godt om ”Bad Boys II” og har tydeligvis ikke gidet forberede sine spørgsmål. For eksempel ved han ikke, at Martin Lawrence har tre døtre. Hans insisteren på, at Will Smith skulle være mere familieorienteret end Lawrence, falder derfor ret meget til jorden.
”Læs på lektien til næste gang,” mumler Lawrence så høfligt, som han nu kan. Det er ikke nogen udpræget god start.
Martin går i hundene
Hvis Martin Lawrence virker lidt anstrengt, kan det skyldes hans smertelige fortid, som bliver ved med at hjemsøge ham i samtlige interviews. Det er aldrig sjovt, når ens liv kollapser som et stillads i stormvejr, og slet ikke når det sker i fuld offentlighed.
Ulykkerne startede i 1995, da Lawrence blev anklaget for at smide en flaske i hovedet på en dj. Kort efter gik han amok på en motorvej, hvor han løb rundt med en pistol i hånden og skreg vildt ad de forbikørende biler. ”Overanstrengelse,” påstod en talsmand.
Så ville konen skilles efter tyve måneders ægteskab. Hun sørgede samtidig for, at Lawrence fik polititilhold mod at opsøge hende. Bagefter kom en kvindelig kollega fra tv-serien ”Martin” og anklagede ham for sexchikane. Martin Lawrence nåede også at blive pågrebet i lufthavnen, hvor han forsøgte at smugle en ladt Beretta gennem våbenkontrollen, før han til sidst knækkede sammen under en joggingtur og lå bevidstløs i tre dage. Det var i 1999, fire år senere.
Hvert eneste fejltrin blev labbet op af sladderaviserne og tværet ud over forsiderne som fluer på et vindspejl, mens Lawrence fløj ind og ud af afvænningsklinikkerne. En britisk journalistkollega oplevede at interviewe ham, mens uvejret rasede. Staklen var fuldstændig bedøvet af medicin og ude af stand til at danne sætninger på mere end to ord.
Nu er Lawrence stoffri og en anelse mere sammenhængende, om end hans påstand om, at han aldrig har rørt noget stærkere end marihuana, vist skal tages med mindst et par vognlæs salt.
Føler han sig stærkere nu, hvor han er kommet over problemerne?
”Helt afgjort. Jeg føler mig meget taknemmelig. Gud kan bruge mig som eksempel på hvad som helst, når som helst, hvis Han mener, jeg kan sprede bare en smule lys.”
Et skinnende kors af sølv og diamanter hviler på hans bryst. ”De må være en meget religiøs mand,” foreslår en japaner på den anden side af bordet. Det kan Lawrence kun bekræfte.
En pige fra det hollandske svar på ”Vi Unge” bryder den andægtige stemning for at spørge, om Martin er misundelig, fordi Will er det lækre handyr i filmen, og han selv spiller den kedelige familiefar?
”Skatter, du har vist aldrig set min kvinde,” udbryder han med en svedig grimasse. Vi griner pligtskyldigt, og det får Martin Lawrences indre stand-up-komiker til at gå i syret selvsving.
”Du ved vist ikke, hvor meget fisse jeg får. He he. Hørte I det? Hørte I det? Fik I den? Ahh. Vil I høre, hvad jeg lige sagde? Vil I høre? Du ved vist ikke, hvor meget fisse jeg får,” gentager han og tænder totalt på sin egen vittighed.
”Jeg er sgu ikke nogen ske, Miss Lay-deee! He he he!”
Brie går i ringen
Selv om Martin Lawrence gør sig umage med at svare pænt på alle spørgsmål, udstråler han slet ikke den samme naturlige afslappethed som sin Bad Boys-makker, Will Smith, og Lawrences grundlæggende mangel på interesse bliver tydeligere, når man bagefter lytter til interviewet på bånd. Manden når at indskyde et snøvlende ”You know?” 113 gange i løbet af de tyve minutter, han giver audiens. Det er rent fyld.
Jeg beslutter, at interviewet er ved at gå lidt i stå og trækker mit mest drilagtige spørgsmål frem for at pirke til de døende kul på bålet. Virkningen udebliver ikke.
Du gik til boksning, da du var teenager, og Will lærte at bokse, da han spillede Muhammad Ali. Har I nogensinde bokset mod hinanden – og hvem af jer to ville vinde i en kamp?
Martin Lawrence ryster lettere overbærende på hovedet.
”Vi ville aldrig slås mod hinanden, mand. Vi er alt for store til at kunne finde på den slags.”
Han tænker sig om et kort øjeblik.
”Ved du hvad, vi ville nok snarere slå os sammen og give dig en fælles røvfuld. Du skulle nok mere regne med, at vi gik sammen om at tæve dig, end at vi gik i flæsket på hinanden.”
Lawrence fikserer Deres udsendte med et stift ”der fik jeg dig”-agtigt blik, mens latteren omkring os slår bølger mellem væggene.
”Godt, så,” slutter Martin Lawrence triumferende.
Denne gang fik han det sidste ord.
ANMELDELSE
Bad Boys II (2003, Michael Bay)
Brian Iskov, oktober 2003
Will Smith mundhugges med Martin Lawrence, mens de gør livet farligt for Miamis fodgængere og sprænger en masse lort i luften. Hmm, har vi ikke set det før?
Actiongenrens sidste rest af selvbeherskelse kyles ud af vinduet i ”Bad Boys II”, et grotesk og aggressivt underholdende overbudsbrag, som stopfodrer alle sanser i 2 ½ time. Det er mindst to biljagter for længe, og Michael Bay billedonanerer som altid tøjlesløst ud over actionscenerne, så man ikke fatter halvdelen af, hvad der foregår.
Til gengæld arbejdes humoren bedre igennem denne gang, så selv Lawrence er til at tolerere, og på sin egen bulldozer-agtige facon fungerer toeren langt mere effektivt end sit multihandicappede ophav, den første ”Bad Boys”.
> Ti blærede biljagter – inklusive dén fra "Bad Boys II"!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar