mandag den 14. juni 2010

Michael Moore gider ikke mere

»80 % af alle amerikanere rejser aldrig udenlands. De ejer slet ikke et pas og ved ikke et klap om, hvad der foregår uden for USA. Når man tilhører verdens største supermagt, men ikke kan finde Irak på landkortet ... Bør man overhovedet have lov til at invadere et land, når man ikke engang ved, hvor det ligger?«
— Michael Moore
Michael Moore | foto © SF/Filmcompagniet

I morgen, tirsdag 15. juni, udkommer Michael Moores "Kapitalismen - en kærlighedshistorie" på dvd i Danmark. Jeg interviewede Moore i Venedig sidste år og blev noget overrasket, da jeg i stedet for en klovnende agitator mødte en meget forsagt mand, der var på nippet til at kaste håndklædet i ringen.

»Jeg er træt,« erklærede Michael Moore.

»Træt af at rende panden mod muren; træt af alle de tæsk, jeg må stå model til. Jeg kan ikke engang sidde her og tale med jer, uden at der er sikkerhedsvagter både i lokalet og uden for døren,« sagde han og pegede ud i gangen på det fornemme venetianske Hotel des Bains.

Moore turde end ikke udtale sig i detaljer om, hvad det er for farer, der har påtvunget ham mandsopdækning 24 timer i døgnet. Han lod kun ane, at chikanen rækker langt ud over trusler og knubbede ord.

»Hvorfor skal jeg leve mit liv sådan? Det er fuldstændig tåbeligt. Jeg er filmmager, og jeg lever i et såkaldt frit land, hvor jeg burde kunne sige min mening,« sukkede Michael Moore og tilføjede:
»Jeg vil gerne have lidt fred. Jeg er trods alt et menneske.«

Læs hele mit interview med Michael Moore på følgende link:

Moore er træt af smædekampagner
Interview med Michael Moore om "Kapitalismen - en kærlighedshistorie"
Brian Iskov i Børsen, 18. november 2009 (OBS! Kræver Børsen-abonnement)



ANMELDELSE:
Kapitalismen - en kærlighedshistorie
(Michael Moore, USA 2009)
Brian Iskov i Weekendavisen, 18. september 2009 (Venedig)

En af de mest omdiskuterede film i konkurrencens første uge bragte Michael Moore med sig fra USA. Han fik kun en ekstern ungdomsjurys trofæ for ulejligheden.
Mens andre festivaltitler blot diskuterer forsynet, er den frimodige Moore naturligvis mand for at vise os Guds søn i kød og blod. Han taler sågar til os fra lærredet. Men Herrens budskaber, dubbet hen over klip fra Franco Zeffirellis "Jesus af Nazareth" (1977), fortaber sig i sekulær erhvervsjargon. Denne Messias nægter pure at helbrede kroniske sygdomme. Investeringsråd giver han derimod gerne. Moore underbygger det flabede gag med udtalelser fra Wall Street-pinger, der med Guds navn i baghånden priser det uhindrede frie initiativ som et skært mirakel.

"Kapitalismen – en kærlighedshistorie" sporer verdensøkonomiens erosion tilbage til Ronald Reagan. 50'ernes glatte firmarekommandør, der i 80'erne lukkede investeringsselskaberne ind i Det Hvide Hus og administrerede sit folk på storindustriens vilkår. Påstanden lyder, at Reaganomics-politikken hjernevaskede 300 millioner til at tro, at kapitalismens væsen er forenelig med den hellige skrift.
Moore får endda sin præst til at definere den amerikanske udgave af kapitalisme som en synd, idet dens værdisæt går evangelierne ret imod. ”Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres,” skrev Matthæus. Men kun hvis de har råd til at betale begravelsen, tilføjer Moore.


I sit angreb på storkapitalen fremstår den trinde agitator mindre klovnende og mere vred end normalt, drevet af sin forstemmelse over det amerikanske plutokratis tilbedelse af grådigheden.
Især harcellerer han over bankers og børsers hovedløse hasardspil med skatteydernes midler. ”Vi har haft en økonomi bygget på sand,” konstaterer han og sammenligner de forkætrede subprime-lån med mafiametodernes ”tilbud du ikke kan afslå”.

På sin vante, ublu bulldozermaner opruller Moore en række hårrejsende casestudier i ”dårlig kapitalisme” og malker dem for patos og galgenhumor. Han flirter med ordet socialisme, men træder varsomt med formuleringen. I stedet vælger Moore at plædere for en (i amerikanske øren) blødere målsætning: demokrati på arbejdspladserne.

Hans præmis tog en drejning undervejs, da bønderne i september 2007 revolterede mod magthavernes plyndringstogt. Også præsident Obamas tiltrædelse indgyder forventeligt Moore med optimisme, men derudover understreger den ellers utrættelige polemiker, at hans udsatte rolle som proletariatets indpisker har tappet ham for kræfter. I filmens finale retter han en direkte bøn til os i salen om at samle bolden op og spille den videre.
En travl børsmægler tilbyder i forbifarten følgende lakoniske løsning på Moores problem: ”Lad være med at lave flere film!”. Han har næppe vidst, at "Kapitalismen – en kærlighedshistorie" for en stund bar arbejdstitlen "Mike's Last Movie".

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar