Ærgerligt nok er både dvd- og bd-udgivelsen blottet for ekstramateriale, men det kan Bries Blog-O-Rama heldigvis råde bod på med dette overdådige Michael Caine-tema.
Du får både en minianmeldelse af "Harry Brown", min hyldestartikel til Michael Caine og udvalgte klip fra den 77-årige seniorstjernes film og talkshows. Desuden har jeg fundet det interview, jeg lavede med Sir Michael Caine for tre år siden – og som aldrig har været offentliggjort før!
"I'm a sort of boy next door. If that boy has a good scriptwriter."
– Michael Caine
PORTRÆT AF MICHAEL CAINE:
Citizen Caine
Brian Iskov i Filmmagasinet Scope, marts 2000 (revideret sept. 2010)
”Hvis man har en meget høj levestandard, må man nogle gange sige ja til en meget lav filmstandard.”
Ordene er Michael Caines. Det er hans forsvar, når folk spørger ham, hvorfor han stiller sig tilfreds med at sprede sit store talent over et hav af skodfilm. Hellere holde sig i gang end at trille tommelfingre, er hans motto. Også selv om det betyder pinlige perioder, som for eksempel slutningen af 1970’erne, hvor Michael Caines karriere så decideret selvmorderisk ud.
I katastrofefilmen ”Swarm” fra 1978 må han tappert holde masken både overfor en flok dræberbier og dialoglinjer som denne: ”De her bier er klogere, end vi troede”. Smag også på det her uddrag af ”Swarm”s replikkunst: ”Jeg havde aldrig drømt om, at det var bierne. De har altid været vore venner”.
Men Michael Caine har en sjælden evne til at blive tilgivet. Han er en flyder, der som få andre kan vade igennem de mest bovlamme film uden at blive besudlet. Hans modstandsdygtighed indgyder ærefrygt, og gennem sine godt 100 produktioner, gode såvel som dårlige, har Caine oparbejdet en minutiøs forståelse for, hvilke virkemidler der gør sig bedst på et biograflærred.
"Bees! Bees! Millions of bees!" – højdepunkter fra "Swarm" (1978)
Usynlig teknik
Den berømte kritiker Pauline Kael sagde det bedst: ”Michael Caines teknik går øjensynligt ud på at ophæve alle spor af teknik.” Caine er ikke typen, der tager sin rolle med hjem. Han er ikke engang i karakter mellem optagelserne. Først, når der råbes ”Værsgo!”, aktiveres magien – ligesom når man trykker på en kontakt, og pæren i loftet begynder at lyse. Dét er professionalisme i sin pureste form, og det er dén, der får Michael Caine til at optræde med lige stor ubesværethed, om han er morderisk psykiater i kvindetøj, eller han synger julen ind med en flok kulørte filtdukker.
Michael Caines foretrukne metode er underspil. Hvis man kigger efter, opdager man, at han som regel foretager sig så lidt som muligt. For han ved, at kameraet nok skal opfatte selv den mindste detalje. I 1980’erne finpudsede han sit ikke ubetydelige komedietalent i en stribe lystspil, hvoraf ”Fræk, frækkere, frækkest” (1988) er den, man helst vil mindes.
At spille slikket svindler på den franske Riviera morede tydeligvis Michael Caine, og det var også i vid udstrækning ham, der gjorde ”Agent Catwalk” (2000) tålelig. Hans indre ro og subtile gestik passede som en skræddersyet silkehandske til rollen som Victor Melling, den bedagede skønhedskonsulent, som skal forvandle FBI-nørden Sandra Bullock til en seksstjernet babe (ja, det må søreme være svært).
Fra "The Ipcress File" til "The Dark Knight": 20 Michael Caine-film på 5 minutter
Den gode, den onde og den ydmyge
Oftest er det roller med kanter - flossede eller skarpe, det er ligemeget - der får det bedste frem i Michael Caine, som det kan ses i den dvd-aktuelle "Harry Brown" (2009). Det var også først, da han optrådte som snusket småkriminel i ”Blood and Wine” (1997) og lurvet impresario i ”Little Voice” (1998), at halvfemserpublikummet blev mindet om hans fortsatte eksistens. Den hårdhændede doktor, han portrætterede i ”Quills” (2000), kunne dårligt være mere forskellig fra abortlægen Larch i Lasse Hallströms ”Æblemostreglementet” (1999) og var egentlig også den sjovere af de to. Ikke desto mindre var det Hallströms film, der gav Michael Caine den Oscar, han burde have haft længe før.
Hverken den labre spionthriller ”Lynaktion Ipcress” (1965) eller gennembruddet ”Alfie” (1966), hvor han brillerede som svært selvtilfreds swingin’ bachelor, skaffede Michael Caine den gyldne statuette. Til gengæld gjorde de to film ham til den første bebrillede stjerne siden stumfilmskomikeren Harold Lloyd. For ikke at nævne, at han samtidig gennembrød den sociale barriere, som dikterede, at underklassefyre ikke kunne blive filmidoler. Få år senere var klimaet så radikalt ændret, at arbejderklassen i England blev udråbt til at være det nye aristokrati – til dels takket være Michael Caine og vennen Sean Connerys erobring af det hvide lærred.
Måske er dét den virkelige årsag til Michael Caines vedholdende succes. Han er taberen, som viste sig at være en vinder. Og han er stadig den samme, ligefremme fætter som dengang, han håbefuldt slæbte sig igennem et utal af tv-dramaer og aldrig fik lov at spille andet end ”politibetjent nr. to”. At han for ti år siden lod sig slå til ridder under sit fødenavn, siger vist det hele. Hvis det ikke var fordi, man var ydmyg nok til at vedkende sig sin herkomst, ville en filmstjerne næppe kalde sig noget så u-stjerneagtigt som Sir Maurice Joseph Micklewhite.
Michael Caine fortæller røverhistoier om fem af sine bedste film (2009)
EKSKLUSIVT INTERVIEW MED MICHAEL CAINE:
En heldig kartoffel
Brian Iskov i Venedig, september 2007
»Jeg ville ikke ændre et eneste minut«, siger Sir Michael Caine om sit liv. Efter fire årtier som en af Storbritanniens mest populære filmstjerner er den 74-årige skuespiller still going strong, selv om han påstår, at han ikke har flere drømme tilbage at jagte.
– Alt, hvad jeg ønskede mig, er gået i opfyldelse. Jeg ville være filmstjerne, jeg ville være rig, og jeg ville have en dejlig familie med kone og børn. Alt det har jeg opnået. Nu arbejder jeg kun, når jeg har lyst, og det er et kæmpe privilegium, siger Michael Caine.
Han er slået til ridder af dronning Elizabeth, men vil stadig hellere kaldes Michael fra London end sir Caine. Skuespilleren er stolt af sin arbejderbaggrund, og han har aldrig glemt, hvordan han som grøn knøs kæmpede for at få foden inden for i filmbranchen.
– Jeg var ludfattig og uden job i lange perioder. En journalist spurgte mig senere, om jeg stadig så mine venner fra dengang. Jeg svarede nej, og han troede, at det var fordi, jeg var blevet for højrøvet til at hænge ud med dem. Men det var mine venner, der droppede mig, fordi jeg var en arbejdsløs skuespiller, der aldrig havde råd til at give øl nede på pubben!
Michael Caine om at lære amerikanske dialekter – Parkinson, BBC 2003
Efter 40 år som filmstjerne er det ikke just penge, Michael Caine mangler, men han elsker stadig sit job og har tænkt sig at fortsætte, indtil branchen tvinger ham på pension. Caine har netop spillet butler i den kommende »Batman«-film og påpeger, at hans forgænger i rollen blev ved, til han var 84.
– Så jeg har ti år tilbage at løbe på, klukker Michael Caine, der kalder sig selv en heldig kartoffel.
– Det kræver altid held at få succes, og mit held lå i timingen. Jeg kom ind i filmbranchen på det helt rigtige tidspunkt. Før 1960’erne spillede min type aldrig andet end indbrudstyve eller idioter, erindrer han.
Men arbejderdrengen brød igennem klasseskellet og blev det første idol, der gik med sygekassebriller og talte som manden på gaden. Sammen med sine nye skuespillervenner levede Michael Caine det sorgløse liv i 1960’erne, hvor Swinging London var verdens navle for en stund.
– Det siges, at hvis man kan huske tresserne, så var man der ikke! Men jeg husker det hele, hævder Caine. Han oplevede det turbulente årti som en festlig og uskyldig tid, hvor det var langt lettere at være et kendt ansigt end i dag.
– Vi havde hverken paparazzi eller tv-programmer, der jagtede os. Vi kunne gøre lige, hvad der passede os, fortæller Michael Caine, der spiller over for et af sladderpressens yndlingsofre, Jude Law, i »Dobbeltspil« [november 2007].
– Hver gang Jude går uden for en dør, ligger fotograferne på lur i buskene. Han skal hele tiden tage sig i agt, siger Michael Caine. Selv har han aldrig haft den slags problemer:
– Jeg har været gift med den samme kvinde i 35 år. Fotograferne falder i søvn, når jeg er i nærheden!
MINIANMELDELSE:
Harry Brown (2009, Daniel Barber)
Brian Iskov i GEAR #78, juni 2009
Udsigten fra enkemanden Harry Browns lejlighed har aldrig været mere trist. Bandevold og stoffer omgiver den gamle soldat, og da hans sidste ven dør i et overfald, koger Harry over. Med våben i hånd tager han kampen op mod den galopperende kriminalitet, for politiet gør ingenting, og selv har Harry ikke længere noget at miste.
Michael Caine er så troværdig i den altdominerende titelrolle, at man næsten ikke opdager, hvordan den dygtigt fortalte film sniger sig fra sober, vemodig realisme over i småfascistisk selvtægtswestern, med et noget blandet facit til følge.
Mere Michael Caine på Bries Blog-O-Rama:
> Find fem fejl: "Dødens Gab 4 - Hævnen"
> Op på fars klaphat: "Victory - fangelejrens helte"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar