Location Copenhagen 8: "Kineser på sengekanten" (HK 1973)

Omkring julen 1972, da Palladiums populære serie af erotiske sengekantfilm var på sit højeste i Danmark, stod lystspilstjernerne Birte Tove, Ole Søltoft og Ulla Jessen foran kameraerne i endnu en film, der fik ”sengekant” i sin titel. Men arbejdsgiveren var ikke Palladium i Hellerup og omstændighederne mere eksotiske end normalt.

Hongkong-biografplakat til "Kineser på sengekanten" (1972) 

Birte Tove spillede den frigjorte Ann Charlotte, med kælenavnet ”Wawa”, på engelsk. Søltoft nøjedes med en halvandet minuts cameorolle som cigarpulsende boss, dubbet på bredt amerikansk (forteksterne kaldte ham OLE SOLETOTH). Jessen, eller ”Europe's super sexpot ULA YESON” ifølge filmens trailer, optrådte topløs i en badesekvens, hvis plotmæssige motivation er vanskelig at få øje på. Hendes villighed til at spille stereotyp sexdulle – som i en anden scene er instrueret til at stå og hoppe på stedet, mens hun åbner frakken ind til sit bare maveskind – kan hænge sammen med, at slutproduktet var designet til aldrig at skulle vises herhjemme.

Den internationale titel til ”Kineser på sengekanten” siger det hele om målgruppe og intention: ”Sexy Girls of Denmark”. For som den asiatiske hovedperson får at vide af en landsmand i filmen: ”Danske piger er lette på tråden. De kaster sig i armene på en.”

”Der er tale om exploitation i den forstand, at filmen for en stor del henter sin eksistensberettigelse i det fænomen – de løsslupne danske kvinder – som den ender med at tage afstand fra,” bemærkede anmelderen Lars Gorzelak Pedersen på filmsitet Uncut.dk, da kuriositeten i 2010 endelig blev gjort tilgængelig i Danmark på dvd.

> STEGELCAST: Jakob Stegelmann og Brian Iskov om Birte Toves hongkongfilm
> Køb Brian Iskovs bog DANMARK PÅ SENGEKANTEN

Den uægte sengekantfilm kom til verden, fordi ringene fra Palladiums serie i 1972 havde spredt sig så langt ud over globussen, at det legendariske hongkongstudie Shaw Brothers fik øje på fænomenet.

Shawdynastiet grundlagde deres filmimperium helt tilbage i 1920'ernes Singapore. Run Run Shaw, den yngste af fire brødre, opførte i 1960'erne Movie Town, der dengang var verdens største privatejede filmatelier, på Hongkongs Kowloon-halvø. På de femten scener producerede selskabet knap tusind film i alle genrer med kontraktbundne stjerner efter klassisk hollywoodmodel.

1970'ernes kampsportsdille skabte hul igennem til det internationale marked – og dermed også koproduktioner. Lokket af tidender om nordisk frisind sendte Shaw et filmhold til det vinterkolde København med et løst plot i kufferten (forfjamsket asiatisk ungersvend overvældes af Toves ynder på Royal Hotel, men ender med at falde for en mere dydsiret kinesisk pige).

Location Copenhagen 7: "FBI Agent i København" (Tyskland-Italien 1966)

Et lidet kendt tysk-italiensk bidrag til 1960'ernes bølge af James Bond-efterligninger bragte en engelsk hemmelig agent forbi Danmarks hovedstad. De sparsomme scener fra bl.a. Amalienborg, Nyhavn, Islands Brygge og lufthavnen fik filmens danske udlejer til at sælge varen med den flotte titel ”FBI Agent i København”! Se billederne nederst i dette indlæg i artikelserien LOCATION COPENHAGEN, og hør mere om Eurospy-genren i det nyeste afsnit af STEGELCAST.

Lokalpatriotisk dansk biografplakat til "FBI Agent i København" (1966)

Hvad er Eurospy?
Den vestlige verden gik agent-agurk i årene 1964-69. Efter at den tredje og fjerde James Bond-film, hhv. ”Agent 007 contra Goldfinger” (Goldfinger, 1964) og ”Agent 007 i ilden” (Thunderball, 1965), sprængte alle indtjeningsrekorder i biograferne, var publikums appetit på agentaction og spionspænding så voldsom, at skamløse spekulationsmagere i Frankrig, Spanien, Tyskland og Italien sprøjtede billige 007-plagiater ud på samlebånd de næste fem år.
Inspirationskilden var umulig at tage fejl af, når slagkraftige, maskuline dressmen jetsettede rundt på hemmelige missioner i fotogene locations. Heltene kørte lækre biler, nedlagde damer og uddelte håndkantslag, og deres kode- og kaldenavne gjorde sig umage for at ligge så tæt op ad forbilledet som (lovligt) muligt, med Agent 077, 070, S.77, 777, O.S.S. 117 og SuperSeven som typisk grelle eksempler.
Fænomenet fik navnet ”Eurospy”, og markedet blev hurtigt mere end mættet. Alene i Italien fik 47 spionfilm premiere i 1966! Men italienerne havde også altid haft tæft for at skamride populære filmtrends, hvad enten det gjaldt gladiatorfilm, westerns, politifilm i kølvandet på ”Dirty Harry”), hajthrillere eller superheltefilm. Herhjemme i lille Danmark valgte man – selvfølgelig – at lukke luften ud af Eurospy-ballonen, idet Erik Balling gjorde Morten Grunwald til fjoget uheldig helt og den lille Ove Sprogøe til superagent med Connery-brystmåtte i sine to fornøjelige ”Frede”-farcer. ”Slå først, Frede!” (1965) og ”Slap af, Frede!” (1966) forblev de eneste rød-hvide skvulp i sentressernes spionbølge – og dog!
For samtidig besøgte besøgte et tysk-italiensk filmhold i al ubemærkethed Danmark for at udødeliggøre vores kongerige i Eurospy-regi.

> Læs mere om "Slå først, Frede!" på Bond•O•Rama.dk
> Hør mere om Eurospy i Stegelcast: "James Bonds glemte lillebror"

Tysk biografplakat til "FBI Agent i København" (1966)

Hvad er ”FBI Agent i København”?
Locationoptagelser i fremmede lande var et af kendetegnene for hele tresserbølgen af billige spionfilm, hvor der sjældent var råd til store stjerner foran kameraet, ligesom special effects, stunts og scenografi slet ikke kunne måle sig med James Bond-filmenes millionbudgetter og ekstravagante stiloverbud. Men i en tid, hvor charterturismen endnu var i sin vorden, og krigsminderne om rationering og knaphed kun langsomt lod sig fortrænge af den økonomiske vækst i Europa, kunne flotte farvebilleder af middelhavsscenerier gøre det ud for production value og bruges som salgsargument.
Den omtalte tysk-italienske koproduktion, der i februar 1966 gik i tyske biografer under navnet ”Der Mann mit den Tausend Masken”, har således optagelser fra hele syv lande, derunder Danmark. Filmens engelske titel, ”The Spy with Ten Faces”, forholdt sig mere ædrueligt til hovedpersonens forvandlingstalenter, mens man i Italien lagde sig op ad en allerede kendt James Bond-titel, ”Upperseven, l'uomo da uccidere”. Da filmen endelig fik danmarkspremiere i august 1967, forstørrede den danske udlejer indlysende nok det nationale islæt. Med store bogstaver på plakaten lød titlen nu "FBI Agent i København"!
Ganske vist optræder der ikke en eneste FBI-agent i løbet af filmens XX minutter. Men sandt er det dog, at handlingens første akt bringer den britiske agent Paul Finney (spillet af schweizeren Paul Hubschmid) forbi København. Udover London, Rom og Basel aflægger Finney også lynvisitter i Egypten, Ghana og Sydafrika.

Location Copenhagen 6: "Skarpe skud i Nyhavn" (USA-Danmark 1957)

København, Nordsjælland og Dragør danner baggrunden for den dansk-amerikanske film noir "Skarpe skud i Nyhavn" (Hidden Fear), der blev indspillet i Danmark sommeren 1956. Herunder kan du se eksempler på filmens brug af locations og sammenligne med billeder fra i dag.

Sporene fra fiaskoen "Flugten til Danmark" (1955 - se Location Copenhagen nr. 5) skræmte åbenbart ikke producenten Egon C. Nielsen og Palladium fra at indgå et nyt dansk-amerikansk partnerskab året efter.

I maj 1956 ankom hollywoodproducenten Howard E. Kohn til Danmark for at indspille kriminalfilmen "Hidden Fear" i samarbejde med Palladium, der stillede sine filmstudier i Hellerup til rådighed. En stor del af filmholdet bestod også af Palladiums egne folk, heriblandt kameramanden Henning Bendtsen ("Flugten til Danmark"), scenograf Erik Aaes og komponist Hans Schreiber. Instruktøren fløj dog ind fra Hollywood: den enøjede André de Toth, som i 1953 havde haft succes med 3D-gyseren "Vokskabinettet".

Howard E. Kohn interviewet i Ekstra Bladet 25. maj 1956

En række kendte danske skuespillere demonstrerer deres engelskkundskaber, eller mangel på samme, i større og (især) mindre roller. Erling Schroeders medvirken hører til de mere iøjnefaldende, skønt han er krediteret under navnet "Paul Erling" (og tilsyneladende er eftersynkroniseret). Desuden ses bl.a. Kjeld Pedersen, Preben Mahrt, Knud Rex, Marianne Schleiss, Mogens Brandt, Carl Ottosen , Tove Maës og Buster Larsen, som når at falde død om i Kalkbrænderihavnen, før han får sagt en eneste replik.

Kjeld Jacobsen (t.v.) og Buster Larsen (t.h.) i "Skarpe skud i Nyhavn" (1957)

Handlingen i "Skarpe skud i Nyhavn" tager fart, da en amerikansk politidetektiv, Mike Brent (John Payne), må rejse fra New York til København, da hans herboende søster bliver mistænkt for et mord. Med hjælp fra løjtnant Egon Knudsen (Kjeld Jacobsen) fra det lokale kriminalpoliti optrevler Brent sagen og kommer undervejs ud for mange faretruende situationer i det københavnske natteliv.

Trods den saftige danske titel fældes der ikke et eneste skud i Nyhavns kajgader i løbet af filmen. Til gengæld bugner "Skarpe skud i Nyhavn" af locationoptagelser fra det storkøbenhavnske bybillede og de omliggende provinser anno juni og juli 1956. Her følger en række eksempler:

Location Copenhagen 5: ”Flugten til Danmark” (US/DK 1955)

Den første realfilm optaget i farver i Danmark var ikke ”Kispus”, men en dansk-amerikansk spionfilm med Jackie Coogan, Chaplins gamle plejebarn, både foran og bag kameraet. Her er historien om ”Flugten til Danmark”, der fik så sønderlemmende kritik ved premieren, at den næppe er blevet vist siden.

Dansk tospaltet annoncekliché til "Flugten til Danmark" (1955)

Erik Ballings ”Kispus” fra 1956 kaldes ofte for ”den første danske spillefilm i farver”.

Teknisk set udsendte Palladium dog sin lange tegnefilm ”Fyrtøjet” i farver allerede i 1946, hele ti år før Ballings lystspil.

Og i sommeren 1954, to år før Nordisk Film lancerede ”Kispus”, var konkurrenten Palladium i fuld færd med at indspille en farvefilm i Eastmancolor på dansk jord.

Spiondramaet ”Flugten til Danmark” fik verdenspremiere 1. april 1955 og er dermed den første realfilm i farver og spillefilmslængde, der nogensinde blev optaget i Danmark – hvis man nu skal være helt striks med definitionerne. Dog tales der primært engelsk i filmen, der også blev den første dansk-amerikanske koproduktion.

Foran og bag kameraet stod Jackie Coogan, den tidligere barnestjerne fra ”Chaplins plejebarn” (The Kid, 1921). I mellemtiden var Coogan blevet 40 år, trind og skaldet, og hans karriere var henvist til det nye fjernsynsmedium, hvor han optrådte i westernserier. Men nu lod han sig altså lokke til Skandinavien for at instruere og spille skurkerollen i ”Flugten til Danmark”, som under indspilningen hed ”Edge of Tomorrow” (ikke at forveksle med Tom Cruise-filmen fra 2013).

Nyhedsartikel om "Flugten til Danmark" i Nationaltidende 4. juni 1954

Den københavnsk fødte filmmand Egon C. Nielsen var hjernen bag ”Flugten til Danmark”. Nielsen havde selv taget turen vest over Atlanten i en ung alder og bosat sig i New York i 1926. Efter et ophold tilbage i fødelandet rejste han atter til USA, hvor han blev krigskorrespondent for ugerevyen Universal Newsreel under 2. verdenskrig og bl.a. fulgte præsident Franklin D. Roosevelt tæt.

Efter krigen begyndte Egon C. Nielsen at opkøbe rettighederne til europæiske spillefilm, som han satte op i USA. Fra Danmark hentede han bl.a. modstandsfilmen ”De røde enge” (1945), der dog ikke blev den store succes hos publikummet i New York, og ”Fyrtøjet”, den første lange danske tegnefilm.

Men Egon C. Nielsen gik også med drømme om selv at blive filmproducent. Det lykkedes ham at overtale Coogan Films, stiftet af Jackies onkel George Coogan, til at finansiere hans idé om en amerikansk handlingsfilm i dansk miljø. Nielsen skrev derefter kontrakt med det danske selskab Palladium, der leverede teknik og studiefaciliteter til optagelserne.

”I efterkrigsaarene er Vesteuropa blevet overrendt af amerikanske filmtrupper, men Danmark er hidtil blevet skaanet,” bemærkede Egon C. Nielsen, da Politiken interviewede ham på filmens første optagedag, 1. juni 1954.

Nielsen håbede at kunne fremvise København fra sin bedste side i ”Flugten til Danmark”, så filmen kunne tjene som reklame i udlandet for vor hovedstads fortræffeligheder. ”Vi har her en forbilledlig baggrund for farvefilm-optagelser,” sagde han til Politiken om de københavnske tårne, parker og blandingen af gammelt og nyt.

Location Copenhagen 4: "H.C. Andersen" (USA 1952)

> LOCATION COPENHAGEN 1: Den danske pige (2015)
> LOCATION COPENHAGEN 2: Den trojanske hest (1950)
> LOCATION COPENHAGEN 3: En lektion i kærlighed (1954)

"... and all made up!". Dvd-framegrab fra traileren til "H.C. Andersen" (1952)

"Det vilde formodentlig være bedst for Amerikas rygte om den (filmen) slet ikke blev vist i Danmark, men det kan man jo heller ikke." Således skrev Informations korrespondent i USA, Arne Sørensen, i en artikel fra 25. november 1952.

Ordene gjaldt musicalfilmen "Hans Christian Andersen", som Arne Sørensen netop havde set til verdenspremieren på Broadway i New York. Han spåede, at producenten Samuel Goldwyns stort opsatte farvefilm om H.C. Andersen ville blive grinet ud af publikum i den verdensberømte eventyrforfatters hjemland.

Problemet med "Hans Christian Andersen" var ifølge Arne Sørensen først og fremmest, at handlingen - om en fynsk skomager og fantast, der bliver ulykkeligt forelsket i en københavnsk ballerina - højst besad overfladiske ligheder med H.C. Andersens virkelige livshistorie. Også filmens scenerier og dekorationer, der alle var opbygget i studiet, vidnede om en meget fri forståelse af dansk geografi og lokalkolorit. Af samme årsag valgte Samuel Goldwyn at indlede "Hans Christian Andersen" med denne ansvarsfraskrivelse:

Klar varedeklaration? Dvd-framegrab fra forteksterne til "H.C. Andersen" (1952)

"Det generer saamænd ikke mig, at der gaar æsler paa gaderne i Odense," skrev Arne Sørensen videre i Information.

"Men jeg ærgrer mig over, at man har givet de fynske bønder bayerske jægerjakker paa, og at ordene Copenhagen og Hans, der begge forekommer utallige gange i replikkerne, hverken udtales paa engelsk eller dansk, men paa et meget voldsomt og pedantisk tysk. I det hele taget saa er der over hele miljøet en ubehagelig duft af tysk fyrstendømme."

”First film of the scope and size of ”Hans Christian Andersen” to be produced without a single location shot!”

- filmens amerikanske pressemeddelelse fra RKO Radio Pictures

Hollywoods musicalversion af Odense i 1800-tallet. Dvd-framegrab fra "H.C. Andersen" (1952).

"Odense School". Dvd-framegrab fra "H.C. Andersen" (1952).

Skomager ved en skillevej. Dvd-framegrab med Danny Kaye fra "H.C. Andersen" (1952).

Location Copenhagen 3: "En lektion i kærlighed" (Sverige 1954)

> LOCATION COPENHAGEN 1: Den danske pige (2015)
> LOCATION COPENHAGEN 2: Den trojanske hest (1950)

En af de første væsentlige, udenlandske tonefilminstruktører, som lagde vejen forbi København for at optage scener til sine spillefilm, var selveste Ingmar Bergman (han havde selvfølgelig heller ikke så langt fra Malmø).

Original dansk filmplakat (1955) - fra Plakatforretningen.dk

I Bergmans svenske film ”En lektion i kærlighed” (En lektion i kärlek, 1954), der havde dansk premiere i februar 1955, er sidste akt henlagt til Nyhavn. Dermed indstiftede Ingmar Bergman en mangeårig tradition for, at internationale film hensat til København helst skal indeholde billeder fra de berømte, over 300 år gamle kajgader.

Til birollen som Lise – en bramfri nyhavnspige, der hverves til at forføre en svensk kvindelæge (Gunnar Björnstrand) på vulkaner i det københavnske natteliv – valgte Bergman skuespillerinden Birgitte Reimer, krediteret på forteksterne som ”Birgitte Reimers”. Hun var 27 år, da optagelserne stod på i sensommeren 1953.

Interview med Birgitte Reimer - klik for at forstørre

Nyhavnsbaren, hvor Birgitte Reimer ægger klientellet i skulderløs trøje og torpedo-BH, var dog ikke en ægte københavnerbeværtning, men en dekoration opbygget i Svensk Filmindustris studier i Stockholm. Under optagelserne måtte Reimer tre gange flyve fra København til Stockholm og tilbage igen på samme dag, idet hun havde engagement på Apollo-Teatret om aftenen.

Nogle få udendørs optrin fra det autentiske Nyhavn er med i den færdige film. Optagelserne blev lagt tidligt om morgenen for at undgå forstyrrende tilskuere. I en samtidig avisreportage fra indspilningen forlød det, at nogle morgenduelige lokale alligevel kom forbi og tilbød at rulle en af svenskerne på filmholdet ”af hensyn til lokalkoloritten”. (Nyhavn havde i 1950'erne ry for at være ”et rigtigt skummelt sted”, som det fremgår af en replik i filmen).

Reportage fra indspilningen - klik for at forstørre

”En lektion i kærlighed” var alvorsmanden Bergmans første forsøg ud i lystspilgenren, efter at et komisk afsnit af hans forrige film, ”Mens kvinder venter”, fik en overraskende god modtagelse af såvel kritikere som publikum.

”Det kunne lige saa godt være blevet en tragedie, men alt ordnede sig, og derfor blev det en komedie.”

- Ingmar Bergman om handlingen i sin film "En lektion i kærlighed" (1954)

Jørgen Budtz-Jørgensen anmeldte ”En lektion i kærlighed” i Nationaltidende 08.02.55. Han skrev blandt andet: ”[Reimer] er meget sjov og pikant som forførende Kunstnermodel i en af Nyhavns Beværtningskældre, hvor der udfolder sig en svensk Ønskedrøm af et Leben. Hej, du gamla, lad os tage den første Baad til Köpenhamn!”

Informations anmelder skrev om Birgitte Reimers indsats: ”Hvis nyhavnspigerne virkelig saa ud som hun, var stedet verdensberømt og vi kunde afskedige [Mogens] Lichtenberg [Københavns daværende turistchef, red.] og afskrive valutapuklen.” (08.02.1955)

De danske dagbladsanmeldere var generelt positivt stemte over for Ingmar Bergmans første lystspil. Land og Folks Werner Thierry fandt ”En lektion i kærlighed” ”lykkeligt fri for den forskruede filosofi og den affekterte stil, der ellers er karakteristisk for Bergmans film”. (08.02.1955)

Kun Ole Brandstrup i Berlingske Aftenavis var decideret hård i tonen: ”[Bergman] kunne stadig drive det til noget exceptionelt som Personinstruktør, dersom han kunde lade være at skrive Rollerne og Replikkerne selv” (08.02.55).

”For at lokke de stakkels hvileløse danske Husarer ind har Bergman indlagt Birgitte Reimer som Nyhavnspige og gjort København til Skueplads for en Slutning, hvis overdaadige Idioti ikke har andre Steder hjemme end til Nød i Paris.”

- Ole Brandstrup i Berlingske Aftenavis' anmeldelse, 08.02.55

Optagesteder (juli-august 1953):

Location Copenhagen 2: "Den trojanske hest" (Storbritannien 1950)

Den britiske spillefilm ”The Wooden Horse” (1950) var den første væsentlige udenlandske produktion i efterkrigsårene, der blev delvist indspillet i Danmark – nærmere betegnet på Møn og i Københavns nordvestkvarter

Den engelske spillefilm ”Den trojanske hest” (The Wooden Horse, 1950) byggede på virkelige hændelser fra 2. verdenskrig.

RAF-løjtnant Eric Williams (1911-1983) blev skudt ned under et bombetogt over Tyskland i december 1942. Efter at Williams flygtede fra en krigsfangelejr i Polen, overflyttede tyskerne ham til den højsikrede Stalag Luft III i Żagań. Også her lykkedes det Williams at udgrave en flugttunnel.

Den 29. oktober 1943 tog Eric Williams flugten fra Stalag Luft III sammen med to medfanger og kolleger, Michael Codner og Oliver Philpot. Forklædt som franske arbejdsmænd nåede de med toget til Stettin i Polen, hvor Williams og Codner tog kontakt til den danske modstandsbevægelse. Herfra gik flugten videre til Gøteborg via København og siden hjem til England.

I 1949 skrev Eric Williams romanen ”The Wooden Horse” om sin bedrift, dog fortalt i tredje person og med ændrede navne. Allerede samme år gik produktionsselskabet London Films i gang med filmatiseringen af bogen, der herhjemme var en bestseller for forlaget Branner & Korch.

For at højne realismen valgte filmens producent, Ian Dalrymple, at henlægge indspilningen til flere af historiens autentiske åsteder – herunder Møn og København.

Dette optrin med sporvogn og ølkusk er optaget i Københavns nordvestkvarter i krydset Tuborgvej/Frederiksborgvej/Tomsgårdsvej:

Location Copenhagen 1: "Den danske pige" (Storbritannien/USA m.fl. 2015)

Det kan næppe være undgået nogens opmærksomhed, at det oscarnominerede periodedrama ”Den danske pige” (The Danish Girl), som har biografpremiere i dag, til dels er indspillet i København.



Holdet bag ”Den danske pige” besøgte hovedstaden sidst i marts 2015 for at optage en række scener på de steder i indre København, hvor historiens hovedpersoner, Einer og Gerda Wegener (spillet af hhv. Eddie Redmayne og Alicia Vikander), færdedes i 1920'erne.

Men faktisk havde det britiske selskab Working Title, som er filmens hovedproducer, planlagt at skyde de københavnske optrin i Bruxelles. Først da Copenhagen Film Fund trådte til med et tilbud om seks millioner kroner i produktionsstøtte, lod Working Title sig overtale til at bruge ti optagedage i den danske hovedstad.

De københavnske optagelser var centreret omkring Nyhavn, hvor instruktøren Tom Hooper og hans filmhold skruede tiden 90 år tilbage og genskabte et fiskemarked på kajgadens nordside (i øvrigt i frost og stiv kuling). Filmfan Hanne Sølvsten indfangede mylderet af statister, kostumer og rekvisitter – samt Eddie Redmayne i pelskrave – med sit kamera:

(Billeder venligst stillet til rådighed af Hanne Sølvsten)