Sean Connery 80 år

Vi spoler tilbage til 1963, kort efter premieren på ”Agent 007 jages”. Instruktøren, britiske Terence Young, var fløjet til Amerika med filmens hovedrolleindehaver, en 33-årig skotte kaldet Sean Connery. Da de to herrer gik ud af lufthavnen, mødtes de af 800 mennesker, der kun stod og ventede på én person.

En gammel dame møvede sig igennem politiafspærringen og viftede en blok papir om næsen på Youngs ledsager. ”Sean, giv hende nu bare din autograf,” vrissede Young, og Sean parerede ordre. Men da damemennesket fik stukket papiret i hånden, så hun helt forkert ud. ”Nej, nej, nej,” udbrød hun. ”Der skal stå James Bond.”

Hun gloede bebrejdende på Sean uden at vide, at hans verden forrykkede sig i netop dét øjeblik. Det gik op for ham, at han ikke længere blev opfattet som en person. Det var ikke mennesket og skuespilleren, folk fik øje på, når de kiggede på Sean Connery. De så et sexsymbol, et kulturelt ikon.

De så James Bond.

I dag, den 25. august, kan Sir Sean Connery fejre 80-års fødselsdag som pensionist i sit solrige skattely, Bahamas. Ansigtet er stærkt og karakterfuldt som Picassos, med et kynisk vid i de rolige gyldenøjne, og hans rå machoudstråling og dyriske sexappeal er gennem karrierens efterår fuldmodnet til en afslappet, robust myndighed.

Forinden brugte Connery en stor del af sin levealder på at vriste sig fri fra Bond-figurens snærende spændetrøje, hvilket i halvfjerdserne resulterede i næsten demonstrativt trodsige rollevalg. Først efter han i 1983 sagde ja til at give James Bond en sidste tur i managen efter elleve års pause, fik hans karriere fast grund under fødderne igen. Ironien var til at tage at føle på og spredte ringe helt ind i filmens titel: ”Never Say Never Again”.

Samme år blev Connery udråbt til ”Verdens mest sexede nulevende mand”, og tyve somre efter "Agent 007 jages" tog han noget lettere på situationen: ”Det er selvfølgelig meget smigrende ... men hvor mange sexede døde mænd kender man?”

En verden uden for Bond
Fem Bond-film skulle der til, før Sean Connerys bæger første gang flød over. Optagelserne i Japan til ”Agent 007 - du lever kun to gange” (1967) måtte konstant afbrydes, fordi filmens stjerne blev angrebet af skrigende fans og journalister, hver gang han vovede sig ud i den virkelige verden. Selv på offentlige toiletter fulgte pressen efter ham og stak blitzende kameraer ind under døren.

Så man kan dårligt bebrejde Connery, at han stod af karrusellen for at hellige sig mere kunstnerisk udfordrende projekter. Han havde allerede prøvet kræfter med seriøse roller i den benhårde fængselsfilm ”Højen” (1965). I dennes instruktør, Sidney Lumet, fandt Connery en dygtig, disciplineret åndsfælle, der kunne give ham de kødfulde roller, han havde længtes efter. ”Anderson-klanen” (1971, snart på DR 2) blev et hårdt tiltrængt hit for Connery takket være Lumets intelligente iscenesættelse og den skarpe sans for ægte gadeatmosfære, der også propellerede instruktørens ”En skæv eftermiddag” (uden Connery) til tops fire år efter.

”Forhøret” (1972) var der derimod næsten ingen, der så; dertil var dramaet for nådesløst grumt og hårdtslående. Som over­betjenten, der knækker sammen under afhøringen af en børnemishandler, var Connery sprængfarlig som aldrig før, med panseret skrællet af helt ned til de sitrende, sårbare nervebaner. Det er en rystende præstation, og ”Forhøret” forbliver en af skuespillerens egne favoritter.

Sean Connery i Sidney Lumets "Forhøret" (The Offence, 1972)

I andre film lagde Connery ikke nær så mange kræfter i sin rolle, men forlod sig i stedet på sin ubesværede karisma. Udstrålingen på lærredet er legendarisk og har fået lov til at bære temmelig mange tvivlsomme film over målstregen. Selv indhyllet i buldrende propaneksplosioner, som i Michael Bays ”The Rock” (1996), eller tynget af tarvelig CGI som i svanesangen fra 2003, ”Det hemmelighedsfulde selskab”, kunne Connery stadig tryllebinde en hel biografsal ved blot at løfte sit ene øjenbryn.

At det også klædte ham for en gangs skyld at illudere en ganske almindelig pensionist, beviste ”Playing by Heart” (1998, nu på TV 2 Film), hvor den tidligere superagent skulle redde noget så jordnært som et knirkende ægteskab med den næsten jævnaldrende Gena Rowlands.

Bag kameraet blev Sean Connery kendt for at blande sig i alt fra rollebesætning til omskrivninger af manuskriptet. På flere af sine sene film stod han selv opført som medproducer, og hvor lignende titler siden er blevet standardvedhæng til især amerikanske skuespilleres kontrakter, vidnede dobbeltrollen dengang om Connerys notorisk høje krav til andres kompetence.

Hans professionelle stædighed, til dels affødt af Bond-filmenes uendelige optageperioder, gav ham ry for at være en besværlig kollega. Og privatpersonen Connery har heller ikke det bedste omdømme, slet ikke efter han flere gange blev citeret for bemærkninger, der stemplede ham som mandschauvinist af den gamle skole.

> Læs Sean Connerys famøse Playboy-interview fra november 1965

I interviewsituationer er han venlig, men også vag og famlende, og man aner, at forfatteren Roald Dahl ramte et ømt punkt, da han i 1980 beskrev Connery som "en helt igennem almindelig, noget kedsommelig skotte".

Trailer til Brian De Palmas "De uovervindelige" (1987)

Den forsinkede Oscar
Af de unge, fremadstormende britiske skuespillere fra 1960’erne var Sean Connery alligevel en af dem, der nød mest vedholdende succes, om end den Oscar-pris, han modtog sent i forløbet, mistænkeligt lignede en bodfærdig anerkendelse af et farverigt livsværk. Nok er Connery ingenlunde dårlig i Brian De Palmas "De uover­vindelige" (1987), som Cinemaxx viser i aften – men hovedrollen tilhørte altså Kevin Costner.

Det faktum, at Connery ydede mindst lige så fornemt arbejde i mange af sine tidligere film, kunne tyde på, at det i stigende grad var akkumuleret respekt, der trak læsset for den aldrende stjerne. Han blev en institution snarere end skuespiller.

Nogle gange fungerede Connerys status ubetinget til hans fordel, som når den forhenværende 007 sparrede kosteligt med "junior" (Harrison Ford) i Spielbergs Bond-inspirerede "Indiana Jones og det sidste korstog" (1989). Hvorimod et melodrama som ”Finding Forrester” (2000) sandsynligvis ville have fungeret bedre med et mindre indlysende valg til rollen som grånende læremester.

For når man oplevede Connery efter hans exit fra Bond, var det ofte netop Sean Connery, man så deroppe på lærredet i stedet for rollen. Den skotske titan med den skiveskårne dialekt. Indtrykket gjorde det til tider svært at skelne den ene præstation fra den anden, og det forstærkede den snigende fornemmelse af, at Connerys register var mere begrænset, end man ellers var villig til at indrømme.

På den anden side er det måske slet ikke noget problem, at ikonet voksede sig så stærkt, at det skyggede for rollen. I virkelig­heden opnåede Connery jo præcis, hvad han ønskede. Nok var han stadig sexsymbol og kulturelt ikon. Men han var ikke længere Bond.

Han var Sean Connery.





SEAN CONNERY 80 ÅR

> I anledning af Sean Connerys 80-års fødselsdag viser Cinemaxx i aften "Agent 007 contra Goldfinger" (1964) og "De uovervindelige" (1987) i restaurerede, digitale udgaver:
http://www.kino.dk/Film/G/GO/Goldfinger.aspx
http://www.kino.dk/Film/U/UN/Untouchables-The.aspx

> "Playing by Heart" (1998) er for tiden i rotation på TV 2 Film, hvor den bl.a. kan ses på Sean Connerys fødselsdag kl. 17.30.
Dagen efter, torsdag 26. august, viser 6'eren hans første James Bond-film, "Agent 007 - mission: drab" (Dr. No) fra 1962. "Agent 007 jages" følger torsdag 2. september.
Fredag 3. september viser DR 2 "Anderson-klanen" (1972) af Sidney Lumet.

> Som glødende skotsk nationalist (med "Scotland Forever" tatoveret på højre overarm) har Sean Connery senest ladet sig lokke ud af sit otium for at lægge stemme til Skotlands første computeranimerede spillefilm. Eventyret om dyrlægen "Sir Billi" har endnu ingen premieredato, men traileren kan beskues på YouTube. Dog på eget ansvar, for kønt er det ved gud ikke ...