Jeg opgav filmserien allerede efter den rædsomme toer og har derfor ikke set fireren, men at dømme efter anmeldelserne er jeg ikke gået glip af meget.
Den første film i serien, "Resident Evil" fra 2002, må jeg til gengæld vedstå, at jeg hyggede mig fint med. Robust, hidsig B-filmaction bygget op omkring en svinesej heltinde, som man aldrig blev træt af at se på.
Men måske var jeg også dengang lidt farvet af, at jeg som den eneste danske journalist fik en date med Milla Jovovich, da hun gjorde pr for filmen i Köln (af alle steder!). Jeg var tilmed det enlige hankønsvæsen ved bordet – hvilket straks blev bemærket af den speedsnakkende stjerne ...
PS: Fans af computerspilserien bag filmene kan glæde sig til et afsnit om "Resident Evil"-universet i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - Den Store Troldspejlsbog", som udkommer 5. oktober!
RESIDENT EVIL:
INTERVIEW MED MILLA JOVOVICH
Brian Iskov i TJECK Magazine, juni 2002
– Hejsa! Gør det noget, jeg ryger?
Milla Jovovich er knap nok trådt ind i lokalet, men hendes mund løber et par meter i forvejen. Til trods for, at hun kun lige har mødt os, og at vi forlader hende igen tyve minutter senere, sludrer hun muntert derudad, som om vi var hendes bedste barndomsveninder.
I den tid, TJECK og fire andre journalister har fået Milla i audiens, kommer hun kun op efter luft, når smøgen skal ryges, eller kaffen skal sluges. Talestrømmen er overvældende og illustreres løbende af vildt gestikulerende arme og hænder.
Hendes ubrudte række af anekdoter bærer desuden tydeligt præg af, at den ukrainskfødte pige har boet lidt for længe i Los Angeles. Samtlige historier overstrøes af Valley-talk i en grad, så selv Elle Woods fra ”Blondinens hævn” må bøje sit lyshårede hoved i misundelse. Ikke at Jovovich på nogen måde virker ubegavet. Blot ekstremt udadvendt og karismatisk med en livlig energi, der tangerer et koffeinchok.
– Jeg holdt ellers op med at ryge i tre måneder, før jeg fyldte 25 sidste år, men til min fødselsdag var jeg omgivet af så mange, meget yngre mennesker, der bare røg totalt meget, at jeg ligesom følte: O-kaaay! Nu må jeg også hellere ryge lidt, for at jeg rigtig kan vise, jeg stadig er nede med de unge. Så deeeet holdt ikke længe med den pause, selv om det ellers er totalt nemt at holde op med at ryge i Los Angeles, fordi alle bare er ligesom helt vildt ”Oh-my-Gooood! HVEM er det, der ryger?”-agtige …
O-kaaay. Men nu er det altså ”Resident Evil”, vi skal tale om. Millas nye filmudgave af det klassiske computerspil, hvor en væmmelig virus slippes løs i Raccoon City og forvandler samtlige indbyggere til hjernedøde menneskeædere ...
 |
| Ali Larter & Milla Jovovich i "Resident Evil: Afterlife" | pr-foto fra filmen |
Lara Croft er fed
– Yeah! Det er så nemt at lave uhyggelige monstre nu om stunder, med computeranimation og alt det der. Så hvis man bare viser en masse zombier, kommer folk nemt til at synes, det er lidt fjollet, ikk’. Helt ærligt, efter Michael Jacksons ”Thriller” kan man ikke se på zombier ret længe, før man forventer, at de bryder ud i noget breakdance. Vi blev nødt til at holde de scener meget korte: Du når kun lige at se dem, og så er de væk igen. Det er os, skuespillerne, der er i centrum det meste af tiden.
Jovovich taler med så stor entusiasme, at hun næsten ikke behøver nogen stikord. Hun er allerede spurtet videre ind i det næste emne: Kvindelige actionhelte. Og hvem gad ikke godt opleve Alice, Millas handlekraftige rollefigur, gå i clinch med Tomb Raiders Lara Croft i en svedig girlfight?
– Lara Croft er fed. Men hun er mere et symbol, som kan slå 20 milliarder ting ihjel uden at få sved på panden, og det er netop pointen: Det er nuttet, det er kitsch. Lara Croft er perfekt, hun kan gøre hvad som helst uden at ødelægge sin makeup. Der er vi mere realistiske, altså inden for fantasiens rammer, for det er jo et fantasiunivers.
– Det fede ved os er, at vi havde det ad helvede til, da vi optog. Vi frøs, vi var trætte, underbetalte, overbebyrdede – og det fungerer bare vildt godt, når man ser det i filmen! Det er lige før, jeg vil nægte at gå op i løn til den næste film, fordi så vil jeg bare slappe mere af. En del af magien ved ”Resident Evil” er netop, at vi alle var totalt udmattede, og det skinner igennem.
 |
| Milla Jovovich i "Resident Evil: Afterlife" | pr-foto fra filmen |
Zombie-hunde
Da vi første gang møder Alice, vågner hun op i en brusekabine (for det ville jo ikke være en rigtig Milla-film, hvis hun ikke flashede et par fjer af papegøjen undervejs). Hun ved ikke, hvor hun er, eller hvad hun laver dér. Men den specialstyrke af toptrænede soldater, der pludselig brager ind gennem vinduerne på det store, øde landsted, tager hende med på deres mission.
Klædt kun i et afslørende rødt stykke tekstil begiver hun sig med soldaterne ind i de dybe kældergange, mellem Umbrella-firmaets laboratorier. Og ligesom i computerspillet lurer der små overraskelser bag hvert dunkelt hjørne. Blandt andet får Alice lov til at cirkelsparke et par zombie-hunde ihjel.
– Du kan ellers tro, jeg var angst over at skulle spille sammen med de der dobermanns. Det var vagthunde, og jeg måtte ikke røre dem, så jeg var rimelig nervøs. De er lynhurtige, og man kan aldrig vide, hvad de finder på at gøre! Og nogle af de levende døde, når man møder dem under optagelserne, ser de altså ikke for godt ud. De ligner nogle, der er seriøst syge … ret ulækkert. Man har ikke lige lyst til at give dem hånden.
– Fordi inderst inde er man godt klar over, det bare er make-up, men nogle gange får man en nagende mistanke om, at personen måske ser sådan ud i virkeligheden! Man har før hørt historier, hvor en skuespillerinde kommer op til instruktøren for at spille ”gammel, grim dame”, og så vender han sig om og siger: ”Wow! Den makeup, du har fået lagt, den er totalt klam”. Hvor hun så siger: ”Jamen, jeg har slet ikke været i makeup endnu.” Den historie blev ved med at dukke op i baghovedet …
 |
| Milla Jovovich i den første "Resident Evil" | pr-foto fra filmen |
Alene hjemme
Hvad kan så gøre Milica Natasha Jovovich godt gammeldags bange, når hun er alene hjemme? Stort set alt.
– Er du gal, mand. Jeg er sådan en, der tror, at der står nogen udenfor og kigger på mig, lige så snart min bofælle forlader huset. Jeg har set alt for mange gyserfilm. Når jeg kommer hjem om natten, karate-sparker jeg alle dørene op! Men nu har jeg lige købt et nyt hus, og der er bare den bedste energi dér. Da jeg kom hjem her den anden nat, sparkede jeg mig ikke igennem huset, som jeg plejer, men satte mig bare stille og roligt ned i stuen og betragtede udsigten. Det var fantastisk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar