For så dybt stikker Nolans påståede storværk slet ikke. "Inception" er hverken mere eller mindre end en stilig, ambitiøs og visuelt opfindsom actionfilm, hvis labyrint af parallelle drømmeplaner er overraskende lidt syret eller kringlet at navigere i. Tværtimod fremlægger Nolan sine ideer på metodisk og mønsterværdig klar facon – hvilket desværre også indebærer, at Ellen Page er belemret med et ordentligt læs gumpetung, forklarende dialog i årets mest utaknemlige rolle som 'Little Miss Exposition'. Det er ikke nogen udpræget elegant løsning.
Gudskelov har "Inception" også den svimlende smukke pariser-rapand Marion Cotillard i sin værktøjskasse, ligesom man sent skal glemme de sindrige fysiske effekter i scenen, hvor Joseph Gordon-Levitt glider gennem korridorer og deler øretæver ud i vægtløs tilstand. Se, dét er film.
OPDATERING 28.7.2010: Min holdning til "Inception" vinder tilsyneladende genklang hos Rasmus Brendstrup fra Ekko, som uddyber flere af de ovennævnte synspunkter i sin meget læseværdige, firestjernede anmeldelse. Tjek den ud på Ekkos hjemmeside!
Her er traileren til "Inception" i HD og med danske tekster:
Og når du så har fået blæst håret tilbage i Christopher Nolans drømmekarrusel, kan du overveje at snige dig ind i Grand eller Øst for Paradis og puste ud til sommerblockbusterens modpol. De to arthouse-biografer har nemlig premiere på den svale indiekomedie "Life During Wartime", hvor Todd Solondz genbesøger de hårdt prøvede eksistenser fra hans tolv år gamle "Happiness".
Jeg skrev følgende om "Life During Wartime" i Weekendavisen, da Solondz' film havde verdenspremiere i Venedig sidste år ...
ANMELDELSE:
LIFE DURING WARTIME
(Todd Solondz, 2009)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 11. september 2009
På østsiden af det amerikanske kontinent opdagede Todd Solondz, hvad han på sit pressemøde kaldte ”Land of Generica”. Betegnelsen går på Miamis forstadsarkitektur, der dyrker den forhåbningsfulde modernisme i klare, renskurede farver. Solondz' konkurrencebidrag, "Life During Wartime", udspiller sig i og omkring disse karakteristiske ejerlejlighedskomplekser, hvis geometriske facader stryges flade af veteranfotografen Ed Lachmans digitale kamera. Sjovt nok er det meste af filmen skudt i Puerto Rico. Hvis man ikke lige ved det, ser man det ikke.
Instruktøren har til lejligheden valgt at genbesøge persongalleriet fra sin gennembrudsfilm "Happiness" (1998), men med lutter nye ansigter i samtlige roller. Sidst, vi hørte fra ham, lod han seks forskellige skuespillere – af begge køn og i alle aldre – alternere i hovedrollen i "Palindromes". Den nye variant af gimmicken giver perfekt mening i konteksten. De færreste mennesker forbliver uforandrede efter at have gennemgået voldsomme traumatiske oplevelser.
Engelsk biografplakat til "Life during Wartime" |
Den satiriske sædekomedie med urovækkende understrømme er tydeligt i familie med "Happiness", om end "Life During Wartime" ikke fordrer noget kendskab til sit ophav. Men den vinder på at skifte misantropien ud med en medfølende, melankolsk modenhed, der sætter de skarpe kanter i relief. Resultatet er måske indie-instruktørens bedste film, og særlig ét navn bør figurere på festivaljuryens notesblokke: Alison Janney som den mest ”normale” i Jordan-slægtens jødiske søskendeflok. Efter (eks)manden blev grebet i lag med mindreårige drenge, forsøger hun at genrejse hverdagen for sig selv og sine to børn, der må skærmes mod verdens dårskab.
I Dylan Bakers tidligere rolle som den pædofile psykolog og familiefar gløder Ciáran Hinds af fåmælt latens. Han har afsonet sin dom og begiver sig målrettet mod sin ældste søns collegeværelse for at søge absolution. Parrets yngste dreng, ”snart en mand” på 12 år, reagerer umiddelbart stærkest på løsladelsen, eftersom han ikke anede, han havde en far. Nyheden binder flere knuder på knægtens i forvejen godt filtrede nøgle af psykologiske og moralske grublerier.
I Abel Ferraras version af "Bad Lieutenant" led Harvey Keitels selvdestruktive livsførelse et grundskud, da en skændet nonne valgte at tage sine voldtægtsmænd til nåde. Hos Solondz brydes karaktererne også med store tanker om forladelse og glemsel. For hvor går grænserne? Kan man for eksempel tilgive terrorister, hvis deres bevæggrunde lyder fornuftige? Og er det ikke somme tider bedre at glemme en misgerning af særlig utilgivelig art? Set i det lys er arbejdstitlen "Forgiveness" egentlig mere dækkende for indholdet.
"Inception" og "Life During Wartime" har dansk biografpremiere torsdag 29. juli 2010.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar